Krigen – igen – et par ord

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Kristelig Dagblad har som forsideoverskrift: Ukrainere går i døden for deres land. Hvad vil Danskerne dø for?

Jeg vil vende det sidste spørgsmål om og spørger: Hvad vil danskerne leve for?

Det andet minder mig om de mange, der råber på dødshjælp. Hvor skønt, hvis de råbte ligeså højt på livshjælp!

Hvad vil vi dø for? Og hvad vil vi leve for?

Jesus døde for os. Og han levede for os. Det er sådan, vi skal leve: for hinanden, og dø for hinanden, hvis det bliver nødvendigt.

Men som Jesus.

Så vidt vi formår det. Og så går vi altså ikke i krig. Jesus slog ikke en eneste ihjel. Han dræbte ingen, men frelste dem, der søgte ham for hjælp, og her gjorde han ingen undtagelser.

Og vist kan vi ikke leve som Jesus. Men hvis vi vover at kalde os kristne, så må vi gøre forsøget.

Her et citat fra dagens avis ( Kristelig Dagblad 13 april):

“Når man ser på Jesus, der gerne skulle være forbillede for os alle sammen, så slog han ikke nogen ihjel. Han ofrede sig selv, men tog ikke liv.” (Peter Tudvad)

Krigen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig er det lidt underligt at være så opslugt af gamle forfatterskaber, som jeg er og har været i lang tid nu. Sidde der så fredeligt og sysle med ord, mens verden opruster med ild. Men jeg finder ro for de flossede nerver der, og så bliver jeg der en tid. Måske er det er måde at flygte fra en virkelighed, som det gør SÅ ondt at se i øjnene, at man helst lukker dem og tænker på noget andet.

Men her vil jeg alligevel et øjeblik dvæle ved den virkelighed, der er Europas i disse timer og dage … og hvor lang tid endnu?

Da jeg som ung læste ”Intet nyt fra Vestfronten” troede jeg, at den bog ville få alle folks øjne op for krigens absurditet. At de ville forstå, at krig er det værste af alt. Og jeg mener DET VÆRSTE AF ALT. At det er i krigen, at menneskets laveste instinkter slippes løs og al moral opløses. Og at det gælder ALLE krige.

Der findes ikke retfærdige krige. Målet helliger ikke midlerne. Vi er ikke jesuitter.

Der er INGENTING, der retfærdiggør, at mennesker bombes og dør under ufattelige lidelser. Og nu citerer jeg paven (Kristelig Dagblad 6/3 2022)

Der var engang, selv i vore kirker, hvor folk talte om hellig krig. I dag kan vi ikke tale om retfærdig krig, fordi den kristne bevidsthed om fredens vigtighed har udviklet sig ….  Krige er altid uretfærdige – vores hjerter kan ikke andet end græde for de dræbte børn og kvinder og for alle krigens andre ofre. Krig er aldrig vejen.”

Nej, krig er aldrig vejen.

Og Zelensky er ingen helt.

En helt ville han have været, hvis han havde sagt: ”Kære ukrainere, kære venner. Jeg holder af jer. I skal ikke dø i en bomberegn. Jeres huse skal ikke sønderbombes. Jeres børn skal ikke lemlæstes. Jeg vil ikke ofre en eneste af jer for en ide.”

Men det ville han. Og i nationalismens navn har han valgt krigen.

Jeg hørte ”Bagklog i P1” forleden, hvor Esben Kjær og Samuel Rachlin var enige om, at Zelensky ikke havde noget valg. For havde han ikke oprustet og sat sine mænd ind mod Putins styrker, så havde Rusland uden modstand kunnet invadere og indlemme Ukraine i Rusland. Ja, og hvad så!!!!????

Så var Ukraine blevet indlemmet, men ukrainerne ville have kunnet leve videre i deres familier, og via den moderne teknologi ville de stadig være i stand til at sende deres frihedsbudskaber ud, hvis de altså virkelig er frihedselskende og ikke bare nationalister. Deres budskaber om demokrati og frihed ville have fyldt æteren og langsomt have været med til at ændre verden og ikke mindst russerne til det bedre. Mon russerne er døve for budskabet om frihed og demokrati? Jeg har som ung hørt en mand stå i et lille værelse i Leningrad og recitere et digt af Jevtusjenko. Det hed: Tror du at Rusland vil ha’ krig? – Jeg kan høre hans stemme endnu.

