\n
\n <\/p>\n
KAPITEL 3<\/p>\n
\nNu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge \u00f8jne l\u00e5 dv\u00e6lende i hinanden.
\nVr\u00f8vl, vrissede Rafaels indre stemme. S\u00e5 hankede han op i sig selv og ford\u00f8mte sin trang til at romantisere. Dette her var blodig alvor. Og hans rolle var ingenlunde udspillet. Han \u00e5bnede munden for at begynde det rituelle frieri, s\u00e5dan som Tobit havde p\u00e5lagt ham det. Men inden han n\u00e5ede at sige en stavelse, kom det arrigt fra Tobias: \u201dAzarja! Hvad var det, du lovede far? Har du glemt det?\u201d
\nEnglen s\u00e5 forbl\u00f8ffet p\u00e5 ham. Drengens ut\u00e5lmodighed havde sandelig f\u00e5et vinger. Han r\u00f8mmede sig h\u00f8jtideligt, og med den stemme, der passede til form\u00e5let, begyndte han p\u00e5 en lang og sn\u00f8rklet og efter bogen korrekt friertale, der omhyggeligt redegjorde for de to unges fortid og mulige fremtid og navnlig argumenterede for Tobias\u2019 uomtvistelige ret til at anholde om sin kusines h\u00e5nd. I et splitsekund s\u00e5 han r\u00e6dslen sitre i de to gamle ansigter, s\u00e5 lukkede de sig og blev som d\u00f8dsmasker. De unges derimod havde \u00e5bnet sig som valmuer for morgensol og str\u00e5lede uforstyrret under hele den lange svada.
\nDa englen tav, rejste Raguel sig og sagde, at ingen havde mere ret til deres datter end Tobias, og de elskede ham allerede. Men netop derfor kunne det ikke blive de to. Og nu fortalte han den grusomme historie, som de allerede kendte.
\n\u201dHold dog op, menneske! Se p\u00e5 b\u00f8rnene!\u201d befalede englen strengt, og Raguel s\u00e5 p\u00e5 dem med sit matte blik. De lyste som fjerne lanterner.
\n\u201dN\u00e5?\u201d sagde Rafael.
\nDer var stille meget l\u00e6nge, ja, man kunne sige, at en engel gik gennem stuen. Men nu sad han der jo allerede og holdt sine mennesker i skak.
\n\u201dS\u00e5 derfor kan du v\u00e6re rolig, Raguel. De er i Guds h\u00e5nd.\u201d
\nJo, nikkede Raguel mat, han havde da aldrig troet andet. Men der var andre h\u00e6nder, stammede han, og de knugede s\u00e5 h\u00e5rdt og kvalte s\u00e5 let. Men han skulle nok velsigne dem, om det ikke kunne v\u00e6re anderledes. Og bede for dem ville han ogs\u00e5. Men ansvaret ville han ingenlunde p\u00e5tage sig. Han gik hen til de unge og uden at kunne holde sine egne sitrende h\u00e6nder i ro tog han de unges og lagde dem i hinanden. S\u00e5 bad han dem kn\u00e6le.
\n\u201dJeg m\u00e5 tale med dig, Tobias.\u201d
\nRafael greb fat i hans arm, og Tobias slap modstr\u00e6bende Saras h\u00e5nd og lod sig tr\u00e6kke med ud i g\u00e5rden. Her stod han med \u00f8jnene klistret til den d\u00f8r, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.
\nVielsen var forrettet. De unge var \u00e6gtefolk, og den nye v\u00e6rdighed havde gjort dem b\u00e5de blinde og d\u00f8ve for andet end hinanden.
\n\u201dSe p\u00e5 mig!\u201d
\nTobias vendte hovedet og s\u00e5 lige gennem englen.
\n\u201dH\u00f8rer du efter?\u201d
\n\u201dJa, ja. Men nu har du talt, Azarja. Og tak for det. Det gik jo fint. Og lad s\u00e5 v\u00e6re med at rende i h\u00e6lene p\u00e5 os.\u201d Han skubbede brutalt til hunden, der peb forskr\u00e6kket.
\n\u201dForst\u00e5r du da ingenting?\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dH\u00f8r nu alligevel efter. Du skal om kort tid indtr\u00e6de i brudekammeret. Og du ved, hvad det betyder. Men rolig, dreng, for jeg er her, og du skal ikke v\u00e6re bange.\u201d
\n\u201dBange? Men det er jeg da heller ikke.\u201d
\n\u201dSig mig, har du glemt, at du skal dr\u00e6bes i nat?\u201d
\n\u201dHvad? \u2026 Ja, ja \u2026 og s\u00e5 \u2026\u201d kom det ut\u00e5lmodigt.
\n\u201dDu \u2026 skal \u2026 pines \u2026 ihjel,\u201d udpenslede Rafael og fors\u00f8gte at fange hans blik.
\n\u201dJa, ja, det har jeg h\u00f8rt,\u201d snerrede Tobias ut\u00e5lmodigt, \u201dmen hvad var det, du ville sige?\u201d
\n\u201dJeg vil bede dig komme helt ned p\u00e5 jorden og h\u00f8re godt efter.\u201d
\n\u201dN\u00e5,\u201d sagde Tobias.
\nPludselig h\u00e6vede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i kn\u00e6, mens han tog sig til den gloende \u00f8mme kind.
\nEn tid l\u00e5 han s\u00e5ledes foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skr\u00e6k.
\n\u201dJa, d\u00e6monen sl\u00e5r h\u00e5rdere. Den sl\u00e5r dig ihjel.\u201d
\nTobias bed sig i l\u00e6ben. S\u00e5 l\u00f8ftede han hovedet og hviskede.
\n\u201dHj\u00e6lp mig, bror.\u201d
\nRafael tog hans h\u00e5nd og rejste ham op. Den unge mands kind gl\u00f8dede stadig, og \u00f8jnene havde f\u00e5et et barnligt, ja n\u00e6sten bedende udtryk.
\n\u201dHusker du fisken, Tobias?\u201d
\nTobias nikkede.
\n\u201dHavde du ikke vovet kampen dengang, s\u00e5 havde du v\u00e6ret fortabt.\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dMen nu g\u00e6lder det m\u00f8det med Den Onde Selv.\u201d
\n\u201dFaktisk tror jeg, at jeg t\u00f8r vove den kamp ogs\u00e5. Og vinde den,\u201d kom det spagt.
\n\u201dDu snakker. Den Lede kan fl\u00e6nse dig p\u00e5 et sekund, men den vil pine dig hele natten.\u201d
\nTobias rystede p\u00e5 hovedet. Fisken var jo ogs\u00e5 d\u00e6monisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.
\n\u201dFisken ja. Og den skal du bruge nu.\u201d
\n\u201dMen vi har jo spist den.\u201d
\n\u201dHer!\u201d Rafael tog noget frem fra kjortlen og rakte en pose hen mod ham.
\nTobias tr\u00e5dte et skridt tilbage.
\n\u201dHvad er det?\u201d hviskede han.
\n\u201dFiskens hjerte.\u201d
\nOg nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade g\u00e5 til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot m\u00e5tte han huske forinden at kaste fiskehjertet p\u00e5 ildstedet og lade flammerne fort\u00e6re det. Derved ville d\u00e6monen miste sin magt.
\n\u201dHvor ved du det fra?\u201d Tobias s\u00e5 p\u00e5 ham med et sk\u00e6vt smil.
\n\u201dDet har ikke noget med viden at g\u00f8re.\u201d
\n\u201dHvad handler det s\u00e5 om?\u201d
\n\u201dTro.\u201d
\n\u201dDet forst\u00e5r jeg ikke.\u201d
\n\u201dDu skal tro p\u00e5 det, Tobias.\u201d
\n\u201dJo tak, bror. Men \u2026 jeg er ikke \u2026 jeg mener, lige det der med at tro, det er ligesom mere min far \u2026 jeg er n\u00e6rmest en \u2026\u201d Han gik i st\u00e5.
\n\u201dDu er en tvivler?\u201d
\n\u201dJa. Mon ikke.\u201d
\n\u201dTvivler du ogs\u00e5 p\u00e5 Sara?\u201d
\n\u201dNej.\u201d
\n\u201dHvorfor ikke?\u201d
\n\u201dDet ved jeg ikke.\u201d
\n\u201dDer ser du. Men h\u00f8r nu, min dreng. Gud findes. Og D\u00e6monen findes. Jeg kender dem begge.\u201d
\n\u201dG\u00f8r du?\u201d
\n\u201dJa. Og i k\u00e6rligheden har du m\u00f8dt Gud. I ondskaben og hadet vil du om f\u00f8je tid m\u00f8de D\u00e6monen. Og din viden vil ikke hj\u00e6lpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.\u201d
\n\u201dS\u00e5 er jeg alts\u00e5 fortabt.\u201d Tobias hang med hovedet.
