176 – Lidt mere om Hulsig Kirke


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog

 
 

106 – Hulsig Kirke

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Image
 

Nedenstående artikel om Hulsig Kirke er fra Folkebladet for Frederikshavn og Opland 29. juli 1954, hvor kirken blev 60 år. Jeg afskriver artiklen i sin helhed, da tidens tand har tygget noget af teksten ret uegnet til kopiering. Den er forfattet af J. P. Jensen.
Først paa Aaret 1891 kom der en ny Lærer til Rannerød Skole, en 26-aarig Mand – “med Øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvaagen for alt stort og skønt her neden.”
Da han efter godt et Aars Tids Forløb var blevet kendt med Befolkningen og var faldet til, trommede han en Aften Hulsigboerne sammen til et Møde i Skolen for at drøfte Muligheden af at faa Rejst et Forsamlingshus. Saadant et havde de jo faaet i Aalbæk, hvorfor skulde de saa ikke ogsaa have et i Hulsig? Desuden var det jo en Tid, hvor man i hele Landet byggede det ene Forsamlingshus efter det andet, hvor det frie Ord kunde lyde uden at kontrolleres af Estrups Gendarmer. Et Par ministerielle Cirkulærer havde forbudt offentlige Møder i Landets Skolestuer uden Øvrighedens Tilladelse, og Lærerne havde faaet Mundkurv paa. Der var altsaa god Grund til, at Folk byggede deres egne Forsamlingshuse, og i Firserne var der blevet bygget mange, som Regel uden at tage smaaligt Hensyn til Skønhed og Hygge, hvorfor da ogsaa de fleste blev nogle grimme Kasser.
Folk mødte talrigt op den fastsatte Aften, og Sagen blev forelagt Forsamlingen til Drøftelse. Men saa var det, at Gaardejer Hjorth, Starholm stod op og sagde, at det med et Forsamlingshus kunde være meget godt, men han syntes nu, de trængte mere til en Kirke. Befolkningen I Skagens Landsogn havde jo halvanden Mil til deres Kirke i Skagen og en ikke alt for god Vej, og Folk i Rannerød, Starholm og Kandestederne havde endnu længere til Raabjerg Kirke ad en Vej, der om Vinteren kunde være ganske ufremkommelig. Nu hvor der var kommet Bane, saa kunde Præsten i Skagen prædike for dem.
Det syntes Folk var en fornuftig Tale, saa maatte Forsamlingshuset vente. Der vik ca. 50 Aar, før det blev bygget. Der blev saa nedsat et Udvalg til at arbejde for Sagen. Valgt blev Pastor Carl de Place, Skagen, Sognefoged Ole Houkjær, Janus Hesselholt og den unge Lærer, Jens Peter Jensen Wirring. Befolkninge ydede ca. 2000 Kr. at indbetale i Løbet af 5 Aar, og Staten gav ca. 8500 Kr. – Efter en Tegning af Arkitekt Ahlmann skulde Kirken bygges af røde Mursten i romansk Stil, d. v. v. Rundbuestil.
Paa den nordøstlige Gaard Mark i Raabjerg Sogn, nær Skellet til Skagens Landsogn, laa en høj, enlig Klit, som man kaldte Kovsbakken, paa den skulde Kirken ligge. Husmand Peder Petersen fik Arbejdet med at sløjfe Korsbakken ud til Kirkegaard og Byggeplads for Kirken. Peter Petersen eller Peter Sjællænder, som han kaldtes, var kommen til Egnen, da Banen blev anlagt, saa kan var vant til den Slags Arbejde. Selve Byggearbejdet blev udført af Haandværkere fra Aalborg i Aarene 1893-94, og Jylllands nordligste Landsbykirke blev indviet d. 5. August 1894, altsaa for 60 Aar siden, af Biskop Schousboe, Aalborg. Foruden Kirkens fremtidige Præst, Pastor Place, var ogsaa Provst Dresler, Frederikshavn og Pastor Frede Jensen, Raabjerg til Stede, samt selvfølgelig de ca. 100 Medlemmer af Menigheden, som Kirken kunde rumme. – Bispemiddagen stod hos Fogeden i Skagens Landsogn, Ole Houkjær. Nu er de døde alle, der var med til Festligheden. Den sidste var Fru Lise Hesselholt, der døde Palmesøndag i Aar.
Ved kgl. Anordning af 8. November 1893 blev Rannerød, Starholm og Kandestederne efter Grænsen for Starholm Ejerlav henlagt i kirkelig Henseende fra Raabjerg Sogn til Skagen Landsogn. Denne Bestemmelse skulde træde i Kraft fra den Dag, da Kirken blev indviet.
Pastor Carl de Place
Nu skulde altsaa Pastor Place ogsaa prædike for Hulsigboerne, men kun hveranden Helligdag. Han var født 1860 i København, hvor Faderen var Gæstgiver. 1885 blev han Sognepræst i Skagen, paa en Tid, da Skagboerne var midt i “den store Vækkelse”. 1891 giftede han sig med Lærerens Datter i Jerup, Emilie Iversen, og blev derved Svoger til Pastor Iversen, der var Præst i Raabjerg fra 1895-1907.
Pastor Place var selvfølgelig Missionsmand, men hørte ikke til Datidens Dommedagsprædikanter. Han prædikede uden Barsk og Bram og uden store Gebærder. Hans Forkyndelse var som den sagte rislende Bæk, der ikke blot kan sætte sindets skjulte Følelser i Bevægelse, men ogsaa i Længden virke noget søvndyssende. – Præstens prædikener er for lange, og han gentager sig selv for tit, sagde de, der ikke var Missionsfolk og maaske før i Tiden havde været vant til at høre den meget grundvigske Pastor Jensen i Raabjerg. Men ellers fandt man, at Præsten kunde være god nok, han var da i hvert Fald et tolerant Menneske, og Kirkegangen kunde vel betegnes som tilfresstillende. der var vel nok dem, der gik i Kirke mere af Pligt end af Lyst, for havde man endelig faaet en Kirke, saa havde man da ogsaa en vis Pligt til at søge den, ja saa sandelig havde man saa!
En af de flittigste Kirkegængere var Aftægtsmand Jens Madsen, om hvem det hed sig, at han var meget belæst, og at der sad et godt Hoved paa ham, og selv var han ikke den, der satte sit Lys under en Skæppe, men altid oplagt til en livlig Disput. en Søndag i Kirkene gik dog Naturen over Optugtelsen. Da Pastor Place i sin Prædiken citerede de kendte Ord om, at indvortes af Menneskets Hjerte udgaar onde Tanker, svarede Jens Madsen aldeles omgaaende og saa højt, at alle kunde høre det: “Det er ikke sandt!” – Alle stirrede paa Jens Madsen, selv Præsten stoppede op et Øjeblik, men forsatte saa videre i Teksten. Bagefter indrømmede Jens Madsen, at han “var kommet til at tænke højt”, og det var selvfølgelig forkert, men det var ogsaa forkert af Præsten at sige, at Tankerne kom fra Hjertet, for det gjorde de ikke, de kom fra Hjernen! Jo, Jens Madsen var god nok.
Men ellers var der ingen, der sagde Præsten imod, hverken i eller uden for Kirken. Han var godt lidt og kom ogsaa i Hjem, der ikke hørte til Indre Missionen. Saaledes var Pastor Place ikke sjældent Gæst i Strandfogedgaarden, hvor Ægteparret Chr. Larsen og Maren Krøg boede. Det var et gæstfrit Hjem, hvor der hverken spurgtes efter kirkelige eller politiske Anskuelser. Selv var de hverken missionske eller grundtvigske, deres Standpunkt kunde maaske nærmest betegnes som gammeldage Lutherdom. Gæstfrihed var en gammel Tradition i den Familie. således havde det været i den gamle Strandfoged Chr. Krøgs Tid, og saaledes var det nu, da Datteren Maren Krøg var Kone i Gaarden, og saadan skulde det blive fremdeles. I et saadant Selskab af ene Landmænd kunde Pastor Place virke noget tavs, men det kunde selvfølgelig ikke være anderledes, naar det kun var Landbrug, der drøftedes, for det havde en indfødt Københavner jo ingen Forstand paa. I en Kreds, hvor der drøftedes aandelige Spørgsmaal var Pastor Place aldeles ikke tavs, og han var særdeles godt hjemme i, hvad der udkom af dansk Litteratur, ja, selv engelsk Litteratur, mest det religiøse, var han hjemme i og udgav, saa vidt vides, ogsaa en Oversættelse af et eller andet religiøst Skrift. Men han kunde jo til Tider virke noget aandsfraværende, ja, være ligefrem glemsom, som da han engang fuldstændig glemte et Bryllup i Hulsig Kirke.
I Foraaret 1901 blev Pastor Place kaldet til Præst i Serup og Lemming ved Silkeborg, hvorfra han tog sin Afsked i 1923 og flyttede til sig Fødeby København. Ringen var sluttet, og nogle Aar efter døde han og blev begravet på Aaistens Kirkegaard.
Lærer Wirring, Rannerød
