Mens det sker 20 – Ordet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det skabende ord

Bibelen siger: I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud

Grundtvig siger: Ordet skaber hvad det nævner

Jeg siger: det er et stort ansvar at have ordet i sin magt. Det kan i den grad misbruges.

Når man bor i et glashus, skal man ikke kaste med sten. Når man bor i et demenshus, skal man ikke kaste med ord. Det skal man heller ikke uden for huset. Det gør SÅ ondt, når de forkerte ord rammer.

Og nu vil jeg vende tilbage til Michells bog “En jeg kendte engang”

I bogen skriver hun om, hvordan ordene, der bruges om demens er med til at skabe det billede af sygdommen, som hun (og jeg) kalder et vrængbillede. Et eksempel: Hun er til en konference, hvor hun skal tale på vegne af demente, og arrangøren siger ud til publikum: “Og nu skal vi høre Wendy Mitchell, som lider af demens.”

Hun går på talerstolen og begynder med at korrigere: “Jeg lider ikke af demens, jeg lever med demens.”

De ord fortæller i en nøddeskal, hvordan hun forholder sig til sygdommen og til det sprog, der almindeligvis anvendes om den, og som misfarver virkeligheden. Her er et citat fra bogen ( Wendy er til kontrol hos sin læge):

“Jeg sidder foran overlægen, mens han noterer resultatet af mit sidste sæt hukommelsestests. Fra den modsatte side af skrivebordet forsøger jeg uden held at læse, hvad han skriver. Omsider læner han sig tilbage og sukker: “Det gik lidt dårligere end sidste gang,” siger han, og selvom jeg jo godt ved, at jeg har en fremadskridende sygdom, mærker jeg hjertet synke i mit bryst. Jeg sjokker ud af hans kontor, trist over, at min sygdomsramte hjerne endnu en gang har svigtet mig. Jeg ved ikke præcis hvordan eller hvor, hvilken del af testen eller hvilke specifikke spørgsmål,. Det eneste, jeg kan huske, er ordet “Dårligere”. Om aftenen falder jeg i søvn med ordet “dårligere” hvilende på puden ved siden af mig. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke får det bedre, men jeg tænker ofte på, hvor vigtigt det er med lægens sprogbrug og valg af ord, når han taler med sine patienter. Jeg havde måske følt mig knap så hjælpeløs, hvis han havde sagt: “Denne gang scorede du seksogtyve. Det var din koordinering, der åbenbart var problemet. Hvad kan vi så gøre for at hjælpe på det?”

Et andet sted i bogen er Wendy inviteret til at holde foredrag for nogle sygeplejeelever, og hun begynder med at spørge dem, hvad ordet “dement” umiddelbart giver dem af associationer. De svarer bla. svigtende hukommelse, byrde, lidelse, alderdom, tidlig død …. Hun fortæller dem, at både de og andre mennesker og medierne er med til at skabe og forstærke disse forestillinger ved hele tiden at nævne dem. Og hun siger:

Prøv at forestille jer, hvordan jeg har det, når jeg hører den slags ord, … Hvis jeres Chef hver dag fortæller jer, at I er dumme, så vil det påvirke jer negativt, og I vil begynde at tro på det … det er sådan, vi har det, når I hele tiden fortæller os, at vi “lider” af demens. En demensdiagnose er slem nok – det er en forfærdelig meddelelse at få – men det er dér, det negative sprog bør stoppe og det positive sprog begynde.

Strandby 5 – stedet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Steder

Hørte i dag Brinkmanns Briks på P1 – det gør jeg hver uge, og som regel er det interessant for mig. Og det var det da navnlig i dag, hvor det handlede om ”steder”. Det, at et bestemt sted betyder så meget for et menneske, at det kommer til at danne klangbund for alle senere hændelser i livet. At der er det der konkrete sted, som man i drømme og i vågen tilstand vender tilbage til igen og igen og aldrig kan slippe helt.

Brinkmann havde inviteret Josefine Klougart og Søren Ulrik Thomsen i studiet. Sidstnævnte har udgivet bogen ”Store Kongensgade 23” (et essay) og førstnævnte bogen ”Alt dette kunne du få (en roman).”

