99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.

Herunder de tre billeder:

 her er hun damen med dreng

 her ses hun sammen med alle sine søskende

 Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.

Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.

Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”

Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).

Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:

Og her ser vi frøkenens kirke:

Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.

Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”

Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.

Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.

Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.

Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:

Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:

Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.

Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna:

97 Et par hulsigbilleder fra gamle dage

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Forleden fik jeg et par billeder fra det gamle Hulsig. Fra Krøghgården. Jeg skal senere vende tilbage til dem og sætte dem ind i en sammenhæng. Hvis du går tilbage til indlæg 71 i kategorien Hjemstavnsroman vil du kunne læse lidt om gården. Senere skal jeg som sagt uddybe. Denne gang kun billederne.

Jeg fik fra Hans Henne Hansen, som ud over at være min svoger også er gift med min “kusine” Maja Hansen, som er datter af Sylvia, der er datter af en af de tre herrer på billedet her, nemlig Chr. Peder og hans kone Anna Krøgh fra Tranegården. Billedet opklarer i al fald ét mysterium for mig – den kvinde, der sidder længst til venstre og som ligner bedstemor er identisk med den kvinde, der optræder på det mystiske billede i indlæg nr. 89 ( i Hjemstavn ).

Billedet herunder er lidt yngre, men også her er det “Krøghdøtrene”, der er stillet op med deres mor i front og en kone pige ( med hvidt forklæde) til højre i billedet:

Til højre står Marie, så kommer Maren ( moderen) og på hendes anden side er det Christine ( Houkjær) Mellem hende og moderen stikker min bedstemors hovede frem ( Anna ) – de andre kan jeg ikke sætte navne på.

Og nu vi er ved Krøg(h)gården, så lige dette billede af Anna Krøgh fra Tranegården, men gift med Chr. Peter fra Krøggården. Hun er mor til Sylvia, som er mor til min “kusine” ( for vi er i familie, men ikke lige kusiner ) – Her er hun midaldrende, men vil du se hende som yngre, så gå til Krøggården ( indlæg 71 i Hjemstavnsroman):

Du kan læse mere om Krøghgården i indlæg nr. 71 ( kategorien Hjemstavnsroman). Som nævnt der, så blev det hendes søn Karl, der kom til at overtage gården – det var han hverken interesseret i eller egnet til – ville hellere spille violin – så det gik derefter. Herunder er et billede fra gården, hvor Karl står til højre, men hvem de øvrige er, ved jeg ikke. Han giftede sig med en noget sær kvinde, og deres børn var også underlige. Jeg kan ikke hele den historie, ved bare, at den var sørgelig.

Gården er ret genkendelig, men menneskene bortset fra Karl siger mig p.t. ikke noget.

 Og nu til en hel anden gård:

Gården her over er antagelig Christine og Peter Houkjærs gård ( Klarup eller Rumpen – har begge navne) Det er taget i 1937  – hvis nogen ved, om jeg muligvis tager fejl, så skriv det venligst til mig. Jeg er taknemmelig for alle rettelser = vejledninger, så jeg i nogle tilfælde famler i blinde. Det her kunne dog ligne en af Klarupgårdene. Ja og en sådan rettelse har jeg fået af Else Møller, hvis mor er født og opvokset på Klarup som datter af Christine og Peter – og gården er IKKE Klarup. Men en Hulsiggård er det i al fald. Måske er det Krøggården = Hulsig?

