Nu ved jeg ikke, om Helvedet ligger i Århus, men jeg ved, at Marselisborg Slot gør, og det er her, vi skal hen. Vores lille flok står tæt sammen foran slottet. De har udklædt sig som nisser, og faktisk virker de ret beklemte. Situationen er også ret sprængfarlig, må jeg sige. Det drejer sig jo om selve HJERTET.
De begyndte langsomt at bevæge sig op mod slottet. Svend standsede pludselig. ”Er det ikke ret håbløst det hele. Vi har d. 20. december og ikke skyggen af noget som helst.”
“Vi har en plan,” sagde Lise.
”Og så skal du tænke på,” fortsatte Jerry, ”at det faktisk er et svineheld, at de små prinser og prinsesser holder jul her, og at vi fire fik tilbudt stillingen som julenisser.”
”Nemlig,” sagde Lise, ”og nu kan vi komme ind i slottet.”
”Jo, men vi ved jo ikke engang, om HJERTET er på slottet.”
”Det er det helt sikkert,” sagde Lise, ”det siger min kvindelige intuition mig.” Og med disse ord forsvandt de ind i slottet, hvor vi senere vil møde dem.
Men inden da må vi igen en tur ned i det uhyggeligste af alle steder: det skinbarlige Helvede. Og vi trænger helt ind i dybet og standser op ved den lille engel, som vi forlod for lidt siden. Hun er mutters alene, og hun ligger og græder. Det kan vi godt forstå. Men hør nu bare, det er faktisk værre end vi troede:
 

 
 
En lille trold, forklædt som djævel, forsøgte at finde vej i mørket. Han gik efter lyden, for han kunne jo intet se, men hele tiden hørte han gråden, og nu lød den ganske tæt ved. Han standsede og bøjede sig over den grædende.
”Lille pige,” sagde han, ”hvorfor er du så ulykkelig?”
”Hvem er du,” sagde hun forskræmt og krøb endnu mere sammen på det hårde leje.
”Du kan kalde mig Troldepus,” hviskede han.
”Er du da ingen djævel?”
”Shyy … det må ingen vide noget om,” nu hviskede han ganske lavt, for alle vidste, at det inderste af hulen var beboet af flagermus, og ingen kunne med sikkerhed vide, hvor man havde dem.
“Han stjal ANKERET OG HJERTET, mens jeg sov,” hulkede hun, ”og nu har jeg forrådt mine bedste venner. Jeg har været så dum, så dum.”
”Vel har du ej. Bare lidt for vild, tror jeg, og en smule naiv. Det går nok.”
”Vel gør det ej!”
”Men nu er jeg her jo.”
”Du? En trold. Som om det var ret meget bedre end en djævel!”
”Nu vil vi ikke spilde tiden på kævl. Lig blot helt stille, mens jeg løsner rebene. Sådan. Nu skal jeg lede dig ud i det fri, min ven, og slip ikke min hånd!”
”Du er en trold! Vil du da have, at jeg skal stole på en trold?”
”Er du ikke nødt til det?”
Hun gjorde nogle grimasser i mørket, som ingen så, men hun slap ikke hans hånd, mens han nænsomt førte hende gennem de tætte tåger og ud på den anden side.
 
I et smukt og lyst værelse på slottet leger den lille prins Christian og den endnu mindre prinsesse Isabella med deres nurse, mens de to allermindste ligger og sover i hver sin lyserøde og en lyseblå seng. Ved siden af nursen sidder Lise udklædt som nissepige og fuld af utålmodighed efter at høre om, hvor HJERTET befinder sig. Vi vil lytte til deres samtale:
”Det var da hyggeligt, at jeg fik lov at hilse på dig, ja, og på børnene, dem får jeg jo en del at gøre med i de næste par aftner.” Snakkede Lise løs og smilede så venligt, hun formåede til den mutte barnepige, som ikke var spor meddelsom. Den lille Isabella stavrende hen til dem og puttede sig ind til Lise. Hun glattede barnets hår, og den lille pige så op på hende med strålende øjne: ”Du er en rigtig nisse, ikke?” pludrede hun, men inden Lise
kunne svare, kom det muggent fra Christian: ”Nisser findes ikke. Jeg er i al fald for stor til at tro på dem, de er for pattebørn som dig.”
”Jo vist findes de,” sagde Lise, ”men man ser dem bare ikke ret tit, for de er generte.”
”Jeg er også genert, og mig ser man da ret tit.” Den lille dreng vred sig lidt.
”Det er ikke alt det, man ikke ser, som ikke findes,” forsøgte Lise lidt klodset, men Isabella tog straks tråden op: ”Ja, for man ser heller ikke Gud. Og han findes, det har jeg selv
set.”
”Har du set HAM?” spurgte den lille dreng.
”Ja, i går, men ikke ret længe, så skulle han til fødselsdag. Men jeg snakkede med ham.”
”Nå, gjorde du det? snakkede han så dansk eller fransk?” spurgte Christian voksent.
”Han snakkede selvfølgelig gudsk.” Sagde hun og slog med nakken, så krøllerne dansede om det yndige lille ansigt.
De små blev ved med at søskendeskændes en tid, men vi vil forlade dem og gå hen til Lise, der har trukket nursen en smule afsides.
”Må jeg spørge dig om noget?”
”Hvad?”
”Jeg så prinsesse Mary i Tv forleden, og hun bar et hjerte om halsen, som jeg faktisk har helt magen til. Ved du, hvor hun har det fra?”
”Nå det. Nej. Hun har vist for resten tabt det, men hun er ligeglad, det er helt værdiløst. Ja, altså derfor kan du da godt være glad for dit. Det er bare ikke ægte.”
”Mit er da af guld.”
”Nå, men nu har vi snakket nok om det. Jeg siger jo, at det ingenting er værd.!”
”Men lagde du slet ikke mærke til udstrålingen?” Hun så indtrængende på barnepigen, der vendte sig bort og vrissede ”Jeg vil advare dig en gang for alle: hold op med at snage i andres sager og hold dig til nisserollen!”