Englene har ingen skabelseshistorie. I al fald ikke, hvis vi skal holde os til Bibelen. Her hører vi i første kapitel om, hvordan Herren skabte “Himlen og Jorden med al deres hær” -og med de ord indledes kapitel 2, hvor skabelsen er fuldbyrdet. Måske er hæren at forstå som en englehær, men det siges ikke.
Først ved uddrivelsen af Paradiset møder vi en slags engle, nemlig Keruberne med deres flammesværd. Men er de egentlig engle? Engel betyder Guds sendebud, og Keruberne har den udtrykkelige opgave at spærre for menneskenes adgang til Paradiset. De er altså ikke sendebudsengle, men nærmest en slags spærreengle –  anti- engle måske?
I kapitel 1 hører vi om den hele kreationsproces. Men ikke et ord om engle. Så der må vi kigge andre steder hen, og det gør vi så.
I de gamle religiøse skrifter, dem, vi kalder de apokryfe eller pseudepigrafiske, hører vi, hvordan og hvornår Gud skabte englene og hvordan det videre gik dem.
Hvad er det for skrifter?
Da Bibelen i sin tid blev sammensat til den bog, vi kender i dag og regner for en slags fundament for vores religion, da valgte man en række tekster ud blandt de mange: man “kanoniserede” dem kort sagt – og gav dem således en højere status end de andre, som man undlod at indlemme i den store bog.
Hvem er “man”?
Det er de gamle lærde (MÆND), der tænkte og regnede og bestemte og sluttelig valgte. Og så fik vi Bibelen. Men de andre tekster mister jo ikke af den grund deres betydning eller deres religiøse indhold, og mange af dem har kristne da også gjort stor brug af – ( Kingo skrev f.eks. en af sine bedste prædikener ud fra Enoks Bog).
Jeg nævner nogle stykker i flæng: Jubilæerbogen – Judiths Bog, Enoks Bog – Adam og Evas Bog – Johannesapokryfen – Thomasevangeliet og Petersevangeliet.
I mange af disse skrifter finder vi engle og også fortællinger om, hvordan Herren skabte dem og navnlig om, hvor galt det senere gik (mange af) dem.
Et sted hører vi, at da Gud havde skabt alt, hvilede dette ALT i stor harmoni. Der var fred og ro og ingen fare, og alle enedes. Kort sagt: idyllen var total. Men så skete der noget, og det må der vel gøre der, hvor alt ånder Den Totale Idyl.
Et sted hører vi, at Gud talte til en af sine engle, han hed Lucifer og var en seraf ( der var forskellige slags engle med forskellige grader af betydningsfuldhed )-  seraferne havde den største stjerne hos Gud Herren, og deres kærlighed til ham var brændende. Derfor ser man dem ofte fremstillet som RØDE engle. De flammer for Gud. Og Lucifer var netop en sådan Lysets Engel, og han elskede Gud, og Gud elskede ham. Men så en dag kaldte Gud ham til sig og talte til ham og befalede ham at tjene mennesket Adam.
Og så slog det klik for Lucifer.
“Det kan du da ikke mene!!!!???? skreg han med præcis så mange udråbstegn og spørgsmålstegn, som jeg har sat. For det forstod han ikke. “Mennesket er skabt af ler, JEG er skabt af ånd. Jeg ER ånd!!! Mennesket er STØV!!Jeg vil ikke bøje mig for støv.”
Sådan protesterede Lucifer. Og Herren svarede sikkert noget i retning af: “Du skal bøje dig for MIG!” Men det ville englen altså ikke, og i det skjulte begyndte han at agitere blandt de øvrige engle, store som små, alle gik han til, og hos alle indgød han sin giftige snak om oprør. Oprør mod Herren. For hvad lignede det dog, at HAN skulle sidde der og regere enevældigt, når de nu var så mange!!!! Var det retfærdigt??? Havde ENGLENE måske ikke et ord at skulle have sagt? Var der ikke noget, der hed DEMOKRATI???? Nej, det sidste ord brugte Lucifer selvfølgelig ikke, men tanken var der altså.
Og så gik det, som det måtte. Den Store Kamp begyndte mellem Gud og hans engle og Lucifer og hans engle.
Gud vandt kampen, og han sendte Lucifer Fanden i Vold. Styrtede ham ned i det sorteste Helvede ( i nogle tekster står der ned til Jorden, men det er åbenbart det samme). Og hernede skiftede han navn til Satan eller Fanden, og her har han lige siden raset og regeret med alle sine faldne engle. Alle sine Hells Angels.
Men kampen mellem det gode ( Gud ) og det onde ( Djævelen) er jo ikke ophørt. Det er den evige kamp. Og måske ophører den aldrig. Men skal vi tro “Johannes Åbenbaring” så skulle det dog ske engang. I endnu et drabeligt slag, hvor Ærkeenglen Mikael kæmper med Slangen ( eller Dragen) som er Satan og vinder over den. Og så har det gode omsider sejret. Men der er sandelig lang vej.
I det pseuepigrafiske skrift “Adam og Eva” mødes Djævelen med Adam, og vi erfarer af førstnævntes mund, hvordan det hele startede, og hvordan det som bekendt endte med, at de begge faldt så grueligt dybt –  blev uddrevne af Paradis.
Adam spørger Satan, hvorfor de ikke kan forliges. Hvorfor hader Satan ham så voldsomt? “Hvad har jeg da gjort dig?”siger han fuld af undren, og Satan svarer: “O, Adam, hele mit fjendskab og min misundelse og smerte er imod dig, fordi jeg for din skyld blev jaget ud og fjernet fra min herlighed, som jeg havde i Himlen midt blandt englene, og for din skyld blev jeg kastet ud til jorden.”
Og Satan fortæller nu Adam, hvordan Gud befalede ham at tilbede Adam med det argument, at denne var skabt i Guds billede. “Men hør nu, Adam! Du er og bliver yngre end jeg, og jeg ved desuden, at han skabte dig af støv og jord.”
I samme skrift hører vi om, hvordan Adam og Eva sulter nede på jorden, men så sender Gud englen Mikael, og denne rare engel giver Adam et lynkursus i agerbrug. Der står: “Gud Herren sendte ved englen Mikael forskellige slags sæd og gav dem til Adam og viste ham, hvorledes han skulle bearbejde og dyrke jorden, for at de kunne få frugter, hvoraf de selv og alle deres slægtled kunne leve”. Verdens første landbrugsskole indstiftedes altså og med engle som lærere.
Det var lidt om de første religiøse skrifters beretninger om engle. Det næste indlæg skal handle om Biblens engle, som vi møder dem i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente.