Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da avisartiklen om Karin Michaelis blev så utydelig skriver jeg oversættelsen her. Hun er faktisk en forfatter, der fortjener at blive læst og genlæst.

7. marts. En mærkedag for Randers. Og den nåede vi heldigvis, inden verden gik af lave.

Danmark var endnu åbent, og man kunne stadig forsamles i Randers, da en af byens store forfattere, Karin Michaëlis, blev hædret med afsløringen af en flot bronzebuste udført af Gudrun Steen Andersen og sponsoreret af lokale kræfter og generøst givet som gave til alle os andre. 

Nu står hun så der og ser ud over pladsen, som også bærer hendes navn, men sært er det alligevel, at hun først hædres 70 år efter sin død. Og så alligevel ikke, for selv om hendes værker aldrig har mistet deres litterære kvaliteter og heller ikke virker forældede, så har hun længe været glemt i læsende kredse. Hvorfor er stadig lidt af et mysterium, i al fald for mig.

Der er derimod mange klare årsager til genopdagelsen af hendes værker, som jeg ikke har plads til komme nærmere ind på her, men den væsentligste skal dog nævnes, nemlig det utrættelige arbejde, som Karin Michaëlis Selskabet har udført i de senere år. Et samarbejde af dygtige og kloge folk, der har formået at trække en stor forfatter ud af glemslen og ind på vore reoler. Tak for det.

D.9. marts blev Julie Maj Jakobsens skuespil: ”Det gode Menneske” så opført på Egnsteatret i Randers. Her var vi igen mange mennesker samlede, og vi kunne glæde os over et velspillet drama med gode skuespilpræstationer. Alligevel sad jeg tilbage med en underlig følelse af, at den Karin Michaëlis, der blev fremstillet på scenen ikke helt var den ægte vare. Hun lignede i al fald slet ikke den kvinde, jeg har lært at kende og beundre gennem læsningen af hendes bøger og den række af publikationer om hendes liv, som Karin Michaëlis Selskabet har udgivet.  

I teaterstykket følger man forfatteren gennem livet, og man møder et menneske, der udnyttes af sine medmennesker og gradvis nedbrydes af livets tilskikkelser, og i slutscenen ser vi en kvinde, der fortvivlet segner om på scenen, berøvet alt, også håbet.  

Men sådan tror jeg ikke, virkelighedens Karin Michaëlis var, hverken i sit livs første eller sidste scener. Hun var for det første utrolig produktiv og havde succes med sine bøger, der ud over at være god litteratur også tematiserede tidens aktuelle spørgsmål. Hun var ikke bange for at behandle tabuiserede emner, og hun var skarp og modig og skrev det, hun mente uden selvcensur. Hun mødte naturligvis modstand, men hun vendte den aldrig ryggen. Selv når hun stod over for en rasende forsamling, hvor alle var enige om at være forargede, så lykkedes det hende at bevare roen og også at tale publikum til ro. Hun var kort sagt en stærk kvinde, og hun bevarede sin styrke til det sidste. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor hun bliver interviewet efter sin tilbagekomst fra USA, hvor hun levede i under eksil i besættelsen. På det tidspunkt ejede hun ingenting, det er sandt nok, men alligevel er det bestemt ikke en desillusioneret kvinde, der taler her.

Titlen ”Det gode Menneske”, men egentlig også stykkets forløb, er inspireret af Bertolt Brechts ”Det gode Menneske fra Sezuan”. Brecht boede i 1937 en tid i Karin Michaëlis’ hus Torelore på Thurø, og efter sigende var det her, han blev inspireret til sit stykke om det gode menneske. Brechts kone var jøde, og selv var han socialist, og her på Thurø levede de i Michaëlis’ asyl ligesom mange andre forfulgte og nødstedte kunstnere. 

Men ideen i hans stykke, ligesom i mange andre værker om ”det gode menneske”, er imidlertid, at uskylden (det gode) er uden forsvar over for verdens ondskab og derfor altid vil blive misbrugt. Det er et ofte forekommende tema i kunsten, således i Bunuels ”Viridiana”, i Bergmans ”Jomfrukilden” og i Dostojevskijs ”Idioten” for blot at nævne nogle eksempler. Den gode er i bund og grund et offer for det onde. Det onde er styrke, det gode er svaghed. Men Karin Michaëlis viser i sine værker og i sit liv det modsatte: godhed er styrke.

Karin Michaëlis vidste så godt som nogen, at ondskaben findes, og hendes liv var en lang kamp mod mørke kræfter, og i sine værker viser hun ligesom i sit eget liv tydeligt sin foragt for det lave og usle i mennesker, og hun udleverer det skånselsløst.

Den tids lumske vira: nazismen og fascismen voksede dag for dag og inficerede i 30’erne hele Europa. Og i den kamp var hun aktiv og deltog hun uforfærdet, og hun brugte de våben, hun beherskede så suverænt: ordene og sit eget eksempel.

Det kan godt synes, som om Karin Michaëlis oplever et voldsomt fald hen mod slutningen af sit liv. Hun havde været berømt i det meste af Europa, og hun kunne sagtens have været velhavende i sin alderdom, for hun var utrolig produktiv og solgte godt i lange perioder af sit liv. Men hun var ligeglad med penge, dem gav hun væk, og ingen af hendes drømme lignede Britta Nielsens. Hun drømte om en bedre og mere retfærdig verden, og hun brugte sit liv på at virkeliggøre idealet.

Et liv i luksus og overflod ville hun have foragtet. Blandt andet derfor har vi grund til at ære hende.

Mere om livet på Harboøre – Kokholm 22

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Livet i det lille fiskerleje har skiftet gennem tiderne, men en religiøs grundholdning har præget beboerne længe før Indremissionen med pastor Moe og pastor Madsen i spidsen gjorde sit indtog. Harboørebeboerne tog Gud med i alt. Det betød ikke, at de ikke drak og dansede. To idrætter, der i følge Karen Thuborg dyrkedes med liv og lyst og ved enhver lejlighed. Men så var der altså en lille håndfuld huse, der skilte sig ud, for her boede folk, som nærmest var “gudstrodsige” og som kun tog Guds ord i munden for at bande. Karen fortæller desværre ikke hvor de huse lå, men her kommer et citat fra Karen Thuborgs optegnelser:

( citat side 275) “Der var paa Harboøre en lille By paa henved en Snes Huse, som ikke havde noget godt Ord paa sig. En Del af Børnene herfra var ret ryggesløse. Aarsagen dertil var vistnok, at Fædrene det meste af Tiden laa ude paa Fiskeri, og Mødrene var ude at arbejde for Gaardfolkene. Børnene fik da Lov at skøtte sig selv; de store skulde passe de smaa; de fik sjælden lært deres Lektier og naar Moderen var hjemme, skulde Børnene gaa omkring og tigge. Børnene her var lige saa slemme til at bande som Forældrene, og de havde Ord for baade at ville lyve og stjæle.” (Citat slut.)

Som sagt fejlede livsglæden ingenting, og Karen T. skriver, at børnene paa Harboøre (ja, det hedder “paa”) lærte lige saa tidligt at danse, som de lærte at læse. Inden de kom i skole havde de lært begge dele (Karen var barn i 50’erne – Christen i 70’erne) – de kom i skole, når de var fyldt 6 år, og der var to klasser, men altså kun en lærer. De små gik om sommeren og de store om vinteren. Det var en børnerig egn, og læreren skulle undervise mellem 60 og 70 elever hver dag. Han udvalgte nogle af de dygtigste børn som hjælpelærere.

Selv om der ikke boede direkte velhavende folk på egnen, var der alligevel meget store klasseforskelle, og det viste sig f.eks. i skolen. Når børnene skulle spise deres medbragte mad, så var der pålæg på de fleste børns mad, men ikke på de fattige børns – ofte havde de kun en humpel groft brød med et dryp sirup. Så tog de deres tavle og holdt den hen foran et af de rige børn – de gjorde det med lukkede øjne, for det var skamfuldt. Og så hviskede de: (citat) “Gi mæ en Bje o mi Tawwl,” eller: “Æ tægger te mi fatte Føe.“( citat side 277)

Jeg ved ikke noget om præstens løn, men føden fik han i al fald, for til julen og til foråret “ofrede” børnene til præsten. De medbragte til konfirmationsundervisningen penge og mad i rigelige mængder. (citat side 277) “Gaardmændenes Børn ofrede Penge, tilligemed en Gaas, et Faarelaar, en Skinke, eller en stor Sødmælksost. Fiskerbørn gav Penge og i Vinterens Løb en Kurvfuld Hvilling eller en stor Havtorsk….. hen ad Foraaret ofrede vi igen til Præsten ligesom til Jul. “

Også i kirken råbte standsforskellene højt. De mest velbjergede sad på de øverste bænke, anbragt efter hartkorns størrelse. Det var en stor skam at sidde nederst. Jeg ved ikke, hvor familien Kokholm har siddet, men de kom aldrig højt op i kirken.

Karen fortæller, at et gudeligt røre begyndte paa Harboøre sidst i 1860’erne, idet der kom en gundtvigiansk lærer til skolen, Christian Sørensen, og han begyndte at forsamle folk og diskutere alt muligt med dem. Senere fik Sørensen konkurrence fra missionærerne, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Sandsynligvis fordi hun omtrent på den tid forlader Harboøre sammen med sin mand. Jeg ved endnu ikke, hvilken lærer, der underviste Christen Kokholm, men det finder jeg ud af. Noget tyder på, at grundtvigianismen har haft tag i ham, for han kommer i al fald som ganske ung på Vallekilde Højskole. Derom senere. Vi lader Christens opvækst og udvikling ligge en tid og vender os til det daglige liv på stedet. Hvordan var en almindelig arbejdsdag?

Intermezzo

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Til dem, der måske følger med på min blog – skønt den længe er blevet ujævnt ajourført, – vil jeg meddele, at jeg nok får lidt bedre tid i efteråret og der vil følge op på min Kokholm-research – ja, allerede i september vil jeg arbejde på sagen. I sommer vil der ikke ske meget. Ikke af den slags i al fald. Mit arbejdsliv er gået i stå, og det er kedeligt, for jeg kan IKKE forestille mig et liv uden arbejde.

Som Gabriel Garcia Marquez skriver: VIVIR PARA CONTARLA – den er jeg med på.

Jeg har desuden fået en ny opsætning af bloggen, og det varer lidt, inden jeg helt finder mig til rette med alt det nye. Til gengæld er den jo mere moderne og helt sikker at færdes på for blogrejsende. Tak til Hans for hjælpen.

Vi får se.

Derfor ved jeg endnu ikke, hvordan jeg skal svare på kommentarer. Anne Udesen skriver således til mig, at hun gerne vil finde bogen: I begyndelsen var lyset. Det kan jeg ikke hjælpe med. Men den er jo efterhånden gammel (fra 1999) og findes kun, hvis man er meget heldig. Men prøv at google titlen. Måske er der en antikvarboghandler, der ligger inde med et eksemplar. Det er en flot og fin bog – jeg forstår godt, at den for længst er udsolgt.