Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I nat kunne jeg ikke sove. Billeder fra TV-avisen hang fast på nethinden. Så megen lidelse. Så magtesløs et menneske, man er. Også i min egen kreds er der lidelse, som jeg synes, at jeg ville give ALT for at lindre, men som jeg ikke formår at stille noget op imod.

De onde tanker ville ikke slippe mig i nat. Jeg forsøgte at trænge dem væk. ”Tænk på noget godt!” sagde jeg til mig selv, glem de onde tanker! Ude af syne ude af sind! Men det nyttede ikke: de havde slået kloen i mig og holdt mig fast. Djævelske som de er.

Hørte forleden om en helt ny terapiform, som psykologerne er begyndt at anvende. Ikke den gamle: ”tænk positivt!”, ikke den freudianske ”psykoanalyse,” hvor man ser problemerne i øjnene og taler sig fri af dem, men en ny, ”kognitiv terapi”, der ligner gammeldags fortrængning, og som kan forkortes ned til : PYT”! – den bliver brugt i behandlingen af mennesker, der har en tendens til at bekymre sig for meget: den slags, der øjner en ny bekymring, så såre en gammel er væk. Sådan nogle som mig.

Men jeg tror ikke på den metode. Eller jeg vil ikke kunne bruge den. Min søster Hanne fik os til at tro, at hun kunne, og så snart jeg hørte om den, tænkte jeg faktisk straks på hende, for hun opfandt den nærmest, og derfor skrev hendes børn da også på hendes gravsten ”C’est pas grave” – hvilket betyder ”det er ikke alvorligt!” eller ”pyt”

Og hendes liv var ellers fuldt af barske realiteter, som det ikke var spor let at tænke bort og sige pyt! til. Men hun gjorde det. Hun er død nu, og jeg håber bare, at hun havde et godt liv trods megen modgang i de senere år.

Selv hænger jeg fast på den vogn, der transporterer ”de bekymrede” gennem livet, og jeg tror ikke, at jeg kan springe af. Måske vil jeg heller ikke. Måske er det endda nødvendigt at holde fast for at blive ved med at være et menneske. En af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig, er Primo Levis bog om Auzwitch ”Hvis dette er et menneske.”

Men jeg bliver alligevel rørt over tekster som Armstrongs (sentimentale) sang om ”a wonderful world” eller ser et lille barneansigt stråle og kommer til at tænke på Nis Petersens: ”Jeg samler på de små børns smil.”  

Men sangene får mig bare ikke til at glemme holocaust og Hitler. De får mig ikke til at glemme verdens flygtningestrømme. De får mig ikke til at glemme, at Satan findes og skal bekæmpes. Jeg er ikke altid så glad for ”Trosbekendelsen” og plejer at hviske de sidste ord: ”jeg tror på kødets opstandelse og det evige liv.” For hvordan kan man tro på det? Helt ærlig!! Men jeg siger de første ord fast og sikkert: ”Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger.”

Satan og Gud. Vist er de begge lige virkelige, og vist flagrer vi hvileløst imellem dem og ved snart ikke, hvad vi skal vælge, for den ene peger på al verdens rigdom og siger: Alt det giver jeg dig, hvis du vil tjene mig!” Den anden lover lidelse og kærlighed, og han peger på de aller mindste og (på hans tid) mest ubetydelige: de små børn og siger: ”hvis du ikke bliver som en af disse mine små, kommer du ikke i Paradiset.”

Paradiset? Jo. Det tror jeg også på. Jeg oplever det jo så tit. Når jeg færdes i naturen. Når jeg elsker. Når jeg spiser god mad og er sammen med venner. Det er jo lige her.

Men Jesus bilder os ikke noget ind. Han peger på lidelsen. Og viser os, at vejen går gennem den – men at den er værd at gå, for vi skal ikke gå den alene.

Vi skal ikke sige pyt. Vi skal tage byrden på os og bære den så godt vi kan. Resten kan vi overlade til Gud. Og så skal vi vise Satan vintervejen.