{"id":4769,"date":"2015-02-18T17:01:10","date_gmt":"2015-02-18T17:01:10","guid":{"rendered":"http:\/\/blog.hesselholt.com\/?p=4769"},"modified":"2015-02-18T17:01:10","modified_gmt":"2015-02-18T17:01:10","slug":"168-mens-vi-venter","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/2015\/02\/18\/168-mens-vi-venter\/","title":{"rendered":"168 – mens vi venter"},"content":{"rendered":"

\"\": marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com<\/span><\/p>\n

S\u00e5 ligger h\u00e6ndelserne i h\u00e6nderne p\u00e5 bogbinderen. Og mens vi venter, kunne jeg jo f.eks. l\u00e6gge bogens f\u00f8rste sider ind p\u00e5 bloggen. De er alligevel s\u00e5 meget anderledes end det, jeg lagde p\u00e5 vinduet her forrige \u00e5r – alt forandrer sig i skriveprocessen og denne gang vist nok til det bedre.<\/p>\n

side 5-25 af H\u00e6ndelser<\/a>: Jamen det ser BESTEMT ilde ud, n\u00e5r jeg kopierer over. Formatteringen forsvinder helt. \u00f8v. N\u00e5, men indholdet er der jo, hvis nogen orker at l\u00f8be det igennem. D. 24 marts udkommer bogen, s\u00e5 kan den skaffes i hel og smuk stand.<\/p>\n

\u0001\u0002\u0003\u0004\u0005\u0006\u0007\b\u0003
\nHesselholt<\/strong><\/p>\n

For \u00e5r tilbage foreslog et familiemedlem, at jeg skulle skrive historien
\nom den gamle sl\u00e6gtsg\u00e5rd Hesselholt og de mennesker, der
\nlevede i og omkring den, og trods visse bet\u00e6nkeligheder gik jeg
\ngang med at samle materiale. Jeg dykkede ned i de gamle fort\u00e6llinger
\nom g\u00e5rdene og sl\u00e6gterne og fandt mangt og meget, som
\njeg ikke vidste i forvejen, og en dag var jeg n\u00e5et til vejs ende, eller
\nrettere sagt s\u00e5 langt, som jeg kunne komme ved hj\u00e6lp af de
\nkilder, jeg havde adgang til.
\nHesselholt blev bygget i det sekstende \u00e5rhundrede og har tilh\u00f8rt
\nfamilien i mange generationer. Den sidste f\u00e6stebonde p\u00e5 g\u00e5rden
\nvar min tiptipoldefar, Mads Pedersen, f\u00f8dt 1757, dog ikke p\u00e5
\nHesselholt, men p\u00e5 et sted, der hed Comfage eller Komfage, beliggende
\ni \u201dBuncherne\u201d. Hans far var f\u00f8dt i 1725 og hed Peder
\nMadsen Hesselholt, og efternavnet viser, at han havde relation til
\ng\u00e5rden. Er sandsynligvis f\u00f8dt der.
\nMads Pedersen fik alts\u00e5 g\u00e5rden i f\u00e6ste og blev senere en fri
\nbonde, nemlig da han i 1798 k\u00f8bte den af Cathrine Holm Ferslev.
\nHan giftede sig d. 21. september 1783 med den syv \u00e5r \u00e6ldre Maren
\nPedersdatter fra Skagen. Man ved fra kirkeb\u00f8gerne, at Maren
\ner f\u00f8dt 18\/6 1750, og fra Lundholm S\u00f8rensens anearkiv, at hun
\nlevede i 2. \u00e6gteskab med Mads Pedersen.
\nG\u00e5rdens historie er, som det g\u00e6lder for talrige andre g\u00e5rde p\u00e5 egnen,
\nganske dramatisk, idet bygningerne gentagne gange blev ofre
\nfor sandflugtens h\u00e6rgen og muligvis mere end \u00e9n gang m\u00e5tte
\nbrydes ned sten for sten og genopbygges p\u00e5 et andet og sikrere
\nsted. Indtil 1804 l\u00e5 den, if\u00f8lge min farfar, lidt uden for Hulsig, og
\nherfra flyttedes den efter en voldsom storm, som \u00f8delagde alt, til
\nHulsig by. Her troede man sig sikker, og det var man jo ogs\u00e5 for<\/p>\n

sandet, men ikke for vandet. Navnet Hulsig betyder nemlig \u201den
\nhul sig\u201d. En \u201dsig\u201d er en lavtliggende hulning i landskabet. Og i
\nperioder med megen nedb\u00f8r eller med pludselig t\u00f8 efter en streng
\nsnevinter kunne der indtr\u00e6ffe store oversv\u00f8mmelser i et landskab
\naf den type, og en s\u00e5dan naturkatastrofe ramte rent faktisk den lille
\nby i 1872, hvor mange g\u00e5rde stod under vand og flere af husdyrene
\ndruknede. Derom senere.
\nMads Pedersens s\u00f8n, Jens Madsen, overtog g\u00e5rden efter sin far,
\nog han fik ikke selv b\u00f8rn, men i 1855 solgte han Hesselholt til sin
\ns\u00f8sters\u00f8n Lars Jensen, der er min oldefar. Lars, som senere fik
\ntilnavnet \u201dVesterla\u2019s\u201d, var s\u00f8n af en fisker i H\u00f8jen, Jens Svendsen,
\nog hans mor, Kirsten Marie, var datter af ovenn\u00e6vnte Mads Pedersen
\np\u00e5 Hesselholt.
\nI de n\u00e6ste generationer knyttes der \u00e6gteskabsforbindelser p\u00e5
\nkryds og tv\u00e6rs af g\u00e5rdene. Hvis der ikke findes et passende parti
\np\u00e5 familiefronten, hjemf\u00f8res \u00e6gtef\u00e6llen fra en af de lokale g\u00e5rde.
\nBogen vil f\u00f8rst og fremmest fort\u00e6lle familiehistorien, men med
\ntr\u00e5de ud til andre dele af det lille samfund. Min onkel Lars Hesselholt
\nkalder i sit lille erindringsskrift Hulsig-minder Hulsig
\nfor \u201d\u00e9n stor familie\u201d. Ja, det var den b\u00e5de i egentlig og i overf\u00f8rt
\nbetydning.
\n<\/strong>
\n 
\nNaturen og Menneskene.<\/strong>
\n<\/strong>
\nOg nu til de store naturdramaer, der strakte sig over flere \u00e5rhundreder.
\nDe vildeste sandstorme og stormfloder rasede p\u00e5 egnen i
\ndet, man undertiden ben\u00e6vner Den lille Istid. Den str\u00e6kker sig
\nfra begyndelsen af 1600-tallet og et stykke ind i det 20. \u00e5rhundrede.
\nI denne lange periode var klimaet mere ekstremt end det er i
\ndag, og vintrene var koldere og l\u00e6ngere, og navnlig i den nordligste
\ndel af Danmark var det ofte noget af en bedrift blot at overleve
\ni en natur, der gang p\u00e5 gang truede med at udslette beboerne.
\nMen mange holdt ud, de k\u00e6mpede for livet og blev p\u00e5 egnen, og
\nde blev m\u00e5ske af den grund en s\u00e6r blanding af h\u00e5rdf\u00f8re individer
\nog s\u00e5rbare eksistenser.
\nI de gamle tekster, hvor man ikke var s\u00e5 bange for at generalisere
\nog derfor undertiden slumpede til at sige noget rammende, finder
\nman mange morsomme beskrivelser af disse de nordligste danskere.
\nHelt tilbage i Erik Pontoppidans Den danske Atlas lyder
\ndet s\u00e5dan her (side 200):
\nVist er det, at Vendelboerne altid har v\u00e6ret et kiekt og stridbart
\nFolk, ( \u2026) i gamle Dage ogsaa et hart og selvraadigt Folk, som
\nikke taalte nye Paal\u00e6g.
\nJeg vil for morskabs skyld citere et andet og meget nyere eksempel
\np\u00e5 disse folks karske v\u00e6sen: Det drejer sig om den unge h\u00f8jskolel\u00e6rer
\nEdvard Jensen, der i begyndelsen af 1900-tallet skulle
\ntale til et st\u00e6vne i Horne.
