Et coronasnøft

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne smukke verden lever vi i. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og hvis vi er heldige, så er vi her også i morgen. De tre billeder ovenfor er fra min LilleVerden – her i Ålum ved morgen-og aftenstide. Den lille sø ligger lige neden for vores hus, og åen snor sig tæt ved. I det tidlige forår gik jeg derned og sang morgensange, mens solen stod op.

Og jeg følte mig så rig. Det var i april/maj, og landet var lukket ned og jeg sang bla. Benny Andersens sang om mørket. Der lyder en af stroferne:

Danmark er lukket og gået i hi/ gold er en indkapslet glæde/ vis mig dit ansigt før alt er forbi/så er vi begge til stede.”

Lad os kyle masken langt væk! Lad os ses ansigt til ansigt! Og lad den indkapslede glæde slippe løs og blomstre i alle sind! Det er mine ønsker for det nye år.

Indtil da er hver dag stadig en gave af Guds nåde. Det vil jeg forsøge at huske. Men herunder den kronik, jeg skrev til Randers Amtsavis i forrige uge:

Frygt ikke! Fat mod!

Kan man begynde en kronik med to udråbstegn? Og fortsætte med to spørgsmålstegn? Ja, det prøver jeg, og så kommer jeg forhåbentlig til sagen efterfølgende og løser opgaven. For jeg har tænkt at skrive en kronik om frygt, for det er dog utroligt, så bange folk er lige nu. Og så endda for hinanden. Ganske vist camoufleret bag mundbind og passende ord om at passe på hinanden. Mundbindene er hæslige – ordene er smukke nok og sikkert velmente.

Men vi må holde op med at være så bange. Livet er jo farligt. Det ved vi nok. Det er ingen nyhed, at det var en farlig gave, vi fik, da vi fik livet. Der er mange bump på vejen, og det skal vi lære vore børn at takle fra de er helt små, selv om jeg ikke synes, at vi skal kaste 5-årige ud fra 3-metervippen, som Rane Willerslevs far gjorde med sine drenge for at hærde dem.

I vores opdragelse må vi imidlertid ikke undlade at vise børnene livets virkelighed, og vi må ikke pakke dem ind i vat, men tværtimod udfordre deres gåpåmod. Vi må ikke holde dem væk fra høje træer og dybt vand. Det er bedre at slippe dem løs, end at holde dem fast med slik og kager og diverse skærme, så vi hele tiden kan kontrollere deres færden.

Vi må give dem lov til at udforske verden, også selv om vi ryster lidt ved at slippe dem løs. Vi må gøre det, så de ikke blive så svage og sarte, at de senere bryder sammen, når de barske realiteter rammer dem. Og det gør de jo på et tidspunkt. Lige nu rammer det barske os alle.

Men livet har altid været farligt og meget mere i tidligere tider end, det er nu, med eller uden corona. Jeg taler ikke imod at vi tager de forholdsregler mod sygdommen, som vi er blevet pålagt. Dem skal vi acceptere som de fornuftsvæsner, vi er.

Jeg taler imod den frygt, der følger med. Der er mennesker, også i min omgangskreds, som dagen lang sidder fastnaglet til smittetallene, følger kurverne op og ned og bliver mere og mere bange og snart ikke kan tale om andet end de tal og den frygt, der har fanget dem.

Og det er da også uhyggeligt at se maskerede mennesker overalt, hvor man færdes, ikke mere at kunne møde sin næstes ansigt, når man går uden for sin dør.  Det får al samtale til at forstumme, for man taler kun nødigt fra maske til maske. Man kan ikke engang smile til hinanden, og er man kommet lidt op i årene, så ved man, hvad et smil betyder. De små børn kunne jo gerne smile til en, men det gør de ikke.  Når jeg er i Brugsen ser børnene lidt frygtsomt på den gamle, maskerede dame, der fumler halvblind rundt mellem hylderne for at finde de rigtige varer, for man kan jo heller ikke bruge sine briller indendørs. De dugger til.

Uden at kunne se ”de andre” bliver vi forsagte og stumme. Det er i de andres ansigter, vi bliver til som mennesker. Det er, som om vi har glemt det. Også før coronaen. I gamle dage fandtes der ingen spejle, man så sig selv i den andens ansigt. Nu har vi spejle overalt. Og vi er blevet mere og mere fikseret på vores eget billede. Tænk på de mange selfies, der tages, og tænk på alle menneskers kamp for at komme i TV blot for at se deres eget kontrafej tone frem på skærmen.

 Jeg kommer til at tænke på et digt af Benny Andersen, hvor et af versene slutter sådan her: ”Mørket vil binde, men lyset gør fri/ Bred er den smalleste glæde/ Vis mig dit ansigt, før alt er forbi/ Så er vi begge til stede.”

I mange år har jeg rejst land og rige rundt og holdt foredrag om engle. Alle Bibelens engle har samme startreplik, når de henvender sig mennesket. Den lyder sådan her: ”Frygt ikke!” Det er altså det første bud, de kommer med, inden de fortsætter med resten.

Disse budbringere møder vi mest i Det gamle Testamente, men i Det ny Testamente har vi en dejlig historie, som kort går ud på, at Jesus får øje på sine venner ude i en båd. Det er blæst op, de er i fare, og de er bange. Så går han ud til dem. og der står (Matthæus. Kap. 14, v. 26): ”Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt. – Og Jesus sagde, … det er mig, frygt ikke!”

I en radioudsendelse hørte jeg en lærer fortælle, at han havde læst den historie om Jesus der går på vandet højt for en børnehaveklasse og for en niendeklasse. Og bagefter bad han dem forklare, hvad den fortælling egentlig handlede om. De store børn sagde: ”Den er det rene vrøvl. Man kan ikke gå på vand. Det er der videnskabelig evidens for.” De små børn sagde: ”Det handler om, at vi ikke skal være bange.”

Nemlig, det handler om, at vi ikke skal være bange. Så lad os holde op med det! Er vi ikke kristne, kan vi gøre det i naturvidenskabens klare lys: også Darwin vidste, at menneskets lod er at blive syg og at dø. Det er helt naturligt og ikke noget, vi skal gå og frygte for hele livet. Vi er nemlig i stand til at fornægte frygten og al dens væsen og vælge livet. Livet sådan som det nu engang er: med en død som det endelige punktum. Og lige meget, hvad statsministeren siger, så er døden ikke en tragedie, den er et vilkår.

