Lidt om kunstens vilkår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som mine bloglæsere ved, skriver jeg af og til kronikker til Randers Amtsavis. Forrige måned handlede det om kunst og samfund. Men jeg tror, at min redaktør måske har syntes, at den mest handlede om mig. Imidlertid – jeg sætter den på bloggen. Måske kan den læses alligevel.

Kronik – marts

Kunstens vilkår – mens Danmark griner  

I dag er en mærkedag for mig, for i dag forlader en ny bog mit arbejdsværelse. Og jeg ånder så lettet op, at gardinerne blafrer, for den bog har godt nok været strid i et par år nu. Ja, det føles omtrent, som når en besværlig teenager omsider tager sig sammen til at flytte hjemmefra. Og vist vil den kære bog blive savnet, for vi to har gået i spænd i årevis. Lidt benspænd ind imellem, men nu er det altså slut – farvel med dig, lille ven, og lykke på din rejse ud i verden!

Og også jeg skal så til at skifte min verden ud. Det er underligt. Det er nemlig sådan, at når jeg laver research til en bog og navnlig senere, når jeg er i skriveprocessen, forsvinder jeg helt bogstaveligt ind i en anden verden, bliver opslugt af bogens univers, og sådan skal det være. Og det er som regel et fint rum at træde ind i og et godt værested for sjælen. Her kan man ånde frit og bare lade ordene strømme, som de vil og kan. Og hvor er det dog fantastisk, at vi har den frihed. At vi lever i et land, hvor man har lov til at lade ordene strømme frit. Ingen censur – ingen overvågning – ingen frygt.      

Jovist – det er verdens mest privilegerede job. Og det er fint at være digter i Danmark. Selve arbejdsprocessen er en stor glæde for de fleste. I den første fase, der hvor man samler stof til sin bog og således bliver klogere på verdens indretning, og i den anden fase, skrivefasen, hvor man får afløb for trangen til selv at skabe noget nyt, der, hvis det ellers falder heldigt ud, både kan oplyse og oplive andre.  

Alligevel kan jeg ikke lade være med at dryppe malurt i bægeret. For der er en minuside ved det at være digter i et lille land som Danmark. Og idylbilledet krakelerer, når man betragter de vilkår, de fleste med mit fag lever under. Og det gælder i øvrigt for andre kunstnere også. Det er ikke noget, vi taler højt om, for det er lidt tabuiseret. Lidt flovt er det jo at indrømme, at man på den økonomiske stige, står fast placeret på et lavt trin. De færreste kunstnere kan leve af deres fag, selv om det er det heldagsarbejde, de udfører (ja, undertiden tages natten med). 

De fleste, og her taler jeg om dygtige, flittige folk, som mestrer deres kunst til perfektion, får aldrig chancen for at bryde rent igennem og skabe sig det navn, de fortjener og den indkomst, deres arbejdsindsats burde medføre. Kunsten lever på markedsbetingelser, og forlagene, som digterne er underlagte på godt og ondt, gider i dag kun markedsføre de sikre ”sællerter”.

Bestsellerforfatterne lever fedt af deres arbejde, men de er kun toppen af isbjerget, og de sælger godt, enten fordi de skriver det, der lige nu er på mode, eller fordi de skriver populært (pop), som altid har et stort publikum, eller fordi de er gode til at skaffe sig til de rigtige forbindelser og måske endda går med til at gøgle sig igennem noget TV-underholdningspjat.    

Selv kan jeg sagtens føle mig privilegeret, for jeg har et langt forfatterskab bag mig og ingen forsørgerpligter. Men unge forfattere med ansvar for en familie må selv i vort velstandssamfund hutle sig igennem til noget, der blot ligner et liv som andres. Eller de må tage ufaglært arbejde ved siden af, fordi deres fag ikke giver dem det daglige brød lige meget hvor tit de fletter det ind i aftenbønnen.

Alt det hænger efter min mening sammen med manglende respekt for kunsten i det her land. Her i coronatiden ses det tydeligt. Andre erhvervsdrivende kompenseres for deres tab med megabeløb. Kunsten ser man bort fra, selv om dens udøvere i den her tid trænges op i en endnu fedtfattigere krog end den sædvanlige. F.eks. er deres foredragsvirksomhed (et åndehul) helt lukket ned.

Danskerne tager ikke kunsten alvorligt. Man kan se det politisk: De fleste kulturministre og ikke mindst den nuværende, mener, at fodbold og røde pølser er kultur og at musicals er kunst. Og i vores mere og mere platte tv-programmer gør man den fineste kunst til grin.  

Jeg så i går et program, som virkelig gav mig gåsehud: ”Den store premiere.” Her latterliggør man skuespilkunsten ved at lade amatører spille store scener fra teatret. Hvorfor er det folks manglende kompetencer, der udstilles? Hvorfor viser man ikke, hvor sublim skuespilkunsten og det skrevne ord kan svinge sig op til at blive i stedet for at træde det under fode? Er det, fordi vi så får noget at grine af. Ligesom når nogen glider i en bananskræl.

Jeg kom for skade at se noget af TV udsendelsen: ”Danmark griner” forleden, og tæerne var ikke til at rette ud bagefter. Humor kan være sublim, den kan gøre livet til at holde ud og tage brodden af meget. Og den kan løfte kunsten. Men den kan også være så plat og smagløs.

Og det er så det, danskerne griner af! Eller gør de? Er det mon ikke bare TVs let gennemskuelige skræk for ikke at få ALLE med – også dem, der griner af latrinære og underlødige vitser? Det er til at græde over. Men sådan er det blevet: fagfolk får sjældent lov at vise deres begavelse og fine kundskaber i Tv uden at skulle overrendes af klodsede amatører, der ikke mestrer andet end lysten til at vise sig.

Ikke fordi jeg undervurderer amatørismens glæder: jeg spiller selv gerne skuespil, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg er skuespiller. Skuespilkunst, malerkunst, digterkunst, kogekunst, dansekunst. Lad os se det på TV! – Og så kan vi glade amatører boltre os i forsamlingshusene.