\nHan vidste jo nok, at Indre Mission havde et godt tag i egnens fisker-
\nog bondebefolkning, og han begyndte da ogs\u00e5 nok s\u00e5 fromt
\nmed at sige trosbekendelsen, men da han kom til: \u201dNedfaren til
\nD\u00f8dsriget,\u201d bem\u00e6rkede han, at der blev stor uro i salen. Han
\nskulle have sagt Helvedet, skulle han, og ikke pakke den barske
\nsandhed ind i en s\u00e5dan s\u00f8dladen d\u00f8dsrigesnak! Han skriver f\u00f8lgende:
\n\u201dDe f\u00f8rste b\u00e6nke var t\u00e6t besat med gamle fuldsk\u00e6ggede
\ngubber i blaat vadmelst\u00f8j og tr\u00e6sko. Det var dem, jeg havde h\u00f8rt
\nomtale, og som jeg var bange for. Til at begynde med syntes jeg,
\nde saa ud til allehaande. Ganske klart var det i hvert fald, at de
\ngodt kunne t\u00e6nke sig at br\u00e6nde en k\u00e6tter af, inden de gik hjem.\u201d
\nOg senere lyder det fra Jensen: \u201dDa m\u00f8det var forbi, omringede
\nde mig. \u201dNu er det ude med dig Jensen,\u201d sagde jeg til mig
\nselv, \u201ddu blev altsaa 26 aar alt i alt.\u201d\u201d
\nDer lagdes da ogs\u00e5 godt og grundigt i kakkelovnen, da den
\nstakkels foredragsholder senere blev budt p\u00e5 kaffe og kager og
\nen \u201dsnak\u201d.
\nSom n\u00e6vnt havde folk i den nordligste egn af landet m\u00e5ttet leve i
\nisolation, omkranset som de var af sandmiler og hav til alle sider
\nog prisgivet en natur, der i lange perioder gjorde dem livet surt og
\nholdt dem fangne p\u00e5 bostedet. S\u00e5dan havde det v\u00e6ret i mands
\nminde. Men ikke altid.
\nDer var en tid, hvor Skagen Odde lyste med sin store diversitet
\naf l\u00f8vtr\u00e6er og et v\u00e6ld af planter bredt ud over frodige, gr\u00f8nne
\nenge. Klimaet var mildt, og rundt om blinkede de smukkeste bl\u00e5
\ns\u00f8er forbundne med brede, snoede \u00e5l\u00f8b. Det rene paradis.
\nMen s\u00e5 nydeligt artede landskabet sig kun de f\u00f8rste \u00e5rhundreder,
\nefter at byen og egnen var blevet beboet. Klimaet \u00e6ndrede
\nsig dramatisk, og \u00f8del\u00e6ggelserne begyndte, og lidt efter lidt tog
\nde fart.
\nI 1100-tallet fandt den f\u00f8rste bebyggelse i Skagen og
\nH\u00f8jen\/Gammel Skagen sted, og omkring 1400 rejstes den imponerende
\nSct. Laurentii Kirke, og i 1413 fik byen k\u00f8bstadsrettigheder,
\nog egen latinskole blev det til i 1549. Det var en storhedstid
\nfor alle i og omkring byen.
\nMen klimaet forandrede sig som sagt til det v\u00e6rre, og menneskene
\ngjorde deres til at \u00f8del\u00e6gge den s\u00e5rbare natur: de drev rovdrift
\np\u00e5 klitbevoksning og skov og gjorde livet let for sandflugten
\nog sv\u00e6rt for menneskene. I l\u00f8bet af 1500-tallet og langt op i
\n1800-tallet h\u00e6rgedes byen og landsognet, is\u00e6r om vinteren, af
\nsandflugt og stormfloder. I 1568 forliste 350 skibe ved Skagen. I
\n1593 blev 14 g\u00e5rde revet bort af vandmasserne, og i 1595 raseredes
\n25 g\u00e5rde af en voldsom sandstorm.
\nSkagen sandede til, og landsognet fulgte med. Det lille sogn
\nforvandledes til en gold \u00f8 midt i et inferno af stormfloder og
\nsandstorme. Her findes vel den v\u00e6sentligste \u00e5rsag til, at folk blev
\nmere og mere indgifte i det lille samfund, hvilket ikke just styrkede
\nden mentale sundhed, og resultatet blev da ogs\u00e5 et folkef\u00e6rd
\nmed ikke s\u00e5 f\u00e5 \u201dtv\u00e6ringer\u201d og \u201ds\u00e6ringer\u201d.
\nDette barske liv i afsondrethed fik imidlertid ogs\u00e5 ende og det
\nendda temmelig brat, idet man omkring midten af 1800-tallet
\niv\u00e6rksatte effektive sandflugtsd\u00e6mpende foranstaltninger, og
\nsamtidig skete der det, at en lang r\u00e6kke kunstnere \u201dopdagede\u201d
\nSkagen. Digtere og malere str\u00f8mmede til, og senere fulgte en
\nbroget skare af velhavere. En uspoleret befolkning og en vild natur,
\nt\u00e6nkte de og fandt det alt sammen s\u00e5re romantisk.
\nH. C. Andersen var en af de f\u00f8rste, der vovede sig den ubekvemme
\nvej til Skagen. Efter en lang rejse til eksotiske lande
\nkom han p\u00e5 den id\u00e9, at han ville se Jyllands nordligste kyster og
\np\u00e5 n\u00e6rt hold studere disse egnes barske og dog jomfruelige natur
\nmed dens vilde indf\u00f8dte, disse m\u00e6rkelige \u201dhavgasser\u201d, som man
\nkun havde h\u00f8rt om.
\nOg hans gl\u00e6de og forundring ville ingen ende tage, da han efter
\nstore strabadser omsider n\u00e5ede til toppen af Danmark. Her
\nm\u00f8dte ham en verden, som var lige s\u00e5 fremmedartet og g\u00e5defuld
\nsom den, han havde fundet i fjerne riger. Hans rejseindtryk blev
\npubliceret i \u201dFolkekalender 1860\u201d, og s\u00e5dan her lyder indledningen:
\n\u201dVi ville bes\u00f8ge denne \u201dDanmarks Afkrog\u201d, Sand\u00f8rkenen mellem
\nto brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Str\u00e6de, h\u00f8re
\nMaager og Vildg\u00e6s opfylde Luften med Skrig hen over de bev\u00e6gelige
\nSandklitter og den tilfygede Kirke. Er du Maler, da f\u00f8lg os
\nherop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i
\ndet danske Land finder du Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas
\n\u00d8rken, fra Pompejis Askeh\u00f8ider og fra de med Fugle omsv\u00e6vede
\nSandbanker i Verdenshavet.\u201d
\nI det f\u00f8lgende vil vi bev\u00e6ge os ind i fiktionens verden, for det er
\ngennem en r\u00e6kke fort\u00e6llinger, at jeg vil fors\u00f8ge at puste liv i de
\nfor l\u00e6ngst afd\u00f8de og deres sm\u00e5 og store bedrifter. Alle de personer,
\nsom optr\u00e6der i bogen, er autentiske p\u00e5 den m\u00e5de, at de faktisk
\nhar levet og virket i Hulsig og omegn. Der vil v\u00e6re en navneliste
\nbag i bogen som en hj\u00e6lp til at holde rede p\u00e5 de personer,
\nsom forfatteren er i familie med. De samme navne g\u00e5r igen i hele
\nperioden. Heller ikke navne skulle tr\u00e6nge sig ind udefra. Det er
\nsymptomatisk for egnen, at navne kan skrives p\u00e5 mere end \u00e9n
\nm\u00e5de: Karl er med K i nogle tekster, i andre er med C. Det kan
\nforvirre, n\u00e5r der \u00e9t sted st\u00e5r Ane, og det er den samme, som ben\u00e6vnes
\nAnna eller Anne et andet sted. Kr\u00f8gh eller Kr\u00f8g. Trane
\neller Thrane. Kirkeb\u00f8gerne har \u00e9n stavem\u00e5de, folket\u00e6llingerne en
\nanden, gravstenene en tredje \u2013 men det er alts\u00e5 samme person.
\nMan kan i den fiktive del af bogen naturligvis ikke \u201dtage personerne
\np\u00e5 ordet,\u201d for ordene er jo for l\u00e6ngst borte, og jeg m\u00e5
\nn\u00f8dvendigvis gendigte hvert eneste af dem.
\nDertil kommer det rent sproglige. Bogen er skrevet p\u00e5 almindeligt
\nnudansk, og de gamle talte jo et andet sprog. Og ganske
\nvist behersker jeg vendelbom\u00e5let til husbehov, men jeg tvivler p\u00e5,
\nat mine l\u00e6sere g\u00f8r. S\u00e5 derfor. Men p\u00e5 den anden side: kun f\u00e5 l\u00e6ser
\nf.eks. Jane Austen p\u00e5 engelsk. S\u00e5 en overs\u00e6ttelse g\u00e5r nok ogs\u00e5
\nan her.
\nS\u00e5 er der de historiske fakta. Her har jeg bestr\u00e6bt mig p\u00e5 at
\ntale sandt, og er der un\u00f8jagtigheder, s\u00e5 skyldes det enten min
\nukyndighed eller min tro p\u00e5 fantasiens ret. Aldrig ond vilje.
