3.december

Julemanden holder af Elverhøj, det har I nok bemærket, for den minder ham om alt det, som nu er ved at forsvinde. Og lige nu sidder han trygt og godt i højen og tænker på den plan, som Bukken i sin snuhed har oprullet for dem, og som er fristende, det må han indrømme, men dog langt fra ufarlig. Skal planen føres ud, bliver der tabere og vindere, og han er langt fra sikker på, at det er hans ”folk”, der vil vinde. Det onde har en voldsom kraft i sig selv og især i mennesket, og vinder det kampen, så er i bogstaveligste forstand
Fanden løs.

Et øjeblik foresvæver der ham noget om standhaftige soldater og skarpe sværd, men billederne vil ikke fæstne sig og forbliver luftige forestillinger uden reelt indhold.
”Nej,” mumler han og minder sig selv om sin pacifistiske fortid og den ed, han nys har aflagt om aldrig at gribe til vold. Så væk med de romantiske forestillinger om ædle riddere! Og desuden, det er jo falsk varebetegnelse, for riddere er ikke ædle, de er ækle,
det ved han. De slår ihjel. Og det vigtigste af Guds bud lyder: du må ikke slå ihjel. Så den vej er ikke farbar.
“Nej”, gentager han og højt denne gang, det onde kan ikke besejres med våben. ”Make love not war,” synger han en smule falsk, og nu er han da vist selv havnet i grøft af forslidte fraser og fantasiløshed. Mon ikke?
”Hvor du vrøvler,” kommer det sløvt fra den halvt sovende Elverkonge. Rævesøvn altså, der kan man bare se! Det samme gælder da vist for de små piger, der ligger som bløde killinger og blunder med hovederne i hans skød. ”Make love,”mumler de som søde henførte ekkoer, og nu begynder de i halvsøvne at male deres blege, fugtige læber. Forventningsfulde putter de sig atter ind til den store konge og sover videre.
Hvad de drømmer om, ved jeg ikke. Og det kommer ikke sagen ved.
”Ja, jer har jeg ingen glæde af,” siger julemanden og sukker dybt, men sukket afbrydes af en spinkel, klokkeagtig røst, der får det til at risle sødt i hans gamle nisseblod.
”Men mig kan du få glæde af,” siger stemmen, og han snurrer rundt og forsøger at fange en skikkelse i dunkelheden, og lige med ét ser han hende sive på englemaner ind gennem de
græsklædte vægge, og nu stiller hun sig op foran ham og lader sit lys skinne, så det står som en blå og rød aura om hendes spinkle, hvide skikkelse.
”Gosh! hvor er du smuk,” mumler han uvilkårligt, men ved i samme nu, at den skønhed må han ikke falde for, og at det vil være allerbedst, hvis han fører sin del af den kommende samtale med lukkede øjne og åbent sind.
”Se på mig!” insisterer englebarnet en smule irriteret og basker arrigt med vingerne, så den klamme huleluft et øjeblik kommer i bevægelse og synes friskere, og han ånder dybt ind, men holder standhaftigt øjnene lukkede. Alligevel kan han ikke forhindre, at pigebarnet kommer nærmere. Nu mærker han allerede hendes ånde mod sin kind og helt uden bagtanke griber han en lille, blød hånd. Bagtanke, siger jeg, nej, der er slet
ingen tanker i hans kloge hoved lige nu, kun en stærk trang til at beskytte det
smukke, lille pigebarn, som han pludselig og ganske umotiveret tror, befinder
sig i stor i fare.
”Jeg kan mærke det,” tænker han angst, ”og pige, det er hun sandelig, det kan selv en julemand mærke.” Men han slipper ikke hendes hånd, og da hun bøjer sig ind over ham og begynder at hviske, som var hun bange for, at andre skulle høre det, så lytter han.
Pludselig åbner han øjnene og ser lige ind i hendes. ”Du er ikke rigtig klog,” stammer han. ”Det gør du ikke!”