Lidt spredt snak om min læsning.
I de seneste par år, har jeg ikke læst sammenhængende, ikke hele forfatterskaber, ikke specielle epoker, ikke visse temaer, ikke bestemte genrer, men tværtimod har jeg kastet mig over litteraturen og slugt den i spredt forvirring og i lige linje. Læst derudaf. Truffet mine valg intuitivt, og som regel har jeg valgt rigtigt forstået på den måde, at jeg har været glædeligt underholdt næsten hver gang og undertiden endog behageligt overrasket.
Jeg kaster et blik på min liste af lånte biblioteksbøger fra det seneste halve år og ser jo straks, hvor spraglede trådene er. Ikke antydning af nogen rød tråd, og faktisk synes jeg, det er forfriskende på den måde. Noget i retning af at variere kosten og på den måde få flere vitaminer til hjernen end en mere ensidig læsning ville kunne befordre.
En overgang lovede jeg mig selv, at jeg ville “sætte mig ind” den nyeste litteratur, men forsættet varede ikke ret længe, for der skrives alt for meget nyt for det første, og for det andet er der alt for meget andet, der pirrer mine læsegener, så jeg også må tilgodese “de gamle” eller “det gamle” – Jeg kaster igen et blik på de seneste lån og ser jo, at jeg har bevæget mig over de unge til de lidt ældre, og nu skriver jeg nogle af dem op her: fra de moderne som Eduard Louis og Ocean Vuong og Glen Bech og Morten Pape og Stine Askov og Anna Juul og Stine Pilgaard … og til de lidt ældre som Rachel Cusk og Geir Gulliksen og Anne Lise Marstrand og Niels Frederik Dahl og Margaret Atwood. Jeg har også været en tur omkring Martin A Hansen (Løgneren) og Dostojevskij (Dobbeltgængeren). Som navnene viser: ingen som helst sammenhæng.
Sad i dag og smålæste i Martin A. Hansens´ essaysamling “Tanker i en Skorsten” fra 1948. Her er der heller ikke umiddelbart sammenhæng i emnevalget: som titlen antyder er det spredt fægtning med tanker og ideer, der melder sig hos digteren og bliver behandlet med behørig litterær lødighed og stor kyndighed.
Han kommer vidt omkring i bogens mange afsnit lige fra minder om det langsomme liv på landet (Ploven) – og til en reflekteren over efterkrigstidens unge digtning (Eumeniderne) . Dette sidste essay vil jeg helt i digterens ånd “dvæle” ved.
Eumeniderne kalder han kapitlet. Mørkets gudinder.
Her tages vi med på en fin lille rejse i lyrikkens verden. Det, der var den nye litteratur ( i Danmark). Ikke alle fra efterkrigstiden. De to første skrev før den tid.
Hos dem finder vi et opgør med de digtere, der efter krigen i 1864 følte nederlagets hug i sjælen og skrev derefter, nemlig 90-er-digterne.
Martin A. nævner som sagt i den forbindelse J. V. Jensen og M. A. Nexø. Jeg vil citere et digt af Johannes V. Jensen, der tydeligt viser opgøret med “sjælefolket”:
“Sønner af de Slagne,/ se, I staar på Muld!/ Død er det bedragne,/ lykkeløse Kuld./ Gæstmildt aabner Danmarks/ unge grønne Land/ Favnen for den stærke,/ lattermilde Mand/.
Ifra Gorm den Gamle/ til den Dag i Dag/ elskte vi at samle,/ … Ak, paa Nederlag!/ Dette vil vi mindes/ med en knyttet Haand/ mens vi skuer fremad/ af en anden Aand.
Kloge af at bede/ til den døve Gud,/ vil vi aabne, sprede,/ glemme, slette ud./ Ungdom er at handle/ uden Tradition, / uden falske Veksler/ paa en død Nation.
Ungdom er at synde/ uden Maal og Med./ Kan vi da begynde/ med at ønske Fred?/ Lad kun hadet æde/ og lad Grinet flaa!/ det er stride Tanker/ vi maa leve paa.
Faar kun den, der yder,/ lønnen for sin Flid,/ da vil den, der nyder,/ aldrig møde Nid. / Den der bærer,/ byder!/ Det er hvad vi tror/ enten vi i Danmark/ eller Kina bor.
Lykkens Land med Maade,/ Danmark, det er du!/ Danmark af vor Naade,/ vil du smile nu?/ Borte er det syge,/ lykkeløse Kuld-/ Sønner af de Slagne/ se, I staar paa Muld!”
Dette digt er typisk for J. V. Jensen ( skriver jeg) – jvf: jeg vil bekræfte den raske i retten til riget ( Tilegnelse) . – Jeg finder, at der næsten er fascistoide undertoner i noget af hans digtning – som jeg i øvrigt holder meget af. Men der er noget overmenneskedyrkning, som ikke har provokeret tidens mennesker så meget, som det provokerer mig.
Det var et sidespring. Jeg springer tilbage til M. A. Hansens analyse -:
Han vil tale om de yngste af 40´digterne, og ikke om dem, der allerede var modne digtere, da krigen brød ud som f.eks. Nis Petersen, Paul la Cour, Johannes Wlff, Hulda Lütken, Otto Gelsted, Jens August Schade og Poul Sørensen.
Fælles for de yngste, siger han, er at de opfatter, at:
“Verden er faldet, dens Struktur er brudt sammen.
Og i modsætning til de foregående er der ikke noget:
“ideologisk eller primitivistisk religiøst Bodemiddel…”
“Deres Ironi er skærende, og den skærer indad. I deres Lune finder man Glasskaar skjult. De er blege, selv de stærkeste af dem, som efter et Blodtab.”
Det er karakteristisk, at verden opfattes som kaotisk, men at dette kaos bliver skildret i en nedarvet streng ordenspræget form: versemålet tøjler med sin streghed det utøjlede indhold: skaber struktur i kaos. Thorkild Bjørnvig nævnes som en mester i kunsten at bruge streng metrisk form uden rim.
Han nævner Tove Ditlevsen og Lise Sørensen som digtere, der kender mørket, men forstår at tænde sindet, så det lyser.
Eks. er dette digt af Lise Sørensen:
“Jeg tror paa, at intet i Verden er afgjort,/ at alting fra Starten er skabt til at skabe,/ at de der tar Ansvaret op bliver stærke/ og ejer det hele – og aldrig kan tabe.
Jeg tror paa de svage som langsomt blir stærke/ fordi de tar Skylden for alle Tings Væren/ og intet fornægter og aldrig vil flygte,/ kun deres er Riget og Magten og Æren.”