\nMen nu kommer vi til det vigtigste:
\nN\u00e5r det drejer om de gamle Hulsigboeres sindelag og hele indre
\nliv og v\u00e6sen, s\u00e5 f\u00f8ler jeg st\u00e6rkt, at jeg er p\u00e5 hjemmebane. Vi
\ner i bund og grund rundet af det samme r\u00e5stof \u2013 eller rettere af det
\nsamme R\u00e5 Stof. Jeg kender deres s\u00e6rheder, deres h\u00e5rde facade,
\nderes urokkelige st\u00e6dighed, men ogs\u00e5 deres s\u00e6rlige lune og underspillede
\nhumor, og ikke mindst deres varme og skr\u00f8belige sind.
\nOg jeg indr\u00f8mmer blankt, at jeg holder af dem.
\nDet er mit h\u00e5b, at l\u00e6serne ogs\u00e5 vil holde en smule af de gamle
\nHulsigboere. De har levet engang og i en barsk verden, og den
\nhar pr\u00e6get dem, og nu og da har den kn\u00e6kket dem, men aldrig
\nfrataget dem stolthed og v\u00e6rdighed.
\n\u0007\u000e\u0003\u000f
\n\u0005\u000e \u0003\u000f\u0013\u0014\u0015\u0003
\n\u0011 \u0005\u0018\u0002\u0003Hesselholt har ligesom de \u00f8vrige Steder i Skagen Landsogn v\u00e6ret<\/em>
\nF\u00e6stested til dav\u00e6rende Ferslev Gaard i Skagen. If\u00f8lge Sk\u00f8de af<\/em>
\n11. Juni 1798 blev Hesselholt, som da havde 5 Skp. Hartkorn<\/em>
\nAger og Eng, efter skede Moderation i sin Tid formedelst Sandflugt,<\/em>
\nsolgt af Cathrine Holm, Enke efter afgangne Byfoged Hans<\/em>
\nChristopher Ferslev i Skagen for 190 Rdl. til Mads Pedersen, som<\/em>
\nhavde Stedet i F\u00e6ste. Omtrent Aar 1804 flyttede Mads Pedersen<\/em>
\nStedet, som da laa ca. 250 Favne Nordvest fra, hvor det nu ligger,<\/em>
\nfor Sandflugten.<\/em>
\nKortfattet Skildring af Gaarden Hesselholt i Skagen Landsogn,<\/em>
\nJanus Jensen Hesselholt d. 1. Januar 1888<\/em>
\n.<\/em>
\nHerunder ses et udsnit af det dokument, der markerede min tiptipoldefars
\novergang fra f\u00e6stebonde til selvejer. Dokumentet er
\nudstedt i Skagen d. 11. juni 1798. Heri bekr\u00e6ftes det, at g\u00e5rden
\nHesselholt overg\u00e5r til Mads Pedersen, som skal betale 190 Rigsdaler
\ntil Cathrine Holm og hendes arvinger.
\n( alle billederne mangler)<\/p>\n

Kapitel 1<\/strong><\/p>\n

Den for\u00e5rsmorgen kunne Mads ikke \u00e5bne d\u00f8ren til g\u00e5rdspladsen.<\/em>
\nHele natten havde han og Maren ligget v\u00e5gne, mens de lyttede til<\/em>
\nstormen, hvordan den f\u00f3r langs r\u00e5lingens lave mure og rundt om<\/em>
\nhushj\u00f8rnerne og ruskede i str\u00e5taget og kylede favnfuld p\u00e5 favnfuld<\/em>
\naf stenede sandkorn mod ruderne, hvor de ramte med sm\u00e5,<\/em>
\nskarpe sm\u00e6ld. Og han l\u00e5 og t\u00e6nkte p\u00e5 sine dyr, om de var r\u00e6dde<\/em>
\nderude i stalden, om de stod og br\u00f8lede om kap med stormen, og<\/em>
\nhans tanker fl\u00f8j fra g\u00e5rden og ud til agrene, og han syntes, at han<\/em>
\nkunne se dem krympe sig under pisken, mens sandet svirpede hen<\/em>
\nover dem og hastigt dyngede dem til. Mark efter mark kv\u00e6rkedes<\/em>
\nderude, og han kunne intet stille op.<\/em>
\nOmsider gled han ind i en halvd\u00f8s, hvori det forekom ham, at<\/em>
\nde mange spredte lyde forenedes til \u00e9n eneste skinger tone. Det<\/em>
\nvar d\u00f8dsenglene, der hylede deres undergangsviser, mens de jog<\/em>
\nhinanden rundt og rundt, s\u00e5 om \u00e9t hushj\u00f8rne, s\u00e5 om et andet og<\/em>
\nhen over de nytils\u00e5ede marker, hvor de golde sandkorn kvalte alt<\/em>
\nspirende liv.<\/em>
\n\u201dH\u00f8rer du?\u201d hviskede han fra sin s\u00f8vnhule og lagde armene<\/em>
\nt\u00e6ttere om Maren. Hun skuttede sig, som var der kulde i hans<\/em>
\nfavn.<\/em>
\nHan var v\u00e5gnet med et s\u00e6t og havde sat sig over ende i alkoven<\/em>
\nog stirret ud i den m\u00f8rke stue og vantro lyttet til stilheden. Kun<\/em>
\nganske f\u00e5 lysstr\u00e5ler fandt vej gennem det eneste vindue, der ikke<\/em>
\nvar en m\u00f8rk flade, d\u00e6kket af sand.<\/em>
\nMads havde bakset med d\u00f8ren i evigheder, syntes han, og bag<\/em>
\nham stod Maren og fors\u00f8gte uden held at slubre gr\u00e5den i sig, den<\/em>
\nstr\u00f8mmede ud over alle bredder og endte i en hylen som fra en<\/em>
\nfjern ulv. Lyden borede og sled i hans \u00f8ren, men han kunne og<\/em>
\nville heller ikke standse den, for den var rimelig, t\u00e6nkte han,<\/em>
\nkvindfolk kunne altid tude sig til rette, og selv havde han mest af<\/em>
\nalt lyst til endelig at give slip og falde i tr\u00e5d med jammeren og<\/em>
\nbr\u00f8le sin afmagt ud mod fjenden. Eller mod Gud, t\u00e6nkte han og<\/em>
\ngjorde sig h\u00e5rd, mens han fl\u00e5ede i klinken, til det v\u00e6rkede i h\u00e5ndfladen.<\/em>
\nFor m\u00e5ske var det alt sammen en himmelfalden straf, som<\/em>
\nman havde fortjent og derfor lydigt m\u00e5tte b\u00f8je sig for. Ske din vilje,<\/em>
\nmumlede han.<\/em>
\nHimmelfalden? Ordet l\u00e5 og skar i ham. Nej, s\u00e5dan kunne det<\/em>
\nikke v\u00e6re. Han var kaldet til at v\u00e6re bonde og dyrke jorden, og<\/em>
\nman beh\u00f8vede blot kaste et blik i den store dragkiste, p\u00e5 hvis<\/em>
\nbund Herrens velsignelse havde samlet sig. Og havde han m\u00e5ske<\/em>
\nikke b\u00e5de ofret og bedt og gang p\u00e5 gang ogs\u00e5 f\u00f8lt Herrens miskundhed<\/em>
\nlyse over sit liv, n\u00e5r laderne blev fulde og dyrene trivedes<\/em>
\nog b\u00f8rnene levede? Jo vist havde han. Skulle han s\u00e5 give slip<\/em>
\nnu? Nej. Den g\u00e5rd, som han havde k\u00e6mpet for hele sin ungdom<\/em>
\nsom f\u00e6stebonde, kunne han som fri bonde umuligt overlade til en<\/em>
\nnatur, der revsede imod al rimelighed. Og som var s\u00e5 inderlig<\/em>
\ngudsforladt. Nej. Han var ingens tr\u00e6l, og han m\u00e5tte vriste det fri,<\/em>
\nder var hans, t\u00e6nkte han med hovedet l\u00e6net mod d\u00f8rens ru fj\u00e6l.<\/em>
\nHan l\u00f8ftede sit hoved og s\u00e5 sig om i stuen, lod blikket dv\u00e6le<\/em>
\nved det smukke standur og glide k\u00e6rtegnende hen over de malede<\/em>
\nog smukt udsk\u00e5rne m\u00f8bler. Hans ejendom.<\/em>
\nOg s\u00e5 var der b\u00f8rnene. Anna var allerede afsat til en bonde i<\/em>
\nS\u00f8rrig, som ejede et boelsted med tilliggende marker og s\u00e5 langt<\/em>
\ninde i landet, at sandflugten aldrig kunne true det. S\u00f8nnen Jens<\/em>
\nvar 17 \u00e5r, og han skulle overtage g\u00e5rden til sin tid, og det var f\u00f8rst<\/em>
