86 – Den store forandring – da badegæsterne kom til Landsognet

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Skagen Landsogn var et fattigt sogn, hvor livet var en kamp for overlevelse. Bønderne havde altid måttet vriste den smule udbytte, de kunne få, ud af den karrige, golde jord. Så var der fiskeriet, det gav mad på bordet, men også det var en kamp – ikke for ingenting kalder Bech Nygaard sin bog om fiskerne for “Livets Dræt og Dødens”.

Og de folk, der havde slået sig ned der syd for Skagen, de havde altid måttet kæmpe med et klima, hvor storme og sandflugt og oversvømmelse hærgede og bestandig truede med tilintetgørelse af den smule, de ejede. Der var ikke den familie på egnen, der ikke havde måttet opgive gård og sted og flytte, ofte mere end en gang. Blot for at fortsætte kampen mod den barske natur et nyt sted.

Der var ingen store gårde i sognet. Den største var Hesselholt, men selv om den havde de fleste dyr, det største hartkorn og den bedste indtægt, så var det aldrig velhavere, der boede på gården. De klarede sig bedre end de fleste, javist, men ikke uden et næsten umenneskeligt slid.

 Et eksempel på et menneske, der bukkede under i den kamp er min oldefar, der netop boede på Hesselholtgården, Lars Jensen hed han. Min onkel Lars skriver i sine erindringer således om ham:

“I april døde min farfar Lars Jensen ( Vester Lars). Der faldt en forfærdelig masse sne, flere meter. Men så faldt det ind med et varmt tøvejr, og sneen smeltede, vandet oversvømmede alt og kunne ikke komme til havet, da alle vandløb var fyldt med snekvadder. I staldene stod køerne og rakte hovederne oven vande, men flere får druknede. Vester Lars tog da sin store træøseskovl og begyndte at skovle snekvadder op fra havet og opad. I 3 dage stod han i vand til livet og skovlede op. Så kunne han ikke mere, gik hjem i seng – og stod aldrig mere op.” 

Hans liv afspejler så mange andres på den egn og i den tid. Livet var en kamp for at overleve. Man kan se af folketællingerne, at i mange generationer vokser befolkningen ikke – ind i mellem stagnerer den, som regel er den stabil. Der var ligesom ikke grundlag for nogen befolkningstilvækst. Eller vækst i det hele taget.
Men så sker der noget. Noget, der radikalt ændrer livet i det lille sogn.
 
Men for at komme på sporet af det nye, kigger vi ind i en hel anden verden, selv om vi bliver på stedet. En verden af liv og leg og glæde: her ser vi nogle af Hesselholtefterkommerne i situationer, der ville have fået oldeforældrene til at slå kors for sig – hvordan er det dog de ligger og FLYDER!!!:
For et mere radikalt livskårsskift kan man dårligt forestille sig: den rå kamp er afløst af fri leg. Den barske natur er blevet til den skønne natur, og nydelsen og glæden har erstattet lidelsen og alvoren:

  


( Billederne er fra Mette H. Hansens Fotobog om Tråen 2009 – den halvdårlige kvalitet skyldes min scanning). Det er badesituationer fra den årlige “Hesselholtfest”.
f
Men lad os springe nogle årtier tilbage – helt til begyndelsen af forrige århundrede. Nedenstående billeder afspejler akkurat den samme natur-og livsglæde. Her ser vi en ung pige. Og billederne er fra 1929, og pigen hedder Vera Andersen, og ja, det er uddelerens datter og altså min mor. Men kan det nu virkelig passe, at hun “spildte” sin tid på “badepjat”? Jamen, det gjorde hun da, og jeg tror, at det nye, der skete i Skagen Landsogn i årtierne før og som i 1929 stod i fuldt flor, smittede af på de unge i Hulsig. De ville også bade. Og være unge og lykkelige. Akkurat som de fine badegæster, der stod af toget ligeved siden af brugsen og blev kørt til badehotellerne.
Som gammel og dement kunne min mor derhjemme i Strandby undertiden kaste et blik ud gennem vinduet og betragte de forbipasserende, og vi kunne høre hende sige: “Mon det er badegæster? Der er da mange badegæster i år?”
For det var jo dem, badegæsterne, der revolutionerede egnen og ændrede livsstilen langt ind i de lokale hulsigboeres dagligdag. Her er par billeder:


