13. Engle i hverdagen – skytsengle

Skytsengelen er den mest populære af alle engle. Det er ikke så sært, det er jo den der passer på de små og store menneskebørn. Vi kender den mest fra ret glansbilledagtige fremstillinger.
Sådan en engel vil vi gerne tro vogter over de små børn. Og de store. Kingo skriver i “Nu rinder solen op” : Han har i denne nat / med engleskare / mit hus og hjem omsat / at ingen fare / har mig og mine ramt i nogen måde / men jeg er frelst og fri / fra dødens mørke sti / og sjælevåde.
Som sagt overgår denne engel alle andre engle, og som I måske ved, findes der et utal af engle – nogle angelologer har endda opstillet endeløse og sindrige englehierakier.
Men den mest populære er altså skytsenglen. Det kan man f.eks. konstatere ved at google tre forskellige typer.
Den mindst populære er Ansigtsenglen, skønt den forekommer flere steder i Bibelen, så scorer den kun 7 sites på Google – den næststørste gruppe er Ærkeenglen, som hitter med hele 9.000 sites, men Skytsenglen vinder over dem alle med hele 122.000 hits. Så den bliver man ikke færdig med at læse om sådan lige med det samme.
Man kan google sig til utrolig mange fortællinger om folk, der har oplevet engle gribe beskyttende ind i deres liv og endda reddet dem fra store ulykker. Og nogle af dem har virkelig set lysende væsner og andre overjordiske fænomener træde frem.
Sådanne tildragelser har jeg kun læst fremmede fortælle om. Men der er andre engleberetninger, som jeg har hørt fra venners mund eller rettere pen, for de to oplevelser, jeg kort vil fortælle om, har jeg fået på skrift. Men det er fra personer, jeg kender, og som jeg ved fortæller lige præcis, hvad de har oplevet og sådan som det skete. Og begge tolker oplevelsen som en himmelsk indgriben i deres liv.
Den første fortælling har jeg fra en beboer i min lille landsby Ålum, der ikke er større end at vi kender hinanden. Han hedder Erik Søndergaard og er en herre i 80’erne, og en dag cyklede han tur i Ålum Skov, der har mange stier og veje, hvoraf nogle er mindre befærdede end andre, og den her dag var han cyklet ud i en del af skoven, hvor der sjældent kommer folk. Nu skete der det, at han var uheldig og væltede med cyklen, og der lå han på skovvejen og kunne ikke rejse sig. Han havde også store smerter og troede nok, at han havde brækket benet. Der er ingen mobilnetdækning i skoven, og han kunne ikke råbe nogen op. Kort tid efter kom der en bil kørende ad den lille skovvej. Det var en kvinde fra en nærliggende landsby, som havde et dagligt ærinde i skoven, men som aldrig valgte denne her vej. Nu var det imidlertid sådan, fortalte hun Erik, at “noget” havde sagt hende, at i dag skulle hun vælge den. Det gjorde hun så. Og fandt Erik. Og han er i al fald ikke i tvivl om, at Gud sendte ham en engel.
Lars Busk Sørensen har skrevet en salme, der handler om, at vi er hinandens engle, at Gud handler gennem os. Jeg vil citere et par af versene:
Menneske, din egen magt / gør dig svimmel og forsagt / du skal selv på denne klode / skelne ondskab fra det gode / dybt ansvarlig for din jord.
Du skal bringe verden fred, / dagligt brød og kærlighed / Livets Gud har dine hænder, / derfor er det dig, han sender, / når din næste lider nød. ( Salmebogen nr. 370)
Den anden beretning har jeg fra en af mine bekendte. Hun hedder Ellen Åmand og har sommerhus i Tranestederne ikke langt fra vores hus. Den pågældende dag var hun gået en tur ud i Hulsig Hede, som er vidstrakt og øde, og lige i den del af heden kommer der næsten aldrig mennesker. Ellen er ligesom Erik over 80 år, og hun er ikke mere så let til bens, alligevel gik hun den dag langt ind i det øde klitlandskab, og nu skete der det, at hun faldt og ikke kunne rejse sig. Der er ikke nogen mennesker at råbe op på det sted, og hun følte sig  virkelig nødstedt. Da bad hun Gud sende en engel til hjælp, og kort tid efter dukkede to unge mennesker op, og de hjalp hende. Også hun er sikker på, at Gud sendte hende engle til hjælp i nøden. Og hvad andet kan man tro?
Nu vi er ved anbefalelsesværdige bøger om engle, så er der en, jeg særlig vil anbefale, for den er grundig og har næsten alt med ( alt om engle kan ikke stå i én bog), og så er den baseret ikke på følelser og tro, men på dokumenteret viden. Det kan jeg godt lide. Det er Jørgen Hansens “Englene og al deres væsen.”