Begge forfattere har i deres værk fokus på et bestemt geografisk sted, der så i bøgerne transformeres til litteratur naturligvis, det ligger jo i selve skriveprocessen, og det bliver således fra at være et faktisk, materielt sted i verden til et fiktivt, mytologisk sted i litteraturen. Fra reel virkelighed til virtuel virkelighed. Fra verden til spejl.

Det er interessant for mig, fordi jeg jo lige nu og de næste par år pønser på, pusler med, drømmer om at lægge hånd på en slags virkelighed og gøre den til en anden slags virkelighed. En transformationsproces, som gerne skulle resultere i en bog, som sandfærdigt fortæller om, hvordan jeg i bakspejlet ser min hjemby og dens mennesker. Set på en afstand af mellem 60 og 70 år vil mangen en hændelse være udslettet af min hukommelse, mens andre ikke vil være til at jage derfra. Det sidste har jeg oplevet for nylig og tænkt meget over. Skal jeg lade det hele ligge? Eller skal jeg lade det genopstå? Tvivlen gnaver.

Strandby er mit sted. STRANDBY. Bare det at se navnet, at skrive det – de bogstaver sat sammen på den måde, det giver mig en glæde, som ligner den, jeg oplever, når jeg ser et smukt maleri eller hører et godt digt.

Strandby. Engang i min kostskoletid i Silkeborg blev længslen efter det sted så voldsom, at jeg løb gennem skoven for at nå ind til et sted, hvor jeg vidste, at jernbanesporet krydsede skovvejen. Her stod jeg længe og ventede på, at der skulle komme et tog med kurs nordpå. Jeg ville se det køre forbi mig, fordi det havde den kurs. Fordi det skulle til Vendsyssel og fordi det i Frederikshavn ville forbindes med Skagensbanen (to adskilte baner, ganske vist), og jeg tænkte, at det så ville køre gennem Strandby. Og måske ville det gøre holdt på Strandby Station. Måske. Og hvis jeg nu så det køre forbi mig derinde i skoven, så kunne jeg komme lidt tættere på HJEM.

Mens det sker 19 – når tingene forsvinder

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Wendy Michell har i sin bog “En jeg kendte engang” – en beskrivelse af sin frustration over skabe og skuffer. Hun kan ikke huske, hvad det er “der gemmer sig” bag skabslåger og døre og aflukker. Til sidst er hun ved at fortvivle, når hun skal klæde sig på, og rigtig bevidst om problemet bliver hun, da en af døtrene, der er på besøg siger: “Mor har du ikke haft det samme tøj på hele ugen?” Hun tier. Skammer sig. For hun ved ikke, hvor tøjet er, og de lukkede skabe virker skræmmende.

Da jeg læste det, forstod jeg pludselig Oles sære indretning af sit værelse. Den begyndte for nogle år siden, og i begyndelsen skældte jeg ham lidt ud: “Det ser fjollet og uryddeligt ud!” Han svarede ikke, men han blev ved med at lægge mere og mere tøj fra skabe og skuffer ud på gæstesengene ( hans arbejdsrum er også gæsterum) og efterhånden så det sådan her ud ( det her er kun den ene seng – den anden er til bukser og sokker. Undertøjet er i et skab ved badeværelset, det kan han finde ud af. ::

Wendy er trods sin fremskredne Alzheimers ikke tabt bag en vogn. Det er Ole jo heller ikke. Det er så flot, når de selv løser problemet – når der så er besøg, det er børnebørnenes værelse, som de deler med Ole, så samler de straks forsigtigt alt tøjet i bunker på stolene i rummet, og efter endt besøg lægger Ole selv tøjet de rigtige steder igen = ud på sengene.

Man kan sige, at det er en yderst maskulin løsning på problemet – kvinder ville betænke sig ved alle de uvægerligt “krøllede” beklædningsgenstande, der bliver resultatet af en sådan ordning. Men det generer ikke en mand, at der er lidt ekstra “krøl” på skjorten, og at bukserne folder lidt forkert – i al fald generer det ikke min. Og det har ikke noget med demensen af gøre.