\n\u201dDet ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede f\u00f8rt til kammeret. G\u00e5 du nu ogs\u00e5. Og m\u00e5 Gud v\u00e6re med dig.\u201d
\n\u201dTak, bror.\u201d
\nT\u00f8vende tog han mod posen og lod den forsvinde i kjortelens dybe lomme. S\u00e5 gik han langsomt mod brudekammeret.
\nHans eget hjerte hamrede, og da han lagde h\u00e5nden p\u00e5 klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst \u00e5bnede han d\u00f8ren og tr\u00e5dte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var s\u00e5 bleg som en mumie, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i m\u00f8de.
\n\u201dSara, min elskede.\u201d
\nEneste svar var en isnende kulde, der str\u00f8mmede ud fra pigen og sm\u00f8g sig som et liglagen om Tobias, den sivede langsomt ind i hans blod og trak al varme ud af kroppen. Kraftesl\u00f8s og rystende af kulde blev han h\u00e6ngende lige inden for d\u00f8ren. Ude af stand til g\u00e5 et eneste skridt.
\nHan ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at n\u00e6vne det k\u00e6reste, han kendte, men nu kunne han ikke f\u00e5 en lyd over sine l\u00e6ber.
\nPludselig blev han ramt af et varmepust s\u00e5 let som strejfet af en fuglevinge, men nok til, at han t\u00f8ede en smule op og kunne l\u00f8fte hovedet og se frem. Det han s\u00e5 fik det til at gibbe i ham. Derhenne, midt mellem ham og Sara knejsede en yngling, der var lige s\u00e5 smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han der var k\u00f8nnere endnu, og der lyste et k\u00e6rligt smil i de brune \u00f8jne, og l\u00e6berne skinnede som duggede frugter. En fin r\u00f8dbrun tunge spillede lystigt i mundvigen.
\nTobias skar en grimasse. Men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i kn\u00e6. Det var der ikke noget at g\u00f8re ved, og med hende fik det nok vente en stund, hviskede det i ham, mens han stadig stod med blikket klistret til de \u00f8jne, der til forveksling lignede hans egne.
\nS\u00e5 slappede han langsomt af og lod sit smil vokse.
\n\u201dDet var du sandelig l\u00e6nge om,\u201d kom det fra ynglingen.
\nTobias var ikke sikker p\u00e5, at han br\u00f8d sig om stemmen. Der var en s\u00e6r metalklang i den, der passede d\u00e5rligt til de str\u00e5lende brune \u00f8jne og den k\u00f8nne, n\u00f8gne krop, hvis arme nu rakte favnende ud efter ham.
\n\u201dMen nu er jeg her.\u201d
\n\u201dJa, det skal jeg lige love for. Med hud og h\u00e5r, som man siger?\u201d
\n\u201dMen jeg skulle jo faktisk \u2026\u201d
\nHvad var det nu, han skulle? Han s\u00e5 sig forundret om i kammeret. P\u00e5 alle fire v\u00e6gge hang fakler og lyste, mens de sendte deres uroligt flakkende sk\u00e6r ud over de to skikkelser foran ham. Pigens hvide brudedragt blegnede livl\u00f8st bag ynglingen, hvis muskul\u00f8se krop changerede i st\u00e6rke r\u00f8de og brune farver.
\n\u201dEr du nogensinde blevet kysset til d\u00f8de?\u201d hviskede han.
\n\u201dKysset \u2026 hvad mener du?\u201d\u201d
\n\u201dJa. Har du nogensinde f\u00e5et et kys s\u00e5 fuldt af smerte og lyst, at du besvimede af det. Har du det, Tobias?\u201d
\nManden holdt hans blik fast, mens hans tunge gled ud af munden og ligesom rakte ud efter Tobias, der f\u00f8lte en brand risle gennem blodet. Det stak og jog i hans k\u00f8d. Og uden at ville det, lod han sig tr\u00e6kke n\u00e6rmere den unge, ranke skikkelse, der stod der og lynede ham til sig.