\nog sidst for hans skyld, at Mads m\u00e5tte bef\u00e6ste sin ejendom og<\/em>
\nholde ud, til han segnede. Drengen skulle ikke arve et fallitbo. S\u00e5<\/em>
\nvar der Kirsten Marie og Mette, begge b\u00f8rn endnu, men ogs\u00e5 dem<\/em>
\nvar der s\u00f8rget for. De skulle giftes. Naturligvis. Og han havde udset<\/em>
\nsig to fiskere i H\u00f8jen, br\u00f8drene Jens og Niels Svendsen, dygtige<\/em>
\nkarle, der styrede mod selvst\u00e6ndighed og egen b\u00e5d. De var<\/em>
\ntilmed i familie med Maren, og ogs\u00e5 det talte. Man skulle ikke<\/em>
\ngerne sprede sine fr\u00f8 p\u00e5 fremmede agre.<\/em>
\nNu kom Jens tumlende med forsovede \u00f8jne og stillede sig ved<\/em>
\nhans side. Mads vendte sig halvt om mod ham.<\/em>
\n\u201dDet hj\u00e6lper ikke stort\u201d, sagde han mat i stemmen og slog en<\/em>
\nsidste gang n\u00e6ven mod den lukkede d\u00f8r, men Jens pegede tavs op<\/em>
\nmod den kun halvt tilsandede rude. Mads nikkede blot. Og det<\/em>
\ntog ingen tid for drengen, s\u00e5 havde han lirket vinduet op, s\u00e5 han<\/em>
\nkunne mave sig igennem, og mens han kravlede ud, rislede sandet<\/em>
\nind og lagde sig til rette p\u00e5 bord og b\u00e6nke. En tid h\u00f8rtes kun lyden<\/em>
\naf de silende sandkorn, men s\u00e5 br\u00f8des stilheden af en skovls<\/em>
\nivrige skraben. Nu lirkede Jens forsigtigt ved klinken og havde<\/em>
\nheld til at \u00e5bne d\u00f8ren s\u00e5 meget, at Mads og Maren kunne klemme<\/em>
\nsig ud gennem den smalle spr\u00e6kke.<\/em>
\nUdenfor blev de st\u00e5ende en tid. Ubev\u00e6gelige. Og i chok ved<\/em>
\nsynet af den raserede g\u00e5rd. Overalt p\u00e5 stenpikningen l\u00e5 bunker af<\/em>
\nstr\u00e5, og rundt om dem var alleh\u00e5nde l\u00f8s\u00f8re kylet hulter til bulter<\/em>
\naf stormen og anbragt lige der, hvor den havde sluppet sit tag.<\/em>
\nMads l\u00f8ftede blikket. Overalt p\u00e5 t\u00e6kningen grinede sorte huller<\/em>
\nfrem.<\/em>
\nFor enden af laden var den halve gavl bl\u00e6st ind. Den anden<\/em>
\nhalvdel h\u00e6ldede hj\u00e6lpel\u00f8st, tynget af en gr\u00e5, smudsblandet sandbunke,<\/em>
\nder var f\u00f8get sammen og nu trykkede sig mod den, s\u00e5 den<\/em>
\nsyntes at kunne bryde sammen hvert \u00f8jeblik.<\/em>
\nStormen var omme nu, og der r\u00f8rte sig ikke en vind. Stilheden<\/em>
\nfyldte dem med uhygge, som var det stilhed f\u00f8r stormen og ikke<\/em>
\nefter. Ingen m\u00e6lede et ord, de stod t\u00e6t sammen, ludende mod<\/em>
\nhverandre. Kirsten Marie og lille Mette var v\u00e5gnet og havde sluttet<\/em>
\nsig til dem, og begge pigerne knugede om deres mor, som<\/em>
\nfrygtede de, at hun ogs\u00e5 kunne bryde sammen.<\/em>
\nMaren gjorde sig n\u00e6nsomt fri af b\u00f8rnene, der kiggede forskr\u00e6mte<\/em>
\np\u00e5 hende, mens hun b\u00f8jede sig forover og lod armene<\/em>
\ndingle. Mads s\u00e5 p\u00e5 hende og t\u00e6nkte foruroliget og for f\u00f8rste gang,<\/em>
\nat hun var blevet slemt \u00e6ldet, s\u00e5 indfaldent og gr\u00e5t hendes ansigt<\/em>
\nvar, og l\u00e6berne, der sluttede som et rynkeb\u00e5nd om de tandl\u00f8se<\/em>
\ngummer. Og hendes krop, hvor var den mager og senet, og de<\/em>
\nslappe arme hang som visne stilke, der t\u00f8rstigt strakte sig mod<\/em>
\njorden. Det \u00e6rgrede ham, at hun skulle st\u00e5 der og s\u00e5 modstandsl\u00f8st<\/em>
\ns\u00f8be ulykken i sig, som var det en giftig suppe, han serverede<\/em>
\nfor hende. Selv havde han ikke mere lyst til at jamre; en ny f\u00f8lelse<\/em>
\nmurrede i ham, en vrede, der piblede frem og lagde sig h\u00e6rdende<\/em>
\nom sindet. Han trak vejret dybt ind og s\u00e5 op mod himlen.<\/em>
\nH\u00e6vn, t\u00e6nkte han. Og handling. Det var rimelige krav. Han fn\u00f8s<\/em>
\nsom en olm tyr. Pludselig blev Mads\u2019 protest overd\u00f8vet af h\u00f8je<\/em>
\nbr\u00f8l, blandet med en hests vrinsken.<\/em>
\n\u201dDyrene!\u201d<\/em>
\nHan styrtede hen til stalden og fl\u00e5ede d\u00f8ren op. Indenfor var<\/em>
\nder n\u00e6sten m\u00f8rkt. Sandet p\u00e5 nordsiden havde lagt sig som h\u00f8je<\/em>
\nklitter, der d\u00e6kkede for alle vinduerne. Et par steder havde stormen<\/em>
\nslynget sm\u00e5sten og sand s\u00e5 h\u00e5rdt mod ruderne, at de var blevet<\/em>
\nknust, og sandet havde uhindret kunnet forts\u00e6tte ind i stalden,<\/em>
\nhvor det havde lejret sig i banker om k\u00f8ernes hove. Hestene stod<\/em>
\nved den modsatte mur og kunne ikke n\u00e5s af det silende sand. De<\/em>
\nstampede uroligt p\u00e5 stedet, som anede de, at en fare n\u00e6rmede sig.<\/em>
\nSandet fortsatte med at hobe sig op om k\u00f8ernes ben, og de fors\u00f8gte<\/em>
\nnerv\u00f8st at trippe sig fri.<\/em>
\nDet var blevet sent, og m\u00f8rket var allerede begyndt at samle sig i<\/em>
\nalle kroge, da den lille familie vendte hjem fra markerne og tumlede<\/em>
\nind i r\u00e5lingen, hvis ruder nu var skovlet fri for sand, s\u00e5 den<\/em>
\nsidste rest af r\u00f8dme fra den synkende sol kunne tr\u00e6nge ind og<\/em>
\nl\u00e6gge et rosa sk\u00e6r over de tr\u00e6tte mennesker og deres indbo.<\/em>
\nS\u00e5 d\u00f8dsens udmattede var de, at de end ikke orkede at snakke<\/em>
\nsammen. Ikke fordi de havde for vane at sl\u00e5 om sig med ord, men<\/em>
\nenkelte sprang der jo j\u00e6vnligt mellem dem. Nu var de tavse, og<\/em>
\nuden en lyd spiste de det fl\u00e6sk, Maren skar af til dem og drak den<\/em>
\nvarme te, som hun havde kogt p\u00e5 anis.<\/em>
\n\u201dDu er en g\u00e6v pige, bette Mette,\u201d sagde Mads pludselig og<\/em>
\nmed en uvant mildhed i stemmen, og ordene kom s\u00e5 overraskende<\/em>
\nfor dem alle, og var s\u00e5 s\u00e6re i deres betydning og betoning, at<\/em>
\nde holdt op med at tygge og gloede p\u00e5 ham, som havde de ham<\/em>
\nmist\u00e6nkt for at v\u00e6re forstyrret i hovedet.<\/em>
\n\u201dJeg ville blot sige, at denne dag ikke er en dag som alle andre,\u201d<\/em>
\nsagde han langsomt og h\u00f8jtideligt. Han r\u00f8mmede sig og s\u00e5<\/em>
\np\u00e5 dem med et glimt af k\u00e6rtegn i blikket.<\/em>
\nDen stemme, det blik og de ord. Det gav alt sammen ingen<\/em>
\nmening, syntes Maren og svarede da ogs\u00e5 kun med et hovedkast,<\/em>
\nmens b\u00f8rnene fik travlt med at proppe sig med fl\u00e6sk og glo ned i<\/em>
\nden ru bordplade.<\/em>