Dette sidste gælder ikke Malcokm Godwins “Engle en truet Art”. Denne bog er rigtig flot, og også baseret på dokumentation og viden, men den er noget rodet efter min mening og spreder sig for meget. Så er til gengæld illustrationerne meget flotte og flottere end i Hansens englebog.
Jo, det kan være uhyre medrivende at læse bøger om engle, som er baseret på følelser og tro – og af dem findes der en uendelig række bøger. Men jeg er nu engang lidt af en hund efter viden. Og det finder man ikke noget af.
Og tro. Ja. Jo. Jeg VIL tro, men det er ikke altid evnerne strækker så langt, og jeg får i al fald aldrig bugt med tvivlen. Men så igen: tro og tvivl hører sammen.
Det er for resten det, jeg har prøvet at sige med min gendigtning af den gamle apokryfe tekst om Tobias og Fisken. Den kan læses i Engle nr. 5, 6 og 7.

Engle 7. Tobias og englen – 3. kapitel

 
 
 

KAPITEL 3

 
Nu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge øjne lå dvælende i hinanden.
Vrøvl, vrissede Rafaels indre stemme. Så hankede han op i sig selv og fordømte sin trang til at romantisere. Dette her var blodig alvor. Og hans rolle var ingenlunde udspillet. Han åbnede munden for at begynde det rituelle frieri, sådan som Tobit havde pålagt ham det. Men inden han nåede at sige en stavelse, kom det arrigt fra Tobias: ”Azarja! Hvad var det, du lovede far? Har du glemt det?”
Englen så forbløffet på ham. Drengens utålmodighed havde sandelig fået vinger. Han rømmede sig højtideligt, og med den stemme, der passede til formålet, begyndte han på en lang og snørklet og efter bogen korrekt friertale, der omhyggeligt redegjorde for de to unges fortid og mulige fremtid og navnlig argumenterede for Tobias’ uomtvistelige ret til at anholde om sin kusines hånd. I et splitsekund så han rædslen sitre i de to gamle ansigter, så lukkede de sig og blev som dødsmasker. De unges derimod havde åbnet sig som valmuer for morgensol og strålede uforstyrret under hele den lange svada.
Da englen tav, rejste Raguel sig og sagde, at ingen havde mere ret til deres datter end Tobias, og de elskede ham allerede. Men netop derfor kunne det ikke blive de to. Og nu fortalte han den grusomme historie, som de allerede kendte.
”Hold dog op, menneske! Se på børnene!” befalede englen strengt, og Raguel så på dem med sit matte blik. De lyste som fjerne lanterner.
”Nå?” sagde Rafael.
Der var stille meget længe, ja, man kunne sige, at en engel gik gennem stuen. Men nu sad han der jo allerede og holdt sine mennesker i skak.
”Så derfor kan du være rolig, Raguel. De er i Guds hånd.”
Jo, nikkede Raguel mat, han havde da aldrig troet andet. Men der var andre hænder, stammede han, og de knugede så hårdt og kvalte så let. Men han skulle nok velsigne dem, om det ikke kunne være anderledes. Og bede for dem ville han også. Men ansvaret ville han ingenlunde påtage sig. Han gik hen til de unge og uden at kunne holde sine egne sitrende hænder i ro tog han de unges og lagde dem i hinanden. Så bad han dem knæle.
”Jeg må tale med dig, Tobias.”
Rafael greb fat i hans arm, og Tobias slap modstræbende Saras hånd og lod sig trække med ud i gården. Her stod han med øjnene klistret til den dør, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.
Vielsen var forrettet. De unge var ægtefolk, og den nye værdighed havde gjort dem både blinde og døve for andet end hinanden.
”Se på mig!”
Tobias vendte hovedet og så lige gennem englen.
”Hører du efter?”
”Ja, ja. Men nu har du talt, Azarja. Og tak for det. Det gik jo fint. Og lad så være med at rende i hælene på os.” Han skubbede brutalt til hunden, der peb forskrækket.
”Forstår du da ingenting?”
”Nej.”
”Hør nu alligevel efter. Du skal om kort tid indtræde i brudekammeret. Og du ved, hvad det betyder. Men rolig, dreng, for jeg er her, og du skal ikke være bange.”
”Bange? Men det er jeg da heller ikke.”
”Sig mig, har du glemt, at du skal dræbes i nat?”
”Hvad? … Ja, ja … og så …” kom det utålmodigt.
”Du … skal … pines … ihjel,” udpenslede Rafael og forsøgte at fange hans blik.
”Ja, ja, det har jeg hørt,” snerrede Tobias utålmodigt, ”men hvad var det, du ville sige?”
”Jeg vil bede dig komme helt ned på jorden og høre godt efter.”
”Nå,” sagde Tobias.
Pludselig hævede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i knæ, mens han tog sig til den gloende ømme kind.
En tid lå han således foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skræk.
”Ja, dæmonen slår hårdere. Den slår dig ihjel.”