Som Missionsmanden Pastor Place blev Hulsig Kirkes første Præst, saaledes blev Grundtvigianeren Lærer Wirring Kirkens føste Kirkesanger og Kirkebylærer. Han var født i Virring paa Djursland den 19. Marts 1864, mens hans Fader stod i Dybbøl Skanser. Som 18-aarig kom han paa Gjedved Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1885. Som før sagt blev han enelærer ved Rannerød Skole i Januar 1891. Ved en bestemt Lejlighed skrev en skribent, at Wirring var gennemsyret af Christen Kolds Skoletanker. Det er nu lidt for kraftigt sagt i hvert Fald, naar det gælder de Aar, han var Lærer i Hulsig. Vel hyldede han Kolds Metoder, men han var ikke Slave af dem, dertil var han for stor en Personlighed. Han tog det, han havde Brug for, Resten lod han ligge, men ganske sikkert er det, at der med Wirring begyndte en ganske ny Tid for Rannerød Skoledistrikt, der jo efter Hulsig Kirkes Indvielse faldt sammen med Kirkedistriktet. Hans Betydning i kulturel  Henseende for Hele Hulsig blev overordentlig stor. Martin Nielsen, Videslet, skriver i sin Bog “Mennesker, jeg mødte paa min Vej”, at Befolkningen I Raabjergs Sogns nordøstlige Hjørne havde ligesom mere Kultur end de øvrige Raabjergere og et videre Udsyn. Denne Paastand maa nu staa for Forfatterens egen Regning, for det er nu ikke umiddelbart indlysende, at han har Ret. Det var dog i Aalbæk Forsamlingshus, at de i sin Tid saa berømmelige kulturelle Onsdags-Aftener blev holdt. Men lad os kun sige, at Martin Nielsen i sin Tid saa rigtigt, saa kommer man dog til det Resultat, at “videre Udsyn” maatte skyldes Lærer Wirrings og hans Hustrus udmærkede Arbejde baade i og udenfor Skolen. Rannerød Skole var i Wirrings Tid det eneste Kulturcentrum “norden Klitten”. Det er ikke Meningen her at komme ind paa Lærer Wirrings Arbejde, det tillader Pladsen ikke, og desuden er det jo saa mange Aar siden, saa det snart er glemt. At der nu og da kunde komme lidt Gnidning ind i Idyllen er vel ikke underligt. Værst gik det til i den fatale Sygekassestrid 1898, der delte Befolkningen i to Partier, hvoraf Wirring var Fører for det ene og derfor ogsaa fik Kærligheden at føle af sine Modstandere. Men ogsaa den Slags Ting glemmes, og da Lærer Wirring 1902 flyttede til Vogn, havde han kun Venner i Hulsig. Blandt dem, der kørte hans Flyttegods til Vogn var ikke blot hans til alle Tider bedste Ven, men ogsaa hans til sine Tider bitreste Uven, saa bedre kunde det vel ikke ende.
1925 døde Fru Wirring og i den Anledning skrev undertegnede under et eller andet Mærke hende en “Minderune,” i et lokalt Dagblad. Den maa vel have haft en Smule Betydning, siden Martin Nielsen tog den med i sin ovenomtalte Bog. To Aar efter tog Wirring sin Afsked, men blev ved med at bo i Vogn til sin Død i August 1952. De ligger begge begravet i Odense, hvor en Søn var Læge.
Kirkens første Ringer og Graver
Har man sagt Trip, Trap, skal man ogsaa sige Træsko. Derfor skal Graveren ogsaa tages med. Hulsig Kirkes første Graver hed Thomas Christensen, bedst kendt under Navnet Inger Tammes. Han var født i Raabjerg Sogn, vistnok i Kyllesbæk, 1840. – Da Gaardbosø blev udtørret i Begyndelsen af Firserne havde han været med ved Arbejdet der, og de Par Aar ansaa han vist for sit Livs Højdepunkt. Han slog sig derefter ned i Hulsig som Daglejer og deltog i alt forekaldende Arbejde, men hans kæreste Arbejde var dog at grave Grøfter. Som ung havde han faaet det ene Ben brækket og efter Tidens Skik og Brug var det sat forkert sammen, saa det ikke blot blev noget kortere end det andet, men ogsaa buede mod alle Verdenhjørner. Trods det daarlige Ben – “Skaanki”, som han kaldte det – kunde han vringle af Sted over Bakker og Grøfter, saa der skulde en god Fodgænger til at følge ham. – Det skulde der for Resten ogsaa i Arbejdet, han var en Slider paa en Hals og ærgerrig tillige. Hvis f. Eks. Manden, han abejdede for, var klog nok til at sige: Nu kan du gaa foran Tammes i Arbejdet, saa ved jeg, der bliver bestilt noget, ja, saa kan det nok være, at Tammes anstrengte sig. Var det f. Eks. en Ager der skulde mejes, og Tammes paa den Maade var sat i Spidsen, mens Manden dannede Bagtroppen, saa var det ikke rart for de Mejere, der var imellem, de havde det ikke morsommere end det kendte Dyr mellem to haarde Negle.
Da nu Kirken skulde have en Graver og Ringer, søgte Tammes Stillingen, dog af visse Grunde ikke skriftligt – og fik den selvfølgelig, hvem var vel bedre kvalificeret? – Han var vist den første i Hulsig, der havde Mod til at bygge sit eget jordløse Hus og derved fastslaa at hele hans Tilværelse skulde være baseret paa at arbejde for andre og være og blive Daglejer. Trods et Liv i Slid og Slæb og paa en Levefod saa ringe, at det vilde forbavse Nutidens forvænte Mennesker, naaede han dog at passere de 80, inden han døde 1923. Jeppe Aakjær siger om sin berømmelige Jens Vejmand, at “hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav i Døden, man gav ham aldrig een.” Saa venneløs og frændeløs var Tammes dog ikke. Forstaaende Mennesker satte ham et smukt Mindesmærke paa hans Grav paa Hulsig Kirkegaard.
Kirken var altsaa blevet indviet d. 5. August og allerede den 9. foretoges den første kirkelige Handling: To Børn skulde døbes, en Dreng og en Pige, Drengen først, for han havde ventet i hele otte Maaneder paa, at denne Kirke skulde blive færdig, saa han kunde blive døbt og komme til at hedde Lars hesselholt, i Dag Overlærer i Skagen. Det kom han da ogsaa til at hedde, selv om der nær var sket en Fejltagelse. Som før sagt kunde Pastor Place til Tider synes noget træt og distrait, og da den vordende Lars, som var et fremmeligt Barn af sin Alder, nu saa, at Præsten stod og fumlede med Pigens Navneseddel, hvorpaa der vist nok stod Magda, satte han i med et vældigt Skrig som Protest, og mere kunde han saa i Øjeblikket ikke gøre, men det var da ogsaa nok. For nu blev Bedste Kirsten, som bar Lars, ogsaa opmærksom paa Fejltagelsen og fik Præsten til at bytte Navnesedlerne.
Den 18. Oktober 1894 holdtes den første Konfirmation i Hulsig Kirke. Holdet var ikke stort, kun to Drenge og en Pige. Der var Peter Hjorth, den senere Hotelejer i Kandestederne og Opsynsmand ved Redningsbaaden. Men ellers vil hans Navn “til sene Tider mindes” som den, der byggede Skibet, der ved Aarhundredeskiftet blev ophængt i Hulsig Kirke. Saa var der Julius Trolle, der var Hyrdedreng hos Slagteren i Kandestederne og endelig Ane Jensen Høgenhav, senere gift med Lærer Wirring, Lodskovad, hvorfra de flyttede til Dvegetved, hvor Fru Ane Wirring døde for godt et Aarstid siden.
Den første Vielse i Hulsig Kirke foretoges den 16. November 1894, og det var Lærer Andersen i den daværende Hvidemose Skole, der blev viet til Nicoline Wirring, en Søster til de før nævnte Lærere Wirring. Vielsen foretoges dog ikke af Pastor Place, men af Pastor Jensen, Raabjerg – for gammelt Venskabs Skyld.
Først midt i Januar 1896 fik Tammes Lejlighed til at “kaste” den første Grav paa Hulsig Kirkegaard. At et Menneske skulde begraves benævntes paa Tammeses Tungemaal, at det skulde “kaastes hen.” Den første Grav blev gravet i det sydvestlige Hjørne af Kirkegaarden, og den afdøde var Ane Mortensen, Enke efter Gaardejer Lars Mortensen, der havde ejet den Gaard, paa hvis Jord Kirken var bygget. – Hun var altsaa den første, der belv begravet paa Korsbakkens Kirkegaard, paa den Jord, hun engang selv havde ejet, hvis man altsaa i de Tider kunde tale om, at en Kone ejede noget af det, der var Mandens. Hun var født i Højen og hørte til Slægten Ruth, hvorfor hun altid blev kaldt Ane Ruth. De sidste Par Aar af hendes Levetid var meget triste, idet hun blev saa affældig, at hun stadig maatte holde Sengen. Hun bad da hver Dag til, at hun maatte slippe. Men da hun saa en Aften pludselig blev blind, og Tiden stadig trak ud, troede hun, som hun udtrykte det, at Vorherre nok havde glemt hende, hvorfor hun ønskede, at der maatte blive bedt for hende i Kirken, hvad der ogsaa blev af Præst og Menighed. En Nat nogen Tid efter sov den livstrætte gamle Kvinde ganske stille ind i Døden, 84 Aar gammel.
Skagen i Juli 1954. J. K. Jensen.