\n\u201dI har gr\u00e6dt i dag,\u201d fortsatte Mads alvorligt, mens han h\u00e6vede<\/em>
\nstemmen, \u201dog vi har brugt alle vore kr\u00e6fter, selv du, bette<\/em>
\nMette, har slidt som en voksen.\u201d Han gjorde en pause og rakte<\/em>
\nlidt t\u00f8vende en h\u00e5nd over mod pigen, der forskr\u00e6kket trak begge<\/em>
\nsine til sig. S\u00e5 fortsatte han og denne gang med fasthed i stemmen:<\/em>
\n\u201dMen s\u00e5dan vil jeg ikke, at det skal forts\u00e6tte. Det var det,<\/em>
\njeg ville sige.\u201d<\/em>
\nJens kiggede forlegent p\u00e5 ham. \u201dHvad mener far? Vi kan da<\/em>
\nikke standse sandet.\u201d<\/em>
\n\u201dNej, bette Jens, det kan vi ikke.\u201d<\/em>
\n\u201dMener far da, at vi skal flygte?\u201d<\/em>
\nJens turde ikke h\u00e6ve stemmen, det var n\u00e6sten en hvisken.<\/em>
\nHan havde set andre familier give op og fors\u00f8ge sig med et nyt<\/em>
\nliv i H\u00f8jen eller i \u00d8sterby og enkelte i Vesterby. De fleste var<\/em>
\nblevet fiskere, og tanken om at leve hver dag i t\u00e6t samv\u00e6r med<\/em>
\ndet slibrige hav f\u00f3r gennem ham med et strejf af r\u00e6dsel. Ville far<\/em>
\nvirkelig, at de skulle opgive jorden? Han vidste godt, at far var i<\/em>
\nf\u00e6rd med at afs\u00e6tte pigerne til nogle fiskere i H\u00f8jen, som de<\/em>
\nlangt ude var i familie med. Stakkels t\u00f8ser. Men han var ikke til<\/em>
\nsinds at blive fisker og tr\u00e6lle alle sine dage p\u00e5 havet. Han var og<\/em>
\nblev bonde. Og hvad med g\u00e5rden? Kunne den s\u00e5 f\u00e5 lov at ligge<\/em>
\nhen som et lig i sandet, strittende med sine splittede skeletdele.<\/em>
\nSom alle de andre forladte og ribbede huse, der efter hver ny<\/em>
\nstorm stak deres halvr\u00e5dne sp\u00e6r og ruinbr\u00f8nde op af sandet.<\/em>
\n\u201dVi m\u00e5 se i \u00f8jnene, at g\u00e5rden er \u00f8delagt, og markerne st\u00e5r heller<\/em>
\nikke til at redde. Ikke denne gang,\u201d sagde Mads.<\/em>
\n\u201dMen far, vi kan vel samle tang p\u00e5 stranden og l\u00e6gge ovenp\u00e5<\/em>
\nsandet og hente ny jord i dobberne derude p\u00e5 heden,\u201d trodsede<\/em>
\nJens med en stemme, der var helt ny og fik far til at tr\u00e6kke \u00f8jenbrynene<\/em>
\nop og s\u00e5 alligevel fors\u00f8ge sig med et smil, der fik drengen<\/em>
\ntil nerv\u00f8st at snakke videre.<\/em>
\n\u201dJamen, far, det har vi da gjort f\u00f8r. Og nu vil far, at vi skal give<\/em>
\nop.\u201d<\/em>
\n\u201dGive op! Aldrig!\u201d<\/em>
\n\u201dHvad \u2026 hvad mener far s\u00e5?\u201d<\/em>
\n\u201dForrige \u00e5r var der kun f\u00e5 storme, det husker I vel? og vi fik<\/em>
\nladerne fulde, og vore k\u00f8er blev fede derude p\u00e5 markerne. Og al<\/em>
\nden m\u00e6lk.\u201d<\/em>
\n\u201dJa, far, men i \u00e5r bliver det ikke s\u00e5dan.\u201d<\/em>
\n\u201dDet er s\u00e5 sandt, min dreng.\u201d<\/em>
\nMin dreng? Og denne venlighed. Det var forkert, t\u00e6nkte Jens<\/em>
\nog m\u00e6rkede frygten murre i sindet, for hvad gik der dog af far?<\/em>
\nHvorn\u00e5r havde han sidst talt til ham med en stemme som honning<\/em>
\nog pisket fl\u00f8de? Aldrig! Og s\u00e5 det smil. Det var grumt at se p\u00e5.<\/em>
\n\u201dDet er nu, vi skal vise, at vi fra Hesselholt, vi giver aldrig op.\u201d<\/em>
\n\u201dJo \u2026 men \u2026?\u201d<\/em>
\n\u201dAldrig!\u201d<\/em>
\nNu r\u00e5bte Mads ligefrem, og pludselig rejste han sig fra b\u00e6nken<\/em>
\nog rakte sine knyttede n\u00e6verne op mod de lave loftsbj\u00e6lker. B\u00f8rnenes<\/em>
\n\u00f8jne begyndte at flakke, mens Maren trak sit forkl\u00e6de op<\/em>
\nover hovedet, som om hun p\u00e5 den m\u00e5de ville undg\u00e5 at se sin<\/em>
\nmand g\u00e5 amok. Men Mads blev st\u00e5ende med sitrende n\u00e6ver, og<\/em>
\nganske uvarslet hamrede han dem op mod bj\u00e6lkerne, som om han<\/em>
\nville g\u00f8re skade p\u00e5 sig selv. Mette begyndte at klynke, mens de to<\/em>
\nstore faldt en smule til ro. Nu lignede deres far sig selv. Gik bers\u00e6rk.<\/em>
\nDet var vel ikke noget nyt. S\u00e5dan var han jo, og det gik hidsigt<\/em>
\nog hurtigt ud over et eller andet i n\u00e6rheden, og derp\u00e5 faldt<\/em>
\nhan som regel til ro. Lige nu var vreden rettet mod loftsbj\u00e6lkerne<\/em>
\nog herregud, de holdt jo nok. Og ganske rigtigt, nu satte Mads sig<\/em>
\nlige s\u00e5 hurtigt, som han havde rejst sig, og lod de knyttede n\u00e6ver<\/em>
\nfalde til ro p\u00e5 bordet foran sig. Han faldt selv til ro, mens han s\u00e5<\/em>
\nfra den ene til den anden og nu igen med det s\u00e6re smil p\u00e5 l\u00e6ben.<\/em>
\n\u201dMaren!\u201d kaldte han, og hun tittede frem bag forkl\u00e6det, men<\/em>
\nholdt det stadig op foran sig.<\/em>
\n\u201dVi har penge p\u00e5 kistebunden og en god klat jord i Hulsig, det<\/em>
\nved du,\u201d sagde han.<\/em>
\n\u201dJa, Mads.\u201d<\/em>
\n\u201dOg vi flytter.\u201d<\/em>
\n\u201dFlytter, jamen Mads! Hesselholt har jo ligget her al den tid,<\/em>
\njeg husker, og \u2026 og \u2026 hvordan?\u201d Maren rystede p\u00e5 hovedet, s\u00e5<\/em>
\nde tynde, gr\u00e5 tjavser dinglede fra side til side.<\/em>
\nDet var, som om Jens med \u00e9t v\u00e5gnede op, han fik farve i kinderne,<\/em>
\nog \u00f8jnene lyste, som ville de sige, at hans far var akkurat<\/em>
\ns\u00e5 uovervindelig, som en Hesselholt skulle v\u00e6re, og at der ikke<\/em>
\nvar nogen grund til at fortvivle med ham bag ploven. De kunne<\/em>
\ngive fanden i sandet og al dets h\u00e6rgen. Det var jo for pokker sandet,<\/em>
\nder flygtede og ikke dem.<\/em>
\n\u201dMen sandflugten, den kan vel finde os i Hulsig. Det er dog<\/em>
\nikke farligt langt borte,\u201d kom det \u00e6ngsteligt fra Maren.<\/em>
\n\u201dH\u00f8r nu, Maren, sandet er jo ikke ude efter os, og til Hulsig<\/em>
\nkommer det aldrig.\u201d<\/em>
\n\u201dKan man nu ogs\u00e5 stole p\u00e5 det?\u201d sukkede Maren.<\/em>
\nKapitel 2<\/strong>
\n\f \u0007\u000e\u0003\u0019\u0003\u0003\u0003<\/em>
\n\u001c\u0003<\/em>
\n\u0011\u001f\u0007\u0018\u001e<\/em>\u0002\f\u000e\f\u0007<\/em>Far var den st\u00e6rkeste i verden, og der fandtes ikke det, der kunne<\/em>
\nkn\u00e6kke hans vilje, og ingen storm kunne v\u00e6re s\u00e5 voldsom, at den<\/em>
\nkyste ham indend\u00f8rs. Den kunne hyle ham lige ind i ansigtet,<\/em>
\nuden at han s\u00e5 meget som blinkede med \u00f8jnene. Som en trold var<\/em>
