Mine foredrag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Coronatid har betydet næsten totalt foredragsophør. Det er mit ønske at fortsætte med den virksomhed, men i begrænset omfang. Foredragene er reduceret til kun nedenstående tre. Men det er klart, at hvis nogen virkelig ønsker foredrag om de store salmedigtere, så er jeg parat. Jeg har elsket at rejse med de tre store: Brorson, Kingo og Ingemann.

På nedenstående billede har jeg den ære at blive peget på af en af de kære gamle danske konger. En ære, som helt sikkert smittede af på mit foredrag – sjældent har jeg følt mig så besjælet af mit stof. Vi kunne flyve.

Billedet er fra festsalen i Sorø Akademi
Herunder er det Ingemann og Lucie der er på talerstolen med mig – det var herlige tider med os tre

DE NYE FOREDRAG

1.  Hjemstavn og Udsyn

Da gården Hesselholt blev bygget i den nordligste del af Jylland, var den omgivet af løvtræer, klimaet var mildt og jorden frodig, men i 1600tallet ændrede klimaet sig. Sandstorme og oversvømmelser ødelagde de fleste gårde på egnen, og mange bønder flygtede til mildere strøg. Nogle få gårde overlevede. Hesselholt var en af dem. Den blev ligesom en del andre flyttet til Skagen Landsogn, lidt syd for købstaden. Her levede ca. 15 familier i et par århundrede, isolerede og i stadig kamp med naturkræfterne. Folkene lærte at holde sammen og at holde ud. Men det var ikke uden omkostninger. I foredraget vil jeg fortælle om de gamle gårde og de slægter, der boede der i mange generationer. Et ganske særligt folkefærd.

2. Dronning Elisabeth

20201215_114217

Der er skrevet flere bøger om Kandestederne og det mondæne liv, der udfoldede sig der i begyndelsen af 1900tallet. Og der var meget at skrive om, for Kokholms Hotel havde årligt besøg af medlemmer af Det danske Kongehus, og mange berømte kunstnere yndede at tilbringe somrene der. En populær TV-serie, ”Badehotellet,” tager afsæt i den nostalgiske forestilling om en forgangen idyl og gennemspiller fortællingerne om de sorgløse sommerglæder. Men der var et ganske andet liv på egnen, før Kandestederne blev ”opdaget” af den fornemme verden, og det liv står i skarp kontrast til ovennævnte idyl. De to unge mennesker, der byggede hotellet, Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, voksede op under forhold, der var præget af slid og fattigdom. Hun var hedebondens datter, han var søn af en daglejer. Men de havde en fælles drøm, og den slap de aldrig, selv om vejen dertil var lang og brolagt med forhindringer. Med en ufattelig kraft og viljestyrke trodsede de vilkårene, og det lykkedes dem at realisere drømmen, og da pigen blev en gammel kone, blev hun af Danmarks største skuespiller, Poul Reumert, tituleret ”Dronning Elisabeth”. Hun fortjente titlen. Jeg vil fortælle om livet og menneskene, før stedet blev et paradis.

3. En rejse i Skyggernes Land

Foredraget vil handle om alzheimers, en diagnose, der var ret ukendt, da min mor fik den i 1982. I 2009 skrev jeg bogen ”Skyggelys” om min mor og holdt i årene derefter mange foredrag om emnet. Mest af alt for at forsøge at fjerne de mange fordomme, der knytter sig til sygdommen. I februar 2019 fik min mand diagnosen alzheimers, og i et par år havde jeg ikke mod til at fortsætte foredragene. Dertil fyldte det for meget i min hverdag, men min mand fik mig overtalt til at tage emnet op igen. Alzheimers er en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men når det er sagt, er ikke alt sagt. Der er lys også på den vej, den syge går, og som man går sammen med ham/hende.

Jeg vil fortælle om dette lys, som ingen sygdom formår at slukke, men som man meget tit glemmer i fortvivlelsen over, hvor hårdt det kan være at leve i nærkontakt med den syge.

Info:

Marianne Hesselholt, Sct Kjeldsvej 2, 8920 Randers NV – tlf: 29 66 46 83

Pris for et foredrag: 3000 kr. +kørsel – bestilles på e-mail eller telefon.

