{"id":5996,"date":"2016-11-05T22:13:29","date_gmt":"2016-11-05T22:13:29","guid":{"rendered":"http:\/\/blog.hesselholt.com\/?p=5996"},"modified":"2016-11-05T22:13:29","modified_gmt":"2016-11-05T22:13:29","slug":"5996","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/2016\/11\/05\/5996\/","title":{"rendered":"18 – Tobias igen"},"content":{"rendered":"

\"\"<\/strong>
\nVelkommen til min blog,<\/strong>\u00a0der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet p\u00e5 emnelisten ude til h\u00f8jre. Her kan du klikke dig ind p\u00e5 det emne, der m\u00e5ske kunne have din interesse. Jeg fort\u00e6ller f\u00f8rst og fremmest om de b\u00f8ger, jeg har skrevet, skriver p\u00e5 og vil skrive. Du kan finde researchsider og fors\u00f8gssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der ogs\u00e5 en rubrik til det, “forfatteren” s\u00e5m\u00e6nd, men ellers fort\u00e6ller min hjemmeside ogs\u00e5 noget om den person: www.hesselholt.com<\/strong>
\nHerunder kan du l\u00e6se lidt af den seneste udgave af Tobias-bogen.<\/p>\n

\n

KAPITEL 1<\/h2>\n

EN DRENG I NINEVE<\/h2>\n

Det sidste, han huskede, var t\u00e5gerne, hvordan de drev ind over ham og lagde et kuldesv\u00f8b om den br\u00e6ndende hud. Han l\u00e5 p\u00e5 ryggen, stadig hyllet i m\u00f8rke, men det var ikke bl\u00f8dt mere, det skar i s\u00e5rene, og under sig f\u00f8lte han noget kl\u00e6brigt. En menneskekrop, t\u00e6nkte han, og i det samme vidste han, hvor han var. P\u00e5 stendyngen uden for bymuren. Henkastet som et svin.
\nOg svin<\/em> var da ogs\u00e5 det sidste ord, han havde opfanget, inden stilheden og t\u00e5gerne. Svin, svin, svin haglede det ned over ham fra drengene, der stod i en klynge ved siden af bunken.
\nHan lukkede \u00f8jnene og fors\u00f8gte at glide tilbage til s\u00f8vnen. Hvorfor skulle han v\u00e5gne? Hvorfor kunne han ikke bare f\u00e5 lov at d\u00f8?
\nHan havde ikke blot r\u00f8rt<\/em> ved de d\u00f8de. Han havde ligget<\/em> p\u00e5 dem. Og nu var han uren. Og ikke et hak bedre end det skarn, som mor hver dag lodsede ned i den gamle br\u00f8nd. Og han stank v\u00e6rre end de \u00e5dsler, der lige nu klistrede ham fast til stedet.
\nI aftes, da de kylede ham fra sig, var det meningen, at han skulle d\u00f8 her p\u00e5 stendyngen. At rovfuglene skulle fuldf\u00f8re det arbejde, som drengene var begyndt, og han huskede, at den sidste bev\u00e6gelse, han havde gjort, inden han gled ind i t\u00e5gerne, var at slynge begge arme hen over ansigtet, s\u00e5 fuglene ikke kunne hakke \u00f8jnene ud. Han l\u00e5 endnu med den ene kr\u00e6nget op over panden, da han v\u00e5gnede.
\nLangsomt skubbede han sig bagl\u00e6ns, krabbede ned ad dyngen, mens stenenes kanter skar ridser i den n\u00f8gne ryg.
\nNeden for dyngen blev han liggende p\u00e5 jorden. Gr\u00e6sset var revet bort her inderst ved stenbunken, og der var kun den bare jord tilbage. Han sugede dens k\u00f8lighed til sig og m\u00e6rkede, hvordan sandkornene tr\u00e6ngte gennem huden og helt ind i s\u00e5rene og forst\u00e6rkede smerten. Men han var ligeglad nu og blev liggende ubev\u00e6gelig og bed det i sig.
\nJorden var ren<\/em>. Den kunne suge af hans skam, t\u00e6nkte han, m\u00e5ske opsuge den.
\nOmsider fik han sig stablet p\u00e5 benene. En tid stod han og dinglede usikkert, inden han begyndte at vakle fremad. S\u00e5 forsigtigt, som fors\u00f8gte han at tage sine f\u00f8rste skridt.
\nMen han kunne b\u00e5de st\u00e5 og g\u00e5. \u00a0S\u00e5 havde de alligevel ikke knust hvert ben i hans krop, s\u00e5dan som de havde hylet, at de ville.
\nHan var hel.
\n 
\nDer var et godt stykke vej fra stendyngen til byporten, og han skulle g\u00e5 den i et m\u00f8rke, der kun var svagt oplyst af halvm\u00e5nens blege sk\u00e6r, men langt henne p\u00e5 muren anede han nogle lys. Fakler. Og de sorte omrids af et menneske. En vagt?
\nLangsomt, skridt for skridt, fortsatte han sin gang mod Nineves st\u00f8rste byport, og da han kom n\u00e6rmere, s\u00e5 han, at der var opstillet to vagter, en p\u00e5 hver side af den st\u00e6ngte port. De l\u00e6nede sig ind mod muren, og det s\u00e5 ud, som om de blundede.
\nNu var han ganske t\u00e6t p\u00e5, og han h\u00f8rte en svag snorken og s\u00e5, at der l\u00e5 en dunk imellem dem. Den var v\u00e6ltet og trillet ind mod porten. Tom velsagtens.
\nHan tr\u00e5dte ind i det svage lysfelt; ingen reagerede, og han snoede sig forsigtigt forbi den ene af m\u00e6ndene, fandt en smal spr\u00e6kke l\u00e6ngst inde mod muren og kilede sig igennem den.
\nS\u00e5 var han i byen.
\nIndenfor rettede han sig op. Han blev st\u00e5ende et \u00f8jeblik med ryggen mod muren og hev efter vejret.
\nS\u00e5 begyndte han hurtigt som en l\u00e6kat at springe ind mod j\u00f8dekvarteret, hvor deres g\u00e5rd l\u00e5. Smerterne gnistrede i kroppen, men de standsede ham ikke, tv\u00e6rtimod, de jog ham fremad.
\nHan skulle hjem.
\nGaderne l\u00e5 m\u00f8rke og \u00f8de hen, kun hist og her lyste et par s\u00f8vnige fakler op, og nu og da kom noget sm\u00e5kravl pilende forbi ham, en kat, en rotte, en mus? Han mere anede end s\u00e5 dyrene. En hvislen. Som blev de forfulgt af slanger. S\u00e5 var de borte i m\u00f8rket.
\nEt sted bag en lukket port v\u00e5gnede en hund og g\u00f8ede, men ingen reagerede p\u00e5 dens glam, og ingen fors\u00f8gte at standse Tobias, mens han stadig mere besv\u00e6ret fortsatte sin vej gennem de sn\u00e6vre gyder, der snoede sig labyrintisk i j\u00f8dekvarteret.
\nT\u00e6t p\u00e5 hjemmet sagtnede han farten og traskede tungt videre. Til sidst standsede han helt. Stod l\u00e6nge ubev\u00e6gelig og lyttede ind i m\u00f8rket, som havde han opfanget noget skr\u00e6mmende langt inde i gydens dyb. Men de eneste lyde, der n\u00e5ede ham, var nattev\u00e6snernes sagte puslen og hans eget dunkende hjerte.
\nJeg har<\/em> et hjerte, t\u00e6nkte han. Alts\u00e5 lever jeg. S\u00e5 meldte den n\u00e6ste tanke sig. Men jeg lever i skam, og jeg kan ikke bringe skammen til min fars hus. Ordene stod og lyste i ham og lod sig ikke puste ud.
\nDet kan jeg ikke<\/em>.
\nOg i morgen. N\u00e5r han v\u00e5gnede. Skulle han lyve om det, der var sket i nat, eller skulle han g\u00e5 til sin far og bekende det hele? Han ville ikke komme langt med l\u00f8gnen, for far var nok blind, men han tog aldrig fejl af stemmers klang. Og n\u00e5r far og mor f\u00f8rst fandt ud af, hvordan det stod til med ham, s\u00e5 ville de gr\u00e6mme sig til d\u00f8de.
\nI al fald far. Han kunne ingenting se med sine \u00f8jne, der var d\u00e6kket af t\u00e6tte, hvide hinder. Og han var uden arbejde, og kun f\u00e5 bes\u00f8gte ham nu, men han havde aldrig et \u00f8jeblik givet k\u00f8b p\u00e5 sin v\u00e6rdighed som patriark, og han sang og bad og teede sig pr\u00e6cis, som han altid havde gjort.
\nHele verden kunne forandre sig. Den kunne synke i grus, om det skulle v\u00e6re. Men hans far forblev lige s\u00e5 uforandret som Tigrisfloden og \u00f8rkenen og nattens himmel. En Tro Herrens Tjener.
\nOg nu skulle han s\u00e5 miste sin s\u00f8n. Han havde<\/em> mistet ham. Eller f\u00e5et en uren s\u00f8n, og det var v\u00e6rre end slet ingen.
\nMor Anna tjente ikke fars gud. Kun menneskene. Hun arbejdede i kongens palads og gjorde det \u00e5benbart godt, for man havde ikke fyret hende, da alle andre j\u00f8der blev sparket ud i m\u00f8rket.
\nTobias var deres eneste barn. Deres h\u00e5b. Ikke at han nogensinde havde fors\u00f8gt at leve op til deres forventninger. Tv\u00e6rtimod. De seneste \u00e5r havde han ih\u00e6rdigt vendt dem ryggen og var g\u00e5et sine egne veje. V\u00e6k fra dem. S\u00e5 langt v\u00e6k som muligt.
\nHan havde for et par \u00e5r siden sluttet sig til de h\u00e5rde drenge i Nineves gader, og havde vel sagtens v\u00e6ret en skamplet p\u00e5 familiens \u00e6re, men de gamle lod, som om de ikke kunne f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 den plet. N\u00e5 ja, far var jo undskyldt. Han var blind. Men mor? Hvorfor kunne hun ingenting se, og hvorfor var hun altid s\u00e5 tavs og s\u00e5 k\u00e6rlig, lige meget hvor tosset, han skabte sig. Det var ikke rimeligt.
\nHan sank lidt sammen.
\nNej, han kunne ikke tage hjem.
\nS\u00e5 var det, han kom i tanker om Assar. Han havde ikke taget del i mishandlingen i nat. Han var slet ikke m\u00f8dt op p\u00e5 torvet. Og Tobias vidste godt hvorfor. Assar havde f\u00e5et et helt nyt liv, og det var surt, for uden ham var banden ikke den samme. Men vennen havde fra f\u00f8dslen v\u00e6ret bestemt for Isthartemplet, og nu var han begyndt at tjene, og han holdt sig langt borte fra gadelivet.
\nM\u00e5ske var Assar stadig en ven.
\nNu var han ved templet, der knejsede p\u00e5 sin bakkekam, h\u00f8jt h\u00e6vet over Nineves tage. Stjernerne glimtede p\u00e5 himmelbuen, mens Tobias asede sig h\u00f8jere og h\u00f8jere op, som ville han n\u00e5 helt op og favnes af deres lys. Men de lyste ikke for ham. De glitrede koldt og var som resten af verden. Ligeglade med en forsl\u00e5et dreng. Og han kunne blot tumle videre i sit eget h\u00e5bl\u00f8se m\u00f8rke.
\nHan st\u00f8nnede af smerte og udmattelse.
\nTrapperne ville ingen ende tage denne nat, syntes han, og han snublede gang p\u00e5 gang, fordi han ingenting kunne se. M\u00e5nen var g\u00e5et bag en sky, og han m\u00e5tte f\u00f8le sig frem ved hvert skridt.
\nF\u00f8rst helt oppe ved tempelmuren hang en ensom fakkel blafrende i nattebrisen. Ilden kastede et uroligt sk\u00e6r ind mod den h\u00f8je mur, s\u00e5 han syntes, den blev levende og sendte varselstegn mod ham.
\nHertil og ikke l\u00e6ngere. Det her er ikke din<\/em> helligdom. Her har du intet at g\u00f8re. Nej, hviskede han. Men jeg m\u00e5 finde Assar.
\nHan vidste ikke, om der stod vagter ved indgangen. Eller om Assar var v\u00e5gen eller l\u00e5 og sov et sted. Og hvor?
\n\u201dHvor skal jeg finde dig?\u201d mumlede han.
\nPorten var st\u00e6ngt, og han kravlede som et s\u00e5ret dyr langs muren til han fandt et sted, hvor han netop kunne presse kroppen igennem.
\nS\u00e5 stod han i den m\u00f8rke tempelg\u00e5rd. Alt l\u00e5 hyllet i nattens b\u00e6lg, og han var n\u00e6r ved at opgive sit sidste h\u00e5b. M\u00e5ske skulle han hellere l\u00e6gge sig hen i en krog som det affald, han var, og lade urenheden og skammen f\u00e5 frit l\u00f8b og forvandle ham fra dreng til tigger. En tils\u00f8let og forsl\u00e5et tigger lod man gerne ligge uden at bekymre sig synderligt om ham. Kastede i bedste fald br\u00f8dsmuler eller sm\u00e5m\u00f8nter til ham. Jog ham i v\u00e6rste fald bort med sk\u00e6ldsord.
\nMen hvad var det? Kom der ikke en smule lys ud fra en smal spr\u00e6kke i den modsatte ende af g\u00e5rden? Et vindue? Han opb\u00f8d sine sidste kr\u00e6fter for at n\u00e5 derhen. Lad det v\u00e6re Assar<\/em>, bad han og fors\u00f8gte endda at sende b\u00f8nnen op til sin fars gud, som han ellers ikke n\u00e6rede de bedste tanker om. Men lige nu m\u00e5tte han gribe ethvert halmstr\u00e5, om det s\u00e5 var den mest afskyelige gud, der havde fat i den anden ende.
\nDet var <\/em>Assar.
\nHan sad og l\u00e6ste h\u00f8jt, og hans stemme fl\u00f8d ud i natten som den s\u00f8deste honning, syntes Tobias og var lige ved at gr\u00e6de af lettelse.
\n\u201dAssar!\u201d Han sagde navnet s\u00e5 h\u00f8jt, han turde. S\u00e5 besvimede han.
\nDa han v\u00e5gnede stod vennen lidt p\u00e5 afstand og gloede p\u00e5 ham. Han holdt et lille blafrende lys i h\u00e5nden, og nu kom han langsomt n\u00e6rmere.
\n\u201dHvad har de gjort ved dig, de svin?\u201d
\n\u201dDet er mig, der er et svin, Assar. Det fatter du vel. De har gjort mig uren.\u201d
\n\u201dJas\u00e5. Uren.\u201d Assar tr\u00e5dte et skridt tilbage, som om Tobias havde kastet sten imod ham.
\n\u201dForst\u00e5r du, de smed mig hen p\u00e5 dyngen af lig uden for byporten. Jeg har ligget p\u00e5 de d\u00f8de. Jeg er en smittet.\u201d
\n\u201dSmittet. Jo. Men du kan vel renses s\u00e5. Eller?\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dH\u00f8r nu Tobias! Du glemmer, hvor du er. Og hvem jeg er.\u201d
\n\u201dDu er min ven.\u201d
\n\u201dJa. Men jeg er ogs\u00e5 tjener for Isthar, og jeg har magt.\u201d
\n\u201dNok til at \u2026\u201d
\n\u201d\u2026 at rense dig. Mon ikke.\u201d
\n\u201dEr det ikke her, du bor?\u201d
\nAssar skubbede ublidt til ham. Tobias v\u00e5gnede med et s\u00e6t. Han var faldet i s\u00f8vn, straks de satte ham i b\u00e6restolen og sad der og hang p\u00e5 det umage s\u00e6de, mens den slingrede gennem gyderne. Vennen havde brugt timer p\u00e5 at rense ham i det hellige vand fra tempelkarrene for bagefter at forbinde hans s\u00e5r, og nu i de tidlige morgentimer havde han sammen med en kammerat b\u00e5ret ham hjem.
\nHan s\u00e5 sig fortumlet om. Han var virkelig hjemme? Et mirakel. Og var han ren? Et endnu st\u00f8rre mirakel. Han vendte sig mod vennen.
\n\u201dEr jeg ren?\u201d spurgte han.
\n\u201dHmm \u2026 jo \u2026 det er du vel.\u201d
\n\u201dVel?\u201d
\n\u201dBedre kan jeg ikke g\u00f8re det.\u201d
\n\u201dTak Assar.\u201d
\n\u201dJamen, jeg ved ikke, om jeg kan hj\u00e6lpe dig mere. Du m\u00e5 vist klare dig selv fra nu af.\u201d
\n\u201dJeg klarer mig.\u201d
\nHele dagen havde Tobias omhyggeligt holdt sig skjult, siddet som en mus i sit hul og spekuleret p\u00e5, hvad han skulle stille op med sig selv og sit s\u00f8lle liv. Og han var ikke blevet et hak klogere, siden Assar l\u00e6ssede ham af uden for porten i morges og faktisk havde bedt ham passe sig selv.
\nLugten fra nattens r\u00e6dsler sad stadig i n\u00e6seborene, og han kunne ikke tro, at det var forbi. Han var ganske vist hjemme nu, var hos sine egne, men alligevel f\u00f8lte han st\u00e6rkere end nogensinde, at han ikke h\u00f8rte til her.
\nDu har ingen steder hjemme,<\/em> sagde en stemme i ham, som han havde h\u00f8rt f\u00f8r. S\u00e5 tit. Men han syntes, at den lo h\u00e5nligere end den plejede.
\nHan knyttede n\u00e6verne og holdt dem op foran sig, som havde han lige m\u00f8dt en fjende, der bare kunne komme an. Men der var ingen.
\nOg han havde<\/em> et hjemland, det havde han h\u00f8rt til bevidstl\u00f8shed hele sin barndom. Det l\u00e5 og lyste i det fjerne, og som lille dreng badede han sig i det lys, n\u00e5r han var ked af det og blev drillet af de andre b\u00f8rn.
\nMen lige nu kunne han ikke f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 det, og det forekom ham lige s\u00e5 uvirkeligt og g\u00e5defuldt som himlens stjerner. Og mindst lige s\u00e5 koldt. Og han ville ikke vide af det.
\nIsrael.<\/em>
\nHan mumlede alligevel navnet. Det havde en gang v\u00e6ret magisk. Men der skete ingenting i hans hjerte. Magien var forvandlet til noget, man til n\u00f8d kunne dr\u00f8mme om, men som ikke fandtes andre steder end lige netop der. I dr\u00f8mmene. Og i fars sange naturligvis og i mors l\u00e6ngsler.
\nP\u00e5 g\u00e5rdspladsen visnede tr\u00e6ernes toppe. Alle planter hang t\u00f8rre og triste, som ville de helst opsluges af st\u00f8vet ved deres f\u00f8dder. Det var, som om de kun l\u00e6ngtes efter \u00e9t: at blive til ingenting. Ligesom mor. Morlille. Ogs\u00e5 hun voksede nedad. Kuglekroget allerede.
\nKun Tobias sk\u00f8d i vejret. Som en sj\u00e6lden plante, der ikke h\u00f8rte til i al den ynk.
\nDet var efterh\u00e5nden blevet sent, snart ville m\u00f8rket skjule murene, der l\u00e5 som en m\u00f8rnet krans omkring den \u00e5bne plads, og det ville d\u00e6kke over hver eneste revne i de gamle fliser og kaste et sl\u00f8r over den udt\u00f8rrede br\u00f8nd, som mor var begyndt at bruge til affald og som stank v\u00e6rre for hver dag, der gik, og efterh\u00e5nden mindede om en spedalsk, hvis krop langsomt forfaldt for \u00f8jnene af en.
\nMan m\u00e5 se virkeligheden i \u00f8jnene<\/em>, plejede far at sige. Det kunne han sagtens sige, blind som han var. Han s\u00e5 ingenting, og virkeligheden var t\u00e5get hen for ham i mere end en forstand. Kun sangene og b\u00f8nnerne var tilbage fra det tidligere liv.
\nEngang havde han v\u00e6ret det, man kaldte en seer. En profet. En, man spurgte til r\u00e5ds og som man lyttede til. Selv de fornemste i Nineve havde s\u00f8gt til far, n\u00e5r de var i knibe, og kongen indledte aldrig en krig uden f\u00f8rst at konsultere Tobit. Og Tobias kunne huske, at han havde v\u00e6ret stolt af sin far. Engang. Men det var l\u00e6nge siden.
\nEndnu var der ikke s\u00e6rlig m\u00f8rkt i g\u00e5rden. Den synkende sol kastede gyldne kegler gennem spr\u00e6kkerne i porten, som ville den lige unde sig et sidste kig, inden den helt forsvandt, og i lysstriberne flimrede millioner af st\u00f8vfnug. De hvirvlede rundt og rundt i en vilter dans, som om de var ligeglade. Eller bare glade.
\nTobias kunne ikke huske, hvorn\u00e5r han sidst havde v\u00e6ret glad. Han pr\u00f8vede at v\u00e6re ligeglad. Det kunne han heller ikke. Han var ikke noget st\u00f8vfnug. Han var en dreng. Og han dansede ikke i solens lys.
\nEngang havde han danset. Engang havde de alle sammen danset. Dengang havde de v\u00e6ret lykkelige.
\nHan kunne endnu huske den tid, hvor tr\u00e6erne voksede op mod himlen og var liges\u00e5 gr\u00f8nne og frodige som blomsterne, der bredte sig overalt og var mors stolthed. Hendes have. Og dengang lignede br\u00f8nden ikke et stinkende lig, og vandet fl\u00f8d i dens dyb.
\nOg det sang fra taljens rustne trisser, n\u00e5r slavepigen Dahlia hejste den store l\u00e6ders\u00e6k ned gennem m\u00f8rket og fyldte den. Og n\u00e5r hun trak i rebet, og s\u00e6kken igen sv\u00e6vede op gennem slugten, og hun lod den bumpe over kanten. En rigdom, de frit havde kunnet \u00f8se af.
\n 
\n 
\n
 <\/p>\n