77 — Hesselholt

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Gårdens ejere:

Indtil 1637 er det Dorthe Friis til Lindemark, der eje den, og fra 1637 overgår den til Sophie Brahe til Odden, som ejer den indtil 1684, hvor den overtages af Fedder Hansen Høyer, og det lader til, at den drives af en Jørgen Petersson ( muligvis fæster ). Fra 1688 og til 1798 ejes den af Madame Cathrine Holm, Ferslevs enke. Fra 1798 og til 1813 hedder ejeren Mads Pedersen ( der er en uklarhed her, som jeg vil undersøge nærmere på arkivet i Skagen – foreløbig lader vi Mads eje gården indtil da!!! Vi springer så til det helt sikre ejerskab fra 1880 – 1887, hvor gården drives af Kirsten Madsen og efter hende overtager sønnen Janus Christian Martin Hesselholt. Da han dør i 1919 overtager Elise Hesselholt ejerskabet, som hun beholder indtil Svend Otto Hesselholt overtager sammen med sin hustru Kirsten.

Ovenstående var en lidt rodet gennemgang – den vil blive korrigeret snarest …:)

 Hermed en rettelse af ovenstående ( foretaget 26/10 2015) – Efter Mads Pedersen overtager hans søn Jens Madsen gården, og i 1855 overgår den til dennes nevø, Lars Jensen, der gifter sig med Kirsten Madsen, mine oldeforældre.