Nu er vi i året 1929 – og selv om forandringen forlængst har taget sin begyndelse, så er det jo ikke sådan, at den opførsel, vi ser på billederne herover, er almindelig. Hulsigboerne blev ikke lige pludselig badefjolser! Nej, du milde himmel, det er stadig slid og slæb og alvor, der præger dagligdagen for de fleste.
Men nu hende her? Der var jo undtagelser, og mon ikke Vera er en af dem. Hun er uddelerens eneste barn. Og hun slider ikke i marken eller andetsteds. Hun er på en måde priviligeret, og måske drømmer hun om et andet liv end det, der bydes hende i den lille landsby Hulsig. I det næste indlæg skal vi følge hende gennem et år og se, hvordan hun bryder mønsteret: bryder op og får nye erfaringer og oplevelser.
Men lidt bliver ved ved Den store Forandring som alle i byen ramtes af.
Og lad os se på, hvordan det hele begyndte. Det var i sognets vestre hjørne. I Kandestederne.
Længst mod vest lå en gård, som tilhørte Mads Houkjær. Han var min oldefars broder, så vi bliver en stund i familien. Herunder ser vi et par billeder af hans gård, som slet ikke var lille, skønt også den var flyttet dertil fra et andet sted. Det første billede stammer fra Chr. Houkjærs lille hæfte: “Fra Flyvesandets Egne” 1987 – det andet billede er kopieret fra Lars hesselholts “Hulsigminder”. Og A.P.Gaardbo fortæller om, hvordan gården Høgenhav ( opr. Høgende Hauffue) blev flyttet til en kilometer fra Starholm i en lokalitet, hvor der også lå et par andre gårde, Skjødelund og Houkjær, men med tiden fik flyvesandet overtaget over de tre gårde ( tomt efter dem kan påvises 500 meter øst for afdøde statsminister J.O. Krags ejendom “Lille Skiveren”). Hertil er dog at bemærke, at deres beboere narrede deres fjende nummer et, sandflugten, idet de i årene 1789-1790 nedbrød deres huse og flyttede dem til en slette, som milen havde efterladet to til tre kilometer vest-nordvest for deres hidtidige plads. Sletten lå bekvemt imellem havet og milen.  … tilsammen benævntes disse ejendomme som Kandestederne.