KAPITEL 2<\/em><\/h1>\n

EN DRENG OG HANS FAR<\/em><\/h1>\n

Der sad far, sammenfoldet og med hagen presset mod kn\u00e6ene, helt inde mod muren og i den fjerneste ende af pladsen, som om han \u00f8nskede at blive et med de m\u00f8rnede sten. Tobias\u2019 hund, der ligesom far syntes at have mistet livsgnisten, klinede sig op ad ham med hovedet halvt skjult i den folderige djellaba.
\nTobias s\u00e5, hvordan far langsomt h\u00e6vede armene og vendte h\u00e5ndfladerne opad mod den vigende lysstr\u00e5le, som om han ville fange lyset og b\u00f8nfalde det om at blive hos ham endnu en stund.
\nSom en tigger, t\u00e6nkte Tobias og v\u00e6mmedes.
\nHvorn\u00e5r var det, forvandlingen indtraf? Hvorn\u00e5r begyndte livet at sive ud af alt, hvad far r\u00f8rte ved? Ham, der plejede at give<\/em> liv. Nu kunne han ikke engang v\u00e6rne om sit eget. Var det Guds forbandelse, og hvorfor ramte den s\u00e5 Tobit, der var den mest trofaste af alle Guds tjenere?
\nS\u00e5 skulle den da have ramt mig, t\u00e6nkte Tobias. N\u00e5, det gjorde den vel ogs\u00e5. Mon ikke? Og mor. Det var det v\u00e6rste, for hun kunne ikke sno sig fri som Tobias. Hun<\/em> kunne ikke flygte nogen steder hen.
\nHan begyndte langsomt at bev\u00e6ge sig over mod porten. Listede fremad skridt for skridt, for far skulle helst ikke h\u00f8re ham, inden han n\u00e5ede helt derhen og forsigtigt fik lirket den tunge d\u00f8r op og klemt sig ud gennem spr\u00e6kken og ud. Tr\u00e6et var blevet s\u00e5 fr\u00f8nnet p\u00e5 det sidste, og de gamle rustne h\u00e6ngsler var begyndt at skrige, som jamrede de over deres eget forfald.
\nNu var han ved porten. Han stod ubeslutsom. Armene f\u00f8ltes med \u00e9t s\u00e5 tunge, og skulle han ikke hellere blive hjemme? Han kastede et blik ind i den halvm\u00f8rke g\u00e5rd, hvor far stadig sad og faldt i et med muren.
\nTobit. Hans far.
\nJ\u00f8den<\/em>.
\nNineve var en broget by. Her f\u00e6rdedes alle mulige folkeslag mellem hinanden, og j\u00f8derne havde hidtil ikke skilt sig synderligt ud. Tv\u00e6rtimod. De fleste fulgte Nineves love til punkt og prikke, de spiste den samme mad som assyrerne, de tilbad forn\u00f8jet Nineves guder, og de levede kort sagt som alle andre folk i byen. Sk\u00f8nt de fleste af dem var kommet dertil som kongeligt krigsbytte og alts\u00e5 var tr\u00e6lle, s\u00e5 var de efterh\u00e5nden gledet ind i byens hverdagsliv og udfyldte i det store hele den plads, de hver is\u00e6r var blevet tildelt.
\nMen hans far, Tobit, var noget s\u00e6rligt. For han tilh\u00f8rte den lille flok j\u00f8der, der trofast m\u00f8dte op i synagogen hver sabbat og som dyrkede HERREN min GUD<\/em>, der afveg fra alle andre guder ved at v\u00e6re den eneste, der ikke var en d\u00f8d ting af sten eller marmor, men en levende \u00c5ND.
\nIndtil i g\u00e5r havde Tobias ikke v\u00e6ret i tvivl. Han ville give pokker i, at han var j\u00f8de. Han f\u00f8lte sig heller ikke som slave for nogen. Og han \u00f8nskede kun \u00e9t: at v\u00e6re fri og st\u00e6rk og at v\u00e6re sig selv. Han ville frem for alt ligne de andre drenge i Nineve. Dem, han havde sluttet sig til, og som havde taget imod ham.
\nHan havde f\u00f8lt sig fri, og han var<\/em> st\u00e6rk, og hidtil havde han kunnet klare sig med sine kr\u00e6fter og sit fandenivoldske mod. Og de andre drenge havde set op til ham. Han var som en ung ulv, glubsk p\u00e5 livet, og flokken havde villigt \u00e5bnet sig for ham.
\nOg de havde hylet i samme kor.
\nIndtil.
\nNu var alt forandret.
\nDet var kommet um\u00e6rkeligt. Lidt efter lidt, og han burde vel have set det for l\u00e6ngst. Men han havde ikke villet<\/em>. Ikke det. Ikke, at han fra nu af m\u00e5tte hyle i ensomhed, ikke at kammeraternes blikke var blevet fulde af foragt og at de var begyndt at vende ham ryggen, n\u00e5r han kom, som om han forpestede den luft, de ind\u00e5ndede.
\nDet hele tog sin begyndelse, den dag, Kong Sankerib tabte et k\u00e6mpe slag. Han havde satset hele sin h\u00e6r, der blev sl\u00e5et s\u00e5 totalt, at han havde mistet al \u00e6re og v\u00e6rdighed. Og resterne af en tilintetgjort h\u00e6r var alt, hvad han bragte med fra det mislykkede togt.
\nTobias havde set soldaterne, da de krabbede gennem byporten. En flok forrevne katte, som sl\u00e6bte sig hen over jorden. Og en pest sad dem tilmed i k\u00f8det og truede med ikke blot at udrydde resten af h\u00e6ren, men hele byens befolkning.
\nKongen lod straks de pestramte dr\u00e6be, og andet kunne man vel ikke forvente. Men hans n\u00e6ste skridt var underligt og taget helt ud af den bl\u00e5 luft, syntes Tobias. Han kastede nemlig hele sit had p\u00e5 j\u00f8derne og hidsede indbyggerne i Nineve op imod dem. Som om det var deres skyld.
\nOg n\u00e6sten dagligt lod han nogle af dem p\u00e5gribe og myrde. Og ligene blev sl\u00e6bt uden for bymuren og kylet p\u00e5 stendyngen, som ellers var forbeholdt de v\u00e6rste forbryder\u00e5dsler. Her fik de lov at ligge og r\u00e5dne op, mens vilde dyr og fugle fl\u00e6nsede og hakkede i dem.
\nIngen m\u00e5tte n\u00e6rme sig bunken. Ingen m\u00e5tte synge for de d\u00f8de. Og st\u00f8rre skam kunne ikke overg\u00e5 en j\u00f8de.
\nOg nu havde h\u00e5nen og hadet alts\u00e5 ramt ham selv, og han havde ingenting kunnet g\u00f8re. Og for f\u00f8rste gang var han blevet rigtig bange.
\nI aftes. Frygten. Sneglene, der kr\u00f8b i hans blod og slimede hans vilje til. Og den iskolde erkendelse af, at ingenting mere kunne blive det samme. At han var stemplet for tid og evighed.
\nHan havde n\u00e6rmet sig drengene hen p\u00e5 aftenen, akkurat som han plejede, og han havde t\u00e6nkt, at han endnu engang kunne t\u00f8 dem op og f\u00e5 dem til at le, og at de ville sl\u00e5 ham p\u00e5 skulderen og vise ham, at han var en af deres.
\nMen han gik mere t\u00f8vende, end han plejede, og han m\u00e6rkede en uro, han ikke kendte.
\nDrengene stod og hang p\u00e5 torvet som hver aften, og alt syntes normalt. Tilmed latteren. S\u00e5 velkendt. S\u00e5 trygt.
\nMen latteren forstummede, da han kom n\u00e6rmere, og som p\u00e5 t\u00e6lling var de faret frem imod ham og havde v\u00e6ltet ham omkuld, og mens de t\u00e6vede og sparkede l\u00f8s og skreg, at han var et SVIN og en J\u00d8DE, s\u00e5 var der ingen af de mange voksne p\u00e5 torvet, der s\u00e5 meget som l\u00f8ftede en finger for at hj\u00e6lpe ham.
\nDrengene havde sl\u00e6bt ham hele vejen til den n\u00e6rmeste byport, forbi vagterne, der heller ikke havde reageret og ud til stendyngen, og her havde de kylet ham fra sig. Og sten og stank og r\u00e5 latter havde ramt hans ansigt og blandet sig med t\u00e5rerne og blodet.
\nL\u00e6nge l\u00e5 han der. Omgivet af stinkende lig. S\u00e5 greb t\u00e5gerne ham.
\nHan blev st\u00e5ende lang tid ved porten med h\u00e5nden p\u00e5 klinken, kunne ikke bekvemme sig til at \u00e5bne. F\u00f8lte, at han burde. At han m\u00e5tte<\/em> l\u00f8be hen til drengene lige som i aftes, lige som alle aftener og vise dem, at han ikke var bange.
\nMed \u00e9t begyndte benene at ryste under ham, og frygten ormede rundt i kroppen. Men jeg er <\/em>jo bange, t\u00e6nkte han.
\nMor var endnu ikke kommet hjem, selv om det var sent. Hun gik hver morgen, f\u00f8r solen stod op, og ofte var det m\u00f8rkt, n\u00e5r hun vendte hjem fra et arbejde, der sled gl\u00e6den af hende og langsomt \u00f8delagde hendes helbred. Og fik hende til at rase mod far, der aldrig svarede med en stavelse.
\nBag sig h\u00f8rte han far harke. Det l\u00f8d, som om hele hans indre var p\u00e5 vej op gennem halsen, og Tobias vendte sig om og s\u00e5 igen p\u00e5 ham.
\nS\u00e5 ynkelig.
\nS\u00e5 lidt Tobit den Vise.
\nS\u00e5 meget Tobit den Svage.
\nTobias f\u00f8lte, hvordan viljen kn\u00e6kkede, h\u00e6nderne slap d\u00f8rklinken, og benene begyndte langsomt at bev\u00e6ge sig bort fra porten og hen mod den gamle mand, der var hans far. Helt henne ved den sammensunkne krop, satte Tobias sig p\u00e5 hug, men sagde ingenting.
\nTobit fors\u00f8gte at rette sig lidt. Han virrede med sine magre h\u00e6nder i den tomme luft i stedet for at l\u00e6gge dem p\u00e5 s\u00f8nnens hoved og velsigne ham, som han plejede. Ikke engang det, t\u00e6nkte Tobias og b\u00f8jede hovedet.
\n\u201dJeg kaldte ikke,\u201d sagde Tobit.
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dMen her sidder du.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\nTobias fik en klump i halsen. Skulle han slutte sig til den gamle og harke om kap med ham, give op og blive olding, f\u00f8r han var fyldt 17? Han lukkede \u00f8jnene, og nu m\u00e6rkede han farens h\u00e6nder glide s\u00f8gende hen over kinder og hage.
\n\u201dDu er blevet stor. Snart voksen. Jeg burde velsigne dig.\u201d
\n\u201dDet har du gjort, far. Faktisk hver dag.\u201d
\n\u201dMen det var barnet, jeg velsignede. Nu er du ikke l\u00e6ngere et barn.\u201d
\nHvorfor sagde han det? Og vel var han s\u00e5. Han var en fattig j\u00f8dedreng.
\n\u201dKong Sankerib er ikke et udyr.\u201d Far smilede, som om han pludselig var glad.
\n\u201dN\u00e5.\u201d
\nHvad kom kongen ham ved? Og vel var han et udyr. Eller v\u00e6rre endnu. Dyr handlede ikke s\u00e5 grusomt.
\n\u201dHan er et menneske.\u201d
\nNu lo far ligefrem.
\n\u201dHusker du, Tobias, dengang kongen jog os bort?\u201d
\nDet huskede han, men det beviste vel ikke ligefrem, at der bankede et menneskehjerte i det kongelige bryst.
\n\u201dOg husker du, hvor vi sang?\u201d
\nOm han huskede? Han ville aldrig glemme den dag, men han<\/em> havde nu ikke sunget. Han havde sitret af skr\u00e6k, og mor havde gr\u00e6dt. Kun far gik med l\u00f8ftet hoved, og han havde skr\u00e5let mod himlen og de mange mennesker, der var stimlet sammen for at se soldaterne jage den lille familie gennem gaderne. Tobias kunne endnu m\u00e6rke spydspidserne mod sin n\u00f8gne barnekrop. Og han huskede angsten og smerten og fars s\u00e6re sange, der steg om kap med mors gr\u00e5d, mens blodet dryppede i deres fodspor.
\n\u201dJeg har ikke glemt det,\u201d sagde han og h\u00f8rte sin stemmes bitre klang. Men far h\u00f8rte ingenting.
\n\u201dJeg gik med Gud.\u201d
\n\u201dN\u00e5,\u201d sagde Tobias og t\u00e6nkte, at han gik med en sk\u00e6lvende lille dreng og en gr\u00e6dende kvinde. Hans gud havde ikke v\u00e6ret der.
\n\u201dOg HAN f\u00f8rte os tilbage til Nineve. Det husker du vel ogs\u00e5, min s\u00f8n?\u201d
\nJo. Heller ikke det havde han glemt. Kongen havde fortrudt sin handling n\u00e6sten med det samme. Han havde jo kastet sin bedste r\u00e5dgiver p\u00e5 porten og sendt ham ud p\u00e5 en flugt, der kun kunne ende p\u00e5 en m\u00e5de. Med d\u00f8den.
\nDet var uklogt, og han fik dem opsporet, allerede inden de havde krydset den store slette. Midt i \u00f8rkenen havde de set en st\u00f8vsky rejse sig i horisonten og n\u00e6rme sig i al hast, og mor var igen begyndt at gr\u00e6de, og far hengav sig atter til jubelsang, og lille Tobias, der var ved at segne af tr\u00e6thed, stirrede med r\u00e6dsel p\u00e5 soldaterne, hvis heste kom stadig n\u00e6rmere og vrinskede og stejlede og stank, da de endelig gjorde holdt lige foran dem.
\nOg s\u00e5 var der nogen, der greb ham, men med blide h\u00e6nder denne gang, og sammen med far og mor blev han anbragt i en lukket vogn trukket af kongelige heste.
\nDerefter blev de f\u00f8rt tilbage til paladset, hvor kongen stod parat og tog imod dem, som var de fornemme udsendinge fra et fremmed land. Og han havde set p\u00e5 de st\u00f8vede og n\u00f8gne unders\u00e5tter med en blanding af n\u00e5dig tilgivelse og faderlig strenghed i blikket og sagt, at dette var til gavn for dem. Nu vidste de, hvad der skete, n\u00e5r man n\u00e6gtede at lystre sin herre.
\n\u201dJeg lystrer altid Min Herre. Hans miskundhed r\u00e6kker til Himlene, hans retf\u00e6rd er som havenes dyb, og han forlader aldrig sin trofaste tjener.\u201d
\nDet havde far virkelig sagt og med tindrende \u00f8jne, der var rettet lige mod kongen, sk\u00f8nt det var strengt forbudt at stirre p\u00e5 den oph\u00f8jede hersker. Men kongen havde blot nikket og smilet, som var det ham, far mente.
\nDet var alt sammen, f\u00f8r han blev sl\u00e5et af blindhed. Da han mistede synet, ramte det ham som et lyn fra en klar himmel.
\nM\u00e5ske havde den skjulte gud s\u00e5 alligevel forladt hans far? M\u00e5ske fandtes guden slet ikke, men var opdigtet ligesom de sange, hvori Tobit s\u00e5 kunstf\u00e6rdigt indflettede hans navn og underfulde gerninger. Tobias turde ikke sp\u00f8rge, men han blev endnu engang bekr\u00e6ftet i sin tro p\u00e5, at det i al fald ikke var nogen venlig gud, faren tilbad.
\n\u201dDu kommer ikke mere i synagogen?\u201d
\nTobias tav. Han kunne umuligt sige til far, at han ikke ville v\u00e6re j\u00f8de. At han regnede fars gud for mindre end en orm \u2013 den <\/em>gjorde i det mindste gavn. Fars gud var en, der tr\u00e5dte sit eget folk i st\u00f8vet og ikke engang gad lytte til dets klagesange.
\nHvad kunne s\u00e5dan en gud tilbyde? Andet end falskhed og l\u00f8gne og brudte l\u00f8fter. De ringeste indbyggere i Nineve var j\u00f8diske slaver, og de var sl\u00e6bt hertil fra et \u00f8delagt Jerusalem eller fra andre steder i hjemlandet. Hvilken gud var det lige, der beskyttede dem?
\nDet var assyrerne, der var sejrherrerne, ikke j\u00f8derne. Og alts\u00e5 var det deres guder, der var st\u00e6rke. Og som sk\u00e6rmede og hjalp.
\nIkke j\u00f8dernes.
\nStilheden videde sig ud, indtil den fyldte hele g\u00e5rden, og Tobias ikke kunne v\u00e6re i den, men heller ikke magtede at bryde den. Noget havde sat sig p\u00e5 tv\u00e6rs i halsen.
\nEt sted i gyden skrydede et \u00e6sel. En k\u00e6rre skrumplede forbi lige uden for porten. Hesteskoene slog h\u00e5rdt mod brostenene. S\u00e5 var der igen helt tyst. Lyskeglen var omsider slukket, og m\u00f8rket sneg sig ind i alle kroge.
\n\u201dMen vi er alligevel ikke fattige,\u201d sagde far, da stilheden f\u00f8ltes mest ub\u00e6rlig. Og s\u00e5 lo han. Denne gang hjerteligt.
\n\u201dHvad er vi ikke?\u201d
\n\u201dFattige. Det kan ingen kalde os.\u201d
\n\u201dHm \u2026 \u201d
\nDet var der vist mange, der kunne.
\n\u201dFor vi har penge.\u201d
\n\u201dPenge? Hvor?\u201d
\nTobias s\u00e5 sig om, som om han s\u00f8gte efter en skat, som l\u00e5 og glimtede et sted i m\u00f8rket, og som han hidtil havde overset. Var det her en leg?
\n\u201dI Medien. I Rages. I sin tid l\u00e5nte jeg ud til min sl\u00e6gtning Gabael. Han skylder mig.\u201d
\nRages l\u00e5 et sted i verdens udkant, og hvis far havde penge der, s\u00e5 kunne det v\u00e6re lige meget. S\u00e5 kunne de liges\u00e5 godt have ligget p\u00e5 havet bund.
\n\u201dDet her har jeg l\u00e6nge villet tale med dig om. Men du var jo et barn. Nu ser jeg, at barnet er borte.\u201d
\nHan lagde en h\u00e5nd p\u00e5 Tobias\u2019 hoved og velsignede ham. Som altid f\u00f8ltes det p\u00e5 en gang akavet og trygt. En slags dagligt br\u00f8d, der var en smule muggent i kanten.
\nFar rettede sig s\u00e5 meget, som den krumme ryg tillod og n\u00e6rmede sit ansigt til s\u00f8nnens. De blinde \u00f8jne skinnede gult. S\u00e5 h\u00e6vede han stemmen og l\u00f8d som Rabbi, n\u00e5r der skulle forkyndes til Guds \u00e6re.
\n\u201dUnge mand, du har en mission.\u201d
\nEn mission? Det var da et nyt ord, og Tobias m\u00e5tte tygge p\u00e5 det, f\u00f8r han kunne besinde sig til at svare.
\n\u201dMission? Hvad mener far? Jeg kan ikke rejse til Rages.\u201d Han skubbede sig lidt v\u00e6k fra fars ansigt.
\nFar fortsatte med at udrede sine planer for Tobias. Det var ikke blot pengene, det drejede sig om, sagde han. Der var ogs\u00e5 det, at Tobit ikke mere kunne holde ud at leve i m\u00f8rket.
\n\u201dDet forst\u00e5r du vel, Tobias.\u201d
\nJo, det gjorde han da. Det i det mindste.
\n\u201dJa, og hver dag beder jeg Herren l\u00f8fte mig op og bade mig i sit himmelske lys. Og Herren er n\u00e5dig og lydh\u00f8r.\u201d
\nN\u00e5, var han det? S\u00e5 skjulte han det da godt. Og hurtig i vendingen kunne man i al fald ikke kalde ham.
\n\u201dOg snart vil jeg forlade dig, Tobias. Og du m\u00e5 love mig en ordentlig begravelse. En j\u00f8disk jordef\u00e6rd efter alle regler og forskrifter. Lover du mig det?\u201d
\n\u201d\u00d8h \u2026 jo.\u201d
\n\u201dJeg vil ikke ende p\u00e5 stenbunken.\u201d
\nDer gik et s\u00e6t gennem Tobias, og han greb fars h\u00e5nd og klemte den h\u00e5rdt.
\n\u201dAldrig far. Det lover jeg.\u201d
\n\u201dOg mor \u2026\u201d
\n\u201dMor!\u201d Tobias stirrede forf\u00e6rdet p\u00e5 det mimrende ansigt foran sig.
\n\u201dJa. Hende skal du begrave ved min side.\u201d
\n\u201dJamen, far, hun er da \u2026\u201d
\nIgen overh\u00f8rte far ham.
\n\u201dMen f\u00f8rst skal du hente pengene.\u201d
\n\u201dHente. Nej.\u201d
\n\u201dOg s\u00e5 m\u00e5 du samtidig hente en pige og bringe hende med dig hjem.\u201d
\n\u201dEn hvad?\u201d
\n\u201dEn pige. Ja, det ved du vel, hvad er? S\u00e5dan en \u2026 med \u2026 disse hersens \u2026\u201d Far gjorde nogle fejende bev\u00e6gelser, der kunne betyde hvad som helst.
\n\u201dKort sagt, du skal giftes.\u201d
\n\u201dNej. Og jeg kender ingen pige.\u201d
\nNu l\u00f8j Tobias, men det kunne far jo ikke vide. Han havde jo aldrig set Tobias og drengene st\u00e5 og h\u00e6nge ved porten, n\u00e5rpigernehen under aften gik ud til den store br\u00f8nd efter vand. N\u00e5r de passerede forbi, og drengene delte dem mellem sig. Pige efter pige. Indtil alle drengene havde f\u00e5et hver sin. Selvf\u00f8lgelig p\u00e5 afstand og hviskende, ogpigerneanede jo ingenting. Eller gjorde de? Tobias kom til at smile ved tanken om de skr\u00e5 blikke, som de halvt i skjul bag t\u00f8rkl\u00e6det kastede til drengene. Ogs\u00e5 han havde sin udvalgte. Tamara hed hun, og b\u00e5de i tanker og ord havde han mere end en gang lirket t\u00f8rkl\u00e6det af hende og ladet de lange, m\u00f8rke kr\u00f8ller danse om det blege ansigt. Han blev hed ved tanken om pigen, som han b\u00e5de kendte og ikke kendte, og han slog \u00f8jnene ned, selv om far ikke kunne se det.
\nNej, han beh\u00f8vede ikke begive sig ud p\u00e5 en farefuld rejse for at finde en smuk kone. Hun fandtes allerede. Og tilmed her i Nineve. Og han fors\u00f8gte forlegent at g\u00f8re far det begribeligt.
\n\u201dVr\u00f8vl. Du m\u00e5 naturligvis have en hustru med din egen tro.\u201d
\n\u201dMin <\/em>tro?\u201d En trol\u00f8s alts\u00e5.
\n\u201d\u00c5h, du taler som et barn. Men jeg kan ikke vente l\u00e6ngere, og inden jeg lukker mine gamle, blinde \u00f8jne, m\u00e5 jeg s\u00f8rge for, at dine \u00e5bnes.\u201d
\nAldrig, t\u00e6nkte Tobias.
\n\u201dDu tilh\u00f8rer Naftalis stamme. Du er galil\u00e6er. Det kan du ikke l\u00f8be fra.\u201d
\nDu aner ikke, hvad jeg kan l\u00f8be fra, t\u00e6nkte Tobias.
\n\u201dI Ekbatana har du en kusine.\u201d
\n\u201dEn kusine?\u201d
\n\u201dJa, og de siger, at hun er smuk.\u201d
\n\u201dJeg kan godt n\u00f8jes med mindre,\u201d fors\u00f8gte Tobias.
\nIgen indfandt der sig en larmende stilhed, men denne gang varede den ikke l\u00e6nge, for nu h\u00f8rtes h\u00e6ngslernes skurren, blandet med en anden lyd, som han ikke straks genkendte.
\nEt dyr?
\nHan vendte sig om og s\u00e5, at det var mor, og at hun bar noget levende p\u00e5 armen. Hun holdt det s\u00e5 forsigtigt ind til sig, som var det et lille barn, hun skulle sk\u00e6rme. Nu kom lyden igen. En br\u00e6gen.
\n\u201dSe Tobias! Se, hvad jeg har bragt med til dig,\u201d Og hun rakte bylten frem imod ham. Stemmen var s\u00e5 uvant glad.
\nTobias overh\u00f8rte fars utilfredse brummen. Han sprang op og l\u00f8b hen til hende og greb det lille kr\u00e6, der ivrigt slikkede hans h\u00e6nder. Han s\u00e5 p\u00e5 mor, hendes \u00f8jne var levende. Hun<\/em> var levende. Og det lille dyr i hans arme spr\u00e6llede af liv.
\nHan lo.
\n \n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 3<\/h2>\n

LYSENE SLUKKES ET FOR ET<\/h2>\n

Tobias sjaskede lidt vand i hovedet fra fadet, som mor havde stillet frem. S\u00e5 t\u00f8rrede han sig med kl\u00e6det og trak kjortlen over hovedet. Mad kunne han f\u00e5 hos pottemageren. Og han havde ingen tid at spilde. Hvert \u00f8jeblik var kostbart i denne tid, og nu sad gamle Isak og ventede p\u00e5 ham.
\nAlligevel standsede han foran fars vindue og stod en tid og lyttede til ordene, der flagrede ud i g\u00e5rden, som blev de b\u00e5ret p\u00e5 brisens vinger.
\nDet var ikke f\u00f8rste gang, Tobias m\u00e5tte standse op og undre sig over far. For mens alle andre j\u00f8der i Nineve syntes grebet af h\u00e5bl\u00f8shed, s\u00e5 hengav denne ene sig mere helhjertet end nogensinde til digtningen, og det var tydeligt, at den bar ham bort fra den knugende angst, der havde grebet alle, og satte ham i en tilstand af utidig gl\u00e6de.
\nTobias fors\u00f8gte at slippe fri af ordenes magi. Han ville ikke bildes noget ind, men se verden i sandhedens klare lys. Og sangene skulle ikke lave det hele om.
\nM\u00f8rke var m\u00f8rke og lys var lys. Og der blev mere og mere af det f\u00f8rste. Og lysene slukkedes et for et i Nineve. For ham som for alle andre j\u00f8der.
\nFars sange \u00e6ndrede ingenting.
\nAlligevel m\u00e6rkede han denne gang, at noget var forandret. At han selv var forandret, og for f\u00f8rste gang f\u00f8lte han, at ordene gav en s\u00e6r genklang i hans eget indre.
\nNej, mumlede han, men kunne alligevel ikke rive sig l\u00f8s. Lyttede, som var ordene l\u00e6nker. H\u00f8rte, hvordan de kastede rundt med lys og h\u00e5b, s\u00e5 det gjorde ondt i en. Og samtidig gjorde det godt, som om det var tryllesalve p\u00e5 et s\u00e5r, der ikke ville heles.
\nPludselig misundte han far, der kunne synge sig fri p\u00e5 den m\u00e5de.
\nJeg takker dig, Herre og forkynder din magt og storhed<\/em>
\nI det land, hvor jeg lever i fangenskab<\/em>
\nJerusalem, Jerusalem<\/em>
\nForbandet v\u00e6re alle der h\u00e5ner dig<\/em>
\nForbandet v\u00e6re alle der river dig ned<\/em>
\nNedbryder dine mure og omstyrter dine t\u00e5rne<\/em>
\nOg s\u00e6tter ild til dine huse<\/em>
\nLykkelige de der elsker dig<\/em>
\nLykkelige de der gl\u00e6der sig over din pragt<\/em>
\nLykkelige de der bl\u00e6ndes af dit lys<\/em>
\nLyset i din by Herre <\/em>
\nLyset i dit Jerusalem<\/em>
\nLyset fra Herren<\/em>
\nMin sj\u00e6l, pris Herren, pris hans storhed <\/em>
\nFor Jerusalem skal genopbygges,<\/em>
\nHans hus skal tilh\u00f8re byen i al evighed.<\/em>
\nJerusalem! Jerusalem!<\/em>
\nLykkelig jeg, hvis efterkommere vil f\u00e5 din herlighed at se.<\/em>
\nTobias rystede fortryllelsen af sig og satte i l\u00f8b. M\u00e5tte til Isak, og det kunne slet ikke vente. M\u00e5ske sad den gamle pottemager ogs\u00e5 og sang, men s\u00e5 var det i det mindste sange uden klang og sk\u00f8nhed. Dem kunne man sagtens vende det d\u00f8ve \u00f8re til.
\nHurtigt skr\u00e5ede han over g\u00e5rdspladsen og n\u00e5ede netop at gribe fat i den rustne klink og skubbe porten halvt op, da det gik op for ham, at sangen var forstummet. F\u00f8rst var der helt stille. S\u00e5 h\u00f8rte han far kalde.
\n\u201dTobias!\u201d
\nTobias stemte skulderen i og skubbede porten helt op.
\nNej far.
\nHele ugen havde han v\u00e6ret hos Isak fra den tidlige morgenstund og tilbudt den gamle pottemager sin beskyttelse. Soldaterne havde dr\u00e6bt Isaks eneste s\u00f8n, og hans kone var d\u00f8d af sorg lige efter, og nu sad han ene og sk\u00e6lvede for sit eget s\u00f8lle liv.
\nDa Tobias var en lille purk, var det gerne Isak, han tyede til, n\u00e5r verden gik ham imod, og nu kunne han g\u00f8re en smule geng\u00e6ld, syntes han, og hver morgen anbragte han sig i v\u00e6rkstedets d\u00f8r og pr\u00f8vede at se drabelig ud. Vidste jo nok, at han intet kunne stille op mod soldaterne, hvis de valgte Isak som det n\u00e6ste offer. Men han kunne i al fald lade som om. Og den gamle syntes s\u00e6rt beroliget ved synet af den store, tapre dreng.
\n\u201dVi klarer det, Isak,\u201d sagde Tobias, n\u00e5r den gamle begyndte at gr\u00e6de.
\nOg desuden. Hvad skulle han ellers stille op med sig selv? Han var som alle andre j\u00f8der jaget vildt, og drive om derhjemme orkede han ikke. Og far ville han helst undg\u00e5.
\nDet kunne han ikke, for nu gjaldede stemmen igen og h\u00f8jere og mere indtr\u00e6ngende end f\u00f8r.
\n\u201dTobias!\u201d
\nTobias slap sit tag i d\u00f8rgrebet, vendte sig og gik modvilligt tilbage.
\nInde i det dunkle kammer satte han sig p\u00e5 gulvet med korslagte ben og s\u00e5 t\u00e6t p\u00e5 far, at han kunne m\u00e6rke hans \u00e5ndedr\u00e6t.
\n\u201dDu kommer ikke mere i synagogen.\u201d
\n\u201dDen er lukket.\u201d
\n\u201dOg Rabbi \u2026?\u201d
\n\u201d\u2026 har de dr\u00e6bt.\u201d
\nEn tid sad de tavse, sagde far: \u201dDu skal rejse. Nu.\u201d
\n\u00c5h, nej, det gad han alts\u00e5 ikke h\u00f8re p\u00e5. Fars ut\u00e5lelige snak om Rages og om penge, der skulle hentes. Og en pige, der skulle \u00e6gtes og s\u00e5 den der endel\u00f8se rejse, ingen kunne vide, hvor f\u00f8rte hen.
\n\u201dJeg vil helst blive.\u201d
\n\u201dJeg sender dig af sted med Herrens velsignelse. Hans engle vil sk\u00e6rme dig. \u201d
\n\u201dJeg tror ikke p\u00e5 engle.\u201d
\n\u201dTror du p\u00e5 noget?\u201d
\n\u201dJa. Noget.\u201d
\nHan t\u00e6nkte p\u00e5 Tamara, han t\u00e6nkte p\u00e5 lysende morgener, n\u00e5r solen stod op over Tigris og farvede luften og vandet r\u00f8dt, han t\u00e6nkte p\u00e5 Assar, der stadig var hans ven. S\u00e5 t\u00e6nkte han p\u00e5 far og mor og gamle Isak.
\n\u201dJa,\u201d sagde han igen.
\n\u201dGodt. S\u00e5 kan du rejse.\u201d
\nTobias krabbede bagl\u00e6ns. Ikke langt, men langt nok til, at far m\u00e5tte flytte sine h\u00e6nder fra hans hoved.
\nMed \u00e9t f\u00f8lte han sig meget alene. Det var, som om han gled l\u00e6ngere og l\u00e6ngere v\u00e6k, ikke bare fra far, men fra alting.
\nEn fugl fl\u00f8jtede forn\u00f8jet i toppen af det gamle, visne tr\u00e6, det dryppede fra g\u00e5rdens vandbeholder, der l\u00e6nge havde v\u00e6ret ut\u00e6t.
\n\u201dJeg har kun dig.\u201d
\n\u201dJa,\u201d sagde Tobias.
\n\u201dOg nu skal du g\u00e5.\u201d
\n\u201dG\u00e5?\u201d
\n\u201dUd i byen. Se folk an, v\u00e6lg den rette ud, tal til ham p\u00e5 vores sprog og svarer han dig, s\u00e5 skal du sende ham til mig.\u201d
\nVar far blevet vanvittig? G\u00e5 rundt i Nineve nu. Og s\u00e5 ligefrem skilte med sin j\u00f8dedom.
\n\u201dHvorfor?\u201d
\n\u201dDu kan ikke rejse ene.\u201d
\n\u201dMen jeg kan da heller ikke rejse med en eller anden pjaltej\u00f8de.\u201d
\n\u201dS\u00e5dan m\u00e5 du ikke sige.\u201d
\n\u201dMen far, det er jo det, de er. Alle som en. Pjaltede. Og fattige.\u201d
\n\u201dFattigdom er ingen skam.\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dGud vil hj\u00e6lpe dig.\u201d
\nMon? Det med at hj\u00e6lpe var ikke lige gudens st\u00e6rkeste side, og han t\u00e6nkte p\u00e5 far og alle de andre j\u00f8der. Men han sagde ingenting. Rejste sig og gik. Som en lydig s\u00f8n.
\nTobias stilede mod det store torv, hvor der altid f\u00e6rdedes et virvar af folk. M\u00e5ske var der j\u00f8der iblandt. M\u00e5ske fandtes der stadig nogen, som ikke var bange for soldaterne.
\nMen inden han n\u00e5ede s\u00e5 langt, h\u00f8rte han sit navn slynget ud og vendte sig om. Det var Ruben. Ruben med det lange, sorte h\u00e5r, der faldt i fine slangekr\u00f8ller ned langs kinderne, og \u00f8jne, der altid var skinnende sorte af alvor. Ogs\u00e5 dengang, da de var sm\u00e5. Da de endnu levede som br\u00f8dre. Og senere, da de havde siddet side om side i synagogen.
\nDer var bare det, at mens Tobias havde rejst sig og var g\u00e5et og aldrig vendt tilbage, s\u00e5 var Ruben blevet siddende.
\n\u201dGodt, jeg traf dig, Tobias. Jeg ledte netop efter en j\u00f8de.\u201d
\n\u201dS\u00e5 er vi to.\u201d
\n\u201dHvad?\u201d
\n\u201dJa, for det gjorde jeg ogs\u00e5.\u201d
\n\u201dHeldigt.\u201d
\n\u201dM\u00e5ske. Hvis du alts\u00e5 vil med?\u201d
\n\u201dSelvf\u00f8lgelig. Som det er nu, m\u00e5<\/em> man v\u00e6re med. Ellers bliver man jo som en af dem.\u201d
\n\u201dDu skal vide, at det er farligt.\u201d
\n\u201dJeg er ikke bange. Jeg g\u00f8r altid det, Herren kr\u00e6ver.\u201d
\n\u201dN\u00e5, det er nu kun min far.\u201d
\n\u201dGud velsigne din far, Tobias. Han er et lysende eksempel for os alle. Og nu har han alts\u00e5 sendt sin eneste s\u00f8n, fordi han ikke mere selv kan udf\u00f8re HANS bud.\u201d
\n\u201dS\u00e5dan ville jeg ikke lige sige det.\u201d
\n\u201dMen jeg forst\u00e5r ikke, Tobias. Du valgte jo Assar for mig. Vil du nu virkelig ofre dit liv.\u201d
\n\u201dEgentlig ikke.\u201d
\nRuben s\u00e5 forvirret p\u00e5 ham, s\u00e5 slog han vennen p\u00e5 skulderen og fors\u00f8gte et smil.
\n\u201dDu er sand j\u00f8de, Tobias. Og nu g\u00e5r vi derud. Sammen.\u201d
\n\u201dDerud?\u201d
\n\u201dTil stenbunken. Og s\u00e5 stiller vi os skulder mod skulder og synger de gamle salmer, og vi b\u00e6rer ligene hjem p\u00e5 vore skuldre. Og p\u00e5 vejen tilbage vil de m\u00e5ske dr\u00e6be os, men s\u00e5 d\u00f8r vi i Guds milde h\u00e6nder og med HANS navn p\u00e5 l\u00e6berne.\u201d
\nNu var det Tobias, der stirrede. Pludselig gik sammenh\u00e6ngen op for ham. Han forstod, og i et glimt var han tilbage ved dyngen af sten og r\u00e5dnende lig. Han s\u00e5 igen det n\u00f8gne menneske, som fuglene havde hakket til ukendelighed. De havde kylet ham ovenp\u00e5 liget, for at han skulle blive uren. Han huskede ber\u00f8ringen, stanken og r\u00e6dslen s\u00e5 st\u00e6rkt, at han et \u00f8jeblik var ved at besvime.
\n\u201dRolig, Tobias, vi g\u00e5r i d\u00f8den som martyrer. Vi har intet at frygte.\u201d
\nEt kort \u00f8jeblik, mens han l\u00e5 derude p\u00e5 bunken, havde han set ind i de tomme \u00f8jenhuler. De havde v\u00e6ret sorte som natten og dog skinnet sygt i m\u00e5nelyset, og nu s\u00e5 Ruben p\u00e5 ham med de samme \u00f8jne. Det svimlede for alvor, og han m\u00e5tte gribe kammeratens arm for ikke at falde.
\n\u201dUndskyld Ruben,\u201d hakkede han.
\n\u201dHvad er der nu?\u201d
\nTobias slap armen og vendte sig om. S\u00e5 satte han i l\u00f8b. Ikke til torvet, ikke til far, ikke til Isak. Han m\u00e5tte finde Assar.
\nAssar var stadig hans bedste ven, og han kunne hj\u00e6lpe ham mere end alverdens guder tilsammen. Han kunne holde ham skjult og s\u00f8rge for, at han blev en anden. En, der ikke var j\u00f8de. En, der ikke risikerede at blive torteret og dr\u00e6bt og kastet for de vilde dyr.
\nNu ville han skynde sig til Isthartemplet. Han ville ikke v\u00e6re martyr. Han var 16 \u00e5r, og han ville leve.<\/p>\n