Et par gamle kilder: Olaus Olavius skriver i sin BESKRIVELSE OVER SKAGENS KIØBSTÆD OG SOGN 1787 følgende om Hesselholt:

Heiselholt, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hesselhtræer. Denne Gaard staaer, efter Beretning, paa samme Sted, som den først er blevet bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det der tilhørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilene nærme sig ogsaa til dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare at tabe ligesaa meget som deres Naboer. ( citat slut)

Som vi skal se, så gik det jo også galt, og gården blev flyttet:

A. P. Gaardboe skriver i sin historisk-topografiske beskrivelse af Skagen Landsogn fra 1874  følgende:( Fra den sprogligt moderniserede udgave fra 2006 – red. Hans Nielsen)

Hesselholt. År 1684 tjener til Fedder Hansen Høyer i Skagen havde 7 skpr. 1 fdkr. hartkorn. Er nu det eneste sted i sognet, som har over 1 td. hartkorn, nemlig 9 skpr. 2 fdkr. 1/1 alb. Navnet tyder på skov, og endnu findes på ejendommen et lille egekrat, som nu er det nordligste af de flere partier af egekrat, der med visse mellemrum mærkeligt nok findes i en næsten lige linie langs åsen eller højderyggen af dette lavland. Fra syd findes de første spor af egekrat på en høj rimme sønden for stedet Rød i Raabjerg Sogn og træffes igen ved Jennet, Gaardbo, Hede og Lodskovad i samme sogn. Om dette kun er en følge af, at højderyggen, som først er kommet oven vande, ved sin ælde har kunnet frembyde de betingelser, egeskovens fremkomst fordrer, eller at leret her ligger højere kunne måske afgøres ved en geologisk undersøgelse. Hesselholt har tiligere stået længere nod norvest, omtrent lige øst for Klarup, og det var af frygt for sandflugten, at det 1810 blev flyttet så langt som muligt mod sydøst næsten til Raabjerg sogneskel. År 1637 skødede Dorthe Friis, salig Mogens Godskes til Lidemark, til fru Sophie Brahe til Odden noget gods i Skagens Sogn, nemlig Hesselholt, som fyldte 1 tdr. saltede kuller ( dvs. 3 tdr hartkorn), og Skaauelsager, som er øde og et øde bol. 

Om min farfar Janus Hesselholt. Til hans begravelse d.10 December 1919 blev følgende salmer sunget: Før talen: “Jeg ved paa hvem jeg bygger”– efter talen:  “Tænk, naar engang den Taage er forsvunden” og ved graven disse to: “Lær mig, o skov, at visne glad” og “Dejlig er Jorden.”

I Vendsyssel Tidende 30/10 1919 stod flg. at læse:

“I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 62 Aar gammel havde i længere Tid skrantet paa Grund af en Sygdom i Blodet. saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.

Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrendehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognefoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.

Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde.( Chr. H. L.)

Herunder det vistnok ældste billede, vi har af gården:

//46.101.183.240/wp-content/uploads/2011/11/Hesselholt2.jpg

På billedet ses gården Hesselholt ca.1916 – det er fra højre, min farfar Janus Hesselholt, så kommer sønnerne Lars, Otto, Magnus og Karl.

Her er et endnu ældre billede af de fire brødre:

Herunder et par billeder fra gården og dens indbyggere i hine fjerne tider:

Elise Hesselholt var jo også engang en ung pige. Det ser vi her:

Den unge Elise som blev gift med Janus Hesselholt og altså min farmor. På billedet herunder ser man dem i deres velmagtsdage – eller måske er de stadig unge, men farmor har fået et værdigt og bestemt udtryk i ansigtet – det ufærdige og sarte pigeansigt ovenfor er væk. Jovist er hun blevet voksen og sikkert også mor til de fire drenge.

  

De nåede at holde sølvbryllup – 2 år før Janus’ død i 1919:

Min farfar døde allerede i 1919. Hans far blev kaldt Vester Lars, og jeg vil i det følgende citere, hvad Lars Hesselholt skriver i sine Hulsigminder om sit hjem og sin familie:

“Mit hjem var gården “Hesselholt”. Navnet er nok sammensat af hassel og det tyske “das Holz”. Gården lå i sin tid henne ved klitrækken, men omkring 1820 måtte den flyttes på grund af sandflugt. Alt brugbart materiale blev brugt til opførelsen af husene. Senere blev der bygget en del til af munkesten fra den tilsandede Sct. Laurentii kirke. Stenene kunne de bare hente. Min bedstefar hentede mange læs. De tunge kampesten hjalp de tilstedeværende med at læsse når de fik en flaske dram. Bedstefar havde ikke dram med, men han var meget stærk, over 3 alen høj, og kunne alene læsse vognen til stor forbavselse for tilskuerne. Det fortælles, at der engang var nogle stærke mænde, der kunne føfte og holde den lange bænk i stuen vandret op. Da de havde prøvet med mer eller mindre held, tog han bænken i tænderne og holdt den vandret ud i stuen. Så var de duperet, men han døde ret ung af lungebetændelse. Men far, Janus Chr. Martin Jensen, var kun 12 år gammel, og min farmor sad for gården i mange år og holdt den i god drift efter den tids forhold.

Min farmor havde forskellige bestyrere, men hun var altid øverstbefalende Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelig skolefag var han forlængst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem om bord på krydseren Lion. Vi var der, og det blæste, og jeg var nok lidt søsyg.

Til gården hørte et gammelt egekrat fyldt med liljekonvaller. Der går mange fortællinger om det, bl.a. at de 12 apostle skulle ligge nedgravet der. Min farmor fortalte hvad hun havde fået fortalt. Et skib sejlede fra Le Havre og skulle til Skt. Petersborg. Det strandede ved Karred og forliste. En mand gik tidlig morgen til stranden, hvor han fandt 12 trææsker og en større kasse. De 12 sølvfigurer , og den store kasse indeholdt et harmonium. Han gik hjem og fik tjenestekarlen til at hjælpe sig med det ilanddrevne,som de stillede ind i vesterstuen, hvor de fyrede godt. Ved aftenstid kom et sort får gennem gården, og harmoniet begyndte at give lyde fra sig. Det var spøgeri, og om aftenen kørte han og karlen de 12 kasser og harmoniet væk og begravede det hele i klitten, vist ved det gamle egekrat. Karlen fik et strikket halsklæde for ikke at snakke om sagen. Flere gange så man, at der brændte lys ved det gamle egekrat, men det var nok lygtemænd.”

Ja, det var min onkels forklaring på den sære historie om De 12 Apostle – der findes andre versioner, men jeg holder mest af den her, for den hørte jeg af min bedstemor og andre gamle i min barndom. Og det er ganske vist. I et interview til Berlingske Tidende, fortæller strandfogde Karl Krøg den samme historie, og da journalisten spørger, om den er sand fra ende til anden, svarer han, at det er den ikke, men at sige, at det er løgn er det samme som at sige, at hans familie har løjet i fire generationer.

Videre med Lars Hesselholts minder:

“Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.

Efter hans død blev min bror, Otto, hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham, men med lidt knirken og knagen fik han det hele afviklet.

Apropos tillidshvervene er her et uddrag fra Vendsyssel Tidende 14. Nov. 1938. Det handler om Raabjerg Sogns Sparekasse i anledning af Sparekassens ophør. Frederikshavn og Omegns sparekasse overtager den efter 64 år. Den er stiftet i 1878 som “Spare-og Laanekassen for Raabjerg Sogn.”

Man læser i artiklen, at i 1875 “ansattes Formandens Løn til 6 Kr. aarligt. 1879-80 steg den til 20 – 30 Kr. Senere i 1893 forhøjes den til 100 Kr.