Hvordan det gik Mads Houkjær kan vi læse om i Lars Hesselholts erindringer, hvor han skriver sådan her: “ Længst mod vest lå Mads Houkjærs gård. Mads var min bedstefars broder. Han hængte sig, og enken sad tilbage med gård og 2 børn, sønnen Peder og datteren Lise.”
Lars Hesselholt fortæller herefter om, hvordan Christen Kokholm kom ind i billedet og som den foretagsomme mand han var forvandlede Houkjærgården til Kokholms Hotel:
Enken efter Mads Houkjær hed Marie, og hendes søster Kirsten boede også i det lille hus syd for hotellet, men hotellet var der ikke i min barndom. Lidt nord for Mads Houkjærs lå redningshuset. En ung håndværker, Kristen  ( Lars’ stavemåde)  Nielsen, kom fra Harboøre og skulle se til huset og reparere … Da Kristen Nielsen gik og istandsatte redningshuset, blev Lise og han gode venner og de blev gift. Han havde tilnavnet Kokholm.”
Grunden var lagt til Kokholms hotel. Så dør Mads så pludseligt og uventet. Vi ved ikke noget om hvorfor han hængte sig – men der synes i familien gang på gang at dukke disse tungsindige mænd op, som ikke kan holde livet ud – og samtidig ser vi den ene stærke kvinde efter den anden dukke op på familiescenen.
Marie var en sådan stærk kvinde og hun lod sig ikke slå ud. Nu var hun ene om gården, sønnen Peder havde købt gård andetsteds, og Lise var så ung. Men hun var jo forelsket og i en udenbys endda – ja, han kom jo helt fra Harboøre!!! Hvad var nu det for uhørte narrestreger? Man plejede at finde sin ægtefælle indensogns!
Jo, men også Lise ( Elisabeth) var en stærk kvinde, der vidste hvad hun ville, og sammen med sin elskede Christen tog hun på højskole og lærte om kunst og litteratur og hele det forunderlige kulturliv, der aldrig havde været en del af kandestedbøndernes liv. Sammen med Kristen og Lise kom nye ideer til egnen.
Mads Houkjær var strandfoged, og familien kendte jo nok til at indlogere folk, for dengang var strandinger almindelige, og det var strandfogden, der tog sig af de stakkels forliste og ofte på sjæl og legem sårede søfolk.
Men det var andre folk, Lise og Kristen tænkte på at indlogere. Ikke nogen stakler. Nej, det skulle være glade, raske og rige folk. Og det blev det. Kokholms Hotel blev på rekordtid sommerrecidens for landets overklasse. Ja, selveste Kong Christian besøgte hver sommer hotellet, når han opholdt sig på Strandgaarden i Skagen.
Vi ser her et billede af det nye hotel, som Christen bygger – han laver det meste selv, og pengene 3000 kr. låner han af Ole Chr. Christensen i Højen ( egnens matador):

 
Der er skrevet meget om Kandestederne – en af de fineste bøger er “I begyndelsen var Lyset”  udgivet af Gyldendals Forlag i 1990. Her kan man bl.a. læse hele historien om de tre hoteller, der kommer til at ligge som en trekant i det lille sommersamfund.
Men vi lader dem ligge og vender blikket mod Hulsig. Her er der afgjort en effekt fra det liv, der nu er kommet til egnen. Der skal varer og tjenesteydelser til, og de “fine” er ikke nærrige, så der falder sikkert noget af. Og en pige kan der jo også “falde af” – sådan fik jeg min tante Kirsten, som blev gift med onkel Otto, der drev Hesselholtgården.
Kirsten var kokkepige hos Poul Reumert, der også boede i Kandesterne om sommeren. Der var nemlig ikke kun hoteller derude ved vestkysten nu – også sommerhusbyggeriet havde taget fart, og det var berømtheder, der slog sig ned her. Reumert var en af dem.
Herunder en gammel avisartikel fra Aalborg Stiftstidende 1 nov. 1964:

