Min søster Dorte in memoriam

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min søster Dorte

Jeg har fire søskende. En, der lever, og tre, der er døde. I mig lever de alle fire, og det vil de gøre så længe, jeg trækker vejret.

Dette indlæg vil handle om Dortes barndom. Der, hvor vi altid var sammen.  

Jeg skrev i september 2021 et indlæg om min ældste søster, Hanne. Det kan man læse ved at vælge datoen 14 september 2021.

Dorte er min lillesøster. Da hun blev født, var jeg tre år. Anders var 5 år, Annelise 7 år og Hanne 9 år. Jeg husker vores fælles lille-tid som skøn og problemfri. Det var den nok ikke, for 40’erne var dyrtid, og der var mangel på alt, og den knaphed varede langt op i 50’erne, og selv om vi var små og fik mad og klæder og kærlighed nok, så må de voksnes verden have været brydsom. Og mon ikke, det smittede af på os småfolk? Og vores mor? Hun var så sart. Mor var enebarn. Og jeg ved fra flere pålidelige kilder, bl.a. min bedstemor, at hun var forkælet som barn og fik, hvad hun ville have, og også som voksen blev båret på hænder. Først af sine forældre og senere af vores far, som gik og ventede på hende i mange år, før han kunne få hende. Men da ventetiden omsider var forbi, og de blev gift, så kom børnene jo. Trip trap, træsko – den ene efter den anden.

Dorte var den sidste. Mor blev steriliseret efter fødslen, som nær havde kostet hende livet. Hun mistede meget blod og måtte have en blodtransfusion, og man havde ikke noteret, at hun var rhesusnegativ og gav hende derfor en forkert slags blod. Hun har fortalt mig, at hun fik så voldsomme kramper, at hun kunne høre jernsengen ryste under sig. Hun lå syg i lang tid, og det lille barn kom hjem uden mor. Vi havde heldigvis bedstemor.

Men det var ikke mor, jeg skulle skrive om, men Dorte. Men mors lange sygeleje må have været en barsk begyndelse på livet, et stort savn for en baby, også selv om hun var omgivet af kærlighed. Bedstemor, der boede hos os, plejede hende sammen med sin søster Marie, der en periode flyttede ind hos hende. Og far var der jo, og han var af natur meget omsorgsfuld.

Alligevel må hun have savnet sin mor. Marie blev aldrig gift, og ”bedstemor” var over tres, da hun fandt min bedstefar. Hvad vidste de to om barnepleje?

Og mor må have savnet sit lille barn heftigt. Jeg var jo kun tre, men alligevel husker jeg den dag, Dorte kom hjem til os. Eller rettere, jeg husker den lille barneseng, som far havde med hjem og som kom først. Jeg gik rundt om den ude i gården og undrede mig, for den var jo alt for lille til mig. Og hvem var den så til? Det med en lillesøster, havde jeg ikke forstået, og Annelise har fortalt, at alle børnene blev dybt forundrede, da far en dag kom hjem og fortalte os, at vi havde fået en lillesøster, og at hun snart ville komme hjem til os.

En lillesøster? Hvor mon hun kom fra? Jo, jo, vi havde da hørt om storken. Kom den med hende? Og hvor var mor? Det fik vi heller ingen rigtig forklaring på, og det er noget, jeg ved med sikkerhed, men det er en anden historie, som ikke hører hjemme her.

Vi fik lille Dorte hjem.  Jeg vil fortælle lidt af det, jeg husker fra vores fælles barndom. Og nogle billeder fra tiden. Desværre er de næsten alle sammen af ringe kvalitet, og jeg har ikke ret mange. Vore forældre fotograferede ikke ofte. Tak til Mona og Annelise for deres bidrag.

Annelise og Dorte
Marianne og Dorte
Dorte, Marianne, Annelise og Hanne
Anders og Dorte og Marianne ved vores bil. Dorte må være et årstid – så er jeg 4 og Anders 6.

VORE LEGE

Vi legede. Det havde vi talent for. I legen flyttede vi ind i fantasiens verden, og mange af de rum, vi færdedes i, er nu borte. Jeg har glemt de fleste – men der var utallige.

Da Anders blev stor nok, flyttede han ovenpå. Her fik han det lillebitte kammer, som i sin tid var den unge piges. Her kunne hun akkurat have sin seng og en stol til sit tøj. Jeg tvivler på, at der var plads til en kommode, men de piger, vi havde, kom ikke langvejs fra, så de havde kun tøj til en uge, og det bar de på kroppen.