KAPITEL 4<\/h2>\n

HERREN SENDER SIN ENGEL<\/h2>\n

Herrens milde ansigt. Rafael holdt af at opholde sig s\u00e5 n\u00e6r, at str\u00e5lerne faldt p\u00e5 ham og lyste hans egen blege hud op, s\u00e5 den fik et sk\u00e6r af himmelsk sk\u00f8nhed. Uden at han beh\u00f8vede bede om det, for det var jo ikke s\u00e5dan, at han havde ret til noget. Han var en engel, og alt fik han af n\u00e5de. Akkurat som menneskene for resten, der s\u00e5 sandelig ikke var engle, selv om de af og til bildte sig det ind.
\nOg dog forholdt det sig ganske anderledes mellem ham og Herren end mellem menneskene og deres skaber. Han beh\u00f8vede blot t\u00e6nke p\u00e5 Adam.
\nMen det ville han ikke, for lige nu var han s\u00e5 glad, og mindet om Adam og hele postyret omkring hans tilblivelse og hvad deraf fulgte, havde han \u00e6rlig talt mest lyst til at glemme.
\nHan skottede til Vorherre, som tydeligvis ikke var til sinds at tale til ham i aften endsige l\u00e6gge det mindste m\u00e6rke til hans n\u00e6rv\u00e6r.
\nHerren lyttede. Koncentreret som altid. Og det var jo tydeligt nok menneskene, der havde fanget hele hans opm\u00e6rksomhed, og Rafael kunne ikke g\u00f8re for det, en jalousiens flamme blussede op i ham, og han gad ikke slukke den. For hvordan kunne det v\u00e6re, at disse misskabninger (\u00e6rlig talt) i den grad bekymrede Gud? St\u00f8vmider som de var.
\n\u201dBryder du dig virkelig om dem?\u201d havde han en dag spurgt. \u201dDe fortjener det alts\u00e5 ikke.\u201d
\n\u201dJeg bryder mig ikke om dem.\u201d
\n\u201dIkke?\u201d
\n\u201dNej, jeg elsker dem.\u201d
\nDa fik jalousien vinger. Og den fl\u00f8j ikke v\u00e6k, men lejrede sig p\u00e5 hans skuldre, hvorfra den gloede ham lige ind i ansigtet.
\nRafael gav sig til at lytte med. Det var i det mindste underholdende at v\u00e6re vidne til de mange klagesange og b\u00f8nner, der i en lind str\u00f8m bev\u00e6gede sig fra jord til himmel.
\nOm morgenen kunne det v\u00e6re de dejligste lovsange, og de satte b\u00e5de Herren og hans \u00e6rkeengle i godt hum\u00f8r og fik i al fald Rafael til at t\u00e6nke, at stillingen som engel kunne v\u00e6re ganske behagelig.
\nAl den poesi. Al den sk\u00f8nhed. Og s\u00e5 lige ind i \u00f8ret, uden at man beh\u00f8vede anstrenge sig det mindste. Den rene for\u00e6ring. Noget forstod de st\u00f8vmider sig alligevel p\u00e5.
\nMen det var morgnerne.
\nOm aftenen fik piben en anden lyd. B\u00f8nnerne var inderlige nok. Og k\u00f8nne kunne de ogs\u00e5 v\u00e6re, men de var m\u00f8rke som natten selv, og ordene spejlede menneskenes angst.
\nHer l\u00e5 de nu som forladte b\u00f8rn p\u00e5 deres h\u00e5rde m\u00e5tter og blev bevidste om, at det jordiske liv, som de klamrede sig til og i dagens klare lys troede s\u00e5 fuldt og fast p\u00e5, i virkeligheden var d\u00f8mt til undergang. Og at de selv var ford\u00f8mte p\u00e5 jorden. Og de blev som blinde kattekillinger, hvis mor havde overladt dem til nattens mulm og m\u00f8rke, og lidet anede de, at det var til deres eget bedste. Det var nu ogs\u00e5 sv\u00e6rt at forst\u00e5, t\u00e6nkte Rafael.
\nMenneskene. Deres ord fl\u00f8j p\u00e5 b\u00f8nnens lette vinger mod Herrens lydh\u00f8rhed. Og de gr\u00e6d og jamrede over, at han havde forladt dem. Hvorfor har du forladt os?<\/em> Og Herren rystede p\u00e5 hovedet og undrede sig. Hvorn\u00e5r begyndte de at forst\u00e5?
\nAfv\u00e6rg! Afv\u00e6rg! Afv\u00e6rg! tiggede de i en uendelighed. V\u00e6r en n\u00e5dig dommer! Lad det ikke ske! Riv os fri af m\u00f8rket og d\u00f8dens garn! Lad det blive morgen! Giv os evigheden!
\nAmen.
\nUndertiden var der imidlertid en, der bad om at blive fri af livet, ja som ligefrem tiggede om at d\u00f8. Som nu Tobit, hvis ord rislede ind i Rafaels \u00f8rer i dette \u00f8jeblik, og som p\u00e5 sjette \u00e5r sad fanget i blindhedens m\u00f8rke.
\nL\u00e6nge havde de sammen lyttet til den gamles knirkende r\u00f8st. Om morgenen plejede den at synge rustfrit og smukt til Herrens \u00e6re, og det var sange, der h\u00e6vede sig over al elendighed og priste skaberv\u00e6rket og Guds k\u00e6rlighed.
\nMen aftenb\u00f8nnen var en anden. Nat efter nat l\u00f8d de samme ord: om dog ikke Herren i sin n\u00e5de ville befri sin tjener og b\u00e6re ham op i det h\u00f8jeste, hvor alt ville blive forvandlet til sang og jubel.
\nSang og jubel, t\u00e6nkte Rafael. Menneskene og deres dr\u00f8mme.
\nMen nu skete der noget us\u00e6dvanligt. En ung og klar pigestemme skar ind over den gamles sprukne r\u00f8st og kappede den over midt i en s\u00e6tning. Pigestemmen l\u00f8d s\u00e5 r\u00f8rende barnlig og dog s\u00e5 d\u00f8deligt ramt af kvindeliv.
\nRafael lyttede om kap med Herren og undrede sig over, at han stadig kunne undre sig. Blev man nogensinde klog p\u00e5 de s\u00e6re skabninger?
\nOgs\u00e5 Herren undrede sig.
\n\u201dKan du begribe det, Rafael?\u201d
\n\u201dNej,\u201d sagde englen.
\n\u201dDet er da ikke, fordi jeg har fork\u00e6let det pigebarn.\u201d
\n\u201dNej. Langt fra.\u201d
\n\u201dOg nu beder hun s\u00e5 troskyldigt til mig, som var jeg hendes egen far.\u201d
\n\u201dDu er<\/em> hendes far.\u201d
\n\u201dHm \u2026 Ja, selvf\u00f8lgelig,\u201d sukkede Gud. \u00a0\u201dMen h\u00f8r dog engang det k\u00e6re barn.\u201d
\nOg Rafael lyttede.
\n\u201dJeg \u00f8nsker at v\u00e6re ren, s\u00e5 du kan elske mig, Herre. Og jeg vil<\/em> ikke dr\u00e6be, men jeg form\u00e5r ikke at standse drabene, der flyder fra min h\u00e5nd. Hver gang en mand kommer t\u00e6t p\u00e5 mit liv, v\u00e5gner d\u00e6monen i mit indre, og den vrider og snor sig og vil ud af mit blod. Og den farer ud. Og den dr\u00e6ber. Med min<\/em> h\u00e5nd dr\u00e6ber den. Lad det h\u00f8re op, Herre! Bad mig i dit k\u00e6rlighedslys!\u201d
\n\u201dK\u00e6rlighedslyset. Ja, s\u00e5dan b\u00f8r det v\u00e6re.\u201d
\n\u201dEn smal sag for dig.\u201d
\n\u201dOg Tobit,\u201d sagde Herren. \u201dHam m\u00e5 vi ikke glemme.\u201d
\n\u201dDu glemmer ingen.\u201d
\n\u201dNej. Men lige de to. Dem kunne vi m\u00e5ske endda \u2026 \u201d
\nEn ide spirede frem og tog form. Og Gud s\u00e5, at den var god og vendte sig mod Rafael, og nu havde han et forklaret udtryk i sine gode \u00f8jne.
\n\u201dDu har f\u00e5et en ide, Herre?\u201d
\n\u201dDet har jeg. H\u00f8r nu: m\u00e5ske kunne vi flette de to liv sammen.\u201d
\n\u201dFlette?\u201d
\n\u201dJa, for de talte jo n\u00e6sten synkront. Det lagde du ogs\u00e5 m\u00e6rke til, og se engang, nu forlader de samtidig deres l\u00f8nkammer, jamen, de g\u00e5r jo ligefrem i takt. Hvor smukt. Og se deres ansigter: samme smerte.\u201d
\n\u201dSamme skr\u00f8belighed.\u201d
\n\u201dSamme styrke.\u201d
\n\u201dRafael, du er mit smukkeste skaberv\u00e6rk og altid lydig.\u201d
\n\u201dTak Herre.\u201d
\nRafael kom til at t\u00e6nke p\u00e5 dengang, ingen kunne dr\u00f8mme om at trodse Herrens vilje og g\u00e5 egne veje. Dengang for meget l\u00e6nge siden, da alt endnu var harmoni i Himlen og p\u00e5 Jorden og kun Godheden fandtes. Herren t\u00e6nkte nok det samme, for han sagde: \u201dHusker du, da jeg skabte Adam?\u201d
\n\u201dJo tak. Jeg har heller ikke glemt, da du forlangte, at vi, dine engle, som du havde skabt af ild og \u00e5nd, skulle tjene denne Adam, som du havde skabt af skidt.\u201d
\n\u201dAf jord.\u201d
\n\u201dDet kommer ud p\u00e5 et.\u201d
\n\u201dNej. Af jorden vokser livet. Ilden fort\u00e6rer det.\u201d
\n\u201dAlligevel. Men vi b\u00f8jede os jo for den smertelige kendsgerning, at det var jordklumpen, du elskede h\u00f8jest.\u201d
\n\u201dIkke alle b\u00f8jede sig. Ikke Lucifer. Husker du, hvor han teede sig?\u201d
\nRafael svarede ikke. Han ville helst glemme de h\u00e6slige dage, da Lysets Engel, Herrens h\u00f8jst elskede seraf, havde vendt sig mod sin skaber i opr\u00f8r og trods, og hvor det hele var endt med, at lysenglen blev styrtet ned i sit eget selvskabte helvede. Og at han trak alle de rebelske engle med sig i faldet.
\nI lang tid efter det frygtelige fald havde der hersket stilhed i Himlen. Der l\u00f8d ingen lovsange mere, harperne blev lagt til side, basunernes glade trut udeblev. Det var, som om alle engle var g\u00e5et i chok, og Herren selv fandt ingen tr\u00f8st i deres selskab.
\nLidt efter lidt begyndte livet at normaliseres, de tilbageblevne engle genfandt gl\u00e6den, de fandt hinanden igen, og sangen l\u00f8d atter fra morgen til aften.
\nHerren samlede dagligt sine \u00e6rkeengle i en t\u00e6t kreds omkring sig og s\u00e5, at de var uden svig. Men p\u00e5 den anden side: s\u00e5dan havde han jo ogs\u00e5 t\u00e6nkt om Lucifer. Han havde endda kaldt ham En K\u00e6rlighedens Engel. Nu var han forvandlet til En Hadets Engel, og hans regimente i Helvedet og p\u00e5 Jorden var n\u00e5desl\u00f8st. En brutalitet uden sidestykke, t\u00e6nkte Rafael og gyste.
\n\u201dDin vilje ske,\u201d sagde han fromt.
\n\u201dMen her st\u00e5r vi to og snakker. Og vi glemmer rent, at tiden iler.\u201d
\n\u201dOg at vi har travlt.\u201d
\n\u201dOg at vi har travlt.\u201d
\n\u201dJeg m\u00e5 af sted, inden der sker ulykker.\u201d
\n\u201dInden der sker flere<\/em> ulykker,\u201d korrigerede Herren.
\nRafael rettede sig op i sin fulde h\u00f8jde. Og han var ingen lille engel.
\n\u201dMen denne gang skal jeg vel s\u00e5 f\u00f8lge Tobits s\u00f8n, Tobias, kan jeg t\u00e6nke.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dMen jeg kan ikke komme anstigende s\u00e5dan her.\u201d Han slog vingerne ud og pegede p\u00e5 sig selv.
\n\u201dHvad mener du? Du plejer at rejse i din egen skikkelse.\u201d
\n\u201dJo, men Herre, menneskene forf\u00e6rdes, hver gang de ser mig, og det hj\u00e6lper ingenting, at jeg siger: frygt ikke.<\/em> Og her drejer det sig om b\u00f8rn.\u201d
\n\u201dDu har ret. Men hvad kunne du t\u00e6nke dig?\u201d
\nEt valg ligefrem. Det var han ikke vant til, og han tillod sig en kort t\u00e6nkepause. Han fik et dr\u00f8mmende udtryk i de gr\u00f8nne \u00f8jne.
\n\u201d\u00c5h, jamen s\u00e5 \u2026 s\u00e5 ville jeg gerne v\u00e6re ung og smuk. M\u00e5ske en guldlokket pige i lyser\u00f8de gevandter \u2026\u201d
\n\u201dRafael!\u201d
\n\u201dN\u00e5 ja. Undskyld. Og jeg skal jo f\u00f8lges med en dreng.\u201d
\n\u201dNetop.\u201d
\n\u201dOg en ung mand ville derfor v\u00e6re mere beroligende.\u201d
\n\u201dAfgjort.\u201d
\nOg Gud forklarede englen sin plan i detaljer. Hvordan han p\u00e5 den mest geniale m\u00e5de ville sammenflette to menneskeliv, s\u00e5 de fremstod for alverden som det mest fuldendte m\u00f8nster p\u00e5 sk\u00f8nhed og lykke.
\n\u201dLykke,\u201d indvendte Rafael, \u201dmenneskene t\u00e5ler ikke lykken.\u201d
\n\u201dVi f\u00e5r se,\u201d sagde Herren h\u00e5befuldt.\n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 5<\/h2>\n

EN ENGEL I NINEVE<\/h2>\n

Tobias l\u00f8b. Han l\u00f8b for livet. Gennem den smalle gyde op mod templet. Op ad alle trapperne. S\u00e5 lang vejen f\u00f8ltes. S\u00e5 stejl den var. Han kastede et blik bagud. Nej, ingen fulgte efter ham. Og han ville n\u00e5 i sikkerhed om et \u00f8jeblik. S\u00e5 var han hos Assar.
\n\u201dDu har nok travlt, min dreng?\u201d
\nTobias snublede i fors\u00f8get p\u00e5 at undvige den unge mand, der uden varsel var sprunget ud lige foran ham. Og hvor i al verden kom han fra? Han var der ikke for to sekunder siden. Men nu stod han der og bredte armene ud, s\u00e5 kappen lignede to v\u00e6ldige flagermusevinger.
\nTobias l\u00f8ftede blikket og stirrede ind i et par irgr\u00f8nne \u00f8jne, der syntes at br\u00e6nde lige igennem ham.
\n\u201dFlyt dig,\u201d fik han alligevel hvisket.
\n\u201dDu skal ikke v\u00e6re bange.\u201d
\n\u201dDet er jeg da heller ikke,\u201d l\u00f8j Tobias og fors\u00f8gte at geng\u00e6lde blikket med kulde.
\nDa han l\u00e5 derude p\u00e5 stendyngen, havde han sk\u00e6lvet af skr\u00e6k, men han vidste, hvad han var bange for. Den frygt, der nu rislede gennem blodet, forstod han ikke.
\nOg skikkelsen blev st\u00e5ende ubev\u00e6gelig og lyste den m\u00f8rke trappeskakt op med sine skinnende bl\u00e5 kl\u00e6der. Guldkantede tilmed. Rig alts\u00e5.
\n\u201dDu skal ikke v\u00e6re bange,\u201d gentog han.
\n\u201dVil du sl\u00e5s?\u201d
\nTobias knyttede n\u00e6verne. Det kunne han i det mindste. Sl\u00e5s.
\n\u201dNej. Jeg vil snakke.\u201d
\n\u201dVi har ikke noget at snakke om.\u201d
\n\u201dDet kan du da lige tro, vi har.\u201d
\n\u201dHvad?\u201d
\n\u201dEr du m\u00e5ske ikke p\u00e5 vej til templet?\u201d
\n\u201dOg hvad s\u00e5?\u201d
\nDet kunne enhver idiot da regne ud, at han var. Trapperne f\u00f8rte jo direkte derop. \u00d8verst oppe knejsede tempelmuren i al sin v\u00e6lde.
\n\u201dDer har du ikke noget at g\u00f8re.\u201d
\nTobias slog \u00f8jnene ned. Hvad bildte fyren sig ind? Der stod han og lyste og var tydeligt nok rigere end de fleste borgere i Nineve. Tilh\u00f8rte m\u00e5ske hoffet. Men derfor skulle han ikke bilde sig ind, at han bestemte over andres liv.
\n\u201dDu skulle jo til Rages, ikke sandt? Det har du vist glemt.\u201d
\n\u201dHvad?\u201d Tobias m\u00e5bede.
\n\u201dDu er Tobias. S\u00f8n af Tobit.\u201d
\nTobias nikkede. Det var nu, han skulle smutte v\u00e6k. Presse sig forbi manden og videre op ad alle trapperne. Til templet eller hvor som helst, bare v\u00e6k. Langt v\u00e6k. Men han blev st\u00e5ende. Det her var for underligt.
\n\u201dJeg er din sl\u00e6gtning.\u201d
\n\u201dEr du \u2026 er du Gabael? Er du \u2026 min fars f\u00e6tter? Og fra Rages? En j\u00f8de \u2026 her i Nineve. Men \u2026 men er du s\u00e5 ikke bange? Hvad? Og \u2026 og har du penge med til os?\u201d
\nSp\u00f8rgsm\u00e5lene snublede ud af munden, og den fremmede lo. Han foldede vingerne sammen, og pludselig lignede han en ganske almindelig mand, der talte med en almindelig stemme, og han s\u00e5 p\u00e5 Tobias med et venligt blink i de gr\u00f8nne \u00f8jne.
\nDrengen slappede en smule af.
\n\u201dRolig. Rolig \u2026 nej, jeg er ikke fra Rages. Jeg er p\u00e5 vej til Rages. Og du er velkommen til at f\u00f8lges med mig.\u201d
\n\u201dMen jeg skal ingen steder. Jeg kender ikke engang vejen.\u201d
\n\u201dMen det g\u00f8r jeg.\u201d
\n\u201dDig kender jeg jo heller ikke.\u201d
\nNu skete der et nyt skift, og manden s\u00e5 igen p\u00e5 ham med det s\u00e6re blik, der ligesom skar blodet i strimler, og fik det til at sno sig isnende gennem kroppen. Og stemmen var blevet streng.
\n\u201dSig mig, unge ven: tvivler du p\u00e5 Herren din Gud?\u201d
\n\u201dNej \u2026 nej da \u2026 det vil sige, hvis jeg skal v\u00e6re helt \u00e6rlig, s\u00e5 \u2026 \u00f8h \u2026\u201d
\n\u201dLige meget. Du skal blot f\u00f8lge mig.\u201d Han gav drengen et let skub og begyndte nedstigningen.
\nDet var, som om al vilje sivede ud gennem f\u00f8dderne og ned i stenene under ham, og Tobias luskede efter manden som en t\u00e6mmet hund, og inden han ret vidste af det, stod de foran porten derhjemme.
\n\u201dNu g\u00e5r jeg ind og taler med din far,\u201d sagde den fremmede og \u00e5bnede porten, der som altid peb og jamrede i sine h\u00e6ngsler.
\n\u201dJa, g\u00f8r du endelig det,\u201d h\u00f8rte Tobias sig selv r\u00e5be. \u201dDet er alligevel ham, der bestemmer alt i vores hus.\u201d
\nOg han s\u00e5 skikkelsen smile og nikke og svare, at ja vist, det kendte han s\u00e5 godt. S\u00e5dan var det ogs\u00e5 der, hvor han kom fra. De gamle patriarker. Men s\u00e5dan var de nu engang skruet sammen, og det m\u00e5tte man b\u00f8je sig for.
\n\u201dHvad?\u201d m\u00e5bede Tobias og befandt sig pludselig ene i gyden.
\nDet var nu, han skulle flygte. Det var nu, han skulle blive en anden. En, som ingen kunne hundse med.
\nTobit kr\u00f8b sammen ved foden af muren som hver aften. Hvor blev drengen af? Hvor var Anna? Hvorfor var han altid s\u00e5 ene?
\nHunden. Den var han lige ved at glemme, og den havde han dog f\u00e5et lov at beholde. Og nu borede den sin kolde, fugtige snude ind mellem hans h\u00e6nder, der l\u00e5 foldede i sk\u00f8det. Den peb ynkeligt, og han str\u00f8g den over h\u00e5rene, kl\u00f8ede den bag \u00f8rerne og talte til den, som havde den v\u00e6ret et lille barn.
\nHan havde ingen b\u00f8rn mere. Tobias var vokset fra ham og havde vel i grunden forladt ham for l\u00e6nge siden, sk\u00f8nt han daglig m\u00f8dte op og gav sig til kende med en ligegyldig bem\u00e6rkning, men knap havde man f\u00e5et fat i en flig af hans kjortel, s\u00e5 var han atter borte.
\nHan skubbede blidt til hunden, foldede atter de krogede h\u00e6nder og begyndte p\u00e5 sin vanlige aftenb\u00f8n. Men inden han n\u00e5ede ret at f\u00e5 tungen p\u00e5 gled, h\u00f8rte han portens h\u00e6ngsler, og han stirrede blindt derhen, og nu l\u00f8d der trin p\u00e5 fliserne. De n\u00e6rmede sig hurtigt, og han vidste med det samme, at det ikke var Tobias. Og heller ikke Anna. Og andre kom sj\u00e6ldent til hans g\u00e5rd. Isak m\u00e5ske, men ham var det heller ikke.
\nNu stod personen lige foran ham, og han m\u00e6rkede en str\u00e5levarme, som var det selveste solen, der var dalet ned i hans g\u00e5rd.
\n\u201dHvem er du?\u201d hviskede han og undrede sig over, at hunden hverken g\u00f8ede eller knurrede.
\n\u201dEn udsending fra Herren din Gud.\u201d
\n\u201dEn engel?\u201d
\n\u201dEn rejsekammerat. Til din s\u00f8n.\u201d
\nNu d\u00e6mrede det s\u00e5 sm\u00e5t. Jamen, s\u00e5 havde Tobias trods alt adlydt hans bud. S\u00e5 var han alligevel g\u00e5et ud i byen og havde fundet en israelit. Det var s\u00e5dan, det m\u00e5tte v\u00e6re.
\n\u201dEr du j\u00f8de?\u201d
\n\u201dDet kan man kalde mig.\u201d
\nOg den mand ville f\u00f8lge s\u00f8nnen til Ekbatana. Og til Rages. Til \u00e6gtestand og velstand. Han burde v\u00e6re velsignet. Men Tobit ville ikke straks lade sig m\u00e6rke med noget. Hvordan kunne man vide, om manden var p\u00e5lidelig? For en god ordens skyld burde man v\u00e6re afvisende i det ydre og lydh\u00f8r i det indre.
\n\u201dSkulle jeg sende min enb\u00e5rne s\u00f8n p\u00e5 rejse med den f\u00f8rste, den bedste.\u201d
\n\u201dJa. For som du selv siger, jeg er den bedste.\u201d
\n\u201dDet sagde jeg ikke.\u201d
\n\u201dMen det er jeg.\u201d
\n\u201dDin stemme er i overgang.\u201d
\n\u201dJeg er \u00e6ldre, end du tror.\u201d
\n\u201dVi er ikke hvem som helst. Her ser fattigt ud, men engang var her rigdom. Og vi er af Naftalis stamme.
\n\u201dDet er jeg med. Jeg er Azarga, s\u00f8n af Ana\u00efs.\u201d
\n\u201dN\u00e6h \u2026 det er du vel ikke.\u201d
\n\u201dTro mig!\u201d
\n\u201dMen s\u00e5 er du jo liges\u00e5 fornem som os.\u201d
\nTobit f\u00f8lte sig overv\u00e6ldet ved tanken om at overgive drengen til en, som var s\u00e5 h\u00f8jt p\u00e5 str\u00e5, som man kunne komme, uden at det kn\u00e6kkede.
\n\u201dOg du har en karavane?\u201d
\n\u201dVi beh\u00f8ver ingen karavane.\u201d
\n\u201dMen \u00e6sler og vogne og slaver og slavinder?\u201d
\n\u201dBeh\u00f8ver vi heller ikke.\u201d
\n\u201dHvordan vil du da rejse med min s\u00f8n?\u201d
\n\u201dTil fods og alene. Din dreng og mig.\u201d
\n\u201dAlene. Det lyder ikke betryggende i mine \u00f8ren. Og jeg er nok blind, men ikke dum.\u201d
\n\u201dHvis du l\u00e6gger din drengs h\u00e5nd i min, s\u00e5 l\u00e6gger du den i Guds.\u201d
\nAzarga talte med s\u00e5 stor autoritet i stemmen, at Tobit blev tavs. En uventet ro s\u00e6nkede sig over ham, og han t\u00e6nkte, at nu kunne han se sin d\u00f8d i \u00f8jnene, for nu var der et liv i vente for hans s\u00f8n. Og han h\u00e6vede en arm og lagde h\u00e5nden p\u00e5 den unge mands hoved og velsignede ham.\n<\/p><\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 6<\/h2>\n

EN PIGE I EKBATANA<\/h2>\n

Ekbatana. Lyset rullede ind over den sovende by, og solen bredte sine vinger ud over husenes tage, den flagrede ind i alle haver og bortjog skygge efter skygge p\u00e5 sin vej.
\nEkbatana. Navnet kaldte l\u00e6ngsler frem og skabte h\u00e5b om udfrielse hos fangne sj\u00e6le. Jeg har levet en dag i Ekbatana,<\/em> s\u00e5dan sang digteren. Men det var langt senere, og da var byen for l\u00e6ngst sunket i grus.
\nNu levede den. Nu lyste de h\u00e6ngende haver, nu farvede solen de kridhvide mure rosenr\u00f8de og funklede i de gyldne tage. Alt pralede med vellevned og velstand. Se her! Se, hvor her glitrer af gl\u00e6de. Velkommen til rigdommens, til latterens og lysets by.<\/em>
\n 
\nNu n\u00e5ede solen Raguels hus og sendte en vifte af skarpe str\u00e5ler ind gennem den brede vindues\u00e5bning, der vendte ud mod haven, nu ramte den Saras ansigt.
\nHun l\u00e5 endnu udstrakt p\u00e5 sin m\u00e5tte og var langt borte i dr\u00f8mme, der intet havde at g\u00f8re med den virkelighed, der var hendes, og som nu i lang tid havde holdt hende fanget i sit jerngreb.
\nNu v\u00e6kkede lysstr\u00e5len hende. Som et kys, hun ikke havde bedt om.
\n\u201dNej, jeg vil ikke!\u201d
\nOg hun begyndte at f\u00e6gte vildt med armene og r\u00e5be, at det skulle forsvinde.
\n\u201dG\u00e5 v\u00e6k!\u201d skreg hun.
\nS\u00e5 v\u00e5gnede hun, satte sig fortumlet over ende og s\u00e5 sig s\u00f8gende om i pigekammeret, der l\u00e5 badet i det klareste morgenlys.
\nLangsomt rejste hun sig og bev\u00e6gede sig hen til vinduet. Som en s\u00f8vng\u00e6nger l\u00e6nede hun sig ud over den lave karm og kiggede ned i haven.
\nEn regnbyge var faret gennem natten, og sm\u00e5 pytter l\u00e5 og lyste mellem blomsterbedene. Et s\u00f8lvv\u00e6v hang skinnende mellem alle havens v\u00e6kster.
\nHist og her h\u00f8rtes en fuglestemme pippe, som gad den ikke l\u00f8fte stemmen til sang. Selv blomsterne d\u00f8sede. De havde foldet deres blade sammen til kuglerunde hoveder, der dukkede sig p\u00e5 stilkene, som s\u00f8gte de ned mod den v\u00e5de jord.
\nLige med \u00e9t blev stilheden brudt af en enkelt fugls klare sang. En anden stemme satte t\u00f8vende i, og med \u00e9t var luften et kor af fuglestemmer.
\nInde i Sara var der stille. Og det var, som om hun var d\u00f8v og blind for alt det lyse og glade, der v\u00e5gnede til liv derude.
\nHun lyttede ganske vist. Men indad. Og \u00e6ngsteligt. Som ventede hun at h\u00f8re en skrattende latter, en skurrende mislyd. Men nej, der var ikke andet end stilheden.
\nEt \u00f8jeblik strejfedes hun af noget, der kunne ligne lettelse. Men f\u00f8lelsen var flygtig som morgenbrisen og flagrede straks bort igen.
\nS\u00e5 var det, hun h\u00f8rte noget, og det kom ikke indefra og heller ikke ude fra haven. En let kradselyd. Som af kl\u00f8er i stof. Brat vendte hun sig om.
\nBukkehorn og hale.
\nKvalmen naglede hende til karmen. Hun stemte kroppen ind mod det ru tr\u00e6 og bredte armene ud til siderne, fra karm til karm. Og s\u00e5dan blev hun st\u00e5ende. Et hvidt kors for hans \u00f8jne.
\nMen han lo.
\n\u201dDer st\u00e5r du og g\u00f8r dig til. Hvad? Men det der er ikke vores<\/em> leg? Vel? Vores leg er fuld af lyde og vellyst.\u201d
\nHun rystede.
\n\u201dKan du s\u00e5 komme herhen!\u201d
\nHun blev st\u00e5ende. Lukkede \u00f8jnene. H\u00f8rte m\u00e5tten give sig under hans v\u00e6gt, da han kastede sig p\u00e5 den.
\n\u201dG\u00e5 din vej!\u201d
\nHun r\u00f8rte sig stadig ikke.
\n\u201dSe p\u00e5 mig, sk\u00f8ge! Se p\u00e5 min tunge, den er lang som d\u00f8den selv. Se, hvor den spiller, se, hvor den beg\u00e6rer! Dig! Dig!\u201d
\nHan l\u00e6spede ordene, og hun klemte \u00f8jnene fastere i, men h\u00f8rte jo alligevel tungens hvislen, og hun vidste, at den om lidt ville vokse ud af uhyrets flab og begynde at piske rundt.
\nStanken steg, og slimklatter spr\u00f8jtede ind mod hende. De ramte kinderne og hagen og silede ned over halsen mod brystet.
\nHun holdt vejret og fors\u00f8gte at dr\u00e6be alle f\u00f8lelser. Hun var slet ikke her. Hun var langt, langt borte, et sted, hvor intet ondt kunne ramme hende. Hvor han ikke kunne n\u00e5 hende.
\nS\u00e5 fulgte den velkendte syden og derp\u00e5 en uhyggelig klynken som fra et sp\u00e6dbarn, der pines. Endelig d\u00f8de alle lyde hen. Kun stanken blev h\u00e6ngende tilbage.
\nHun sank sammen under vinduet, og l\u00e6nge blev hun liggende som livl\u00f8s.
\nEt andet sted i samme hus v\u00e5gnede de gamle for\u00e6ldre til en dag, der lignede alle andre.
\nMoren rejste sig f\u00f8rst. Hun gik ud i haven og vred sine h\u00e6nder og lod sine salte t\u00e5rer vande det spraglede blomsterflor, der ufortr\u00f8dent og ligeglad groede videre ved hendes f\u00f8dder.
\nS\u00e5 kom der liv i faren. Han gik sin daglige runde gennem ejendommen, kiggede til alle gravene, gik ud i huggehuset og inspicerede sin beholdning af tr\u00e6, t\u00e6nkte i kister og sk\u00e6bne og beredte sig p\u00e5 at forlade hjemmet og g\u00e5 ud i byen for at spejde efter en ny mand til deres ulykkelige barn. En, der m\u00e5ske kunne befri hende fra forbandelsen.
\nUndertiden, men rigtignok sj\u00e6ldnere og sj\u00e6ldnere, h\u00e6ndte det, at han hjembragte et h\u00e5befuldt ungt menneske, der havde set den smukke pige, og som var villig til at gifte sig med hende.
\nOg syg af anger tog han da sin datters h\u00e5nd og lagde den i den unge mands, hvorefter han med svag stemme og uden overbevisning lyste bryllupsvelsignelsen over dem. S\u00e5 gik han sin vanlige gang ud i haven. Gravede en grav. Og han skjulte sin lede, ligesom han dagen efter skjulte liget.
\nS\u00e5dan levede den lille familie i lykkens Ekbatana. Spundet ind i et net af uhyggelige vaner, som ingen af dem kunne bryde.<\/p>\n