\n\u201dNej,\u201d h\u00f8rte han sig selv sige, og vidste ikke, om det var et svar eller en protest. Men pludselig vidste han det alligevel.
\n\u201dNej!\u201d gentog han meget h\u00f8jt.
\n\u201dBare rolig, det er kun f\u00f8rste gang, du siger s\u00e5dan. S\u00e5 bliver dit nej til et ja. Og s\u00e5 hedder det ja og ja og ja og ja og ja og ja \u2026\u201d gn\u00e6ggede stemmen, og nu var den ikke mere rar, og der l\u00f8b spyt fra den r\u00f8de mund, og var tungen ikke kl\u00f8ftet?
\nInden han n\u00e5ede at t\u00e6nke en tanke mere, lagde to h\u00e6nder sig tungt p\u00e5 hans skuldre og holdt ham fast. Men pludselig var det ikke h\u00e6nder, og han m\u00e6rkede kl\u00f8ernes lette rids i huden og g\u00f8s og ville rive sig l\u00f8s.
\nDen smukke unge mand var som sunket i jorden, og selv stod Tobias fastklemt i en skruestik, presset ind mod en ru og stikkende sort dyrepels. Og s\u00e5 denne ulidelige stank. Han hostede og hev efter vejret.
\nKl\u00f8erne borede sig ind i hans hvide brudedragt, og med et heftigt rids fl\u00e6nsede de kjortelen midt over. Den dalede lydl\u00f8st til jorden og l\u00e5 der som en vingeskudt due, mens han selv stod rystende og n\u00f8gen foran det h\u00e6sligste v\u00e6sen, han nogensinde havde set. Den mest naturstridige skabning var det: horn og gedesk\u00e6g, bagtil hestehove og fortil de s\u00e6reste, forvredne klosakse. Ged og krabbe i et! Sygt og kvalmende. Til at le af i grunden, om han da ikke havde v\u00e6ret s\u00e5 d\u00f8dsens angst. Du er til grin, ville han br\u00f8le til det h\u00e6slige dyr og dermed fortr\u00e6nge sin frygt. Men han var lammet og kunne ikke f\u00e5 et ord over sine l\u00e6ber.
\nPludselig slap det ham, og han faldt til jorden, som var han en klud. Fortvivlet knugede han kjortlens hvide stof i sine arme. Over ham grinede b\u00e6stet.
\nS\u00e5 m\u00e6rkede han det. Det var som en stille dunken i hans h\u00e6nder. Hjertet, t\u00e6nkte han. Det er der, og jeg som n\u00e6r havde glemt det. Og han blev roligere ved tanken og holdt n\u00e6nsomt om det lille hjerte, mens han langsomt l\u00f8ftede hovedet og s\u00e5 lige op p\u00e5 d\u00e6monen, der stadig hang ind over ham og skrattede, mens dens hale og tunge piskede i luften.
\nHan s\u00e5 de s\u00e6re klosakse klippe sygt i ingenting, og nu l\u00f8ftede b\u00e6stet en hov og begyndte metodisk at sparke ham i siden, og han skreg, mens han knugede stadig fastere om hjertet.
\nUdyret blev ved og ved, indtil Tobias n\u00e6sten besvimede. Han lukkede \u00f8jnene og bed smerten i sig. S\u00e5 m\u00e6rkede han den h\u00e6slige hov p\u00e5 sin brystkasse.
\n\u201dN\u00e5, min ven. Nu m\u00e5 vi ikke tage alle forn\u00f8jelserne p\u00e5 en gang. Natten er lang, og vi skulle jo gerne udnytte hvert minut, ikke? Rejs dig, kn\u00e6gt! N\u00e5!\u201d
\nTobias blev liggende.
\n\u201dN\u00e5, hvad bliver det til! Vi skal lege nu. Lege, lege, lege \u2026\u201d Han l\u00f8d pludselig som et vrantent barn, syntes Tobias og m\u00e6rkede
\nfrygten flagre bort. Et v\u00e6ldigt mod fyldte ham. Han \u00e5bnede \u00f8jnene og s\u00e5 smilende p\u00e5 den plaprende d\u00e6mon.
\n\u201dEr du villig?\u201d fnyste den.