Så fik Dorte og mig det snævre værelse, som lå ind mod vaskehuset, og hvor alle børnene havde haft deres sove-og legeplads fra tidernes morgen. Engang stod der to etagesenge langs den ene væg – i dem sov Hanne og Annelise og Anders og mig. I den lille bitte barneseng, som stod lige inden for døren til højre, når man trådte ind, lå lille bitte Dorte.

Men vi var kun en kort tid 5 børn i værelset. Så byggede far og mor huset større, der kom et nyt værelse oven over vaskehuset, og her flyttede de store piger ind, mens Anders som sagt fik tildelt pigekammeret.

Og vi blev altså ene i børneværelset. Her fik vi to lige store senge, udtrækssenge, der kunne vokse i takt med os. Og bedst af alt, vi fik et bræt, som kunne sættes på sengens sider, så vi havde et lille bord. På det lille bord skabtes verdner. Vi havde altid modellervoks, og med det kreerede vi tilværelser for fiktive personer, der lignede og ikke lignede nogen, vi kendte. Vore lege kunne fortsætte i det uendelige. 

Når vi kom i seng, lagde mor (om vinteren) de varme dyner over os. De havde ligget på radiatoren. Så satte hun sig mellem de to senge, og vi bad sammen fadervor og sang ”jeg er træt og går til ro” – og så sagde mor: ”og nu skal I lægge jer på den lille soveside, og være artige børn, som smukt lægger sig til at sove!”

Og vi lagde os artigt på sovesiden, men så snart mor var ude af døren, og vi kunne se, at lyset var slukket i køkkenet, og far og mor og de store var udenfor høre- og synsvidde, tændte vi lyset og begyndte legen der, hvor vi sidst sluttede den. Og når far så skulle i køkkenet senere på aftenen for at lave kaffe, så kunne han jo se, at de to små ikke lå smukt på den lille soveside, som de skulle, og han kom ind og sagde med en stemme, som skulle forestille at være bøs og var så høj, at mor kunne høre den: ”Ka’ I så slukke lyset! Ellers kalder jeg på Natmanden!” Vi grinede altid, når han sagde det, og han grinede også selv og fortsatte helt stille: ”I må hellere se at få slukket lyset, ikke?”

Og måske var vi artige og slukkede lyset, men jeg er ikke sikker. For legen var spændende og kunne jo ikke slutte, bare fordi far kom truede med Natmanden.

Legene var spændende. Og vi var en del børn i vores kvarter. Ja, for skønt landsbyen var så lille, var den opdelt i kvarterer. Jeg kom til at kende dem godt, fordi jeg gik med aviser sammen med Anders.

Og jeg tror ikke, vi legede med børnene fra “de andre kvarterer” – Vi boede på Strandvej i den søndre ende. Her var husene, da vi flyttede ind, nye, og det var i de huse, vi fandt legekammerater: Lilly, Slej, Jens, Jane, Kjartan, Bjørka, Britta, Bjarne – centrale legekammerater, da vi var helt små, rekruteret på Strandby Skole – lærerbørn – og i nabohusene – fiskerbørn.

For Dortes vedkommende stødte der en legekammerat til helt oppe fra Stationsvej. Verdens ende. Det var Mona. Hun er et kapitel for sig. For det er det eneste af de mange venskaber, vi børn indgik i lille-tiden, som holdt livet ud. Mona blev som en søster for os.

Dorte og Mona. Vi blev spejdere, inden vi kom i skole. Det var i Metodistkirken. Her kom vi hjemmevant hver søndag i forvejen. Og her traf vi alle de andre små og store piger i byen. Ja, for de fleste var metodister. Resten var indremissionske. Og så var der en lille rest, som var … tja … det ved jeg faktisk ikke. Hørte aldrig om f.eks. grundtvigianere. Pastor Mostrup måske? Han var i al fald hverken indremissionsk eller metodist.

 

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20221016_170958-1-898x1024.jpg
Spejdermøde. Jeg var fører for den lille flok, så Dorte har vel været 10 – 11 år. Det er fra venstre Dorte, Vibeke, Jane. Kirsten og Lis.

