Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man sagde tidligere “på” Harboøre, ligesom man sagde “på” Skagen. Og det skyldes nok, at begge lokaliteter havde meget lighed med øer. Skagen var omgivet af hav og miler og altså afskåret fra omverdenen. Det samme var Harboøre – hav og fjord og langstrakte søer afskar Harboøre fra verden udenfor. Jeg sætter et par kort, som vel giver en fornemmelse af lokaliteten:

Lad os gå indenfor i et af de små hjem. Der må have lugtet fælt i de bonde- og fiskerhuse i Harboøre, som vi nu skal besøge. Vi skal jo heldigvis kun færdes der på papiret. Men en ret eksotisk oplevelse er det at læse om dagliglivet i de små hjem i Karen Thuborgs erindringsbog. Og hun har jo været der. Er vokset op der.

Jeg husker min egen barndom i en lille fiskerby. Når min far kom hjem fra arbejdet på havnen, skulle overtøjet hænges i vaskehuset, og jeg tror, at han skiftede tøj, inden han blev indladt i stuerne. Jeg var barn i 1940’erne og 50’erne – altså ca.100 før Karens tid.

Så sarte var de ikke dengang i det gamle Harboøre. Der var selvfølgelig ingen toiletter i husene, men det ville også have været skidt, hvis der havde været det, for urinen var en råvare af stor nytte. Den skulle ikke skylles ud, men gemmes hen. Man pessede derfor ikke hvor som helst, men samlede de kostbare dråber for at bruge dem til mangt og meget. Først og fremmest til tøjvask. Her kommer nu et citat fra K. Thuborgs bog “Det gamle Harboøre”

“(citat side 106) Nogle Dage før de skulde vadske Linned, lærredstøj, samlede de Urinen i “æ pessbank” og satte Tøjet i blød deri et Døgnstid. Dette Vand var udmærket til at opløse Snavset, og det ødelagde ikke Tøjet.”

Og som lægemiddel var der ikke noget bedre end urin. Det gives der utallige eksempler på i bogen, men et par af de mere groteske vil jeg citere herunder:

(Citat side 266) “Tit brugte man Urin som Lægemiddel. Naar der strandede et Fartøj af en fremmed Nation, vilde Matroserne gerne have dansk Brændevin; men de kunde ikke taale ret meget, før de blev fulde. En Gang havde en Matros faaet alt for meget; han tumlede stærkt omkring og faldt saa om som livløs. Folk stimlede sammen om ham, og de fleste troede, at han var død. De Gamle sagde: “Det eneste, der kan redde ham, er, om vi kan faa noget Urin og hælde ned i Halsen paa ham.” Da ingen gav Tegn til at tilbyde sig, sagde en gammel Kone: “Er der ingen andre, der vil, saa kan æ saamænd godt pees en bette Tor nejer i æ Hals o ham, om de ka hold Lyw i ham.” Den gamle Kone gjorde, som hun sagde, og Manden kom sig.”

Herunder et par eksempler mere. Her handler det om børn med øjensygdomme. De hjælpes til bedre syn ikke af øjenlægen, men af det gamle husråd: urin:

( Citat side 267) “Det Raad at bade Børnenes Øjne i Urin og gennembløde en hvid Bomuldklud dermed hver Aften og lægge den paa Børnenes Øjne, naar de skulde i Seng. – Da Moderen havde gjort det en Ottedagstid, var Børnenes Øjne helbredede og de fik aldrig mere daarlige Øjne. …. Et Barn var engang blevet bidt i den ene Arm af en Hugorm, Armen svulmede op og blev tyk, og Barnet blev sygt. Mens Manden løb efter Doktor, helbredede Moderen Barnet ved at vaske Armen i Urin og hælde lidt deraf i Barnets Mund.”

Velbekomme!

I det store og hele klarede man sig uden læge. Blev han endelig hentet, så vidste man, at nu var alt håb ude. Her et lille citat:

“( Citat side 266) Naar nogen blev syg, blev Doktoren næsten aldrig hentet … De havde mange Hjemmeraad, som de brugte for alle Slags Sygdomme. Min Fader fik tit flere Slags Medicin af Kaptejner paa strandede Skibe. En Gang imellem led han af Mavesygdom, fordi han flere Gange havde faaet for meget Saltvand i sig. Var hans Mavemedicin sluppen op, tog han en Teskefuld Terpentin og lidt Peber i en Snaps Brændevin, og dermed var det kureret, – og det var der flere Mænd, der gjorde.

Tænk, at de holdt til det traktement!

En anden behandligsmåde er nok så underlig og synes ret farlig, navnlig den manglende hygiejne taget i betragtning. Men hør lige. Det er ved behandling af skægpest (?) og dårlige øjne:

( citat side 268) … man tog en Ært og trykkede den saa fast, man kunde, ned i Kødet, den aad sig da ind, og der kom et Saar, som flød med Blod, Vand og Materie. ; Ærten skulde hver Dag skiftes med en frisk. Naar man var helbredet, tog man Ærten bort, og Saaret heledes da af sig selv.

Så er der alle historierne om kloge mænd og koner. Slap husrådene op sendte man bud til sådan et menneske, og det kunne ofte blot med øjnenes kraft eller andet hokuspokus kurere den syge. Flere af de kloge koner krævede dog, at den syge TROEDE på hende. Uden en blind tiltro, kunne hun intet udrette. Ja vist: tro kan flytte bjerge. I Karens erindringer er der mange eksempler på det.

Nogle af de kloge mænd og koner var selvfølgelig svindlere, det er Karen ret overbevist om. Selv har hun besøgt en af de mest berømte i tiden: Laust Glavind – sammen med en ung, nygift veninde. Veninden har udslæt i ansigtet og Karen har blegsot. Men da Laust kun vil kurere dem enkeltvis og i et kammer på loftet, får Karen sine tvivl. Hvad er han ude på? Veninden er ganske skræmt, men går alligevel med ham på kammeret. Bagefter er hun tavs. Og hun vil ikke komme igen. Og hun blev ikke helbredt. Karen Thuborg antyder, at han udnyttede kvinderne seksuelt – en forløber for Ali Haman.