Som sagt: Wendy er ikke tabt bag en vogn. Hun får alt tøjet taget ud af skabene: så fotograferer hun det hele: skjorter og bluser for sig, kjoler, bukser og nederdele for sig, strømper og undertøj osv. Så lægger hun billederne på computeren og printer dem ud og klister dem på lågerne. Nu kan hun altid se, hvor de smukt sammenlagte bukser og trøjer befinder sig, og hvor kjoler og nederdele hænger.

Wendy beskæftigede sig erhvervsmæssigt som planlægger, og hun var og er stadig dygtig til at bruge IT af enhver art. Her ligger hun hestehoveder foran Ole. Hun beholdt også sit job langt ind i demensen. Først da hun begyndte at arbejde alt for langsomt, måtte hun sige op. Hun blev ikke fyret.

Mens det sker 18 – Wendy Michell fortsat …

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her et billede af den første bog, jeg skrev om demens.

Men nu til Wendy Michells “En jeg kendte engang” – en bog, der rammer beskrivelsen af sygdommen på en måde, som jeg aldrig ville kunne gøre. I min bog Cirkelbarn og Sommerfugl forsøger jeg det. Men jeg er (gudskelov) en udenforstående. Det er Wendy ikke. Hun lever med sygdommen og hun formidler sin viden så smukt og stærkt, at man virkelig bliver grebet som læser.

I denne del af bogen deltager hun i en festival ”Yorks Women of the World (WOW –festival) – og en del af arrangementet handler om demente. I nedenstående citat møder vi hende en dag, hvor hun deltager som publikum til en række foredrag om demens. Der er ca. 80 deltagere i foredragslokalet, og kun seks af dem er demente, nogle af dem foredragsholdere. Hun skriver:

Jeg prøver at regne ud, hvem af dem det er. Jeg studerer deres ansigter og deres tøj, før det går op for mig, hvor fjollet den ide er. Ser jeg måske ud til at have demens? Gør nogen af os? Det er ikke en sygdom, vi har stemplet i panden. Det er en usynlig lidelse.”

Hun hører nogle af de dementes indlæg. Det er velformulerede og begavede foredrag, og hun glæder sig over, hvor dygtige og begavede mennesker, det er, og hun får styrket sit håb om at klare sig og at holde ud uden at tabe modet.

Senere deltager hun i en diskussionsgruppe, hvor kun demente deltager:

Der er kvinder fra alle samfundslag: læger, akademikere, kvinder ligesom mig. Alle deres historier er forskellige, men min diagnose er den nyeste. Nogle af dem blev diagnosticerede for ti, ja endda femten år siden, men her sidder de ved samme bord som mig og snakker velformuleret om deres liv og det, de finder vanskeligt. Vi ler også, navnlig når vi beskriver de samme udfordringer, hvor vi ikke behøver at forklare, hvordan det virkelig føles, for bare ud fra en kort beskrivelse er vi klar over, hvad det handler om. Vi bliver enige om, at hvis vi pludselig får en eller anden tanke, så har vi lov til straks at komme frem med den frem for at risikere, at den forsvinder – vi ved alle sammen, hvordan det føles, og igen er der lattersalver. Jo mere vi taler sammen, jo mere vokser håbet i mig, tanken om, at der er en god chance for, at jeg kan være ligesom dem om ti-femten år.

Mens det sker 17 – en dejlig dag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I går var en fin dag for min mand. Vi fejrede hans fødselsdag. Det var nr. 79 i rækken af fødselsdage, og jeg spurgte ham for nogen tid siden, hvem han gerne ville invitere til fest.

“Det er jo dig, der inviterer,” krøb han udenom.

“OK, men hvem vil du så gerne se?”

“Det bestemmer du,” lød hans standardsvar.

“Dine søskende?” Foreslog jeg.

Han så tænksom ud, men ville ikke svare.

“Hans og Maja og Mie og Per og Niels Arne og Helle.”

“Nå dem.”

“Ja, vil du gerne se dem?”

Nu syntes han nok, jeg spurgte dumt, for det ville han i al fald ikke svare på. “Skal jeg så invitere dem?” Og det vidste jeg godt, hvad han ville svare på, og det gjorde han også: “Det bestemmer du.”