 

VORE PLIGTER

De hjemlige pligter var få. Men de var der. I lilletiden var der vist nok ingen – bortset fra, at vi skulle være artige. Det var vi vist også. Dorte var i al fald. Sød og nem. Men da vi blev lidt større, fik vi rigtige arbejdsopgaver: vi skulle vaske op, støvsuge lidt, tror jeg, og feje køkkengulvet hver dag. De store piger er sært fraværende i min erindring om disse daglige gøremål, jeg ved ikke mere, hvorfor. Så meget ældre var de jo heller ikke. Men Anders trak ligesom en grænse mellem dem og os. Og han begyndte tidligt at interessere sig for madlavning og fik ret ofte overladt køkkenet. Så var det surt at vaske op bagefter, for mens mor ryddede op, mens hun kokkerede, spredte Anders alt, hvad der kunne spredes over hele køkkenet. Dorte og mig vaskede altså altid op ( i min hukommelse) – og vi snød, hver gang der var gryder, som så vanskelige ud. Dem satte vi ud på trappen og tænkte, at få fandt mor dem ikke før vi var skole næste dag, og når hun så alligevel bebrejdede os vores springen over hvor gærdet var lavest, forsvarede vi os altid med, at sådan måtte det være, når gryderne var så medtagne af fastkogte(brændte) rester. Som jeg husker det, tav mor så. Hun havde vist ikke så svært ved at lade maden brænde på. Og hun havde ingen glæde ved at lave mad. Måske egentlig heller ingen ved at spise mad. Hun var så spartansk. Hvorfor? Far var en livsnyder, men mor …

Vi arbejdede og legede og havde det rart sammen og denne tryghed og glæde ved hinandens nærhed varede livet ud. Tak for det.

Jeg vil ikke skrive om Dorte som voksen. Da vi var store snakkede vi om fremtiden. Dorte ville giftes, det ville jeg ikke. Hun ville gerne have sit eget hjem. Jeg tænkte først langt senere i de baner. Jeg ville gerne finde ud, Dorte ville finde ind. Hun snakkede om børn. Senere var det hende, der havde udve og mig, der altid havde hjemve, når jeg var taget ud i verden. Men det var langt senere. Da vi var unge, ville vi som alle andre sikkert det hele. Og som alle andre nåede vi knap nok det halve.

Men jeg tror, at Dorte fik det liv, hun ønskede sig: et godt hjem, en god mand og gode børn. Og mange rejser – i 1995 endda jorden rundt i 80 dage – nej, i flere dage endda.

Mens de rejste kunne vi andre følge dem (nej, ikke på facebook) i avisen: her et lille pluk:

Et lille uddrag fra Skagen Avis 25 september 1995

Men den rejse hører voksenlivet til. I barnelivet, i Dortes og mit, hører livet som spejder i metodistkirkens regi til som et væsentligt element – her udfoldede vi sider af livet, som lå stille i hjemmet – vi lærte alt det, spejdere gør: at være duelige til alt praktisk, at være opmærksomme på omverdenen, den nære og den fjerne, at knytte venskaber til børn, vi ellers kun mødte der. Der var varme og nærhed. Og vi trivedes og voksede i det miljø. Også som voksen blev Dorte ved med at komme til arrangementer i Strandby Metodistkirke. I caféen Quindfolk. Her var, da vi var børn og er sikkert også nu om dage, et frisind og en tolerance, som man ellers ikke forbinder med små kirkesamfund. Vi legede, vi digtere, vi spillede teater, vi gik på opdagelse i naturen, vi lærte at bo hjemmefra og at klare hverdagen på feltfod. Alt det gav os glæde og selvtillid.

Jeg blev sendt på kostskole i 1959, og så kom vi jo til at leve to adskilte liv, og i den første tid især, men også siden, savnede og savnede og savnede jeg dig. Men jeg var jo 15 år, en alder, hvor man formodes at være voksen og hvor omtrent alle kom hjemmefra på den tid. Du var kun et barn (det var jeg faktisk også) og fortsatte din glade barndom med skole, spejder, Mona, mor og far og Anders og vi store søstre, der kom hjem i ferierne.

Mona og Dortecof

Dorte blev gift med Evald i 1972

Vi fik hver sin kernefamilie, men vi havde et, som vi var fælles om: Tråen – og det var her vi mødtes med hinanden og hinandens familier. Det blev samlingsstedet.

I de seneste mange år forsøgte vi at samle alle til Hesselholtfesten i Tråen i begyndelsen af august.

Senere vil dette afsnit indeholde flere billeder fra samværet i Tråen

Vi mødtes jo også ofte i hinandens hjem. Når der ikke lige var en familiefest, så var det som regel vi voksne, der fandt sammen. I en årrække havde vi en snapseklub, hvor Evald og Kirsten (som er en ven og ikke familie) sørgede for at medbringe årets høst af gode hjemmelavede kryddersnapse. Det var herlige gilder.