KAPITEL 7<\/h2>\n

KAMPEN MOD UHYRET<\/h2>\n

Tre skikkelser sneglede sig i g\u00e5segang hen ad den smalle sti, der fulgte Tigrisflodens mange krumninger.
\nForrest rejsekammeraten. Han tr\u00e5dte st\u00f8t og taktfast p\u00e5 den h\u00e5rde, n\u00f8gne jord, og lige bag ham stumplede Tobias af sted p\u00e5 sine \u00f8mme f\u00f8dder. Han krummede sig forover og kunne d\u00e5rligt skjule sin udmattelse. Arme og ben var overs\u00e5ede med insektbid, og han kradsede og kl\u00f8ede sig, s\u00e5 han ind imellem m\u00e5tte standse op og st\u00e5 og jamre, indtil Azarga forbarmede sig over ham og kom med lindrende salve, som han lidt tankefuldt smurte p\u00e5 de v\u00e6rste bid. Det hjalp. Men helst ville Tobias bide smerten i sig og lade som ingenting. En smule stik. Ha! Var det nu noget at jamre over for en rask dreng? Insekterne syntes s\u00e6rt nok ikke at bide p\u00e5 Azarga, som med mellemrum vendte sig mod drengen og sagde:
\n\u201dSig endelig til, Tobias, hvis der er noget. Jeg er her for at hj\u00e6lpe.\u201d
\nSige til. Ja tak, men han ville hellere sige fra. Og det var for sent. Nu gik han her og kunne ikke andet. Han trampede arrigt videre.
\nSom bagtrop i det lille f\u00f8lge vimsede hunden, der i sidste \u00f8jeblik var lusket efter dem og i lang tid havde holdt sig p\u00e5 beh\u00f8rig afstand, s\u00e5 de f\u00f8rst fik \u00f8je p\u00e5 den, da det var for sent at genne den tilbage.
\nOg nu gik de s\u00e5 her. G\u00e5segang, sneglefart. Og hundens og drengens tr\u00e6thed voksede, mens himlen langsomt skiftede fra lysende bl\u00e5 over violet til gloende r\u00f8d. Snart ville solen v\u00e6re sunket det sidste stykke og m\u00f8rket falde p\u00e5. Og s\u00e5 ville det blive vanskeligt at f\u00f8lge stiens rids, t\u00e6nkte Tobias og lod en bem\u00e6rkning om det falde.
\n\u201dVi har fakler,\u201d sagde Azarga.
\n\u201dHar vi det?\u201d undrede Tobias sig, for han syntes slet ikke, de havde noget som helst. Ingen oppakning og ingen tr\u00e6lle til at b\u00e6re den. Selv bar de kun p\u00e5 den smule mad, mor havde pakket til dem. Vand tog de fra floden.
\n\u201dTak. Mere beh\u00f8ver vi ikke,\u201d havde Azarga sagt, da mor rakte ham madpakken. Og hun havde gr\u00e6dt ved de ord. Jamen, skulle de da ikke vandre i ugevis? Skulle de da kun spise sig m\u00e6tte den f\u00f8rste dag og sulte alle de f\u00f8lgende?
\n\u201dDet skal morlille ikke bekymre sig om. Husk, at vi g\u00e5r med Gud.\u201d
\n\u201d\u00c5h \u2026 med ham,\u201d sagde mor og havde vist ikke store tanker om det f\u00f8lgeskab.
\nTobias havde flere gange fors\u00f8gt at overtale sin rejsef\u00e6lle til at standse op og sl\u00e5 lejr, men Azarga havde blot set k\u00e6rligt p\u00e5 ham, og han havde svaret ham med et smil og str\u00f8get ham over h\u00e5ret. N\u00e6nsomt, som n\u00e5r man tr\u00f8ster et barn.
\nN\u00e5 ja, og s\u00e5dan f\u00f8lte han sig ogs\u00e5 lidt, efterh\u00e5nden som aftenen skred frem. F\u00f8rst da solen sank helt ned under kimingen, og tusm\u00f8rket sneg sig ind over landskabet og viskede alle konturer ud, lod Azarga sig overtale.
\nEller overtale? Han beordrede pludselig holdt. Det var ikke det samme. Han behandler mig som et barn, t\u00e6nkte Tobias og f\u00f8lte skammens r\u00f8dme i kinderne.
\n\u201dDu er<\/em> et barn,\u201d kom det fra Azarga. \u201dTilmed et fork\u00e6let barn,\u201d f\u00f8jede han til, og Tobias knyttede n\u00e6verne og fik lyst til at fare i k\u00f8det p\u00e5 ham og vise ham, hvor lidt barn han var.
\n\u201dSe!\u201d sagde Azarga og pegede. \u201dDen skr\u00e5ning der. Gr\u00f8n og fin og ikke for stejl. Der g\u00f8r vi holdt.\u201d
\nNetop her krummede floden, og inderst i den lille bugt str\u00f8mmede vandet ganske roligt. Under den lave brink stod det n\u00e6sten stille.
\nDer gik de ned.
\nAzarga nynnede, mens han bredte sin kappe ud p\u00e5 gr\u00e6sset og satte sig. Tobias lod sig dumpe ned ved hans side. Det v\u00e6rkede i alle lemmer, han havde vabler p\u00e5 f\u00f8dderne, og mest af alt havde han lyst til at l\u00e6gge sig bagover og bare sove. Men han var ogs\u00e5 sulten. Mors mad var for l\u00e6ngst fort\u00e6ret, og de havde ikke andet. Sult alts\u00e5. Fra nu af. Desuden m\u00e6rkede han en s\u00e6r uro krible. M\u00e5ske var der vilde dyr derude. Han syntes, han kunne se ildkugler danse i tusm\u00f8rket. Han vendte sig mod Azarga for at sp\u00f8rge, om de ikke skulle t\u00e6nde b\u00e5l.
\n\u201dHvil dig, min dreng, du er jo tr\u00e6t,\u201d sagde rejsekammeraten uden at svare p\u00e5 sp\u00f8rgsm\u00e5let.
\nHunden var derimod v\u00e5gnet af sin tr\u00e6thed. Som om den ikke gad v\u00e6re solidarisk, t\u00e6nkte Tobias og s\u00e5 surt p\u00e5 dyret, der plaskede ud i floden og boltrede sig i det lune, stille vand, mens den bj\u00e6ffede henrykt og fors\u00f8gte at fange de glinsende guldsmede, der hang og svirrede ved overfladen, mens aftnens sidste lys spillede i deres spindelv\u00e6vstynde vinger.
\nM\u00e5nen var netop kravlet op over horisonten og sendte sine f\u00f8rste s\u00f8lvhvide str\u00e5ler ind over det lille selskab. Tobias syntes, at det blege lys lagde et overjordisk sk\u00e6r over rejsekammeraten, mens han selv mere og mere f\u00f8lte sig fanget i et net af m\u00f8rke.
\nUroen i ham voksede, og han ville gentage sit sp\u00f8rgsm\u00e5l, men fik ingenting sagt. Det var, som om ordene fr\u00f8s fast i ganen.
\n\u201dDu er s\u00e5 tavs, lille ven,\u201d sagde Azarga venligt. \u201dOp med hum\u00f8ret.\u201d
\nHan sm\u00e5snakkede, som om de sad hyggeligt derhjemme omkring dugen og spiste gode sager. Her var ingen dug. Og ingen gode sager. Her var ingenting.
\n\u201dMen du er vel sulten?\u201d
\n\u201dHvad?\u201d
\nTobias vendte sig og s\u00e5 p\u00e5 den unge mand, der sad der s\u00e5 veltilpas og nynnede en glad melodi, som Tobias ikke kendte. Som om der slet ikke fandtes noget at bekymre sig om. Det gjorde der.
\n\u201dMad,\u201d sagde Azarga og smilede til drengen.
\n\u201dMen vi har jo ingen ild,\u201d sagde Tobias og f\u00f8lte sig t\u00e5belig og ville have sagt noget mere begavet. Han havde glemt sin sult, og nu forekom det ham, at manden ved hans side skiftede udseende. Vr\u00f8vl, sagde han til sig selv. Det var jo bare gode gamle f\u00e6tter Azarga, som far havde sagt, at han trygt kunne l\u00e6ne sig op ad. Og stole p\u00e5.
\nMen netop nu faldt m\u00e5nelyset lige p\u00e5 f\u00e6tterens ansigt, og Tobias s\u00e5 tydeligt, at der udgik ligesom et bl\u00e5ligt lys fra hans hud. \u00d8jnene kunne han ikke se, for de var rettet mod hunden, der stadig plaskede om i det rolige vand.
\nDe sad l\u00e6nge tavse, og Tobias fornemmede igen den aura af fremmed natur, der sm\u00f8g sig om manden, der ikke syntes at kende til hverken tr\u00e6thed eller frygt. Og han fors\u00f8gte at skjule sin egen alt for \u00e5benlyse fortrolighed med begge dele.
\nS\u00e5 gav han pokker i al v\u00e6rdighed og lod sig med et udmattelsens suk falde bagover i det bl\u00f8de gr\u00e6s. Halvvejs inde i s\u00f8vnen anede han, at kammeraten rejse sig, og han syntes, at han h\u00f8rte ham sige: \u201dJa, ja, sov du blot, min dreng. Du f\u00e5r snart brug for dine kr\u00e6fter.\u201d
\nMine kr\u00e6fter, undrede han sig og ville sp\u00f8rge Azarga, hvad han mente med det, men s\u00e5 greb s\u00f8vnen ham og trak ham ind i en stilhed, hvor alt slukkedes.
\nLidt efter v\u00e5gnede han. Eller var det l\u00e6nge efter? M\u00e5nen stod allerede h\u00f8jt p\u00e5 himlen, og alt l\u00e5 badet i et s\u00f8lvblegt sk\u00e6r.
\nEndnu halvt sovende fornemmede han en ru tunge, der ivrigt slikkede hans n\u00f8gne f\u00f8dder. Hunden. Han lukkede \u00f8jnene og tillod sig at nyde k\u00e6rtegnet. S\u00e5 trygt. Han var langt hjemmefra, men han var ikke ene. Han havde sin trofaste ven hos sig.
\nNu skulle han bare \u2026 men hvad var det? Hunden begyndte pludselig at knurre, og s\u00e5 gav den hals, og nu m\u00e6rkede Tobias dens skarpe kl\u00f8er mod sit bryst, og med \u00e9t var han lysv\u00e5gen.
\nNoget var rivende galt.
\nFortumlet satte han sig over ende og s\u00e5 sig om i en forandret verden. M\u00e5nen var forsvundet bag en sky, og en sort skygge drev ind over landskabet. Azarga var ikke at \u00f8jne nogen steder, og hunden v\u00e6ltede ned fra ham og satte i et spring, og g\u00f8ende af fuld hals forsvandt den ud i den t\u00e6tte br\u00e6mme af siv, der voksede langs bredden, som havde den f\u00e5et f\u00e6rt af noget truende, der n\u00e6rmede sig ude fra det dybe.
\nKrokodiller! f\u00f3r det gennem Tobias, og han fors\u00f8gte skr\u00e6kslagen at kalde sin hund til sig, men den forsatte ud efter, mens den glammede ulveagtigt.
\nDet var, som om en usynlig modstander trak den l\u00e6ngere og l\u00e6ngere ud mod det bundl\u00f8se dyb. Selv vandet derude syntes forvandlet. Den fredelige skvulpen var blevet afl\u00f8st af en r\u00e6kke stride str\u00f8mhvirvler, som om der skjulte sig et vandfald yderst i bugten. Tobias kunne ingenting se, men han kunne h\u00f8re det fosse.
\nI det samme l\u00f8d der et skarpt fl\u00f8jt bag ham. Azarga? Han kunne stadig ikke f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 ham. Stod han og skjulte sig i ly af m\u00f8rket? Hvorfor? Tobias kiggede ud over vandet, og der var hunden. Han s\u00e5 den kaste sig rundt i str\u00f8mmen og v\u00e6lte gennem vandmasserne tilbage mod land.
\nHer kr\u00f8b den op p\u00e5 bredden og stod et \u00f8jeblik helt stille, s\u00e5 rystede den sig s\u00e5 voldsomt, at vand og s\u00f8le spr\u00f8jtede fra pelsen, men lige med \u00e9t faldt den sammen og blev myg som et lam. Den peb ynkeligt og kr\u00f8b med bugen presset mod gr\u00e6sset hen til Azarga, der pludselig var dukket og nu greb den i halsb\u00e5ndet og sk\u00e6ndte p\u00e5 den.
\nTobias lod \u00e6ngsteligt et blik glide ud over vandoverfladen, der havde lagt sig til ro og igen glitrede blankt og fredsommeligt. M\u00e5nen havde trukket sig fri af skyen, og alt l\u00e5 atter badet i dens blege lys.
\nHan trak vejret lettet. Der var ingen krokodiller derude. Der var ingenting. Alt var lige s\u00e5 stille som f\u00f8r, bortset fra den sagte lyd af vand, der rislede og klukkede, som om det lo af hans frygt.
\nMen s\u00e5 med \u00e9t fejede et vindst\u00f8d gennem landskabet og bragte atter vandene i opr\u00f8r. Og han s\u00e5 en krusning rejse sig p\u00e5 overfladen et godt stykke fra bredden. Det lignede en unders\u00f8isk b\u00f8lge, der skyllede op fra dybet og nu kom brusende mod land.
\nTobias n\u00e5ede ikke at komme p\u00e5 benene, f\u00f8r et v\u00e6sen med opspilet gab og sylespidse t\u00e6nder dukkede frem ved bredden og n\u00e6sten fl\u00f8j op af vandet. Det begyndte at snappe efter ham. Han trak f\u00f8dderne til sig og skreg.
\nBagefter kunne han ikke huske enkelthederne. Alt var forl\u00f8bet i en rasende fart, og selv var han blevet forvandlet til en viljel\u00f8s brik, andre flyttede rundt med. Spillet kendte han ikke, og det skr\u00e6mte ham fra vid og sans.
\nAzarga havde st\u00e5et lige bag ham, og han havde ikke grebet ud efter ham og slet ikke fors\u00f8gt at redde ham, men tv\u00e6rtimod puffet til ham, s\u00e5 han faldt ud i vandet, lige ud til udyret, og f\u00e6tteren var selv blevet et udyr, der sprang efter ham og begyndte at jage ham rundt med sin st\u00e5lstemme.
\n\u201dFang den, Tobias! Fang den!!\u201d
\nOg pludselig befandt Tobias sig i rasende kamp. En spr\u00e6llende og slimet krop piskede vandet op omkring ham, og han kastede sig frem og fors\u00f8gte at fange den med arme, der ligesom voksede i l\u00e6ngde og styrke. Var det hans arme?
\nS\u00e5 havde han et fast tag om dens bug, og han knugede den ind til sig, mens han skreg af fuld hals. Eller var det en anden, der skreg? Men han slap ikke sit tag, selv om dyrets hale piskede mod hans ansigt, og de spidse t\u00e6nder skar i hans hud. Og snot og slim og vand og t\u00e5rer spr\u00f8jtede omkring ham, s\u00e5 han ingenting kunne se.
\nS\u00e5 lo han vist.
\nNogen tid efter fandt han sig selv liggende i det h\u00f8je gr\u00e6s, hvor han vred sig om kap med b\u00e6stet, som han stadig knugede ind til kroppen.
\nAzarga greb fat i hans arm og hev ham op, og uhyret blev liggende tilbage i gr\u00e6sset. Gispende. Tobias snappede selv efter vejret, som var ogs\u00e5 han ude af sit element.
\n\u201dBravo, min ven!\u201d
\nAzarga holdt ham ud i en arms l\u00e6ngde og s\u00e5 stolt p\u00e5 ham, som var han en far, hvis s\u00f8n lige havde vundet en \u00e6reskamp. S\u00e5 trak han ham ind i sin favn og gav ham et k\u00e6mpeknus.
\nTobias gjorde sig fri og tr\u00e5dte et skridt tilbage. Han rystede vandet af sig og s\u00e5 vredt p\u00e5 rejsekammeraten.
\n\u201dHvad skulle det til for?\u201d
\nMen den unge mand rystede blot p\u00e5 hovedet, s\u00e5 det lange, kr\u00f8llede h\u00e5r dansede om det unge ansigt, der igen havde f\u00e5et venlighedens stempel. Han rakte h\u00e6nderne ud mod Tobias, der tr\u00e5dte endnu et skridt tilbage og f\u00f8lte vreden vokse, til han n\u00e6sten ikke kunne t\u00f8jle den. Han knyttede n\u00e6verne og fn\u00f8s. Azarga lod armene falde og rystede p\u00e5 hovedet.
\n\u201dHerregud, dreng. Det var jo kun en fisk.\u201d
\nDe sad ved lejrb\u00e5let, der knitrede fredeligt, mens flammerne slikkede op omkring gryden med det kogende vand, og luften langsomt fyldtes af den herligste duft. I gryden l\u00e5 resterne af uhyret og simrede. Sm\u00e5, saftige k\u00f8dstykker.
\nTobias blev sulten af duften, men vreden l\u00e5 stadig og ulmede i ham. Og b\u00e5let, gryden og det friske br\u00f8d, som Azarga nu br\u00e6kkede midt over og rakte ham halvdelen af. Hvor kom det fra?
\nFor et \u00f8jeblik siden havde Tobias st\u00e5et med ryggen til floden og stirret ind mod tr\u00e6erne, hvor han igen syntes at se ild\u00f8jne danse i m\u00f8rket, og s\u00e5 var det, han m\u00e6rkede ligesom en varme i nakken. Hurtigt snurrede han omkring, og kunne ikke tro sine egne \u00f8jne. Det var der alt sammen og s\u00e5 ud, som om det havde v\u00e6ret der hele tiden, som om det her var en \u00e6ldgammel lejrplads med alle de s\u00e6dvanlige indretninger.
\nT\u00e6t ved bredden et b\u00e5l, som allerede flammede lystigt og som syntes sprunget lige ud af den sorte nat. Og gryden og det t\u00f8rre tr\u00e6 og br\u00f8det. Og Azarga, der stod ganske roligt og rodede i de br\u00e6ndende grene. En forandret, smilende Azarga. En venlig og beskyttende storebror.
\n\u201dMen hvordan \u2026?\u201d spurgte Tobias forvirret og pegede p\u00e5 den underlige og dog s\u00e5 fortrolige opstilling, der p\u00e5 f\u00e5 \u00f8jeblikke havde gestaltet sig for hans \u00f8jne.
\n\u201dN\u00e5, det der \u2026 jamen, det skal du slet ikke spekulere p\u00e5, lille ven.\u201d
\n\u201dMen \u2026 jeg forst\u00e5r ikke \u2026\u201d
\n\u201d\u00c5h, det har sin naturlige forklaring.\u201d
\nOg Azarga havde gjort et kast med hovedet, der p\u00e5 en gang fik ham til at se fjern og hoven ud.
\nNu sad de s\u00e5 her, og Tobias kunne ikke frig\u00f8re sig fra f\u00f8lelsen af at v\u00e6re en umyndig lillebror, der netop havde stillet et utidigt sp\u00f8rgsm\u00e5l til en voksen og f\u00e5et et svar i retning af: det der taler vi om, n\u00e5r du bliver stor<\/em>.
\nHan s\u00e5 ud i den sorte nat. Sammen med skammen over at blive behandlet som et barn, voksede en modsat f\u00f8lelse frem. En stolthed. For havde han m\u00e5ske ikke lige k\u00e6mpet. Og med et uhyre. Og vundet. Det havde ikke v\u00e6ret nogen leg, men blodig alvor, og endnu v\u00e6rkede det i hele kroppen.
\n\u201dDet var jo kun en fisk,\u201d havde Azarga sagt. Hvad bildte han sig ind?
\nVed siden af Tobias stod en saltspand og f\u00f8jede sit til mystikken. Heri havde Azarga omhyggeligt nedsaltet de rensede indvolde fra fisken, n\u00e5r den nu absolut skulle kaldes fisk. Men hvorfor gemme det hunde\u00e6de? Menneskef\u00f8de var det da ikke? Han gad ikke sp\u00f8rge.
\nHunden havde skjult sig et sted uden for lyskredsen. Som om den fortr\u00f8d. Det skulle den ogs\u00e5, t\u00e6nkte Tobias. Den kryster.
\nNu kom den krybende hen til ham og begyndte at gnide sig mod hans hofte, mens den lod savlet dryppe. Tiggede ligefrem. S\u00e5 peb den ynkeligt og sendte ham et hundeblik. Den var vel sulten. Og skamfuld. Og havde god grund til begge dele, og et kort sekund f\u00f8lte Tobias med den. Selv havde han det jo p\u00e5 samme m\u00e5de. Skam og sult.
\nHan rystede medf\u00f8lelsen af sig, nej, den fortjente hverken tr\u00f8st eller f\u00f8de, s\u00e5dan som den havde svigtet ham, da det virkelig gjaldt. Hans \u201dtapre\u201d ven, ha! Hverken tapper eller ven, n\u00e5r det kom til stykket. Og s\u00e5 stod den alligevel der og betlede.
\n\u201dFlyt dig!\u201d Han skubbede h\u00e5rdt til den.
\nDen fors\u00f8gte at bj\u00e6ffe sig til en sidste rest af v\u00e6rdighed, s\u00e5 gav den op, kr\u00f8b igen ind i gr\u00e6sset og lagde sig med hovedet mellem poterne og \u00f8jnene stift rettet mod Tobias, der ikke ville give sig en tomme, men m\u00f8dte det tryglende blik med kulde.
\nHan s\u00e5 ned p\u00e5 sine n\u00f8gne f\u00f8dder. Der dryppede stadig lidt blod fra s\u00e5rene.
\n\u201dKun en fisk,\u201d mumlede han.
\n \n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 8<\/h2>\n