“Den samme beskedne Løn begyndte også følgende Formand, Gaardejer Janus J. Hesselholt, Hulsig, med. Verdenskrigens Højkonjunktur naaede ikke højere en til 700 kr. medens der til Kontorarbejde i Sparekassen bevilgedes 200 Kr. Kontordage d. 11 i hver Maaned i Jennet og i Aalbæk.“…Gaardejer Janus Hesselholt, Hulsig, der ogsaa fik stor Betydning for Virksomhedens Trivsel, var født den 29. Maj 1859 og døde 2. September 1919. Hesselholt, der i en Periode var Medlem af Skagen Landsogns Sogneraad, var desuden i en lang Aarrække Modtager af Svin i Aalbæk for Hjørring Andelssvineslagteri. Han var en meget afholdt Mand, jovial og folkelig og havde en stor Bekendtskabskreds over hele det nordlige Vendsyssel. Han var tillige en glimrende Fortæller, hvem alle gerne lyttede til eller fik sig en Passiar med. Hans forholdvis tidlige Død var derfor ogsaa et føleligt Tab for Sparekassen, hvis Virksomhed han til det sidste omfattede med stor Interesse.”

Det følgende vil være et lille familiealbum fra gården og dens liv:

En stolt Magnus – bilist i 20’ernes Danmark. Han kørte for vognmand Saxild – som barn troede jeg, at bilen var hans. Det var den ikke. Men en stolt chauffør var han så vist.

Herover udvinder han ny jord af heden – men ikke med “min hakke min skovl og min spade” – han var fremskridtets mand – bondemand. Og sådan så den mand ud, mor forelskede sig i. De blev først gift i 1935, altså 8 år senere. Hvad mon de bedrev i mellemtiden? Otto havde giftet sig med sin Kirsten, og her ser vi Vibeke eller Jørgen i dåbskjolen

   .

Her har to af sønnerne netop fundet deres udkårne – fra højre Otto Hesselholt med Kirsten og ved siden af dem Magnus Hesselholt med Vera. I midten står Elise Hesselholt omgivet af sine sønner. Til venstre Lars Hesselholt med sin Magda. Og så mangler jo Karl. Hans sindssygdom har cuttet ham af familien, og han befinder sig på Hospitalet i Viborg, hvor han levede resten af sit liv. Jeg ved ikke under hvilke forhold, men det vil jeg finde ud af. Under alle omstændigheder var sindssyge i familien en stor skam i de tider, og han blev aldrig omtalt og kom heller aldrig mere hjem.

Så blev der bryllup. Omsider. Heldigvis. Hvor skulle vi ellers være kommet fra. Her er endnu ingen børn, bortset fra Lars og Magda Hesselholts fire drenge. Kun tre af dem blev voksne: Janus, Knud og Poul. Dem husker jeg selvfølgelig, men deres børn igen kender jeg ikke.

Herunder et par gårdbillede. Det første er fra 1941 og det næste må være nogle år nyere, for både Vibeke og Jørgen er med som små børn og de er vel fra 1939 – 41 tror jeg.

      Herunder et par billeder af gården i 60’erne

56 -Tre billeder fra skuffen – Vera og Magnus' bryllup. Bedstemors forældre – og en lille trold


Billede fra mors ( Vera Andersen) og fars ( Magnus Hesselholt )bryllup. Selv om personerne er utydelige, kan jeg genkende de fleste – længst til venstre morfar ( Anders Andersen)  imellem mor og far ses farmor ( Elisa Hesselholt) imellem hendes og fars hoved ses bedstemor ( Anna Larsen, senere Andersen) ovenfor hende i døråbningen ses tante Nete ( mors kusine fra Ørum) øverst til højre for døråbningen fars bror ( Lars Hesselholt )Hans fire sønner ses nedenfor ham, alle i matrostøj: Janus, Poul, Knud og den fjerde, som jeg aldrig har kendt, jeg tror han døde ung. Mellem de to drenge til venstre ses mormor ( Magdalene Andersen ) Mellem de to øverste drenge til højre ses deres mor Magda Hesselholt. Mellem fars og Magdalenas hoveder ses Marie Larsen ( søster til bedstemor ). Sært nok er min onkel Otto og tante Kirsten ikke med på billedet – eller det er dem, jeg ikke genkender. Billedet er desværre meget utydeligt – jeg vil se, om jeg kan finde et bedre et sted …
 
Neden for ses et billede, som jeg fandt forleden, og som jeg er MEGET glad for. Mor har skrevet bagpå, at det forestiller bestemors forældre. Det er altså Hr. og Fru Larsen fra Krøghgården eller Krøggården – de er forældre til Marie og Anna Larsen:

herefter endnu et billede – det er Vera – her ikke som brud, men som baby:

46 – Lars Hesselholt: Hulsig-minder



De to øverste billeder er fra Hulsig Hede, og den har ikke ændret sig nævneværdigt, siden Lars Hesselholt skrev om egnen. Det nederste er taget på Tranevej, og man kan faktisk godt skimte tre traner i baggrunden.
I det følgende vil jeg fortælle om, hvilke mennesker, der boede på egnen, og hvor de boede, da min onkel Lars Hesselholt var dreng, og vi er omkring 1908-10 og lidt frem. Men måske skulle jeg først introducere min onkel – og nu fortæller jeg, hvad jeg mindes og har fået fortalt om ham.
Han var den ældste af de fire Hesselholtdrenge og skulle vel drive gården videre, men han kom i stedet på seminarium og blev lærer. Han blev gift med Magda, som han traf på seminariet, og de blev senere lærerpar i Skagen. Deres børn var så meget ældre end os, så jeg husker dem knap – de er alle døde nu, men jeg erindrer dog vagt nogle unge mænd, der ikke snakkede til os: fætter Janus, fætter Poul og fætter Knud. Jeg var på alder med fætter Janus’ søn Stig, og ham legede jeg med. Ret hurtigt mistede vi forbindelsen med fætrene. Onkel Lars fik i Skagen et tilnavn, som folk stadig husker, nemlig Sko-Lars. Jeg går ud fra, at det kommer af, at han var skolelærer. Min Skagenresearch har vist mig sider af onkel, som jeg ikke kendte, f.eks. at han var en ivrig lokalhistoriker og aktiv i foreningslivet og ikke mindst i Fortidsmindernes Bestyrelse. Jeg mindes, at han engang på plejehjemmet i Skagen viste os et håndskrevet hefte ( eller flere, tror jeg endda ), hvor han havde noteret meget om sit liv. Måske er det gået tabt, måske findes det på lokalarkivet, og måske er en stor del af det optaget i det hefte, som jeg nu vil fortælle om, og som handler om Hulsigegnen. Af tidligere elever, som jeg har talt med, har jeg fået at vide, at han var striks: trak dem i ørerne. Men det var vist meget almindeligt.
Her er først et billede af Lars som nybagt far.