Søster Hanne var ikke med på vandreturene. Hun har altid været mere fjern, fordi hun boede i Frankrig. Vi håbede, at hun ville flytte hjem på et tidspunkt, men så døde hun alt for tidligt, kun 73 år. Men hun havde et sommerhus i Spanien, og hertil inviterede hun os i september 2013 og her fejrede jeg min 70 års fødselsdag sammen med Dorte og Anders og Hanne og Ole.

På Hannes terrasse i sommerhuset i Spanien
En sommerdag på Lochersvej

Et nyt fællesskab mellem vi søstre opstod, da vi for år tilbage besluttede at vandre nogle dage i Skønne Danmark. Og hver sommer drog vi ud med barnevognen ladet med vin og andre lækkerier. Vi gik fra sø til sø. Vi gik Randers Fjord rundt, vi gik Mariager Fjord rundt, vi gik på Djursland, vi sejlede til og gik på Læsø. Vi vandrede i Vendsyssel og vi travede i Fussingøskovene. En enkelt sommer valgte vi, fordi en af os var blevet opereret i stedet en kulturuge med overnatning i Ålum og besøg i Århus og Viborg og Vestjylland ( det gyldne alter i Sahl) – Vi tre søstre og Mona – næsten også en søster.

En strandbypige som jeg (ikke) husker

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg er begyndt at skrive på erindringsbogen. Og I, kære læsere, for kære er I, hvad enten I er to eller flere, vil få den allerførste side af bogen vist her på siden. Og de firssindstyve år er ikke en overdrivelse, jeg vil bruge ca. et år, måske mere på at skrive bogen, men helst vil jeg jo, at den skal komme ud på min 80års dag. Og sådan her tror jeg, den begynder:

Her er det første billede af mig. En buttet baby

“Her står jeg på min søjle af firsindstyve år. Så roligt. Som om jeg var ung og stærk. En dorisk søjle, tænker jeg. En stoisk ro. Det er mig. Alderen kan bare komme an! Jeg er vant til lidt af hvert, og jeg skal nok klare det her også. Jeg bøjer mig frem, Det er nu, det gælder.

Men så sker det alligevel: søjlen begynder at vakle, og pludselig synes jeg, at den er truende nær ved at falde sammen, og jeg klamrer mig til den, vil forhindre, at et eneste år skal glide ud og skabe et tomrum og bringe ubalance og få det hele til at kollapse. En ruinhob, hvad skal jeg med den?

Rolig nu. Forsigtigt læner jeg mig frem for at få øjenkontakt med det spæde barn. Hende først, tænker jeg. Senere vil jeg finde frem til pigens gemmesteder. Og kvindens. Den gamle kone behøver ikke gemme sig, for mens de andre skjuler sig i fortidens labyrinter, så er hun lige ved hånden.

Kom nu frem, piger i alle aldre! Tal til mig! Lad mig huske jeres øjne, jeres smil, jeres gråd, jeres glæder og jeres sorger. 

Lad os begynde med begyndelsen. Fødslen. Min. Selv har jeg kun tågede forestillinger om detaljerne i det drama, der udspandt sig i købmandsgården i den lille fiskerby Strandby d.7. september 1943. Dog er jeg sikker på, at det ikke gik glat og smertefrit for sig, for der er ingen kvinde, der leende føder sine børn, og intet barn kommer lattermildt til verden.  

Først skreg min mor, og kort efter fulgte jeg hendes eksempel og frembragte et vræl, der dog næppe kan lignes med mors i styrke, men som var lydeligt nok til at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Men som sagt: Glemslen kaster sit nådeslør over det spæde primalskrig, jeg som alle andre mødte verden med. Alligevel er jeg vis på, at smerten fra dengang bliver hængende i det vildnis, vi kalder underbevidstheden.

Strandby 5 – stedet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Steder

Hørte i dag Brinkmanns Briks på P1 – det gør jeg hver uge, og som regel er det interessant for mig. Og det var det da navnlig i dag, hvor det handlede om ”steder”. Det, at et bestemt sted betyder så meget for et menneske, at det kommer til at danne klangbund for alle senere hændelser i livet. At der er det der konkrete sted, som man i drømme og i vågen tilstand vender tilbage til igen og igen og aldrig kan slippe helt.

Brinkmann havde inviteret Josefine Klougart og Søren Ulrik Thomsen i studiet. Sidstnævnte har udgivet bogen ”Store Kongensgade 23” (et essay) og førstnævnte bogen ”Alt dette kunne du få (en roman).”