\n\u201dJa da.\u201d
\n\u201dJa da? Jamen \u2026?\u201d
\nB\u00e6stet spj\u00e6ttede, som havde drengen stukket en syl i dets ben. Og s\u00e5 begyndte det at stampe p\u00e5 stedet, mens det med sine sm\u00e5 stikkende \u00f8jne gloede ned p\u00e5 Tobias, der fors\u00f8gte at rejse sig.
\n\u201dJeg er villig, det siger jeg jo,\u201d st\u00f8nnede han og slugte sit smil. \u201dJeg vil netop s\u00e5 gerne lege. Jeg \u2026 jeg \u2026 jeg \u2026 er faktisk et legebarn, vidste du ikke det?\u201d
\nUdyret holdt op med at klippe huller i luften og sparke med sin hov. Det b\u00f8jede sig ned og halede den unge mand op og holdt ham lige foran flaben, mens det tv\u00e6rede ham ind i sin stinkende \u00e5nde. Tobias holdt vejret og tvang sig til at se lige ind i de gule \u00f8jne, hvori der nu t\u00e6ndtes et flakkende r\u00f8dt lys. Det trak i d\u00e6monens flab, der begyndte at h\u00e6nge ynkeligt, som havde den netop f\u00e5et et slagtilf\u00e6lde, og nu dryppede det fra tungen.
\nDen dj\u00e6velske latter var h\u00f8rt op, og med et blev der helt stille.
\n\u201dEr det sandt. Vil du virkelig \u2026 lege?\u201d Ordene savlede ned over ham.
\n\u201dJa da.\u201d
\n\u201dMed \u2026 mig?\u201d
\n\u201dJa.\u201d
\n\u201dJamen det \u2026 Jamen dog.\u201d
\n\u201dMen jeg fryser s\u00e5 forbandet.\u201d
\n\u201dJeg skal varme dig!\u201d Den slubrede savlet i sig og l\u00f8ftede hovedet.
\n\u201dNej, kun ilden kan varme mig.\u201d
\n\u201dS\u00e5 skrub dog hen og varm dig ved ilden, men tjep, tjep, tjep! Jeg kan ikke vente.\u201d
\n\u201dDet kan jeg heller ikke.\u201d
\nTobias greb posen med det lille hjerte og styrtede hen til ildstedet. Han h\u00f8rte d\u00e6monens hivende \u00e5nde bag sig. S\u00e5 kastede han posen ind i luerne og sig selv til side lige tidsnok til at se d\u00e6monen styrte i flammerne.
\nEt uhyggeligt skrig fl\u00e6ngede luften.
\nEt kort sekund, s\u00e5 var der kun svovllugten tilbage.
\nTobias l\u00f8ftede pigen op og bar hende hen til sengen. Langsomt vendte farven tilbage i det blege ansigt, og kroppen fik liv.
\nMen her har vi ikke noget at g\u00f8re, vi vil lade de elskende i fred og lydl\u00f8st lukke d\u00f8ren og liste udenfor. Vi st\u00e5r en stund i den kolde g\u00e5rd og bier p\u00e5 morgensolen. Skutter os lidt, mens vi venter p\u00e5, at de f\u00f8rste str\u00e5ler skal kravle op over kimingen. S\u00e5 f\u00e5r vi \u00f8je p\u00e5 en, der ikke fryser. Det er Raguel. Han st\u00e5r ved husets gavl, svedig og forknoklet, akkurat som han plejer i lignende sk\u00e6bnestunder.
\nMen han blev da f\u00e6rdig med graven denne gang, t\u00e6nker han udmattet og h\u00e5ber s\u00e5 blot, at den er stor nok, og at hans elskede barn endnu en gang er undsluppet d\u00f8den.
\nEdna ligger stadig p\u00e5 sin seng med propper i \u00f8rerne, og dog har hun heller ikke denne gang kunnet undg\u00e5 at h\u00f8re skrigene. Hun fjerner propperne, l\u00f8fter hovedet og lytter. Noget er alligevel anderledes, t\u00e6nker hun med uroen dunkende i blodet. D\u00e6monen har gjort sit arbejde meget hurtigere, end den plejer, og nu er der s\u00e5 uhyggeligt stille.