Herunder igen et billede, som jeg er i tvivl om hvad/hvem forestiller. Hans og Maja skyder på Anna Krøghs forældre fra Tranegården, han hedder Anton Peter Jensen, og vi kan se dem afbilledet som ret unge i indlæg 74 ( i Hjemstavnsroman) :

Og nu kommer der et billede af Rannerød Skole i 1924 ( endnu engang tak til Hans og Maja):

Og så med begge de to dygtige skolefolk hr. og fru Wilhelmsen. Sylvia, barn af Anna Krøgh og barnebarn af ovenstående par ( Hvis de da er dem, jeg tror ) sidder et sted i flokken, men jeg kan ikke lige se hvem, det skulle være. Hun var hele livet meget smuk, men der er en del kønne piger på billedet. I indlæg 88 kan du læse mere om Rannerød Skole og her se nogle andre skolebilleder. Det her vil også flyve dertil. Jeg har fået at vide af Else Møller, at den dreng, der står som nr. 3 fra højre i bageste række muligvis er hendes far, Oluf Houkjær, søn af Peter Houkjær og Kristine Krøg.  Og Sylvia synes jeg må være nr. 3 fra højre i næstnederste række. Det ligner hende, og på alle de billeder, jeg har af hende fra barndommen har hun fletninger.

Og nu kigger vi ind i haven i den gamle brugs. Her ser vi bedstefar og bedstemor ( = Anna Andersen, født Larsen, fra Krøggården) og min mor Vera og Sylvia og et barn, som muligvis er min storesøster Hanne.

Her er min mormor død – og bedstemor og bedstefar gift, det er sikkert fra engang i 40’erne – eller sidst i 30’erne.

og til sidst et billede fra tørvegravningen – sikkert også under krigen:

71 Krøggården – oprindelig Hulsig

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Billedet herover forestiller en dame, jeg gerne ville have kendt. Nu ved jeg ikke så meget om hende, men dog det, at hun er min tipoldemor og at hun hed Christiane. Hendes mand hed Christian Pedersen Krøg, og ham kan jeg ikke vise billeder af, for der findes ingen. Sært nok, for han var en dygtig landmand og sognefoged og afholdt og alt andet godt, men det eneste billede, der fandtes af ham, fik Christiane med sig i kisten, da hun døde.
Karl Krøgh fortæller 21/7 1968:
“Christiane Krøg … har det eneste eksisterende Billede af Christen Krøg med sig i Kisten. Christen Krøg hængte sig, da Elise Hesselholt var 4 Aar gammel. De boede da i den gamle Skomagers Ejendom i Rannerød. Der blev sagt til Elise: “Kan du lige gaa over til Bedstefar og sige, at vi skal have Kaffe.” Hun kom da over og tog omkring Benene af Bedstefar, men kom tilbage og sagde, at Bedstefar hang saa mærkeligt. Han havde hængt sig i den østre Bygning. Deres Hjem var der dengang.
Kristine Houkjær gav Christiane Billedet med i Kisten efter hendes Ønske under Hovedpuden. Kristine røbede det engang overfor Karl, da han spurgte, hvor det Billede af Christen Krøg var blevet af. 
De ejede Krøggården, som i dag er væk, men som lå lige nord for Gårdlunds gård, den store gård ved banelinjen, hvor der i dag er sommerpension, og den er ligesom alle andre gårde i byen flyttet, endda vist flere gange. Jeg vil vise et billede af gården senere. Nu først lidt personhistorie.
fra 1667 – ejedes gården af Fedder Hansen Høyer
fra 1701 – ejedes den af Christen Krøg
fra 1787 – hed ejeren Peder Krøg
fra 1798 . 1819 – hed ejeren Christen Pedersen Krøg
fra 1819 – 1850 – hed ejeren Peder Christensen Krøg
fra 1850 – 1867 – hed ejeren Christian Pederen Krøg – og hans datter Maren giftede sig med Chr. Larsen
fra 1877 – 1911 ejedes gården af Chr. Larsen
1911 – 1935 – Hed ejeren Chr. Peter Larsen og han var gift med Anna Jensen
1957 – Overtog sønnen Carl Krøg Larsen gården, som han senere i 1957 solgte til Martin Gårdlund.
Christian Peter Krøg var travl og dygtig, men vist nok også lidt for glad for flasken, og han endte sit liv tragisk. Det vil jeg vende tilbage til, idet jeg vil slutte dette indlæg med anekdoter om folkene, sådan som jeg har fundet dem i aviser og bøger og på Tinghuset i Skagen ( lokalarkiv).
Christian Peter og Christiane fik tre døtre – Den ældste, Ingeborg, døde som ung, 15 år gammel, og hun døde på sin arbejdsplads i Frederikshavn, hvor hun var tjenestepige. De to andre piger var Maren og Marie. De blev begge meget gamle.
Maren giftede sig med Chr. Larsen, der var møller i Rannerød, og senere overtog de Krøggården, og de gamle flyttede til møllen. De fik en række børn. Dem vender vi tilbage til, for det er farverige personer, og dem husker jeg næsten alle sammen.
Marie giftede sig også godt, nemlig med Ole Houkjær, en hædermand på alle måder, f.eks. var han dekoreret for de mange menneskeliv, han havde reddet. Ole var fra Houkjærgården, der senere blev til Kokholms Hotel, men det er en anden historie. Marie og Ole havde først et lille sted, men overtog på et tidspunkt den større gård Klarup neden for Rumpens Mile, også kaldet Rumpen. Marie fik en smuk datter, nemlig min farmor Elise. Hende vender vi også tilbage til.
Her er et billede af Krøggården, inden den bliver rakt ned i 1986 af den nye ejer Martin Gårdlund, der købte nabogården Lundgård og senere også Krøggården. Billedet her er fra 1964.

