Kokholm 29 – Pastor Moe og Harboøre

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da Christen Kokholm vokser op i 1870’erne og 1880’erne er Harboøre allerede delt i to: de hellige og de vantro. Senere bliver splittelsen mellem de to grupper endnu mere markant. En vækkelse i pietistisk retning spores langt tilbage i århundredet, og jeg kunne ved lejlighed have lyst til at følge sporet: er det rester af den gamle pietisme fra 1700tallet ( Brorsons århundrede, Herrnhuternes århundrede) der har overlevet i det lille fiskerleje?

Det kommer vi ikke ind på her. Vi interesserer os i denne omgang kun for forholdene i Harboøre, da lille Christen vokser op. Han er barn i Holmene – et lille samfund nord for Kirkebyen ( Harboøre by) og tæt ved fjorden – her på dette lille sted, er, så vidt jeg kan se af kirkebøgerne, alle husene beboede af husmænd og arbejdsfolk, og i Karen Tudborgs erindringer hører vi om nogle områder på Harboøreegnen, hvor man nødig færdedes, fordi ukvemsord og andet grimt hang i luften. Hvor var det? Var der her? Voksede vores lille helt op et sted, hvor eder og forbandelser fór gennem luften, og hvor “pæne” folk ikke færdedes? Det ved vi ikke. Men vi ved, at sidst i 70’erne, og det var den tid, hvor lille Christens barndom faldt, da fandt den helt store vækkelse sted i Harboøre. Den unge lidenskabeligt vakte præst, pastor Moe, gjorde sit indtog og satte sit stærke aftryk i det lille samfund. Harboørefolkene tog ham til sig, og han tog på sig at “lave dem om” – det lykkedes langt hen, I indledningen til Karen Thuborgs erindringsværk, skriver udgiveren Henrik Ussing (1923) følgende:

“Harboøres Befolkning, der levede Livet under usikrere Vilkaar end nogen anden Befolkning i Danmark, maatte nødvendigvis være dybt religiøs. Men dette forhindrede ikke, at de samme Mennesker, der nys var sluppen ud af den mest overhængende Livsfare, slog sig løs i et lystigt Lag med Dans og Sang. – I denne Livsglæde midt i Alvor og Fattigdom skete der et stærkt Omslag fra den Tid, sidst i Halvfjerdserne, da Pastor Moe blev Præst paa Harboøre. Denne viljestærke, indremissionske Prædikant frembragte hos Harboøres Befolkning, hvis Sind under Naturens Vælde var vant til at svinge til Yderligheder, mens en stærk Alvor og Viljekraft var aflejret paa Bunden, en religiøs Splid og et Røre, hvis Dønninger lød over hele Landet. Pastor Moe og hans Tilhængere fremstillede de nedarvede Sæder og Vaner så vel som den nedarvede Religiøsitet som idel Vantro, Ugudelighed og Ryggesløshed. Da den samme Fordømmelse kom frem ved Begravelsen efter en stor Drukneulykke Efteraaret 1893, rejste der sig i Landets Blade en Storm mod en slig Færd; men selv de, der vilde forsvare Harbøreboerne, havde næppe den rette Forstaaelse af dem. De var tilbøjelige til at fremstille dem som stakkels vankundige og forkuede Mennesker. ( Citat slut s.8)

Her et ungsomsbillede af pastor Moe: Fra hans erindringer : “Oplevelser” 1926

Ja, de øjne. Han har på mange måder haft alle odds med sig i det lille fattige fiskerleje.

Som Jens Kristian Lings med sin bog “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 så fint gør opmærksom på, at fik Moe et samtidsmæle, som var skævt, som en ufølsom helvedesprædikant. Eftermælet vil blive nuanceret. Moe tordnede IKKE sine sognebørn ned i Helvedet. Han forsøgte faktisk ud fra de forudsætninger, han havde at give deres liv mening og indhold. At bedre deres kår også materielt. Han var indremissionsmand med alt, hvad det betyder. F.eks. var han aldrig i tvivl om, at det, der stod i Bibelen var Guds ord, og han tager den bogstaveligt til indtægt for sandheden. Men hans medfølelse og medleven i de fattige fiskeres barske liv er ikke falsk. Og han retter den ikke kun mod de “hellige”. Jeg vil citere et par eksempler fra hans egne erindringer om tiden på Harboøre “Oplevelser” 1926.

Han er f.eks. dybt forarget over den måde, man behandler fattige gamle på. Der var ingen egentlig fattiggård på Harboøre, og de gamle, der ikke havde familie, blev liciteret til de gårdmænd, der ville tage dem for laveste pris. Moe skriver (s.64): “Manden, som mente, at det kunde bøde lidt paa de daarlige Finanser, gjorde da Tilbud paa 6 à 7 gamle Kvinder og fik sit Bud approberet. Han hentede dem og fik dem anbragt i sine stuer og mente saa, at han som en god Kristen ogsaa burde sørge for deres aandelige Behov. I dette Øjemed stillede han en Dag i Præstegaarden … og forlangte, at jeg skulle køre med og tage dem til Alters i en Slump … jeg var fnysende harmfuld over, at man behandlede gamle fattige Folk paa den Maade. Men jeg tog med … fordi jeg tænkte, at jeg maaske kunne være de gamle Stakler til lidt Hjælp.”

Et andet sted i erindringerne erklærer Moe åbenlyst Harboørerne sin kærlighed (og den var nok gensidig): (s.56) … “Det var et underligt Hjertefok; man kunde ligefrem ikke andet end holde af dem, naar man gik omkring og snakkede med dem, eller blot saa deres Ansigter, naar de smilende gik forbi og hilste. Den Voldsomhed og Raahed, der ved Lejlighed kunde komme frem, især naar de havde drukket for meget, var kun den ydre Skal og hørte ikke deres egentlige Natur til….

De københavnske reportere, der besøgte Harboøre efter den store ulykke i november 1893, hvor 26 fiskere fra egnen mistede livet, harcelerer i måneder over Moes optræden = hans prædiken ved begravelsen. Men her siger han faktisk kun, hvad han ifølge sin egen bibel-og trosopfattelse SKAL sige, og da han går rundt og trøster enker i sognet, har han ingen omvendelsesprædiken med sig i tilgift, men er virkelig en kærlig trøster hos alle. Sådan beskriver han det selv, og der findes kilder, der viser det samme. Reporterne håner ham også, fordi han er så “grisk” at han søger et “federe” kald. Ja, det tror jeg er ganske normalt for et ungt menneske, der har brugt utrolig mange kræfter i flere år i det her fattige sogn. Han fortæller om præstegården, da de kommer til Kirkebyen følgende: ( citat s.49): Der var kun daarligt Tag paa Huset, og Loftslugerne hang og hvinede paa Hængslerne. Loftet, der var gammelt og utæt, saa Støvet dryssede ned, maatte snarest muligt beslaas med Lister over Revnerne og derefter tapetseres. Køkkenet var et lille, smalt, aflangt Hul med aaben Skorsten, bryggerset ligesaa med Brolægning som paa Ribe Gader i samme Tidsalder. Ovenpaa var der et lille Gæstekammer, bygget op af Græstørv og Ler. Et herligt Opholdssted i en gammel idyllisk, fra Fædrene overleveret Præstegaard uden Have!”

Ja, dertil kommer at kaldet er lønnet med 600 kr. årligt og ingen dyrkbar jord til gården. Det var fattigdom, og hvem forstår ikke, at familien søger væk på et tidspunkt. Da er den vokset med en stor børneflok. De mister et barn, mens de bor der. Utrolig mange børn døde i de år, der var misvækst af flere årsager, men de elendige boligforhold for næsten alle har i al fald hjulpet til. Og Moe lægger ikke skjul på, at han hader at være fattig.

I en samtale med en trosmodstander, siger denne til ham, at han er arrogant og løgnagtig og flere andre skældsord. Og Moe svarer ganske roligt, at det kan der da være noget om. Men der findes vel tilgivelse også for ham.

Hele tiden (ifølge erindringerne) har han humoren med i det meste, og han kan godt lide at slå sig løs og livsglæden pibler i hans skrifter.

Pastor Moe søger til Skanderup, men han slipper aldrig harboørerne og i hele den tid, han levede, han skriver sin bog 35 år efter harboøretiden, havde han årligt besøg af vennerne derfra – måtte undertiden indlogere 100 personer i nogle dage. De besøgte ham om sommeren, og han besøgte dem i november, når de vendte hjem fra sommerarbejde rundt om i Danmark.

Ikke mere om Moe. I det følgende vil jeg omtale to værker – Jens Kristian Lings: “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 og C. Davidsens “Harboøre” fra 1896.

Kokholm 28 – et kig i kirkebogen.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Har søgt lidt i kirkebøgerne om Christen Kokholm ( Kristen) Vi tager en rundtur i de gamle bøger. Her møder vi først forældrene: Husmand Kristen Kokholm Nielsen og Hustru Ane Marie Kristensen Holmene. Moderen 36 Aar

. Christens barnedåb 1871 – forældrene.
Her ser vi den lille Kristen indført i kirkebogen – senere, først længe efter får han navnet Kokholm. Han fik det ikke i dåben, selv om faren altså hed Kokholm til mellemnavn. Herunder navnene på fadderne til den lille Kristen.
faddere til Kristen Nielsen 1871 – så vidt jeg kan tyde det, så er de Gaardmand Kristian Fr. Rønlands Hustru (?) Rigmor Katrine Kristensen, Gaardmand Kri. Fr. Rønland, Husmand Lars Andersen, alle af Harboøre.

Vi går lidt baglæns nu og vil se på vielsen af Kristens forældre ( Kristen og Ane Marie) den finder sted i 1866:

vielse af Christen og Ane Marie
Her står: Ungkarl, møllersvend Christen Kokholm Nielsen af Tørring – 24 Aar og Indsidderske, Pigen Ane Marie Christensen i Stausholm i Kirk Kirkhuset (?)
forlovere til vielsen i 1866 – det er to gårdmænd, der er forlovere – Lars Stausholm af Harboøre og Niels Kokholm af Tørring. Sidstnævnte er sandsynligvis Christens far. Og det sjove er, at da Christen gifter sig 2. gang, er det også en Niels Kokholm, der er forlover, men denne gang er det en søn.
En ting, vi også ved, er at Christen ALDRIG får faglært arbejde. Hvorfor? Det står ingensteder. Måske har Ane Marie været gravid, og han har MÅTTET ægte hende. Hun er også så meget ældre end han er. Og måske har han været tvunget til at finde det arbejde, der var at få – han står i hele sit liv, og er jo nævnt ofte i kirkebogen, som arbejdsmand eller husmand. Faktisk er han ikke et eneste sted opført som fisker, så det er lidt af en tilsnigelse, når jeg i romanen giver ham det hverv.
Og så alligevel ikke helt. For i hans datter Rigmor Darlings efterladte papirer kan vi nemlig læse, at at han sammen med sin far var på havet den dramatiske nat i november 1893, hvor så mange fiskere blev fanget af en storm og druknede.
Det kan hun næppe have digtet. Har hun, så har vi vel lidt ret til at digte videre. Mon ikke?

Den 16 februar 1891 dør Ane Marie. Det år, hvor de kunne have holdt sølvbryllup. Christen er efter alt at dømme på højskole det år, moderen dør. Eller året før. Det er lidt mærkeligt, men historien om Christen og Elisabeth er fuld af sære tildragelser. Sådan som menneskenes liv jo faktisk er. Og at trevle et forlængst levet liv op, så alle trådene ligger som de skal til livets mønster, dett er faktisk umuligt. Men nu vover vi det.


Det er lidt utydeligt. Men datoen er 16 februar 1891. Og herover står: Ane Marie Kristensen. Arbejdsmand Kristen Kokholm Nielsens Hustru i Kirkebyen

Christen gifter sig gifter sig igen, nemlig i 1899, og på det tidspunkt har han åbenbart ikke mere et hus. Han er indsidder, og det vil sig, at han har lejet et rum hos en bonde eller en husmand. Han gifter sig nu med en syerske, der er yngre, og som muligvis har et lille hus. I al fald har de i folketællingen af 1891 husstand (kun de to) i Kirkebyen. Altså bor han nu i selve Harboøre by (Kirkebyen også kaldet) – Herunder ser vi i kirkebogen om vielsen:

Her står: Enkemand, Indsidder, Christen Kokholm Nielsen, født 6. jan. 1842. Søn af Niels Christensen Kokholm af Tørring og Hustru Else Kristine Sørensen. Hans afdøde Hustru hed Ane Marie Christensen død 16 februar 1891 i Harboøre.
Gift med fraskilt Johanne Marie Christensen af Harboøre. Født 24/3 1854 i Ferring. Datter af Kr. Madsen (Husmand) og Hustru Mette Marie Jakobsen. Hendes fraskilte Mand er Husmand Laureds Hahlgaard Nielsen og (af?) Hygum. Separation af 12-2-86, Ægteskabet hævet 23-9-92 ved Bevilling. Tilladelse for hende til nyt Ægteskabaf 28.3.93.
Viet i Kirken af Sognepræsten.
Desuden står der, og det er vel interessant, at den ene af forloverne er MURERSVEND NIELS KOKHOLM, altså Christens egen søn. Det interessante er ikke så meget, at det er en søn, men at han er MURER. Det er altså ikke kun Christen, der senere bliver gift med Elisabeht Houkjær, der bliver murer, men også lillebroren. Og har han så også været på højskole? Eller har han sin uddannelse fra en murermester på egnen?
Det er spørgsmål, jeg må arbejde med at finde svar på.

Nu mangler vi kirkebogens optegnelse af Christen Kokholm Nielsens død. Den kommer her med oversættelse:

Her står: 1921 – 22 september, Sdr. Vrist. Christen Kochholm Nielsen, 79 Aar. Aldersstøttet. Født i Dragesbøllhus, Vandborg, søn af Tjenestekarl Niels Christensen Kochholm, Lemvig Mark, og Hustru Else Christine Sørensen, Dragesbølhus. Afdødes anden hustru hed Johanne Marie Christensen, og døde i Kirkeby 8/8 1911. Afdødes første Hustru hed Ane Marie Christensen (Stausholm) død 16/2 1891.

Romanen om Elisabeth – Kokholm 27

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt om romanen om Elisabeth og Christen Kokholm. Som jeg nok har oplyst tidligere, så bliver det ikke en bog bygget alene på reseach. Der er to ting i det: For det første at jeg ikke har mulighed (måske heller ikke evner) for en så grundig og fyldestgørende undersøgelse af de faktuelle forhold, som jeg gerne ville have haft. Og for det andet, og det er måske det vigtigste, så følger romanen, det kan jeg allerede se nu, sine egne regler (ikke mine regler), som jeg ikke kan krybe udenom, og det betyder altså, at den Elisabeth, som jeg beskriver, er en romanfigur og ikke en person, der virkelig har levet, og den Christen, som vi vil møde i romanen, vil også være en sådan opdigtet person helt igennem og derfor ikke den mand, der engang drog fra Harboøre til Kandestederne for at fri til Elisabeth og senere sammen med hende grundlægge Kokholms Hotel.

Det jeg satser på nu er dette ene: at skrive en god roman.

Jeg fortsætter dog med at forsøge at blive klogere på tiden og de mennesker, hvis historier hele tiden ligger som et bagtæppe for mit skriveri. Deres vilkår må jeg kende til bunds. Og det er takket være dem og det liv, de har levet, at romanen kan vokse ud af mørket og ind i lyset. Jeg håber selvfølgelig, hvor selvmodsigende det så end lyder, at min bog kan lyse mod dem og give dem lidt liv.

Det er med skønlitteraturen, at vi får kontakt med HISTORIEN. Med sprogets mange ord kan vi besejre døden. At skrive er at genoplive.

Mere om dagliglivet i Harboøre – kokholm 26

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At fiskernes daglige liv var ufatteligt hårdt gik hurtigt op for mig, da jeg begyndte at beskæftige mig med emnet: Harboøre-folk og deres levevilkår.. For mig er noget af det hårdeste i dagliglivet, at jeg skal stå op kl.6.30 om tirsdagen. Ja, for os forkælede nutidsdanskere skal der fantasi og hårdt arbejde til for at nå frem til en slags forståelse af det liv, der levedes dengang og på det sted. Og at føle det på vores egen forkælede krop er umuligt.

Det mærkelige er jo så, at alle mulige kilder, jeg får fat i fra tiden, hårdnakket fortæller mig, at disse “havgasser” først og fremmest var kærlige og hjælpsomme.. Den moderne psykologi har ellers lært os, at voldsomme oplevelser gør os afstumpede og onde eller i al fald gør ubodelig skade på sjælen. Skade på sjælen er muligt – men ellers gælder det ikke for Harboørefiskerne. Sådan som vi også kan læse det i Hans Kirks “Fiskerne” , så har omsorgen og kærligheden en stor plads. Og ondskaben har næsten ingen plads.. Måske kan man lidt kynisk sige: ondskab er der ikke råd til. Hjælpsomhed er en overlevelsesmekanisme, og ingen steder er det så svært at overleve som her..

Jeg vil nævne et par ting:I sommerperioden skal der slides hårdt for at tjene så mange penge som muligt og det sker for de fleste unge og for alle voksne mænd, at de må bort – fiskene i havet er for langt ude, til at de små både kan nå helt derud. Man tager til andre egne af landet for at fiske der eller for at arbejde på gårdene.

Først hen på efteråret var familierne igen samlede i de små hytter. Det var den barskeste periode, der nu kom: vinterhalvåret. Og man må huske, at klimaet var slemt om vinteren – det var stadig det, man benævner “Den lille Istid” – Og i den tid skulle fiskerne helst på havet hver morgen (nat) nat fra 3-4 tiden og så igen flere gange om dagen. De sov kun lidt ind i mellem. Aldrig ret mange timer ad gangen. Havet var ofte uroligt sidst på efteråret og langt ind i vinteren. Så blev fiskerne gennemblødte, og var det frost, så blev de også gennemisede. De var tit stive af is – ofte var de også stive af druk- brændevinen var uundværlig ja, uden flasken holdt de det ikke ud. Da mange af dem i vækkelsestiden blev afholdsfolk, så må de have klaret sig ved bønnens magt alene.

Mens mændene fiskede ordnede kvinder og børn garnene til næste dræt, eller de anglede de utallige kroge, der skulle bruges. Og de var som regel udenfor i al slags vejr – også de frøs og led under det barske klima.

Det var åbne både, man brugte, som regel til 10 mand. De havde en mast og et lille foksejl, men kunne ikke altid bruge sejlet, enten blæste det for meget, eller ikke nok. Desuden havde de naturligvis årer Der var 9 mand i hvert bådelaug + bådsformanden, hvis ordrer skulle adlydes.

Foto fra Karen Thuborgs erindringer

Alligevel tog de aldrig på havet uden at kysse deres børn og konen. Kys var vigtige. Og heller aldrig uden at bede Gud være med dem. Og det her var altså før vækkelsernes tid. Her et lille uddrag fra Karen Tudborgs erindringer ( tiden er ca. 1850’erne) :

Billedet af denne lille fiskerbåd på vej ind er også fra Karen Tuborgs erindringer. Her er det, så vidt, jeg kan se, en lidt mindre båd end de sædvanlige 10 mandsbåde. Men med mast til foksejlet, som de vist nok alle havde. Små joller tror jeg ikke, man brugte – de var nærmest ubrugelige ved det hav. Her bag båden ser man brændingen på rævlen – og den er rolig her – ofte var det på rævlerne, bådene forliste, og undertiden kunne fiskerne så nå ind, fordi de kunne bunde. Svømme kunne de færreste.

( citat side 39) Naar Fader skulde paa Havet at fiske, kyssede han os Børn, enten vi sov eller var vaagne,; saa tog Moder hans Udeklee, et strikket Halstørklæde, som var tre Alen langt, og bandt ham det to Gange om Halsen. enderne naaede langt ned paa Brystet, derefter tog han sin store Havtrøje paa og knappede den uden om alt sit Tøj. Var det koldt Vejr, brugte han en Løveskinds-Hue, som kunde krænges ned bagtil og om Ørerne og knappes om Hagen. Moder gik med ham ud og hjalp ham Kurven med Fiskeredskaberne paa Ryggen; derpaa sagde Fader: “Ja, saa gaar jeg Gud i Vold!” og kyssede Moder, og hun svarede: “Ja, Gaa i Guds Navn …”

Der blev født mange børn i de små hytter. Men der døde næsten ligeså mange. Døden var altid nærværende. Også derfor var kyssene vigtige. Man kunne aldrig vide. Ingenting var sikkert. Man var nødt til at holde af og holde ved, for man blev alt for ofte nødt til at give slip. Livet hang i en tynd tråd fra spæd til gammel. Jeg ser i kirkebogen, at der er langt mellem de gamle. Desuden var man gammel, når de 50 år var passeret.

Jeg sad forleden og læste i kirkebogen for året 1888 – valgte det år, fordi jeg ledte efter noget, der skete netop da. Og så blev jeg ramt af en slags sorg, jeg ganske vist ikke straks forstod. Et mismod. Alle de små børn, der døde.Jeg skriver herunder en liste over de piger, der døde alene det år. Og listen er jo ikke komplet. Kun spindesiden::

9 April: Karen Margrethe Stausholm Nielsen – datter af Boelsmand Peder Stausholm Nielsen – 3 Maaneder

21 Maj: Amine Andrea Laugesen, datter af Gaardmand Jens Kaj Laugeson paa Rønland – 3/4 Aar

27/ Juni – Thora Petrea Emilie Søhylt, Datter af Tjenestepige Eline Pedersen paa Kobbelgaard – 11 Maaneder

20 Juli – Inger Kristine Andersen Storper, Datter af Gaardmand Kristen Andersen Storper i Storpergaard – 2 Aar

24 Juli – Petrine Pedersen – Datter af Pige Ane M. Pedersen i Langerhuse. 2 Aar

22 August – Sidsel Marie Josefsen, Datter af Fisker Kristen Nymand Josefsen i Vrist – 11 Aar

3 September – Johanne Madsen – Datter af Fisker Peder Rom Madsen i Langerhuse – 3 Maaneder.

16 Oktober – Mathilde Jensen Søndergaard – Datter af Fisker Kristen Søndergaard i Langerhuse – 16 Dage

26 November – Karen Gaj Kristine Jakobsgaard, Datter af Gaardmand Kr. Jakobsen – 4 Aar

Herover er kun medtaget pigerne – der døde ligeså mange drenge. Det vil sige, at præsten skulle begrave et lille barn eller to ja, undertiden tre hver måned året rundt. Noget, man også støder til i kirkebøgerne er betegnelsen: ukendt mandslig – opskyldet. Et par steder står der: opskyllet mandslig, sandsynligvis selvmord. Det sidste taler sit dystre sprog om dem, der ikke holdt til mosten, trods kærlighed og gudstro.

Lidt mere om Christen Kokholm d. ældres baggrund – Kokholm d. 25

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her lidt mere om Christen Kokholm den ældre – tror, at jeg tidligere har skrevet, at han kom fra Tørring – det gør han ikke. Han er født i Vandborg Sogn 6/1 1842 og blev døbt i kirken d.9 juni. Derimod er det rigtigt, at der er forbindelse til Tørring, idet vi kan se, at faderen, der er forlover for sin søn, står optegnet i kirkebogen som “Niels Christensen Kokholm af Tørring“. Så meget om Kokholmgården. Den lå altså aldrig ved Harboøre, men ved Tørring, hvor der stadig er en vej, der hedder Kokholmsvej..

Christens far hed som nævnt Niels Christensen Kokholm fra Tørring. Troede først, at det var Tørring ved Østkysten, men nej, det er Tørring ved Harboøre. Niels Christensen Kokholm ernærede sig som tjener for en Christen Søndberg ved Lemvig, og moren hed Else Christine Sørensdatter og var indsidder i Dragerbullhus(?) – har lidt vanskeligheder med enkelte gotiske bogstaver. Herunder et foto fra kirkebogen. Nedenstående er fra kirkebogen og fortæller, at Christen var søn af tjener for Christen Søndberg ved Lemvig, Niels Christensen Kokholm, og hustru Else Christine Sørensen, indsidder i Dragerbullhuus..

Her står, så vidt jeg kan se: Tjener for Christen Søndberg ved Lemvig Niels Christensen Kokholm og hustru Else Christine Sørensdatter, Indsidder i Dragerbullhuus. Senere er Niels Christensen Kokholm benævnt med titlen “tjenestekarl” – det er i sønnen Christen Nielsen Kokholms dødsfortegnelse i kirkebogen, hvor der står, at han er søn af “tjenestekarl etc.” Hvad skal man tro?

Sad lidt og kiggede på FOLKETÆLLINGEN 1890 fra Harboøre og en af de ting, der måske karakteriserer det lille samfund, er, at der i optællingen forekommer hele tre “fattighuse” – her sidder i 1890 12 mennesker, fordelt på tre huse, sikkert små hytter. To af fattiglemmerne er små børn. En ugift kvinde på 36 år er mor til de 2 og 1 er barn af en enke. Så er der et par af fattighusbeboerne, som er i erhverv, nemlig 2 fiskere, de er henholdsvis 48 og 65 år.

Der står desuden opført nogle arbejdsmænd uden fast bopæl. De er ikke fra egnen, men arbejder måske ved høftearbejde. Der er nemlig også opført hele 2 ingeniører, og de må jo være i gang med et større anlægsarbejde.

Om familien Kokholm:. Her er børneflokken blevet mindre, idet de ældste er hjemmefra og tilbage er Mads på 13, Niels på 11 og Niels Christian på 10 år. Der står, at Ane Marie nu er 54 år og at Christen er 43 år. Det sidste er forkert – han må være et par år ældre. Aldersforskellen er 7 år, ikke 9. Men kirkebøger er ikke skrevet af Vorherre – de er fejlbarlige.

Vi har to (måske tre) yderst vigtige kildeskrifter til forståelse af livet i Harboøre her i slutningen af 1800tallet. Karen Thuborgs herlige erindringsbog fra 1928. Hendes bog lyser af kærlighed til egnen og til fisker- og bondesamfundet. En anden, som er nedfældet godt 30 år tidligere, er en beretning, skrevet i 1896 af C. Davidsen. Han ser fiskerne fra en anden vinkel end Karen: han er præst og føler sig måske hævet over fiskerne, og det er tydeligt, at han (be)dømmer dem ud fra sit eget puritanske og “sædelige” syn på livet. Vældig langt fra Karens. I det næste indlæg på bloggen, vil jeg forsøge at holde de to synsmåder op mod hinanden. Måske kunne det også være morsomt at sammenligne de to samtidige med en lidt yngre forfatters syn på sagen, nemlig Hans Kirk, som fremstiller de samme fiskere i sin roman fra 30’erne “Fiskerne”. Her er de ganske vist flyttet til mildere fjordegne – men det er dog de samme. Hans Kirks far eller farfar var fisker i Harboøre, og den unge forfatter havde insider-viden, og hans bog afslører stor sympati for disse mennesker, selv om han altså både socialt og geografisk befandt sig et andet sted. Hans kærlighed til dem ligger efter min mening på samme niveau som Karen Thuborgs. Må dog indrømme, at jeg ikke har læst “Fiskerne” lige for nylig – til gengæld har jeg undervist i den til bevidstløshed gennem mange år som gymnasielærer.

Det hårde slid – Kokholm 24

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tre gamle harboørefiskere – Det gamle Harboøre

De vejrbidte ansigter herover taler et sprog, som man forstår helt uden ord. Det er mennesker, der har levet i en barsk natur og som har måttet arbejde meget og hårdt i det daglige. Men livsglæden lyser i de vejrbidte ansigter. Glæde og alvor. Det er hvad de udstråler, synes jeg. Den hårde kamp for livet er værd at kæmpe, for livet er først og fremmest glæde. Sådan ser også Karen Thuborg i sit lange tilbageblik på det.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om utøj, rotter og fattigdom. Karen fortæller også om fattigdom, men hun afgrænser det, som var det en skønhedsplet, der ikke skal dvæles alt for længe ved. Under kapitlet “opdragelse”, skriver hun heller ikke ét ord om vold over for børn – jo, læreren slår, men åbenbart ikke forældrene. Hun fortæller, at fiskerne altid kyssede hvert barn og konen, inden de tog på havet. Hun har villet vise os alt det smukke og sjove – og det skal vi naturligvis regne for sandheden. Samtidig skal vi huske, at hun sidder som en gammel dame, der ser alt i erindringens drilske lys.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om Harboøre set med de journalisters øjne, der efter ulykken i 1893, hvor 26 harboørefiskere druknede, kom til stedet og beskrev det for læserne. De øjne ser kun fattigdom og nød. En kuet befolkning, som næsten ikke har til det daglige brød. Navnlig journalisten fra Politiken, Henrik Cavling, er hård i sin dom over levevilkårene for fiskerne.

Også Karens øjne kan se fattigdommen og det hårde slid, men hun ser i al fald det sidste som naturligt og hun begynder sin gennemgang af det daglige arbejde med ordene:

Citat side 38) “Harboøres Fiskere var et glad og lykkeligt Folkefærd, som støttede hinanden med Raad og Daad og uforfærdede var rede til at hjælpe hinanden i al Slags Fare. . Levemaaden var nøjsom. Deres Føde bestod mest af Grød og Vælling, Fisk, Æg, Brød og Øl. Det sagdes om dem, at de spiste fersk Fisk til tør Fisk og tør Fisk til kogt Fisk. Under deres Slid og Slæb og Fattigdom havde de en fast Tillid og Tro til Gud.

Så enkelt kan det siges.

Her lidt om fiskeriet, som blev drevet i forårs og efterårsmånederne. Om vinteren gik fiskene for langt ud til, at de små både kunne fange dem, og om sommeren fiskede man i Limfjorden. I den periode var kvinderne og børnene ene i Harboøre. Dvs. mange halvvoksne piger søgte stilling for sommeren ved fjorden eller andre steder, men de kom hjem om efteråret. Og så blev der festet. Og var en fiskerpige forlovet med en fisker og de skulle giftes, så havde hun nok at bestille hele sommeren. Hun byggede nemlig familiens hus.. Husbyggeri var kvindearbejde. Hun fik nogle børn til at hjælpe sig med at hente sten fra stranden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan anbefale interesserede at læse hele Karens Thuborgs bog. Den findes på det famøse net og må downloades til privat brug, men kan jo også læses på nettet.

Men nu fiskeriet. Som jeg læser Karens lidt springende fremstilling, så var det navnlig sild, der fiskedes. Andre fisk var bifangst. Flere gange i døgnet gik de små både på havet, og når de landede, var det kvinder og børn, der tog sig af garn og fisk, mens mændene fik lidt søvn. Mændenes arbejdsdag begyndte kl.3-4- om morgenen. Her et citat fra Karens bog:

“Tit var det et slemt Arbejde at sprede Garn, især da det helst skulde ske tidligt om Morgenen; Det kunde da være en bidende Kulde, ja Frost, og der kunde ligge et Lag Rim overalt. Garnet kunde ogsaa være omtvundet med Grøde eller Tang, hvor i en Mængde smaa Skjærkrabber og Søstjerner havde indfiltret sig og ikke var nemme at tage ud, da maatte to hjælpe hinanden for des snarere at blive færdige. Det kunde godt dikke og krible i Fingrene, om ogsaa man havde baade Luffer og “Stridshandsker” paa.

(citat) “I de rigtig Havfisketider Foraar og Efteraar var Arbejdets Gang altsaa denne: Tidligt om Morgenen spredte Kvinder og Børn Sildegarnene, mens Mændene var paa Havet med Krogene; ved Middagstid kom Mændene hjem, og straks efter redte Kvinder og Børn Krogene ud og hængte dem til Tørre; senere samlede de Garnene sammen og satte dem ved Baadene; hen imod Aften gik Mændene ud efter Sild, og saa snart de var kommet hjem med dem, bedede Kvinderne Krogene, mens Mændene hvilede sig til at tage ud i den tidlige Morgenstund – Under alt dette skulde Kvinder og Børn ogsaa tage sig af Hus og Hjem,, passe Kreaturerne, i Efteraarstiden arbejde med Ulden og endelig tilberede al Fisken, som skulde bruges til eget Vinterforbrug og til Salg i saltet, tørret og røget Tilstand.

Alt i huset, ja huset selv var flittige hænders arbejde, og når jeg læser om alle de mange ting, der forarbejdes i hjemmene, tænker jeg, at det også er hovedets arbejde, for det kræver afgjort tankevirksomhed at få alt det fremstillet, så det duer.

Der er ikke noget, der går til spilde. Alt på fisken kan bruges. Undertiden kommer der tiggere og ber om lidt fisk, og de får f.eks. et torskehoved – men det er nok.

Karen giver en del opskrifter fra sig, hvoraf fremgår, at alt kan bruges og tilberedes, så det bliver lækkert. Hør f.eks. denne her: (citat side 60) “Lever, Rogn, Æg, Mel og Krydderier æltedes sammen til en sej Dej og fyldtes i Hvillinghoveder og kogtes. Det kaldtes Krappinghoved og var yndet af mange.”

Det daglige liv i Harboøre – sygdom – Kokholm 23

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man sagde tidligere “på” Harboøre, ligesom man sagde “på” Skagen. Og det skyldes nok, at begge lokaliteter havde meget lighed med øer. Skagen var omgivet af hav og miler og altså afskåret fra omverdenen. Det samme var Harboøre – hav og fjord og langstrakte søer afskar Harboøre fra verden udenfor. Jeg sætter et par kort, som vel giver en fornemmelse af lokaliteten:

Fra det gamle “Traps Danmark”

Lad os gå indenfor i et af de små hjem. Der må have lugtet fælt i de bonde- og fiskerhuse i Harboøre, som vi nu skal besøge. Vi skal jo heldigvis kun færdes der på papiret. Men en ret eksotisk oplevelse er det at læse om dagliglivet i de små hjem i Karen Thuborgs erindringsbog. Og hun har jo været der. Er vokset op der.

Jeg husker min egen barndom i en lille fiskerby. Når min far kom hjem fra arbejdet på havnen, skulle overtøjet hænges i vaskehuset, og jeg tror, at han skiftede tøj, inden han blev indladt i stuerne. Jeg var barn i 1940’erne og 50’erne – altså ca.100 før Karens tid.

Så sarte var de ikke dengang i det gamle Harboøre. Der var selvfølgelig ingen toiletter i husene, men det ville også have været skidt, hvis der havde været det, for urinen var en råvare af stor nytte. Den skulle ikke skylles ud, men gemmes hen. Man pessede derfor ikke hvor som helst, men samlede de kostbare dråber for at bruge dem til mangt og meget. Først og fremmest til tøjvask. Her kommer nu et citat fra K. Thuborgs bog “Det gamle Harboøre”

(citat side 106) Nogle Dage før de skulde vadske Linned, lærredstøj, samlede de Urinen i “æ pessbank” og satte Tøjet i blød deri et Døgnstid. Dette Vand var udmærket til at opløse Snavset, og det ødelagde ikke Tøjet.”

Og som lægemiddel var der ikke noget bedre end urin. Det gives der utallige eksempler på i bogen, men et par af de mere groteske vil jeg citere herunder:

(Citat side 266) “Tit brugte man Urin som Lægemiddel. Naar der strandede et Fartøj af en fremmed Nation, vilde Matroserne gerne have dansk Brændevin; men de kunde ikke taale ret meget, før de blev fulde. En Gang havde en Matros faaet alt for meget; han tumlede stærkt omkring og faldt saa om som livløs. Folk stimlede sammen om ham, og de fleste troede, at han var død. De Gamle sagde: “Det eneste, der kan redde ham, er, om vi kan faa noget Urin og hælde ned i Halsen paa ham.” Da ingen gav Tegn til at tilbyde sig, sagde en gammel Kone: “Er der ingen andre, der vil, saa kan æ saamænd godt pees en bette Tor nejer i æ Hals o ham, om de ka hold Lyw i ham.” Den gamle Kone gjorde, som hun sagde, og Manden kom sig.”

Herunder et par eksempler mere. Her handler det om børn med øjensygdomme. De hjælpes til bedre syn ikke af øjenlægen, men af det gamle husråd: urin:

( Citat side 267) “Det Raad at bade Børnenes Øjne i Urin og gennembløde en hvid Bomuldklud dermed hver Aften og lægge den paa Børnenes Øjne, naar de skulde i Seng. – Da Moderen havde gjort det en Ottedagstid, var Børnenes Øjne helbredede og de fik aldrig mere daarlige Øjne. …. Et Barn var engang blevet bidt i den ene Arm af en Hugorm, Armen svulmede op og blev tyk, og Barnet blev sygt. Mens Manden løb efter Doktor, helbredede Moderen Barnet ved at vaske Armen i Urin og hælde lidt deraf i Barnets Mund.”

Velbekomme!

I det store og hele klarede man sig uden læge. Blev han endelig hentet, så vidste man, at nu var alt håb ude. Her et lille citat:

“( Citat side 266) Naar nogen blev syg, blev Doktoren næsten aldrig hentet … De havde mange Hjemmeraad, som de brugte for alle Slags Sygdomme. Min Fader fik tit flere Slags Medicin af Kaptejner paa strandede Skibe. En Gang imellem led han af Mavesygdom, fordi han flere Gange havde faaet for meget Saltvand i sig. Var hans Mavemedicin sluppen op, tog han en Teskefuld Terpentin og lidt Peber i en Snaps Brændevin, og dermed var det kureret, – og det var der flere Mænd, der gjorde.

Tænk, at de holdt til det traktement!

En anden behandligsmåde er nok så underlig og synes ret farlig, navnlig den manglende hygiejne taget i betragtning. Men hør lige. Det er ved behandling af skægpest (?) og dårlige øjne:

( citat side 268) … man tog en Ært og trykkede den saa fast, man kunde, ned i Kødet, den aad sig da ind, og der kom et Saar, som flød med Blod, Vand og Materie. ; Ærten skulde hver Dag skiftes med en frisk. Naar man var helbredet, tog man Ærten bort, og Saaret heledes da af sig selv.

Så er der alle historierne om kloge mænd og koner. Slap husrådene op sendte man bud til sådan et menneske, og det kunne ofte blot med øjnenes kraft eller andet hokuspokus kurere den syge. Flere af de kloge koner krævede dog, at den syge TROEDE på hende. Uden en blind tiltro, kunne hun intet udrette. Ja vist: tro kan flytte bjerge. I Karens erindringer er der mange eksempler på det.

Nogle af de kloge mænd og koner var selvfølgelig svindlere, det er Karen ret overbevist om. Selv har hun besøgt en af de mest berømte i tiden: Laust Glavind – sammen med en ung, nygift veninde. Veninden har udslæt i ansigtet og Karen har blegsot. Men da Laust kun vil kurere dem enkeltvis og i et kammer på loftet, får Karen sine tvivl. Hvad er han ude på? Veninden er ganske skræmt, men går alligevel med ham på kammeret. Bagefter er hun tavs. Og hun vil ikke komme igen. Og hun blev ikke helbredt. Karen Thuborg antyder, at han udnyttede kvinderne seksuelt – en forløber for Ali Haman.

Mere om livet på Harboøre – Kokholm 22

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Livet i det lille fiskerleje har skiftet gennem tiderne, men en religiøs grundholdning har præget beboerne længe før Indremissionen med pastor Moe og pastor Madsen i spidsen gjorde sit indtog. Harboørebeboerne tog Gud med i alt. Det betød ikke, at de ikke drak og dansede. To idrætter, der i følge Karen Thuborg dyrkedes med liv og lyst og ved enhver lejlighed. Men så var der altså en lille håndfuld huse, der skilte sig ud, for her boede folk, som nærmest var “gudstrodsige” og som kun tog Guds ord i munden for at bande. Karen fortæller desværre ikke hvor de huse lå, men her kommer et citat fra Karen Thuborgs optegnelser:

( citat side 275) “Der var paa Harboøre en lille By paa henved en Snes Huse, som ikke havde noget godt Ord paa sig. En Del af Børnene herfra var ret ryggesløse. Aarsagen dertil var vistnok, at Fædrene det meste af Tiden laa ude paa Fiskeri, og Mødrene var ude at arbejde for Gaardfolkene. Børnene fik da Lov at skøtte sig selv; de store skulde passe de smaa; de fik sjælden lært deres Lektier og naar Moderen var hjemme, skulde Børnene gaa omkring og tigge. Børnene her var lige saa slemme til at bande som Forældrene, og de havde Ord for baade at ville lyve og stjæle.” (Citat slut.)

Som sagt fejlede livsglæden ingenting, og Karen T. skriver, at børnene paa Harboøre (ja, det hedder “paa”) lærte lige saa tidligt at danse, som de lærte at læse. Inden de kom i skole havde de lært begge dele (Karen var barn i 50’erne – Christen i 70’erne) – de kom i skole, når de var fyldt 6 år, og der var to klasser, men altså kun en lærer. De små gik om sommeren og de store om vinteren. Det var en børnerig egn, og læreren skulle undervise mellem 60 og 70 elever hver dag. Han udvalgte nogle af de dygtigste børn som hjælpelærere.

Selv om der ikke boede direkte velhavende folk på egnen, var der alligevel meget store klasseforskelle, og det viste sig f.eks. i skolen. Når børnene skulle spise deres medbragte mad, så var der pålæg på de fleste børns mad, men ikke på de fattige børns – ofte havde de kun en humpel groft brød med et dryp sirup. Så tog de deres tavle og holdt den hen foran et af de rige børn – de gjorde det med lukkede øjne, for det var skamfuldt. Og så hviskede de: (citat) “Gi mæ en Bje o mi Tawwl,” eller: “Æ tægger te mi fatte Føe.“( citat side 277)

Jeg ved ikke noget om præstens løn, men føden fik han i al fald, for til julen og til foråret “ofrede” børnene til præsten. De medbragte til konfirmationsundervisningen penge og mad i rigelige mængder. (citat side 277) “Gaardmændenes Børn ofrede Penge, tilligemed en Gaas, et Faarelaar, en Skinke, eller en stor Sødmælksost. Fiskerbørn gav Penge og i Vinterens Løb en Kurvfuld Hvilling eller en stor Havtorsk….. hen ad Foraaret ofrede vi igen til Præsten ligesom til Jul. “

Også i kirken råbte standsforskellene højt. De mest velbjergede sad på de øverste bænke, anbragt efter hartkorns størrelse. Det var en stor skam at sidde nederst. Jeg ved ikke, hvor familien Kokholm har siddet, men de kom aldrig højt op i kirken.

Karen fortæller, at et gudeligt røre begyndte paa Harboøre sidst i 1860’erne, idet der kom en gundtvigiansk lærer til skolen, Christian Sørensen, og han begyndte at forsamle folk og diskutere alt muligt med dem. Senere fik Sørensen konkurrence fra missionærerne, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Sandsynligvis fordi hun omtrent på den tid forlader Harboøre sammen med sin mand. Jeg ved endnu ikke, hvilken lærer, der underviste Christen Kokholm, men det finder jeg ud af. Noget tyder på, at grundtvigianismen har haft tag i ham, for han kommer i al fald som ganske ung på Vallekilde Højskole. Derom senere. Vi lader Christens opvækst og udvikling ligge en tid og vender os til det daglige liv på stedet. Hvordan var en almindelig arbejdsdag?

Lidt om Christen Kokholms baggrund – kokholm 21

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi er for tiden i Harboøre – og der bliver vi lidt endnu – navnlig fordi jeg har fundet Karen Thuborgs barndomsbeskrivelse “Det gamle Harboøre”, og hun var barn ca. 20 år før Christen Kokholm var det. Og det betyder sandsynligvis, at de har oplevet omtrent det samme Harboøre.

Det, der kan undre mig er, at Karen husker så detaljeret og klart, og det gør jo nok, at vi må man tage med et gran salt. Det gør vi så. Karen er som alle, der i en sen alder genoplever deres barndom, så begejstret over “gensynet” med den svundne tid, at hun henrives og digter. Det tror jeg i det mindste. Under alle omstændigheder er hendes beretning en af de bedste kilder til forståelse af tiden.

Men inden vi når dertil, vil jeg “anbringe” lille Christen i sin familiære sammenhæng, og jeg har været i kirkebøgerne og følgende er afskrift derfra. En liste over hans søskende. Vi kan også af kirkebogen se, at Christens far, som også hed Christen, var søn af en gårdmand i Tørring. Han ejede åbenbart gården Kokholm samme steds. Pigen, Ane Marie, nævnes i kirkebogen som “indsidderske” – dvs., at hun har haft et lille kammer i en gård.

Der er lysning i kirken for de to unge 11. november 1866, og de bliver viet d. 30 november. Ane Marie er da 31 år og Christen er 24 år. Måske er hun gårdmandsdatter, for hun er fra Stausholm står der, og en gårdejer Lars Stausholm er hendes forlover. Senere vil jeg granske lidt i det. Foreløbig ved vi, at to gårdmænd optræder som forlovere, den anden er Niels Kokholm, Christens far. Og Christen d. yngre står nævnt som møllersvend. Han er altså faglært.

Det underlige er imidlertid, at Christen Kokholm og Ane aldrig bliver hverken møller-eller gårdmandsfolk. De forbliver livet igennem jordløse og har et hus. Ind imellem benævnes Christen ikke engang husmand, men daglejer i kirkebogen.

Her kommer nu en liste over børnene i familien:

11/8 1867 Barbara Nielsen – 4/10 Elise Kristine Nielsen – 15/2 1870 Christiane Nielsen – 6/12 1871 Kristen Nielsen – 2/4 1872 Niels Nielsen – 15/5 1876 Mads Nielsen – 19/2 1877 Niels Nielsen – 1878 Niels Christian Nielsen

I alle de 8 fødsler er tilføjet forældrenes navne, + faderens stilling og moderens alder – og 2 gange nævnes Christen K som daglejer og i et som husmand. Ane Marie er ved første fødsel 32 år og ved den sidste 42 år. Hun får altså 7 børn på 10 år.

Den Niels, der er født 1872 dør af skarlagensfeber 27/10 1875 – tre år gammel.- samme år bliver Ane Marie igen med barn, og drengen Mads fødes i 1876, men får ikke den afdøde brors navn. Det har været for tæt på. Året efter kommer så endnu en dreng, og han får navnet Niels.

Man kan måske undre sig over, at der ikke kommer flere børn, men her forestiller jeg mig, at naturen har sagt STOP. Ane Marie må have været meget medtaget af de mange fødsler og af det hårde slid, der hørte med til livet som husmandskone på den her tid. Det kommer det næste indlæg til at handle om, og her trækker jeg igen på Karen Thuborgs erindringer. Og så får man selv trække fra eller lægge til.

Inden vi forlader denne del af drengen Christens baggrund, vil vi kaste et blik på kirkebogsoptegnelserne vedrørende hans konfirmation i 1885. Her får eleverne to karakterer efter bestået konfirmation (og den skulle bestås) – Christen får mg? i viden og mg i opførsel. Jeg har sammenlignet med de andre konfirmander, og ingen får mere end mg i viden. Og Christen er søn af en arbejdsmand, så han har ikke fået ved dørene. Hans far står her optegnet som “arbejdsmand Kristen Nielsen i Holmene. Altså første tegn på, at Christen er en velbegavet dreng.

Det gamle Harboøre – Kokholm 20

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

For nogen tid siden fandt jeg en bog, udgivet i 1928 og skrevet af Karen Thuborg, som levede hele sin barndom i Langerhuse, kun få kilometer fra Harboøre. Her havde hendes forældre en lille ejendom. I bogen fortæller hun om, hvordan livet var i sidste halvdel af 1800tallet i det lille fiskerleje og i egnen omkring det.

Dette indlæg bliver ikke det eneste, jeg vil lægge på bloggen om livet i Harboøre på den tid, da det jo har forbindelse med min Kokholm-roman – Karen Thuborg er ca. 20 år ældre end Christen Kokholm, og hendes familie er socialt og økonomisk bedre stillet end hans var, men alligevel er forskellene ikke voldsomt store, og jeg kan forestille mig, at den barndom, som Karen fortæller om, ligner både hans barndom og de fleste andres på denne tid og i dette miljø.

I det lange nedenstående citat fortæller hun om, hvor hårdt det var at komme ud at tjene som “lillepige”. I et tidligere afsnit fortæller hun om, hvordan hun sov i samme rum som de voksne tjenestepiger – og drenge, og når der boede forliste sømænd på gården, blev de indlogeret i samme rum. Hun fortæller, hvordan hun en nat vågnede ved, at der lå en fuld sømand og snorkede ved siden af hende i sengen. Hun var frygtelig bange, men turde hverken stå op eller blive liggende. Ja, det var barske oplevelser for en lille pige. Og herunder kan man læse om hendes arbejdsdag, sådan som den formede sig for en 10 – 11 års pige:.

Karens Fødehjem i Langerhuse

EN PIGE UNDER ÅGET ( Min overskrift) –

(citat side 110) -“Det var en lille Gaard, jeg kom til at tjene paa … Om Morgenen skulde jeg først hjælpe at malke, eller ogsaa skulde jeg sætte Gæssene ud, medens de andre malkede. De gamle Gæs skulde i Tøjr, to og to, og drives langt ud i Marken for at græsse der. De blev saa tøjret, hvert Par lige overfor hinanden, saaledes at de kunde naa et Vandtrug, der stod midt imellem dem. Derefter skulde de unge Gæs drives et andet Sted hen i Marken, hvor de alle skulde sættes i en Fold med Ruller under, den var lavet af Lægter, som var en 10-12 Alen lange og samlede i en Firkant. Folden kunde skydes frem og tilbage, som Gæslingerne skulle flyttes til. – Naar jeg om Morgenen fik Gæslingerne ud af Huset for at drive dem ud til Folden, fløj nogle til den ene Side og nogle til den anden, nogle fløj lige ud, og andre vilde næsten ikke fremad, men gik saa stille og snakkede med hinanden. Jeg maatte have dem samlet alle i een Flok, før jeg kunde drive dem ind i Folden. Et Trug, som hang paa Foldens Inderside, skulde saa fyldes med Vand. Vandet bar jeg i to Spande hængende i et Aag den lange Vej ud til Gæssene. De gamle Gæs blev i Dagens Løb flyttet flere Gange i deres Tøjr, ligesaa vel som Gæslingerne blev flytttet i deres Fold, og jævnlig blev der hældt friskt Vand i Trugene.

Naar jeg var færdig med at sætte Gæssene ud, maatte jeg skynde mig at trække Køerne ud paa Agrene og tøjre dem der. Der skulde være lige langt mellem Køerne, og derfor skulde jeg tælle Trinene mellem Tøjrehælene. Naar jeg havde det til Side, var det paa høje Tid at faa Kalvene ud. De var lige saa slemme at drive med som Gæssene. De var i Tøjr, men de var ikke vænnet til det endnu, de vilde hverken lade sig trække eller drive, og pludselig kunde de gøre et Spring, saa jeg næsten ikke kunde holde dem. – Naar jeg endelig havde faaet dem sat, skulde jeg hen paa Nylingerne (nogle ny Agre) at flytte Ungkreaturerne, som stod ude om Natten. Og derefter skulde jeg op ved Klitten mellem Bjærgene at flytte Faarene. Naar jeg kom hjem, derfra, fik jeg min Davre. De havde tre Børn, den yngste var godt et halvt Aar. Hun rakte efter mig, naar jeg kom ind, og saa skulde jeg sidde med hende paa mine Knæ, mens jeg spiste, de voksne havde da spist. Nu skulde jeg feje Gulvene og strø Sand paa dem, og det skulde strøs fint, i Ruder, Hjærter og andre Figurer. Straks efter skulde jeg hen at flytte Køerne, til Tider skulde de flyttes to Gange inden Middag. Jeg talte Trinene for at flytte dem lige langt frem. Til Middag skulde Køerne ind. Somme Tider hjalp jeg da at malke, og somme tider trak jeg Ungkreaturerne hjem, vandede dem og satte dem hen igen, bar Vand i Spande ud til Kalvene i Marken og flyttede Faarene, mens Køerne blev malket. Naar vi havde spist til Middag, legede jeg med Børnene, mens de voksne sov Middagssøvn. Desuden skulde jeg vaske op efter Middagsmaden, feje Gulvene paany og strø Sand paa dem. Klokken 3-4 den Tid, der kaldes Drøvtiddags blev Køerne sat ud igen, og de andre Dyr blev flyttet.

Om foraaret, saa længe Lammene var smaa, skulde Faarende trækkes hjem om Aftenen, for at Lamenne ikke skulde fryse, og sættes ud igen om Morgenen. Om aftenen gik det hele let nok, naar jeg kun trak 3-4 Par Faar ad Gangen, om ogsaa de gik omkring mellem hinanden og fik Tøjrene filtret sammen, saa kunde jeg let rede dem op, naar jeg tog dem af Hovedet paa Faarene og slap disse løse inde i Faarehuset. Men om Morgenen, naar de skulde ud, og jeg igen havde faaet dem i Tøjr og trak af Sted med 2-4 Par – jeg skulde jo skynde mig – filtrede de sig atter sammen, og naar jeg kom hen med dem til det Sted, hvor de skulde staa, var Tøjrene næsten ikke til at rede ud fra hinanden. Jeg var nødt til at tage Grimen eller Halsrebet af et af Faarene ad Gangen og se at faa et Par klaret ud først og faa Tøjrehælen banket ned, og derefter med den sammenfiltrede Flok gaa hen til det Sted, hvor de næste Par skulde staa, og begynde igen at rede op.

Det skete enkelte Gange, at et Faar under dette løb fra mig: det var jeg nødt til at lade løbe, til jeg var blevet færdig med at tøjre de andre Faar, og saa maatte det fanges bagefter; jeg turde ikke komme hjem og sige, at et Faar var løbet fra mig. Jeg løb saa længe efter Faaret, at det blev træt og stod stille. Jeg tror nok, at Lammene hjalp mig, de brægede og kunde ikke følge med.

Naar jeg kom hjem, fik jeg Skænd af Konen, fordi jeg var blevet for længe borte. Jeg sagde kun “Faaretøjrene var blevet saa indfiltrede”. Hun blev ved at skælde ud. Jeg gik ud og græd, til Konen kaldte paa mig, at jeg skulle ind til Barnet.

Køerne maatte ikke komme ind, saa længe Solen var paa Himmelen. Men naar de var trukket hjem, skulde jeg ud at flytte de Dyr, som skulde blive ude om Natten. Det sidste, jeg bestilte om Aftenen, var at gaa en halv Fjerdingvej ud i nogle Bjærge og flytte nogle Faar til Nat, naar de ikke længer skulde trækkes hjem. Da var det næsten altid saa mørkt, at jeg knap kunde se Faarene, langt mindre Tøjerne. Jeg maatte se at holde Tøjrene godt i Stand, for gik de i Stykker, og Faarene slap løse, skulde jeg selv fange dem og gøre Tøjrene i Stand ude i Marken, ellers vilde Faarene gaa op i Klitten, eller de vilde gaa ned i Kornet paa andre Folks Agre, og saa blev de taget i Hus, og der skulde betales Mulkt af dem. …….. Jeg var saa bange som en Hare ….

Jeg var fæstet saaledes, at de selv maatte skønne og raade for, om de vilde give mig noget til Løn. Da jeg rejste, gav de mig tre Pund Uld og sagde, det skulde jeg selv strikke en Trøje af og bruge den at gaa i til Skole. De gav mig nyt Tøj til en Kjole og et Klæde til mit Hoved og et til min Hals, Tøj til et Forklæde og et par Basar-Træsko og endelig fire Rigsdaler i rede Penge. Mine Forældre blev helt forbavsede, da jeg kom slæbende hjem med alt det. Det var en stor Løn til et Barn den gang.

Lige en bemærkning: stavemåden er Karens og hun skriver altså ikke tøjrepæl, men tøjrehæl. Det ord kender jeg ikke.

Mærsk’ gård, hvor Karen tjente som lillepige i 1840’erne