Sådan kan man sige det med naturvidenskabens syn. Og er man kristen, kan man sige det i Jesu navn: ”Frygt ikke! jeg er med jer alle dage.”

Hjemløshed

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne sommer har for første gang gjort begrebet hjemløshed smerteligt aktuelt i mit hoved. Ikke fordi jeg er blevet hjemløs. Alligevel var det den her sommer, at jeg er blevet mig bevidst, at det bedste i mit liv: det her sted, det her hus, den her mand, den her udsigt til træer og buske og landsbyhuse og til landets smukkeste kirke, der endda er oplyst efter mørkets frembrud, er noget, jeg kommer til at miste. At det virkelig sker.

Nå ja, vi mister jo alle sammen. Det er ikke noget nyt. Sådan er det at være menneske. At være i live.

Så altså: da jeg skulle skrive min månedlige kronik, blev hjemløshed emnet. Selvfølgelig.

Herunder manus til kronikken:

Hjemløs

Vi har haft børn og børnebørn boende under coronakrisen, fordi de pludselig var blevet en slags hjemløse. De bor normalt i USA, og det var ikke muligt at rejse tilbage fra ”ferien” i Danmark, som altså blev noget længere, end de havde planlagt. Det var dog en tryg form for hjemløshed, tænker jeg, og de led næppe voldsomt meget ved at skulle bo hos os en tid, og de vidste jo, at de kom hjem igen. Men det fik mig til at tænke på begrebet hjemløs. Og hvor relativt, det er.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” For nogle år siden deltog jeg i en fest langt ude på den argentinske Pampa. Her sang jeg disse smukke ord fra H. C. Andersens nationalhymne i kor med en flok argentinere, der aldrig havde sat deres ben i Danmark, og som var født i en anden verdensdel og på den modsatte side af jordkloden. Men de sang højt og smukt, at de havde hjemme i Danmark, og ordene kom fra hjertet, det var tydeligt, men det var nu også meget underligt, syntes jeg.

Deres forfædre var født i Danmark, de var ikke, de var født rundt om i Argentina og var opdraget til hver morgen at hejse det argentinske flag i skolegården og synge den argentinske nationalsang, og da jeg senere på aftenen gik nogle af dem på klingen og spurgte, om de var danskere eller argentinere, fik jeg ganske enslydende svar: ”vi er da argentinere.”  ”Men sang I så ikke falsk lige før?” ”Nej,” påstod de, for de havde rødder i Danmark, deres forfædre kom derfra, så der var fødsler nok at tage af i det gamle hjemland, så derfor kunne de roligt synge: ”I Danmark er jeg født…” For når de sang det, så blev de ét med slægten.

Men hvad vil det sige at have hjemme et sted? Det blev mit barnebarn, Anna på 8 år, spurgt om forleden, og det gik hun så en tid og grublede over, og det endte med at blive en lang smøre, som hendes mor skrev ned ord for ord, og her er den uredigerede slutning på hendes lange forklaring: ”Du er fri, du hersker over din krop, dit hjerte og dit sind. Der, hvor du går, har du hjemme, der, hvor du står, er du fri og der, hvor du sidder, er du dig.” Jeg har sat kommaerne, ellers er ordene hendes. Og de gav mig da noget at tænke over.

Da jeg for år tilbage underviste i dansk på gymnasiet, læste vi bl.a. dannelsesromaner. Den slags fortællinger har en fast struktur: en helt, som først er hjemme, så bliver han en tid hjemløs og så finder han hjem. Hjemme – hjemløs – hjem. Vi kender samme struktur fra eventyret, og vi vil så gerne tro, at det er sådan, det forholder sig i virkeligheden: vi forlader trygheden, så kommer vi ud i verden, og her må vi igennem mange prøvelser, men vi havner heldigvis altid hjemme.

 De argentinere, jeg mødte på Pampaen, havde et andet perspektiv på sagen: vi forlader hjemstavnen, og vi kommer ikke tilbage, men vi forlader aldrig tanken om, hvor vi kommer fra. Og nu kobler jeg til barnets udsagn: ”Der, hvor du går, har du hjemme.” Vi er altså aldrig hjemløse. Hvilken fantastisk tryg tanke. Og sådan tænker barnet. Gudskelov.

Og så kunne jeg jo passende slutte her, og vi ville alle kunne hygge os med det glade budskab om, at vi har hjemme overalt i verden. Men helt så enkelt er det jo ikke. For det danske barn er det sådan, det forholder sig: hun har hjemme alle steder. Og mit barnebarn er et moderne barn med rejselystne forældre, og hun har været mange steder på kloden, i Nord- og Sydamerika flere gange, og i et par omgange har hun boet i Tanzania, hvor min datter underviste. Og hun har rejst alle mulige steder i Europa. Og altid i tryghed. Altid sammen med far og mor og søskende. Og verden har taget imod hende med åbne arme.   

Men vi ved det jo godt. Det er ikke alle, der har så trygge vilkår som de fleste af de børn, der vokser op her i Danmark. Og idyllen krakelerer for alvor, når vi kaster blikket ud i verden omkring os. Det lille flygtningebarn fra den brændte Moria-lejr i Grækenland finder næppe tryghed i at sige til sig selv, at det har hjemme overalt. Det har ikke tag over hovedet, det fryser og sulter, og det må leve på gaden eller i en ny, overfyldt flygtningelejr. Og det lille krigsbarn, som Nordbrandt skriver om i sit digt ”Vuggevise,” har heller ikke hjemme noget sted i verden. Henrik Nordbrandt slutter sit digt med stroferne: ”Lille krigsbarn, hvor vil du dø/ hvor bomberne falder/ eller i åben sø. /Lille krigsbarn/ hvor vil du hen?/Vælg selv/ Bare vi aldrig skal se dig igen.”

Og der er hjemløse i vort eget land, og nu tænker jeg ikke kun på asylansøgerne, de er trods alt på vej, og man kan håbe, at de finder et hjem, men på de folk, der er faldet igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet og er endt på gaden. For dem er håbet bristet for længe siden. Der er ingen vej hjem. De er og bliver hjemløse.

