Vredens Børn og Vredens Druer – Aakjær og Steinbeck

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Aakjærs mesterværk fra 1905 “Vredens Børn” har jeg læst mange gange, men genlæst for nylig sammen med Steinbecks Vredens Druer.

I de mange år, jeg var dansklærer i gymnasiet, var Aakjærs roman fast pensum for mine elever, og engang i 1980′erne havde jeg endda den sære oplevelse at blive anklaget af et forældrepar, som mente, at jeg indoktrinerede deres søn ved at lade ham læse denne “skammeligt agitatoriske roman”. De var vrede. På mig.

Og for så vidt havde de ret – Vredens Børn er agitatorisk, og hvor den side af bogen tegner sig tydeligst, er det ikke god litteratur. Litterært er Vredens Børn i det hele taget ikke noget mesterværk, og mange af Aakjærs værker hæver sig over den. Men den er ærlig. Og den er ægte i sin indignation. Aakjær kendte til, hvordan man behandlede landproletariatet på den her tid, og bogen er et godt bevis på, at ærlig litteratur kan have stor politisk effekt. Bogen reformerede ganske enkelt tyendelovgivningen, så det herefter blev strafbart at mishandle den underkuede del af landbefolkningen.

Bogen er totalt blottet for den idyllisering af den fattige landbefolknings liv, som vi godt kender (og elsker) fra Aakjærs Rugens Sange. I Vredens Børn optræder den idyl kun som parodi. Her et lille eksempel, hvor præsten taler med den lille trætte Per, der har været på arbejde siden hanegal:

“Finder du nu ikke også, mit barn, at sådan en dag sandelig ret er værd at takke Herren for, så vi lover Gud med vor mund, når vi ser solen sådan rejse sig op i al sin glans, når duggen ligger i græsset, og lærken flagrer op fra sine små! Ikke sandt, mit barn, sådan en dag er sandelig herlig for et kristent menneske! synes du ikke også det, lille Per?”

 ”Jow, når en helsen kund bli fri for at kryb i æ turnips”

Og henvendt til en anden lille dreng taler præsten igen om den prægtige natur, disse børn har det privilegium at færdes i fra årle til silde:

“Knægten forstod mindre og mindre af pastor Fryds blomsterrige tale. Fryd fortsatte: “Når du læser disse vældige verselinjer: som guld er den årle morgenstund, … har du så ikke følt noget af lærkesindet røre sig i dig, så det har funklet for dit indre øje som en dag i gyldenåret?”

“Nej!” sagde drengen.

“Hvor tidligt kommer du da op om morgenen?”

“Æ klokk er gerne halvfire.”

“Så må du da ofte have set dette vældige syn.”

“Jamen den tidsdags da er en jo gjan så søvnig!” svarede purken.

Ja, vi har al mulig grund til at læse Vredens Børn også selv om dens behandling af landarbejdere heldigvis har ændret sig. Andre ting i bogen er lige aktuelle. F.eks. har Aakjær så tidligt set, at hedens forvandling til kornmark ikke kun var en yderligere udnyttelse/ødelæggelse af de fattige forknoklede landsarbejderes tilværelse. Det var også en udnyttelse/ødelæggelse af en enestående natur. Et citat. Det er stedets læge, der taler til sin ven, der er en af de folk, der planlægger hedens opdyrkning. Lægen siger:

… I interesserer jer kun for sandet. Heden er i jeres øjne tilsyneladende det eneste helt anstændige for en husmand i vore tider. Det er blevet som en æressag at udslette lyngen af jordens overflade; denne hæderlige gamle grå kofte, som har klædt det jyske land fra Arilds tid, den skal nu rives af dets magre skrot og en ny fremmed klædning anlægges … — al den patriotiske ståhej, hvormed vores patenterede “fædrelandsvenner”, efter at have styrket sig vedbørligt ved sagamjød og trikinfrit Særimmerflæsk, går i gang med at tilintetgøre lynghederne og ødelægge et ejendommeligt dansk landskab til fordel for den prøjsiske bjergfyr, – denne uslestes af alle skovens skabninger, som knap har træ i sig til en krykke, som ikke har en eneste ren linje i hele sit vredne skrog, men hvis eneste fortjeneste er at kunne skyde ryg. Denne lusede pjaltekræmmer, der står og fjærter luften fuld af muggen dunst; denne proletar blandt træerne, der står der og stritter med alle sine bulne fingre og spærrer for udsigten og den vide, klare horisont .. gid dens lus må æde den, før dens mission lykkes: at forvandle Jyllands stolte lyngheder til et kedsommeligt linjeløst prøjserlandskab!” … Nationen har fået lyngskræk, der er gået pyromani i jer alle sammen; den røde hane skal gale over heden! – det råbes nu ud på Rigsdagen, i pressen, i foredragssalen. 

Ja, lægen (Aakjær) hidser sig gevaldigt op og der er lige ved at gå “planteracisme” i ham. Men mange naturvenner nikker vist genkendende til hans vrede.