Tobias bed sig i læben. Så løftede han hovedet og hviskede.
”Hjælp mig, bror.”
Rafael tog hans hånd og rejste ham op. Den unge mands kind glødede stadig, og øjnene havde fået et barnligt, ja næsten bedende udtryk.
”Husker du fisken, Tobias?”
Tobias nikkede.
”Havde du ikke vovet kampen dengang, så havde du været fortabt.”
”Ja.”
”Men nu gælder det mødet med Den Onde Selv.”
”Faktisk tror jeg, at jeg tør vove den kamp også. Og vinde den,” kom det spagt.
”Du snakker. Den Lede kan flænse dig på et sekund, men den vil pine dig hele natten.”
Tobias rystede på hovedet. Fisken var jo også dæmonisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.
”Fisken ja. Og den skal du bruge nu.”
”Men vi har jo spist den.”
”Her!” Rafael tog noget frem fra kjortlen og rakte en pose hen mod ham.
Tobias trådte et skridt tilbage.
”Hvad er det?” hviskede han.
”Fiskens hjerte.”
Og nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade gå til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot måtte han huske forinden at kaste fiskehjertet på ildstedet og lade flammerne fortære det. Derved ville dæmonen miste sin magt.
”Hvor ved du det fra?” Tobias så på ham med et skævt smil.
”Det har ikke noget med viden at gøre.”
”Hvad handler det så om?”
”Tro.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Du skal tro på det, Tobias.”
”Jo tak, bror. Men … jeg er ikke … jeg mener, lige det der med at tro, det er ligesom mere min far … jeg er nærmest en …” Han gik i stå.
”Du er en tvivler?”
”Ja. Mon ikke.”
”Tvivler du også på Sara?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
”Det ved jeg ikke.”
”Der ser du. Men hør nu, min dreng. Gud findes. Og Dæmonen findes. Jeg kender dem begge.”
”Gør du?”
”Ja. Og i kærligheden har du mødt Gud. I ondskaben og hadet vil du om føje tid møde Dæmonen. Og din viden vil ikke hjælpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.”
”Så er jeg altså fortabt.” Tobias hang med hovedet.
”Det ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede ført til kammeret. Gå du nu også. Og må Gud være med dig.”
”Tak, bror.”
Tøvende tog han mod posen og lod den forsvinde i kjortelens dybe lomme. Så gik han langsomt mod brudekammeret.
Hans eget hjerte hamrede, og da han lagde hånden på klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst åbnede han døren og trådte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var så bleg som en mumie, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i møde.
”Sara, min elskede.”
Eneste svar var en isnende kulde, der strømmede ud fra pigen og smøg sig som et liglagen om Tobias, den sivede langsomt ind i hans blod og trak al varme ud af kroppen. Kraftesløs og rystende af kulde blev han hængende lige inden for døren. Ude af stand til gå et eneste skridt.
Han ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at nævne det kæreste, han kendte, men nu kunne han ikke få en lyd over sine læber.
Pludselig blev han ramt af et varmepust så let som strejfet af en fuglevinge, men nok til, at han tøede en smule op og kunne løfte hovedet og se frem. Det han så fik det til at gibbe i ham. Derhenne, midt mellem ham og Sara knejsede en yngling, der var lige så smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han der var kønnere endnu, og der lyste et kærligt smil i de brune øjne, og læberne skinnede som duggede frugter. En fin rødbrun tunge spillede lystigt i mundvigen.
Tobias skar en grimasse. Men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i knæ. Det var der ikke noget at gøre ved, og med hende fik det nok vente en stund, hviskede det i ham, mens han stadig stod med blikket klistret til de øjne, der til forveksling lignede hans egne.
Så slappede han langsomt af og lod sit smil vokse.
”Det var du sandelig længe om,” kom det fra ynglingen.
Tobias var ikke sikker på, at han brød sig om stemmen. Der var en sær metalklang i den, der passede dårligt til de strålende brune øjne og den kønne, nøgne krop, hvis arme nu rakte favnende ud efter ham.
”Men nu er jeg her.”
”Ja, det skal jeg lige love for. Med hud og hår, som man siger?”
”Men jeg skulle jo faktisk …”
Hvad var det nu, han skulle? Han så sig forundret om i kammeret. På alle fire vægge hang fakler og lyste, mens de sendte deres uroligt flakkende skær ud over de to skikkelser foran ham. Pigens hvide brudedragt blegnede livløst bag ynglingen, hvis muskuløse krop changerede i stærke røde og brune farver.
”Er du nogensinde blevet kysset til døde?” hviskede han.
”Kysset … hvad mener du?””
”Ja. Har du nogensinde fået et kys så fuldt af smerte og lyst, at du besvimede af det. Har du det, Tobias?”
