Min nye foredragsliste er udkommet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Herunder kan hvem, der har lyst til at bestille et foredrag – og også andre- læse, hvad jeg foredrager om i det kommende år:

Foredrag 1 : En rejse i et ukendt land

Min mor og far danser brudevals – Guldbryllup

Med udgangspunkt i bogen ”Skyggelys” og ud fra erfaringer som pårørende til en ægtefælle, en mor og en bror med demens, vil jeg fortælle om sygdommen. Alt for ofte ses den nemlig kun gennem lægelige briller, og den viden, man får præsenteret her er jo ikke usand, men den er mangelfuld.

Jeg vil berette om mine egne erfaringer og forsøge at tage livet af de værste fordomme.

I gamle dage talte man om, at den syge ”gik i barndom” – og det lyder jo uskyldigt og rart, men vi skal huske, at den syge ikke er et barn, det går ikke i barnets, men i sin egen verden. Og det er der, vi skal mødes. Og vi skal mødes i respekt.

Foredrag 2.: Om et lille stykke Danmark

Syd for Skagen findes et af landets mindste sogne: Skagen Landsogn. I ”gamle” dage bestod det af nogle få familier fordelt på en samling gårde og huse. I flere århundreder var disse familier afskåret fra omverdenen af store sandmiler, sandstorme ødelagde igen og igen deres hjem, veje var der ingen af, og al samfærdsel måtte foregå langs havet. Det var hårde levevilkår, og mange brød op og rejse ud, men de fleste holdt ud og blev på egnen. Jeg vil fortælle om dette lille sogn og dets beboere, og vi vil følge slægterne på de gamle gårde igennem ca. 100 år. Jeg vil berette om deres kamp med naturen og med deres egne stridbare sind – og om det mod og den stædighed, der fik dem til at holde ud trods alt.

Foredrag 3:  Alderdom er visdom

Man kunne sætte spørgsmålstegn efter denne overskrift, og det ville de fleste gøre. For er det virkelig sandt? Bliver vi visere med alderen?

I gamle dage var man ikke i tvivl: alle var (er) f.eks. enige om, at De tre Vise Mænd, der kommer til Jesusbarnet, er ældgamle. Sådan ser vi dem fremstillet gennem tiden: med lange hvide skæg. Disse mænd er jo vise, altså må de også være gamle.

Det er kun i den allernyeste tid, at man ikke mere er så sikker på, at høj alder er lig med stor visdom. Vi har fået et andet syn på alder. Og på visdom. Og så er det endda kun i den vestlige kultur, at ærbødigheden for de gamle har måttet vige pladsen for det modsatte. Eller i bedste fald for overbærenhed.

Jeg vili foretage en rejse gennem historien og se på, hvordan synet på alderdommen har skiftet gennem tiderne og hvordan det forholder sig rundt om på kloden.

Foredrag 4 :  Lucie og Bernhand Ingemann – Et forunderligt ægtepar.

Den unge Ingemann
Lucietegning

To kunstnere, der skilte sig ud, for allerede i deres samtid, anså man dem for aparte. Lucies drøm var aldrig at blive hustru og moder, men at leve som kunstner. Og leve det liv fuldt ud. Så traf hun Ingemann, og også han gik med en lønlig drøm om at blive en stor kunstner. De blev gift, men først var de forlovede i næsten en halv menneskealder, og i den tid levede de hver for sig. Ingemann fik succes. Lucie fik ingenting. Hun var jo en kvinde i en tid, som nok kaldes Guldalderen, men den var ingen guldalder for kvinder, der ikke kendte deres plads i hjemmet og som ikke i al sømmelighed fødte et barn om året. Lucies børn hed billeder.

Jeg vil fortælle om de to mærkelige mennesker, som man kommer til at holde af, når man ser deres kunst og læser deres breve og hvad de ellers har efterladt sig af skrifter.

Med Lucie i bagagen

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Så skete det igen. Vi kom på en rejse, Lucie og undertegnede. Ingen af os er inkarnerede rejsende, ja, Lucie Ingemann rejste helst slet ikke, da hun levede. Kun en enkelt rejse til Berlin og Norge blev det til. Og en gang om året en tur til hovedstaden. Ellers holdt hun sig hjemme i Sorø. Jeg holder mig også helst hjemme i Ålum.

Men denne rejse var hele rejsen værd. Vi var i Egen på Als. Lucie har ikke været der før, men det har jeg, for det er tredje gang, jeg er så heldig at få en invitation fra præsten, Kitty Hovgaard Jensen, og menigheden der, og som altid var det en fornøjelse. Det smukke sted og de smukke mennesker. Her under ser vi det nye sognehus, som man med rette er stolt af dernede i det sydlige Danmark:

Og et billede af kirken:

Og her de to hovedpersoner, som jo slet ikke var Ole og mig:

Efter foredraget om Lucies liv og kunst så vi hendes billeder. Altertavlerne kan man måske ikke forstå som kunst. Der er jeg usikker, men præsten i Egen sagde nogle kloge ord om dem. Noget i retning af, at Lucie, hun gør omtrent ligesom børnene ( konfirmanderne) – der maler sært kejtet og umiddelbart, når det gælder opstillinger – og ellers kaster sig ud i vild ( og ikke altid smagfuld) farvelyst. Selv synes jeg netop godt om den spontanitet, der ligger i stilen og farverne  – og synes, at man kan se det sært uforløste i billedesproget. Som om hun egentlig ville sige noget andet og mere. Her er et ekspempel på en typisk altertavle ( Kastelkirken) og døm selv:

Hendes blomsterbilleder er et helt andet kapitel: her ser vi drømmen og længslen finde sit udtryk. Der er ikke tale om naturalisme, men om en indre vildskab og undertrykt smerte, der får sit udtryk her i disse sære billeder. Selv kaldte hun det “supra-naturalisme”. Se engang denne buket, der ikke er nogen almindelig blomsterbuket:

Undertiden kunne hun i et blomster- og landskabsmaleri være langt forud for sin tid. Se blot nedenstående billede:

Her er både livet og døden repræsenteret – men billedet er langt fra realistisk kunst. Vores ældste søn, Hans, der var hjemme på besøg, så det for mange år siden. Vi havde netop hængt en reproduktion af billedet op i stuen, og han studsede lidt, da han fik øje på det, og det lignede da heller ikke de andre billeder, der prydede væggen. “Hvad søren?” sagde han, “har I fået fat i en tidlig Dali?” Det spørgsmål blev jeg rigtig glad for, for det var jo netop lige i øjet! Lucie kendte til surrealismen mere end 100 år før, den blev opfundet!!

Jovist var hun forud for sin tid. Det så Ingemann, og han var fuld af beundring for hendes kunst. Andre kunne ikke se det, og de fleste skjulte høfligt deres foragt. Sært nok er der stadigvæk ikke rigtig nogen, der har opdaget hendes talent.

Også Ingemann var på trods af al sin konservatisme forud for sin tid. Også han maler i sine salmer billeder af stor og dristig farvepragt – og så var han da for resten forud for H. C. Andersen på prosaområdet. Det var nemlig Ingemann, der kom først med eventyret som litterær genre.

Da Ingemann skrev sine smukke morgen-og aftensalmer sendte han dem til Grundtvig, som næsten glemte at svare og da han blev afæsket et svar, mumlede noget om, at de var “pæne”. Det sagde han om den smukkeste poesi, der nogensinde er skrevet!!!!!!!!!!

Men han var ikke ene om at overse eller se ned på Ingemann som digter. Det var det almindelige syn på ham i hans egen tid, at han var enfoldig og skrev som et barn. Og selv i dag? Jeg hører ofte folk lade en bemærkning falde om Ingemanns blide og enkle barnlighed.

Det forholder sig lige modsat: Ingemann var som litteraturforskeren Niels Kofoed skriver: “En sofistikeret menneskekender, der nok i god romantisk tradition ligesom Oehlenschläger vendte ryggen til samtidens liv i sin digtning, men som livet igennem var en opmærksom igattager af de verdenspolitiske begivenheder, der udspillede sig i en historisk bevæget tid.( Fra bogen “Den ukendte Ingemann.”) og senere i samme bog: “…en højt begavet og kompliceret personlighed, hvis kunstneriske talent først for alvor bliver forsåeligt, når det ses på baggrund af den omfattende europæiske kulturtradition, som han beherskede med så stor indsigt.”

Ingemann

Hvis man bryder sig om Aksel Schiøtz kan man høre ham synge bl. Der står et slot i Vesterled.
//www.musicme.com/Aksel-Schiotz/albums/Danske-Sange-Vol.1-0077775439953.html

Ja. Ingemann kommer vi til langt senere. Men nu snublede jeg over en af hans smukkeste sange her forleden aften i Tranesterne – der stod sangen, skrevet på himlen:
Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket,
fra jord til himmel nå’r dets port,
Vorherre selv det har bygget.
Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet,
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.
Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande,
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklarings-kysten:
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.
Billedet af digtet er som sagt taget i Tranestederne og altså på østhimlen, for som I måske ved, at ligger Tranestederne ved Kattegat, og solen går ned i Vesterhavet.
MEN billedet passer alligevel så fint på Ingemann, selv om hans slot står i Vesterled, og det her er Østerled, for da han ligger på sit dødsleje, er det himmelsyn, han ønsker at se, før han lukker sine øjne, beder han Lucie trække gardinerne fra, så han kan se solnedgangen, og hun er lige ved at græde, for vinduet vender mod øst. Og det siger hun til ham, og han ser forundret på hende og siger: “Nej, nej, …” og hun trækker fra, og han ser den rødmende østhimmel, for Vesthimlens flammehav reflekteres jo på østhimlen.
Så det er lige akkurat det her syn, Ingemann ser, da han ligger på dødslejet, og vi ved, at hans allersidste sætning lød sådan her: “Jeg er godt tilfreds med, hvad jeg har det.” Så døde han.
Hvis nogen har lyst til at læse om det og meget andet om den store digter, så står det altsammen i “Digteren og Malerinden” – men jeg har det ikke fra en lille fugl, men fra Fru Ingemanns breve og notater. Så jeg er på sikker grund.
I min bog, der i øvrigt kan købes rørende billigt via min email: marianne@hesselholt.com – er også opført en udførlig liste over den litteratur, der findes om digteren.
Til interesserede kommer her et link til Ingemann-Selskabet:
www.ingemann-selskabet.dk
Jeg vender tilbage til digteren Ingemann i løbet af efteråret, og her vil jeg også offentliggøre en række malerier af Fru Ingemann, som er ganske ukendte, men som viser, hvilken stor og sjælden kunstner, hun var.