Og helt i samme stil agiterer Aakjær gennem sin hovedperson Per for en socialistisk revolution. Det er helt fair. Og Aakjær havde oplevet smerten ved en opvækst i fattigdom og strenghed. Det er ikke det barndombillede han giver os i rugens sange. Her et lille citat fra Jeg er født på Jyllands sletter:

Inde var kun lavt til Loftet

Månen kasted Lys i Stuen

Bedstefar i Lædertrøjen

stavred om ved Skorstensgruen

 

Mor gled ind ad Frammesdrøen

slæbende paa Malkespanden

snart har Koens varme Drikke

fyldt hver Barnekop til Randen

 

Far kom kroget ind fra Stalden

hængte Trøjen op ved Bjælken

spiste tavs, indtil han sagde:

“Lad os takke Gud for Mælken!”

 

Bad vi da i Lys fra Maanen

som kun Børn og Bønder beder

medens tunge Stjerner tændtes

over brede, tavse Heder

Vi ser den samme idyllisering i barndomserindringerne. Faren er hedebonde, og det skildres i sangene som den rene og skære idyl. Men sådan var det ikke. Og i Vredens Børn får lille Per lov til at være en lille ulykkelig og skrøbelig dreng, der mishandles og udnyttes på det groveste. Der er endda en scene, hvor det lille barn voldtages af et par voksne, der har deres spas af den affære. Det er barske sager. Men i sangene og erindringerne får vi et helt andet billede. Her vil Aakjær have sin barndom sådan som han ville ønske, den havde været.

Og bedstefaren, der virker fredelig i Rugens Sange er en ren djævel til at opmuntre moren i hendes sadisme overfor de små børn. Men set i erindringens forsonende lys virker også det næsten morsomt og slet ikke slemt endda.

Det får sit idylstempel, selv om det er en mishandling, der vil noget. Her et lille eksempel fra Min Bitte-Tid. Om bedstefar:

Naar han kom hjem fra Marked … kunde han give min ældre Broder Jens en blank Rigsdaler, … mig gav han aldrig noget. Ja, med Undtagelse af de læsterlige Klø, som han betænkte mig med i Tide og Utide. 

Om moderen, som ellers er skildret med megen kærlighed i sangene, hører vi, at hun var en ren sadist. Der står i erindringsbogen:

De bløde Pilvaand blev her ( i saltlagen) blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en Barneende. Jeg har mangen Gang med nogen Gysen set Mor forlade sit travle Dagværk og gaa ind og fiske et nyt Ris op af Saltkarret, naar det gamle var slidt i Laser. Hun havde et Stykke Uldgarn med sig, thi de fleste af Risene var tvegrenede, saa blev de snoede, og Mor, der i alt var en omhyggelig Kone, bandt med det graa Uldgarn trofast og solidt om Risets Top. Somme Tider skulde Riset bruges med det samme, det var det, der bragte mig til at gyse, somme Tider blev det dog sat i Hvil paa sin Plads ved Æggespjaldet i Køkkenet. Saa fik ens Hjærte atter sit vante Slag, der var ingen Skyer paa Himlen denne Gang.

Og sådan hører man om den modbydelige barnemishandling i et humorfyldt tilbageblik, der ligesom forsøger at tage brodden af de smerter, der må have fulgt den lille drengs hverdag. I Vredens Børn er tonen anderledes ærlig. Alene det gør det til en læseværdig bog.

Eller måske har Aakjær villet skildre barndommens idyl for at overbevise ikke blot sig selv, men også læserne om, at der var “så dejligt derude på landet.” Selv om det må have været alt andet end det.

Laura Ingalis Wilder skrev sin “Det lille Hus på Prærien” i samme let idylliserende tone ( fra samme periode)  – med hovedvægten på de værdier, der bandt den fattige familie sammen. Og alle børn har i generationer læst eller set historien om den lille pige, der vokser op i den fattige hytte, og de har elsket den og identificeret sig med den lille modige pige. Der er netop udkommet en biografi om L. I Wilder, som viser hvordan den fortælling er løgn fra ende til anden. Lauras barndom var fuld af vold og den ene ulykke fulgte den anden.

Præriebondens liv var præcis så fattigt og håbløst som hedebondens, og lille Laura voksede op i samme ulykkelige og barske vilkår som den lille Per/Jeppe. Der var ingen kære mor nogen af stederne, og mishandling var en del af dagligdagen.

Steinbeck skrev Vredens Druer langt senere, og jeg har netop hørt bogen på lyd, og derfor ingen citater, de kommer måske senere, men man skulle næsten tro, han havde læst Aakjær. Det har han selvfølgelig ikke – måske har han læst Ingalis Wilders Lille hus på Prærien – men så er han ikke inspireret af den, for han er ganske åbenlyst socialt indigneret og skildrer med stor indlevelse håbløsheden og fattigdommen i den amerikanske landbefolkning. Her er der intet af Den amerikanske Drøm tilbage, som man finder hos I. Wilder. Tværtimod. Men der er noget andet, som ikke findes i Aakjærs roman. En stor og næsten utrolig solidaritetsfølelse imellem de fattige og en lige så stærk familiefølelse. Kærligheden får hele armen og al Steinbeck tro. Der er næsten en Kærligheden Overvinder Alt holdning. Og han skildrer en fantastisk overlevelsesstyrke selv under de mest håbløse livsforhold.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


one * = 4

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>