Det ville have været en værdig og ublodig front at kæmpe mod Putin på.

Putin. Ja, han vil under alle omstændigheder falde. Tyranner og despoter står ALTID for fald. Friheden vil ALTID sejre, hvis den er oprigtig ment og ikke camouflage for nationalisme og fanatisme.

Under en krig dør alt. Også friheden. Hvornår lærer vi det? Politikere kan jo ikke lære det. De er så fantasiløse.

Og vist skal vi kæmpe for den. For friheden. Vi skal kæmpe utrætteligt. Men uden at bombe og dræbe og tortere og flænse mennesker i stumper og stykker. Vi skal kæmpe med ord. Og det KAN vi. Vi er ikke feje. Vi er imod krig. Vi er ikke imod kamp.

Jeg vil ALTID kæmpe for det, jeg har kært. Men jeg vil ikke dræbe andre mennesker, og jeg vil ALDRIG godkende krigen.

Men jeg er jo kun et sølle mindretal. Og et naivt af slagsen, mener mine mange, oprustningsparate modstandere.

Jeg ved godt, at den kamp, jeg taler om, kampen på ord, også kan ende med drab – Putin dræber anderledes tænkende ( Det tror jeg nu også Zelensky gør = mon ikke han stiller dem for en peleton, som ikke vil dræbe russere?) – jeg er ikke mere bange for at dø, end vi alle er.

Men jeg vil dø for min ret til at mene, at vi ikke må slå hinanden ihjel.

Jeg kan ikke tåle at se TV-avisen lige nu. Jo, jeg kan godt tåle at se lig i gaderne og sønderbombede huse, men jeg kan ikke tåle at høre på den utålelige krigsopgejling, der følger med, når billederne kommenteres. Det gør ondt, når hævnfølelsen bringes til at florere om kap med bomberne. Men vi skal vel gøres krigsparate????

Gengældelsens rus mod Putin. Oprustningen. Europa opruster. Vi opruster. Vi sender våben. Vi må høre vore kommentatorer og politikere gejle folk til noget der ligner fanatisme.

 Krig følger sin egen logik, det har den altid gjort, og det er som altid denne: mere og mere og mere ødelæggelse. Vold avler vold i en endeløs række.

I Tyskland begik tusinder og atter tusinder selvmord efter 2. Verdenskrig. Det har vi aldrig talt om før – nu er der kommet en bog om det. Efter 3. verdenskrig er der ingen, der ikke begår selvmord, hvis de ”overlever”.

I en moderne verdenskrig vil krigsmaskineriet ikke være til at standse, før atombomberne i krigens egen logiske vækstfilosofi gør en ende på det hele.

Men nedlægger vi (og jeg siger VI) ikke våbnene nu – så er det for sent – så er der ingen jord mere.

Det er lidt synd. Ikke?

GUD VELSIGNE PAVE FRANZ!

Nogle tanker fra bunden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har lært mine børn at lave mad fra bunden. Begynd nede fra, sagde jeg til dem, og gå så langsomt mod toppen. Og til sidst ender I med den fineste ret.

Langsomt skal man bevæge sig op gennem de enkelte led, sagde jeg til dem, det er sådan, man ender med at have det færdige produkt. Det fuldkomne produkt.

Nu skrev jeg produkt.

Og så får jeg det til at ligne en industrifremstillet ting: en gryde, en hårcurle, en sikkerhedsnål en grydeske – hvad som helst, og det var jo ikke den retning, jeg havde tænkt at gå.

Nu er jeg gået galt. Så må jeg begynde forfra.

Altså:

Jeg vil skrive filosofisk og klogt om livet.

Det kan man ikke gøre ved at fortælle om, hvordan man lærte sine børn at lave mad. Og desuden har jeg aldrig lært dem at lave mad. De første linjer i mit indlæg var altså – indrømmet – en tilsnigelse. Jeg syntes, det lød så godt.

Men hør nu: At lave mad og alt muligt andet har de lært sig selv. Og de er dygtige kokke og gode livsforvaltere alle tre. Men jeg var aldrig nogen lærermester.