Manden holdt hans blik fast, mens hans tunge gled ud af munden og ligesom rakte ud efter Tobias, der følte en brand risle gennem blodet. Det stak og jog i hans kød. Og uden at ville det, lod han sig trække nærmere den unge, ranke skikkelse, der stod der og lynede ham til sig.
”Nej,” hørte han sig selv sige, og vidste ikke, om det var et svar eller en protest. Men pludselig vidste han det alligevel.
”Nej!” gentog han meget højt.
”Bare rolig, det er kun første gang, du siger sådan. Så bliver dit nej til et ja. Og så hedder det ja og ja og ja og ja og ja og ja …” gnæggede stemmen, og nu var den ikke mere rar, og der løb spyt fra den røde mund, og var tungen ikke kløftet?
Inden han nåede at tænke en tanke mere, lagde to hænder sig tungt på hans skuldre og holdt ham fast. Men pludselig var det ikke hænder, og han mærkede kløernes lette rids i huden og gøs og ville rive sig løs.
Den smukke unge mand var som sunket i jorden, og selv stod Tobias fastklemt i en skruestik, presset ind mod en ru og stikkende sort dyrepels. Og så denne ulidelige stank. Han hostede og hev efter vejret.
Kløerne borede sig ind i hans hvide brudedragt, og med et heftigt rids flænsede de kjortelen midt over. Den dalede lydløst til jorden og lå der som en vingeskudt due, mens han selv stod rystende og nøgen foran det hæsligste væsen, han nogensinde havde set. Den mest naturstridige skabning var det: horn og gedeskæg, bagtil hestehove og fortil de særeste, forvredne klosakse. Ged og krabbe i et! Sygt og kvalmende. Til at le af i grunden, om han da ikke havde været så dødsens angst. Du er til grin, ville han brøle til det hæslige dyr og dermed fortrænge sin frygt. Men han var lammet og kunne ikke få et ord over sine læber.
Pludselig slap det ham, og han faldt til jorden, som var han en klud. Fortvivlet knugede han kjortlens hvide stof i sine arme. Over ham grinede bæstet.
Så mærkede han det. Det var som en stille dunken i hans hænder. Hjertet, tænkte han. Det er der, og jeg som nær havde glemt det. Og han blev roligere ved tanken og holdt nænsomt om det lille hjerte, mens han langsomt løftede hovedet og så lige op på dæmonen, der stadig hang ind over ham og skrattede, mens dens hale og tunge piskede i luften.
Han så de sære klosakse klippe sygt i ingenting, og nu løftede bæstet en hov og begyndte metodisk at sparke ham i siden, og han skreg, mens han knugede stadig fastere om hjertet.
Udyret blev ved og ved, indtil Tobias næsten besvimede. Han lukkede øjnene og bed smerten i sig. Så mærkede han den hæslige hov på sin brystkasse.
”Nå, min ven. Nu må vi ikke tage alle fornøjelserne på en gang. Natten er lang, og vi skulle jo gerne udnytte hvert minut, ikke? Rejs dig, knægt! Nå!”
Tobias blev liggende.
”Nå, hvad bliver det til! Vi skal lege nu. Lege, lege, lege …” Han lød pludselig som et vrantent barn, syntes Tobias og mærkede
frygten flagre bort. Et vældigt mod fyldte ham. Han åbnede øjnene og så smilende på den plaprende dæmon.
”Er du villig?” fnyste den.
”Ja da.”
”Ja da? Jamen …?”
Bæstet spjættede, som havde drengen stukket en syl i dets ben. Og så begyndte det at stampe på stedet, mens det med sine små stikkende øjne gloede ned på Tobias, der forsøgte at rejse sig.
”Jeg er villig, det siger jeg jo,” stønnede han og slugte sit smil. ”Jeg vil netop så gerne lege. Jeg … jeg … jeg … er faktisk et legebarn, vidste du ikke det?”
Udyret holdt op med at klippe huller i luften og sparke med sin hov. Det bøjede sig ned og halede den unge mand op og holdt ham lige foran flaben, mens det tværede ham ind i sin stinkende ånde. Tobias holdt vejret og tvang sig til at se lige ind i de gule øjne, hvori der nu tændtes et flakkende rødt lys. Det trak i dæmonens flab, der begyndte at hænge ynkeligt, som havde den netop fået et slagtilfælde, og nu dryppede det fra tungen.
Den djævelske latter var hørt op, og med et blev der helt stille.
”Er det sandt. Vil du virkelig … lege?” Ordene savlede ned over ham.
”Ja da.”
”Med … mig?”
”Ja.”
”Jamen det … Jamen dog.”
”Men jeg fryser så forbandet.”
”Jeg skal varme dig!” Den slubrede savlet i sig og løftede hovedet.
”Nej, kun ilden kan varme mig.”
”Så skrub dog hen og varm dig ved ilden, men tjep, tjep, tjep! Jeg kan ikke vente.”
”Det kan jeg heller ikke.”
