4. december
”Og hvorfra ved du alt det? Hvor har du opsnappet Bukkens plan? Den blev jo fremsat i en lukket forsamling …”
”Nå ligefrem lukket – noget er altså lækket.”
Hun strøg huen af ham og satte den med en lille lykkelig latter på sit eget kønne hoved. Igen gik der en strøm af liv og lyst gennem hans gamle kød og ben, og det så voldsomt, at han kom til at ryste og sveden sprang, men han fik dog fremstammet, at det var alt for
farligt at tage del i den kamp, der skulle kæmpes. Og det var ikke noget for piger, nej slet ikke. Og desuden …, stammede han og kunne ikke komme videre.
Men det kunne hun, og nu flød ordene fra hende så let og hurtigt, at han måtte opbyde alle sine åndsevner for ret at fange og fatte dem.
”Nå, siden hvornår er det ikke noget for piger? Tænk dog en lille smule historisk, gamle mand!!! Hvad med Jeanne D’Arc, – for blot at nævne et eksempel. Og jeg er engel, fortsatte hun og baskede med vingerne, så han måtte lukke øjnene for al den luft, der susede mod hans ansigt. Og har jeg måske selv bestemt det!! Og skal jeg bare finde mig i det, synes du?”
”Finde dig i det??? Jamen engel, … og tilmed en Guds engel, … ” stammede han, ”det er dog det smukkeste man kan være!”
”Det kedeligste mener du?” Hun så koldt på ham og fortsatte sin svada med at forklare ham, at hun var mere end dødtræt af at flakse rundt med de besværlige vinger, der ustandselig kom i vejen for enhver livsudfoldelse, og desuden var for lange og kluntede til en ordentlig flyvetur med turbo. Stækkede vinger, ville hun kalde det. Ja, eller påfuglevinger, der bare skulle glimre og ingen gavn gøre. Åh, hvor hun gerne ville kappe dem af og blive en ganske almindelig pige med bløde, runde arme og slangekrøller og strutskørt. Ja. Og så ikke altid være så artig og synge og spille harpe i en uendelighed. Og Paradishaven, den var noget opreklameret fis, kunne hun godt fortælle ham, og han havde vist aldrig været ung, for så ville han forstå, at det ikke var et sted for unge piger – eller unge drenge for den sags skyld. Der var så alt for nydeligt. Og for indelukket. Der kunne man højst flagre om som en burhøne og synge som en indespærret kanariefugl. Men nu var hun heldigvis havnet på den grønne jord, der ganske vist også var Guds grønne jord, men han var da i det mindste ikke ene om den, sluttede hun lidt lavmælt og så ned.
Og han måtte spørge hende, om hun nu også var en rigtig Guds engel eller måske hørte til i den anden ende af skalaen og måske ( nu hviskede han ) … måske endda var en af Helvedets engle? Og hvis hun virkelig kom fra Paradisets Have, hvordan var hun så sluppet ud? Havde Gud ikke sat Keruber ved porten for at forhindre al trafik. Og Sankt Peder, stod han da ikke trofast vagt ved porten?
Jo vist, indrømmede hun, men hun havde venner.
Venner?
Ja. … F.eks. Gabriel.
”Gabriel!!!” himlede Julemanden, ”Nå så det er ham, der har sladret?”
”Jeg siger ikke mere. Min mund er lukket med 7 segl,” sagde hun mut.
De blev ved med således at mundhugges, indtil den gamle blev så træt, at han lagde paraderne og indså, at med hende kom han ingen vegne.
”Og hvad får dig til at tro, at du kan løse opgaven?” sagde han træt, og hun svarede veloplagt tilbage, at det var da så lige til. ”Jeg er jo en pige, ikke?” Han nikkede tamt. ”Og ham der, mennesket, som I har udvalgt, han er jo en dreng?” Jo. ”Og dreng møder pige.
Ser du: Det er den ældgamle historie om kærlighed.”
“Hmmm … jo … men jeg er ikke meget for det,” sagde han og vidste, at han allerede havde kapituleret.
“Godt, så siger vi det,” lo hun. “Jeg begynder i morgen.”