\nhan og sikkert if\u00f8rt troldemandsskind over det hele, og s\u00e5 havde<\/em>
\nhan tilmed et t\u00e6tvoksende sk\u00e6g, der strittede til alle sider, som<\/em>
\nom det var groet op i ansigtet alene for at beskytte det mod vejr<\/em>
\nog vind.<\/em>
\nOg en nat, hvor vinden var l\u00f8bet l\u00f8bsk og stormede ustyrligt<\/em>
\nhen over hav og land og m\u00e5nen skinnede klart p\u00e5 himlen, havde<\/em>
\nhan purret Lars og kl\u00e6dt ham i det varmeste t\u00f8j, der fandtes i huset<\/em>
\nog endda kr\u00e6nget sine egne valkede hoser op over drengens<\/em>
\ntynde ben. Og s\u00e5dan viklet ind og sn\u00f8ret til havde far sl\u00e6bt ham<\/em>
\nmed sig ned gennem klitterne og helt ud til det fr\u00e5dende hav, og<\/em>
\ndet selv om Lars gispede og spr\u00e6llede som en fisk, der var kylet<\/em>
\np\u00e5 land. Vinden piskede det l\u00f8se sand op og fyldte luften, og det<\/em>
\nf\u00f8ltes som issplinter mod kinderne og stak i \u00f8jnene, og Lars havde<\/em>
\nikke noget troldeskind at d\u00e6kke sig med eller sk\u00e6g at skjule<\/em>
\nsig bag.<\/em>
\nI strandslugten var der en smule l\u00e6, og her standsede far op og<\/em>
\nknugede drengen t\u00e6t ind til sig, mens han pegede ud mod det<\/em>
\nbuldrende hav og en strandbred, som b\u00f8lgerne var i f\u00e6rd med at<\/em>
\nslubre i sig, s\u00e5 der kun blev levnet en smal strimmel helt inde under<\/em>
\nklitterne, og selv den br\u00e6kkede b\u00f8lgerne hen over i et fors\u00f8g<\/em>
\np\u00e5 at fort\u00e6re ogs\u00e5 den sidste rest af strand.<\/em>
\n\u201dH\u00f8r nu, kn\u00e6gt! Derude er der folk, som lever p\u00e5 havet hele<\/em>
\nderes liv. Og lige meget, hvor vildt det ter sig, s\u00e5 sejler de videre.<\/em>
\nFor de er ikke bange for noget.\u201d<\/em>
\nHan gjorde en lille pause, s\u00e5 fortsatte han: \u201dOg det er vi heller<\/em>
\nikke. Forst\u00e5r du det?\u201d Han r\u00e5bte de sidste ord, som var han r\u00e6d<\/em>
\nfor, at bl\u00e6stens og b\u00f8lgernes larm skulle overd\u00f8ve dem. Og da<\/em>
\nhan samtidig snurrede Lars en halv omgang og stirrede ham lige<\/em>
\nind i \u00f8jnene, var det let at se, at han ikke f\u00f8lte sig ramt af stormens<\/em>
\npiskesnert som andre d\u00f8delige. Hans ansigt var mejslet i<\/em>
\nsten, og ikke en mine fortrak sig, og drengen f\u00f8lte en isnende<\/em>
\nskr\u00e6k suse gennem kroppen. Han rystede p\u00e5 hovedet, for ligefrem<\/em>
\n\u00e5bent tilst\u00e5 sin frygt gik aldrig an.<\/em>
\n\u201dEndnu er du for bette og skravlet, men n\u00e6ste \u00e5r f\u00f8lger du med,<\/em>
\nn\u00e5r jeg g\u00e5r strandvagt.\u201d<\/em>
\nLars bed sig i l\u00e6ben og nikkede ivrigt. Det kunne han godt.<\/em>
\nN\u00e6ste \u00e5r skulle han nok s\u00f8rge for at v\u00e6re st\u00e6rkere end nu og meget<\/em>
\nst\u00f8rre. Det lovede han sig selv og f\u00f8lte sig allerede en smule<\/em>
\nroligere ved tanken om sin vordende muskelstyrke.<\/em>
\nVejen hjem havde v\u00e6ret smertefri, sk\u00f8nt vindst\u00f8dene gang p\u00e5<\/em>
\ngang v\u00e6ltede ham over ende. Men vinden kom bagfra nu og var<\/em>
\nnok lumsk og uberegnelig, men den bed ikke mere i hans kinder,<\/em>
\nog den kylede heller ikke sandsplinter i \u00f8jnene p\u00e5 ham. Og han<\/em>
\nskulle ikke g\u00e5 strandvagt denne vinter, det havde far lige lovet, og<\/em>
\nn\u00e6ste vinter l\u00e5 uendelig langt ude i fremtiden.<\/em>
\nS\u00e5 st\u00e6rk som far blev han nok aldrig, for det kunne ingen blive.<\/em>
\nFar havde engang l\u00f8ftet en stenb\u00e6nk med t\u00e6nderne, den historie<\/em>
\nhavde b\u00f8rnene h\u00f8rt ham fort\u00e6lle s\u00e5 tit, og hvis den ikke var sand,<\/em>
\ns\u00e5 var far en l\u00f8gnhals, og det kunne han umuligt v\u00e6re, for han var<\/em>
\nklitfoged, og det bet\u00f8d jo, at han var h\u00e6vet over alle de andre fiskere.<\/em>
\nVinteren trak i langdrag og endte med at blive den h\u00e5rdeste og<\/em>
\nl\u00e6ngste i mands minde. Langt ind i april vedblev frosten at bide<\/em>
\nsig fast i hav og p\u00e5 land, og f\u00f8rst da vinden endelig gik i syd og<\/em>
\nbl\u00e6ste varme op over landet, begyndte isen at bryde, og nogle<\/em>
\ndage efter skvulpede den f\u00f8rste bl\u00e5 strimmel vand frem helt inde<\/em>
\nved strandkanten, og fiskerne flokkedes for at se, hvordan gabet<\/em>
\nblev bredere og bredere for hver dag, indtil havisen omsider<\/em>
\nkn\u00e6kkede og forvandledes til hvide \u00f8er spredt ud mellem hinanden<\/em>
\ns\u00e5 langt \u00f8jet rakte. Der kom liv i de blege ansigter, nu kunne<\/em>
\ndet ikke vare s\u00e5 farligt l\u00e6nge, f\u00f8r der igen kunne fiskes og livet<\/em>
\nforts\u00e6tte for fuld blus.<\/em>
\nI ugevis havde folk sultet, ikke kun i de usleste hytter, nej,<\/em>
\nvantrivslen og hungeren havde bredt sig til hvert eneste hus i det<\/em>
\nlille fiskerleje. Selv hos klitfogedens var det kommet dertil, at de<\/em>
\nsnart ikke vidste, hvorfra de skulle skaffe mad og br\u00e6ndsel. De<\/em>
\narmeste havde s\u00f8gt hj\u00e6lp hos pr\u00e6stens og degnens, enkelte var<\/em>
\ns\u00e5gar m\u00f8dt op hos byfoged Lund i Skagen, men ingen af de steder<\/em>
\nkunne Jens Svendsen og Kirsten Marie godt henvende sig.<\/em>
\nDe var ikke fattige.<\/em>
\n\u201dVi skal klare os selv,\u201d l\u00f8d det evige omkv\u00e6d, hver gang Kirsten<\/em>
\nMarie fors\u00f8gte at overtale Jens til i det mindste at fors\u00f8ge sig<\/em>
\nhos k\u00f8bmanden og pr\u00f8ve at f\u00e5 en smule p\u00e5 klods.<\/em>
\n\u201dP\u00e5 klods! Jeg har aldrig h\u00f8rt magen til snak.\u201d<\/em>
\nDen dag, isen begyndte at bryde, var ogs\u00e5 de sidste t\u00f8rrede og<\/em>
\nsaltede rokker og isinger fort\u00e6ret, og der l\u00e5 kun en bunke runkne<\/em>
\nkartofler tilbage i udhuset, og efter det s\u00f8lle aftensm\u00e5ltid foreslog<\/em>
\nKirsten Marie, at de skulle gribe til den sidste udvej. Familien i<\/em>
\nHulsig. P\u00e5 Hesselholt var der aldrig mangel p\u00e5 fl\u00e6sk eller fisk, s\u00e5<\/em>
\nmeget var sikkert.<\/em>
\n\u201dMin bror kan gerne hj\u00e6lpe os nu, Jens fik jo Hesselholt kvit<\/em>
\nog frit mod en s\u00f8lle aft\u00e6gt til de gamle. \u201d<\/em>
\n\u201dOg en medgift til dig og din s\u00f8ster. Det glemmer du. Han<\/em>
\nskylder os ikke noget, og gik vi til ham, s\u00e5 gik vi tiggergang.\u201d<\/em>