Tobias greb posen med det lille hjerte og styrtede hen til ildstedet. Han hørte dæmonens hivende ånde bag sig. Så kastede han posen ind i luerne og sig selv til side lige tidsnok til at se dæmonen styrte i flammerne.
Et uhyggeligt skrig flængede luften.
Et kort sekund, så var der kun svovllugten tilbage.
Tobias løftede pigen op og bar hende hen til sengen. Langsomt vendte farven tilbage i det blege ansigt, og kroppen fik liv.
Men her har vi ikke noget at gøre, vi vil lade de elskende i fred og lydløst lukke døren og liste udenfor. Vi står en stund i den kolde gård og bier på morgensolen. Skutter os lidt, mens vi venter på, at de første stråler skal kravle op over kimingen. Så får vi øje på en, der ikke fryser. Det er Raguel. Han står ved husets gavl, svedig og forknoklet, akkurat som han plejer i lignende skæbnestunder.
Men han blev da færdig med graven denne gang, tænker han udmattet og håber så blot, at den er stor nok, og at hans elskede barn endnu en gang er undsluppet døden.
Edna ligger stadig på sin seng med propper i ørerne, og dog har hun heller ikke denne gang kunnet undgå at høre skrigene. Hun fjerner propperne, løfter hovedet og lytter. Noget er alligevel anderledes, tænker hun med uroen dunkende i blodet. Dæmonen har gjort sit arbejde meget hurtigere, end den plejer, og nu er der så uhyggeligt stille.
Hun ved godt, hvorfor. Brudekammeret er forvandlet til gravkammer, og Sara ligger besvimet derinde på det kolde gulv og Tobias er skændet og kastet hen på sengen, som man kaster lunser for vilddyr.
Hun sukker og lader morgenens lyde risle ind i øret. Det er ikke fuglesang og glade stemmer, hun hører, men en hakkes hårde stød. Så følger skovlens hæse skraben. Nej, alt er alligevel, som det plejer.
Tungt rejser hun sig og går ud til Raguel, og hun ser ham banke skovlen ren og sætte den fra sig og vende et udtryksløst ansigt mod hende. Mekanisk stavrer hun ham i møde og tager hans svedige hånd. Alene skal han ikke bære den tungeste af alle byrder.
De støtter sig til hinanden, og svajende som to visne planter i vinden når de døren og får den åbnet.
Indenfor bliver de stående, mens de knuger sig til hinanden og ikke kan tro det, deres øjne fortæller. For det er jo ikke muligt. Uskadt og så smuk som en gud breder Tobias sig på silkelagnet. Og med sit sarte ansigt begravet ved hans hals hviler deres Sara. Han har slynget armene om hende, mens han smiler til dem fra sine drømme.
I Nineve var tiden gået i stå.
Tobit forskansede sig stadig hyppigere i sit kammer, og her kunne han sidde time efter time, surret ind i lange snørklede enetaler til sin Gud. Med sin kone, Anna, var han ikke længere på talefod, og hun … ja, den dag, hendes elskede søn drog bort, slæbte hun sin stive køkkenstol ud på den støvede landevej og plantede sig i den, og her blev hun siddende, utilnærmelig som en kaktus og urokkelig som en saltstøtte og med de gamle, trætte øjne fæstnede på det sted på vejen, hvor den i en bugt opslugtes af landskabet, og hvor hun havde fanget det sidste farvestrålende glimt af sin dreng. Igen og igen så hun det samme syn for sig: fligen af den kongeblå kjortel, som hun selv, sting for sting, havde syet til ham, hun så den lyse op og flagre bort. Og efterhånden som dagene blev til uger og ugerne til måneder, voksede vreden i hendes bryst, indtil den til slut truede med at kvæle hende. Når velmenende sjæle forsøgte at lokke hende bort fra den ubekvemme post under den brændende sol, klamrede hun sig til sædet og kremtede hvast.
Så lod de hende være.
”Din kære dreng … ” begyndte Tobit en dag, da han var stavret ud til hende med gode hensigter og milde ord på tungen. Men han nåede ikke at sige mere, før hun afbrød ham: ”Min dreng,” raspede hun arrigt, ”men hvad så med min hund? Og hvor er de i det hele taget? Kan du sige mig det?”
”De?” undrede Tobit sig og forlod hende modløs og med støvet hvirvlende i hvide faner efter sig.
Han ville mig noget, tænkte hun. Men svare på mine spørgsmål, det nedlod han sig ikke til, og hvad skal jeg så med hans gode vilje, hvis den da er god. For det er i sandhed ikke meget godt, der er hændt mig, siden de lange veje tog min Tobias. Og netop som hun mumlede drengens navn, skimtede hun noget blåt, der tonede frem langt borte. Kongeblåt tilmed. Det lyste blegere, end hun huskede, men farven måtte jo også være slemt falmet i det lange fravær, nåede hun at tænke, før det slog hende, at der var noget galt. For så hun ikke en fremmed kvinde hægtet til hans højre side. Så kunne det umuligt være hendes dreng, og efterhånden som han nærmede sig, tegnede der sig et stadig skarpere billede af en fuldvoksen mand. En mand og en kvinde, det var det, hun så, og de vandrede tæt sammenslyngede som var de et kød.