P\u00c5 VEJ<\/h2>\n

Gud m\u00e5tte have haft en mening, da han valgte at udsende dem netop nu, p\u00e5 \u00e5rets varmeste tid. Heden skyllede ind over landet, b\u00f8lge fulgte p\u00e5 b\u00f8lge. Solen sved alt liv til d\u00f8de. Salt og t\u00f8rke. Rafael s\u00e5 p\u00e5 den st\u00f8nnende dreng.
\nV\u00e5ren. T\u00e6nkte englen. Hvorfor dog ikke v\u00e6lge den? V\u00e5ren, som dryppede den blideste regn ud over jorden og lod alt genf\u00f8des i jubel og gl\u00e6de.
\nSet med en engels \u00f8jne ville det have v\u00e6ret et langt bedre valg. Men man gik ikke i rette med Herren. Og s\u00e5 alligevel. Rafael havde faktisk ladet en bem\u00e6rkning falde, lige inden han forlod Himlen. \u201dSe, Herre, netop nu br\u00e6nder din sol dagen lang, og menneskene holder det ikke ud.\u201d
\nMen de ord var faldet blytungt til jorden, og Herren havde blot rystet p\u00e5 hovedet og spurgt, om det m\u00e5ske var ham, Rafael, der var Skaberen, og hvis vilje skulle ske. \u201dDine veje er uransagelige,\u201d indr\u00f8mmede Rafael, \u201ddet m\u00e5 man sige.\u201d Og Herren havde smilet og sagt: \u201dMine veje ligger i det skjulte, ja, men min vilje kender du.\u201d Og smilet sad stadig rimpet til l\u00e6berne, da han fortsatte:
\n\u201dDu m\u00e5 jo forst\u00e5, at det er for drengens egen skyld. Det er godt for ham.<\/em>\u201d
\nEnglen skottede til Tobias og s\u00e5, hvordan sveden haglede ned ad de solbr\u00e6ndte kinder. Hans egen hud var hvid, hans pande klar og k\u00f8lig, og han \u00e6nsede kun klimaets forandringer gennem drengens \u00e5ndelige og legemlige reaktioner. Men det var ogs\u00e5 rigeligt, for medf\u00f8lelse var en del af hans v\u00e6sen, og det var ikke morsomt at se solens ubarmhjertige leg med drengens sarte krop.
\nDe seneste dage havde solen br\u00e6ndt over deres hoveder fra morgen til aften, og selv om de havde fulgt floden, og selv om drengen havde d\u00e6kket sig med sin kappe s\u00e5 godt, han form\u00e5ede, s\u00e5 var han efterh\u00e5nden synlig medtaget.
\nGodt for ham?<\/em> Rafael undrede sig.
\nIngen tr\u00e6er p\u00e5 den seneste lange str\u00e6kning, kun dette stive og visne gr\u00e6s og det t\u00f8rre sand.
\n\u201dTag dog et bad kn\u00e6gt, det k\u00f8ler.\u201d
\nMen Tobias havde udviklet vandskr\u00e6k p\u00e5 det sidste, og han lod sig ikke overtale til en dukkert i floden. Skulede blot til sin rejsekammerat, mens han mumlede en r\u00e6kke ord, der ikke var for sarte \u00f8rer.
\nDen smalle sti, som de nu havde fulgt i flere dage og som efterh\u00e5nden var sn\u00e6vret ind til en hvid stribe sand mellem h\u00f8je gr\u00e6stotter, delte sig i to p\u00e5 dette sted, og mens den ene fortsatte langs bredden og forsvandt i en krumning l\u00e6ngere fremme, drejede den anden v\u00e6k fra Tigris. Her blev den hurtigt bredere og fastere og begyndte derp\u00e5 at skr\u00e5ne op mod et bl\u00f8dt bakkedrag. \u00d8verst oppe s\u00e5s lange r\u00e6kker af gamle, krogede oliventr\u00e6er, hvis brede kroner lyste bl\u00e5gr\u00f8nt mod himlen. Et sted mellem de m\u00f8rke stammer forsvandt stien. Her m\u00e5tte v\u00e6re skygge og k\u00f8lighed. Et l\u00f8fte om lindring, for de skulle den vej.
\n\u201dSe, nu kommer vi snart ind i ly af tr\u00e6erne.\u201d Rafael pegede op mod olivenlunden.
\n\u201dEr du s\u00e5 ikke glad?\u201d
\nHan tog drengens h\u00e5nd i sin. Tobias vristede sig fri.
\n\u201dJeg kan g\u00e5 selv.\u201d
\n\u201dKan du?\u201d
\nEn tid fortsatte de side om side. Tavse. Og drengen havde atter tillagt sig det tv\u00e6re udtryk, der syntes at h\u00f8re hans alder til, for det indfandt sig mekanisk, hver gang det mindste gik ham imod. Hvilket skete med sm\u00e5 mellemrum dagen lang. Og nu st\u00f8nnede han h\u00f8jlydt og gloede arrigt p\u00e5 sin ledsager.
\n\u201dHvor mange dage endnu?\u201d
\n\u201dHvad?\u201d
\n\u201dHvor l\u00e6nge skal vi vade videre s\u00e5dan her?\u201d
\nRafael t\u00e6nkte, at menneskeb\u00f8rnene var nogle skr\u00f8belige tingester.
\n\u201dDu bliver en gammel mand, inden vi n\u00e5r frem til Ekbatana,\u201d sagde han med gravalvor i stemmen.
\n\u201dDu er ikke spor sjov.\u201d
\n\u201d\u00c5h nej. Og livet. Det er lutter alvor.\u201d
\n\u201dNemlig. Og nu driller du.\u201d
\n\u201dEngle driller aldrig.\u201d
\n\u201dHvad siger du?\u201d
\n\u201dAt du bliver klogere. Og g\u00e5 nu roligt videre. Som sagt: resten af dagen skal vi vandre i oliventr\u00e6ernes skygge, lyder det ikke rart? F\u00f8rst om et par dage krydser vi ind over slettelandet.\u201d
\n\u201dSlettelandet. Hvad er det for et land?\u201d
\nEn slags \u00f8rken. Men det skulle han nok vare sig for at fort\u00e6lle drengen. Det var slemt nok, som det var, men en \u00f8rkenvandring kunne blive endnu v\u00e6rre.
\n\u201dDet f\u00e5r du at se.\u201d
\n\u201dEr der vilde dyr?\u201d
\nRafael undrede sig. Var drengen da ikke blevet klogere p\u00e5 deres lange vandring langs Tigris? En egn, der i den grad tiltrak de vilde dyr. Og i store m\u00e6ngder endda. Her kom de jo alle for at drikke: geparder, l\u00f8ver, b\u00f8fler. Det ene dyr farligere end det andet. Var det slet ikke g\u00e5et op for ham, at de to vandringsm\u00e6nd n\u00f8d en s\u00e6rlig beskyttelse og var ur\u00f8rlige? At det ikke var nogen tilf\u00e6ldighed, at de stadig var i live? Havde han virkelig ingenting begrebet?
\nDet havde han \u00e5benbart ikke.
\nEnglen tog igen hans h\u00e5nd, og denne gang holdt han den fast i sin. Drengen var god nok, t\u00e6nkte han, og han ville klare det. Med min hj\u00e6lp selvf\u00f8lgelig<\/em>. Eller med Herrens, rettede han sig selv.
\nEt kort \u00f8jeblik havde han tvivlet p\u00e5, at Tobias var st\u00e6rk nok. Men den tvivl var blevet gjort til skamme i kampen med fisken. Og Rafael var i det store hele tilfreds med den udvalgte og med hele opgavens forl\u00f8b. Indtil videre alts\u00e5. For den v\u00e6rste del havde de til gode. Og udfaldet kunne man trods alt kun gisne om. Drengen havde sin frie vilje, og hans handlinger var ikke styret udefra, og han kunne sagtens tage et forkert skridt. Og gjorde han det, s\u00e5 ville b\u00e5de han og hans k\u00e6re g\u00e5 til grunde.
\nVi r\u00e6kker dem en chance, men de m\u00e5 selv gribe den,<\/em> t\u00e6nkte han. Men den tid, den sorg, bedst var det at lade tingene udvikle sig i deres egen takt og h\u00e5be det bedste.
\nHan s\u00e5 k\u00e6rligt ned p\u00e5 drengen.
\n\u201dDu har jo din hund,\u201d sagde han.
\n\u201dMin hund? Den er bange for en fisk.\u201d
\n\u201dOg du er ikke bange for noget?\u201d
\nDet fik han ikke svar p\u00e5. Han sukkede og trak af med den vrangvillige kn\u00e6gt.
\nSolen skar. Fra morgen til aften gik de i et varmeflimmer. Som at spr\u00e6nge sig vej gennem t\u00e6tte lag af splintret glas. Og endnu en gang sendte Rafael en ikke alt for venlig tanke til Gud Herren. Den her mission h\u00f8rer ikke til de mest behagelige, var du klar over det? Det er synd for drengen. Ja ja ja, det tilkommer mig ikke at klage. Det g\u00f8r jeg da heller ikke. Men. <\/em>
\nDette \u201dmen\u201d lod han h\u00e6nge frit.
\nHan spejdede til alle sider. Hver morgen dannedes voksgr\u00e5 skyer helt nede i kimingen, de skubbede sig op i m\u00f8rke masser og lovede regn. Et l\u00f8fte, man ikke skulle s\u00e6tte sin lid til, for efterh\u00e5nden som dagen skred frem, \u00e6ndrede skyerne udseende, de fladede ud og blev flossede uldtotter, der atter spredtes og endte med at h\u00e6nge som harml\u00f8se fnug p\u00e5 himlens bue, hvor solen hastigt br\u00e6ndte dem bort.
\nGoldheden. T\u00f8rken. Den uendelige slette, der strakte sig i ensartede brune flader til alle sider, kun hist og her brudt af enkelte blege buske, som st\u00f8vede mumier mellem stride gr\u00e6stotter. P\u00e5 den brede vej tegnede der sig ikke andre skygger end dem, de selv kastede.
\nRafael sendte en venlig tanke til Tigris. Trods sommerheden og de utallige aggressive insekter, s\u00e5 fl\u00f8d de livgivende vande langs gangstierne, og altid h\u00f8rtes dette kor af fuglestemmer, der slog sammen over deres hoveder og forkyndte, at Paradiset fandtes.
\nJa, og det gjorde det jo, men det kunne man sagtens glemme her i denne golde glohede \u00f8rken af sand og knasende t\u00f8rre gr\u00e6sser. Ingen fuglesang, kun gribbene og deres h\u00e6se skrig. Hist og pist stak blege stumper af t\u00f8rrede knogler frem mellem tuerne. Var det mennesker, der engang havde vandret her? Var det dyr? De havde v\u00e6ret levende, de havde v\u00e6ret p\u00e5 vej, men de var aldrig n\u00e5et til vejs ende.
\nHede, t\u00f8rst og d\u00f8d.
\n\u201dMen s\u00e5 g\u00f8r dog noget, Azarga! Du kan jo.\u201d
\n\u201dG\u00f8re hvad, Tobias?\u201d
\n\u201dDet underlige, du kan. B\u00e5let, maden, alt det andet \u2026 Ja, og hvorfor skal det s\u00e5 v\u00e6re s\u00e5dan her hver dag?\u201d
\nHan slog ud med armene.
\n\u201dFordi vi m\u00e5 g\u00e5 vejen. Hele <\/em>vejen.\u201d
\n\u201dMen hvorfor?\u201d
\n\u201dDet er godt for dig<\/em>.\u201d
\n\u201dHvem siger det?\u201d
\n\u201dHerren.\u201d
\n\u201d\u00c5h, du med din Herren.\u201d<\/em>
\n\u201dHan er ogs\u00e5 din.\u201d
\nEndelig aftog varmen, solen sank, og en let brise f\u00f3r svalende over sletten. Himlen farvedes med \u00e9t slag r\u00f8d.
\nVed siden af dem tumlede hunden omkring. Snart inde i det stride gr\u00e6s, snart foran dem, og snart dannede den en hoppende og forn\u00f8jet bagtrop. Det var, som om den s\u00e5 luftspejlinger af lutter herligheder, som om den havde f\u00e5et nyt selvv\u00e6rd i \u00f8rkenens hede. Og den brand, der var ved at kv\u00e6le Tobias, bar den med oph\u00f8jet ro. Ligesom Azarga. De to kunne sagtens, t\u00e6nkte Tobias misundeligt. Hunden havde sin tykke pels, Azarga havde sin Herren din Gud<\/em>, som \u00e5benbart virkelig fandtes et eller andet sted. For ham alts\u00e5, for nogen eller noget havde lagt en k\u00f8lende aura om f\u00e6tterens krop. En slags hinde, der beskyttede mindst lige s\u00e5 effektivt som en hundepels. Tobias kunne se den med det blotte \u00f8je, n\u00e5r solen spillede i den. Som en glitren i vand. Kunne man blot l\u00e5ne en flig af den til at k\u00f8le sin egen hede krop.
\nDet kunne man ikke. I al fald ikke uden at man m\u00e5tte kaste sig i st\u00f8vet og tilbede Herren din Gud<\/em> og v\u00e6re hans tr\u00e6l for tid og evighed. Ligesom far derhjemme. Og Tobias ville ikke v\u00e6re nogens tr\u00e6l. Han ville v\u00e6re fri. Han ville v\u00e6re sig selv. Og s\u00e5 m\u00e5tte man tage det med, der fulgte. Som det var nu, var han i al fald sin egen.
\nHan gik og smilede lidt ved tanken. Han t\u00e6nkte, at ingen skulle g\u00f8re ham til slave. Heller ikke Azarga, der ellers tog sig alle slags friheder. Og som nu lagde en arm om ham og gav ham et fortroligt klem.
\n\u201dDu kan rigtig gl\u00e6de dig i dag, Tobias.\u201d
\n\u201dHvorfor?\u201d
\n\u201dFor nu varer det ikke l\u00e6nge, f\u00f8r vi kan sove i et rigtigt hus.\u201d
\n\u201dEr vi da fremme?\u201d
\n\u201dVi skal over h\u00f8jsletten f\u00f8rst, men s\u00e5 vil vi ogs\u00e5 v\u00e6re t\u00e6t p\u00e5 Ekbatana.\u201d
\n\u201dHvor t\u00e6t?\u201d
\n\u201dEndnu skal vi g\u00e5 nogle dage. Men der fremme ser du den f\u00f8rste landsby p\u00e5 h\u00f8jsletten. Der skal vi bo i nat. Og der vil vi h\u00f8re nyt fra Ekbatana.\u201d
\nTobias anstrengte sig for at se. Jo, langt forude tegnede sig nogle lave mure, og da de kom n\u00e6rmere, kunne han se, at de var en landsby, der syntes at klynge sig til et bakkedrag, der skr\u00e5nede opad mod et lavt bjerg. Bag murene skimtedes fine r\u00e6kker af spidse tage og enkelte slanke palmer, der str\u00e6bte mod himlen. Der var andre tr\u00e6er, som ikke lignede de hjemlige.
\nS\u00e5 var de ganske n\u00e6r. I byporten havde en gruppe m\u00e6nd samlet sig. De var gamle, og de stod t\u00e6t sammen og fyldte den brede \u00e5bning, som var de sat til at vogte byen. Lange, hvide djellabaer, tilsurrede hoveder, smalle, m\u00f8rke ansigter med skarpe tr\u00e6k og sorte \u00f8jne. Alle bar hvide sk\u00e6g, der n\u00e6sten n\u00e5ede st\u00f8vet for deres n\u00f8gne f\u00f8dder. Et forsvar af skr\u00f8belige kroppe.
\nOg nu tr\u00e5dte en af dem frem foran de andre og n\u00e6rmede sig t\u00f8vende de rejsende. Han bar en kande i den ene h\u00e5nd og et krus i den anden. Begge dele holdt han t\u00e6t ind til kroppen.
\nAzarga rankede sig og gik hen imod ham. Tobias fulgte efter i et par skridts afstand. Hunden holdt sig mist\u00e6nksomt i baggrunden; den knurrede lavt.
\n\u201dHvem er I?\u201d
\n\u201dVi er rige j\u00f8der,\u201d sagde Azarga.
\n\u201dHvor skjuler I den rigdom?\u201d
\n\u201dHer.\u201d
\nAzarga lagde h\u00e5nden p\u00e5 sit hjerte. Tobias fulgte hans eksempel. Hunden satte i et h\u00f8jt bj\u00e6f.
\n\u201dDet kunne ikke falde os ind at sp\u00f8rge til jeres tro.\u201d
\n\u201dVi \u00f8nsker blot natlogi.\u201d
\n\u201dOg s\u00e5 vil I betale med jeres hjerte. Det kan blive et dyrt logi.\u201d Den gamle s\u00e5 p\u00e5 dem med et ironisk smil i det furede ansigt. Og m\u00e6ndene bagved gjorde sig endnu bredere, s\u00e5 port\u00e5bningen atter blev helt d\u00e6kket af de gamle kroppes spr\u00f8de skjold.
\n\u201dVi har m\u00f8nter.\u201d
\nAzarga slog p\u00e5 lommen. En klirren. Og lyden \u00e5bnede b\u00e5de den gamles ansigt og indgangen til byen. Pludselig var der venlige smil p\u00e5 alle ansigter. Skjoldet trak sig til side.
\n\u201dDrik!\u201d sagde den gamle og rakte kanden og kruset frem til Azarga, der tog en slurk og lod kruset g\u00e5 videre til Tobias.
\n\u201dOg f\u00f8lg os!\u201d
\nDe gik over en smal bro. Under den l\u00f8b en vandingskanal, afledt fra en flod, som de havde passeret kort forinden og som syntes at komme str\u00f8mmende ned fra h\u00f8jlandet bag landsbyen. Spredt ud over skr\u00e5ningen langs murens yderkant s\u00e5s geder, der gik og gr\u00e6ssede, mens et utal af hyrdeb\u00f8rn pludselig dukkede frem fra hulninger i muren. Nu stod de og stirrede p\u00e5 de fremmede.
\n\u201dI kan bo hos enken Salome.\u201d
\nHan f\u00f8rte dem ind gennem porten og langs muren til et lille, lavt hus med hvide v\u00e6gge og en r\u00e6kke sm\u00e5, sorte vinduesglugger. D\u00f8ren stod \u00e5ben. Den gamle klappede i sine h\u00e6nder, da de kom helt hen til huset, og en kone kom til syne i \u00e5bningen.
\nDe havde spist. Og betalt enken. Og nu sad hun og Azarga inde huset. Men ikke alene. Nabokonerne var m\u00f8dt op en efter en og havde lejret sig omkring dugen, som de havde ribbet for smulerne, hurtigt som sultne spurve. Og rejsekammeraten syntes at befinde sig som en fisk i vandet omgivet af disse gamle, sladrende kvinder, der udfrittede ham og ville vide alt om Nineve og ogs\u00e5 forsigtigt spurgte til j\u00f8derne der. Dem er der mange af i Ekbatana, fortalte de hviskende, men som overalt i Medien levede de i fred med alle andre.
\nTobias havde hurtigt f\u00e5et nok af deres plapren og var gledet ud af den lave d\u00f8r.
\nNu ilede han tilbage mod porten. Da de tr\u00e5dte gennem den for kort tid siden, havde de passeret en gruppe unge piger, der var p\u00e5 vej mod vandingsstedet inde under broen. De bar vandkrukker p\u00e5 hovedet. Og en af dem var Tamara. Det n\u00e5ede han at lige se.
\nTamara.
\nTobias var n\u00e5et til broens r\u00e6kv\u00e6rk. Han l\u00e6nede sig frem i h\u00e5b om at f\u00e5 mere end et hastigt glimt af pigen, som var pilet ind under de solide broplanker, s\u00e5 snart hun havde f\u00e5et \u00f8je p\u00e5 ham. Der holdt hun sig skjult som en mus i sit hul. Hun var ingen mus, og han var ingen kat, og han havde genkendt hende med det samme.
\n\u201dTamara!\u201d kaldte han og b\u00f8jede sig endnu l\u00e6ngere frem over det skr\u00f8belige r\u00e6kv\u00e6rk, der gav sig under hans v\u00e6gt.
\n\u201dJeg hedder Tabita.\u201d
\nNu stak der et pigehoved frem, men stadig stod hun halvt skjult af broen, der h\u00e6vede sig som en halvbue over den rislende str\u00f8m.
\nLidt l\u00e6ngere henne havde de andre piger allerede fyldt deres krukker og kom nu slentrende i g\u00e5segang p\u00e5 vej mod landsbyens port. Nogle af dem vendte sig om og r\u00e5bte p\u00e5 Tabita, mens vandet skvulpede fra deres overfyldte krukker. Flere af dem fniste og pegede p\u00e5 Tobias.
\nHan var ligeglad.
\n\u201dTabita,\u201d sagde han og syntes, det var endnu k\u00f8nnere end Tamara. Og at hun var dejligere end nogen pige, han havde set i Nineve. M\u00e5ske kunne han overtale Azarga til at v\u00e6lge hende frem for en tvivlsom kusine i Ekbatana.
\n\u201dHvem er du?\u201d
\nHun tr\u00e5dte helt ud af m\u00f8rket og kransedes af den lave sols sidste str\u00e5ler. Det gjorde hende ikke mindre smuk. Gylden aura af lys omkring hende, s\u00e5 str\u00e5lende, at den kunne sl\u00e5 Azargas s\u00e5 let som ingenting.
\nMen hun var sikkert ikke j\u00f8de, blot en pige, som solen gavmildt badede i sit lys. Og han kunne ikke blive tr\u00e6t af at se p\u00e5 hende, og hun lod sig ikke mere skr\u00e6mme af hans blik.
\n\u201dJeg hedder Tobias, og jeg vil giftes med dig.\u201d
\nHun lo.
\n\u201dOg du hedder Tabita, og du vil giftes med mig,\u201d r\u00e5bte han ned til hende.
\nHun lo endnu h\u00f8jere.
\n\u201dDu er smuk, n\u00e5r du ler.\u201d
\n\u201dOg du er morsom, n\u00e5r du taler.\u201d
\n\u201dOg jeg tror, du er smuk, n\u00e5r du gr\u00e6der.\u201d
\nNu lo hun ikke mere. Hun b\u00f8jede sig hastigt ned, tog om krukken med begge h\u00e6nder og l\u00f8ftede den op. S\u00e5 begyndte hun at g\u00e5.
\n\u201dVent!\u201d
\nHun standsede, satte krukken fra sig og s\u00e5 op p\u00e5 ham, og han syntes, at hendes \u00f8jne l\u00f8b fulde af t\u00e5rer.
\nHan slap r\u00e6kv\u00e6rket og begyndte langsomt at g\u00e5 ned mod hende, men hun vendte sig om, satte krukken fra sig og l\u00f8b tilbage mod byen. Men ikke i retning af porten. Oppe ved muren drejede hun brat v\u00e6k fra stien og ilede hen mod en lille lund af h\u00f8je tr\u00e6er.
\nHer forsvandt hun ind mellem stammerne. Gemte hun sig? En b\u00e6k snoede sig som en sort slange ind gennem den lille klynge tr\u00e6er.
\nS\u00e5 fik han \u00f8je p\u00e5 hende. Hun var sprunget over b\u00e6kken og havde sat sig p\u00e5 hug helt nede ved vandkanten. Han standsede op ved den modsatte bred og satte sig i samme stilling som hun.
\nStr\u00f8mmen l\u00f8b klukkende mellem dem.
\n\u201dB\u00e6kken ler,\u201d sagde hun
\n\u201dDen gr\u00e6der,\u201d sagde han.
\nL\u00e6nge sad de og s\u00e5 p\u00e5 hinanden, og Tobias vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde sagt det hele, syntes han.
\n\u201dJeg er p\u00e5 vej til Ekbatana.\u201d
\n\u201dFor at blive gift?\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dOg jeg skal blive her.\u201d
\n\u201dFor at blive gift?\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dNu er vi snart fremme.\u201d
\nDe havde g\u00e5et i h\u00f8jlandet i mange dage nu. Over vidstrakte plateauer og gr\u00e6ssletter og gennem smalle slugter, og ind imellem havde de m\u00e5tte klatre op ad stejle klippeskr\u00e5ninger. R\u00f8dt og brunt og hvidt og gr\u00f8nt vekslede mellem hinanden. En farverigdom, de ikke l\u00e6nge havde set. Ogs\u00e5 fuglesangen var taget til i styrke, og Tobias var s\u00e5 sm\u00e5t begyndt at forlige sig med tanken om endnu en tid p\u00e5 farten. Men nu var rejsen alts\u00e5 snart slut. Den ene halvdel i al fald.
\nHvorfor udeblev f\u00f8lelsen af lettelse?
\nVar det m\u00f8det med Tabita og skammen, som stadig sad i ham og nagede? Han s\u00e5 for 117ende gang de gamle m\u00e6nd for sig. Hvordan de var dukket op som trolde af \u00e6sker og havde r\u00e5bt og forbandet ham, mens de hev Tabita til sig og sl\u00e6bte af med hende. Og smerten ved at se dem hundse med hende. Og senere, da de havde villet piske hende, og hun kun slap fri, fordi Azarga besad den der kraft, som ingen forstod, og som han var noget s\u00e5 n\u00e6rig med at bruge. For den var jo ikke alverden v\u00e6rd, n\u00e5r det kom til stykket. Hele den nat havde Tobias tryglet ham om at benytte sig af kraften til at forene de to unge. Ikke til at skille dem ad.
\n\u201dDu ved ikke, hvad du snakker om,\u201d havde Azarga sagt og v\u00e6ret d\u00f8v for hans b\u00f8nner. Og han havde ikke set mere til Tabita.
\nOg forude truede Sara.
\nHan havde h\u00f8rt rygter om hende i enkens hus, hvor de allern\u00e5digst havde f\u00e5et lov at overnatte trods Tobias\u2019 utilgivelige synd. Og da deres \u00e6rinde gik op for sladderk\u00e6llingerne, havde de himlet med \u00f8jnene og ladet tungerne gl\u00f8de. Forbandelsen. Heksepigen i Ekbatana. Hvad ville de dog med hende?
\n\u201dJa, hvad vil vi med hende?\u201d havde Tobias ogs\u00e5 spurgt og rusket Azarga i armen.
\nEn forbandelse. En heksepige. Jo, han havde sandelig noget at gl\u00e6de sig til. Tobias traskede modl\u00f8st videre.
\nVejs ende. Det kunne v\u00e6re det samme.<\/p>\n

KAPITEL 9<\/h2>\n

VED VEJS ENDE<\/h2>\n

 
\nEn smuk dreng, t\u00e6nkte Rafael. Drengens kraftige brune h\u00e5r skinnede som rav i solen, den glatte solbr\u00e6ndte hud str\u00e5lede af sundhed og ungdom, \u00f8jnene havde f\u00e5et styrke, og de s\u00e5 uforknyt frem for sig. Episoden i landsbyen syntes endelig at v\u00e6re gledet ud af hans bevidsthed. Et gennemlevet og overvundet kapitel i det unge menneskes brogede livsbog. En h\u00e5rd n\u00f8d at kn\u00e6kke havde det v\u00e6ret, men nu l\u00e5 kernen bl\u00f8d og spiselig. En godbid for den smukke Sara, t\u00e6nkte Rafael blev pludselig grebet af en utidig tvivl. For nu Sara? Kunne hun kn\u00e6kkes? Og blive spiselig? Eller var og blev hun d\u00f8dbringende?
\nDen h\u00e5rde rejse havde filet af de runde barnekinder og sk\u00e5ret skarpe, mandige tr\u00e6k i ansigtet og vigtigst af alt: \u00e6ngstelsen syntes at v\u00e6re ved at glide af ham.
\n\u201dMin dreng,\u201d sagde Rafael, \u201dnu er dine tr\u00e6ngsler snart til ende.\u201d
\n\u201dNu begynder de for alvor, mener du vel.\u201d
\n\u201dHmm \u2026 s\u00e5m\u00e6nd,\u201d tilstod Rafael, \u201ds\u00e5dan kan man ogs\u00e5 se p\u00e5 det.\u201d
\n\u201dS\u00e5dan bliver det, hvis du skal bestemme.\u201d
\n\u201dVi f\u00f8lger Herrens vilje.\u201d
\n\u201dVi f\u00f8lger min<\/em> vilje.\u201d
\nDen replik valgte englen at overh\u00f8re. De skulle ikke ankomme til Ekbatana midt i et sk\u00e6nderi.
\nDe gik videre i tavshed.
\n\u201dH\u00f8r, min ven, i dag kommer vi til Raguels hus.\u201d
\n\u201dDet kan jeg n\u00e6sten regne ud.\u201d
\n\u201dOg vi skal sove under hans tag i nat.\u201d
\n\u201dHm \u2026\u201d
\n\u201dH\u00f8rer du efter, dreng?\u201d
\n\u201dAlts\u00e5, det der kan du godt glemme.\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dDerimod skal du ikke glemme, at du er min tjener. Ikke min herre.\u201d
\nDet var sandelige nye toner. Nok vidste de jo begge, at Rafael blev betalt af Tobit, som troede, at han var en fjern sl\u00e6gtning ved navn Azarga, men englen havde hidtil ikke haft vanskeligt ved at bevare sin myndighed over drengen.
\n\u201dDu glemmer, hvem jeg er,\u201d sagde han.
\n\u201dS\u00f8n af den store Ana\u00efs. Hvordan skulle jeg glemme det? Og jeg har hele tiden adlydt dig af respekt for din fine familie. Og for dig. Og du har reddet mig mange gange. Jeg er ikke utaknemmelig.\u201d
\n\u201dMen s\u00e5 er alt jo i sk\u00f8nneste orden.\u201d
\n\u201dNej, vel er det ej. Og du f\u00e5r mig ikke lokket i d\u00f8den.\u201d
\n\u201dDu burde ikke lytte til sladder.\u201d
\n\u201dOg du burde ikke krybe for min far.\u201d
\n\u201dHan betaler mig.\u201d
\n\u201dFor at sl\u00e5 mig ihjel?\u201d
\n\u201dHold nu op, Tobias! Vi kan da ikke g\u00e5 ind i Ekbatana uden at bes\u00f8ge din sl\u00e6gtning.\u201d
\n\u201dDet sagde jeg heller ikke. Desuden skal du ikke tro, at jeg er en kujon.\u201d
\n\u201dNej, det er du ikke.\u201d
\nDet lille rejseselskab bev\u00e6gede sig langs byens h\u00e6ngende haver; for \u00f8jnene en blomsterpragt, for n\u00e6sen de mest berusende dufte. Rafael plukkede en h\u00e5ndfuld fl\u00f8jlsbl\u00f8de rosenblade og lod dem sv\u00e6ve gennem luften. En r\u00f8d regn. Et \u00f8jeblik blev han grebet af hjeml\u00e6ngsel. Paradiset f\u00f8ltes med \u00e9t uendeligt langt borte, og endnu en gang slog den tanke ham, at det smukkeste p\u00e5 denne jord var og blev en s\u00f8lle afglans af den Eden Have, han kendte s\u00e5 godt, og hvor han havde hjemme.
\nMen drengen gik med undrende \u00f8jne.
\nOg Raguel, der sad, som den patriark han var, foran porten til sin g\u00e5rd, rejste sig fra skamlen og gik dem i m\u00f8de. Den gamles ord gjaldede mellem de hvide mure.
\n\u201dV\u00e6r hilset, mine k\u00e6re br\u00f8dre.\u201d
\n\u201dTak!\u201d
\nEnglen b\u00f8jede sig \u00e6rb\u00f8digt for den gamle mand, idet han samtidig daskede til Tobias, der stod med bortvendt ansigt, som skulle han helst ikke blandes ind i noget.
\nRaguel slog ud med armene, hvilket Rafael tolkede som en venlig gestus.
\n\u201dTak!\u201d sagde han igen.
\n\u201dJamen, g\u00e5 nu endelig ind i mit hus. Edna venter jer.\u201d
\n\u201dOg Sara?\u201d spurgte Rafael.
\n\u201dOg Sara \u2026 jo \u2026 ogs\u00e5 hun \u2026 venter,\u201d stammede Raguel og blev m\u00f8rk i blikket.
\n\u201dDer er ingen, der venter os,\u201d br\u00f8d Tobias ind. Han l\u00f8d irriteret. \u201dOg desuden er vi p\u00e5 vej til Rages. Det er m\u00e5let for vores rejse.\u201d
\n\u201dRages, jamen s\u00e5 er I ikke fjernt fra m\u00e5let. Og her kan I overnatte.\u201d
\nDen gamle mand virrede med hovedet og virkede fjern i blikket, da han fortsatte. Ville gerne f\u00f8rst vide lidt mere om deres herkomst, sagde han, inden han s\u00e5dan ligefrem b\u00f8d dem indenfor i sit hus. Havde jo h\u00f8rt rygter. Ville ikke s\u00e5 gerne f\u00e6ste lid til sladder, og det h\u00e5bede han da heller ikke, de ville. Hvis de da havde h\u00f8rt noget om ham og hans.
\nHan plaprede.
\n\u201dSom du sikkert har bem\u00e6rket p\u00e5 vores kl\u00e6dedragt, s\u00e5 er vi naftalitter, og vi bor i Nineve. Det fortalte rygterne dig m\u00e5ske ikke?\u201d sagde Rafael og s\u00e5 roligt p\u00e5 ham.
\n\u201dI Nineve? Jamen dog, og uha da \u2026 men s\u00e5 er I jo \u2026 ligesom \u2026 jeg mener, s\u00e5 lever I jo i fangenskab \u2026 ja, hvad skal man sige?\u201d
\nHan gik i st\u00e5.
\n\u201dDu kan roligt modtage os,\u201d sagde englen og sendte ham et af sine blikke, og Raguel mumlede i sk\u00e6gget, mens han fik travlt med at vende dem ryggen og forsvinde ind gennem den vide port.
\nRafael tog et fast tag i Tobias og trak ham med.
\nSansel\u00f8s sendte du mig ikke til jorden. Og tak for det, Herre, t\u00e6nkte Rafael, som p\u00e5 lang afstand kunne h\u00f8re hvert ord, Raguel hviskede Edna i \u00f8ret. Han s\u00e5 hende stivne, s\u00e5 rettede hun sin trivelige skikkelse op, satte h\u00e6nderne i siden, og knejsende i al sin v\u00e6lde lod hun blikket sejle hen over det lille rejseselskab, der stod t\u00e6t sammen lige inden for d\u00f8ren.
\n\u201dUd med den hund!\u201d kommanderede hun.
\n\u201dMen Edna dog!\u201d Raguel s\u00f8gte at skjule sig bag hende.
\n\u201dJamen, vi kan ikke have den,\u201d snerrede hun.
\n\u201dDet er jo kun en hund.\u201d
\n\u201dOg s\u00e5 ligner han Tobit,\u201d vrissede hun videre.
\n\u201dHunden?\u201d
\n\u201dNej, drengen.\u201d
\nRaguel s\u00e5 for f\u00f8rste gang rigtigt p\u00e5 den unge mand, og pludselig faldt der skel fra hans \u00f8jne, og en t\u00e5re banede sig vej.
\n\u201dKan det \u2026 kan det \u2026 virkelig v\u00e6re s\u00e5dan fat \u2026?\u201d stammede han og knugede om Ednas arm.
\n\u201dJavist\u201d sagde Rafael hurtigt. \u201dVi kommer fra Tobit. Tobias der er din brors\u00f8n, og jeg kan liges\u00e5 godt sige det med det samme. Vi er her for at fri til Sara, hans kusine.\u201d
\nRaguel og Edna slog h\u00e6nderne sammen og br\u00f8d ud i f\u00e6lles gr\u00e5d. Det er da pokkers, som de israelitter altid skal vande h\u00f8ns, t\u00e6nkte englen og f\u00f8lte en let irritation, for hvad skulle han stille op med alt det vand, der nu fl\u00f8d fra deres \u00f8jne og l\u00f8b ned ad deres kinder? Den slags ubehageligheder var man da gudskelov fri for der, hvor han kom fra.
\nUden et ord tog han Tobias ved h\u00e5nden og f\u00f8rte ham hen til de to gamle, der slog armene om ham og n\u00e6sten kvalte ham i t\u00e5rer og omfavnelser. Tobias selv r\u00f8rte sig ikke. Han stod som en st\u00f8tte i deres arme.
\nHenne ved d\u00f8ren peb hunden, og drengen gjorde sig lempeligt fri. S\u00e5 piftede han, og dyret logrede og l\u00f8b hen til ham.
\n\u201dN\u00e5, jamen s\u00e5 g\u00e5r vi,\u201d sagde han.
\n\u201dNej, nej, nej, g\u00e5 endelig ikke! Bliv for Guds skyld!\u201d tryglede de gamle i kor.
\nI det samme gled en skikkelse lydl\u00f8st ind gennem d\u00f8ren bagest i rummet. Det var Sara. Og hun var s\u00e5 smuk, at hun ganske af sig selv oplyste den halvm\u00f8rke stue, og da Tobias fik \u00f8je p\u00e5 hende, lyste ogs\u00e5 han med.
\nJamen dog, Rafael havde set meget i sit lange liv, men aldrig havde han set nogen t\u00e6nde s\u00e5 hurtigt. Nu stod de der i stuen som levende kerter for alles \u00f8jne. Det var ikke fri for, at han f\u00f8lte et stik af misundelse, for hvorfor skulle han aldrig selv f\u00e5 lov at opleve den brand, som de kaldte k\u00e6rlighed? Ved lejlighed ville han tage sagen op med Vorherre, for det kunne han jo. Intet emne var tabu for Herren. Og s\u00e5 vidste han dog samtidig, at det ikke ville f\u00f8re til noget som helst, for en engel er en engel og ikke et menneske, og i virkeligheden \u00f8nskede han ikke at bytte vilk\u00e5r med menneskene. De stakler. \u00a0Kun i \u00f8jeblikke som dette ville han give meget for blot en lille stund at f\u00f8le sig som menneske.
\n \n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 10<\/h2>\n