Begge forfattere har i deres værk fokus på et bestemt geografisk sted, der så i bøgerne transformeres til litteratur naturligvis, det ligger jo i selve skriveprocessen, og det bliver således fra at være et faktisk, materielt sted i verden til et fiktivt, mytologisk sted i litteraturen. Fra reel virkelighed til virtuel virkelighed. Fra verden til spejl.

Det er interessant for mig, fordi jeg jo lige nu og de næste par år pønser på, pusler med, drømmer om at lægge hånd på en slags virkelighed og gøre den til en anden slags virkelighed. En transformationsproces, som gerne skulle resultere i en bog, som sandfærdigt fortæller om, hvordan jeg i bakspejlet ser min hjemby og dens mennesker. Set på en afstand af mellem 60 og 70 år vil mangen en hændelse være udslettet af min hukommelse, mens andre ikke vil være til at jage derfra. Det sidste har jeg oplevet for nylig og tænkt meget over. Skal jeg lade det hele ligge? Eller skal jeg lade det genopstå? Tvivlen gnaver.

Strandby er mit sted. STRANDBY. Bare det at se navnet, at skrive det – de bogstaver sat sammen på den måde, det giver mig en glæde, som ligner den, jeg oplever, når jeg ser et smukt maleri eller hører et godt digt.

Strandby. Engang i min kostskoletid i Silkeborg blev længslen efter det sted så voldsom, at jeg løb gennem skoven for at nå ind til et sted, hvor jeg vidste, at jernbanesporet krydsede skovvejen. Her stod jeg længe og ventede på, at der skulle komme et tog med kurs nordpå. Jeg ville se det køre forbi mig, fordi det havde den kurs. Fordi det skulle til Vendsyssel og fordi det i Frederikshavn ville forbindes med Skagensbanen (to adskilte baner, ganske vist), og jeg tænkte, at det så ville køre gennem Strandby. Og måske ville det gøre holdt på Strandby Station. Måske. Og hvis jeg nu så det køre forbi mig derinde i skoven, så kunne jeg komme lidt tættere på HJEM.

Intermezzo – Strandby 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lige en sidebemærkning, inden jeg igen kaster mig over min fødeby. Billedet i forrige indlæg er det rene pral for så vidt som det signalerer, at forfatteren arbejder. Forfatteren bestiller ikke et hak.

Ingemann skrev til H.C. Andersen: Denne vinter har jeg være skinddoven.

Det er jeg også: skinddoven.

Men det går over.

Og snart vender jeg tilbage. Til siderne. Til fortiden. Til min bys prægtige historie og til min egen lillebitte refleks deri.

Så må vi se, om det går godt. Karin Michaëlis, der skrev rigtig meget selvbiografisk, siger et sted, at man ikke kan skrive om sandheden uden at skære sig på løgnen. Jeg vil siger det sådan her: man kan undertiden ikke skrive om sandheden uden at skære sig på den.

Jeg vil helst undgå skarpe skår.

Strandby 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mit arbejdsbord i januar – et billede, som skal minde mig om “hellige pligters betydning for almenvellet”

I det nye år vil jeg bla bla bla … og det vil vi jo alle sammen … og det gør vi så en tid … og så falder vi tilbage til slik og flæskesteg og halvdårlige film og kedsommelig glanen på ingenting og alt for lidt motion og alt for få besøg og og og …

Men alligevel tror jeg, at jeg kommer til at holde fast i mit nye projekt: At samle stof om min fødeegn. Og måske at slutte med at skrive en bog. Men mens det første forekommer mig sandsynligt og endda en smule dragende, så synes lysten til at skrive mit eget liv ind i den historie at være så lille bitte, at den næsten ikke er til at få øje på. Og foreløbig kan den tanke ligge og simre, hvor den hører hjemme: i mørket. Og i mellemtiden vil jeg, måske for at vække den til live, fortsat lade små ufarlige tilbageblik dryppe ind på bloggen i den rækkefølge, de opstår i mit hoved.

Jeg vil ikke love mig selv (og skynder mig at skrive det) at være flittig med projektet, for mit liv og mit liv sammen med mine nærmeste, er, om ikke et projekt, så dog et foretagende, der skal have første prioritet, og dertil kommer, at jeg har lovet mig selv, at jeg vil læse alle de gode bøger, der byder sig til. Og de byder sig til. Forleden gik jeg en tur i mit yndlingsantikvariat i Randers og slæbte en hel bunke med hjem – og gnasker løs hver aften – i øjeblikket er det Dorrit Willumsens: Bruden fra Gent … og jeg er i den lykkelige situation, at Hans (min søn) har startet en familiebogklub, hvor vi skiftes til at vælge bøger, som vi så mødes for at snakke om en gang om måneden. Så dejligt. Der har vi netop læst Solsjenytsins “En dag i Ivan Denitsovits Liv” og den næste er Karen Blixens “Vintereventyr”.