Så det bestemte jeg. Og de kom i går. Til middag. Og det var en af de dejligste dage, vi har haft længe, og jeg, som sad ved den modsatte ende af bordet (og derfor ikke kunne tage ordet ud af munden på ham), lagde mærke til, at han var utrolig livlig og MEGET glad under hele middagen.

Jeg er ingen ørn i et køkken (og hvad skal man også med ørne der), så jeg er altid nervøs, når jeg skal fremstille en middag fra bunden for fremmede. Nu hvisker jeg til jer, for det er lidt flovt i vore dage: men jeg er altså heller ingen gourmet- type, og finere (eller moderne) mad ligger langt nede på min interesseliste. Men jeg havde bestemt, at jeg til den her lejlighed ville fremstille en ”rigtig” menu selv og en god en af slagsen og ikke bare bestille en færdigret ”udefra” – hvad jeg ellers hælder mere og mere til i manglende tillid til mine egne evner, ikke som ørn, men som kok.

“Jeg vil gerne hjælpe,” sagde Ole.

Men jeg bliver endnu mere forvirret, hvis han også er køkkenet, og to forvirrede kokke er for mange i et sådant foretagende. Jeg bad ham i stedet dække bord. Tallerkener, knive og gafler og skeer havde jeg lagt frem. Vores spisebord er langt, men jeg fortalte ham, at han skulle sætte 4 kuverter ved hver langside, så gæsterne kom til at sidde lige over for hinanden. Da jeg lidt efter smuttede ind i spisestuen, havde han anbragt kuverterne meget mærkeligt. En for hver bordende og resten tæt sammen ved den ene langside. Jeg hjalp ham med at omplacere dem.

“Fint,” sagde jeg, “så mangler der bare glas, og dem skal du tage fra glasskabet i biblioteket, (ligesom Fru Hyacint har vi et skab til særligt fine glas) for vi får jo gæster, og hør nu godt efter: der skal være et hvidvinsglas, et rødvinsglas og et vandglas til hver.”

Så gik jeg tilbage til køkkenet. Da jeg kiggede ind, var han gået ud af stuen, og der stod et dagligglas til hver kuvert, taget fra hylden i spisestuen. Han havde glemt, at vi har et helt skab til glas i værelset ved siden af. Og ordet bibliotek siger ham ingenting, selv om der ikke befinder sig stort andet end bøger i det rum. Så svært er det somme tider for ham, og det glemmer jeg gang på gang, for han ligner jo sig selv, og vores liv sammen ligner jo også sig selv.

Dagen i går var som sagt rigtig vellykket. Jeg vil ikke tale om maden. Gæsterne spiste den uden vrøvl. Så det var godt nok. Men de morede sig fortræffeligt, som gode søskende gør, og de forstår at inddrage Ole så fint.

Senere forsvandt ”drengene” ud i ”snedkeriet”, og pigerne morede sig over, at det nu skal hedde ”snedkeriet” der hvor de undslipper ”pigerne” for at være sig selv. Gad nok vide, hvad de snakker om derude? Jeg ville gerne være en flue på vægen og lytte. Nå, de snakker vel om udstødningsrør og jagt og træfældning, og måske er der kommet lidt flere emner til. Prostata? Nattetisseri?

Vi er så heldige – det tænker jeg tit på – at vi har en dejlig, forstående familie, som stiller op og støtter op. Ikke fordi vi ikke kan stå selv. Det kan vi godt. Og vi har tænkt os at blive ved med at være stående ( ikke enestående), men stående på egne ben. Ole og mig. Vi skal nok klare os. Men en god familie, gode venner og gode naboer, det er noget, der hjælper gevaldigt.

Hvor er vi bare heldige.

Mens det sker 16

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det sker sjældent – eller jeg er i al fald meget sjældent stødt på det – at en Alzheimersramt person SELV påtager sig at beskrive sygdommen ud fra egne erfaringer og tilmed lykkes med at gøre det helt ned i detaljen og i et velformuleret sprog. Og det lyder da også som en umulig opgave for en dement, og det ville det også være for de fleste. Men ikke for alle. Det kræver imidlertid, at vedkommende er i besiddelse af to ting: et stort mod og en sproglig kunnen.

