2. december

Og nu skal vi til et helt andet sted, og også det ligger under jorden, dog langt dybere nede og ikke i en høj. Og her hørtes kun håbløshedens hivende åndedræt. En hvæsen, banden, jamren, stønnen og halvkvalte skrig, det var de lyde, der som et vandfalds evige brusen fyldte svovluften.

Fanden selv, alias Satan, alias Det Ondes Fyrste, alias Mastema, alias ikke så få andre og meget hæsligere navne, sad på sin trone, hvorover der blafrede et sygt lys. Nu har du måske gættet, hvor vi er? I Helvedet, hører jeg dig hviske, lidt forskrækket, for  i den stinkende svovlpøl! Nej, der gider du ikke være. Men det er du altså nødt til, hvis du vil følge mig.
For resten er vi ikke ladt ene med den lede Satan, for se, overalt i skummelheden gløder de mest skræmmende ildøjne. De hidhører fra stedets fastansatte funktionærer, der i daglig tale benævnes djævle, men vi kan også kalde dem dæmoner, det lyder finere, men gør ingen forskel. Helvedet er kendt for at være et sted, hvor der ikke gøres forskel på folk. Og
så alligevel!!! Tro nu ikke alle rygter, men lyt opmærksomt til de ord, der falder om et øjeblik!
Nu oplod Fyrsten sin lede røst: ”Vi må i aktion!!” brølede han og kradsede den nærmeste djævel i ansigtet, men det lagde ingen mærke til: ”Regnedrengene har fortalt mig, at vi er lukningstruede. Vi, der jo ellers altid har kørt en blomstrende forretning.”
”Blomstrende! Det var sgu’ da et klamt ord. Det hedder ekspanderende, ligesom eksploderende, for fanden!” kom det fra den nærmeste djævel, samtidig med at han tørrede sit blodige ansigt i den nærmeste kollegas hale.
”Hvad????!!!! Hører jeg protester … Utroligt!!!! husk, at alle der ikke er med os er imod os. Der findes kun ”bad guys” og ”good guys” … Og jeg regner med, at alle her på stedet er ”bad guys” og det af den ondeste art!”
Djævlerøsten lod sig imidlertid ikke lige knække af Fyrstens hidsige ord og replicerede: ”Hallo! Så slap dog af, din satan!”
”Hmm … nå … men det siges altså, at tåberne har forsamlet sig for at ødelægge hele vores virksomhed.”
”Hvem siger det?”
”De har en lækage i deres efterretningsvæsen. Kun jeg ved, hvem det er, og kun jeg skal vide det. Og han har altså fortalt, at de har fundet sammen, lige fra de latterlige elverpiger
og til den tåbelige Elverkonge, ja selv Julebukken har de fået bugt med.”
”Det var satans!”
”Overhovedet ikke!  Men hvad værre er: de vil samarbejde med menneskene.”
”Pyt, menneskene er tåbeligere end tåberne, altså, der kommer de ingen vegne, og vi skal nok vinde kampen – det onde sejrer altid til sidst, det ved du da.”
”Jo, hvis de stod alene, så var der vel ingen fare. Men nu glemmer du Gud Herren.”
”Ham har de afskaffet!”
”Det er jeg ikke sikker på. Her står alt hen i det uvisse. Og nu gælder det Vor lukningstruede Virksomhed.”
Der var stille en stund, så kom det drævende fra den første djævel: ”Hvorfor skal der også absolut være to – både en Himmel og et Helvede. Det er fortid du gamle og desuden hamrende konkurrenceforvridende. Kan du følge mig, gamle boss?” Han nappede henrykt Den Lede et rigtigt ledt sted.
”Fusionere!!!! Er du blevet sindssyg???”
”Ja, ja, slap dog af, djævlefar! man har vel lov at tale frit fra leveren – vi lever vel i en fri verden!”
”Sig mig, dumme lille djævel, er du mon ikke gået forkert?”
”Undskyld,” kom det prompte fra djævelen, der nok alligevel befandt sig på rette sted og også vidste, at det ikke lige var det mest ufarlige sted at opholde sig for små djævle, med
revolutionsdrømme.
”Jeg gider ikke have et eneste broddent kar i min butik! Grib ham!!!! og hæng ham i den nærmeste grisekrog, eller kast ham i gryden!”
”Hvad med gloende tænger? Det er så meget sjovere,” kom det lystent og plagsomt fra en anden djævel, der allerede var begyndt at savle ved udsigten til ondskab for fuld udblæsning.
Et øjeblik genlød luften af høje skrig og skrål, så dæmpedes lydene atter til den vanlige jamren, og Fyrsten begyndte at forklare, hvordan ”tåberne” ville ”redde” menneskene og føre dem over i de ”frelstes” rækker. Der var brug for rigtig mange anførselstegn i den redegørelse, men omsider satte han sit punktum.
Og da vidste alle djævlene, at en ung, uspoleret knægt var udpeget til at redde verden, og at det nu var djævlenes opgave at finde ham og spolere ham, så planen kunne forpurres.
”Og,” sluttede Fyrsten, ”så vil det igen være vore ideer, der kommer til at lyse i mennesket.”
Se, det var jo ret så poetisk udtrykt, og ordene faldt da også djævlene for brystet. ”Ærlig talt, lyse i menneskene, hold da op, hvor klamt!!! og værdier, blavadr … hvor vil du hen, din gamle Satan?”
Men nu eksploderede Den Gamle Satan – det knaldede og bragede og sprøjtede med ildgnister i alle retninger, og mere end en djævel mistede både syn og hørelse, men de fleste hørte dog Den Ledes brøl:
”Skal I blive ved med at modsige mig i dag!? Der er plads til flere i gryden, ja, jeg kan koge jer alle til hobe, indtil der kun er små blævrende klatter tilbage af jer. Er det
forstået!”
Der gik en skælven gennem den forsamlede djævleklump, og et par stykker begyndte i munden på hinanden at skrige på ”Nåde”.
”Nåde!!!” brølede Fyrsten endnu mere ude af sig selv, ” Det er jo ikke lige mit bord!!!! Vel!!?????”