Nogle billeder af haven lige nu sidst i oktober og et par stykker fra sommeren. Det her sted.

oktoberhaven
en snegl i juli i fuglebadet
Huset vi bor i
To børn og to svigerbørn ved åen, som snor sig gennem vores dal

Mens det sker 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det følgende – i de indlæg, der hedder “mens det sker” vil jeg skrive om livet her og nu for os – og måske kan det bruges af andre også.

Mens det sker

Jeg læste forleden den tidligere norske biskop Per Arne Dahls bog: ”Sårbarhedens Kraft. At finde styrke i svaghed.” Han blev pludselig døv på det ene øre og skriver om, hvordan det fik ham til at gruble over ”sårbarheden.” Og der var mange sider i bogen, som jeg følte mig styrket af at læse og som i mine øjne er så rigtige, at jeg selv kunne have skrevet dem.

Nej. Spøg til side.  Det er en god bog. Næsten. Der er en del vrøvl også, men det læste jeg hen over, for den slags kristen retorik er jeg så opflasket med, at det ikke ligefrem skurrer i sindet. Højst støver det en smule.  

Og forfatteren har selv ind i mellem noget, der minder om distance til det religiøse sprog, som han ellers læner sig imod. Et godt eksempel: for år tilbage hang der i alle almuehjem små broderede skriftsteder – og engang var han med sin lille søn, der lige havde lært at læse på besøg i et hjem, hvor der stod: ALT AF NÅDE – Og den lille fyr spurgte, om der ikke skulle stå:” alt med måde.”

En demenskoordinator, som kom en del i hjemmet for et par år siden, og som kender lidt til mit forfatterskab, spurgte mig, om det ikke var en ide for mig, som kunne skrive, at skildre min mands sygdomsforløb i en bog. Som terapi for mig og som hjælp til andre.

Men jeg tænkte på min mand og sagde nej.

Jeg kan huske, at jeg endda blev utilpas over forslaget, men skjulte det. Hun kunne åbenbart læse en ansigtsmaske og svarede igen med noget, som hun på sin side forsøgte at skjule. Men jeg tror, at hun blev støt over mit afslag.

Ja, jeg afslog. Hvorfor?

Indlysende hvorfor, synes jeg. Jeg ville ikke udstille min mands svaghed. Han havde jo ikke vundet i OL, ingen pokal at vise frem der. Han havde tabt i livet. Hver dag er en udfordring for ham på den hårde måde. Er det noget at skrive om?

I al fald ikke noget at råbe op om. Snarere noget at tale ned om.

Ja, og det sidste forsøger jeg hver dag. At tale det ned. Og det er ikke altid en god ting, men det kan være nødvendigt i et lille samfund som vores. Forleden kom en kone hen til mig og sagde: ”Hvor var det godt at se din mand forleden. Han ser jo godt ud!”

 Det var jo vel ment. Men det viser med al mulig tydelighed, at folk FORVENTER at møde Alzheimer Himself, når de møder min mand. De ser ikke min mand, de ser hans sygdom. Og når han så taler og ler, som han plejer, bliver de dybt berørt. Tænk, at han kan det!

Ja, derfor taler jeg det ned.

På demensafdelingen i Skejby sagde jeg til en psykiater, at jeg ikke havde fortalt nogen om diagnosen (jo, vores børn og familie) – “uha, men lad da også endelig være med det.” Det forstod jeg ikke dengang. Det gør jeg nu.  

Men skrive en bog om ham! Det afslog jeg. Jeg tænkte, at det ville være som at filme en færdselsulykke og endelig huske at få alle de døde og sårede ind i kameraet.

Nu har jeg læst Sårbarhedens Kraft. Og ganske vist ikke ændret mening. Det føles akkurat lige så uværdigt som før. Men jeg tør vove det lidt alligevel på denne blog, og det gør jeg, fordi jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at træde ud af sårbarheden, når man kan, og at man bruger de evner, man har til måske at lyse en lille smule op i det mørke, der omgiver mange mennesker. At man tør være sin egen følsomhed bekendt – ikke for at styrke sin egen selvmedlidenhed, men for at vise, at man midt i sin smerte formår at række ud til andre og være til stede. At kvæle sin apati og styrke sin empati.

Her er et citat af Arnulf Øverland: ”Du må ikke tåle så inderligt vel den uret som ikke rammer dig selv.”

Jeg vil citere et afsnit fra Dahls bog:

”Følsomheden er vores adelsmærke, vel at mærke når den bruges til gavn for andre og ikke for at fremme vores egen selvmedlidenhed. Følsomheden er vores adelsmærke, når den bruges til at afdække det værste, det krænkende og det brutale. Følsomheden er vores adelsmærke, når vi bliver berørt af noget og derefter tør involvere os. Det, vi gør os klart, kan vi ofte gøre noget ved. Det, vi ikke gør os klart, gør altid noget ved os. Apatien gør det af med vores nødvendige følsomhed, så vi bliver immune og alt for tykhudede. Apatien er den moderne død.”

Apatien er den moderne død – lad lige den sive ind!

Her vil jeg indskyde, at jeg selv ALTID har sværmet for selvbiografier eller autofiktion, og jeg har været rivende ligeglad med, om det virkelig var sket eller ej. Det har været gode bøger. Folk, der har brugt deres eget liv i deres bøger. Det er så stærkt, når det lykkes.

Nu nævner jeg de bøger, der først falder mig ind: Märta Tikkanen og Karl Ove Knausgård. Den første skriver om livet med sin alkoholiserede mand, den anden om barndommen med sin strenge og drikfældige far.

På samme måde har jeg slugt Thomas Bredsdorfs ”tøsne og forsythia”. Den har jeg endda læst flere gange. Og grædt over slutningen hver gang. Og nu tør jeg næsten ikke læse den mere.

Fri os fra det onde

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fri os fra det onde

Det onde og det gode. Det er for de fleste af os genkendelige størrelser, og når vi møder dem, er vi aldrig i tvivl. Vi vil helst møde det gode. Vi vælger kysset frem for øretæven. Og så glemmer vi, at kysset kan været et Judaskys, og øretæven kan være fortjent.

Det lyder banalt, men det er det modsatte. Det er så kompliceret, som det kan være, og det er vel derfor, vi så ofte går vild på vejen mellem godt og ondt.