Og døgnet har alt for få timer. Men de er heldigvis alle helt spækkede med fedt indhold. Sikke en ulækker sætning. Men du ved jo, hvad jeg mener, og jeg kan altså ikke gøre for, at vort sprog udarter. Men det er vel så fedt nok! Super!

Strandby 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hermed et kort rids af den metode, jeg har valgt til at realisere det projekt, som jeg nu halvt om halvt har påtaget mig: At skrive om opvæksten i en lille fiskerby, der på mange måder kan minde om den, som Hans Kirk beskriver i “Fiskerne” – også her ernærede de fleste sig ved fiskeri, og også her spillede religionen en hovedrolle i byens daglige såvel som festlige liv. Indre Mission stod for en del, men Metodismen fyldte nok så meget. Alt det har jeg med i bagagen, men den ligger foreløbig hulter til bulter i den sæk, jeg aldrig har åbnet, og som jeg også kvier mig lidt ved at åbne.

Og hvorfor så det?

Det vil jeg foreløbig lade stå åbent.

Men selve genren “memoirer” virker ikke tiltrækkende for mig, det forekommer mig at være et minefelt, som jeg frygter for at begive mig ud i. Og det hænger bl.a. sammen med, at begivenhederne flyder os forbi, mens vi er midt i dem, og selv om det er en slags fællesgods, de efterlader i vort sind, så husker vi de samme begivenheder forskelligt. Nej, siger du, sådan var det da ikke! For du fæstnede dig ved noget andet.

Og desuden: nu, hvor jeg snart har levet i et åremål på fire snese, er rigtig mange af mine livsvidner døde.

Jeg faldt over et citat i dagens avis, Kristelig Dagblad d.8/1 2022. Et lille vers, som skulle være skrevet af Tomas Tranströmer, og som strejfer det der med at skrive om sig selv. For hvem er man i grunden? Han skriver:

Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter/ som et træ har sine årringe/ det er summen af dem/ der er mig/ spejlet ser kun mit nyeste ansigt/ jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Måske vil man nødig gense alle de gamle ansigter. Nogle af dem har man med vilje skjult, men i en erindringsbog må man kalde dem frem. Et gensyn på godt og ondt. Ellers er det snyd.

I første omgang vil jeg vandre ad ufarlige stier: de skrevne kilder. Og jeg vil læse alt det, jeg kan finde om min fødeby Strandby. Og der er heldigvis skrevet en del. Og så vil jeg selv blive klogere på, hvad det er for et sted, jeg er vokset op. Først når alt det står klart, vil jeg glide over i det personlige og skildre så sanddru som jeg nu formår, hvordan det var at være barn i Strandby i 1940’erne 0g 50’erne.,

Lad os begynde med denne fine bog af P. Chr. Pedersen: Strandby Folk – tegningerne er af Erik Skjoldborg. Sidstnævnte levede fra 1940 – 1997. Jeg har googlet forfatteren, men er ikke sikker på, hvem han egentlig er (var) – så vidt jeg umiddelbart kan se, så har han udgivet bøger i 30’erne og lever derfor sandsynligvis ikke mere. Men jeg vil blive MEGET glad for oplysninger om ham.

Strandby 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her begynder en ny kategori: Strandby. Det er et projekt, som kommer til at strække sig over i al fald et år, men mere sandsynligt over to år. Måske over endnu længere tid. Strandby vil være det sted, hvor jeg samler materiale til den selvbiografi, som jeg ikke vil skrive, men som jeg måske og måske ikke ender med alligevel at skrive.

Her først en lille hilsen til mine læsere:

Tak til alle jer, der holdt fast og ikke slap mig i de mange år, jeg svævede over vandene som en anden Vorherre og skabte verdner, der helt var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg stille op med dem helt alene.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, der har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Og mens tiden gik, visnede vi alle sammen en smule, eller jeg gjorde i al fald, men jeg tror og håber, at vi har sat frø, som vil spire og gro og sætte nye blomster i den fremtid, som nu ikke mere er vores.

Her er det foredrag i Løkken for et par år siden