Artiklen er gulnet og temmelig ulæselig, så nedstående er en afskrift:
Krogen over det aabne ildsted hænger der endnu – og den bærer, som den har gjort i aarhundreder, jernstangen med kobbergryden. Men ildstedet er væk. Et gaskomfur har erstattet det – sammen med køleskab og staalvask og alt det andet, der hører et moderne køkken til.
Stuehuset til Hesselholt i Hulsig mellem Aalbæk og Skagen, ser ud som for 300 aar siden, men inden døre forvandles det oprindelige præg langsomt i disse aar. Hver gang en af de nymodens sager rykker ind – for livet skal leves, og det er ogsaa blevet 1964 paa Hesselholt – faar det gamle og udkomkurrerede en hædersplads. Hvis det ikke er direkte i vejen for den daglige frafik, beholder det simplethen sin oprindelige plads. Flødehylden for eksempel. Den fremmede hamrer uvægerlidt hovedet mod de lave loftsbjælper og i næste tag mod flødehylden, der er bygget sammen med dem i opholdsstuen. I forlængelse heraf gaar stagerne, hvor fisken blev tørret i en tid, da fiskeriet var en lige saa betydningsfuld næringsvej paa gaarden som landbruget.
SLAGSMAAL I ALKOVEN
Flødehylden har en let krumning i profilen. Man genfinder faconen overlalt paa gaarden. Hver stump træ har sin strandingshistorie.
– Men det holder vi ikke rede paa, siger gaardejer Otto Hesselholt. De første 100 skibe er vel repræsenteret i gaarden med solidt og uforgængeligt kram. For nogle aar siden, da vi sløjfede alkoverne i stuen og byggede det saakaldte udskud i taget ud til et nyt værelse, viste det sig, at en af bjælkerne i bindingsværket var af mahogni – lige saa haardt og uangrebet, som da det blev sat paa plads. Den gamle rigger Chr. Jensen i Skagen fik nogle af de blokke, vi skar ud af træet, og han lavede dem til lysestager efter det gamle Skagen-mønster.
I min barndom var alkoverne endnu sovested for os børn og for gaardens tjenestefolk. I den ene laa mine søskende og jeg, i den anden et par karle og i den tredie et par piger. Den ene af de sidste var nykonfirmeret, den anden gammel i gaarde. Og hun var lidt herskesyg. Tillige var den lerklinede væg bag alkoven spinkel og brøstfædig. En vinteraften var der ballade i alkoven hos pigerne, og efter nogle haarde ord kom der et vældigt brag. Lidt efter traadte bettepigen grædende ind ad døren. Den gamle havde sparket hende ud gennem væggen.
DE GAMLES KONTRAKT
I den sydlige ende af stuehuset boede aftægtsfolkene, altsaa mine bedsteforældre.
Da var vi forlængst over de dage, da de gamles ophold var grundet paa en kontrakt. Paa loftet har vi fundet saadan et dokument fra 1817, da Mads Pedersen og Maren Pedersdatter fik sikret deres alderdom gennem en Fledførings-Contract. Minimumsfordringen til deres søn, sognefoged Jens Madsen, der havde overtaget gaarden, var aarligt tre og en halv tønde rug, to og en halv tønde byg, den halve malkning af en ko, ildbrændsel, lys og et halvt læs kaal.
Deres ugifte datter, Mette Madsdatter paa 25 aar, blev sikret sit livslange ophold paa gaarden og – hvis hun indtraadte i ægtestanden – et anstændigt bryllup med 40 gæster. Skulle hun i stedet ønske kontanter: 50 rigsbankdaler sølvværdi.
KAPTAJNENS SKE
En betydelig del af indboet paa Hesselholt er strandingsgods ligesom træværket i huset.
– Man købte tingene paa strandingsauktioner, og dem var der mange af, for der gik bestandig skibe ind paa stranden. Eller man huggede det vel. Hvordan skulle der kunne holdes regnskab med alle de værdier?
Paa dragkisten staar en kobbertemaskine, der hænger engelsk fajance paa væggene, og blandt sølvtøjet i skuffen ligger en spiseske fra en kaptajnskahyt.
Robert Kleinstüber, Königsberg 1845, staar graveret paa bagsiden. Ved siden af ligger en teske med engelsk adelsvaaben – en anden strandingstragedie, men af nutidig karakter. En sommerdag 1942 styrtede en anskudt Royal Air Forcebomber i havet ud for Spirbakken. To mand kom i land, den ene blev skjult i et sommerhus af tørvearbejdere, men begge blev fundet af tyskerne. Skeen kom i land fra vraget.