Ondskaben er i os selv, i hver eneste af os, men vi genkender den ikke altid, og når den udspringer i vore egne hjerter, giver vi den skyndsomt andre navne.  Det Onde skal være noget uden for os selv , noget hos ”de andre”. Så er den forsagbar.  Så kan vi se fjenden, så kan vi angribe ham uden at såre os selv.:

Vi kan forsage Djævelen =det onde.

Projektion kalder Freud det.

Vi taler om, hvor ond Putin er, hvor ond Erdogan er, hvor ond Trump er, hvor ond Lukasjenko er … og alle de andre … Hitler og Stalin og Nero … ondskaben taler til os op gennem historien. Og når vi “forsager Djævelen og alle hans gerninger”, så er det altid ham uden for os selv, vi mener, ham, som vi lige så vel som Julenissen og Englen har givet en genkendelig skikkelse, og så vi ikke er i tvivl, for vi har givet ham skikkelse:. Onde øjne, horn i panden og en fork i næven. bVi laver billleder af engle og djævle, og vi genkender dem og ved, hvem der står for det onde og hvem for det gode. Hvem, der hører hjemme i Himlen, og hvem Gud forviste til et liv i Helvede. Guds engle og Hells angels.

Hvem kan tage fejl.

Det kan vi.

Og det gør vi. Igen og igen.

Inderst inde ved vi godt, at de to arter er nært beslægtede, og at vi alle er børn af begge. Vi har alle noget engleligt og noget djævelsk i vort dna. Og det kan vi så projicere ud på Putin eller Hitler og Erdogan og hvem vi ellers elsker at hade. 

Vi kunne måske også tage kampen op hjemme i vores eget hus = hoved, hjerte eller hvilket organ, vi nu placerer djævelskabet i?.

Herunder er par engle tegnet af mine børnebørn Alexander og Cecilia. Begge handler om englenes fald. Derved blev de jo til djævle. Eller til os?

En 70 års fødselsdag


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det er ikke mig, der netop har rundet de 70. Jeg var allerede et stort barn på 5 år, da den fødselar, vi her skal høre om, kom til verden. Og det var en fødsel, der var usigelig smertefuld og meget blodig og slet ikke kan sammenlignes med min fredelige indgang i verden.
En nations fødsel. Israels. Og man kan vel sige, at veerne aldrig er hørt op. Det gør stadig forfærdeligt ondt på alt for mange i det land.
I den seneste tid har jeg genlæst Apostlenes Gerninger – og på den måde fulgt med i de første kristnes færden i det, der i dag er Israel. Den lille fine bog er skrevet af evangelisten Lukas. Noget af det mest dramatiske i den er Saulus’ omvendelse og navneforandring til apostlen Paulus. Der fortælles mest i 3. person ligesom i evangelierne, men ind imellem stikker Lukas hovedet frem og skriver ikke ”de” men ”vi” – så kan vi se, at han selv var med og altså vidste, hvad der skete.
Men det meste af tiden er man i Israel, eller Judæa, eller Jødeland, som det også benævnes. Men apostlene er hele tiden på farten. Også i andre lande færdes de: Grækenland, Tyrkiet, Italien osv. Og det er jo romerretten, der gælder overalt på den her tid, og så vidt jeg kan læse af teksten, så er der religionsfrihed, og selv om de kristnes religiøse modstandere forsøger at få dem dømt og henrettet, så bremses disse forsøg gang på gang af det romerske retsstystem. Man må da dyrke hvilken gud, man vil. Romerne havde jo selv rigtig mange, og man var åben over for nye, også Jesus. Der var endda de romere, der syntes, at man godt kunne indlemme ham i templerne sammen med Jupiter og alle de andre.
Der sker meget fantastisk i Apostlenes Gerninger. Kristendommen vinder frem i lyntempo. En ganske lille håndfuld mænd og kvinder, for de var ikke mange. Men de har virket så ukueligt stærkt og overbevisende, at det lykkedes dem at ”omvende” jøder og hedninger i massevis ( hedningerne er vel romerne og grækerne osv.)
På et tidspunkt gjorde jøderne oprør mod romerne. Der havde hele tiden været optræk til væbnet modstand mod romerne, og tankevækkende nok, så er det lige 70 år efter Kristi fødsel, at det store oprør brød ud. Det knækkede Israel og Templet i Jerusalem blev totalt ødelagt ødelagt. Det var 2. gang. Men denne gang blev det ikke genopbygget.
Der blev aldrig noget 3. tempel i Jerusalem. Kun Grædemuren er tilbage. Og jøderne blev fordrevet – spredt over hele verden. Og sådan gik det i næsten 2000 år.
Men for 70 år siden vendte jøderne altså tilbage til Israel – en ny nation kom til verden og aldrig er nogen nation blevet modtaget med så modsatrettede følelser. Så lidenskabelig en kærlighed, så ubændigt et had.
Det var måske ikke meningen at fordrive palæstinenserne, men i den krig, der udløstes straks efter statens proklamation og kostede jøder og arabere frygtelige tab, og hvis sår måske aldrig vil heles, der blev de fordrevet.
Og vi kender alle historien, der her forleden på 70 års fødselsdagen fik en særlig krølle ved at Amerika (Trump) flyttede sin ambassade til Jerusalem og dermed gjorde byen til Israels hovedstad.
Lad mig slutte af med et par citater af jøder, jeg sætter stor pris på:
Her først et citat fra et interview i Kristelig Dagblad på fødselsdagen. Det er fredsaktivisten Zelda Harris, bosiddende i Tel Aviv, der udtaler følgende:
”Jeg er i dag 87 år. Jeg kan ikke gøre så meget mere. Kun prædike. Men her er min meget naive tro: Vi bor i verdens navle, de tre religioners fødested, og netop her burde de tre religioner kunne bo sammen. Jøderne har ikke tænkt sig at forsvinde, og palæstinenserne heller ikke. Abraham er vores fælles far. Men jeg ved ikke, hvad der vil ske. Havde jeg været palæstinenser, ville jeg gøre nøjagtig, som de unge palæstinensere gør. Jeg ser mig selv i Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske pige, der nu er fængslet. Ikke desto mindre elsker jeg mit land.”
Det andet citat er fra et interview med Amos Oz – den israelske forfatter, som nylig har udgivet bogen “Judas”, som jeg har omtalt i et tidligere indlæg: Han skriver (i Neue Zürcher Zeitung):
“Jeg ønsker ingen fred mellem de politiske lejre. Jeg ønsker ikke-vold. Vrede, strid, uenighed, intellektuelle, moralske og politiske skænderier er godt. De danner det bedste klima for kreativitet og kulturel vækst. Jeg ønsker ikke, at Israel bliver til én stor harmoni.”
Det har han nok ret i. Og en stor harmoni mellem de mange modsætninger i Israel er naturligvis en naiv drøm: noget i retning af Guds Riget på jorden. Og det drømmer mange måske nok om, men få tror vel for alvor på, at det vil indtrække. Men jeg synes, at man hele tiden skal forsøge at nærme sig det utænkelige ideal: freden. Men nej, det gør Amos Oz ikke. I sin roman lader han alle stemmer lyde. Han er dog tilhænger af ikke-vold. Det er vel også en slags fred.
I Oz’ bog Judas er der mange stemmer. Jeg har skrevet om bogen i et indlæg fra januar i år. Men her er et af de mange stemmer i bogen. En gammel klog jøde, der siger:
Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”
Og det er vel sagen. Den knude kan vist ingen løse. Mon?
 