Hun gyste ved tankens billedkraft og kneb øjnene i og besluttede at blive siddende sådan med verden i skjul og lade det upassende syn glide forbi.
De fremmede måtte gerne tro, hun sov.
Men det viste sig hurtigt, at hun tog fejl. De var ikke fremmede, og de lod hende ikke være. Manden slap kvinden og rejste sin mor op og tog hende i favn og forvandlede sig til dreng i hendes arme, og kvinden viste sig at være akkurat og til mindste detalje den datter af kød og blod, som hun altid havde ønsket sig.
Vi kan uden de store anstrengelser forestille os den glæde, der nu bredte sig i det lille jødiske hjem. Men bedst af alt var alligevel det øjeblik, da Tobias nænsomt og efter Azarjas anvisning smurte sin fars blinde øjne med fiskens galde, for da skete vor lille fortællings andet store under. I samme sekund, galden rørte øjeæblet, var det som om en kniv skrællede det, og de hvide hinder løsnede sig og flagrede til jorden, og Tobit så atter verden i al dens strålende farvepragt.
”Vi har besluttet at dele lige over, hvad det med pengene angår.”
Tobit rørte forlegen ved Azarjas skulder.
”Du har frelst min søn og givet mig en datter i tilgift.”
”Det familieskab indgik jeg gerne, og jeg takker for æren. Men det kan desværre ikke lade sig arrangere. For jeg er nemlig slet ikke Aninais’ søn Azarja.”
”Ikke?, men hvem …”
”Guds engel Rafael.”
I samme øjeblik, som ordene faldt, tændtes et blændende lys, og det lagde sig som en skærende kappe om den unge mand. Det skar sig ind i de forsvarsløse og intetanende menneskeøjne, så bølger af rædsel tvang dem i knæ.
Men englens stemme lød som en rolig kontrast til deres skræk, og han sagde: ”Undskyld, men sådan gør Gud mig synlig, når det passer Ham. Og det gør det så nu. Men jeg siger med Ham: Frygt ikke! I føler Jer ramt, javist. Men det er Guds kærligheds kraft, der har slået jer med stor lykke. Svøb jer nu trygt i den, men glem ikke Herren!” De løftede deres frygtsomme øjne mod englen og modtog hans milde smil.
”Men nu er min jordiske mission til ende, og i sin Himmel venter Herren mig med nye opgaver. Og derfor siger jeg Jer farvel.”
Og de så den store engel folde sine vældige vinger ud og forsvinde i det blå himmeldyb.
 

Vinteren – Hans Adolph Brorson

Sådan lyder overskriften til et af kapitlerne i en bog om Ribe: Aaret i Ribe. Den er skrevet af Jørgen Buchdahl i 1928, og den fortæller stemningsfuldt om byen i årets og tidernes løb. Her er altså også et kapitel om Brorson, som dog tilsyneladende slet ikke handler om digteren Brorson, men om drengen Jørgen og hans hverdag i vinteren 1916. En gymnasieelev, der tænker på lektier og pligter,  men også et ungt mennesker, der suger vinterstemningen ind i sindet og ud i ordene. Og så kommer det i vintertræthed og  forårslængsel alligevel til at handle om Brorson. Herunder kan du læse kapitlet og selv dømme, om jeg har ret.
Vinteren kom.
Det kunne ske en Dag ud i December, at store Snefnug dalede ned, de var borte med det samme. Men det var Vinterens første isnende Budskab. Adventsugerne gik langsomt gennem November og December, Nætternes Mørke groede sammen om Dagene, der var blinde, graa og korte, med Taage, Regn og Storm, og det sukkede i de gamle Huse, og tusinde Lyde vaagnede, det knagede og det raslede, det var som Husene sank i Sammenføjningerne, lagde sig bedre til Rette, skuttede sig mod Storm og Mørke og Regn … denne tavse Udholdenhed som gamle Mænd kan have, fordi de ved, hvad det gælder, fordi de har dybe Erfaringer om Aarets Kredsløb i Sjælen. Vinterens store Øde efter Sommer og Høst, en Jord, hvor ligesom Tilværelsen selv er dræbt, styrtet ned i en Afgrund af Mørke og Storm. Og Mennesket føler sig som Sommerens Gengangere, alt det, der bandt dem til Jord og Frodighed er brændt over, muldnet ned med Høstens Løv, og den store Emigrantionsuro kan vaagne i Hjertet: er det andre Verdnener?