I sin 300-aarige historie er ejendommet flyttet een gang. En sandmile begravede det oprindelige Hulsig i 1810, og Hesselholt rykkede en kilometer mod syd, men genopførtes med det bestaaende materiel – til og med de munkesten, som lerkliningen mellem bindingsværket var udbedret med. Der er utvetydige tegn paa, at stenene stammer fra den gamle Sct. Laurentii-kirke, nu kendt som den tilsandede kirke, hvis skib sank i grus i 1795.
REUMERTS RY
Paa eet punkt er sket et brud med traditionen. Den nuværende kone paa Hesselholt er indvandret – helt nede fra Flauenskjold.
– Den store verden kom jo til os i slutningen af forrige aarhundrede, da kunstnerkolonien gjorde Skagen mondæn, siger Otto Hesselholt. Sommergæster fra hele landet fulgte efter. De kendte navne boede paa Skagen om sommeren.
– Skal det være forklaringen paa mig? Fru Kirsten Hesselholt kommer ind fra sit nye køkken.
Det er næsten forklaringen. Fru Hesselholt tog til København i sine unge dage og blev stuepige hos Poul Reumert:
– Det var seks aar fra 1927, fortæller hun – de sidste som husbestyrerinde, netop i den periode, da Reumert grundlagde sit ry som den store skuespiller, baade paa vort eget kongelige teater og paa La Comedie Francaise i Paris. Poul Reumert fik hus i Kandestederne, og jeg kom med herop for at holde skik paa husførelsen. Det endte altsaa med, at jeg i stedet kom til at holde skik paa husførelsen paa Hesselholt.
Poul Reumert, det dejlige store menneske, havde sin gang her. Det har han og hans familie stadig, naar den kommer til Kandestederne om sommeren. Men han giver sig lidt, naar vi laver om paa tingene. Nu er bageovnen forvandlet til badeværelse, fordi vi har mere brug for den ting end at bage vort eget grovbrød. Men ovnen og det tilstødende rum, hvorfra vi skød brødet ind, har den oprindelige dimension. Vi siger det som en slags undskyldning, for vi hænger ved det gamle. Hesselholt er et stykke af det Skagen, der er gaaet tabt.
DE TOLV APOSTLE
Se inde paa hylden, de smaa kurve og æsker, som Ottos bedstemors søster bandt af graarisrødder, mens hun som ung pige passede faarene og kreaturerne.
Der er stadig faar på Hesselholt – og græsning nok paa de 600 tønder land, hvad der svarer til en middelstor proprietærgaard. Kun de 50 er under plov, og de er magre. Knap 20 tønder lande er langt under plov i Otto Hesselholts tid.
– Men det hele er blevet mere overskueligt, siger klitbonden. En gang var dette en afsondret udørk. Den væsentligste læsning var denne fra 1721 “Huus- Reyse Postill over de sædvanlige Søn-og Hellig Dages Evangeliske og Apostoliske Texter i enfoldige Spørgsmaal og Giensvar.”
Mon ikke det er paa den tid man har faaet de 12 apostle i land fra en stranding? Alle i legemsstørrelse, Peter og Johannes i guld, de andre i sølv. Det gik rent galt at have denne hellige skat i huset, og en forfaren mand Andreas fra Rosenhuset i Bindslev blev tilkaldt for at mane apostnele i jorden. Det skete i et egekrat i nærheden, men fred gav det ikke. Der brændte lys ude over apsotlene, og folk kom ulykkeligt af sted, naar de nærmede sig stedet.
Der har været gravet forgæves efter de apostle mange gange, senest for en halv snes aar siden.
Men Andreas fra Rosen huset fik tid til at gøre sig nyttig ogsaa i det klare dagslys. Han lavede standbænken og panelet i storstuen – af opskaaret maste træ.”
Sådan slutter artiklen. Og nu kan jeg ikke lade være at sukke dybt og inderligt og ret fra hjertet. Hvorfor skulle den gamle gård brydes ned? Den var jo bevaringsværdig og en del af den gamle kultur. Jeg forstår det ikke. Fandt en gammel artikel fra Vendsyssel Tidende ( Søndag den 28. november 1971, og skulle man tro den, så var der kræfter igang for at bevare den gamle gård. Hvad gik galt?