Men jeg tænkte, at jeg ville skrive noget om bunden. Derfor den klodsede begyndelse:

Jeg gik i skoven i dag. Jeg går tit i skoven. Det er der, stilheden findes. Og der, livet spirer frem, og væksterne vokser. Og det er der, døden iklæder sig skønhedens dragt. Det så jeg i dag.

Jeg så det.

Bladet, som lå der, gyldent i sit sidste suk.

Et blad, som snart vil forsure og forsvinde i jorden. En lille rest af ukueligt liv. Så smukt, at man fik lyst til at græde. Over det havde et egeblad lagt sig til rette, som om det ville beskytte det fra forrådnelse og tilintetgørelse.

Sammen fortalte de mig om livets slutning og om skønheden ved at dø sammen.

I hinandens arme.

Godt nytår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som nogle af jer ved, har jeg de seneste ca. 25 år været fast klummeskriver og kronikør ved Randers Amtsavis. Her har jeg haft det privilegium med kortere eller længere mellemrum at ytre min mening om hvad som helst. Og somme tider har jeg lagt en kronik på bloggen – især når den, hvad jeg i grunden helst vil have, at den altid skal være, men ikke altid er, er af en så almen karakter, at den kan deles med mange.

De seneste gange har kronikken handlet om corona, og denne gang ville jeg, at den skulle være coronafri – uden dog at blive stemplet negativ. Og det var jo så umuligt. Men jeg lægger den på bloggen alligevel, for det er også mit nytårsønske for os alle sammen.

Velkommen til et nyt og bedre år.

Fra min barndom husker jeg en nytårsmorgen, som fik mig på grådens rand. Min far havde netop hentet årets første avis og bredte den nu ud foran sine børn. Se! Sagde han og pegede. Vi kiggede alle fem på avisen. Og da var det, jeg følte et stik i hjertet: For øverst på siden sås et 1952, der sejrsbevidst marcherede ind fra venstre, mens det sparkede til et stakkels krumbøjet 1951, der hullet og forrevet og på krykker vaklede ud til højre. Jeg var så ung dengang, at fantasien let fik vinger, og jeg havde ikke svært ved at føle med det stakkels, forkrøblede år. Nu er jeg blevet så gammel, at fantasien igen får frit løb, men jeg har alligevel ikke spor ondt af det gamle år. Det må gerne forsvinde langt væk. For det var for dumt og det har fortjent sin skæbne som kasseret. Ud med det! Og velkommen til et nyt og bedre år, hvor vi igen kan udfolde os frit og i fællesskab.

I går ville vi på en julevisit hos vores datter, der bor i en nabolandsby, og allerede i entreen kunne vi mærke, at der var noget galt. Børnene kom ikke farende ud for at kramme os, som de plejer (selv i coronatiden), og der var sært stille i huset. Og da hørte vi en røst inde fra køkkenet, der forkyndte, at husets ældste barn lige havde lagt sig med feber og ondt i kroppen. ”Men bare rolig! vi har isoleret ham!” råbte stemmen. Og som ramt af et kuglestød bakkede vi ud. Og så kørte vi hjem. 

Bagefter følte jeg mig dum. Og smittet. Smittet af den nye corona-religions dårlige ånde, der breder sig overalt. Som en kæmpeblæksprutte, hvis arme fanger i flæng. Den havde lige snuppet min julegudstjeneste. Og nu neglede den  mine børn. Jeg kom til at tænke på et bibelord: ”Man kan ikke tjene to herrer.” Nej, det kan vi ikke. Og vore nye præster holder os fast i den nye tro. Corona er blevet det skræmmeord, der maner al sund fornuft i jorden og forgifter hverdagen.   

Vores barnebarn blev coronatestet. Han var negativ. Havde halsbetændelse. Det kunne vi have sagt os selv. Men vi turde ikke. For tænk hvis nu …! Det er den frygt, der i det her år har taget bolig i os alle, og som har fyldt alt for meget. Men som heller ikke er til at komme udenom. For hvad nu, hvis vi gav pokker i frygten og smittede et gammelt menneske med en dødelig sygdom. Så hellere isolere den gamle.

Sådan har vi tænkt, og vi har vel ikke kunnet tænke anderledes. Corona har været en tyran. I 2020 har tyranniet hersket uindskrænket i alle lande, selv de mest demokratiske. Jeg har ikke glemt statsministerens tale i marts, hvor hun bl.a. sagde, at hun holdt alle danskeres liv i sine hænder. Da fik jeg kuldegysninger. Især fordi jeg anede, at der var noget om det.