E-mail: marianne@hesselholt.com

På hjemmesiden kan man læse mere om foredrag og bøger: www.hesselholt.com

På bloggen: blog.hesselholt.com kan kigge ind i mit værksted og få et indblik i, hvad der bedrives pt. Og se billeder.

Udgivelser:

Johan (1993)

Isenglens Søn (1995)

Skyd dig igennem, sagde Oldefar (1996)

Gylden Sol og sorte Skyer (1996)

Brorsons Billeder (1999)

Outside (1999)

Cirkelbarn og Sommerfugl (2000)

Det tabte Paradis (2001)

Blues (2001)

Landsbybarnet (2002)

Lucie (2003)

Dejlig er Jorden (2005)

Fugl i Danmark (2006)

Fugl i Argentina (2007)

Mellemlandet (2008)

Skyggelys (2009)

Digteren og Malerinden (2011)

Hændelser ved Hulsig (2015)

Tobias og Englen (2017)

Dronning Elisabeth (2021)

Bøgerne er udgivet på flg. forlag: Modtryk, Gyldendal, Netbogklubben, Thaning og Appel, Haase og Søn og Ancethe.

Alzheimers Syge


 
Som bekendt holder jeg foredrag om de emner, der tematiseres i mine bøger. I sin tid skrev jeg i rap tre bøger om demens. Det var “Skyd dig igennem” sagde Oldefar” ( for børn) – “Cirkelbarn og Sommerfugl” og “Skyggelys – lidt om min mor”.
Siden har jeg ikke sluppet emnet. Synes, at det er et af de vigtigste overhovedet – det er en sygdom, der rammer så bredt, så det ligner en epidemi – hvilket det jo ikke er, for det smitter ikke, skønt det breder sig som ringe i vandet. Men det er fordi vi bliver ældre og ældre. Og desuden: tidligere fik man ikke Alzheimers, man gik i barndom. Det lød så meget sødere, og de få der nåede at få sygdommen ( fordi de blev gamle nok) hyggede man nærmest om. For de var jo som børn igen. Så rørende hjælpeløse. Og ømheden var en naturlig reaktion hos de voksne børn.
Nu er de syge på plejehjem, og det kan ikke være anderledes. Og det er ikke altid en tryg tanke for de pårørende, for der bevilges alt for få penge til de hårdt belastede afdelinger, hvor omsorg og kærlig pleje kræver langt flere hænder og fødder end der er i dag.
Det vil jeg sikkert vende tilbage til.
Men her vil jeg kort fortælle om et foredrag i Randers af professor Steen Hasselbalch, der er ekspert i bl.a. Alzheimers. Her fik man et kompetent og grundigt indblik i sygdommen, og for 117 gang slået fast, at sygdommen er uhelbredelig og fører til døden.
Da vi – jeg var sammen med en veninde – kørte hjem snakkede vi om, at der manglede noget i sygdomsbilledet. Det var så teknisk/klinisk og alment funderet omkring det generelle, biologiske sygdomsbillede. Der var ikke noget om, hvordan man omgås demente, eller hvordan demente er ligeså forskellige som alle andre eller om at de fundamentale menneskeværdier  – som følelser og fornemmelser for andre – hos langt de fleste forbliver intakte, eller om at personlighedskernen forbliver den samme ( gælder måske ikke de få med pandelapsdemens, de skulle forandre personlighed, har jeg hørt).
Jeg skrev en lille smøre, da jeg kom hjem om det, jeg synes, der også er vigtigt, når man taler demens.
Den kommer her:
Efter et foredrag i Ridehuset om Alzheimers Sygdom
Først en stor tak til Randers Kommune, der forleden forærede sine borgere en fin gave: et gratis foredrag i Ridehuset om Alzheimers Sygdom. Det blev holdt af Steen Hasselbalch, en af landets største eksperter på området. Vi var mange, der mødte op, og jeg er sikker på, at de fleste af os forlod Ridehuset klogere end da vi kom, men vel også lidt mere nedtrykte.
Og det er ikke så mærkeligt, for S. H. ved utrolig meget om sygdommen, dens årsager og udviklingen, og selv om det var kompliceret stof, forstod han at formidle det med pædagogisk klarhed,  så også vi almindelige mennesker kunne forstå det.
Men da vi kørte hjem, snakkede vi om, at det manglede noget. Selvfølgelig gjorde der det. Det var jo alt sammen set fra et lægeligt synspunkt – han gav os et indblik i den syge hjerne og påviste, hvordan den stadig større ophobning af proteiner indgår i en ubønhørligt fremadskridende proces mod døden. Og vi får flere og flere demente, og håbet om helbredelse er sådan ca. nul. Så suk og elendighed.