Men så bliver det også den flotteste og den mest sandfærdige fremstilling af sygdommen, man kan tænke sig. Alzheimers Syge er oftest beskrevet af 1) pårørende, og de har som regel så ondt af sig selv, at beskrivelsen bliver alt for farvet af det og 2) lægerne, og sidstnævnte, i al fald hvis det er specialister, er så snæversynet fokuserede på sygdommens kliniske (biologiske) univers, at det blænder for udsynet til den syge og dermed også til sygdommens sande væsen. De er kort sagt lige så uvederhæftige som “de pårørende” er det med deres rørende historier om, hvor svært livet er blevet for dem selv.

Lægen har et billede af sygdommen i hovedet, og det er urokkeligt, og det er forkert, men desværre er det lige netop det billede, som er overført til almindelige menneskers hoveder, så også de langt hen går rundt med et forvrænget sygdomsbillede. En karikatur.

Men nu faldt jeg over en forfatter, som er langt inde i sin Alzheimers sygdom og som både besidder sproget, viljen og evnen til at formidle sin viden til andre. Det er ingen lyserød fortælling, for den er sand fra ende til anden. Men det er netop sådan, som hun beskriver sygdommen, at vi her i huset har oplevet den de tre år, hvor vi har haft diagnosen hængende over hovedet.

Hun hedder Wendy Michell og har, efter at hun har fået diagnosen, skrevet to bøger – jeg har kun læst den ene, som på dansk hedder: “En jeg kendte engang” og den anden er ikke oversat, men den hedder:”What I wish people knew about demensia – from someone who knows.”

Her er et citat fra bogen. Wendy arbejder som logistiker på et hospital. Hun er skrap til at koordinere diverse skemaer og vagtplaner, er en kompetent medarbejder, og det lykkes hende at holde fast i sit job i meget lang tid, hun arbejder godt nok langsommere, tager ikke mere bilen, men bussen, eller hun går på arbejde – og det lykkes hende at skjule sygdommen meget længe. Til sidst beslutter hun dog, at chefen bør vide det. Hun har skrevet et brev til ham i forvejen. Og hun beskriver sit møde med chefen således:

“To dage efter banker jeg på min umiddelbare overordnedes dør med henblik på det første møde. Mit hjerte banker så voldsomt, at jeg spekulerer på, om det kan ses gennem min skjorte. Jeg siger til mig selv, at han ikke ved, hvor nervøs jeg er. Faktisk virker han mere usikker end mig, da jeg går ind og sætter mig foran ham.

“Jeg må tilstå, at jeg godt nok ikke har så meget kendskab til demens … ” begynder han.

Jeg prøver at forklare den smule, jeg ved om det: jeg fortæller ham, hvad jeg først bemærkede, hvad det er for problemer, jeg har på mit arbejde.

“Hvor lang tid har du igen?” spørger han.

Denne gang er det spørgsmålet ikke demensen, der stjæler ordene fra mig. Jeg holder et par sekunders tænkepause og forsøger at sætte mig i hans sted for at tage brodden af ordene. Jeg ved præcis, hvad det er, han vil have mig til at sige: Hvor lang tid, der vil gå, før jeg er ubrugelig på arbejdet.

Jeg var kommet til mødet forberedt, fordi jeg godt vidste, at den slags spørgsmål kunne blive taget op, samtidig med at jeg håbede det ikke ville ske.

“Måske kunne I henvise mig til arbejdsmedicinsk afdeling?” foreslår jeg roligt og tager føringen, for jeg kan se, at han har det svært med det. “Jeg er ikke parat til at gå på pension endnu. Jeg er blevet diagnosticeret med demens, men det er ikke ensbetydende med, at jeg pludselig har mistet min arbejdsevne, jeg skal bare indrette mig, så jeg kan fortsætte med at arbejde. De ved, hvordan det skal gøres.”

Jeg foreslår, at jeg måske kan arbejde hjemmefra hver anden dag. På den måde kan jeg få den ro, jeg behøver for at koncentrere mig.

Han går med til det, men da jeg forlader hans kontor, virker han ikke overbevist. Alt det, jeg frygtede, er blevet til virkelighed. Medlidenheden er uundgåelig. Jeg ser den i hans øjne, da jeg lukker døren efter mig.