Der står under billedet: Stuehuset paa gaarden Hesselholt i Hulsig er et af de huse, som Foreningen til bygnings-og landskabskultur ønsker bevaret.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

77 — Hesselholt

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Gårdens ejere:

Indtil 1637 er det Dorthe Friis til Lindemark, der eje den, og fra 1637 overgår den til Sophie Brahe til Odden, som ejer den indtil 1684, hvor den overtages af Fedder Hansen Høyer, og det lader til, at den drives af en Jørgen Petersson ( muligvis fæster ). Fra 1688 og til 1798 ejes den af Madame Cathrine Holm, Ferslevs enke. Fra 1798 og til 1813 hedder ejeren Mads Pedersen ( der er en uklarhed her, som jeg vil undersøge nærmere på arkivet i Skagen – foreløbig lader vi Mads eje gården indtil da!!! Vi springer så til det helt sikre ejerskab fra 1880 – 1887, hvor gården drives af Kirsten Madsen og efter hende overtager sønnen Janus Christian Martin Hesselholt. Da han dør i 1919 overtager Elise Hesselholt ejerskabet, som hun beholder indtil Svend Otto Hesselholt overtager sammen med sin hustru Kirsten.

Ovenstående var en lidt rodet gennemgang – den vil blive korrigeret snarest …:)

 Hermed en rettelse af ovenstående ( foretaget 26/10 2015) – Efter Mads Pedersen overtager hans søn Jens Madsen gården, og i 1855 overgår den til dennes nevø, Lars Jensen, der gifter sig med Kirsten Madsen, mine oldeforældre.

Et par gamle kilder: Olaus Olavius skriver i sin BESKRIVELSE OVER SKAGENS KIØBSTÆD OG SOGN 1787 følgende om Hesselholt:

Heiselholt, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hesselhtræer. Denne Gaard staaer, efter Beretning, paa samme Sted, som den først er blevet bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det der tilhørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilene nærme sig ogsaa til dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare at tabe ligesaa meget som deres Naboer. ( citat slut)

Som vi skal se, så gik det jo også galt, og gården blev flyttet:

A. P. Gaardboe skriver i sin historisk-topografiske beskrivelse af Skagen Landsogn fra 1874  følgende:( Fra den sprogligt moderniserede udgave fra 2006 – red. Hans Nielsen)

Hesselholt. År 1684 tjener til Fedder Hansen Høyer i Skagen havde 7 skpr. 1 fdkr. hartkorn. Er nu det eneste sted i sognet, som har over 1 td. hartkorn, nemlig 9 skpr. 2 fdkr. 1/1 alb. Navnet tyder på skov, og endnu findes på ejendommen et lille egekrat, som nu er det nordligste af de flere partier af egekrat, der med visse mellemrum mærkeligt nok findes i en næsten lige linie langs åsen eller højderyggen af dette lavland. Fra syd findes de første spor af egekrat på en høj rimme sønden for stedet Rød i Raabjerg Sogn og træffes igen ved Jennet, Gaardbo, Hede og Lodskovad i samme sogn. Om dette kun er en følge af, at højderyggen, som først er kommet oven vande, ved sin ælde har kunnet frembyde de betingelser, egeskovens fremkomst fordrer, eller at leret her ligger højere kunne måske afgøres ved en geologisk undersøgelse. Hesselholt har tiligere stået længere nod norvest, omtrent lige øst for Klarup, og det var af frygt for sandflugten, at det 1810 blev flyttet så langt som muligt mod sydøst næsten til Raabjerg sogneskel. År 1637 skødede Dorthe Friis, salig Mogens Godskes til Lidemark, til fru Sophie Brahe til Odden noget gods i Skagens Sogn, nemlig Hesselholt, som fyldte 1 tdr. saltede kuller ( dvs. 3 tdr hartkorn), og Skaauelsager, som er øde og et øde bol. 

Om min farfar Janus Hesselholt. Til hans begravelse d.10 December 1919 blev følgende salmer sunget: Før talen: “Jeg ved paa hvem jeg bygger”– efter talen:  “Tænk, naar engang den Taage er forsvunden” og ved graven disse to: “Lær mig, o skov, at visne glad” og “Dejlig er Jorden.”

I Vendsyssel Tidende 30/10 1919 stod flg. at læse:

“I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 62 Aar gammel havde i længere Tid skrantet paa Grund af en Sygdom i Blodet. saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.

Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrendehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognefoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.

Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde.( Chr. H. L.)