\n\u201dDet er familie, Jens!\u201d<\/em>
\n\u201dS\u00e5 ti dog, elendige skr\u00e6lling! Skulle vi tigge n\u00e5dsensbr\u00f8d!\u201d<\/em>
\nsm\u00e6ldede det mod hende, og hun dukkede sig under de h\u00e5rde ord.<\/em>
\n\u201dSka\u2019 vi s\u00e5 alle sammen d\u00f8 og graves ned i isen og ligge der<\/em>
\nog fryse, til det bliver sommer, hvad far?\u201d pludrede Lille Svend<\/em>
\nubekymret. Han havde rejst sig fra sin leg i det fugtige gulvsand<\/em>
\nog kom nu ivrigt tumlende hen over gulvet med kurs mod sin far,<\/em>
\nder svarede ved at h\u00e6ve armen og lange ham en \u00f8refigen, der<\/em>
\nsang i stuen og sendte den fire\u00e5rige omkuld p\u00e5 det h\u00e5rde stengulv.<\/em>
\nEn tid h\u00f8rtes kun Svends vr\u00e6len og Annes evindelige hosten.<\/em>
\nDen lille dreng sad midt p\u00e5 gulvet og rokkede frem og tilbage,<\/em>
\nmens han hvinede som en gris p\u00e5 slagteb\u00e6nken. Christiane p\u00e5 to<\/em>
\n\u00e5r stavrede hen til ham og hengav sig i lutter solidaritet til en hylen,<\/em>
\nder l\u00e5 et par toner h\u00f8jere end Svends. Storebroderen holdt<\/em>
\nbrat inde og lagde sine korte arme om Christianes tynde krop. S\u00e5<\/em>
\ntav ogs\u00e5 hun.<\/em>
\nKirsten Marie sukkede. Hun kom p\u00e5 benene og halede de to<\/em>
\nsm\u00e5 til sig, s\u00e5 dumpede hun atter ned p\u00e5 b\u00e6nken og t\u00e6nkte, at her<\/em>
\nsad hun nu med to sultne unger p\u00e5 sk\u00f8det og en i maven, der,<\/em>
\nsk\u00f8nt den endnu ikke var i stand til at skrige sin hunger ud, sugede<\/em>
\nhende for de sidste kr\u00e6fter. Og pludselig blev det for meget,<\/em>
\nhun gav efter og lod t\u00e5rerne f\u00e5 frit l\u00f8b, sk\u00f8nt ikke den mindste lyd<\/em>
\nkom over hendes l\u00e6ber.<\/em>
\nJens blev siddende lige stiv og tilsyneladende uber\u00f8rt af hele<\/em>
\npostyret omkring sig og med et ansigt, der var knyttet i vrede, og<\/em>
\nnu vendte han sig om mod Lars og fors\u00f8gte at fange hans blik,<\/em>
\nsom mente han, at den \u00e6ldste s\u00f8n vel i det mindste kunne yde<\/em>
\nham en smule opbakning. Og Lars geng\u00e6ldte blikket, han nikkede<\/em>
\nog syntes, at fars ansigt slappedes en smule. Han ville til hver<\/em>
\nen tid st\u00e5 last og brast med sin far, men han vidste bare ikke altid<\/em>
\nhvordan.<\/em>
\n\u201dI m\u00e5 gerne sende mig?\u201d br\u00f8d Anne tavsheden og holdt for en<\/em>
\nsikkerheds skyld begge h\u00e6nder op foran ansigtet, men Jens slog<\/em>
\nikke denne gang. Han vendte sig mod pigen og spurgte i en s\u00e6r,<\/em>
\nbl\u00f8d tone, hvad hun mente. Sende hende? Jamen \u2026<\/em>
\n\u201dJa, far, jeg er 15 \u00e5r, og det er rent for galt, at jeg stadig g\u00e5r<\/em>
\nherhjemme. De kan f\u00e5 mig p\u00e5 Hesselholt for noget sul og mel og<\/em>
\nen s\u00e6k kartofler.\u201d Hun lod h\u00e6nderne synke, s\u00e5 holdt hun et kl\u00e6de<\/em>
\nop for munden og fors\u00f8gte at holde hosten stangen, mens hun<\/em>
\ntrodsigt s\u00e5 p\u00e5 sin far.<\/em>
\n\u201dDig kan vi jo ikke sende,\u201d mumlede Jens utilpas og vendte<\/em>
\nsig fra hende.<\/em>
\n\u201dMen jeg er rask.\u201d<\/em>
\nMaren Kirstine rejste sig fra b\u00e6nken og tr\u00e5dte ud midt p\u00e5 gulvet<\/em>
\nmed en hast, som var hun allerede p\u00e5 vej v\u00e6k. Jens s\u00e5 p\u00e5 hende.<\/em>
\n\u201dJa far! Mig kan I gerne sende, og uden at det skal koste onkel<\/em>
\nJens s\u00e5 meget som en skilling.\u201d<\/em>
\n\u201dVi sender ikke ukonfirmerede b\u00f8rn ud at tjene. Det har vi aldrig<\/em>
\nhaft behov for i vor familie.\u201d<\/em>
\n\u201dNej, men det har vi nu,\u201d afskar Kirsten Marie ham og t\u00f8rrede<\/em>
\nsine \u00f8jne med snippen af forkl\u00e6det.<\/em>
\n\u201dLad os bie nogle dage.\u201d<\/em>
\n\u201dBie p\u00e5 hvad?\u201d<\/em>
\n\u201dJeg tager p\u00e5 havet i morgen,\u201d sagde Jens.<\/em>
\n\u201dP\u00e5 havet \u2026 men det kan du da ikke. Isen har knap nok l\u00f8snet<\/em>
\nsig, og endnu ligger der bjerge af opskruede skosser overalt. Det<\/em>
\ner jo livsfarligt.\u201d<\/em>
\n\u201dJa,\u201d sagde Jens kort. Der var stille en tid, s\u00e5 fortsatte han.<\/em>
\n\u201dMen jeg har snakket med de andre, og jeg har f\u00e5et tilsagn b\u00e5de<\/em>
\nfra bror Niels og Thomas Thrane og Niels Ottesen.\u201d<\/em>
\n\u201dOttesen, det gamle liv.\u201d<\/em>
\n\u201dVi har t\u00e6nkt at l\u00e6sse jollen og garnene p\u00e5 en vogn og k\u00f8re<\/em>
\ndet hele over til Kattegatsiden, hvor der allerede er gang i fiskeriet.\u201d<\/em>
\n\u201dJamen, derovre ligger isen vel stadig fast. Med den vind vi<\/em>
\nhar.\u201d<\/em>
\n\u201dJa, den ligger fast, men den kan b\u00e6re. Endnu. Og ude ved<\/em>
\nranden er der \u00e5bent hav, siger de. Og nu bl\u00e6ser det ikke s\u00e5 farligt<\/em>
\nmere, s\u00e5 hvis blot vinden fra syd\u00f8st varer ved, s\u00e5 skulle vi mageligt<\/em>
\nkunne skubbe jollen over den faste is og ud p\u00e5 det \u00e5bne hav.\u201d<\/em>
\nKirsten Marie fik igen t\u00e5rer i \u00f8jnene, men hun sagde ikke mere,<\/em>
\nfor hvad kunne det nytte?<\/em>
\n\u201dJamen, h\u00f8r nu, bette Kirsten Marie, det jo ikke f\u00f8rste gang.<\/em>
\nDet her har vi jo pr\u00f8vet f\u00f8r.\u201d<\/em>
\n\u201dJa, det har rigtignok mange pr\u00f8vet f\u00f8r, og n\u00e6sten liges\u00e5 mange<\/em>
\nhar mistet livet ved den pr\u00f8vning.\u201d Hun var pludselig mere<\/em>
\nvred end ked af det.<\/em>
\n\u201dVi er fiskere. Vores liv er truet hele tiden. Men vi er ikke<\/em>
\nk\u00e6llinger, der sidder og h\u00e6nger i kakkelovnskrogen, mens vi lader<\/em>
\nsulten pine livet af vores b\u00f8rn,\u201d sagde Jens, og Kirsten Marie<\/em>
\nkrympede sig.<\/em>
\n\u201dDet er jeg heller ikke\u201d, mumlede hun.<\/em>
\n<\/em>
\nDe tog bestik af vejret, da de m\u00f8dtes i den tidlige morgenstund,<\/em>
\nsnusede op i den friske vind, som kunne de vejre enhver forandring,<\/em>
\nog vist var det bl\u00e6st op, men ikke noget af betydning. De<\/em>
\nm\u00e5tte p\u00e5 havet. Det trak i dem. Og de kunne ikke st\u00e5 imod.<\/em>
\nUden for Jens\u2019 hus hentede de garnene, der var lagt sirligt til<\/em>
\nrette aftenen forinden. Nu gjaldt det jollen, som ganske vist ikke<\/em>
\nvar af de st\u00f8rste, men en firemands og tung og besv\u00e6rlig at l\u00e6sse<\/em>