Men lægens blik er heldigvis ikke den eneste tilgang til en større viden om alzheimers . Havde man nu f.eks. inviteret en række pårørende og nogle ansatte fra et demensplejehjem, så ville man have fået et noget andet billede, et med mange flere nuancer, og sikkert også en større fortrøstning og tiltro til fremtiden både for de demente og deres nærmeste.
Alle bliver ikke demente i samme takt. Alle forsvinder ikke totalt. De fleste demente beholder det vigtigste af alt: følelseslivet. Det kender jeg mange eksempler på både fra kunstens og fra virkelighedens verden. Både min bror og min mor var demente i en lang årrække, og jeg havde mange gode år sammen med dem på de plejehjem, hvor de levede de sidste 10 år af deres liv.
Ganske kort: Min mor led af ”dårlige nerver”, da hun var rask, hun blev et glad og socialt menneske, da hun blev syg. Min bror var en enspænder og ikke så lidt af en særling, han blev social og glad for selskab, da han blev syg.
I flere år har jeg fulgt en person på en amerikansk hjemmeside. Der hedder “Watching the ligts go out”.  Her fortæller D. Hilfinger, hvordan det åbnede en ny og varmere verden for ham, da han fik diagnosen Altzheimer.
Et lille citat fra hans hånd: (min oversættelse) : ”Jeg har altid været følelsesmæssigt lukket og en vanskelig person at lære at kende og at holde af. Jeg brød mig ikke om at være sådan, men var ude af stand til at ændre det. Det tab af hæmninger, som er en del af min sygdom, har lukket op for følelserne, og jeg oplever en fornyet kærlighed til min hustru og dybere g mere nære relationer til mennesker omkring mig. Det er en vidunderlig oplevelse, der bringer stor lykke ind i mit liv.”
Der er masser af eksempler på den form for ny ”lykke” – jeg var i vinter foredragsholder på et kursus på Løgumkloster Refugium, som hed ”mens vi mister …” og der traf jeg en Sten Krarup, som fortalte, at da hans kone fik alzheimers, tog de et lån i huset og brugte et par år til at rejse. Han sagde: ”Jeg føler, at det var den bedste investering, vi sammen har fortaget. Vi kunne leve højt på de rejser … det skaffede os nogle gode oplevelser, hvor vi forkælede hinanden.”
Halfdan Rasmussens kone Signe Plesner blev ramt af alzheimers, og en af H. Rasmussens venner sagde en dag til ham: ”Jamen, kan I da stadig tale sammen?” ”Nej,” svarede Halfdan R. ”men vi kan danse sammen.”
Erik Klausen har lavet en genial film om alzheimer. Her ”forsvinder” personen i bogstaveligste forstand, både for sig selv og andre, men han finder hjem igen, og den lille familie, som ellers var ved at falde fra hinanden, oplever hvor stærke kærlighedens bånd er – en splittet familie, der finder sammen igen. Hvorfor? Ja, man kan sige, at alzheimers fører dem sammen og viser dem, hvad der er noget værd i livet.
Anne Lindhardt skriver i en artikel om sin alzheimerssyge far ( tidl. Biskop Lindhardt) – ”Når du er sammen med en person med alzheimers, taler du mere konkret om det, der  er lige nu. … det bliver vigtigt at kunne være i nuet. Du kan måske kalde det en øvelse i mindfulness.”
Min egen erfaring siger: Det er vigtigt at gå ind i den syges verden. At træde ind i hans/hendes mørke. Så kan man, alene ved at være til stede, tænde er lille lys.  Men vi er vist bedst til at slukke vores eget lys og blive lige så mørke som mørket, når vi går ind i den skyggeverden, den demente lever i. Det kan vi så arbejde med: at blive bedre til at bringe lyset med, når vi kommer. Og måske brænder det så også en lille smule videre, når vi er gået.
Halfdan Rasmussen skrev det her vers til Signe, da hun døde:
Al din varme gav du fra dig/  da du døde/ og nu strømmer den os/ levende i møde
 
En af bøgerne om Alzheimer – Skyggelys.