I denne post vil jeg skrive lidt om, hvor ofte et tidsbillede falder uden for de gængse rammer for, hvad der hører til tiden. Jeg ville begynde med at karakterisere et billede af Kingo, men jeg forstår ikke, hvor mange steder jeg end suser rundt i IT-verdnens gådefulde rum, at uploade ( som det hedder på nudansk) et billede. Derfor må billedet vente, men resten af “post”en kommer her: Vi ser på et portræt af Kingo. Det kopieret fra Thomas Kingo – Samlede Skrifter fra 1941-45 af Hans Brix og Billeskov Jansen. Vi ser et billede af digteren, der ligner mange andre Kingoportrætter fra tiden. Og vi ser en lidt søvnig, måske endda en lidt veg person. Og selv om munden er sanselig og ser ud til at kunne bide, så er der samtidig noget sart og blidt over ansigtet. Nå, tænker min læser, så må det være en forfalskning, for Kingo var som bekendt strid og uforsonligt barsk og slet ikke til at røre, så hvad har det her fruentimmersødladne portræt med ham at gøre. Jo, vist er det ham. Og vi ser ham bære kjole og kalet, så der er nok fra hans tid som præst. En ret ung Kingo.
Det forholder sig sådan med det historiske, og det gælder også kunst- og litteraturhistorie, at vi inddeler i mere eller mindre fastlåste både, som vi derefter forsyner med overskrifter, og så bruger vi skriften i båsen som forklaringsmodel og tolkning af tekster og begivenheder. Og derved overser vi så meget.
Når vi først er hjemme i en bås, f.eks. BAROKKEN, så står vi fast der, som et andet stykke kvæg og tygger drøv på det, vi nu ved. Og er tilfredse med det, for alle de store forskere og en del af vi andre småfuskere har jo netop indset, hvordan alt hænger sammen.
Og så er der jo alligevel hele tiden noget, der falder udenfor. F.eks. nu dette ansigt. Men jo også meget meget andet, finder vi, når vi dykker ned i tidens mange udtryk.
I min næste post vil jeg forsøge at pege på nogle af de fænomener, der sjældent eller slet ikke nævnes i karakteristikken af Barokken. Det vil jeg gøre bl.a. ud fra kapitler af min Kingobog – kapitler, som anmelderne i sin tid fik sure tæer af at læse, og som fik dem til at svinge pisken over mit stakkels debutanthoved. Jeg kan love jer, at de slag gjorde ondt, og jeg har stadig mærker af dem. Men jeg svarede jo ikke dengang på dem, mest fordi jeg finder det temmelig uværdigt at gå ind i den slags polimikker. Anmeldere er ( kun ) anmeldere, og mange af dem ved ikke bedre. De har et job, som de skal røgte, og så gør de det vel efter bedste evne.
Men nu vil jeg lige slutte af med et eksempel, som netop falder mig ind, og som refererer til en af mine tidligere posts, den “om barrokkens brutalitet” – heri kunne det jo se ud, som om barokmenneskene tærskede løs på hinanden i tide og utide og navnlig på de små og store børn. Men det er værd at huske, at der også dengang var andre metoder i spil, f.eks. var Hillerød Latinskoles leder Albert Bartholin optaget af langt mere “moderne” opdragelsesideer. Han troede på, at musik, sang og dans var nok så gode midler til at forme menneskesindet, inspireret som han var af renæssancehumanisten Montaigne, der f.eks. altid vækkede sine børn blidelligt med den dejligste musik, som han lod spille hver morgen for de små poder.