BRYLLUP<\/h2>\n

Nu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge \u00f8jne l\u00e5 dv\u00e6lende i hinanden.<\/em>
\nVr\u00f8vl, Rafael vrissede sin indre stemme til ro og ford\u00f8mte sin trang til altid at skulle romantisere. Dv\u00e6lende<\/em>, hvad var det nu for et ord? Utidigt ad helvedet til, for her kunne sandelig ikke dv\u00e6les. Han havde et \u00f8jeblik v\u00e6ret p\u00e5 nippet til at glemme den blodige alvor, der gemte sig bag dette sl\u00f8r af ung, letf\u00e6rdig lykke. Og hans, englens, rolle var ingenlunde udspillet. Det var nu, han skulle tr\u00e6de i karakter.
\nHan \u00e5bnede munden for at begynde det lange, rituelle frieri, s\u00e5dan som Tobit havde p\u00e5lagt ham det. Men inden han n\u00e5ede at sige en stavelse, kom det arrigt fra Tobias:
\n\u201dAzarga! Hvad var det, du lovede min far? Har du glemt det?\u201d
\nEnglen s\u00e5 forbl\u00f8ffet p\u00e5 ham. Drengens ut\u00e5lmodighed havde da sandelig f\u00e5et vinger. Han smilede beroligende til ham og gjorde en afv\u00e6rgende gestus med h\u00e5nden, og med en stemme, der passede til det h\u00f8je form\u00e5l, begyndte han p\u00e5 en lang og sn\u00f8rklet og helt efter bogen korrekt friertale, der omhyggeligt redegjorde for Tobias\u2019 familieforhold ti led tilbage og fremlagde de un\u00e6gtelig slemt pyntede fremtidsudsigter. Og navnlig argumenterede han for den unge mands uomtvistelige ret til at anholde om sin kusines h\u00e5nd. Og at modtage den.
\nRafael holdt inde og trak vejret, og i et splitsekund s\u00e5 han r\u00e6dslen sitre i de to gamle ansigter. S\u00e5 lukkede de sig og blev som d\u00f8dsmasker.
\nDe unges ansigter derimod havde \u00e5bnet sig som valmuer for morgensolen og str\u00e5lede uforstyrret under hele den lange svada.
\nDa englen omsider tav, rejste Raguel sig p\u00e5 rystende ben. En enlig t\u00e5re silede fra hans \u00f8jne, mens han talte. Han sagde, at ingen havde mere ret til deres datter end Tobias, og de elskede ham allerede. Men netop derfor kunne det ikke blive de to. Fordi \u2026 han t\u00f8vede l\u00e6nge. Fordi \u2026 Og s\u00e5 fortalte han dem den grusomme sandhed, som de allerede kendte.
\n\u201dSludder og vr\u00f8vl,\u201d sagde Rafael, \u201dse dog engang p\u00e5 b\u00f8rnene!\u201d
\nRaguel tav og kastede et forskr\u00e6mt blik p\u00e5 de unge. De stod og blussede som to fakler.
\n\u201dN\u00e5?\u201d sagde Rafael.
\nDer var helt stille meget l\u00e6nge, man kunne sige, at en engel gik gennem stuen, hvis det ikke var, fordi han jo allerede sad der og holdt sine mennesker i skak.
\n\u201dN\u00c5!\u201d gentog han h\u00f8jere og ut\u00e5lmodigt denne gang.
\nRaguel nikkede uden overbevisning.
\n\u201dS\u00e5 du kan v\u00e6re rolig, Raguel. B\u00f8rnene er i Guds h\u00e5nd.\u201d
\nJo, nikkede Raguel mat, han havde da heller aldrig troet andet. Men der var andre h\u00e6nder, stammede han, og de knugede s\u00e5 h\u00e5rdt og kvalte s\u00e5 let. Men han skulle nok velsigne dem, hvis det ikke kunne v\u00e6re anderledes. Og bede for dem ville han ogs\u00e5. Men ansvaret kunne han ingenlunde p\u00e5tage sig.
\nHan gik hen til de unge og uden at kunne holde sine egne sitrende h\u00e6nder i ro tog han de unges og lagde dem i hinandens.
\nS\u00e5 bad han dem kn\u00e6le.
\n\u201dJeg m\u00e5 tale med dig Tobias!\u201d
\nRafael greb fat i drengens arm, og Tobias slap modstr\u00e6bende Saras h\u00e5nd og lod sig tr\u00e6kke med ud i g\u00e5rden. Her stod han med \u00f8jnene klistret til den d\u00f8r, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.
\nVielsen var forrettet. De unge var \u00e6gtefolk, og den nye v\u00e6rdighed havde gjort dem blinde og d\u00f8ve for alt andet end hinanden.
\n\u201dSe p\u00e5 mig!\u201d
\nTobias drejede hovedet og s\u00e5 lige gennem englen.
\n\u201dH\u00f8rer du efter?\u201d
\n\u201dHvad?\u201d
\n\u201dDet er vigtigt, at du h\u00f8rer hvert ord, jeg siger. Lige nu!\u201d
\n\u201dJa, ja. Men det har jeg da ogs\u00e5 gjort. Selv om du \u00e6vlede alt for l\u00e6nge. Men tak for det alligevel. Det gik jo fint.\u201d
\n\u201dFint!?\u201d
\n\u201dJa, men nu m\u00e5 du alts\u00e5 holde op med at rende i h\u00e6lende p\u00e5 os. Vi er gift.\u201d
\nHan skubbede brutalt til hunden, der var kommet pilende ved synet af sin herre og nu stod og peb med snuden presset mod hans l\u00e5r.
\n\u201dFlyt dig!\u201d Og han s\u00e5 p\u00e5 Rafael, som om ordene var m\u00f8ntet p\u00e5 ham.
\n\u201dMen forst\u00e5r du da ingenting?\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dH\u00f8r efter alligevel! Om kort tid skal du indtr\u00e6de i brudekammeret.\u201d
\n\u201dJa,\u201d str\u00e5lede Tobias.
\n\u201dHar du glemt, hvad det betyder?\u201d
\n\u201dJeg ved, hvad det betyder for mig. For os.\u201d
\n\u201dNej, du ved ingenting. Men rolig, dreng, jeg er her, du skal ikke v\u00e6re bange.\u201d
\n\u201dBange? Men det er jeg da heller ikke.\u201d
\nRafael greb om begge hans arme og skubbede ham lidt ud fra sig, mens han fors\u00f8gte at se ham i \u00f8jnene. S\u00e5 sagde han langsomt:
\n\u201dHar du glemt, at du skal dr\u00e6bes i nat?\u201d
\n\u201dHvad? \u2026 n\u00e5 det \u2026 og hvad s\u00e5? Jeg er ingen kryster.\u201d
\n\u201dDu \u2026 skal \u2026 pines \u2026 ihjel,\u201d udpenslede Rafael og fors\u00f8gte atter forg\u00e6ves at holde drengens blik fast.
\n\u201dJa, det har jeg jo h\u00f8rt,\u201d snerrede Tobias ut\u00e5lmodigt. \u201dMen hvad var det, du ville mig?\u201d
\n\u201dJeg vil bede dig komme ned p\u00e5 jorden og h\u00f8re godt efter.\u201d
\n\u201dN\u00e5,\u201d sagde Tobias.
\nPludselig h\u00e6vede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i kn\u00e6, mens han tog sig til den gloende \u00f8mme kind.
\nEn tid l\u00e5 han s\u00e5ledes foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skr\u00e6k.
\n\u201dJa, d\u00e6monen sl\u00e5r h\u00e5rdere. Den sl\u00e5r dig ihjel.\u201d
\nTobias bed sig i l\u00e6ben, s\u00e5 l\u00f8ftede han hovedet og hviskede.
\n\u201dHj\u00e6lp mig, bror.\u201d
\nRafael tog hans h\u00e5nd og rejste ham op. Den unge mands kind gl\u00f8dede stadig, og \u00f8jnene havde f\u00e5et et barnligt, n\u00e6sten bedende udtryk.
\n\u201dHusker du fisken, Tobias?\u201d
\nTobias nikkede.
\n\u201dHavde du ikke vovet kampen dengang, s\u00e5 havde du v\u00e6ret fortabt.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dMen du g\u00e6lder det m\u00f8det med Den Onde Selv.\u201d
\n\u201dFaktisk tror jeg, at jeg t\u00f8r vove den kamp ogs\u00e5. Og at jeg kan vinde den,\u201d kom det lidt spagt.
\n\u201dDu snakker. Den Lede kan fl\u00e6nse dig p\u00e5 et sekund, men den vil pine dig hele natten.\u201d
\nTobias rystede p\u00e5 hovedet. Men fisken var jo ogs\u00e5 d\u00e6monisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.
\n\u201dFisken ja, og den skal du bruge nu.\u201d
\n\u201dMen den har vi jo spist.\u201d
\n\u201dHer!\u201d Rafael halede noget frem fra kjortlen og rakte det mod ham.
\nTobias tr\u00e5dte et skridt tilbage.
\n\u201dHvad er det?\u201d hviskede han.
\n\u201dFiskens hjerte.\u201d
\nOg nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade sig f\u00f8re til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot m\u00e5tte han huske forinden at kaste fiskehjertet p\u00e5 ildstedet og lade flammerne fort\u00e6re det. Derved ville d\u00e6monen miste sig magt.
\n\u201dHvor ved du det fra? Tobias s\u00e5 p\u00e5 ham med et sk\u00e6vt smil.
\n\u201dDet har ikke noget med viden at g\u00f8re.\u201d
\n\u201dHvad handler det s\u00e5 om?\u201d
\n\u201dTro.\u201d
\n\u201dDet forst\u00e5r jeg ikke.\u201d
\n\u201dDu skal tro<\/em> p\u00e5 det, Tobias.\u201d
\n\u201dJo tak, bror. Men \u2026 jeg er ikke \u2026 jeg mener, lige det der med tro, det er ligesom mere min far \u2026 jeg er n\u00e6rmest en \u2026 en \u2026\u201d Han gik i st\u00e5.
\n\u201dDu er en tvivler.\u201d
\n\u201dJa. Mon ikke.\u201d
\n\u201dTvivler du ogs\u00e5 p\u00e5 Sara?\u201d
\n\u201dNej!\u201d
\n\u201dHvorfor ikke?\u201d
\n\u201dDet ved jeg ikke.\u201d
\n\u201dDer ser du. Men h\u00f8r nu, min dreng. Gud findes. Og D\u00e6monen findes. Jeg kender dem begge.\u201d
\n\u201dG\u00f8r du?\u201d
\n\u201dJa. Og i k\u00e6rligheden har du selv m\u00f8dt Gud. I ondskaben og hadet vil du om f\u00f8je tid m\u00f8de D\u00e6monen. Og din viden vil ikke hj\u00e6lpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.\u201d
\n\u201dS\u00e5 er jeg alts\u00e5 fortabt.\u201d Tobias hang med hovedet.
\n\u201dDet ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede f\u00f8rt til kammeret. G\u00e5 du nu ogs\u00e5. Og m\u00e5 Gud v\u00e6re med dig.\u201d
\n\u201dTak, bror.\u201d
\nT\u00f8vende tog han imod det lille hjerte og lod det forsvinde i kjortelens dybe lomme. S\u00e5 gik han langsomt mod brudekammeret.
\nHans eget hjerte hamrede, og da han lagde h\u00e5nden p\u00e5 klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst \u00e5bnede han d\u00f8ren og tr\u00e5dte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var s\u00e5 bleg som et genf\u00e6rd, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i m\u00f8de.
\n\u201dSara, min elskede.\u201d
\nEneste svar var en isnende kulde, der str\u00f8mmede ud fra pigen og sm\u00f8g sig som en kappe af is om Tobias. Den sivede langsomt ind i hans \u00e5rer og trak al varme ud af kroppen. Kraftesl\u00f8s og rystende af kulde blev han h\u00e6ngende lige inden for d\u00f8ren. Ude af stand til at g\u00e5 et eneste skridt.
\nHan ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at n\u00e6vne det k\u00e6reste, han vidste, men nu kunne han ikke f\u00e5 en lyd over sine l\u00e6ber.
\nPludselig blev han ramt af et varmpust s\u00e5 let som strejfet af en fuglevinge, men dog nok til, at han t\u00f8ede en smule op og igen kunne l\u00f8fte hovedet og se frem. Og det han s\u00e5, fik det til at gibbe i ham. Derhenne, ved siden af Sara, knejsede en yngling, der var lige s\u00e5 smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han var endnu k\u00f8nnere, og der lyste et varmt og k\u00e6rligt smil i de n\u00f8ddebrune \u00f8jne, og l\u00e6berne skinnede som duggede frugter. En fin, r\u00f8dbrun tunge spillede i mundvigen.
\nTobias tr\u00e5dte et skridt tilbage, men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i kn\u00e6. Det var der ikke noget at g\u00f8re ved lige nu, hviskede det i Tobias, med hende fik det nok vente en stund, for nu blev han fanget af et par \u00f8jne, der til forveksling lignede hans egne. Og han kunne ikke lade v\u00e6re med at smile. Langsomt slappede han af.
\n\u201dDet var du sandelig l\u00e6nge om,\u201d kom det fra ynglingen.
\nTobias var ikke sikker p\u00e5, at han br\u00f8d sig om stemmen. Der var en s\u00e6r metalklang i den, der stod d\u00e5rligt til de str\u00e5lende, brune \u00f8jne og den k\u00f8nne, n\u00f8gne krop, hvis arme nu rakte favnende ud efter ham.
\n\u201dN\u00e5 ja, m\u00e5ske. Men nu er jeg her s\u00e5,\u201d sagde Tobias.
\n\u201dJa, det skal jeg da lige love for. Med hud og h\u00e5r, som man siger.\u201d
\n\u201dJo. Men jeg skulle jo faktisk \u2026 jeg mener \u2026 jeg \u2026\u201d
\nJa, hvad var det i grunden han skulle? Han s\u00e5 sig forundret om i kammeret. P\u00e5 alle fire v\u00e6gge hang fakler og lyste. De sendte deres uroligt flakkende sk\u00e6r ud over de to skikkelser foran ham. Pigens hvide brudedragt blegnede livl\u00f8st bag ynglingen, hvis muskul\u00f8se krop spillede i st\u00e6rke r\u00f8de og brune farver.
\n\u201dEr du nogensinde blevet kysset til d\u00f8de?\u201d hviskede ynglingen.
\n\u201dKysset \u2026 til \u2026 hvad mener du?\u201d
\n\u201dJa. Har du nogensinde f\u00e5et et kys s\u00e5 fuld af smerte og lyst, at du m\u00e5tte besvime af fryd. Har du det, Tobias?\u201d
\nManden holdt hans blik fast, mens han tunge gled ud af munden og ligesom rakte ud efter Tobias, der f\u00f8lte en ukendt brand risle gennem blodet. Det stak og jog i hans k\u00f8d. Og uden at ville det, lod han sig tr\u00e6kke n\u00e6rmere hen mod den unge, ranke skikkelse, der stod der og sendte hede b\u00f8lger mod ham.
\n\u201dNej,\u201d h\u00f8rte han sig selv mumle, og vidste ikke, om det var et svar eller en protest. Men lige med \u00e9t vidste han det alligevel.
\n\u201dNej!\u201d gentog han h\u00f8jt.
\n\u201dBare rolig, dreng. Det er kun f\u00f8rste gang, du synes s\u00e5dan. S\u00e5 bliver dit nej til et ja. Og s\u00e5 hedder det ja og ja og ja og ja \u2026\u201d gn\u00e6ggede stemmen, og nu var den ikke mere rar, og der l\u00f8b spyt fra den r\u00f8de mund. Og var tungen ikke kl\u00f8ftet?
\nInden Tobias n\u00e5ede at t\u00e6nke en tanke mere, lagde to h\u00e6nder sig tungt p\u00e5 hans skuldre og holdt ham fast. Men s\u00e5 var det ikke mere h\u00e6nder, og han m\u00e6rkede kl\u00f8ernes lette rids i huden og g\u00f8s og ville rive sig l\u00f8s.
\nDen smukke mand var som sunket i jorden, og selv stod Tobias fastklemt i en skruestik, presset ind mod en ru og stikkende dyrepels. Og s\u00e5 denne ulidelige stank.
\nHan hev efter vejret.
\nKl\u00f8erne borede sig ind i hans hvide brudedragt og med et heftigt rids fl\u00e6nsede de kjortelen midt over. Den dalede lydl\u00f8st til jorden og l\u00e5 der som en vingeskudt due, mens han selv stod rystende og n\u00f8gen foran det h\u00e6sligste v\u00e6sen, han nogensinde havde set. Den mest naturstridige skabning: bukkehorn og gedesk\u00e6g, bagtil hestehove og fortil de s\u00e6reste, forvredne klosakse. Ged og krabbe i et! Sygt og kvalmende. Og til at le af i grunden, og havde han ikke havde v\u00e6ret s\u00e5 d\u00f8dsensangst, ville han have grinet synet v\u00e6k.
\nDu er til grin! TIL GRIN! Ville han have br\u00f8let til det h\u00e6slige dyr og dermed have fortr\u00e6ngt sin frygt. Men han var lammet og kunne ikke f\u00e5 et ord over sine l\u00e6ber.
\nPludselig trak kl\u00f8erne sig ud, blev lange og spidse, og nu jog de ind i hans k\u00f8d. Han skreg og faldt til jorden som en klud. Fortvivlet knugede han kjortlens hvide stof i sine arme, som ville han finde lidt tr\u00f8st i den. B\u00e6stet stod l\u00e6net over ham og grinede.
\nS\u00e5 var det, han m\u00e6rkede det. Hjertet. Fiskens. Han blev pludselig roligere, h\u00e5nden fandt kjortellommen, og han fattede om det lille, dunkende hjerte. Det kunne v\u00e6re i hans h\u00e5nd.
\nOg det var levende, og mens han n\u00e6nsomt holdt det i h\u00e5ndens hule, l\u00f8ftede han blikket og s\u00e5 lige op p\u00e5 d\u00e6monen, der stadig hang skrattende ind over ham, mens dens hale og tunge piskede i luften og fyldte den med dunster.
\nHan s\u00e5 de s\u00e6re klosakse klippe sygt i ingenting, og nu l\u00f8ftede b\u00e6stet en hov og begyndte metodisk at sparke ham i siden, og han skreg igen, mens han knugede stadig fastere om hjertet, hvis dunken var h\u00f8rt op.
\nJeg har dr\u00e6bt det, gr\u00e6d det i ham.
\nUdyret blev ved og ved, indtil Tobias n\u00e6sten besvimede af smerte. Han lukkede \u00f8jnene og bed sig i l\u00e6berne. S\u00e5 m\u00e6rkede han den h\u00e6slige hov trykke mod brystkassen.
\n\u201dN\u00e5, min ven. Nu m\u00e5 vi ikke tage alle forn\u00f8jelserne p\u00e5 \u00e9n gang. Natten er lang, og vi skulle jo gerne udnytte hvert minut. Ikke sandt, min s\u00f8de snut. Rejs dig op!\u201d
\nTobias blev liggende.
\n\u201dN\u00e5!\u201d
\nTobias lukkede \u00f8jnene og r\u00f8rte sig ikke. Han fik et nyt spark.
\n\u201dBliver det snart til noget? Vi skal lege nu. Lege, lege, lege \u2026\u201d B\u00e6stet l\u00f8d akkurat som et vrantent barn, og Tobias opdagede til sin forbl\u00f8ffelse, at hans frygt ebbede ud.
\nKun smerten blev tilbage.
\nEt v\u00e6ldigt mod fyldte ham, og han \u00e5bnede \u00f8jnene og fors\u00f8gte endda at smile til den plaprende \u00e5nd, der nu igen b\u00f8jede sig helt ned over ham.
\n\u201dEr du m\u00f8r? Hvad? Er du mere villig nu?\u201d
\n\u201dJa da, det ka\u2019 du tro,\u201d sagde Tobias og holdt krampagtigt fast i sit smil.
\n\u201dJamen, hov hov da! Jamen s\u00e5 \u2026 jamen s\u00e5 \u2026\u201d
\nB\u00e6stet begyndte at spj\u00e6tte, som havde drengen stukket en syl i dets ben. Det gloede s\u00e6rt hj\u00e6lpel\u00f8st p\u00e5 Tobias, der fors\u00f8gte at komme p\u00e5 benene.
\n\u201dJeg er villig. Det siger jeg jo. Gl\u00e6der mig ligefrem,\u201d st\u00f8nnede han og slugte sit smil.
\n\u201dEr du sikker?\u201d
\n\u201dJa da. Jeg er et rigtigt legebarn. Det vidste du nok ikke?\u201d
\nD\u00e6monen hev i ham og fik ham op i st\u00e5ende stilling. Tobias vaklede og tr\u00e5dte nogle skridt tilbage, uden at udyret fors\u00f8gte at standse ham.
\nDet var holdt op med at klippe huller i luften og sparke med sin hov, og nu tr\u00e5dte det helt hen til den unge mand og tv\u00e6rede sin stinkende \u00e5nde ud over ham.
\nTobias fors\u00f8gte at holde vejret og tvang sig til at se lige ind i de gule \u00f8jne, hvori der nu t\u00e6ndtes et flimrende r\u00f8dt sk\u00e6r. Det trak i dets flab, den fede, bl\u00e6vrede underl\u00e6be begyndte at h\u00e6nge ynkeligt som efter et slagtilf\u00e6lde.
\nDen dj\u00e6velske skratten var h\u00f8rt op, og der var blevet ganske stille i kammeret.
\n\u201dEr det sandt, du k\u00e6re dreng? Vil du virkelig lege med mig?\u201d
\n\u201dEr du tungnem eller hvad?\u201d
\n\u201dJamen \u2026 med MIG<\/em>?\u201d
\n\u201dJa. Men der er bare det, at jeg fryser s\u00e5 forbandet,\u201d sagde Tobias og gav sig til at ryste, selv om heden i rummet var overv\u00e6ldende.
\n\u201dJeg skal varme dig,\u201d slubrede d\u00e6monen lykkeligt.
\n\u201dDet er kun ilden, der kan varme mig,\u201d sagde Tobias.
\n\u201dS\u00e5 skrub hen til ildstedet og varm dig, men kom straks tilbage! Jeg kan slet ikke vente.\u201d
\n\u201dDet kan jeg heller ikke.\u201d
\nTobias tog posen med hjertet op af lommen og styrtede hen til ildstedet. Bag sig h\u00f8rte han d\u00e6monen hive efter vejret.
\nS\u00e5 kastede han det lille hjerte i luerne og sig selv til side lige tidsnok til at se d\u00e6monen styrte ind i flammerne.
\nEt kort sekund, s\u00e5 var der kun svovllugten tilbage.
\nTobias l\u00f8ftede Sara op og bar hende hen til sengen. Langsomt vendte farven tilbage i det blege ansigt og kroppen fik liv. Hun \u00e5bnede \u00f8jnene og smilede.
\n\u201dS\u00e5 kom du alligevel, Tobias.\u201d
\n\u201dJa,\u201d sagde han.
\nUde i byen drev en engel rastl\u00f8s om i gaderne. Han travede hele natten op og ned og op og ned og s\u00e5 ingenting. Der var jo heller ikke meget at se i Nineve ved den tid, for natten var rugende sort, skyerne d\u00e6kkede stjernehimlen, og alle mennesker og dyr sov mere eller mindre trygt.
\nJeg ved to, der ikke sover trygt, t\u00e6nkte Rafael og vendte for 117ende gang sit ansigt mod himlen og bad Gud v\u00e6re hos de to.
\n\u201dForlad dem ikke, Herre,\u201d bad han. \u201dMen jeg kender dig jo,\u201d tilf\u00f8jede han, \u201ddu overlader alt for meget til dem selv. \u201dDe skal selv bestemme\u201d,<\/em> siger du. \u201dJeg forlader dem ikke,<\/em> siger du, \u201dmen de m\u00e5 selv r\u00e6kke h\u00e6nderne frem, og jeg skal gribe dem. Det er deres valg, der g\u00e6lder\u201d.<\/em> S\u00e5dan siger du, og s\u00e5dan mener du, og ja, som regel synes jeg, at du har ret: at den frihed, du gav dem, var den flotteste af alle dine gaver til dem. Men lige nu synes jeg, at du har uret. De er s\u00e5 sm\u00e5. De er s\u00e5 svage. De er s\u00e5 bange. De kan ikke selv. Hj\u00e6lp dem!\u201d
\nDer var en anden, som heller ikke sov den nat. Det var Raguel. Hen under morgen stod han ved husets gavl, svedig og forknoklet, akkurat som han plejede i lignende sk\u00e6bnestunder.
\nMen ogs\u00e5 denne gang var det lykkedes ham at blive f\u00e6rdig med graven, og nu h\u00e5bede han blot, at den var dyb nok, og at hans elskede barn endnu engang var undsluppet d\u00f8den.
\nHeller ikke Edna havde sovet. Og hun l\u00e5 stadig lige v\u00e5gen i sin seng, da morgenen gryede. Og sk\u00f8nt hun havde propper i \u00f8rerne, havde hun heller ikke denne gang kunnet undg\u00e5 at h\u00f8re skrigene.
\nNu fjernede hun propperne, l\u00f8ftede hovedet fra puderne og lyttede ud i huset. S\u00e5 stille der var. Allerede? Noget var anderledes, end det plejede, t\u00e6nkte hun. D\u00e6monen havde udf\u00f8rt sit arbejde alt for hurtigt, og nu virkede stilheden pludselig mere ildevarslende end skrigene.
\nHun vidste det godt. Brudekammeret raseret. Forvandlet til gravkammer allerede. Og Sara liggende p\u00e5 det kolde gulv, besvimet. Og Tobias sk\u00e6ndet og fl\u00e6nset og kastet hen p\u00e5 sengen, som man kaster lunser for vilde dyr.
\nHun sukkede og lod morgnens lyde risle i \u00f8ret. Fuglenes sang og nu h\u00f8rtes glade stemmer ude fra gaden. Og med et fangede hun den kendte lyd af en hakkes h\u00e5rde st\u00f8d og derp\u00e5 fulgte som altid skovlens skraben. Nej, alt var alligevel, som det plejede.
\nTungt rejste hun sig og gik ud til Raguel, s\u00e5 ham banke skovlen ren og s\u00e6tte den fra sig og vende et udtryksl\u00f8st ansigt mod hende. Han gik et par skridt. Mekanisk stavrede hun ham i m\u00f8de og tog hans svedige h\u00e5nd i sin. Alene skulle han ikke b\u00e6re den tungeste af alle byrder.
\nSt\u00f8ttende sig til hinanden og svajende som to visne planter i vinden n\u00e5ede de d\u00f8ren og fik den \u00e5bnet.
\nIndenfor gemte de sig i hinandens favn og ville ingenting se. Der var s\u00e5 stille, og der duftede s\u00e5 uvant af roser og jasminer. Blomster? Forsigtigt og med armene om hinanden \u00e5bnede de \u00f8jnene og kunne ikke tro det, de s\u00e5.
\nUskadt og smuk som en gud l\u00e5 Tobias p\u00e5 silkelagnet, og med sit sarte ansigt begravet ved hans hals hvilede deres Sara. Han havde slynget armene om hende og smilede til dem fra sine dr\u00f8mme.\n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n <\/p>\n

KAPITEL 11<\/h2>\n

I NINEVE<\/h2>\n

\u201dKn\u00e6l j\u00f8de!\u201d
\nTobit blev st\u00e5ende, rank som altid. Hans n\u00e6se opfangede en duft, hvis s\u00f8dme han l\u00e6nge havde savnet. S\u00e5 sad Den Salvede alts\u00e5 lige foran ham, vel sagtens p\u00e5 sin trone og h\u00f8jt h\u00e6vet over alle andre. Det var som det skulle v\u00e6re. Stemmen var kommet dalende ned over ham. Uventet blidt, trods ordene.
\nDen nye hersker alts\u00e5. Jas\u00e5. Den fjerde i Tobits tid som fange i Nineve. Han huskede svagt den uvorne kn\u00e6gt, der undertiden m\u00e5tte piskes p\u00e5 plads. Nu kunne man vel sige, at han havde tilranet sig en enest\u00e5ende plads, og for resten n\u00e6rmest pisket sig hele vej frem til den. Tobit gn\u00e6ggede forn\u00f8jet ved tanken om det pisleri. Han havde h\u00f8rt, at kongen for at n\u00e5 tronen havde snigmyrdet begge sine br\u00f8dre. Ak ja. S\u00e5m\u00e6nd.
\n\u201dKn\u00e6l for din Herre!\u201d
\nTobit sank ned p\u00e5 sine gamle kn\u00e6 og trykkede panden mod de glatte fliser, hvis kulde var tr\u00e6ngt op gennem de n\u00f8gne fods\u00e5ler og havde forplantet sig til hele kroppen og forvirret hans tanker, da han for lidt siden var tr\u00e5dt ind i kongesalen. Han var s\u00e5 vant til varmt st\u00f8v og sprukne sten, at han n\u00e6sten havde glemt verdens \u00f8vrige indretning. Og s\u00e5 denne larm. Ekkoerne, der sprang mellem de tykke stenmure, hver gang kongen br\u00f8lede et af sine budskaber ud. Og lyden af raslende v\u00e5ben, af soldaterst\u00f8vlers tramp, af stokkeslag p\u00e5 blottede rygge, af skrig og stille jamren.
\nEsarhaddon havde sandelig ikke arvet sin fars velklingende r\u00f8st. H\u00e5rdheden derimod. Stemmen faldt jo som en jernhammer og smertede i \u00f8regangen, hver gang en ublid dom blev forkyndt.
\nHurtigt var det blevet Tobits tur, og han snublede, da de skubbede ham frem foran tronen. Da han endelig kom til sig selv igen, rankede han sig, s\u00e5 godt han form\u00e5ede, og rettede de blinde \u00f8jne mod den nye konge, som ville han m\u00e5le ham med d\u00f8den i blikket.
\nS\u00e5 var det, han blev beordret til at vise \u00e6rb\u00f8dighed. Og nu l\u00e5 han s\u00e5 der foran tronen, mens han f\u00f8lte, hvordan sindet langsomt faldt til ro og tankerne samlede sig om det v\u00e6sentlige: At vise Gud Herren den Alm\u00e6gtige<\/em> sin respekt. Han l\u00e5 n\u00e6sten og n\u00f8d optrinet. Og han syntes, at han m\u00e5tte synge ordene frem.
\n\u201dJeg takker dig, Herre, for din miskundhed,\u201d sang han henrykt med munden mod en k\u00f8lig flise, som han forestillede sig str\u00e5lede af det pureste guld.
\n\u201dHmm \u2026 ja, men det er jo udm\u00e6rket,\u201d kom det forvirret fra kongen. \u201dRejst dig, Tobit!\u201d
\nTobit rejste sig.
\n\u201dDu er blind, h\u00f8rer jeg.\u201d
\n\u201dHerren har taget mit syn.\u201d
\n\u201dVist har jeg ej. Men h\u00f8r nu, din s\u00f8n Tobias. Han rejste for l\u00e6nge siden. Lever han?\u201d
\n\u201dJa. Han lever.\u201d
\n\u201dOg hvordan kan du vide det?\u201d
\n\u201dDet kan jeg ikke forklare.\u201d
\nKongen sad lidt og tyggede p\u00e5 svaret. Selv om Tobit var blind, syntes han at fornemme det tv\u00e6re udtryk, der nu m\u00e5tte tegne sig i det kongelige ansigt.
\n\u201dDu var jo seer engang. Er du stadig det? I din blindhed.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dHm \u2026 jeg kunne bruge en seer.\u201d
\n\u201dJavel.\u201d
\n\u201dOg det kan gerne v\u00e6re en j\u00f8de.\u201d
\n\u201dDet kan kun<\/em> v\u00e6re en j\u00f8de.\u201d
\n\u201dS\u00e5m\u00e6nd.\u201d
\nTobit kunne ligefrem m\u00e6rke det stirrede blik, der ramte ham fra oven, og han fornemmede, at kongen havde sv\u00e6rt ved at forts\u00e6tte med det, der l\u00e5 ham p\u00e5 sinde. Endelig fik han tungen p\u00e5 gled, og stemmen havde nu helt mistet sin skarphed. Den var blevet spag som en lille drengs.
\n\u201dMin far handlede ilde mod j\u00f8derne.\u201d
\nTobit sagde ingenting. Han t\u00e6nkte p\u00e5, hvordan kong Sankerib havde svigtet ham fra det \u00f8jeblik, han mistede synet. Hvordan han havde h\u00e6rget byen \u00e5r efter \u00e5r. P\u00e5 det punkt var den nye konge anderledes, lod det til.
\n\u201dDa han mistede dig, mistede han krigslykken. Vidste du det?\u201d
\n\u201dHan mistede<\/em> mig ikke. Jeg var der altid. Han glemte<\/em> mig.\u201d
\n\u201dMen jeg husker dig. Og jeg vil have dig. Her hos mig. I mit palads.\u201d
\n\u201dJeg bliver i min g\u00e5rd. M\u00e5 vente p\u00e5 Tobias der.\u201d
\n\u201dMen n\u00e5r din s\u00f8n kommer hjem, s\u00e5 befaler jeg, at alle skal bo i paladset.\u201d
\n\u201dHvorfor?\u201d
\n\u201dTobias er min bror.\u201d
\nOrdene sendte et st\u00f8d gennem den gamle mand. Han sank atter p\u00e5 kn\u00e6, og denne gang var det ikke Gud, der var i hans tanker, men den nye konge og hans s\u00e6re budskab. Tobias? Og kongen? I et glimt s\u00e5 han de to drenge for sit indre blik. Dengang. To sm\u00e5 purke, der rottede sig sammen mod de store br\u00f8dre, som gang p\u00e5 gang fors\u00f8gte at jorde dem. Tobias havde st\u00e5et trofast ved Essarhadons side og aldrig veget en tomme, n\u00e5r de store angreb.
\n\u201dHan er min bror,\u201d gentog kongen.
\nTobias lod en tid ordene h\u00e6nge i luften. S\u00e5 tog han sig sammen. Det var nu, han skulle v\u00e6re h\u00e5rd. Det var nu, han m\u00e5tte klamre sig til livets r\u00f8de tr\u00e5d og ikke lade r\u00f8rstr\u00f8mskhed og gamle minder l\u00f8be af med sig.
\n\u201dDin far \u00f8delagde Jerusalem.\u201d
\n\u201dJerusalem ja. Det er sandt. Og Babylon.\u201d
\n\u201dOg du\u00a0 \u2026?\u201d
\n\u201dMin far br\u00f8d ned. Jeg vil bygge op. Et nyt Assyrien.\u201d
\n\u201dOg et nyt Jerusalem?\u201d
\n\u201dDet siger jeg ikke.\u201d
\n\u201dFor s\u00e5 vil jeg hj\u00e6lpe dig. Og det kan jeg. Og mit syn vil jeg f\u00e5 tilbage.\u201d
\nDa de f\u00f8rte ham ud af salen, m\u00e6rkede han ikke mere stenenes kulde. Og han h\u00f8rte ikke larmen fra soldaterne. M\u00e5ske var der blevet stille i salen? Kongens stemme havde nok v\u00e6ret lav og rettet mod en gammel, blind mand i pjaltede kl\u00e6der, men de var blevet opfanget af de n\u00e6rmeste, og de var l\u00f8bet som gnister fra tunge til tunge. Ja, de s\u00e6re ord havde helt sikkert f\u00e6nget, og m\u00e5ske havde de t\u00e6ndt en brand. Tobit f\u00f8lte selv ilden i sit blod. Herren havde b\u00f8nh\u00f8rt ham og f\u00f8rt ham til kongen. Og nu ville m\u00f8rket vige for lyset. Han glippede med \u00f8jnene, men s\u00e5 jo ikke mere af den grund. Det mirakel havde han til gode, t\u00e6nkte han. Men en ting var sikkert: Det var endnu ikke tid til at d\u00f8.
\nSoldaterne holdt uvant varsomt om ham nu og ledte ham \u00e6rb\u00f8digt og med venlige ord hele den lange vej gennem kongens pr\u00e6gtige lysthave. Og mens han gik der under det skyggefulde l\u00f8v og lyttede til vandenes klukken og bladenes raslen, mindedes han gamle dage.
\nHer i denne have havde han ofte siddet under bladhanget og lyttet til fuglenes sang og til vandets rislen i selskab med kong Sankerib, for hvem han udlagde dr\u00f8mme og varsler og optegnede de svage, men dog synlige konturer af fremtidige sejre. Han var ikke i tvivl: dengang havde han holdt landets sk\u00e6bne i sin h\u00e5nd.
\nUdenfor slap de ham og overlod ham til sig selv.
\nAnna stod l\u00e6net mod muren, mens hun ventede p\u00e5 Tobit. Hun ville have fulgt ham, ville have haget sig til hans djellaba og siddet fast som en burre, men inden hun n\u00e5ede at f\u00e5 ordentligt fat i hans \u00e6rme, rev de hende l\u00f8s og skubbede til hende, s\u00e5 hun tumlede bagover og en tid blev liggende i st\u00f8vet for f\u00f8dderne af de mange mennesker, der var stimlet sammen ved porten.
\nTobit havde blot beh\u00f8vet at sige sit navn, s\u00e5 havde to soldater grebet fat i ham og n\u00e6rmest sl\u00e6bt ham indenfor, som var han et genstridigt \u00e6sel. Hun kunne se hans haser tr\u00e6kke spor i sandet, mens hun selv fors\u00f8gte at komme p\u00e5 benene.
\nFor f\u00f8rste gang i lang tid f\u00f8lte hun en slags \u00f8mhed for ham. Nu slog de ham vel, t\u00e6nkte hun, og m\u00e5ske dr\u00e6bte de ham. Hende kunne de ikke sl\u00e5 ihjel, hun d\u00f8de, den dag Tobit sendte hendes dreng bort sammen med en hund og en umoden, sk\u00e6gl\u00f8s hvalp.
\nOg s\u00e5 var Tobit lige pludselig tilbage, og uden at hun havde set, hvordan han var sluppet fri af soldaterne. Han stod bare der i et pileskuds afstand og famlede frem for sig med sine lange, tynde fingre, som ville han finde et holdepunkt i den tomme luft. Hun s\u00e5 hans l\u00e6ber bev\u00e6ge sig mimrende, nogle utydelige lyde slap ud, og nu r\u00e5bte han hendes navn.
\n\u201dAnna!\u201d
\n\u201dTobit.\u201d
\nS\u00e5 var hun hos ham.
\n\u201dHvordan, Tobit \u2026?\u201d
\nHan tog hendes arm og trak i hende, som om det var ham, der skulle lede.
\n\u201dNu g\u00e5r vi hjem.\u201d
\n \n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 12<\/h2>\n