Gamle mænds tavse, lukkede Udholdenhed kan maaske skyldes, at de bærer en anden og indre Verdens Virkelighed i Hjertet, hvad véd vi, det er saa fattigt, det vi egentlig ved om Mennesker, de kan være tavse og graa og dog bære en Oplevelse som en Juvel i Hjertet.
Ud imod Aften kan Stormen lægge sig, Skyerne spaltes og en blodrød Rand af Aftenrøde ligger lavt over Engene, en Aabenbaring, en Nedstyrtning af Farver og forrevne Skyer, af Glød og Stormluft, vældigt, som et Baal løftet op over Vinterjordens Rand. … saa dør det, graaner og blaaner, som et Krater, der dør ud, og Skyerne lukker sig igen, Himlens og Jordens Mørke gaar i ét. Der er nu ganske stille. Denne underlige tomme Stilhed, hvor ligesom Fornemmelsen af Storm endnu hænger i alle Husvægge, i alle de stille, døde Træer, man mærker endnu Suset i Grenene …
Lysene er tændt bag alle Ruder, Gardinerne trukket for, der gror en varm Følelse af Hjem og Stuer, Lampelys og Kakkelovnsvarme ud i Gaderne. Ude over Engene ligger Mørket som over en stor uendelig Slette, som var det Underverdnen, der rugede derude, og den gamle By med alle sine oplyster Ruder et Skib, der sejlede på Bunden af Nattens Sø, man groede sammen med den i dyb og inderlig Følelse, man var med ombord, de gamle Huse var ikke skrøbelige, men hærdet af Aarhundredes Ælde, deres skæve Bindingsværksvægge værnede godt nok mod Mørke og Vinter og Øde, en Planke mellem Livet og Døden, men den bar, den var prøvet i Sejlads gennem Aarhundreder …
En saadan Aften kunde ogsaa Taagen komme drivende ude fra Engene, fylde Gader og Haver, slette alle Omrids ud, og Lygterne stod paa Gadehjørnene og lyste for sig selv, spandt en Lysning ud i den graa Taage, lyste et stykke op ad en Mur, der forsvandt op i Mørket. Træerne stod og dryppede med det fine Spind af Taagedug paa alle Grene … det var som alt var slaaet med Forkrænkelighedens gule Dug, som var Underverdenen selv rykket fra Engene og midt ind i Byen.
Domkirkens vældige Murmasser ragede op og forsvandt i Taagen, og deroppe fra, som fra en anden Verden, sank Time- og Kvarterslag ned over den stumme By, der var i Dødens gustne Vold .. Saaledes gik Adventsugerne op imod Julen, midt inde i Vinterens Hjerte…
Ud i Januar kom Frosten, klar, tindrende, det isnede langt ned i den øde Jord, nu tog Vinteren fat paa en anden Maade, Livet skulle fryses ud, Dag efter Dag sved Frosten, i høje stjerneklare Nætter; der hang store Istapper om Vandmøllernes Hjul, der laa Flader af spejlblank Is over Engene, Frosten aandede sine Fabelblomster på Ruderne, og en Morgen laa Byen hvid i Rim, og Solen stod rød gennem Frosttaagen, ind gennem Væggene krøb Kulden, Dørens Jernhaandtag brændte af Kulde … saa kunde Frosten give sig et Par Dage, Termometeret steg til Nulpunktet, saa tog den fat igen, men Mennesket havde overvundet Gruen i sit Hjerte, dette Vinterens sidste store Angreb var bare Lystighed, den gamle by var ikke mere i Sejlads paa Bunden af Natten, den var frosset inde, tog mod Dagene med Lysblink i alle Ruders gamle Øjne, der skinnede af Smil og Forjættelse …
Frosten gav op og der kom Sne. En dag laa Byen begravet, det bulnede af Sne paa alle Tage, i Domkirkens Lydhuller, gamle Storkereder havde Puder af Sne, fra Haverne stak Træerne op af Snelaget, Lyset var saa skarpt, at det skar i Øjnene, men det røg lystigt fra Skorstenene, Liv var der indvendigt i Husene, Kaffekedel ove Ilden, man stampede Sneen af sig i Forstuen og gik ind, Varmen slog en i Møde, denne Dugt af nylavet Kaffe, Gyldenlakker i Vinduet, en Mur af opkastet Sne udenfor, store firkantede Blokke af idel Skrøbelighed, det gamle Stueur gik, besindigt, som var dette at blive sneet inde bare et Paafund, Katten kom frem bagved Komfuret, strakte sig og krummede Ryg, spandt af Velvære … En Tvivl paa Vinterens Magt var løsnet, der var en sød Kilde i Sjælen af Forventning … Dagene gik og Lyset steg, vi gik ind i Februar, Sneen tøede væk, der kom lidt Frost igen, Vinteren strænges, den gamle By tier og bier, den har kendt dette før, den bar dybe Mindelser om Aarets Gang i Sjælen.