 
Her er nogle anekdoter fra gårdens liv. Den første handler om to bønder og udspiller sig i 1867 – den ene af personerne er Christianes mand, Christian Krøg og den anden er A. P. Gaardboe, som i al fald mine “gamle” læsere vil kende. Til evt. nye blot det: også han var bonde og sognefoged, men i modsætning til de fleste andre bønder var han lærd. Han studerede egnshistorie og skrev artikler på et meget højt niveau. Faktisk var han selvlærd videnskabsmand.
Historien, som jeg vil fortælle har jeg fra to artikler fra Skagen Avis, den første er fra 9/12 1957 og underskrevet Helge – den anden er fra 2/4 og fortalt af Christian Houkjær. De er ret enslydende, dog er i den første de to omtalte mænd meget glade ikke blot for at tale sammen den halve nat, men også for at tømme ikke så få glas brændevin. I den anden hører vi, at Chr. Krøg byder på dram, men at Gaardboe betakker sig – for han er afholdsmand ( hm … ) ja, så kan vi jo vælge at tro, hvad vi vil.
Men her kommer historien, som er ganske vist:
De to sognefogder mødtes i Skagen, hvad de lavede der hører vi ingenting om, kun at de ret sent måtte hjemad og selvfølgelig langs stranden, for andet lod sig ikke gøre på den tid. Det var om vinteren, og det stormede, så turen var langt fra behagelig, men de to mænd fandt ud af, at de havde utrolig meget at snakke om, og de lagde slet ikke mærke til, at de blev gennemblødte – hvad de har snakket om, ved vi heller ikke, kun kan vi sagtens regne ud, at det næppe var smalltolk, der hensatte dem i den grad af sanseløs snakkeglæde. Der var en åndsbeslægtethed, som trodsede vejr og vind og skabte glæde.
De kom hjem til Krøggården i god behold, men nu frøs de slemt, og Gaardboe var nem at overtale til at overnatte på gården, og lidt efter sad de inde i sovekammeret, der blev brugt som opholdsstue i den koldeste tid. Nu citerer jeg fra avisen:
“Krøgs kone Christiane gav sig til at stege rødspætter til de forkomne og sultne mænd. At værten forlangte sin kone til at sætte brændevinsdunken på bordet tyder på, at han ikke har kendt A. P. Gaardboe. Denne var nemlig total afholdsmand og agitator for afholdssagen, så der blev ikke skålet ved det bord. Alligevel blev det ud på natten, inden ægteparret kunne lægge sig, og gæsten anvises sit sovekammer.
Tidligt om morgenen måtte Gaardboe så trave resten af vejen hjem til Sønder Gaardboe, hvor han levede sin ungkarletilværelse.”
Længere er historien ikke, men som sagt har jeg fundet en anden version af den, skrevet i samme avis 9/12 1957. Der står heri: “Han beordrede sin kone, Christiane, til at hente flasken, og paa staaende fod fik de to folk sig nu et par kraftige snapse. Alt imens lod Chr. Krøg munden løbe og fortalte løs af sine velkendte krøniker, hvoraf han skal have været i besiddelse af et større lager. Krøgstedet var vidt og bredt bekendt for at være et særdeles gæstfrit hjem, og Chr. Krøg som den bedste fortæller i miles omkreds. Næste morgen blev Peter Gaardboe vækket ved violinspil fra et sideværelse. Det var Chr. Krøgs gamle far, Peder Krøg ( Pier ), der som 80 årig aftægtsmand spillede.” ( citat slut) Pier var en meget yndet spillemand – flittigt brugt til bryllup og andre fester også i Skagen.
Nu ved vi så også, hvorfor Gaardboe var så fascineret af kollegaen fra Hulsig. Han samlede nemlig på folkeminder af enhver slags – har bl.a.studeret overtro i tiden – og her var noget at hente.
Og nu vi er ved fortælling fra den gård, så er denne lille artikel i Berlinske Aftenavis ret interessant. Den er trykt 24/5 1954, og er et interview med Karl Krøg Larsen i Hulsig. Karl er oldebarn til mine oldeforældre, Chr. Krøg og Christiane.