Hun bliver henvist til hospitalets arbejdsmedicinske afdeling for at få en mere permanent ordning, og her er et lille uddrag fra mødet:

“Jeg var ikke nervøs på samme måde som ved mødet med min chef, eftersom det er lægens opgave at tage sig af sager som min. …. Jeg skubber døren op, og idet jeg gør det, snurrer lægen rundt for at hilse på mig, men mit blik falder ikke på hendes smil eller hendes hoveds medfølende hældning, men på computeren bag ved hende, med en hjemmeside, som jeg genkender, en af dem, jeg har på min favoritliste derhjemme. Hun har siddet og kigget på Alzheimerforeningens hjemmeside, og overskriften på siden lyser :

“Symptomer på demens”

Hun kaster et blik bagud og bliver klar over, hvad jeg har set.

“Æhhh … jeg …” Hun skynder sig at slukke for skærmen og drejer den lidt til siden for en ekstra sikkerheds skyld.

“Jeg har fundet et virkelig godt website, og der er masser af informationer”

“Ja,” siger jeg, “jeg kender udmærket den side.”

“Ja, selvfølgelig.”

Hun ser lidt forlegen ud, da jeg sætter mig med min mappe med papirer, og jeg prøver, så godt jeg kan, at ignorere den sugende fornemmelse i maven, den tanke, der siger, at jeg allerede har udstyret mig selv med mere viden end disse såkaldte eksperter.

Ligesom min chef fortæller hun mig, at hun aldrig før har været involveret i at rådgive nogen om at leve godt med demens. “Og da slet ikke at arbejde godt,” siger hun med et usikkert smil.”

Intermezzo – Strandby 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lige en sidebemærkning, inden jeg igen kaster mig over min fødeby. Billedet i forrige indlæg er det rene pral for så vidt som det signalerer, at forfatteren arbejder. Forfatteren bestiller ikke et hak.

Ingemann skrev til H.C. Andersen: Denne vinter har jeg være skinddoven.

Det er jeg også: skinddoven.

Men det går over.

Og snart vender jeg tilbage. Til siderne. Til fortiden. Til min bys prægtige historie og til min egen lillebitte refleks deri.

Så må vi se, om det går godt. Karin Michaëlis, der skrev rigtig meget selvbiografisk, siger et sted, at man ikke kan skrive om sandheden uden at skære sig på løgnen. Jeg vil siger det sådan her: man kan undertiden ikke skrive om sandheden uden at skære sig på den.

Jeg vil helst undgå skarpe skår.

Strandby 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mit arbejdsbord i januar – et billede, som skal minde mig om “hellige pligters betydning for almenvellet”

I det nye år vil jeg bla bla bla … og det vil vi jo alle sammen … og det gør vi så en tid … og så falder vi tilbage til slik og flæskesteg og halvdårlige film og kedsommelig glanen på ingenting og alt for lidt motion og alt for få besøg og og og …

Men alligevel tror jeg, at jeg kommer til at holde fast i mit nye projekt: At samle stof om min fødeegn. Og måske at slutte med at skrive en bog. Men mens det første forekommer mig sandsynligt og endda en smule dragende, så synes lysten til at skrive mit eget liv ind i den historie at være så lille bitte, at den næsten ikke er til at få øje på. Og foreløbig kan den tanke ligge og simre, hvor den hører hjemme: i mørket. Og i mellemtiden vil jeg, måske for at vække den til live, fortsat lade små ufarlige tilbageblik dryppe ind på bloggen i den rækkefølge, de opstår i mit hoved.

Jeg vil ikke love mig selv (og skynder mig at skrive det) at være flittig med projektet, for mit liv og mit liv sammen med mine nærmeste, er, om ikke et projekt, så dog et foretagende, der skal have første prioritet, og dertil kommer, at jeg har lovet mig selv, at jeg vil læse alle de gode bøger, der byder sig til. Og de byder sig til. Forleden gik jeg en tur i mit yndlingsantikvariat i Randers og slæbte en hel bunke med hjem – og gnasker løs hver aften – i øjeblikket er det Dorrit Willumsens: Bruden fra Gent … og jeg er i den lykkelige situation, at Hans (min søn) har startet en familiebogklub, hvor vi skiftes til at vælge bøger, som vi så mødes for at snakke om en gang om måneden. Så dejligt. Der har vi netop læst Solsjenytsins “En dag i Ivan Denitsovits Liv” og den næste er Karen Blixens “Vintereventyr”.

