Hvorfor skriver jeg? En dag for længe siden, lagde jeg pennen og mig selv på plads. Nu er det nok, sagde jeg til pennen ( som er min ven) Den dryppede, det så jeg nok. Troede jo, at jeg havde glemt at ryste den grundigt nok. Dryp dryp dryp. Jo, men den var rystet. Den græd.

For vi skal skrive – sådan er det – og jeg griber den igen. Og igen og igen og igen. Og kalder den min ven.

I dag gik jeg langt ud i skoven, hvor alt dryppede af væde. Hvert eneste træ græd stille. Så vådt. Så gråt. Så trøstesløst. Men så hørte jeg midt i alt det grå og grimme noget smukt, som jeg havde læst for længe siden, og jeg gik hjem og ledte og ledte … det var Dorthe Nors, det huskede jeg. Og jeg blev ved med at søge i alle rum og til sidst fandt jeg det.

Det her sted, hvor hun bedre end jeg kan gøre det, siger, hvorfor man skriver, når det er det, man gør.

Her kommer citatet fra “Det var så den vinter”:

Den, der skriver, skal turde stå med sine fugleunger klistret til fingrene og give dem fra sig i byger af spyt og roser – og blive ved, fordi det er vigtigt, og blive ved, fordi det er levende, og blive ved, for det er, hvad man tror på, og sådan er fremtiden, blive ved, fordi man elsker det ( jeg elsker) og blive ved, når nu man ikke kan andet (jeg tør) og blive ved, fordi det er meningen. ( citat side 118-120 i e-bogen)