Det har været et sort år for mange. Men det har også været et lyst år for mange. Det har været et kontrasternes år. Og vi kan ikke, som jeg har følt lyst til, bare sparke året væk og kalde det mislykket og ubrugeligt. Vi har brugt det godt midt i al gruen. Vi har nemlig lært meget, som vi altid har vidst, men som var på vej i glemmebogen. Vi har lært, at fællesskab er dyrebart og at vi ikke må miste det. Vi har lært, at vi kan noget sammen på tværs af alle de forskelle, der heldigvis er på os.

Vi har lært, at alle mennesker er dyrebare væsner. At vi alle sammen er værd at holde i live. Selv de allersvageste. Ja, måske især de svageste. Og her kan jeg godt blive lidt rørt, for det er det smukkeste, der er sket i det gamle år. At vi har fået øjnene op for, hvor meget vi betyder for hinanden. Hvor værdifuldt hvert menneskeliv er.

Og med hensyn til det sidste kan vi måske endda sige, at den erkendelse har bredt sig ud over hele verden i en ny global bestræbelse på at bevare liv.

Epidemien blev hurtigt til en pandemi, fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor vi trods alle vore nationale egenarter først og fremmest er verdensborgere. Hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi lever i en og samme verden. Og her kommer fællesskabsfølelsen igen ind, som noget vi ikke kan undvære. For vi er fælles om ansvaret for, at vore børn ikke skal komme til at leve i en verden uden natur og fastlåst i et virtuelt univers, fjernt fra alt levende liv.

Ja, et kontrasternes år. Men lever også i en kontrasternes tidsalder. Det er den her tidsalder, hvor vi, der er på min alder tydeligt husker atomoprustningen i den kolde krigs tid. Hvor De Gaulle pralede med sin atombombe, der var lille, men stor nok, for som han sagde: ”on ne peut mourir qu’une foi.” (Men kan kun dø én gang).

Og så oplever vi nu igen en global oprustning, men denne gang er den vendt mod en fælles fjende. Og kapløbet går ikke ud på, hvem der kan udslette flest liv, men hvem der kan redde flest liv.  

Et coronasnøft

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne smukke verden lever vi i. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og hvis vi er heldige, så er vi her også i morgen. De tre billeder ovenfor er fra min LilleVerden – her i Ålum ved morgen-og aftenstide. Den lille sø ligger lige neden for vores hus, og åen snor sig tæt ved. I det tidlige forår gik jeg derned og sang morgensange, mens solen stod op.

Og jeg følte mig så rig. Det var i april/maj, og landet var lukket ned og jeg sang bla. Benny Andersens sang om mørket. Der lyder en af stroferne:

Danmark er lukket og gået i hi/ gold er en indkapslet glæde/ vis mig dit ansigt før alt er forbi/så er vi begge til stede.”

Lad os kyle masken langt væk! Lad os ses ansigt til ansigt! Og lad den indkapslede glæde slippe løs og blomstre i alle sind! Det er mine ønsker for det nye år.

Indtil da er hver dag stadig en gave af Guds nåde. Det vil jeg forsøge at huske. Men herunder den kronik, jeg skrev til Randers Amtsavis i forrige uge:

Frygt ikke! Fat mod!

Kan man begynde en kronik med to udråbstegn? Og fortsætte med to spørgsmålstegn? Ja, det prøver jeg, og så kommer jeg forhåbentlig til sagen efterfølgende og løser opgaven. For jeg har tænkt at skrive en kronik om frygt, for det er dog utroligt, så bange folk er lige nu. Og så endda for hinanden. Ganske vist camoufleret bag mundbind og passende ord om at passe på hinanden. Mundbindene er hæslige – ordene er smukke nok og sikkert velmente.

Men vi må holde op med at være så bange. Livet er jo farligt. Det ved vi nok. Det er ingen nyhed, at det var en farlig gave, vi fik, da vi fik livet. Der er mange bump på vejen, og det skal vi lære vore børn at takle fra de er helt små, selv om jeg ikke synes, at vi skal kaste 5-årige ud fra 3-metervippen, som Rane Willerslevs far gjorde med sine drenge for at hærde dem.