\np\u00e5 en vogn, men ved forenede anstrengelser lykkedes det, og de<\/em>
\nfire fiskere l\u00f8b ad Batterivejen mod Skagen om kap med hestene,<\/em>
\nder ikke havde v\u00e6ret af stald i umindelige tider og nu villigt travede<\/em>
\nhen ad den st\u00f8vede vej.<\/em>
\nS\u00e5dan fortsatte de til \u00d8sterby, hvor der havde samlet sig sm\u00e5<\/em>
\nklynger af fiskere og andet godtfolk p\u00e5 den brede strand. Mange<\/em>
\nville med egne \u00f8jne bevidne livets genopstandelse efter den lange<\/em>
\nvinter. Nu stod de s\u00e5 der og skuttede sig i morgenkulden, enkelte<\/em>
\naf dem med br\u00e6ndevinsdunken i h\u00e5nden, vinterens gode ven, som<\/em>
\nkunne kaste et sl\u00f8r af glemsel over selv den v\u00e6rste elendighed.<\/em>
\nHist og her kom fiskerkoner hyllede i store t\u00f8rkl\u00e6der og sorte<\/em>
\nsjaler tr\u00e6kkende med hver sin trilleb\u00f8r bel\u00e6sset med garn, mens<\/em>
\nmange fiskere allerede var i f\u00e6rd med at bugsere de tunge joller<\/em>
\nhelt ud til iskanten. Vestkystfiskerne hilste til h\u00f8jre og venstre, efterh\u00e5nden<\/em>
\nsom de passerede ned over stranden, og gamle Ottesen<\/em>
\nsvingede sydvesten og r\u00e5bte h\u00f8jt.<\/em>
\nSkagenfiskerne grinede, de var tossede, de H\u00f8jenfolk!<\/em>
\nDet gik glat med at skubbe jollen ud p\u00e5 den knortede is og videre<\/em>
\nfrem mod det \u00e5bne hav. Visse steder, hvor isflagerne havde<\/em>
\nl\u00f8snet sig og virkede sk\u00f8re i kanten, m\u00e5tte de standse op og skr\u00e5<\/em>
\n\u00f8stover, indtil de atter fandt sikkert fodf\u00e6ste p\u00e5 mere solide flager.<\/em>
\nS\u00e5 var de ved randen, og foran dem strakte det \u00e5bne hav sig nogenlunde<\/em>
\nroligt, men dog med br\u00e6kkede b\u00f8lgeslag.<\/em>
\nRundt om dem l\u00e5 andre joller, hvis mandskab allerede var i<\/em>
\nf\u00e6rd med at s\u00e6tte deres garn.<\/em>
\n\u201dVi skal l\u00e6ngere ud.\u201d<\/em>
\nJens grinede, mens han gjorde klar til at s\u00e6tte sejlene. De spiledes<\/em>
\nstraks ud af den friske vind, og b\u00e5den gled hastigt l\u00e6ngere<\/em>
\nog l\u00e6ngere v\u00e6k fra kanten. Nu var stranden derinde allerede kun<\/em>
\nen gr\u00e5 stribe.<\/em>
\nDe kastede anker og satte garn og ventede og trak op og tog<\/em>
\nfangst ombord, og s\u00e5ledes fortsatte de hele dagen. M\u00e6ndene lod<\/em>
\nh\u00e5nt om tid og sted og fiskede, som de aldrig havde fisket f\u00f8r, og<\/em>
\ninden skumringen satte ind, havde de b\u00e5den fuld. Ved deres f\u00f8dder<\/em>
\nl\u00e5 torsk og r\u00f8dsp\u00e6tter og isinger mellem hinanden. Klask,<\/em>
\nklask, klask kom det lystigt fra halerne. En musik, de havde savnet<\/em>
\ns\u00e5 l\u00e6nge. Og de lo overstadigt og var nogle satans karle. S\u00e5<\/em>
\nblev de med \u00e9t stille. Jens hostede og s\u00e5 sig om. En pludselig<\/em>
\nflakken i blikket.<\/em>
\n\u201dSatans! Vi m\u00e5 ind nu. Det m\u00f8rkner jo allerede,\u201d sagde han,<\/em>
\nog de h\u00f8rte alle tre den lille klang af frygt i stemmen, og f\u00f8rst nu<\/em>
\nbem\u00e6rkede de, at det var bl\u00e6st op og at b\u00f8lgerne slog h\u00e5rdere og<\/em>
\nat vinden havde vendt og nu kom fejende stik nordvest og pressede<\/em>
\ndem udad, da de trak ankeret og halede det ind.<\/em>
\n\u201dFor satan da ogs\u00e5,\u201d bandede Thrane, mens gamle Ottesen og<\/em>
\nNiels Svendsen fik travlt med at bjerge sejlene.<\/em>
\n\u201dVi f\u00e5r gribe til \u00e5rerne og ro som om vi havde fanden i haserne,\u201d<\/em>
\nharkede Jens og sendte sin skr\u00e5 ud i de urolige b\u00f8lger, der fik<\/em>
\nb\u00e5den til at gynge voldsomt.<\/em>
\nThomas Thrane spyttede i n\u00e6verne og tog et fast tag om \u00e5rerne.<\/em>
\nOgs\u00e5 de \u00f8vrige satte sig til rette og tog ved. Nu skulle alle<\/em>
\nkr\u00e6fter forenes i det ene m\u00e5l at n\u00e5 frelste i land, om s\u00e5 ogs\u00e5 blodet<\/em>
\nskulle fosse fra neglene. Og det lykkedes dem i begyndelsen<\/em>
\nat skyde en god fart, og inden l\u00e6nge var kystens gr\u00e5blege bred i<\/em>
\nsigte.<\/em>
\nMen inden de n\u00e5ede frem til iskanten, begyndte denne at<\/em>
\nkn\u00e6kke af i lange flager, der bev\u00e6gede sig udad med kurs mod<\/em>
\nden lille b\u00e5d. De f\u00f8rste sm\u00e5 isskosser skurede allerede mod st\u00e6vnen,<\/em>
\nmens m\u00e6ndene desperat fors\u00f8gte at ro uden om de v\u00e6rste.<\/em>
\nMen flere og flere og stadig st\u00f8rre flager havde nu revet sig l\u00f8s<\/em>
\nog fl\u00f8d lige mod b\u00e5den. Hvis de st\u00f8rste af dem st\u00f8der imod siden,<\/em>
\nvil b\u00e5den splintres, t\u00e6nkte Jens, men han sagde ingenting.<\/em>
\n\u201dDet g\u00e5r aldrig at ro l\u00e6ngere ind!\u201d r\u00e5bte Thrane og trak sine<\/em>
\n\u00e5rer ind i b\u00e5den. De andre fulgte efter, og en stund sad de fire<\/em>
\nm\u00e6nd som fastnaglede til rob\u00e5dens smalle s\u00e6der og s\u00e5 p\u00e5 hinanden.<\/em>
\nDe var omringet af flager p\u00e5 alle sider, og det var en is, der<\/em>
\nfaretruende hurtigt bev\u00e6gede sig udefter og trak b\u00e5den med.<\/em><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

: marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com S\u00e5 ligger h\u00e6ndelserne i h\u00e6nderne p\u00e5 bogbinderen. Og mens vi venter, kunne jeg jo f.eks. l\u00e6gge bogens f\u00f8rste sider ind p\u00e5 bloggen. De er alligevel s\u00e5 meget anderledes end … L\u00e6s resten →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":3,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[14],"tags":[175],"class_list":["post-4769","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-hjemstavnsroman","tag-haendelser-fra-hulsig"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/4769","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/users\/3"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=4769"}],"version-history":[{"count":0,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/4769\/revisions"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=4769"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=4769"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/blog.hesselholt.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=4769"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}