5. december
Ved en computer sad en ung mand og stirrede som forhekset på den lysende skærm. Skønt klokken lige havde slået fem og de første morgenstråler netop var begyndt at sive ind ad vinduet, var han lysvågen, og da han er vores hovedperson, må jeg hellere præsentere ham. Han hed Svend og boede i Århus og studerede der – jeg husker ikke hvad. Så man sig om i værelset ville man hurtigt nikke genkendende til hele scenariet, hvis man da ellers havde været ung engang og endnu i stand til at huske de vildeste fester. Det så
grangiveligt ud, som om en stormflod var skyllet gennem rummet efterladende de
mest smagløse vragdele i form af flasker, glas og madrester. Kort sagt det var
en fest, der for længst var ebbet ud.
Luften var heller ikke alt for rar at indånde, og måske var det derfor, den unge mand rynkede på næsen. I et hjørne lå et par gutter og sov. De hed sjovt nok Tom og Jerry, og de var for resten Svends bedste venner, så dem slipper vi ikke uden om. På sofaen lå en
pige og også hun sov. Hun hed Line og skulle blive en del af det store drama, hvis konturer begynder at tegne sig. Andre var der ikke, og lige med et hamrede Svend en næve i bordet og råbte: ”Jamen, for pokker da også! Nu er det hele pludselig væk. Helt væk!”
Der lød et grynt nede fra gulvet, det var Tom, der langsomt kom til bevidsthed. ”Hvad siger du? Hvem er væk?”
”Shyy … vær stille! Det var her altså lige før!”
Tom puffede til sidekammeraten og fik held til at vække ham, og de så bekymrede på hinanden og hviskede lidt sammen – hvad de sagde, ved jeg ikke, og Svend blev ved med at sidde med blikket fastnaglet til den lysende skærm. Uden at vende sig om spurgte han lidt irriteret, hvad de egentlige de lavede i hans værelse. De to venner fik hurtigt
rejst hinanden op og ilede over til ham. Jamen, han havde da selv inviteret dem
til festen. Jo, selvfølgelig, men han havde da smidt alle på porten for lidt siden, havde han ikke? Han vendte sig om og så dem stivne i rædsel og dreje om på hælen og styrte mod døren, som havde de set fanden selv.
Lynhurtigt greb han dem i armene og holdt dem fast, og et øjeblik blev de stående med opspilede øjne og flugtplaner svirrende i hele hovedet.
”Hvad pokker går der af Jer, I ligner to, der har slugt et spøgelse og ikke kan få det ned.”
”Du skulle se dig selv,” mumlede Tom og hørte Jerry fortsætte, ”ja, du ligner en rådden citron fra Fakta.”
”Hvad?”
”Det er rigtigt, du er edderhamrende totalt gul-og-grønhimmelstribet i hele panden, det er godt nok gået hårdt ud over neandertalerportalen i nat, hvad?”
”Det … det … hvad mener du?” Svend hviskede ordene og gned panden, som ville han forsøge at fjerne et eller andet, der havde bidt sig fast. I det samme lød der et skrig fra pigen. Hun var vågnet ved larmen og stod nu midt på gulvet og stirrede på Svend.
”Han … han … har … jo … pest,” hvinede hun, og de to venner veg panisk baglæns.
”Ja, men det har han sgu’ da også! Pest, mand! Den sorte Død! Og nu skrider vi altså, og god bedring, gamle dreng, og mist nu ikke helt modet. Sådan en smule pest!”
Men inden de nåede døren, fór Svend derhen og med en rask bevægelse drejede han nøglen om og holdt den i sin knyttede hånd.
”I går ingen steder!”
”Nej, hør nu, dit gamle frankensteineruhyre, vi er da for pokker dine venner, ikke? Og lad os så gå!”
”Kan jeg stole på jer?”
Tom så lige på ham: ”Ja, altså … bare du ikke smitter os!” Og Jerry fortsatte, ”selvfølgelig, bare du lige gider række os nøglen og lade os komme forbi, så lover vi dig troskab til døden.”
”Ja, den smule tid, hø hø hø …” gryntede Tom og fik et skub af Jerry.
”Tom!!!!”
”Ja, ja, rolig nu! det var bare en vittighed, mand, det dør han sgu’ da ikke af.”
