6. december

Et sted mellem himmel og jord sås Den Onde og endda i ondt lune, lod det til. Man blev ganske svimmel af at betragte ham, som han fór af sted fra sky til sky og syntes optaget af at jage noget, som hele tiden forsvandt for ham. En slags skyggejagt. Rasende greb han ud i den tomme luft, og hvis vi lagde øre og ikke blot øjne til det sære sceneri, ville vi kunne
høre en smittende latter.
Men den smittede ikke Fanden.
”Nu kan det være nok!!!” skreg han. ”Men så bliv dog hængende stille. Bare to minutter!” til sidst næsten tiggede han, og det var så uvant for ham, at stemmen knækkede over, og skyggen pludselig standsede sin flugt og materialiserede sig for øjnene af ham.
”Dit afskyelige englegespenst,” jamrede han og hengav sig til et veritabelt hosteanfald. ”Jeg er allergisk over for engle,” stønnede han, ”det er de forbandede fjer. Tænk, at nogen kan falde for sådan en afskyelig lyserød kødklump med storkevinger!” Og han hostede
videre en rum tid.
”Så tag dig dog sammen, menneske!” sagde englen ikke så lidt fornærmet.
”Menneske! Må jeg være fri!!! ”Fi… fi … fik du ikke bre- brevet,” nøs han.
”Jo, men jeg kan ikke læse.”
”Lærer I da slet ingenting deroppe?”
”Jo da – noder og melodier og blomsterbinding.”
”Det tænkte jeg nok,” fnøs Den Uhyrlige, ”det er, fordi den gamle er bange for, at I skal blive lige så kloge som han. Ignorant-elsker, som han er. Ja, mig forstødte han af samme grund. Og ligeså gik det med tåberne … ud med dem og ned i Jammerdalen! Hele bundtet. Sådan er han.”
”Han er god nok,” udbrød den lille engel forsvarsberedt, men Satan gad ikke høre mere, og nu fortalte han hende, at han ville lukke hende lige ind i et spændende eventyr, blot hun ville lytte til ham i fem minutter. Hun trak sig et skridt tilbage og rystede på det
kønne, lille hoved, men han holdt hendes blik fast og trak hende til sig, og så begyndte han at hviske, ”for det, jeg nu vil fortælle dig, tør jeg ikke engang betro skyerne og himlens fugle.”
Nysgerrigt blev hun stående, og mens han fortsatte med at hviske, ændredes hendes ansigtsudtryk fra afsky til spirende interesse, og til sidst lyttede hun åndeløst til hvert ord, der udgik fra hans flab. Men pludselig skar hun tænder og rev sig løs og råbte med høj og
vred englerøst: ”ALDRIG I LIVET! Det kan du godt glemme – det vil jeg overhovedet ikke være med til!” Men samtidig skinnede hendes øjne som på en kat i mørke, og Den Onde lo ondt og hakkede ind i hende, at det ikke var noget, hun bestemte.
De næste ord, som han hvæsede hende i øret, gjorde et så voldsomt indtryk på hende, og hun sank sammen for fødderne af ham. Han bøjede sig ud over skykanten og piftede sit djævlepift, og straks dukkede en helvedets hærskare af djævlekrabater frem og kastede sig for hans fødder, mens de snøftede og prustede om kap.
”Rejs jer! Og fjern så det ynkelige fjerkræ der og drop hende uden for hans dør,” sagde han og pegede på englen, der stadig lå bevidstløs ved siden af ham. De gloede savlende op på ham med tomme øjne.
”Hør nu, I tumper! Jeg brugte det meste af dagen i går på at forklare jer sagens akter! Så I ved nok, hvor I skal kyle hende hen!”
”Kyle, kyle, kyle, kyle …” peb de henrykte, mens de rykkede og sled i englen. ”Skal hun i gryden eller bare ædes, eller skal hun druknes eller bare kvæles?” hylede de i kor.
”I må ikke skade så meget som et dun på hendes vinger!” brølede han ude af sig selv, ”vi skal jo bruge hende, ikke? Hun er vores bedste kort. Og nu har jeg fyldt hende med Min onde Ånd, så nu kan hun kun gå den vej, jeg ønsker.”
De små krabater greb englen i arme og ben og vinger og fløj småsnadrende bort med hende.
Fyrsten kastede sig frydefuldt omkring i de bløde skymasser. Nu skulle den gamle verden blive hans alene, tænkte han højt og fortsatte: ”og jeg skal fylde den med Min ondeste Ånd – og alt levende skal visne og dø, og menneskene designes helt og aldeles i mit billede. Han så lidt trist hen for sig og fortsatte en smule skamfuld: ”Men drengen kan jeg ikke bruge. Mine ord trængte ikke ind, og mit mærke prellede af på ham. Men han skal få KÆRLIGHEDEN at føle, når den kommer til ham bestænket af mit sataniske savl, for jeg nåede jo at puste Min Ondskab ind i det lille lyserøde øre, som hun så villigt lånte mig.”
Han rullede sig i en kaskade af hostende latter.