Her ser vi hende langt senere med to af søstrene:  //blog.hesselholt.com/wp-content/uploads/2012/02/tre-s%C3%B8stre.jpg

Fra venstre: Kristine Houkjær, Marie Larsen og Anna Andersen. Billedet er taget hjemme på Kristine og Peter Houkjærs gård med udsigt mod heden.
For nogen tid siden fik jeg et brev fra et barnebarn af Kristine Houkjær. Og hun fortalte, at bedsteforældrene var meget religiøse, der blev bedt bordbøn og aftenbøn og sunget salmer. Det samme kan jeg fortælle om min bedstemor. Hun var missionsk og meget from.
Marie var ikke from, det havde hun slet ikke talent for, jeg husker hende som en spruttende humørbombe, og hun elskede at fortælle om kærlighed og romantik. Da hun var meget gammel besøgte jeg hende i Hjørring, og vi spillede den samme gamle smægtende slager  på hendes grammofon om og om igen  – hun var ikke langt fra at danse til. Men de andre var fromme, og jeg vil senere undersøge, hvilken rolle Indre Mission spillede i Hulsig
Her ser vi et billede af Kristine i færd med at vaske får, måske er det Peter Houkjær, der assisterer hende?

Jeg har ingen ungdomsbilleder af Christiane ( Kristiane ) – her er det billede, bestemor havde stående af hende:

 
.Herunder en bror, Chr. Peter Krøg, som blev gift med Anna fra Tranestedet

Her under er de i en lidt yngre udgave og sammen med deres børn.

Det er en meget smuk famlie, synes jeg, Anna Krøg var eneste datter og absolut en skønhed. Børnene lignede hende, navnlig datteren Sylvia. Den store dreng er Karl, som senere overtog gården. Den lille er Peter, der ikke blev landmand.
Og en hel ung Chr. Peter ser vi på det her billede fra soldatertiden i København. Jeg har flere af disse soldaterbilleder, men desværre står der kun navn på dette ene. Her har bedstemor skrevet “min broder Peter” hun må vel have ment Chr. Peter? Her er han i al fald i al sin soldaterpragt:

ANNA KRØG:
Jeg besøgte somme tider Krøggården sammen med min bedstemor. Anna Krøg var gift med hendes bror Chr. Peter, men jeg husker ikke meget fra de besøg – bedst husker jeg de dejlige stikkelsbær, men de fortæller jo ikke så meget om Anna. Og der knytter sig helt sikkert gode historier til hendes liv, for hun var farverig om nogen. Og meget smuk som ung – se blot på billedet her: Chr. Peter fandt virkelig den smukkeste brud. Nå, nej, det gjorde min far, men den historie skal vi vente med til Hesselholt-indlægget.
Her er det Anna. Jeg har i forrige indlæg fortalt, hvordan Anna syede en stor flænge i Peter Sjællænders ben. Hun snakkede meget. Men ikke til børn, så jeg var mest i stikkelsbærene, når vi besøgte hende. Men senere, da vi var unge mennesker, snakkede hun med os. Og hun var snaksom som ingen anden – hurtigsnakker var hun også, min bedstemor fortalte mig, at mens alle andre kaldte Christen Peter ved hele sit navn, så blev det i hendes udtale altid kun til “Christen P …” mere nåede hun ikke, før de næste ord var snublet over læberne.
Jeg husker en køretur. Min bror Anders havde lige fået kørekort, og han og jeg skulle hente Anna Krøg – i hvilken anledning husker jeg ikke – men hun skulle altså til Strandby og besøge bedstemor eller far og mor. Hun sad ved siden af min bror og snakkede. Og snakkede og snakkede. I Ålbæk skulle vi have benzin på, så vi standsede ved Hakon Thomsens tank, og jeg gik ind i butikken for at hilse på eller købe slik måske, og imens blev Anna i bilen. Da jeg kom ud var Anders ved at knække sammen af grin: “Se!” sagde han og nikkede mod bilen. Og her sad Anna og snakkede og snakkede. Hun havde ikke lagt mærke til, at hun var ene i bilen. Det gjorde heller ingenting, for hun lavede alligevel ikke så lange pauser, at vi kunne få et ord indført.
En anden lille episode jeg husker: Jeg var feriebarn i købmandsgården i Ålbæk. Annas eneste datter Sylvia, der i parantes bemærket var ligeså smuk som sin mor, blev gift med Hakon Thomsen, købmand i Ålbæk, og her tilbragte jeg mange herlige ferier med kusine Birgit. Den sommer kom Anna Krøg på besøg, og ved et middagsbord, hvor samtalen jo gik livligt, sagde Hakon: “Du må komme noget tiere, Anna. Det må være ensomt for dig i huset nu. Du har jo så få fornøjelse.” Og Anna replicerede ganske hvast: “Hvad er det for snak – har jeg ingen fornøjelser? Jeg har da lige været til bryllup og til tre begravelser i vinter!!”
I en artikel i Vendsyssel Tidende 27/7 1968 fortælles lidt om Krøggården – jeg citerer fra artiklen:
Karl Krøg Larsen udpegede det sted, hvor det gamle Krøgsted skulle have ligget. Han fortalte, at han som barn havde siddet på stedet – den yderste kant af den nordligste og største af to små lave Bakker østen for knækket, hvor Tranerenden løber gennem Tornbakkerimmen – sammen med sin bedstemor, Christian Krøgs datter Maren. Hu havde da fortalt, at der var hun født.
I 1874 skriver A.P. Gaardbo om Hulsig ( = Krøg) – To Steder, blev sidste Gang flyttet formedels Sandflugt for omtrent 100 Aar siden og stod da længere mod Nord, omtrent e/4 Mil inde i Klitterne ved en større Bæk eller Rende kaldet Hvolsig, som er den samme som nu løber gennem Heden og videre mod Øst norden om Christen Pedersens Sted, matrikel 9a ud i Kattegat ( Jydske Samlinger 317 – 1874)