\nHun ved godt, hvorfor. Brudekammeret er forvandlet til gravkammer, og Sara ligger besvimet derinde p\u00e5 det kolde gulv og Tobias er sk\u00e6ndet og kastet hen p\u00e5 sengen, som man kaster lunser for vilddyr.
\nHun sukker og lader morgenens lyde risle ind i \u00f8ret. Det er ikke fuglesang og glade stemmer, hun h\u00f8rer, men en hakkes h\u00e5rde st\u00f8d. S\u00e5 f\u00f8lger skovlens h\u00e6se skraben. Nej, alt er alligevel, som det plejer.
\nTungt rejser hun sig og g\u00e5r ud til Raguel, og hun ser ham banke skovlen ren og s\u00e6tte den fra sig og vende et udtryksl\u00f8st ansigt mod hende. Mekanisk stavrer hun ham i m\u00f8de og tager hans svedige h\u00e5nd. Alene skal han ikke b\u00e6re den tungeste af alle byrder.
\nDe st\u00f8tter sig til hinanden, og svajende som to visne planter i vinden n\u00e5r de d\u00f8ren og f\u00e5r den \u00e5bnet.
\nIndenfor bliver de st\u00e5ende, mens de knuger sig til hinanden og ikke kan tro det, deres \u00f8jne fort\u00e6ller. For det er jo ikke muligt. Uskadt og s\u00e5 smuk som en gud breder Tobias sig p\u00e5 silkelagnet. Og med sit sarte ansigt begravet ved hans hals hviler deres Sara. Han har slynget armene om hende, mens han smiler til dem fra sine dr\u00f8mme.
\nI Nineve var tiden g\u00e5et i st\u00e5.
\nTobit forskansede sig stadig hyppigere i sit kammer, og her kunne han sidde time efter time, surret ind i lange sn\u00f8rklede enetaler til sin Gud. Med sin kone, Anna, var han ikke l\u00e6ngere p\u00e5 talefod, og hun \u2026 ja, den dag, hendes elskede s\u00f8n drog bort, sl\u00e6bte hun sin stive k\u00f8kkenstol ud p\u00e5 den st\u00f8vede landevej og plantede sig i den, og her blev hun siddende, utiln\u00e6rmelig som en kaktus og urokkelig som en saltst\u00f8tte og med de gamle, tr\u00e6tte \u00f8jne f\u00e6stnede p\u00e5 det sted p\u00e5 vejen, hvor den i en bugt opslugtes af landskabet, og hvor hun havde fanget det sidste farvestr\u00e5lende glimt af sin dreng. Igen og igen s\u00e5 hun det samme syn for sig: fligen af den kongebl\u00e5 kjortel, som hun selv, sting for sting, havde syet til ham, hun s\u00e5 den lyse op og flagre bort. Og efterh\u00e5nden som dagene blev til uger og ugerne til m\u00e5neder, voksede vreden i hendes bryst, indtil den til slut truede med at kv\u00e6le hende. N\u00e5r velmenende sj\u00e6le fors\u00f8gte at lokke hende bort fra den ubekvemme post under den br\u00e6ndende sol, klamrede hun sig til s\u00e6det og kremtede hvast.
\nS\u00e5 lod de hende v\u00e6re.
\n\u201dDin k\u00e6re dreng \u2026 \u201d begyndte Tobit en dag, da han var stavret ud til hende med gode hensigter og milde ord p\u00e5 tungen. Men han n\u00e5ede ikke at sige mere, f\u00f8r hun afbr\u00f8d ham: \u201dMin dreng,\u201d raspede hun arrigt, \u201dmen hvad s\u00e5 med min hund? Og hvor er de i det hele taget? Kan du sige mig det?\u201d
\n\u201dDe?\u201d undrede Tobit sig og forlod hende modl\u00f8s og med st\u00f8vet hvirvlende i hvide faner efter sig.