Joseph Roth – en jøde


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Hermed en henvisning til indlægget fra 31/1 om Amos OZ’ seneste roman: Judas. Denne fremragende fortælling om en moderne (og evig) jøde, bragte mig på sporet af Joseph Roths bøger. Han skrev ikke ret mange. Var først og fremmest journalist, og han var ikke en genial kunstner på niveau med Oz.
Men hans liv var hårdt, lige fra opvæksten i en lille østeuropæisk by (det nuværende Ukraine) og til han døde som 44-årig i Vesteuropa (1894-39), underkastet de hårde vilkår alle jøder levede under på den tid.
Hans hovedværk er bogen “Job”, om en jøde, der vokser op samme sted som forfatteren og er på en måde en del af hans egen familiefortælling. Og samtidig er hovedpersonen en parallel til den bibelske Job.
Den vise, gamle mand i OZ’ roman Judas forklarer sit syn på (og afsky for) ideen om en verden delt op i nationer, der bekriger hinanden. Se indlægget fra 31/1 om A.Oz.
Og i et lille skrift af Joseph Roth “Jøder på Flugt” skriver han om samme emne, som behandles i Judas, følgende:
For det kan da aldrig være meningen med verden, at den skal bestå af “nationer” og fædrelande, og ønsket om at bevare kulturel særegenhed kan da aldrig begrunde, at man ofrer så meget som blot et enkelt menneskeliv. Fædrelande og nationer vil imidlertid både mere og mindre end det: nemlig ofre liv for materielle interesser. De skaber “fronter” for at bevare baglande. Og i de jammerlige tusinde af år, jøderne har overlevet, har de kun haft én trøst: nemlig den, at de IKKE ejer et fædreland. Hvis der overhovedet findes en historisk retfærdighed, så vil jøderne blive belønnet for at have bevaret deres sunde fornuft, for ikke at have haft noget “fædreland” på en tid, hvor hele verden hengav sig til det patriotiske vanvid.”
Ja. Det skriver Roth i 1927 – og det er jo før oprettelsen af staten Israel, og det er i den tro, at netop jøden af alle er pacifist og foragter nationalismen med dens indbyggede krigsbegejstring.
Roth taler om “jøden” men i sit lille skrift omtaler han selvfølgelig også den assimilerede jøde, som gladeligt kæmper for sit engelske eller franske eller tyske “fædreland”. Og han omtaler zionismen, som en stor fare for jøden og han ser den styret af “ikke-jødiske” interesser.
Virkeligheden skulle blive helt anderledes, end Roth forestillede sig. Og ingen steder er nationalismen vel stærkere end i det moderne Israel. Men Roth oplevede det ikke. Han lukkede sine øjne i1939. Godt for ham.
Hvis emnet interesserer dig, så kan jeg anbefale endnu et værk, nemlig Hanne Arendts “Vi Flygtninge.” Som jeg i øvrigt også har et indlæg om et sted på bloggen. Herom senere.