Og døgnet har alt for få timer. Men de er heldigvis alle helt spækkede med fedt indhold. Sikke en ulækker sætning. Men du ved jo, hvad jeg mener, og jeg kan altså ikke gøre for, at vort sprog udarter. Men det er vel så fedt nok! Super!

Strandby 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hermed et kort rids af den metode, jeg har valgt til at realisere det projekt, som jeg nu halvt om halvt har påtaget mig: At skrive om opvæksten i en lille fiskerby, der på mange måder kan minde om den, som Hans Kirk beskriver i “Fiskerne” – også her ernærede de fleste sig ved fiskeri, og også her spillede religionen en hovedrolle i byens daglige såvel som festlige liv. Indre Mission stod for en del, men Metodismen fyldte nok så meget. Alt det har jeg med i bagagen, men den ligger foreløbig hulter til bulter i den sæk, jeg aldrig har åbnet, og som jeg også kvier mig lidt ved at åbne.

Og hvorfor så det?

Det vil jeg foreløbig lade stå åbent.

Men selve genren “memoirer” virker ikke tiltrækkende for mig, det forekommer mig at være et minefelt, som jeg frygter for at begive mig ud i. Og det hænger bl.a. sammen med, at begivenhederne flyder os forbi, mens vi er midt i dem, og selv om det er en slags fællesgods, de efterlader i vort sind, så husker vi de samme begivenheder forskelligt. Nej, siger du, sådan var det da ikke! For du fæstnede dig ved noget andet.

Og desuden: nu, hvor jeg snart har levet i et åremål på fire snese, er rigtig mange af mine livsvidner døde.

Jeg faldt over et citat i dagens avis, Kristelig Dagblad d.8/1 2022. Et lille vers, som skulle være skrevet af Tomas Tranströmer, og som strejfer det der med at skrive om sig selv. For hvem er man i grunden? Han skriver:

Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter/ som et træ har sine årringe/ det er summen af dem/ der er mig/ spejlet ser kun mit nyeste ansigt/ jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Måske vil man nødig gense alle de gamle ansigter. Nogle af dem har man med vilje skjult, men i en erindringsbog må man kalde dem frem. Et gensyn på godt og ondt. Ellers er det snyd.

I første omgang vil jeg vandre ad ufarlige stier: de skrevne kilder. Og jeg vil læse alt det, jeg kan finde om min fødeby Strandby. Og der er heldigvis skrevet en del. Og så vil jeg selv blive klogere på, hvad det er for et sted, jeg er vokset op. Først når alt det står klart, vil jeg glide over i det personlige og skildre så sanddru som jeg nu formår, hvordan det var at være barn i Strandby i 1940’erne 0g 50’erne.,

Lad os begynde med denne fine bog af P. Chr. Pedersen: Strandby Folk – tegningerne er af Erik Skjoldborg. Sidstnævnte levede fra 1940 – 1997. Jeg har googlet forfatteren, men er ikke sikker på, hvem han egentlig er (var) – så vidt jeg umiddelbart kan se, så har han udgivet bøger i 30’erne og lever derfor sandsynligvis ikke mere. Men jeg vil blive MEGET glad for oplysninger om ham.

Strandby 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her begynder en ny kategori: Strandby. Det er et projekt, som kommer til at strække sig over i al fald et år, men mere sandsynligt over to år. Måske over endnu længere tid. Strandby vil være det sted, hvor jeg samler materiale til den selvbiografi, som jeg ikke vil skrive, men som jeg måske og måske ikke ender med alligevel at skrive.

Her først en lille hilsen til mine læsere:

Tak til alle jer, der holdt fast og ikke slap mig i de mange år, jeg svævede over vandene som en anden Vorherre og skabte verdner, der helt var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg stille op med dem helt alene.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, der har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Og mens tiden gik, visnede vi alle sammen en smule, eller jeg gjorde i al fald, men jeg tror og håber, at vi har sat frø, som vil spire og gro og sætte nye blomster i den fremtid, som nu ikke mere er vores.

Her er det foredrag i Løkken for et par år siden