”Hvis I virkelig er mine venner, så bliver I her og hjælper mig.” Svend satte nøglen i hullet og trådte til side, og de to andre så fra nøglen til vennen og tilbage igen, men pludselig
gik Tom ind og smed sig på sofaen, hvor pigen havde ligget.
”Okay!” sagde han, ”fyr løs!”
Jerry satte sig ved siden af ham, og Svend skramlede med en stol, som han fik anbragt over for dem. Så satte også han sig tungt og begyndte at tale.
Først havde han troet, at det hele var en slags psykedelisk syreoplevelse, forårsaget af øl og hvad der ellers var røget indenbords, men så … ja, de kunne jo selv se brændemærket på
hans pande!!
De nikkede lidt beklemte – for det KUNNE man dårligt overse.
Det hele begyndte på et tidspunkt, hvor de fleste var godt trætte og egentlig helst
ville hjem og sove, men alligevel blev hængende, fordi de andre gjorde. Og så …
ja, det var svært at forklare, for der var ingenting at se, og der var stille i rummet bortset for lidt fuldesnak og en eller anden, der sang håbløst skingert om en haleløs kat, der havde mistet sin mor. Men så, ja så var det, som om nogen kastede et islagen hen over ham – et kuldeslag så voldsomt, at det lammede ham totalt, og i flere sekunder kunne han kun stå og ryste.
”Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg da vist havde fået en øl for meget, og nu måtte jeg også hellere … så var det, jeg så ham.”
”Så hvem?”
Ja, det var måske ikke en gang et rigtigt menneske. Men det var NOGET, og det ligesom trak ham til sig. På ben så stive som en lørdagsbrandert var det lykkedes det ham at komme helt hen til vinduet, og så med ét blev iskappen flået af ham, og han så en kutteklædt skikkelse halvt skjult bag gardinet, og nu strakte det hænderne frem, og det var, som om en ild ramte hans pande, det brændte og sved, og han styrtede ud i baderummet og pøsede koldt vand i ansigtet. Så løftede han hovedet og så i spejlet og lige ved at besvime – ja, de kunne jo selv se! Han huskede ikke, hvordan han kom ind i værelset igen, eller hvad han foretog sig, men han havde vist råbt og raset og smidt alle gæsterne på porten.
”Men altså ikke I to?” sluttede han og så på vennerne med et lille smil.
”Sagde ham der is-og-ildflammekasteren ikke en dyt?” spurgte Jerry.
”Jo, lige inden han forsvandt, eller jeg løb ud, så hørte jeg ham sige: ”tænd! Og lær!” Men det forstod jeg jo ikke til at begynde med, så jeg stod bare midt i rummet og tog mig til hovedet, der stadig sved, og vidste ikke, hvad jeg skulle gribe til, men så fik jeg den tanke, at det måske var computeren, jeg skulle tænde – ja, for lyset var jo tændt, og jeg havde ikke andet, der kunne tændes. Jeg tændte den altså og gik på nettet og sad længe og gloede på en tom skærm, men så pludselig kom der en hånd til syne.”
”En hånd?”
”Ja, eller en ånd. Det var så uhyggeligt, og lige med ét begyndte den at skrive. ”Du er den udvalgte,” skrev den, ”I nat satte jeg mit mærke på din pande som et tegn på, at du skal følge din Herre og Mester. Og du skal sige NEJ, når tåberne frister dig. Og holde fast ved dit nej.”
“Du ævler – den slags hører hjemme i dårlige film.” Tom så på ham med et lille smil, men Jerry smilede ikke, han forlangte beviser. “Bare et eneste,” sagde han -“som nu det der brev, som den åndede hånd skrev, vis os lige det!”
Svend tørrede sig over panden og hørte i det samme vennerne bryde ud i en befriende latter, for nu så vennen med et helt normal ud. “Du ligner ikke mere en forknoklet skimmelost, gamle ven,” sagde Tom og daskede til ham.
“Hvad?” Svend strøg sig igen over panden, “Ja, det brænder heller ikke mere.”
“Nej, så fald du bare til ro – det var ren og skær indbildning. Og det der med hånden på skærmen, helt ærlig, tror du selv på det.”
“Jeg ved ikke rigtig …”
“Nej, men nu skrider vi. Det var en rigtig fed fest – du skal bare lade være med at drikke så mange øl.”
“Ja – jeg rører aldrig mere det skidt!”