I EKBATANE<\/h2>\n

De f\u00f8rste dage efter vielsen var der s\u00e6rt stille i Ekbatana. Selv \u00e6slerne var holdt op med at skryde, hundene g\u00f8ede ikke mere, og gadedrengene drev uvirksomme rundt. Hele byen syntes at holde vejret. Dens indbyggere lagde stilf\u00e6rdigt og i sm\u00e5 grupper vejen om af Raguels g\u00e5rd, og alle medbragte gaver, og det h\u00e6ndte j\u00e6vnligt, at snakken faldt p\u00e5 bryllupsfesten. Skulle der mon ikke bydes til gilde? Men s\u00e5 s\u00e6nkede stemmerne sig til en hvisken, som var det upassende at tale h\u00f8jt om den slags letf\u00e6rdigheder. Alt taget i betragtning. Og ingen n\u00e6vnte d\u00e6monen med et eneste ord, sk\u00f8nt alle t\u00e6nkte p\u00e5 den.
\nP\u00e5 tredjedagen greb Tobias fat i Rafael og b\u00f8d ham rejse.
\n\u201dRejse? Hvad mener du?\u201d
\n\u201dJa, din opgave er jo l\u00f8st, ikke? Og jeg har ikke brug for dig mere. Hvad forlanger du i l\u00f8n, Azarga?\u201d
\n\u201dJeg f\u00e5r min l\u00f8n i Himlen,\u201d sagde Rafael, der studsede over drengens kulde. Og var det endnu ikke g\u00e5et op for ham, at rejsekammeraten ikke var nogen almindelig f\u00e6tter? At han var sendt af Gud. Og ikke bare kunne sendes v\u00e6k.
\n\u00c5benbart ikke.
\n\u201dAzarga. En ting endnu! Du m\u00e5 tage tilbage til Nineve med bud til mine for\u00e6ldre. De har ikke h\u00f8rt en lyd fra mig i al den tid og betragter mig vel som d\u00f8d.\u201d
\n\u201dHvordan kan du sende mig bort med et fingerknips? Og hvordan kan du tro, at du kan l\u00f8be fra dit ansvar?\u201d
\n\u201dMit ansvar?\u201d
\n\u201dJa, du skulle jo bringe b\u00e5de penge og pige til Nineve. Du har kastet anker i den forkerte havn, min k\u00e6re ven.\u201d
\n\u201dMen jeg kan da ikke forlade Sara. Og da slet ikke tage hende med. Hendes for\u00e6ldre vil aldrig slippe hende nu, hvor de endelig har f\u00e5et hende igen. De lader hende ikke rejse bort og da slet ikke til Nineve af alle steder. Alts\u00e5 m\u00e5 jeg blive her.\u201d
\n\u201dH\u00f8r nu, min dreng: jeg tager til Rages. Alene. Og jeg henter din sl\u00e6gtning Gabael til Ekbatana. Og pengene, dem har du m\u00e5ske glemt. Og Edna og Raguel m\u00e5 holde bryllupsfest, som det h\u00f8rer sig til, det er klart. Men derefter s\u00e5 g\u00e5r turen alts\u00e5 tilbage til Nineve. B\u00e5de for dig og Sara. Og s\u00e5 f\u00e5r I brug for mig.\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dJo.\u201d
\n\u201dDet bestemmer jeg.\u201d
\n\u201dDet bestemmer Herren, han er din hyrde, og du, Tobias, du er et forvildet f\u00e5r.\u201d Trods det noget banale i billedet, forekom det Rafael, at ordene var velvalgte, for det var jo pr\u00e6cis s\u00e5dan, det forholdt sig.
\nMen kn\u00e6gten lo blot. Han slog med nakken i trods og blev ved med at p\u00e5st\u00e5, at han var sin egen lykkes smed. N\u00e5 ja, hans billeder er ved Gud liges\u00e5 banale som mine, t\u00e6nkte Rafael. Men han s\u00e5 p\u00e5 Tobias med stor alvor og kraft i blikket.
\n\u201dTja, min dreng. Du har nok ret. S\u00e5dan er det jo. Desv\u00e6rre. Takket v\u00e6re Guds um\u00e5delige gavmildhed, s\u00e5 har du faktisk din frie vilje. Men s\u00e5 brug den dog til at g\u00f8re det rigtige!\u201d
\n\u201dDet er det, jeg g\u00f8r.\u201d
\n\u201dNej. \u00d8v dig p\u00e5 ordene: ske din vilje!\u201d
\n\u201dKunne aldrig falde mig ind.\u201d
\nRafael rystede p\u00e5 hovedet af lutter mismod. Han havde dog h\u00e5bet, at r\u00e6dselsnatten ville have \u00e5bnet drengens \u00f8jne og givet ham troens n\u00e5degave. Og en smule ydmyghed i tilgift.
\nHan besluttede at gribe til den yderste udvej. Den, han helst undgik. Og han spidsede blikket til det yderste og kastede et lyn lige ind i drengens unge, v\u00e5gne \u00f8jne. Og han s\u00e5 ham bl\u00e6ndes og vakle.
\n\u201dHvorfor skr\u00e6mmer du mig, Azarga?\u201d
\n\u201dDet er jeg n\u00f8dt til,\u201d sagde Rafael.
\nEdna og Raguel stillede sig op foran deres elskede svigers\u00f8n. Hovederne hang ynkeligt, og de holdt hinanden i h\u00e5nden som to b\u00f8rn. Kort sagt: de s\u00e5 akkurat s\u00e5 \u00e6ngstelige ud som f\u00f8r i tiden, hvor de havde al mulig grund til at v\u00e6re det.
\nDet havde de ikke nu. Al ondskab var drevet ud af deres g\u00e5rd. Deres b\u00f8rn levede. De var sunde og raske. Og ligefrem lykkelige. Bryllupsfesten var for l\u00e6ngst overst\u00e5et. Og den havde oversteget alles forventninger, og sk\u00f8nt det nu var m\u00e5neder siden, den sidste vin var drukket, de sidste danse danset til ende og musikkens toner d\u00f8et hen, s\u00e5 kunne ingen blive tr\u00e6tte af at tale om al den pragt og rigdom, der s\u00e5 gavmildt havde udfoldet sig i hele Ekbatana og f\u00f8jet endnu en perle til dens ry som verdens lykkeligste by. Skam og sk\u00e6ndsel var afl\u00f8st af h\u00e6der og \u00e6re. Alle var glade.
\nEller nej, ikke alle. Der var to, som var ulykkelige. Det kunne de ikke skjule, navnlig ikke som de stod der og hang foran Tobias.
\n\u201dVi ved det godt,\u201d begyndte Raguel t\u00f8vende, og Edna nikkede og stemte i. \u201dJa, for vi s\u00e5 det i en dr\u00f8m, det gjorde vi nemlig,\u201d sagde hun. Og hun begyndte at gr\u00e6de.
\n\u201dMen vi vil s\u00e5 n\u00f8dig miste jer. Og vi vil slet ikke lade jer rejse.\u201d Raguel hviskede ordene og b\u00f8jede hovedet.
\nI det samme kom Azarga slentrende hen imod gruppen. Han skubbede blidt Sara foran sig, og bag dem kom hunden vimsende. De stillede sig alle tre ved siden af Tobias.
\n\u201dMen I rejser jo alligevel.\u201d
\nRaguel s\u00e5 op nu, og han m\u00e6rkede ikke selv t\u00e5ren, der l\u00f8b ned ad hans rynkede kinder, men Tobias s\u00e5 den og tr\u00e5dte frem og lagde armene om ham.
\n\u201dVi rejser ikke uden jer,\u201d sagde han.
\nRaguel gjorde sig fri og tog atter Ednas h\u00e5nd. Han t\u00f8rrede hendes t\u00e5rer bort og fors\u00f8gte et smil.
\n\u201dVist g\u00f8r I s\u00e5. Rejs med Gud. Vi to gamle bliver, hvor vi h\u00f8rer hjemme.\u201d\n<\/p><\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 13<\/h2>\n

TILBAGE I NINEVE.<\/h2>\n

Nu havde hun h\u00f8rt det med. Nattens dr\u00f8m. Flagrende og uden sammenh\u00e6ng. Som alle hans dr\u00f8mme. Men den her var alligevel anderledes, som en issyl var den. Og den ramte hende lige i hjertet.
\nSom regel lyttede Anna ikke til Tobit, n\u00e5r han begejstret, og endnu inden hun var v\u00e5gen, stillede sig op ved hendes m\u00e5tte og famlende rundt i luften og pibende af fryd udlagde nattens dr\u00f8mme for hende. N\u00e5r han hidsede sig op med geb\u00e6rder og fagter og falske lysglimt i de blinde \u00f8jne.
\nFor hende fandtes der kun to ting i livet, som man kunne regne med: den ene var dagen, og den var gr\u00e5, og den andet var vejen, og den var h\u00e5rd, men man m\u00e5tte f\u00f8lge den uden et kny, for den f\u00f8rte derhen, hvor den skulle, og det nyttede ingenting til at jamre over den retning, den tog. Og det gjorde hun heller ikke, sk\u00f8nt hendes vej i de seneste lange tider havde v\u00e6ret smertefuld som en f\u00f8dsel.
\nFor Tobit fandtes der ogs\u00e5 en tredje dimension. Dr\u00f8mmenes. Og nu havde han haft en dr\u00f8m, og den skar sig ind i hende og var ikke til at holde ud.
\nHun var st\u00e5et op f\u00f8r ham og var g\u00e5et ud til sin stol. Ja, for hun havde en stol, og den stod ved vejen, lige der hvor denne kn\u00e6kkede og f\u00f8rte bort fra byen. Og der havde hun siddet dag efter dag i umindelige tider. Og intet i livet kunne flytte hende. Slet ikke en dr\u00f8m.
\nHun sad ved den vej, hvor hendes dreng var forsvundet engang for s\u00e5 l\u00e6nge siden, at hun ikke mere huskede andet end et svagt billede af en fremmed mand, hvis skinnende gevandter sv\u00f8bte sig lumsk og rethaverisk om en forsvarsl\u00f8s dreng, der som et lam lod sig f\u00f8re bort. Ud af hendes synskreds. Og der havde han befundet sig siden.
\n\u201dHan lever.\u201d
\nOg Tobit l\u00e6nede sig faretruende ind over hende, st\u00f8ttende sig p\u00e5 de krogede stokke.
\n\u201dOg han er kun en dagsrejse herfra. Jeg s\u00e5 ham vandre langs Tigris, og hans blik var vendt mod Gud, og over hans hoved sv\u00e6vede en \u00f8rn, og ved hans side gik en engel.\u201d
\nDet var Tobias, han talte om. Han havde set det alt sammen i sin dr\u00f8m. Og Anna rejste sig fra stolen, da han sagde det, og hun ramte ham med en benet n\u00e6ve midt i det blinde ansigt. Men hun slog ikke s\u00e6rlig h\u00e5rdt, for ordene v\u00e6kkede ikke kun smerte. De t\u00e6ndte en gnist af h\u00e5b.
\nHun faldt igen sammen p\u00e5 sin stol. Hvordan skulle hun slukke det h\u00e5bl\u00f8se h\u00e5b, der nu rasede i hende med en s\u00e5dan vildskab, at hun ikke mere kunne v\u00e6re i sin krop?
\nTobias\u2019 blik var nu ikke vendt mod Gud, og der sv\u00e6vede ingen \u00f8rn over hans hoved. Men der gik rigtignok en engel ved hans side, og englen fl\u00f8jtede en rask melodi, som satte ekstra fart i alles f\u00f8dder, og en hund kom vimsende hen til drengen og overspr\u00f8jtede ham med vand fra Tigris. Og den bj\u00e6ffede, og drengen lo. Og pigen ved hans side lo med.
\nNu var de n\u00e6r Nineve. Kun en dagsrejse borte. Og Rafael takkede Herren, som denne gang havde fjernet enhver sten p\u00e5 deres vej og gjort hjemturen til en lystrejse. Midt i den milde, velsignede v\u00e5r var de ilet gennem alle landskaber. Som vandrede de p\u00e5 himmelske skyer.
\nOg Rafael gl\u00e6dede sig. Nu kunne han snart slippe t\u00f8mmerne og lade hestene l\u00f8be, som de ville. Og selv skulle han gud-v\u00e6re-evigt-lovet-og-takket hjem.<\/em> Hjeml\u00f8sheden havde varet urimeligt l\u00e6nge. S\u00e5dan var det, n\u00e5r man havde med de genstridige menneskeb\u00f8rn at g\u00f8re.
\nTanken om Paradiset v\u00e6kkede en heftig l\u00e6ngsel hos ham efter det, han havde forladt. Sk\u00f8nt han for sig selv m\u00e5tte indr\u00f8mme, at her under de skyggefulde tr\u00e6er, omgivet af fuglesang og lyden af sm\u00e5 pludrende vandfald, og med to forelskede unge i sin varet\u00e6gt, da var man s\u00e5 n\u00e6r det himmelske, som denne jord kunne tilbyde.
\nI den lille by Kasarin, som ligger f\u00e5 timers gang fra Nineve, gjorde de holdt og forh\u00f8rte sig om forholdene i hovedstaden. Jo, de var t\u00e5lelige, forl\u00f8d det, kongen oprustede ganske vist, men h\u00e6ren var ikke sendt i felten, og de daglige drab p\u00e5 j\u00f8der var oph\u00f8rt. S\u00e5dan da. Man trak lidt p\u00e5 det, for de f\u00e6rreste var helt trygge ved den nye konge, der havde myrdet sig hele vejen til tronen. Og desuden: det vrimlede med soldater i gaderne, og den slags var jo som den slags nu engang var. Deres h\u00e5ndtering kunne de kaste fra sig i fredstider. S\u00e5m\u00e6nd.
\nS\u00e5m\u00e6nd, sagde Rafael og sukkede. S\u00e5 tog han Tobias til side.
\n\u201dHvad nu, Azarga?\u201d
\n\u201dV\u00e6r t\u00e5lmodig endnu en stund, dreng.\u201d
\n\u201dJeg er ingen dreng mere.\u201d
\n\u201dMuligvis. Men et mangler du endnu.\u201d
\n\u201dEndnu en kamp?\u201d Rafael fangede et glimt af frygt i de unge \u00f8jne og t\u00e6nkte, at mere voksen var han s\u00e5 heller ikke.
\n\u201dDu har mange kampe endnu, Tobias. Livet er en kamp.\u201d Nu tyede han igen til en kliche, det vidste han godt, men det var jo sandt, og det skulle siges.
\n\u201dMen \u2026\u201d
\n\u201dOg jo f\u00f8r du indser det, jo bedre rustet er du.\u201d
\nForelskelsens tryllek\u00e5be gled af drengens skulder, og englen s\u00e5 en n\u00f8gen og s\u00e5rbar teenager, der stod ved en korsvej og skulle v\u00e6lge.
\n\u201dBare du v\u00e6lger det gode.\u201d
\n\u201dMen jeg kender det ikke, hj\u00e6lp mig Azarga.\u201d
\n\u201dHar jeg ikke hjulpet dig hele vejen?\u201d
\n\u201dJo. Det tror jeg.\u201d
\n\u201dGodt s\u00e5, Tobias. Hold fast i troen, slip den aldrig. Og g\u00e5 du kun roligt ind i Nineve.\u201d
\n\u201dOg Sara?\u201d
\n\u201dSara bliver her. I Kasarin. Det er det sikreste.
\nNu kom de til det sted, hvor vejen slog et kn\u00e6k og f\u00f8rte frem mod byens st\u00f8rste port. Lige f\u00f8r svinget, standsede Rafael og lagde en h\u00e5nd p\u00e5 drengens skulder.
\n\u201dDin far,\u201d sagde Rafael.
\n\u201dJa, hvad ham?\u201d
\n\u201dHar du glemt, at han er blind?\u201d
\n\u201dJeg har v\u00e6ret l\u00e6nge borte, men jeg har ingenting glemt.\u201d
\nRafael holdt ham ud i strakte arme og s\u00e5 ham ind i \u00f8jnene og gjorde sig umage med blikket. Det skulle ikke bl\u00e6nde og ikke s\u00e5re. Men det skulle virke.
\n\u201dHvorfor g\u00f8r du det, Azarga?\u201d hviskede Tobias og ville sk\u00e6rme \u00f8jnene med h\u00e5nden. Men Rafael tog den blidt i sin og holdt den tilbage.
\n\u201dSe p\u00e5 mig, Tobias! Den st\u00f8rste pr\u00f8velse har du endnu i vente. Og det er der, du skal turde st\u00e5 fast.\u201d
\n\u201dP\u00e5 hvad, Azarga?\u201d
\n\u201dP\u00e5 troens, h\u00e5bets og k\u00e6rlighedens grund.\u201d
\n\u201dOg hvis den skrider under mig,\u201d hviskede Tobias og m\u00e6rkede frygtens kryb under huden.
\n\u201dS\u00e5 er alt tabt.\u201d
\n\u201dOg du kan ikke hj\u00e6lpe mig?\u201d
\nEnglen rystede p\u00e5 hovedet.
\n\u201dGud har villet det s\u00e5dan,\u201d sagde han lavt og slap drengens \u00f8jne.
\nRafael gik med blikket rettet mod himlen. Han var langt borte i en b\u00f8n til Gud. Kunne du ikke for denne ene gangs skyld … Du kan jo se, hvor stor en tvivler han er, selv nu, efter at du har over\u00f8st ham med din godhed. Jamen, Herre Gud, nu er du for streng. Og du siger, at du elsker ham \u2026 \u00c5h, jeg kan vel liges\u00e5 godt tale til skyerne som til dig. <\/em>
\n\u00a0<\/em>Og han vred sine skjulte vinger.
\nDerfor var det Tobias, der s\u00e5 hende f\u00f8rst. Den lille skikkelse, der sad p\u00e5 sin stol ved vejen, viklet ind i lange gevandter, der skjulte hende s\u00e5 godt, at kun en lille tip af n\u00e6sen stak frem. Og han kendte hende ikke. Men han s\u00e5 hende fare sammen, og han s\u00e5 hende springe op, og han s\u00e5 hende stumple sig i m\u00f8de. Og da vidste han, at det var hans mor.
\n\u201dMor!\u201d r\u00e5bte han og ilede hende i m\u00f8de og tog hende i favn.
\nSoldaten blev liggende p\u00e5 de kolde fliser foran kongen, mens han ventede.
\nEsarhaddon gjorde tegn til livvagten, der tr\u00e5dte et par skridt frem og stillede sig bag soldaten.
\n\u201dRejs dig!\u201d
\nManden kom hurtigt p\u00e5 benene godt hjulpet af livvagten, der pirkede til ham med sin lanse og morede sig med at prikke ham i halsen, da han endelig stod op.
\n\u201dOg du siger, at I har kastet dem i f\u00e6ngsel?\u201d
\n\u201dDe var mist\u00e6nkelige j\u00f8der, Herre Konge. Jeg beklager, men jeg kunne jo ikke vide \u2026\u201d
\n\u201dN\u00e5r du ikke ved<\/em>, skal du ikke handle.\u201d
\nSoldaten tav. Det var ikke lige, fordi han br\u00e6ndte af lyst til at diskutere ret og rimelighed med Nineves nye konge. Det ville hav v\u00e6ret halsl\u00f8s gerning. Men han havde jo handlet ret i sin egenskab af vagt, for allerede p\u00e5 afstand kunne han se, at de to hanekyllinger ikke var harml\u00f8se handelsfolk. De var ganske vist ikl\u00e6dt pragtkl\u00e6der, som en slags skalkeskjul, men de kom uden f\u00f8lgesvende og med s\u00e6re vr\u00f8vleord p\u00e5 l\u00e6ben. Og den gamle j\u00f8dek\u00e6lling derude, hun havde klinet til den ene af dem og savlet og tudet. S\u00e5danne folk kunne han da umuligt lade passere, og desuden: han havde jo ikke dr\u00e6bt dem, han dr\u00e6bte sj\u00e6ldent nyankomne og da aldrig uden kongens billigelse. Havde jo blot for en sikkerheds skyld kastet de unge m\u00e6nd i fangek\u00e6lderen. Det tog de vel ingen skade af.
\n\u201dF\u00f8r mig til dem!\u201d
\nSoldaten rejste sig og begyndte t\u00f8vende at g\u00e5 mod udgangen, eskorteret af kongen og livvagten, og bag dem fulgte et st\u00f8rre opbud af kongelige soldater.
\nS\u00e5 var de ved f\u00e6ngslet. Kongen gjorde tegn til m\u00e6ndene, at de skulle blive udenfor.
\n\u201dF\u00e5 os ud herfra, Azarga!\u201d
\n\u201dRolig min dreng. Vi lider ingen n\u00f8d. Her er jo b\u00e5de vand og br\u00f8d.\u201d Og han pegede p\u00e5 sk\u00e5len med skimlet vand og humplen, som vagten havde sat ind til dem.
\n\u201dDu er ikke sjov.\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\nEnglen t\u00f8vede lidt, s\u00e5 fortsatte han: \u201dDet her er alvor. Og nu giver jeg dig en lille \u00e6ske, som du skal skjule inderst ved dit hjerte og altid have hos dig. Du f\u00e5r brug for den.\u201d
\n\u201dSom fiskens hjerte?\u201d Tobias mumlede ordene og s\u00e5 Azarga nikke.
\n\u201dOg du skal ikke v\u00e6re bange.\u201d
\n\u201dDet er tredje gang, du siger det. Og jeg er<\/em> bange.\u201d
\n\u201dDet g\u00f8r ingenting Tobias. Men v\u00e6r ved godt mod!\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\nI det samme h\u00f8rte de d\u00f8ren skurre p\u00e5 sine rustne h\u00e6ngsler. I \u00e5bningen stod en ung mand, ikke meget \u00e6ldre end Tobias.
\n\u201dEsar!\u201d
\n\u201dJa, Tobias. Det er mig.\u201d
\n\u201dOg du er konge nu?\u201d
\n\u201dDin konge og din bror.\u201d
\nTobias huskede drengen, som han altid skulle lege med, da han var helt lille, og far havde travlt i kongens r\u00e5d. Den lille, spinkle dreng, som de st\u00f8rre br\u00f8dre gerne kan\u00f8flede. Og som Tobias forsvarede s\u00e5 godt, han form\u00e5ede. Og som ogs\u00e5 dengang havde kaldt ham bror. Men som bed ham, n\u00e5r han var i det lune, og Tobias havde i al fald aldrig kaldt ham bror. Og kunne heller ikke g\u00f8re det nu.
\n\u201dDu har m\u00e5ske glemt mig?\u201d Stemmen havde mistet noget af sin varme.
\n\u201dNej,\u201d sagde Tobias.
\n\u201dS\u00e5 kom i min favn!\u201d Kongen \u00e5bnede armene, og Tobias gik lydigt ind i favntaget og tog imod det og fors\u00f8gte at geng\u00e6lde det.
\nKongen holdt ham ud strakte arme og s\u00e5 k\u00e6rligt p\u00e5 ham. \u201dDu er blevet smuk, Tobias. Det vidste jeg nok.\u201d
\n\u201dN\u00e5,\u201d sagde Tobias uden at returnere smigeren. Han syntes, kongen var grim.
\n\u201dOg nu er du min.\u201d
\nDet kr\u00e6vede ikke noget svar, og Tobias ville heller ikke have v\u00e6ret i stand til at give et. Han f\u00f8lte en sitren i hele kroppen og en voldsom lyst til at rive sig l\u00f8s af det kongelige greb og styrte mod udgangen og bare l\u00f8be og l\u00f8be.
\nMen det kunne han jo ikke.
\n\u201dDu siger ingenting, min elskede ven. Men du m\u00e5 jo ogs\u00e5 v\u00e6re ganske forf\u00e6rdelig tr\u00e6t. Sikke da ogs\u00e5 en velkomst, du der fik.\u201d
\nKongen lo og slog ham hjerteligt p\u00e5 skulderen. \u201dMen nu skal du f\u00e5 det s\u00e5 godt.\u201d Han gjorde et hovedkast mod Rafael og rynkede brynene, \u201dog ham fyren der \u2026?\u201d
\n\u201d\u2026 er min rejsekammerat.\u201d
\n\u201dNu har du s\u00e5 ikke mere brug for ham. Du skal ikke p\u00e5 flere rejser.\u201d
\n\u201dNej, men \u2026 \u201d
\nTobias kunne pludselig ikke holde den tanke ud, at Azarga bare skulle forsvinde.
\n\u201dMen hvad \u2026?\u201d
\n\u201dHan \u2026 du vil helt sikkert ogs\u00e5 kunne bruge ham. Han er ingen almindelig j\u00f8de, forst\u00e5r du. Kan noget af det samme, som min far.\u201d
\n\u201dAha. Er han seer?\u201d
\n\u201dMindst,\u201d sagde Tobias.
\nEsarhaddon begyndte langsomt at bev\u00e6ge sig i en cirkel omkring Azarga, der blev st\u00e5ende, men drejede sig, s\u00e5 de hele tiden havde \u00f8jenkontakt, og Tobias s\u00e5 en iling fare gennem kongen og vidste, at nu havde f\u00e6tteren sendt ham et af sine blikke. Var det ikke t\u00e5beligt? Som om de ikke havde alt i klemme lige nu. Og s\u00e5 skulle han absolut bl\u00e6re sig.\n<\/div>\n