Sådan talte man på Ingemanns tid


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
For nogen tid siden faldt jeg over en bog. Det gør jeg jo hele tiden. Og som regel samler jeg den op og køber den. Hvis den altså er skrevet i et sprog, der er smukt eller på anden vis siger mig noget.
Den før omtalte bog er morsom, fordi den viser os sort på hvidt og uden litterære krummelurer, hvordan dagligsproget var for nogle hundrede år siden. På Guldalderens tid. Da B. S.Ingemann levede.
Det er en lærebog i konversation, og det er naturligvis overklassen, den er skrevet for. Men de fine herrer ( og der er tale om mænd) taler jo med “de lavere” klasser, så deres sprog kommer med. Jeg synes, det kunne være morsomt at gengive nogle af bogens eksempler på den korrekte måde at takle hverdagssproget på.
Her er det en typisk morgenstund – og sig mig nu, om det lige er de ord, man fisker frem, når man vågner til en ny dag i vor tids Danmark!
Der er to talende. Den ene herren, den anden tjeneren. Det er ret interessant, at der ikke er kvinder blandet ind. I den første samtale drejer det sig om at gå i seng. I den anden om at stå op igen.
“Jeg ønsker at gaa til Sengs straks”.
På Øieblikket. Ønsker De, at jeg skal varme Deres Seng?”
“Nej; men gør Ild i mit Værelse, thi det er meget koldt.”
“Alt er færdigt; De kan gaae op, naar det behager Dem.”
“Giv mig mine Tøfler og min Nathue.”
“Skal jeg hjelpe at klæde Dem af?”
“Det gjøres ikke nødigt; jeg kan godt selv komme ud af det. Har der Ingen været at spørge efter mig?”
“Der har været en Herre, som jeg ikke kjender, og som ikke har villet sige sit Navn. Han sagde, at han vilde komme igjen imorgen tidlig.”
“Har De ikke faaet noget Brev til mig?”
“Der er kommen 3 Breve, som ligge paa Deres Chatol, i Cabinettet.”
“Gaa og hent mig dem, at jeg kan læse dem, inden jeg lægger mig.”
“Her er desuden et Indbydelseskaart til et Selskab.”
“Lad mig ikke glemme imorgen Formiddag at sende Svar paa Invitationskaartet.”
“Jeg skal sørge for at huske Dem paa det.”
“Jeg har Meget at gjøre imorgen tidlig; jeg maa derfor staae noget tidligere op.”
“Hvad Tid ønsker De, at jeg skal vække Dem?”
“I det seneste Klokken 7; men fremfor Alt glem det ikke!”
“De kan stole på min Nøjagtighed.”
“Sørg for mit Uhr, og læg det ved Hovedgjærdet af min Seng.”
“Ønsker De at faae Lys? Natlampen er gjort i Stand.”
“Godt! De maa tænde den, inden De gaaer bort; men pas paa at sætte den saaledes, at der ikke er Fare for, at den skal stikke Ild.”
“Jeg vil sætte den i Krogen ved Kaminen.”
“Træk Gardinerne lidt bedre for, saa at Lyset ikke skinner mig i Øinene.”
“Har De Intet mere at befale?”
“Jeg har drukket en smule mere end jeg er vant til, og jeg føler mig lidt hed i Hovedet; sæt et Glas Sukkervand paa Narbordet.
“Dersom De ikke føler Dem ret vel, vil jeg tilbringe Natten hos Dem.”
“Nei, nei, gaa De kun til Sengs; desuden hvis jeg behøver Noget, skal jeg ringe.”
 Og her er det en morgenstund:
“Min Herre, De sagde igaar, at jeg skulde kalde tidlig paa Dem. Klokken er 7.
Træk Gardinerne til Side og luk Skaaderne op, at jeg kan see.
Ønsker De, at jeg skal lægge i Kakkelovnen, inden De staaer op?
Det vil ikke være af Veien; thi jeg har svedt stærkt, og jeg er bange for at forkøle mig
Imidlertid gjør De bedst i ikke at kaste Tæppet af Dem.
Naar det brænder i Kakkelovnen maa De sætte Rækken hen for Ilden, for at afdampe det Linned, jeg bruger.
Hvilke Klæder ønsker De at tage paa idag?
Dem, jeg havde paa igaar; jeg har ingen særdeles Visitter at gjøre og vi vente ingen Fremmede.
Jeg troer, at Deres Linned er tørt nok, saa at De kan staae op, naar det behager Dem.
Har De sørget for at have varmt Vand til at vadske mine Fødder?
Theekjedlen staaer over Ilden, og Vandet begynder at koge
Giv mig et Stykke Sæbe og en Serviet til at tørre mig paa.
Sæben ligger paa Bordet ved Siden af Dem, og Servietten hænger paa Ryggen af Deres Stoel.
Dette Linned er meget slet vadsket; det er snarere rødt end hvidt.
I denne Aarstid er man nødt til at tørre det ved Ilden, hvilket gjør, at det aldrig bliver saa hvidt, som naar det er tørret i Luften.
Gjør i Stand Alt, hvad der bruges til at frisere mig.
Alt er færdigt; dersom De vil sætte Dem foran Deres Toilette, saa vil jeg begynde.
Mine Haar begynde at blive noget vel lange; jeg troer, at de kunne trænge til at skæres.
De veed, at jeg ikke forstaaer mig paa at klippe Haar; men jeg skal lade Friseuren det vide.
Ja, siig ham, at han kommer imorgen tidlig henved Klokken 9.
Jeg skal ikke glemme det.
Disse Strømper ere ikke til at tage paa; der er en Maske, som er løben op lige midt paa Benet.
Her er et andet Par, som ere ganske nye.
Jeg kan nu nok gjøre mig færdig uden Dem. Gaa ud og sig, at man maa gjøre Frokosten i Stand, thi jeg maa gaae tidlig ud.”

Samtale 1 – 6. marts


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
“Nu kommer lyset.”
“Hva’ skal det?”
“lyse”
“nå.”

“Og mørket?”
“Det forsvinder ikke.”
“Nej.”
“Det er smukt”
“Nej”
“Men det kan være smukt – se!”

“Gud fri os”
“Ja, mon ikke?”

KRIGEN OG AL DENS UVÆSEN


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
 
I forlængelse af forrige indlæg om Mellemøsten – hvor krigen har raset i årtusinder, kommer nu dette indlæg om KRIGEN.
Da jeg for flere år siden brugte det meste af en vinter på at læse Det gamle Testamente, tænkte jeg, at i al fald én ting var uændret i den egn: de mange drab. De finder stadig sted.
Hvornår har der været FRED i Mellemøsten?
Jeg husker, at jeg i 1961 hørte et foredrag på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg. Det hed ”Fred i Mellemøsten” og foredragsholderen var pastor Poul Borchsenius fra Randers. Jeg glemmer aldrig den aften. Han var ikke blot en stor foredragsholder, han var også skuespiller og tryllebandt os i et par timer. Han var med til at danne vores opfattelse af Israel og hele konflikten omkring oprettelsen af den nye stat.
Under 2. Verdenskrig var Borchsenius aktiv i evakueringen af jøder i Danmark, og i 1943 måtte han selv flygte til Sverige. Han begyndte sit foredrag med at skildre arabernes grusomme adfærd (ikke kun mod jøder, men også indbyrdes). Der var ingen tvivl om, hvor hans sympati lå i konflikten mellem araberne og jøderne. En sætning husker jeg tydeligt: ”Det eneste, de arabiske lande kan blive enige om, er at jøderne skal fordrives fra Israel.”
Jeg tror ikke, at krig løser konflikter. Vold avler vold. Det viser historien, og det viser litteraturen.
Men jeg er helt sikker på, at pastor Borchsenius IKKE var pacifist. Og Israels premierminister på den tid, Ben Gurion, var i al fald ikke. Han var ivrig zionist lige fra sin ungdom. Og han var leder af ”Frihedskrigen” mod araberne. Staten Israel var oprettet og forsvaret gennem ham og hans bevægelse.
Jeg tror, ligesom den unge enke i Amos OZ’ roman ”Judas” og ligesom hendes far, at man ALDRIG skulle have oprettet en jødisk stat, fordi det KUN kunne føre fra krig til krig. Det har det gjort siden.
Det er efter min mening forkert at oprette små supernationale stater (Catalonien som seneste skud på den stamme – Jugoslavien som en af de nyere – ) Det rigtige er at lade udviklingen og oplysningen medføre fremskridt og demokrati. Ikke krige.
Og jeg tror, ligesom den indiske leder Gandhi, at ikkevold er den eneste vej at gå, fordi vold altid fører til mere vold. Og fordi vold er det værste et menneske kan øve mod et andet menneske.
Og jeg tror ikke, at et menneske må slå et andet menneske ihjel. Det er der en lov imod i al fald i min religion. Man skal kæmpe. Ja. Men med ord. Ikke med dødbringende våben. Knæk riflen! Skærp ordet!
Og ja, jeg kender alle modargumenterne: At der findes ”gode” krig og ”onde” krige. At nazismen f.eks. aldrig ville have kunnet standses ad fredelig vej. At atombomben over Hiroshima var nødvendig for freden. At israelerne ville være blevet fordrevet (endnu engang), hvis de ikke havde grebet til våben. Og som den gamle mand i OZ’ bog siger: At nok så mange kopper kaffe aldrig vil kunne gøre dødsfjender til livsvenner.  At vi er nødt til at forsvare os i en ond verden af syndige mennesker. Det skyldes alt sammen syndefaldet, siger Luther, og derfor kan vi ikke være fredelige og gode mennesker.
Den køber jeg ikke. Men jeg er som sagt heller ikke rigtig lutheraner.
Argumenterne imod krig har jeg derimod købt. F.eks. fra Erasmus, der er samtidig med Luther. Og fra Voltaire, der levede et par hundrede år senere.