\nHan ville mig noget, t\u00e6nkte hun. Men svare p\u00e5 mine sp\u00f8rgsm\u00e5l, det nedlod han sig ikke til, og hvad skal jeg s\u00e5 med hans gode vilje, hvis den da er god. For det er i sandhed ikke meget godt, der er h\u00e6ndt mig, siden de lange veje tog min Tobias. Og netop som hun mumlede drengens navn, skimtede hun noget bl\u00e5t, der tonede frem langt borte. Kongebl\u00e5t tilmed. Det lyste blegere, end hun huskede, men farven m\u00e5tte jo ogs\u00e5 v\u00e6re slemt falmet i det lange frav\u00e6r, n\u00e5ede hun at t\u00e6nke, f\u00f8r det slog hende, at der var noget galt. For s\u00e5 hun ikke en fremmed kvinde h\u00e6gtet til hans h\u00f8jre side. S\u00e5 kunne det umuligt v\u00e6re hendes dreng, og efterh\u00e5nden som han n\u00e6rmede sig, tegnede der sig et stadig skarpere billede af en fuldvoksen mand. En mand og en kvinde, det var det, hun s\u00e5, og de vandrede t\u00e6t sammenslyngede som var de et k\u00f8d.
\nHun gyste ved tankens billedkraft og kneb \u00f8jnene i og besluttede at blive siddende s\u00e5dan med verden i skjul og lade det upassende syn glide forbi.
\nDe fremmede m\u00e5tte gerne tro, hun sov.
\nMen det viste sig hurtigt, at hun tog fejl. De var ikke fremmede, og de lod hende ikke v\u00e6re. Manden slap kvinden og rejste sin mor op og tog hende i favn og forvandlede sig til dreng i hendes arme, og kvinden viste sig at v\u00e6re akkurat og til mindste detalje den datter af k\u00f8d og blod, som hun altid havde \u00f8nsket sig.
\nVi kan uden de store anstrengelser forestille os den gl\u00e6de, der nu bredte sig i det lille j\u00f8diske hjem. Men bedst af alt var alligevel det \u00f8jeblik, da Tobias n\u00e6nsomt og efter Azarjas anvisning smurte sin fars blinde \u00f8jne med fiskens galde, for da skete vor lille fort\u00e6llings andet store under. I samme sekund, galden r\u00f8rte \u00f8je\u00e6blet, var det som om en kniv skr\u00e6llede det, og de hvide hinder l\u00f8snede sig og flagrede til jorden, og Tobit s\u00e5 atter verden i al dens str\u00e5lende farvepragt.
\n\u201dVi har besluttet at dele lige over, hvad det med pengene ang\u00e5r.\u201d
\nTobit r\u00f8rte forlegen ved Azarjas skulder.
\n\u201dDu har frelst min s\u00f8n og givet mig en datter i tilgift.\u201d
\n\u201dDet familieskab indgik jeg gerne, og jeg takker for \u00e6ren. Men det kan desv\u00e6rre ikke lade sig arrangere. For jeg er nemlig slet ikke Aninais\u2019 s\u00f8n Azarja.\u201d
\n\u201dIkke?, men hvem \u2026\u201d
\n\u201dGuds engel Rafael.\u201d
\nI samme \u00f8jeblik, som ordene faldt, t\u00e6ndtes et bl\u00e6ndende lys, og det lagde sig som en sk\u00e6rende kappe om den unge mand. Det skar sig ind i de forsvarsl\u00f8se og intetanende menneske\u00f8jne, s\u00e5 b\u00f8lger af r\u00e6dsel tvang dem i kn\u00e6.
\nMen englens stemme l\u00f8d som en rolig kontrast til deres skr\u00e6k, og han sagde: \u201dUndskyld, men s\u00e5dan g\u00f8r Gud mig synlig, n\u00e5r det passer Ham. Og det g\u00f8r det s\u00e5 nu. Men jeg siger med Ham: Frygt ikke! I f\u00f8ler Jer ramt, javist. Men det er Guds k\u00e6rligheds kraft, der har sl\u00e5et jer med stor lykke. Sv\u00f8b jer nu trygt i den, men glem ikke Herren!\u201d De l\u00f8ftede deres frygtsomme \u00f8jne mod englen og modtog hans milde smil.
\n\u201dMen nu er min jordiske mission til ende, og i sin Himmel venter Herren mig med nye opgaver. Og derfor siger jeg Jer farvel.\u201d
\nOg de s\u00e5 den store engel folde sine v\u00e6ldige vinger ud og forsvinde i det bl\u00e5 himmeldyb.
\n <\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"
KAPITEL 3 Nu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge \u00f8jne l\u00e5 dv\u00e6lende i hinanden. Vr\u00f8vl, vrissede Rafaels indre stemme. S\u00e5 hankede han op i sig selv og ford\u00f8mte sin … L\u00e6s resten