Herunder det vistnok ældste billede, vi har af gården:

//46.101.183.240/wp-content/uploads/2011/11/Hesselholt2.jpg

På billedet ses gården Hesselholt ca.1916 – det er fra højre, min farfar Janus Hesselholt, så kommer sønnerne Lars, Otto, Magnus og Karl.

Her er et endnu ældre billede af de fire brødre:

Herunder et par billeder fra gården og dens indbyggere i hine fjerne tider:

Elise Hesselholt var jo også engang en ung pige. Det ser vi her:

Den unge Elise som blev gift med Janus Hesselholt og altså min farmor. På billedet herunder ser man dem i deres velmagtsdage – eller måske er de stadig unge, men farmor har fået et værdigt og bestemt udtryk i ansigtet – det ufærdige og sarte pigeansigt ovenfor er væk. Jovist er hun blevet voksen og sikkert også mor til de fire drenge.

  

De nåede at holde sølvbryllup – 2 år før Janus’ død i 1919:

Min farfar døde allerede i 1919. Hans far blev kaldt Vester Lars, og jeg vil i det følgende citere, hvad Lars Hesselholt skriver i sine Hulsigminder om sit hjem og sin familie:

“Mit hjem var gården “Hesselholt”. Navnet er nok sammensat af hassel og det tyske “das Holz”. Gården lå i sin tid henne ved klitrækken, men omkring 1820 måtte den flyttes på grund af sandflugt. Alt brugbart materiale blev brugt til opførelsen af husene. Senere blev der bygget en del til af munkesten fra den tilsandede Sct. Laurentii kirke. Stenene kunne de bare hente. Min bedstefar hentede mange læs. De tunge kampesten hjalp de tilstedeværende med at læsse når de fik en flaske dram. Bedstefar havde ikke dram med, men han var meget stærk, over 3 alen høj, og kunne alene læsse vognen til stor forbavselse for tilskuerne. Det fortælles, at der engang var nogle stærke mænde, der kunne føfte og holde den lange bænk i stuen vandret op. Da de havde prøvet med mer eller mindre held, tog han bænken i tænderne og holdt den vandret ud i stuen. Så var de duperet, men han døde ret ung af lungebetændelse. Men far, Janus Chr. Martin Jensen, var kun 12 år gammel, og min farmor sad for gården i mange år og holdt den i god drift efter den tids forhold.

Min farmor havde forskellige bestyrere, men hun var altid øverstbefalende Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelig skolefag var han forlængst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem om bord på krydseren Lion. Vi var der, og det blæste, og jeg var nok lidt søsyg.

Til gården hørte et gammelt egekrat fyldt med liljekonvaller. Der går mange fortællinger om det, bl.a. at de 12 apostle skulle ligge nedgravet der. Min farmor fortalte hvad hun havde fået fortalt. Et skib sejlede fra Le Havre og skulle til Skt. Petersborg. Det strandede ved Karred og forliste. En mand gik tidlig morgen til stranden, hvor han fandt 12 trææsker og en større kasse. De 12 sølvfigurer , og den store kasse indeholdt et harmonium. Han gik hjem og fik tjenestekarlen til at hjælpe sig med det ilanddrevne,som de stillede ind i vesterstuen, hvor de fyrede godt. Ved aftenstid kom et sort får gennem gården, og harmoniet begyndte at give lyde fra sig. Det var spøgeri, og om aftenen kørte han og karlen de 12 kasser og harmoniet væk og begravede det hele i klitten, vist ved det gamle egekrat. Karlen fik et strikket halsklæde for ikke at snakke om sagen. Flere gange så man, at der brændte lys ved det gamle egekrat, men det var nok lygtemænd.”

Ja, det var min onkels forklaring på den sære historie om De 12 Apostle – der findes andre versioner, men jeg holder mest af den her, for den hørte jeg af min bedstemor og andre gamle i min barndom. Og det er ganske vist. I et interview til Berlingske Tidende, fortæller strandfogde Karl Krøg den samme historie, og da journalisten spørger, om den er sand fra ende til anden, svarer han, at det er den ikke, men at sige, at det er løgn er det samme som at sige, at hans familie har løjet i fire generationer.