Sandsynligvis med den førstfødte ( fætter Janus), som sidder på skødet af sin oldemor, Marie Houkjær – til højre i billedet sidder hendes datter, min farmor, Elise Hesselholt. Og hende husker jeg som en rar og værdig dame.
P.A. Gaardboe, hvis artikel jeg gennemgik i forrige mail nr. 45, beskrev egnen og dens bebyggelser i 1874, og kom til det resultat, at der var 15 ejendomme, ingen jordløse huse og 15 familie, i alt 78 individer.
Min onkel Lars beskriver samme egn i tiden omkring 1900. Han er født i 1893 og skriver om den tid, da han var dreng – det strækker sig altså et stykke ind i det nye århundrede. Alligevel er det forbavsende at se, hvilken udvikling der sket på egnen på den relative korte tid. Nu er der 48 ejendomme, nogle af dem jordløse, og der bor langt flere individer på egnen, hvor mange kan man ikke se af Lars’ optegnelser, men det må være over 50 familier. Der er sket en stor udvikling i perioden i hele Danmark, ikke mindst med Andelsbevægelse og Folkeoplysning ( Højskoler ) og det mærkes også i det lille sogn om det end kommer lidt senere hertil. Der kommer brugs og mejeri og telefoncentral, skolen moderniseres og der bygges makadamiseret landevej og en jernbane fra Frederikshavn til Skagen. Og ikke mindst begynder det at strømme til Kandestederne med mondæne badegæster. Da min mor blev gammel og dement spurgte hun ofte interesseret: “er der kommet mange badegæster i år?” Det var noget, der optog det lille samfund.
I det følgende vil jeg tage jer med på den lille rejse, som Lars fortager fra Kandestederne og til og med Tranestederne. Her nævner han ejendom efter ejendom og familie efter familie. Det er ikke altid med samme stringens: han springer lidt frem og tilbage – her vil vi forsøge en lige linje og altså se på, hvilke familier, der boede i Skagen Landsogn i tiden omkring 1900. Som Lars skriver i indledningen: dem, der betjente sig af Hulsig Station. Jeg fandt er billede af stationen på den tid i min fars papirer:
Her ses stationen – i næste indlæg vil jeg vise flere af slagsen.
Lars skriver i indledningen: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik én godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik én dårligt. Det var en ret ufrugtbar egn, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.” ( citat fra s.52 i det lille særtryk: Hulsig-minder)
KANDESTEDERNE:
1. Længst mod øst: MADS HOUKJÆR gift med MARIE
Maries søster KIRSTEN boede sammen med dem. De havde 2 børn: PEDER og LISE
MADS HOUKJÆR var min onkel  LARS HESSELHOLTS farbror
Mads Houkjær hængte sig. Lars skriver ikke nogen grund. Gården var stor og veldrevet, så det var ikke økonomiske problemer, han havde. Datteren LISE giftede sig med en mand fra Harboøre, som var håndværker og i Kandesterne for at reparere redningshuset. Han hed KRISTEN NIELSEN KOKHOLM og da han overtager gården bygger han den om til hotel.
2. Lige øst for  boede CHRISTEN HØGENHAUG, gift med ANE KIRSTINE –  han var landmand + drev hotel, var strandfoged og Dannebrogsmand.  Det er Chr. Høgenhaug, der giver Kristen Kokholm ideen til sit hotel.
 
