Intermezzo – Strandby 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lige en sidebemærkning, inden jeg igen kaster mig over min fødeby. Billedet i forrige indlæg er det rene pral for så vidt som det signalerer, at forfatteren arbejder. Forfatteren bestiller ikke et hak.

Ingemann skrev til H.C. Andersen: Denne vinter har jeg være skinddoven.

Det er jeg også: skinddoven.

Men det går over.

Og snart vender jeg tilbage. Til siderne. Til fortiden. Til min bys prægtige historie og til min egen lillebitte refleks deri.

Så må vi se, om det går godt. Karin Michaëlis, der skrev rigtig meget selvbiografisk, siger et sted, at man ikke kan skrive om sandheden uden at skære sig på løgnen. Jeg vil siger det sådan her: man kan undertiden ikke skrive om sandheden uden at skære sig på den.

Jeg vil helst undgå skarpe skår.

Strandby 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mit arbejdsbord i januar – et billede, som skal minde mig om “hellige pligters betydning for almenvellet”

I det nye år vil jeg bla bla bla … og det vil vi jo alle sammen … og det gør vi så en tid … og så falder vi tilbage til slik og flæskesteg og halvdårlige film og kedsommelig glanen på ingenting og alt for lidt motion og alt for få besøg og og og …

Men alligevel tror jeg, at jeg kommer til at holde fast i mit nye projekt: At samle stof om min fødeegn. Og måske at slutte med at skrive en bog. Men mens det første forekommer mig sandsynligt og endda en smule dragende, så synes lysten til at skrive mit eget liv ind i den historie at være så lille bitte, at den næsten ikke er til at få øje på. Og foreløbig kan den tanke ligge og simre, hvor den hører hjemme: i mørket. Og i mellemtiden vil jeg, måske for at vække den til live, fortsat lade små ufarlige tilbageblik dryppe ind på bloggen i den rækkefølge, de opstår i mit hoved.

Jeg vil ikke love mig selv (og skynder mig at skrive det) at være flittig med projektet, for mit liv og mit liv sammen med mine nærmeste, er, om ikke et projekt, så dog et foretagende, der skal have første prioritet, og dertil kommer, at jeg har lovet mig selv, at jeg vil læse alle de gode bøger, der byder sig til. Og de byder sig til. Forleden gik jeg en tur i mit yndlingsantikvariat i Randers og slæbte en hel bunke med hjem – og gnasker løs hver aften – i øjeblikket er det Dorrit Willumsens: Bruden fra Gent … og jeg er i den lykkelige situation, at Hans (min søn) har startet en familiebogklub, hvor vi skiftes til at vælge bøger, som vi så mødes for at snakke om en gang om måneden. Så dejligt. Der har vi netop læst Solsjenytsins “En dag i Ivan Denitsovits Liv” og den næste er Karen Blixens “Vintereventyr”.

Og døgnet har alt for få timer. Men de er heldigvis alle helt spækkede med fedt indhold. Sikke en ulækker sætning. Men du ved jo, hvad jeg mener, og jeg kan altså ikke gøre for, at vort sprog udarter. Men det er vel så fedt nok! Super!

Strandby 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hermed et kort rids af den metode, jeg har valgt til at realisere det projekt, som jeg nu halvt om halvt har påtaget mig: At skrive om opvæksten i en lille fiskerby, der på mange måder kan minde om den, som Hans Kirk beskriver i “Fiskerne” – også her ernærede de fleste sig ved fiskeri, og også her spillede religionen en hovedrolle i byens daglige såvel som festlige liv. Indre Mission stod for en del, men Metodismen fyldte nok så meget. Alt det har jeg med i bagagen, men den ligger foreløbig hulter til bulter i den sæk, jeg aldrig har åbnet, og som jeg også kvier mig lidt ved at åbne.

Og hvorfor så det?

Det vil jeg foreløbig lade stå åbent.

Men selve genren “memoirer” virker ikke tiltrækkende for mig, det forekommer mig at være et minefelt, som jeg frygter for at begive mig ud i. Og det hænger bl.a. sammen med, at begivenhederne flyder os forbi, mens vi er midt i dem, og selv om det er en slags fællesgods, de efterlader i vort sind, så husker vi de samme begivenheder forskelligt. Nej, siger du, sådan var det da ikke! For du fæstnede dig ved noget andet.

Og desuden: nu, hvor jeg snart har levet i et åremål på fire snese, er rigtig mange af mine livsvidner døde.

Jeg faldt over et citat i dagens avis, Kristelig Dagblad d.8/1 2022. Et lille vers, som skulle være skrevet af Tomas Tranströmer, og som strejfer det der med at skrive om sig selv. For hvem er man i grunden? Han skriver:

Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter/ som et træ har sine årringe/ det er summen af dem/ der er mig/ spejlet ser kun mit nyeste ansigt/ jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Måske vil man nødig gense alle de gamle ansigter. Nogle af dem har man med vilje skjult, men i en erindringsbog må man kalde dem frem. Et gensyn på godt og ondt. Ellers er det snyd.

I første omgang vil jeg vandre ad ufarlige stier: de skrevne kilder. Og jeg vil læse alt det, jeg kan finde om min fødeby Strandby. Og der er heldigvis skrevet en del. Og så vil jeg selv blive klogere på, hvad det er for et sted, jeg er vokset op. Først når alt det står klart, vil jeg glide over i det personlige og skildre så sanddru som jeg nu formår, hvordan det var at være barn i Strandby i 1940’erne 0g 50’erne.,

Lad os begynde med denne fine bog af P. Chr. Pedersen: Strandby Folk – tegningerne er af Erik Skjoldborg. Sidstnævnte levede fra 1940 – 1997. Jeg har googlet forfatteren, men er ikke sikker på, hvem han egentlig er (var) – så vidt jeg umiddelbart kan se, så har han udgivet bøger i 30’erne og lever derfor sandsynligvis ikke mere. Men jeg vil blive MEGET glad for oplysninger om ham.

Strandby 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her begynder en ny kategori: Strandby. Det er et projekt, som kommer til at strække sig over i al fald et år, men mere sandsynligt over to år. Måske over endnu længere tid. Strandby vil være det sted, hvor jeg samler materiale til den selvbiografi, som jeg ikke vil skrive, men som jeg måske og måske ikke ender med alligevel at skrive.

Her først en lille hilsen til mine læsere:

Tak til alle jer, der holdt fast og ikke slap mig i de mange år, jeg svævede over vandene som en anden Vorherre og skabte verdner, der helt var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg stille op med dem helt alene.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, der har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Og mens tiden gik, visnede vi alle sammen en smule, eller jeg gjorde i al fald, men jeg tror og håber, at vi har sat frø, som vil spire og gro og sætte nye blomster i den fremtid, som nu ikke mere er vores.

Her er det foredrag i Løkken for et par år siden