Videre med Lars Hesselholts minder:

“Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.

Efter hans død blev min bror, Otto, hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham, men med lidt knirken og knagen fik han det hele afviklet.

Apropos tillidshvervene er her et uddrag fra Vendsyssel Tidende 14. Nov. 1938. Det handler om Raabjerg Sogns Sparekasse i anledning af Sparekassens ophør. Frederikshavn og Omegns sparekasse overtager den efter 64 år. Den er stiftet i 1878 som “Spare-og Laanekassen for Raabjerg Sogn.”

Man læser i artiklen, at i 1875 “ansattes Formandens Løn til 6 Kr. aarligt. 1879-80 steg den til 20 – 30 Kr. Senere i 1893 forhøjes den til 100 Kr.

“Den samme beskedne Løn begyndte også følgende Formand, Gaardejer Janus J. Hesselholt, Hulsig, med. Verdenskrigens Højkonjunktur naaede ikke højere en til 700 kr. medens der til Kontorarbejde i Sparekassen bevilgedes 200 Kr. Kontordage d. 11 i hver Maaned i Jennet og i Aalbæk.“…Gaardejer Janus Hesselholt, Hulsig, der ogsaa fik stor Betydning for Virksomhedens Trivsel, var født den 29. Maj 1859 og døde 2. September 1919. Hesselholt, der i en Periode var Medlem af Skagen Landsogns Sogneraad, var desuden i en lang Aarrække Modtager af Svin i Aalbæk for Hjørring Andelssvineslagteri. Han var en meget afholdt Mand, jovial og folkelig og havde en stor Bekendtskabskreds over hele det nordlige Vendsyssel. Han var tillige en glimrende Fortæller, hvem alle gerne lyttede til eller fik sig en Passiar med. Hans forholdvis tidlige Død var derfor ogsaa et føleligt Tab for Sparekassen, hvis Virksomhed han til det sidste omfattede med stor Interesse.”

Det følgende vil være et lille familiealbum fra gården og dens liv:

En stolt Magnus – bilist i 20’ernes Danmark. Han kørte for vognmand Saxild – som barn troede jeg, at bilen var hans. Det var den ikke. Men en stolt chauffør var han så vist.

Herover udvinder han ny jord af heden – men ikke med “min hakke min skovl og min spade” – han var fremskridtets mand – bondemand. Og sådan så den mand ud, mor forelskede sig i. De blev først gift i 1935, altså 8 år senere. Hvad mon de bedrev i mellemtiden? Otto havde giftet sig med sin Kirsten, og her ser vi Vibeke eller Jørgen i dåbskjolen

   .

Her har to af sønnerne netop fundet deres udkårne – fra højre Otto Hesselholt med Kirsten og ved siden af dem Magnus Hesselholt med Vera. I midten står Elise Hesselholt omgivet af sine sønner. Til venstre Lars Hesselholt med sin Magda. Og så mangler jo Karl. Hans sindssygdom har cuttet ham af familien, og han befinder sig på Hospitalet i Viborg, hvor han levede resten af sit liv. Jeg ved ikke under hvilke forhold, men det vil jeg finde ud af. Under alle omstændigheder var sindssyge i familien en stor skam i de tider, og han blev aldrig omtalt og kom heller aldrig mere hjem.

Så blev der bryllup. Omsider. Heldigvis. Hvor skulle vi ellers være kommet fra. Her er endnu ingen børn, bortset fra Lars og Magda Hesselholts fire drenge. Kun tre af dem blev voksne: Janus, Knud og Poul. Dem husker jeg selvfølgelig, men deres børn igen kender jeg ikke.

Herunder et par gårdbillede. Det første er fra 1941 og det næste må være nogle år nyere, for både Vibeke og Jørgen er med som små børn og de er vel fra 1939 – 41 tror jeg.

      Herunder et par billeder af gården i 60’erne