3. Øst for dem boede JEPPE KYK –  om ham fortælles der mange historier. Han var tilsyneladende fattig, børnene gik klædt i sække. Men faktisk lagde han penge til side. Og lune havde han. En dag kom han ind til min farfar og spurgte, om han kunne låne 200 kr. Farfar gav ham pengene, og næste dag mødte Kyk op og afleverede dem med ordene: “Jeg ville bare se, om du turde betro mig pengene.”
4. Øst for Kyk boede CHR. RASMUSSEN – havde et lille landbrug + slagteri – var barnløs, men havde enplejedatter MATHILDE, som blev gift med MADS HESSELHOLT, en bror til JANUS HESSELHOLT, Lars’ far, altså min fars onkel. Mads drog til Amerika – vendte hjem igen og startede et slagteri i Skagen.
5. Lige nord for boede THOMAS FREDERIKSEN i det hus, der senere blev ombygget til “Kandehus”, Thomas havde været med Mads i Amerika, og det fortælles, at han reddede denne fra at drukne.
STARHOLM
Vi er nu nået til Starholm.
6. Her lå JØRGEN PEDERSENS gård = Kandestedvej nr.307 – han var en fattig gårdmand med mange børn, en af dem LISE tjente på Hesselholtgården. Det var Jørgen Pedersen, der solgte sin mølle til balletmester Hans Beck – den står opstillet som sommerhus i Kandestederne. Han solgte senere sin gård til ovennævte Thomas Frederiksen.
7. Lidt længere mod nord lå ANDREAS LARSENS gård – han var også urmager. Havde en søn, Christian, som var spillemand ( violin)
8 Syd for Kandestedvejen boede JENS JACOBSEN ( JENS KYK) han var landmand og garver. En dybsindig type.
9. I nærheden af ham boede OLE MADSEN – han var ilter og opfarende  – bådmand ved redningsstationen – var som ung omgangslærer. Hans søn JANUS overtog gården.
10.  I nabogården boede MARTIN BENDTSEN – havde et lille brug med 3-4 køer  og en hest. Han skar martørv.
RANNERØD
11. Vi er nået til RANNERØD hvor skolen ligger – onkel Lars’ første lærer var lærer Wirring, og selv den lille dreng kunne forstå, at han var noget særligt. Han var grundtvigianer og gjorde et stort folkeoplysningsarbejde på egnen. Min bedstemor, ANNA ANDERSEN, ( som ikke var min biologiske bedstemor, men min bedstefars anden kone ) nød også godt af hans pædagogiske evner, og hun glemte ham aldrig – hun har fortalt mig en del om ham.
12. Øst for skolen lå SØREN CHRISTENSENS lille husmandsbrug han var også møller og skomager.
13. Lidt længere mod øst boede JENS NIELSEN han var daglejer og arbejdede bla. på Hesselholt.
14. Nord for Kandestedvejen boede THOMAS CHRISTENSEN ( INGER THOMAS) han var daglejer og graver – arbejdede ofte på Hesselholt – berømt for sin håndtering af en le. Hans løn var 33 1/2 øre om dagen + lidt mælk, sul og brød til familien.
15. På nordsiden af Kandestedvejen lå PEDER HJORTS gård – han var gift med JØRGINE (GINE) De havde en stor ejendom.
16. Øst for ham boede MADS MORTENSEN ( MADS STARHOLM)  han var gift med ANE – De havde en stor gård. Der er mange historier om Mads – en af de sejlivede ( jeg har hørt far fortælle) var den gang, Mads var i Skagen hos købmand Møller, og Ane havde bedt ham købe safran med hjem. Da købmanden spurgte, hvor meget han skulle have svarede han: “Åh, lad mig få et pund.” Møller gjorde en bemærkning om, at safran var meget dyrt! – “Men a hår da pæng mæ!” svarede Mads og drog af med sit pund. – “Så hår a safran te dæ, Ane,” sagde han, da han kom hjem. En anden gang spurgte købmand Møller konverserende til hans helbred, og Mads svarede, at det var galt med det højre ben, og kømanden sukkede og sagde: Ja, det er alderen.” “Næj, de ær intj, det  venstre bien er li så gammel og det feiler ingenting.”
17. Øst for ham boede PETER MADSEN på en middelstor gård. Han havde begavede børn, Anna blev lærer og Christian post. Anna vikarierede i Rannerød Skole, inden hun giftede sig og flyttede fra egnen.
18. Endnu længere mod øst boede CHR. CHRISTENSEN ( CHRESTEN MADSEN) han blev kaldt Chresten Madsen. Hans søn Karl blev billettør på det første Skagenstog. Der går en historie om, at han en dag havde skældt en fornem turist ud og kaldt ham en ubehøvlet lømmel. Karl blev kaldt til baneinspektøren og fik en overhaling, men svarede: “Det kan godt være, jeg skældte ud og kaldte ham en lømmel, men jeg gjorde det på en pæn og høflig måde”.
19. Ved siden af ham boede NIELS SOVKROG – Han solgte på et tidspunkt gården til to svogre i Skagen: KRESTEN THOMSEN OG CHR. LEER – de havde ikke meget forstand på landbrug, og det gik ikke godt. Niels Sovkrog blev vognmand i Skagen og var fast kusk for Kong Christian, når denne var på Klitgården – i Rannerød var han redningsmand og dekoreret med Dannebrogskorset. Velhavende. Hans søn JENS CHRISTIAN blev lærer og boede på Frederiksborg. Han skrev til bladene under navnet “Helge”
20. Nabo til Sovkrog var LAURITS LARSEN  søn af MADS LARSEN, hvis vogn var forhekset. Han kunne troldkunster.
21. Vest for ham boede LASSEN HØGENHAVEN bror til MADS HOUKJÆRS MARIE OG SØSTER KIRSTEN ( Kandestederne) Han var 3 alen høj – spekulant. Når han fik en ide, gik han i seng og lå tre dage og tænkte, så stod han op og gik i gang med planerne, der som regel mislykkedes. Nogle af hans forsøg var succeser, f.eks. forsøg med plantning af træer.
22. Længere inde mod klitten i øst boede JANUS JENSEN (SOVKROG) gift med TILDE. De var slidere. Janus Sovkrog og hans sønner gravede hovedvejen gennem Rumpens Mile.
23. Sydøst herfor lå Rumpen ( eller Klarup) her var to gårde. Vester Rumpen ejedes af OLE CHRISTENSEN ( WOLLE RUMP) gift med ANE – han fik gården ved giftermålet. De var velhavende. Wolle Rump var smed og spillemand. Efter Anes død overtager MARTIN CHRISTENSEN gården.
24. Efter at have solgt gården byggede WOLLE RUMP en ny gård øst for banen. giftede sig med TRINE ( Mor til Chr. Thomsen). Men nu er vi sprunget til HULSIG vi skal tilbage til RUMPEN ELLER KLARUP.
25 Vi skal til Øster Rumpen, som ejedes af OLE HOUKJÆR han var far til ELISE HESSELHOLT ( min farmor og gift med Janus Hesselholt) Han var sognefoged og strandfoged og i det hele taget meget virksom – ilter natur. I 1907 overtager PETER HOUKJÆR gården, han blev gift med min bedstemors søster KRISTINE, dem besøgte vi en del som børn.
26. Nu er vi nået til HANS NIELSEN ( HANS I RUMPEN) – Han var en original – læste i Cyprianus og også han var lidt af en troldmand – kunne f.eks. standse løbske heste. Hans datter ANES søn MADS var onkel Lars’ bedste kammerat – de byttede mad i skolen og gik på jagt og fiskeri sammen.
HULSIG
Vi er nået til HULSIG og Hesselholtgården, som var ejet af JANUS HESSELHOLT – Da Janus var dreng døde deres far LARS JENSEN ( VERSTERLARS) – Han skovlede snekvadder væk i 3 dage i træk i året 1872 – der var en stor oversvømmelse – så gik han hjem i seng og døde af lungebetændelse. Han var gift med KIRSTEN Og de fik sønnerne Mads og Janus – Mads var ham, der blev slagter i Skagen langt senere, og Janus overtog gården efter sin mor, da han blev gammel nok. ( se tidligere indlæg) – jeg vil citere afsnittet om Hesselholt gården herunder:
“Gården lå i sin tid henne ved klitrækken, men omkring 1820 måtte den flyttes på grund af sandflugt. Alt brugbart materiale blev brugt til opførelsen af husene. Senere blev der bygget en del til af munkesten fra Den tilsandede Kirke. Stenene kunne de bare hente. Min bedstefar hentede mange læs. De tunge kampesten hjalp de tilstedeværende med at læsse, når de fik en flaske dram. Bedstefar havde ikke dram med, men han var meget stærk, over 3 alen høj og kunne alene læsse vognen til stor forbavselse for tilskuerne. Det fortælles, at der engang var nogle stærke mænd, der kunne løfte og holde den lange bænk i stuen op. Da de havde prøvet med mere eller mindre held, tog han bænken i tænderne og holdt den vandret ud i stuen. Så var de duperet, men han døde ret ung af lungebetændelse. Min far, Janus var kun 12 år gammel, og min farmor sad for gården i mange år og holdt den i god drift efter den tids forhold. Min farmor havde forskellige bestyrere, men hun var altid øverstbefalende. Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelig skolefag var han forlængst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem ombord på krydseren Lion. .. . Til gården hørte et gammelt egekrat fyldt med liljekonvaller. Der går mange fortællinger om det, bl.a. at de 12 apostle skulle ligge nedgravet der. Min farmor fortalte, hvad hun havde fået fortalt. Et skib sejlede fra Le Havre og skulle til Stk. Petersborg. Det strandede ved Karred og forliste. En mand gik tidligt morgen til stranden, hvor han fandt 12 trækaaser og en større kasse. De 12 var sølvfigurer,og den større kasse indeholdt et harmonium. Han fik hjem og fik tjenestekarlen til at hjælpe sig hjem med det i landdrevne, som de stillede ind i vesterstuen, hvor de fyrede godt. Ved aftenstid kom et sort får gennem gården, og harmoniet begyndte at give lyde fra sig. Det var spøgeri, og om aftenen kørte han og karlen de 12 kasser og harmoniet væk og begravede det hele i klitten, vist ved det gamle egekrat. …
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg Sogns Sparekasse, opkøber af svin for Hjørring slagteri, formand for sygekassen og mange andre ting. Efter hans død blev min bror Otto hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham …
28. Aftægtshus til Hesselholt var lejet ud til CHR. MADSEN(HULSIGSNEDKEREN) – han byggede senere et hus lige øst for “Hotel Inger” – dette blev senere købt af LARS THOMSEN ( LARS HEDEN) .
30. MEJERIET – blev bygget ca. 1900 – første bestyrer var LAURITS LARSEN han var gift med KRISTINE – senere kom VILHELM CHRISTENSEN som var gift med  JOHANNE ( mejerske).
31. Et lille hus, der hørte til Hesselholt – her boede en tid MADS HESSELHOLT inden han flyttede til Skagen og blev slagter. – Det var en overgang købmandsbutik og senere brugs. Senere igen kom LARS PEDERSEN og drev her en høkerhandel.
32. 1890 blev STATIONEN bygget – første bestyrer hed HANSEN og han var gift med MADAM HANSEN – der var kun to madamer i Hulsig – den ene var madam Hansen, den anden var madam Wirring.
33. PETER NIELSEN var skrædder – der står ikke, hvor han boede, måske hos sønnen EMANUEL, der også var skrædder, og som boede i huset lige nord for stationen. Senere købte CHR HØGENHAVEN huset, og han var gift med KRISTINE – de drev central der. Som barn har jeg besøgt Kristine på Centralen, som hun blev kaldt, sammen med mor. Kristine må være blevet meget gammel.
34. – 35. De to KRØG-STEDER – de lå begge lidt længere mod nord og stadig vest for baneskinnerne.
Nordre Krøgsted: Hos A. P. Gaarboe hører vi en del om CHR. KRØG . Han ejede dengang Det nordre Krøgsted, og var på mange måder en begavet og agtet mand. Men han drak. Og en dag gik han op på loftet og hængte sig. CHR. KRØG er min tipoldefar og onkel Lars’ oldefar, og vores farmor fortalte om, hvordan hun som barn besøgte tipoldemor ( hendes bedstemor) og da hørte hun pludselig larm på loftet og troede, at det var CHR. LARSEN, svigersønnen, der var vendt hjem. “jamen, sagde hendes bedstemor, ved du da ikke, hvad dag det er? Han kommer jo altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Min farmor var modig nok til at gå op på loftet. Det var tomt. Jo, de havde det hyggeligt i sin tid!!! – CHR. LARSEN overlod gården til sin søn CHR. PETER ( er bror til hende, jeg kalder min bedstemor ANNA ANDERSEN gift med min morfar ANDERS ANDERSEN ( uddeler ) og Chr. Peter igen lod sin søn CARL fortsætte gården – det havde han ikke evner ( lyst) til, så han solgte til MARTIN GÅRDLUND som restaurede og moderniserede gården og drev moderne landbrug. Han blev velhavende.
Søndre Krøg-sted: her boede KRESTEN JENSEN,  han solgte til CHR. LARSEN hvis søn JANUS LARSEN overtog gården. Hans enke solgte den til MARTIN GÅRDLUND, som jo også købte den anden Krøggård. Han rev den ene ned, og den anden er i dag en moderne gård, hvor der også er Bed and Breakfast.
36. Øst for banen længere mod syd boede NIELS HUSTH – han var ringer og graver og meget flittig – kunne spare op.
37. Øst for HUSTH boede SIMON SIMONSEN ( SIMON THY) Han var indremissionsk og holdt søndagsskole for børn – også juletræ – det sidste husker Lars som festligt. Senere overtog sønnen MARTIN SIMONSEN gården – han var postbud og gift med DAGMAR – svigersønnen SOFUS GRØNKÆR overtog ejendommen.
38. længere mod nord lå en lille ejendom, som ejedes af ERIK JENSEN – kaldet JERRIK
39.længere mod øst ( her springer min onkel Lars nok CHR.THOMSENS gård over, men den kommer vi til) boede PETER SJÆLLÆNDER  PEDERSEN) han var en dygtig håndværker og blev gift med Chr. Thomsens THOMINE.
40. Vi er nu nået til SØREN LØTH. Han opdyrkede en hedelod og levede ellers som daglejer. i LØTHS udhus boede OLE HVOLSKOV der levede af at lave tøjklemmer. Han solgte dem 2 øre stykket.
41. Øst for SØREN LØTH boede CHR. SENIUS PEDERSEN på et lille sted. Han var en agtet mand med tillidshverv og gift med CHRISTINE . De fik døtrene GERDA og AGNES sønnen OSCAR HUSTH overtog gården.
42. OLE CHRISTENSEN ( WOLLE RUMP) var gift med ANE, som var LARS ‘ bedstemors søster. Han var smed og spillemand. Stedet kaldtes også DET VESTRE RUMPSTED senere, som enkemand byggede han en ny gård på sin opdyrkede hede og giftede sig så med TRINE, som var CHR. THOMSENS enke. Deres datter giftede sig med BOYE SØRENSEN der overtog gården.
43 Længere mod øst ( hvor Tinesvej går nu ) boede JENS PIESENS TINE. Hendes hus forfaldt, og JANUS HESSELHOLT købte det og brød det ned og byggede en ny gård. Den blev dog dårligt drevet. Mere skriver Lars ikke om den sag, men så vidt jeg har hørt, var det min onkel KARL der drev den, og han var syg og blev kort tid efter sendt til hospitalet RISSKOV hvor han levede resten af sit liv. Så har jeg hørt, at min far MAGNUS HESSELHOLT en overgang drev gården, men han må have været meget ung, for hans far døde jo, da Magnus var 18 år. Gården blev solgt til CHR. HUSTH – for få år siden blev den revet ned og nu ligger huset STADUM der .
44. Længere mod øst lå CHR. THOMSENS gård. Sønnen KARL overtog gården. Der var mange uheld og de flyttede til “DET BETTE HJEM” – jeg kan ikke af optegnelserne se, hvor det hjem lå.
Vi har længe bevæget os mod TRANESTEDERNE hvor vi nu kommer til de to TRANESTEDER. Og dermed er rejsen endt.
45. Det søndre Tranested – – her boede AUGUST TRANE  – det var en stor ejendom med 10 køer – han var velhavende og desuden strandfoged. Fik døtrene MAGDE og ALMA – Min onkel Lars blev døbt samme dag som ALMA. August Trane solgte til NIELS PETERSEN.
46. Det nordre Tranested her boede PETER TRANE gift med STINE – de drev et hæderligt landbrug med 3 – 4 køer. De fik dattene ANNA som blev gift med CHR. PETER LARSEN ( Krøgstedet) – gården blev solgt til solodanserinde ULLA POULSEN, der ombyggede gården til sommerhus. Hun var gift med JOHANNES POULSEN , der ligger begravet i klitten. I dag ejes ejendommen af FRU HERING.
Navnene er stavet, som Lars har gjort i sit hefte – f.eks. staver han Krøg og ikke Krøgh.
Min onkel Lars slutter med at sige, at der er bygget en del sommerhuse og andre huse, men han kender ikke tilflytterne. Nævner sært nok ikke min far som en af disse sommerhusbyggere.
I det næste indlæg vil jeg supplere med en del billeder. De fleste har jeg fundet i familieskatkisten, andre har jeg fået tilsendt.