En saaden Februarseftermiddag husker jeg især som det dybeste Minde om Vinter i Ribe. Den slidsomme Dag i Skolen , Befrielsen efter sidste Time, den trætte Vederkvægelse, Eftermiddagskaffen, en døsig, sød Stund, Klokken blev tre, endnu var der saligt langt til næste Dags Lektier. Jeg gik ud. Det var en graa Februardag, stille med let Frost. Solen var som en Skive, man anede bag ved Skydækket. Der laa let Sne paa Tagene og Jorden, Sne, der var fastkørt til smudsiggraa Isskorper mellem Gadernes toppede Brosten. Men i Haverne under det tynde Snelag var der de yderste spidser af grønne Vintergækker.
Der var Musik paa Torvet. Et Regimentsorkester. Det var i Krigens Tid og Soldater laa indkvarterede. Folk stod og frøs lidt, men blev staaende. Musikken løste Stemningern, der ligesom krøb om de gamle Huse, op om Domkirkens høje, røde Mure, og Taarnene syntes at sejle ind i den hverdagsgraa Luft, vældige, med deres store, røde Murfacader, Liniespillet mellem Midtskibets Tagrygning og Taarnsidernes Paralleler.
Rundt om laa den gamle By og frøs i Vintereftermiddagen med Sne paa Tagene, et tyndt Lag, hvor den røde Tegl nu og da skinnede igennem … Husene gled sammen i Stilheden, man følte med dunkle Sanser, at de laa der, og havde ligget der i Aarhundreder, gennem mange Vintre og Vintereftermiddage. Musikken borede Stemningen ind bag Husenes Bindingsfacader, ind i gamle Stuer, hvor Hyacinter stod med deres hvide, trævlede Rødder i høje, grønne glas, Stuevarmen, Vinterens duftende Blomster af Lig og Død og Forkrænkelighed, af Stakket Varme, hvide Rødder i Vand, Livsnæring i Løget, derfor dette Skrig efter Muld i den hektiske Dugt, der virker ind helt bagved Sanserne. ..
Saa tav Musikken, og de sparsomme Tilhørere spredtes. Stilheden og Dagen blev saa død, de gamle Huse lukkede sig, det var almindelig Eftermiddag igen. Jeg gik hjem til min Hybel i Sviegade. Opad den hulslidte, knagende Trappe med det skøre, svajende Rækværk. Varmen slog mig imøde, da jeg aabnede Døren. Kedelen kogte i Kakkelovnen, denne snurrende, døsige Lyd i en varm Stue, en lunende Hygge og mildt Vlvære … Lyset faldt ind fra den graa Dag, Snelyset fra Haven skinnede op og indunder Loftet. Det var en lysbrydning i Stuen af Senvinter og Eftermiddag, og en graa og klare Tone, der lyste i Billedernes Glas, i Bordets og Stolenes Kanter. Nede i Haven laa der Sne over vissent Græs, der stod en Række Stikkelsbærbuske langs Havegangen, Grenene var fulde af haarde Torne, som vilde de værge selve Vinteren og Ødet, visne Stængler af Efteraarets Blomster stak op hist og her, ovre ved Horsegang stod der en nøgen Hyld mod den graa Bagmur …
Lyset blegnede og døde ud af Dagen, bare Sneen skinnede endnu. Det glødede fra Kakkelovnen, Kullene sank sammen og der legede Skygger og Lys ud i Stuen, dansede mellem Stole-og Bordben, brændte sig endelig fast som et Par røde Pletter ovre paa Væggen.
Vinterskumringen faldt over Ribe. Denne blaagraa Skumring, hvor man ligesom aner Vaar langt, langt ude, de yderste grønne spidser af Vintergække under tornede Stikkelsbærbuske … Lygterne tændtes, Lysene tændtes bag alle Ruder, Husene ligesom rykkede sammen for at varme hinanden. Himlen var blevet klar, og ude over de store Enge funklede en Stjerne, blinkede og skjalv i den høje Aftenluft. Det var i 1916. Over Europa rasede Verdenskrigen, Land stred mod Land, Vaade og Jammer, Død og Blod og Kulde steg af Skyttegravene mod høje, fjerne Stjerner.
Men den gamle By sov ind i den lydløse Vinterskumring. Domkirketaarnenes Profiler gled som sorte Slagskygger ind i Mørket og blev borte.
 
De sidste Brorson levede skrev han nogle af sine smukkeste salmer. Efter hans død udgav en af sønnerne samlingen under titlen: Svanesang.
Her er den salme, der inspirerede den unge Jørgen Buchdahl, da han skrev sine vinterminder fra Ribe:
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strænges,
vinteren strænges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist,
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse, det snart forgår.
Eja! søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad!
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad
Her kan du høre melodien
//www.youtube.com/watch?v=G-Us3Gg-Kno&feature=player_detailpage