Her ses Erasmus ved skrivebordet foreviget af Albert Dürer i 1526.

Erasmus af Rotterdam skriver f.eks. følgende i sin afhandling om krigen fra 1515:
( Citeret fra Aage Marcus: Livsanskuelse gennem tiderne. Gyldendal 1958)
Teksten er jo mere end 500 år gammel, så sproget og billederne er derefter. Alligevel. Læs blot disse udpluk af afhandlingen for at få en fornemmelse af den gamle humanists holdning til krig:
”Om der er noget i verden, som man bør betænke sig på at iværksætte, ja, som man burde undgå med alle midler … da er det visselig krigen. Intet er mere umoralsk, intet mere ulykkebringende, intet mere omfattende, vedholdende og gruopvækkende i sine ødelæggende virkninger. Kørt sagt: intet er mere uværdigt for mennesket – for da slet ikke at tale om et kristent menneske.”
Erasmus undrer sig over, at oplyste mennesker som jurister og teologer kan gå med til at opildne folk til at gå i krig. Og han fortsætter:
”Nu om dage (er) krigen i den grad en anerkendt institution, at man finder det underligt, at der er mennesker, som ikke billiger den; den er så fuldkomment accepteret af den offentlige mening, at det anses for upatriotisk at misbillige noget, som dog er mere forbryderisk og ulykkesbringende end noget andet.”
Erasmus går nu over til at karakterisere mennesket som et i grunden blidt og fredeligt væsen. Det kan man så diskutere, om han har ret i. Krigens realitet, ikke mindst i 1500tallet, hvor religionskrigene og krigene fyrsterne imellem strakte sig ud over hele Europa. Men det mener han alligevel og fortsætter:
Betragter man blot menneskelegemets bygning og ydre, er det da ikke umiddelbart indlysende, at naturen, eller rettere Gud, har skabt dette væsen ikke til krig, men til venskab, ikke til indbyrdes fordærv, men til gensidig hjælp, ikke til voldshandlinger, men til velgerninger. Alle andre levende væsener er nemlig udrustet med angrebs- eller forsvarsvåben … nogle har et rygskjold, andre en tyk hud eller skal. Nogle, som duen, har hurtighed til værn, andre har fået giftens våben. … Kun mennesket er fra naturens hånd nøgent, svagt, spinkelt og våbenløst, dets hud er glat og ubeskyttet. Intet som helst i dets legemsbygning er indrettet til kamp eller voldshandlinger. …
Og han fortsætter med at påkalde sig naturens indretning af mennesket som ganske uegnet til krigshåndværk. Han siger:
Naturen har således villet, at mennesket skulle anse livets gave for givet mindre til det selv end til dets medmenneskelighed, at det skulle føle sig viet til næstekærlighed og venskab.
Tankevækkende, at Erasmus taler nok så meget om NATUREN som han taler om GUD.
Langt senere i sin afhandling skriver han:
Hvordan er det nogensinde faldet os ind, at den ene kristne skulle drage sværd mod den anden? Kristi bud er ét, nemlig kærlighed. Og gives der noget mere stridende  imod dette bud end krigen?
Erasmus kommer nu ind på begrebet tolerance. Han tager som eksempel krigen mod tyrkerne – relevant emne på denne tid, hvor det osmanniske rige ekspanderede og truede store dele af Europa. De fleste er enige om, at krigen mod tyrkerne er retfærdig og at det jo er vantro, man dræber og at det derfor ikke kan være en ugerning.
Erasmus siger:
”Når du myrder dem (=tyrkerne), der ganske vist er vantro, efter vor formening, men som dog er mennesker, for hvis frelse Kristus er død, bringer du så ikke djævelen et slagoffer, så den gamle fjende glæder sig dobbelt, både fordi der dræbes et menneske, og fordi den, der dræber, er kristen? Hvis de gamle forkyndere af evangeliet havde været af samme sind over for os, som vi er over for tyrkerne, hvor ville vi da være nu? – vi, som takket være deres fordragelighed er kristne —- Jeg foretrækker en god tyrker for en hyklerisk kristen.”
Godt scoret Erasmus – siger jeg – 500 år efter, at de ord er nedfældet. Og så kan man jo komme en gang til og påstå, at Luther gik ind for krig og nedslagtning af oprørske bønder, fordi han var barn af sin tid.
Det var han sikkert. Det var en grusom tid.
Men Erasmus var også barn af sin tid. For det var også en humanismens tid.
Tidsånden var ikke kun for krig. Den var også for fred.
Jeg er helt sikker på, at Luther var MODIG – det viser hans holden fast ved sine ideer, selv om han ved, at kætterbålet brænder tættere og tættere på ham.
Jeg er også sikker på, at Erasmus var mindre modig. Det var han sikkert nok. Men han var ingen kryster. Der skal også mod til at gå imod ”den offentlige mening.”
Der er nogen, der siger, at blindt mod skyldes fantasiløshed. Jeg tror i al fald, at mange krige ville været undgået, hvis dem, der rustede op til dem og satte dem i gang havde haft en større og mere veludviklet forestillingsevne.
Mod KAN være en form for afstumpethed.
Nu er par citater fra Voltaire, og vi er sprunget et par århundrede år frem og befinder os i den såkaldte oplysningstid:

Gipsafstøbning af Voltaire

Voltaire levede meget af sit liv hos Frederik d. Store og var forvist fra sit hjemland bla. på grund af det store spørgsmåltegn han stillede ved den gængse kristendoms opfattelse af Gud.
I et af sine hovedværker “Candide” tegner han et ironisk portræt af sin tid. I kapitel 3 kommer han ind på “krigen” og fremstiller den jo med den ironi, der hersker i hele bogen. Hovedpersonen, Candide, har forvildet sig ind midt i en krig: Jeg oversætter indledning fra en fransk udgave. “Candide ou l’optimisme” NIZET, Paris 1959):
“Intet er så smukt, så forfriskende, så strålende, så velordnet som to hære. Trompeterne, piberne, oboisterne, trommerne. Kanonerne dannede en harmoni,  man aldrig havde set mage til i Helvede. Kanonerne fældede først næsten seks tusinde mænd på begge sider; dernæst befriede musketererne denne den bedste af alle verdener for henved ni eller ti tusinde slyngler, og inficerede derved jordenoverfladen. Bajonetterne var den tilstrækkelige årsag til nogle tusinde mænds død. Alt i alt beløb det sig til henved 30 tusinde sjæle. Candide skælvede som en filosof og gemte sig, så godt han kunne, under dette heroiske slagteri.”  
 Jeg kunne finde mange flere citater fra Voltaires skrifter, men vil nøjes med det her, der vel ret præcist udtrykker hans holdning til krig.

HVORFOR JEG IKKE ER LUTHERANER AF HJERTET



Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.

Cranach d. Ældres fremstilling af Martin Luther ( Statens Museum for Kunst)
 
Jeg er ikke forsker. Og slet ikke Lutherforsker. Men jeg er lutheraner. Det er de fleste kristne danskere, og det er et fællesskab, som jeg er født (=døbt) ind i. Det har jeg ikke været med til at bestemme, selv om jeg ganske vist på et tidpunkt blev konfirmeret – ja, netop BLEV konfirmeret. Mine eksamener TOG jeg.
Jeg tror, at Gud er så stor, at hans kærlighed omfatter alle mennesker. Og at tro det er det rene kætteri set med Den Rene Læres  Lutherøjne. Så meget har jeg dog læst og forstået.
Så jeg er altså ikke lutheraner af hjertet.
En overgang tænkte jeg seriøst på at konvertere til katolicismen, men gjorde det ikke, fordi jeg egentlig tror, at vi skal blive der, hvor vi hører hjemme. (Ja, det var  så lidt lutheransk sagt!).
Jeg hører hjemme i Den Luthers Evangeliske Kirke. Så bliver jeg der. Og desuden: jeg er glad for at gå i kirke, og I vores lille landsby har vi kun én kirke.
Jeg underviste en overgang GIF’ studerende ( Gymnasiale Indslusningskurser for Flygtninge). Mine elever var muslimer, og det skete, at en af dem kom og spurgte mig, om de ikke burde konvertere til kristendommen. Jeg sagde naturligvis, at det var en beslutning, de selv måtte tage. Det sagde jeg, men i mit hjerte tænkte jeg. ”Du er jo muslim, så bliv hvor du hører hjemme! I islam.”
Det er dog ikke kun, fordi Luther udelukker alle ikke-døbte fra frelsen, at jeg ikke er lutheraner af hjertet. Det er der mange andre grunde til. Og dem vil jeg vende tilbage til. Men jeg mangler at læse en hel del bøger, ( f.eks. Luthers “Den trælbundne vilje” og Erasmus’ “Om den frie Vilje”) inden jeg føler mig rustet til med både hjerte og hjerne at forklare, hvorfor jeg ikke bryder mig om Luther.
Når man læser om hans syn på medmennesket og på sin egen omverden, så bliver man grundigt “af- Lutheriseret”. Det er min mening.
Og det forsvar, man hører hyppigst i de lærdes debat om Luther og hans umenneskelige synspunkter, er, at han var barn af sin tid. Og at sådan var tiden. Nej, sådan var tiden ikke – ikke kun i al fald. Renæssancen var åndeligt og menneskeligt hævet over reformationens brutale menneskesyn.
Jeg vil senere vende tilbage til Luther og se ham i skyggen af Erasmus af Rotterdam.
En afgørende forskel i Luthers og Erasmus’ holdninger til livet og alt det, der er os givet, bl.a. vores gode forstand, er her ridset op. Og jeg tillader mig at lægge ordene i munden på de to vismænd. Lidt usagligt ganske vist, for nedenstående har Luther ikke sagt ordret, men det er som jeg forstår ham:
Martin Luther: Jeg ved, at det, jeg fremfører, er sandt, for jeg har selv fundet frem til det i min tolkning af Bibelen. Og den har altid ret. Og det har jeg også. Min tolkning er  rigtig, fordi jeg forstår Guds ord bedre end alle andre. De andre har uret. Og dem, der ikke er enige med mig er kættere og bør dræbes: tortureres, brændes, halshugges eller hænges. Det står ikke til diskussion.
Det kaldes i min terminologi ondskab og intolerance
Og nu Erasmus. Ham lægger jeg også ord i munden:
Erasmus af Rotterdam: jeg tror, at det, som jeg fremfører, er sandt, fordi min forstand og mine følelser siger mig det. Og desuden mener jeg at kende forskel på godt og ondt, og det er ondt at gøre andre fortræd. Derfor er jeg imod vold og undertrykkelse og går ind for frihed. Som sagt, tror jeg, at jeg har ret i de synspunkter, men jeg vil gerne diskutere dem, for andre kan mene noget andet, og have ret. Jeg har ikke patent på sandheden.
Det kaldes i min terminologi humanisme og tolerance
I en hardcore lutheraners øjne er ovenstående minus-ord. I mine er det plus-ord.

Erasmus af Rotterdam ( David Gardelle)

Statens Museum for Kunst