 <\/p>\n

\n

KAPITEL 14<\/h2>\n

TOBIAS OG KONGEN<\/h2>\n

Tobias glippede med \u00f8jnene. Solens str\u00e5ler faldt i en bred vifte ind fra vinduet og skar lyn i de fyldte karafler, som slaverne havde anbragt i sirlige hjerteformer, der syntes at blive levende i det funklende lys. Han m\u00e6rkede sit eget hjerte dunke i brystet.
\nDugfriske druer l\u00e5 og glimtede som bl\u00e5 s\u00f8er inde i hjerterne, og et broget b\u00e5nd, der var flettet af gyldne vinblade og blomster i alle farver, snoede sig ud og ind mellem frugter og vin.
\n\u201dSmukt ikke?\u201d
\nEsar strakte sig dovent p\u00e5 den modsatte side af bordet, mens han kiggede over p\u00e5 Tobias. Han havde ikke solens skin i \u00f8jnene, og en tid l\u00e5 han helt stille og betragtede sin nyerhvervede \u201dbror\u201d med et s\u00e6rt vurderende blik, som om han lige ville sikre sig, at vin og frugt og blomster og dreng nu ogs\u00e5 gik op i en h\u00f8jere enhed.
\nS\u00e5 lo han, og Tobias genkendte latteren. Uglad, som da han var en lille dreng. En blanding af miavende kat og knurrende hund.
\nOg han lo ikke med.
\n\u201dDu er s\u00e5 tavs, min ven.\u201d
\n\u201dJeg savner min familie. Det har jeg sagt.\u201d
\n\u201dJeg har desv\u00e6rre en h\u00f8reskade. Du ved \u2026 al den jammer fra fangek\u00e6lderen. \u201d
\n\u201dEsar. Du kalder dig min ven.\u201d
\n\u201dJeg er<\/em> din ven.\u201d
\n\u201dS\u00e5 vis det!\u201d
\n\u201dJamen, det ser du jo her.\u201d
\nHan gjorde en fejende bev\u00e6gelse ud i rummet, der var pyntet som til en fest, og rundt om havde han ladet opstille grupper af purunge piger, kl\u00e6dte i blomster og vinranker og ikke spor andet.
\n\u201dOg her \u2026\u201d
\nHan pegede p\u00e5 vinen og druerne og slaverne, der stod parate til at adlyde det mindste vink.
\n\u201dAlt det vil jeg dele med dig.\u201d
\nMen jeg vil ikke have det, t\u00e6nkte Tobias og turde ikke sige det h\u00f8jt.
\nEsar havde lovet ham, at han skulle se sine for\u00e6ldre. Og genforenes med dem. Og at han ikke ville miste Azarga. Nu syntes han at have glemt det alt sammen. Tobias havde ingenting sagt om sit \u00e6gteskab, ja, han havde fortiet selveste Saras eksistens. Han vidste ikke helt hvorfor. En fornemmelse.
\n\u201dDu skal lade v\u00e6re med at t\u00e6nke ud over \u00f8jeblikket, Tobias.\u201d
\n\u201dEr det det, du g\u00f8r?\u201d
\n\u201dJeg er konge.\u201d
\n\u201dOg jeg er tr\u00e6l.\u201d
\n\u201dOg en konge skal t\u00e6nke langsigtet. L\u00e6gge planer, f\u00f8re dem ud i livet.\u201d
\n\u201dOg en tr\u00e6l \u2026\u201d
\n\u201d\u2026 skal v\u00e6re tilfreds.\u201d
\nEn tid var kongens smasken den eneste lyd, der br\u00f8d stilheden. Tobias r\u00f8rte sig ikke. Han ventede.
\n\u201dOg det er du ikke, Tobias. Men jeg befaler dig at v\u00e6re det. Nej, ikke tilfreds. Lykkelig.\u201d
\n\u201dJeg er lykkelig,\u201d sagde Tobias meget lavt, men med v\u00e6gt p\u00e5 hvert ord. Det gav et s\u00e6t i kongen.
\nBare ikke her. Og bare ikke sammen med dig. T\u00e6nkte han. Men det sagde han ikke.
\nKongen rejste sig. Han havde besv\u00e6r med at komme p\u00e5 benene; ikke s\u00e5 s\u00e6rt, hans mundsk\u00e6nk havde ikke haft et ledigt \u00f8jeblik, siden de lagde sig til bords. Desuden var han tyk og tung og ikke s\u00e5dan at flytte rundt med. Men nu stod han alts\u00e5 op, og nu gik han rundt om bordet og stillede sig lige foran Tobias. Han s\u00e5 ned p\u00e5 ham med noget, der lignede \u00f8mhed i blikket.
\n\u201dRejs dig, Tobias, og se mig i \u00f8jnene!\u201d
\nTobias rejste sig og s\u00e5 p\u00e5 ham uden at blinke.
\n\u201dJeg lyver ikke, n\u00e5r jeg siger, at jeg elsker dig.\u201d
\nNej, t\u00e6nkte Tobias, det gjorde han sikkert ikke, men han havde nu en s\u00e6r m\u00e5de at behandle sine k\u00e6reste p\u00e5. De fleste havde han taget livet af.
\n\u201dOg nu forlanger jeg, at du geng\u00e6lder min k\u00e6rlighed.\u201d
\n\u201dHvordan?\u201d
\n\u201dDu kunne jo f.eks. kysse mig.\u201d
\nTobias greb Esars h\u00e5nd og ville f\u00f8re den til sine l\u00e6ber, men n\u00e5ede det ikke, f\u00f8r kongen trak den til sig med et vris og gloede arrigt p\u00e5 ham.
\n\u201dP\u00e5 munden, din idiot.\u201d
\n\u201dDet kan jeg ikke.\u201d
\n\u201dS\u00e5 skal jeg l\u00e6re dig det.\u201d
\nHan gjorde tegn til et par kraftige, sorte slaver, som sprang frem og greb fat i Tobias og holdt ham i et jerngreb, mens Esar smaskede l\u00f8s p\u00e5 ham og blev ved og ved, indtil spyttet l\u00f8b ned ad hans hage. S\u00e5 endelig slap m\u00e6ndene ham, og kongen daskede ham p\u00e5 kinderne.
\n\u201dS\u00e5dan, min k\u00e6re ven. Det var vel ikke s\u00e5 sv\u00e6rt, og nu er du for alvor min.\u201d
\nTobias havde s\u00e6nket blikket. Han var bange nu, men ville ikke vise det. Stod og vaklede, men s\u00e5 tog han sig voldsomt sammen og rettede sig op. Han var n\u00e6sten et hoved h\u00f8jere end Esar. Og nu sendte han kongen et blik, der var totalt renset for underdanighed. Det stolteste blik, han overhovedet kunne mestre. Og kongen f\u00f8lte sig \u00e5benbart ramt, for han slog \u00f8jnene ned og bed sig i l\u00e6ben.
\n\u201dNej, Esar\u201d sagde Tobias, \u201djeg er ikke<\/em> din.\u201d
\nTobias syntes, han kunne h\u00f8re sin fars jublende stemme, da han sagde ordene.
\nOg han s\u00e5, hvordan Esarhaddons vrede voksede og voksede, indtil luften dirrede af arrigskab. Pigerne silede lydl\u00f8st ud af rummet, og de store, sorte slaver kom n\u00e6rmere og dannede kreds om ham.
\n\u201dSl\u00e6b ham ned i k\u00e6lderen! Pisk ham!\u201d
\n\u201dHvor mange slag, Herre?\u201d kom det forsigtigt.
\nEt \u00f8jeblik syntes kongen at t\u00f8ve. Der gled en skygge over hans ansigt.
\n\u201dTi,\u201d sagde han lavt.
\nS\u00e5 fortsatte han h\u00f8jere og med h\u00e5rd stemme: \u201dTi i dag. Og ti i morgen. Og ti hver dag. Indtil det er slut. Resterne smider I for l\u00f8verne.\u201d De sidste ord hviskede han, som ville han ikke have, at de skulle h\u00f8res.
\nTobias h\u00f8rte dem.
\nDet er ikke lige nu, de smider mig for l\u00f8verne, tr\u00f8stede Tobias sig selv, mens slaverne sl\u00e6bte af med ham og trak ham ned ad de stejle trapper, der f\u00f8rte til fangek\u00e6lderen. Her \u00e5bnede de en massiv d\u00f8r og lodsede ham ind p\u00e5 et koldt, slimet gulv. Der stank som ind i Helvedet derinde, og hist og her dryppede det ned fra loftet. Kulden og fugten hang i alting, og rundt om sad enkelte fanger og jamrede, mens andre l\u00e5 ned og lignede d\u00f8de. M\u00e5ske var de det. Tobias lukkede \u00f8jnene og fors\u00f8gte at tr\u00e6kke sig ind i sig selv for at holde stanken og m\u00f8rket i skak.
\nHvad nu? Var det hele slut? Og hvor var Azarga? Ham kunne han godt bruge nu.
\n\u201dMen jeg er jo lige her, min dreng.\u201d
\nTobias s\u00e5 op. Henne i et hj\u00f8rne helt for sig selv stod Azarga. Han l\u00e6nede sig ind mod muren og var stadig if\u00f8rt rejsekappen, og s\u00e5 vidt Tobias kunne se i halvm\u00f8rket, lignede han sig selv og s\u00e5 ikke det mindste medtaget ud.
\n\u201dAzarga! Hvorfor er du her? Skulle du ikke v\u00e6re i kongens r\u00e5d?\u201d
\n\u201dJeg tror ikke, han kan lide mig.\u201d
\n\u201dHeller ikke mig.\u201d
\n\u201dMen nu skal du h\u00f8re Tobias. I morgen vil kongen sende bud efter dig, det er jeg sikker p\u00e5.\u201d
\n\u201dHan vil piske mig ihjel, vil han.\u201d
\n\u201dM\u00e5ske, men han vil f\u00f8rst og fremmest tale med dig igen. Og s\u00e5 er det vigtigt, at du g\u00f8r det, jeg nu beder dig om. Forst\u00e5r du det?\u201d
\n\u201dJa. Men hvad \u2026?\u201d
\nAzarga lagde sin h\u00e5nd p\u00e5 hans skulder og talte l\u00e6nge og lavt med ham. Tobias nikkede og lovede.
\n\u201dJeg er en retf\u00e6rdig konge,\u201d sagde Esarhaddon til den unge mand, der stod foran ham med s\u00e6nket blik og h\u00e6nderne samlede p\u00e5 brystet. \u201dOg jeg har givet dig alle chancer, ikke sandt? Men du har jo ikke villet tage imod. Indr\u00f8m det, Tobias.\u201d
\n\u201dJa,\u201d sagde Tobias.
\n\u201dOg nu angrer du, kan jeg t\u00e6nke.\u201d
\nTobias svarede ikke, men han s\u00e5 op og smilede, da han endelig talte. Og ordene kom roligt og uden, at stemmen rystede.
\n\u201dVist er du en retf\u00e6rdig konge, Esar, jeg kender dig jo bedre end de fleste, og derfor ved jeg ogs\u00e5, at du ikke vil dr\u00e6be mig uden f\u00f8rst at h\u00f8re min b\u00f8n.\u201d
\n\u201dJeg elsker b\u00f8nner. Sig frem, min ven!\u201d
\n\u201dEr jeg stadig din ven?\u201d
\n\u201dNaturligvis.\u201d
\n\u201dOg alligevel vil du dr\u00e6be mig?\u201d
\n\u201dJa, det er klart. Jeg kan jo ikke s\u00e5dan g\u00f8re forskel p\u00e5 folk, vel. Ven eller fjende. Retf\u00e6rdigheden m\u00e5 ske fyldest.\u201d
\nHan gjorde en pause, s\u00e5 fortsatte han ut\u00e5lmodigt: \u201dMen du ville jo bede, ikke sandt. S\u00e5 bed!\u201d
\n\u201dJa, Herre Konge og \u2026 ven \u2026 du ved, hvor jeg elsker min far. Du holdt jo selv af ham engang. Husker du det?\u201d
\n\u201dDin far. Ja. Han er god nok. I kunne leve lykkeligt sammen, hvis du ikke havde valgt s\u00e5 t\u00e5beligt forkert.\u201d
\n\u201dJa, men det, jeg vil bede dig om, Esar, det er jo, at jeg m\u00e5 se ham en sidste gang.\u201d
\n\u201dSe ham?\u201d
\n\u201dJa. Alts\u00e5 m\u00f8des med ham. Tale med ham. Vise ham min s\u00f8nlige hengivenhed.\u201d
\n\u201dHengivenhed, siger du. Din far kan prise sig lykkelig. At han har en s\u00f8n som dig.\u201d
\nEsharhaddon sank ned i s\u00e6det. Han fik et bedr\u00f8vet, n\u00e6sten sv\u00f8mmende udtryk i blikket. Han f\u00f8rte en h\u00e5nd hen over \u00f8jnene, s\u00e5 rettede han sig op.
\n\u201dSe p\u00e5 mig Tobias!\u201d
\nTobias l\u00f8ftede blikket og s\u00e5 p\u00e5 kongen, der nu sagde, at han agtede at b\u00f8nh\u00f8re sin uheldige bror, og han skulle f\u00e5 lov at tage en smuk afsked med sin far. Men \u2026 han t\u00f8vede lidt, og s\u00e5 forkyndte han med h\u00f8j r\u00f8st, at episoden skulle finde sted her og nu. Og at han, Assyriens m\u00e6gtige konge, ville overv\u00e6re hele det smukke og s\u00f8rgelige sceneri, og han ville byde sine folk at m\u00f8de op. Et s\u00e5dant skue kunne jo ligefrem v\u00e6re opbyggeligt.
\n\u201dTak.\u201d
\nEsar kaldte p\u00e5 et par vagter og talte en tid lavm\u00e6lt med dem. De trak sig tilbage, og Tobias blev st\u00e5ende i samme stilling.
\nEsar flyttede sig i s\u00e6det. Tobias trippede nerv\u00f8st. Tiden gik i st\u00e5, mens uroen voksede. Hvad var det nu, Azarga havde sagt, han skulle? \u00c5h jo, nu huskede han.
\n\u201dK\u00e6re bror. Kunne jeg ikke \u2026 bare?\u201d begyndte Tobias. Han pegede mod kongens f\u00f8dder.
\n\u201dKunne du ikke bare? \u2026 hvad \u2026 mener du? \u00c5h ja s\u00e5, mine f\u00f8dder? \u2026 N\u00e5h \u2026 s\u00e5dan.\u201d
\n\u201dJa. Men bare et lille \u00f8jeblik.\u201d
\nTobias strittede nerv\u00f8st med pegefingeren. Den kunne slet ikke holde sig i ro, og nu viste den frem mod hele den kongelige person. Og ikke kun f\u00f8dderne.
\n\u201dNaturligvis, det g\u00f8r du da bare,\u201d sagde kongen uroligt.
\n\u201dTak \u2026\u201d
\nTobias tr\u00e5dte hurtigt to skridt frem og s\u00e5 soldaterne g\u00f8re det samme. S\u00e5 standsede han. Soldaterne standsede.
\n\u201dDet \u2026 det g\u00e5r an \u2026\u201d Esar rakte ligefrem h\u00e6nderne frem imod ham.
\nLangsomt begyndte han at g\u00e5 hen mod tronen, men ved forh\u00f8jningens kant greb to af soldaterne fat i ham og ville tr\u00e6kke ham tilbage.
\n\u201dNej, nej, lad ham forts\u00e6tte \u2026 han \u2026 han er s\u00e5 tr\u00e6t. Min fangek\u00e6lder er ikke just nogen luksusbolig, vel Tobias?\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\nTobias lod sig falde ned p\u00e5 den forh\u00f8jning lige der, hvor kongens skammel stod.
\n\u201dOg du stinker.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\nSkamlen var af anseelig st\u00f8rrelse, og Tobias sad nu i \u00f8jenh\u00f8jde med de kongelige t\u00f8fler, og n\u00e5r han vendte sig og kiggede opad, kunne han se hele Esarhaddon t\u00e5rne sig op. Et faretruende k\u00f8dbjerg, der ludede hen over ham.
\nEn let skramlen, og han m\u00e6rkede som et strejf af en fod hen over hovedh\u00e5rene. Det f\u00f8ltes som et spark, der kiksede, og han h\u00f8rte kongens s\u00e6re, uglade latter.
\nDet kriblede i h\u00e5rbunden. S\u00e5 b\u00f8jede han atter hovedet og krummede sig forover, og s\u00e5dan blev han siddende. Om lidt sparker han mig,<\/em> t\u00e6nkte han.
\nDer var blevet uhyggeligt stille i salen, efter at latteren var d\u00f8et hen, og Tobias syntes, at han ligefrem kunne h\u00f8re Esars tunge \u00e5ndedr\u00e6t over sit hoved. Men s\u00e5 h\u00f8rte han noget andet. En skramlen bag sig. Var det mon kongen, der rejste sig? Han turde ikke vende sig om og se efter.
\n\u201dBror,\u201d kom det deroppe fra. Det l\u00f8d venligt nok, men man skulle ikke lade sig forf\u00f8re af stemmens klang, t\u00e6nkte Tobias, Esar havde f\u00f8r dr\u00e6bt sine br\u00f8dre. Med koldt blod.
\n\u201dRejst dig, bror!\u201d
\nTobias kom langsomt p\u00e5 benene, men blev st\u00e5ende med ryggen til kongen. Han m\u00e6rkede hans hede \u00e5nde i nakken, og nu en h\u00e5nd p\u00e5 sin skulder.
\n\u201dVend dig om!\u201d
\nTobias vendte sig. De var i \u00f8jenh\u00f8jde nu. Det glimtede gult i kongens \u00f8jne. Tobias s\u00e5 lige ind i dem uden at blinke.
\nBagefter huskede han ikke, hvor l\u00e6nge de stod s\u00e5dan, fanget af hinandens \u00f8jne, men pludselig slap Esar hans skulder og pegede ud i salen.
\n\u201dSe! Der kommer han. Din far.\u201d\n<\/div>\n

 <\/p>\n

KAPITEL 15<\/h2>\n

EN ENGEL P\u00c5 OVERARBEJDE<\/h2>\n

De fanger, der ikke var halvd\u00f8de eller p\u00e5 vej ind i en lignende tilstand, stirrede stift p\u00e5 Rafael, som ikke havde bev\u00e6get sig en tomme, siden soldaterne sl\u00e6bte af med Tobias. Og han stod stadig l\u00e6net mod den r\u00e5 mur, som om intet var h\u00e6ndt, velkl\u00e6dt som altid, veln\u00e6ret, ren og tilsyneladende godt tilpas. Han nynnede en smuk melodi. Det kunne sandelig ogs\u00e5 g\u00f8res n\u00f8dig med lidt opl\u00f8ftende toner hernede, hvor alt var s\u00e5 h\u00e6sligt. S\u00e5 smilede han blegt til sine medfanger, og beklagede i sit indre, at de ikke var hans bord. Ikke lige nu i al fald. Desv\u00e6rre.
\nHer var da ellers nok at tage fat p\u00e5 for en engel, t\u00e6nkte han lidt fortrydeligt. Hvorfor forlangte Gud Herren altid, at man skulle fokusere p\u00e5 enkeltpersoner og stort set glemme alle de andre? Det var jo v\u00e6ldig fint, at de nu var i f\u00e6rd med at redde en lille h\u00e5ndfuld j\u00f8der, s\u00e5 deres livsbane fik et lykkeligere forl\u00f8b. Men hvad med resten af staklerne? Som nu dem, der sad her og r\u00e5dnende op i den fugtige k\u00e6lder, og som slugte ham med \u00f8jnene, som om han kunne redde dem ud af suppedasen. Det kunne han ikke. Det sp\u00f8rgsm\u00e5l m\u00e5tte han ved lejlighed tage op med Herren.
\nHan sendte sit s\u00e6rlige engleblik raden rundt og h\u00e5bede, at det i det mindste kunne indgive dem en smule mod og h\u00e5b, og han s\u00e5 da ogs\u00e5 enkelte lyse op, mens andre dukkede sig.
\n\u201dS\u00e5, k\u00e6re venner, nu m\u00e5 jeg desv\u00e6rre forlade jer. Vi ses m\u00e5ske senere.\u201d
\nEn h\u00e5rdt s\u00e5ret fange stablede sig med besv\u00e6r p\u00e5 benene. For en times tid siden var han blevet losset ind p\u00e5 stengulvet med et velrettet spark. Han havde mistet alle sine t\u00e6nder, og det bl\u00f8dte stadig fra hans mund.
\n\u201dForlader os, siger du? Vr\u00f8vl! Ingen af os kan forlade det her sted.\u201d
\n\u201dIngen af jer.<\/em> Det er rigtigt. Men hav det nu s\u00e5 godt,\u201d sluttede han og f\u00f8lte, at lige den replik var ret kikset, situationen taget i betragtning.
\nS\u00e5 forsvandt han ud gennem v\u00e6ggen og var borte.
\nTobit sad i sin krog. Men han var ikke alene. Hunden l\u00e5 med snuden i hans sk\u00f8d; af og til peb den og slog halen mod jorden, s\u00e5 st\u00f8vet rejste sig i en lille kaskade. Og Anna var sunket ned ved hans anden side og l\u00e6nede sig ind mod ham med hele sin v\u00e6gt. Han lagde forsigtigt sine arme om hende og f\u00f8lte sig n\u00e6sten en smule glad. Sk\u00f8nt det jo var aldeles upassende, n\u00e5r ens s\u00f8n var kastet i fangek\u00e6lderen som en anden forbryder. Onde tunger sagde endda, at kongen ville dr\u00e6be ham. Men det kunne vel aldrig passe, for det var jo ikke ret l\u00e6nge siden, at samme konge havde bedyret, at drengen var hans ven, ja ligefrem hans bror. Og man dr\u00e6ber jo ikke sin bror. Eller \u2026 det gjorde man m\u00e5ske? Tvivlen skar i ham. Troen var svundet ind til en lille, vigende skygge i kanten af hans bevidsthed.
\nS\u00e5 var det, at alt med \u00e9t begyndte at blusse. Som om en eller anden ukendt kraft bl\u00e6ndede op for det sollys, som ellers var ved at tr\u00e6kke sig tilbage. Og ikke blot inde i de to gamle og i hunden blev der lys, men hele g\u00e5rden mistede sine skygger og al sit m\u00f8rke, og til sidst l\u00e5 den badet i et funklende sk\u00e6r.
\n\u201dFrygt ikke!\u201d
\nDen stemme. Tobit kendte den. Han foldede h\u00e6nderne, og Anna lagde begge sine hen over hans og knugede dem s\u00e5 h\u00e5rdt, at knoerne blev hvide. De l\u00f8ftede samtidig blikket mod den str\u00e5lende skikkelse foran dem, og selv om Tobit var blind, skar den sig vej gennem hans blindhed, og han s\u00e5, at den fyldte hele g\u00e5rden, sk\u00f8nt den ikke var st\u00f8rre end deres egen Tobias.
\n\u201dDu er ikke Azarga,\u201d sagde han med en stemme, der rystede.
\n\u201dNej,\u201d sagde englen, \u201dJeg er Rafael.\u201d
\n\u201dGuds Engel,\u201d hviskede de to gamle i kor, mens de holdt om hinanden og lukkede \u00f8jnene.
\n\u201dJa,\u201d sagde Rafael. Han t\u00f8vede lidt, s\u00e5 fortsatte han. \u201dUndskyld Tobit. Men jeg s\u00e5 jo din tro, eller rettere: jeg kunne slet ikke f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 den. Derfor alt lyset.\u201d
\n\u201dJa lyset,\u201d sagde Tobit. \u201dMen det er for meget.\u201d
\nRafael trak lyset til sig, og g\u00e5rden l\u00e5 atter og dr\u00f8mte i den nedg\u00e5ende sols vigende lys. Og skyggerne tegnede sig, hvor de plejede og faldt ogs\u00e5 ind over de to gamle ansigter, der nu syntes m\u00f8rkere og tristere end f\u00f8r. Kun hunden stod tilbage i den sidste, smalle solstr\u00e5le. Den vimsede med halen og l\u00f8ftede hovedet og bj\u00e6ffede h\u00f8jt.
\n\u201dJeg er her for jer,\u201d sagde Rafael.
\nTobit b\u00f8jede hovedet, men forblev tavs. For han vidste ikke mere, om han turde tro p\u00e5 englen. Den jo havde v\u00e6ret der hele tiden, lod det til, og uden at han havde vidst det. Den havde leget med ham og hans, og nu havde den fejlet. Havde det s\u00e5 endda v\u00e6ret f\u00e6tter Azarga, som havde tr\u00e5dt s\u00e5 grumme forkert, s\u00e5 ville han have b\u00e5ret over med ham. Han var jo kun et menneske. Men en engel! Det var utilgiveligt. Og han l\u00f8ftede sine blinde \u00f8jne mod ham.
\n\u201dEr du?\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dMen hvorfor tryller du s\u00e5 som en anden omvandrende g\u00f8gler? Lyskunster interesserer mig ikke det mindste.\u201d
\n\u201dJeg har jo sagt undskyld, ikke. Desuden, jeg er jo kun en engel.\u201d
\n\u201dOg du kan lide at bl\u00e6re dig.\u201d
\n\u201dM\u00e5ske lidt.\u201d
\nTobit smilede. Og han m\u00e6rkede, hvordan tvivlen langsomt blegnede, mens den tro, han havde kendt hele sit liv, begyndte at fylde hans sind. Han sukkede dybt.
\n\u201dS\u00e5 tak da. Men forst\u00e5r du, kongen vil dr\u00e6be mit barn.\u201d
\n\u201dOg jeg gentager: jeg er her for jer.\u201d
\n\u201dMen hvad vil du, at vi skal g\u00f8re?\u201d
\n\u201dJeg ved pr\u00e6cis, hvad I skal g\u00f8re.\u201d
\nOg englen b\u00f8jede sig frem og favnede de to gamle, mens han uden hastv\u00e6rk satte dem ind i sine planer. Hunden pressede sig ind imellem dem, som om den ville h\u00f8re med. Den rejste \u00f8rerne og holdt halen i ro.<\/p>\n

KAPITEL 16<\/h2>\n

OG DET SKETE<\/h2>\n

\u201dNej, nej, nej, du skal da sidde p\u00e5 tronen, dit gamle f\u00e6. Slip ham Tobias! Op p\u00e5 forh\u00f8jningen med dig, gamle mand! Og alene. Troede du m\u00e5ske, du skulle have s\u00f8nnen p\u00e5 sk\u00f8det? Det ville se k\u00f8nt ud \u2026 ha ha ha …\u201d
\nDenne h\u00e6slige latter.
\n\u201dH\u00f8rer du, Tobit!\u201d
\nDen gamle fors\u00f8gte lempeligt at g\u00f8re sig fri af s\u00f8nnens favntag, men Tobias holdt ham fast. En soldat tr\u00e5dte larmende til og begyndte at sl\u00e5 l\u00f8s p\u00e5 dem med sit tunge v\u00e5ben. Tobias reagerede ikke, men Tobit \u00f8mmede sig h\u00f8jlydt. S\u00e5 vristede han sig fri, vendte sig om og gik hen til forh\u00f8jningen. Krumb\u00f8jet begyndte han opstigningen. Fandt sig i at blive herset med og halvvejs l\u00f8ftet til vejs, indtil han faldt sammen p\u00e5 tronen. Han genkendte lugten. Stadig den dyreste salve i kongeriget. Ja, ja \u2026 s\u00e5dan havde ogs\u00e5 Sankerib undertiden leget med ham. Og spottet ham. Men det var dengang, og han havde ikke altid fundet sig i det. Nu havde han en s\u00f8n at t\u00e6nke p\u00e5, og han m\u00e5tte adlyde kongen til punkt og prikke. Det havde han jo oven i k\u00f8bet lovet selveste Guds Engel. Han var lige ved i tanker at kalde ham Azarga. Men han hed jo Rafael og var ingen sl\u00e6gtning, som man havde g\u00e5et her og bildt sig ind. Og v\u00e6ret s\u00e5 stolt af. Verden var fuld af falskhed, men denne her h\u00f8rte jo til de bedre. De bedste, rettede han sig selv, mens han skubbede sig til rette.
\n\u201dOg du, Tobias, du l\u00e6gger dig p\u00e5 kn\u00e6 neden for skamlen og lukker \u00f8jnene. S\u00e5dan ja. Smukt, ikke sandt? Og s\u00e5 skal vi have pigerne frem! Og musikken!\u201d
\nHan gjorde en h\u00e5ndbev\u00e6gelse, og musikerne tryllede s\u00f8rgetoner frem, mens pigerne begyndte at danse i en kreds om den kn\u00e6lende mand. De var kl\u00e6dte i lange, hvide gevandter og lignede d\u00f8ende svaner.
\n\u201dS\u00e5dan. Spillet kan begynde. Du har ordet, Tobias. Og I andre lytter og l\u00e6rer.\u201d
\nSelv stillede han sig ud til h\u00f8jre og syntes at falde en smule sammen, som var han tr\u00e6t af hele sceneriet, inden det rigtig havde foldet sig ud.
\nRafael stod halvt i skjul af m\u00e6ngden, der havde taget opstilling i salen; herfra var der et godt udsyn, og skulle det g\u00e5 rent galt, s\u00e5 var han jo ved h\u00e5nden. T\u00e6nkte han, og vidste samtidig, at drengen lige nu var p\u00e5 Herrens Mark og m\u00e5tte klare sig, som han bedst kunne. Her gjaldt kun hans egne valg, og endnu kunne han tr\u00e6de forkert.
\n\u201dK\u00e6re far i det h\u00f8je, du, som tog imod mig, da jeg f\u00f8dtes og som styrede min fod, indtil jeg snublede, og du ikke mere kunne n\u00e5 mig, du, som er mit lys i livet, og det dyrebareste, jeg ejer, jeg beder dig tilgive mig alt, hvad jeg har forbrudt imod dig, for jeg ved, at du har elsket mig, siden verdens grundvold blev lagt.\u201d
\nNej, nu overdriver han<\/em>, t\u00e6nkte Rafael og strakte hals og lyttede videre. Men Tobit syntes ikke overv\u00e6ldet.
\n\u201dTak min dreng for de ord. Ja, jeg tilgiver dig. Men ogs\u00e5 jeg har en b\u00f8n til dig.\u201d
\n\u201dJa, far.\u201d
\n\u201dJeg beder dig s\u00e5 mindeligt om at vise mig din k\u00e6rlighed.\u201d
\n\u201dDen kan ikke vises, far. K\u00e6rlighed er tro. S\u00e5 meget har jeg da l\u00e6rt.\u201d
\n\u201dMen s\u00e5 vil jeg s\u00e5 gerne, at du viser mig din tro.\u201d
\n\u201dMen far, jeg er jo en tvivler, det ved du nok, og hvordan skal jeg s\u00e5 kunne …\u201d
\nHan t\u00f8vede og n\u00e5ede ikke at fuldf\u00f8re s\u00e6tningen, f\u00f8r kongen afbr\u00f8d ham. Han var hvid om l\u00e6berne, og han dirrede af vrede.
\n\u201dHvad er det her for noget forbandet sludder? Hvad er det, I st\u00e5r og rabler af jer, HVAD!!?\u201d
\nFar og s\u00f8n tav.
\n\u201dJeg har i sinde at dr\u00e6be<\/em> din s\u00f8n, Tobit. Er det slet ikke g\u00e5et op for dig?\u201d
\nDe tav stadig.
\n\u201dOg s\u00e5 st\u00e5r I der og vr\u00f8vler l\u00f8s om k\u00e6rlighed <\/em>og tro<\/em> !!!\u201d
\n\u201dOg h\u00e5b<\/em>,\u201d sagde Tobit, \u201dmen s\u00e5 langt n\u00e5ede vi ikke.\u201d
\n\u201dH\u00e5b?\u201d Kongen lod underl\u00e6ben h\u00e6nge.
\n\u201dJa. Undskyld konge. Det er sikkert vanskeligt for dig at finde mening i disse nye og for dig ukendte ord. Men det er jo ikke din skyld, og du skal ikke v\u00e6re s\u00e5 ked af det.\u201d
\nGamle Tobit l\u00e6nede sig frem og virrede med h\u00e6nderne, mens han gjorde, hvad han kunne, for stemmen skulle lyde b\u00e5de tr\u00f8stende og faderlig, s\u00e5 at kongen kunne falde lidt til ro, men det havde da vist den modsatte virkning, t\u00e6nkte Tobias, mens han nerv\u00f8st betragtede kongen, der havde stillet sig s\u00e5 t\u00e6t p\u00e5 ham, at sm\u00e5 spytdr\u00e5ber ramte ham i ansigtet, hver gang herskeren \u00e5bnede munden.
\nHan havde aldeles ingen vanskeligheder, skreg han. Heller ikke med at forst\u00e5. Og han var ikke ked af det, nej, han var rasende.
\nOg kongen tog til at hoppe op og ned p\u00e5 stedet som en fem\u00e5rig, og pludselig forekom det Tobias, at de var tilbage i barndommen. At det var den samme lille, arrige unge som dengang, der nu stod og skabte sig. Og om lidt bider han mig<\/em>, t\u00e6nkte Tobias og t\u00f8rrede sig i ansigtet med det ene \u00e6rme.
\n\u201dOg nu! Nu stopper det her!\u201d hylede Esar.
\nMen hvad var det nu, Azarga sagde, jeg skulle g\u00f8re, hvis kongen fik et raserianfald?<\/em>
\nPludselig t\u00e5gede alting hen for Tobias, og det var, som om han selv blev sl\u00e6bt ti \u00e5r tilbage og ikke mere kunne finde voksent fodf\u00e6ste.
\n\u201dMine \u00f8jne!\u201d tordnede den gamle. Og de s\u00e5 alle op p\u00e5 ham, mens han lod de hvide blinde \u00f8jen\u00e6bler rulle i hovedet.
\n\u201dJeg er jo blind!\u201d r\u00e5bte han.
\nOg da huskede Tobias.
\n\u201d\u00c5h nej, far, du tager helt fejl. Du kan se langt bedre end nogen af os andre.\u201d
\n\u201dJavist. Men det g\u00e6lder ikke!\u201d
\n\u201dJo, det g\u00f8r. K\u00e6re far, l\u00e5n os dit klare syn! Is\u00e6r kongen, for det er ham, der er blind.\u201d
\nMens han sagde det sidste, s\u00e6nkede han stemmen til en hvisken, men de n\u00e6rmeste h\u00f8rte ham, og kongen stivnede, men sagde ikke noget.
\n\u201dEsar, min far kan se.<\/em> Forst\u00e5r du, hvad det betyder?\u201d
\nDet var stille meget l\u00e6nge. Kongen lod foden skrabe hen over en af de gyldne fliser. Skrab, skrab, skrab. Eneste lyd. Men nu rejste den gamle sig fra tronen og vaklede ned til de unge m\u00e6nd.
\n\u201dL\u00e6g jeres h\u00e6nder p\u00e5 mine \u00f8jne!\u201d sagde han, da han n\u00e5ede helt ned og stod foran dem.
\n\u201dJa,\u201d sagde Tobias.
\n\u201dHva\u2019?\u201d sagde Esar.
\nTobias havde, siden han forlod k\u00e6lderen, holdt sin h\u00f8jre h\u00e5nd skjult i kjortlens folder. Han m\u00e6rkede nu det tynde fedtlag klistre mod huden. Fiskegalden fra den lille \u00e6ske. Inden de forlod k\u00e6lderen, havde Azarga smurt det omhyggeligt ud i hans h\u00e5ndflade og sagt, at han skulle bruge det, n\u00e5r tiden var inde.
\nDet var den nu.
\n\u201dHvad skal vi g\u00f8re?\u201d spurgte Esar spagt.
\n\u201dL\u00e6gge jeres h\u00e6nder p\u00e5 mine \u00f8jne,\u201d gentog Tobit langsomt.
\nTobias h\u00e6vede sin h\u00f8jre h\u00e5nd og som i trance fulgte Esar hans eksempel, og samtidig trykkede de forsigtigt deres h\u00e5ndflader ind mod Tobits blinde \u00f8jne. I det samme l\u00f8snede de hvide hinder sig og hvirvlede gennem luften og lagde sig til rette p\u00e5 fliserne.
\n\u201dVed Isthar, han kan se! Han kan virkelig se. Oh, store Gudinde, der er sket et mirakel her hos mig!\u201d r\u00e5bte kongen.
\nTobit sp\u00e6rrede \u00f8jnene op og sendte kongen et langt blik. S\u00e5 smilede han for f\u00f8rste gang i mange \u00e5r.
\nEsar gr\u00e6d.
\nTobit l\u00e6nede sig frem og kyssede hans pande; s\u00e5 lagde han en h\u00e5nd p\u00e5 hans hoved.
\n\u201dVelsignet v\u00e6re du, mit barn. Assyrernes konge.\u201d
\nEsarhaddon b\u00f8jede hovedet.
\n\u201dDu har vist ikke gr\u00e6dt l\u00e6nge,\u201d sagde Tobit stille.
\n\u201dJeg har aldrig gr\u00e6dt.\u201d
\nDa Rafael var n\u00e5et halvvejs gennem kongens pr\u00e6gtige have, m\u00e6rkede han varmen og kiggede op og s\u00e5 Herrens milde \u00e5syn tone frem mellem to m\u00e6lkehvide skyer.
\nHvad nu?
\n\u201dDet er da ikke, fordi du har blandet dig helt vildt i det, jeg har foretaget mig indtil nu, Herre,\u201d sagde han og undrede sig.
\n\u201dDet har ikke v\u00e6ret n\u00f8dvendigt.\u201d
\n\u201dOg det er det s\u00e5 lige akkurat her. Og lige nu?\u201d spurgte Rafael.
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dOg hvad skal jeg g\u00f8re.\u201d
\n\u201dIngenting. Du skal hjem?\u201d
\n\u201dMener du, at jeg skal forlade dem og rejse hjem?\u201d
\n\u201dEr da ikke det, du \u00f8nsker?\u201d
\n\u201dJo, klart nok. Men \u2026\u201d
\n\u201dMen?\u201d
\n\u201dMenneskene. De \u2026\u201d
\n\u201dDe klarer sig.\u201d
\n\u201dMon?\u201d
\n\u201dRafael dog. Tvivler du p\u00e5 mig?\u201d
\n\u201dLidt m\u00e5ske.\u201d
\n\u201dMen du s\u00e5 jo selv kongen gr\u00e6de.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dDer ser du? Der er h\u00e5b for dem.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\nS\u00e5 foldede den store engel sine vinger ud, sukkede dybt og hengav sig til den l\u00e6nge \u00f8nskede himmelflugt.
\nMen hans \u201dja\u201d blev h\u00e6ngende en tid i den smukke have, hvor det blandede sig med fuglenes sang, og lyttede man opm\u00e6rksomt efter, ville man m\u00e5ske ane en snert af tvivl i det lille fine ord.<\/span>
\n 
\n 
\n <\/p>\n

\n

 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n 
\n <\/p>\n

\n
\n

<\/h2>\n<\/div>\n<\/div>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Velkommen til min blog,\u00a0der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet p\u00e5 emnelisten ude til h\u00f8jre. Her kan du klikke dig ind p\u00e5 det emne, der m\u00e5ske kunne have din interesse. Jeg fort\u00e6ller f\u00f8rst … L\u00e6s resten →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":3,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[9],"tags":[],"class_list":["post-5996","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-engle"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/5996","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/users\/3"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=5996"}],"version-history":[{"count":0,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/5996\/revisions"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=5996"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=5996"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=5996"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}