I vores opdragelse må vi imidlertid ikke undlade at vise børnene livets virkelighed, og vi må ikke pakke dem ind i vat, men tværtimod udfordre deres gåpåmod. Vi må ikke holde dem væk fra høje træer og dybt vand. Det er bedre at slippe dem løs, end at holde dem fast med slik og kager og diverse skærme, så vi hele tiden kan kontrollere deres færden.

Vi må give dem lov til at udforske verden, også selv om vi ryster lidt ved at slippe dem løs. Vi må gøre det, så de ikke blive så svage og sarte, at de senere bryder sammen, når de barske realiteter rammer dem. Og det gør de jo på et tidspunkt. Lige nu rammer det barske os alle.

Men livet har altid været farligt og meget mere i tidligere tider end, det er nu, med eller uden corona. Jeg taler ikke imod at vi tager de forholdsregler mod sygdommen, som vi er blevet pålagt. Dem skal vi acceptere som de fornuftsvæsner, vi er.

Jeg taler imod den frygt, der følger med. Der er mennesker, også i min omgangskreds, som dagen lang sidder fastnaglet til smittetallene, følger kurverne op og ned og bliver mere og mere bange og snart ikke kan tale om andet end de tal og den frygt, der har fanget dem.

Og det er da også uhyggeligt at se maskerede mennesker overalt, hvor man færdes, ikke mere at kunne møde sin næstes ansigt, når man går uden for sin dør.  Det får al samtale til at forstumme, for man taler kun nødigt fra maske til maske. Man kan ikke engang smile til hinanden, og er man kommet lidt op i årene, så ved man, hvad et smil betyder. De små børn kunne jo gerne smile til en, men det gør de ikke.  Når jeg er i Brugsen ser børnene lidt frygtsomt på den gamle, maskerede dame, der fumler halvblind rundt mellem hylderne for at finde de rigtige varer, for man kan jo heller ikke bruge sine briller indendørs. De dugger til.

Uden at kunne se ”de andre” bliver vi forsagte og stumme. Det er i de andres ansigter, vi bliver til som mennesker. Det er, som om vi har glemt det. Også før coronaen. I gamle dage fandtes der ingen spejle, man så sig selv i den andens ansigt. Nu har vi spejle overalt. Og vi er blevet mere og mere fikseret på vores eget billede. Tænk på de mange selfies, der tages, og tænk på alle menneskers kamp for at komme i TV blot for at se deres eget kontrafej tone frem på skærmen.

 Jeg kommer til at tænke på et digt af Benny Andersen, hvor et af versene slutter sådan her: ”Mørket vil binde, men lyset gør fri/ Bred er den smalleste glæde/ Vis mig dit ansigt, før alt er forbi/ Så er vi begge til stede.”

I mange år har jeg rejst land og rige rundt og holdt foredrag om engle. Alle Bibelens engle har samme startreplik, når de henvender sig mennesket. Den lyder sådan her: ”Frygt ikke!” Det er altså det første bud, de kommer med, inden de fortsætter med resten.

Disse budbringere møder vi mest i Det gamle Testamente, men i Det ny Testamente har vi en dejlig historie, som kort går ud på, at Jesus får øje på sine venner ude i en båd. Det er blæst op, de er i fare, og de er bange. Så går han ud til dem. og der står (Matthæus. Kap. 14, v. 26): ”Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt. – Og Jesus sagde, … det er mig, frygt ikke!”

I en radioudsendelse hørte jeg en lærer fortælle, at han havde læst den historie om Jesus der går på vandet højt for en børnehaveklasse og for en niendeklasse. Og bagefter bad han dem forklare, hvad den fortælling egentlig handlede om. De store børn sagde: ”Den er det rene vrøvl. Man kan ikke gå på vand. Det er der videnskabelig evidens for.” De små børn sagde: ”Det handler om, at vi ikke skal være bange.”

Nemlig, det handler om, at vi ikke skal være bange. Så lad os holde op med det! Er vi ikke kristne, kan vi gøre det i naturvidenskabens klare lys: også Darwin vidste, at menneskets lod er at blive syg og at dø. Det er helt naturligt og ikke noget, vi skal gå og frygte for hele livet. Vi er nemlig i stand til at fornægte frygten og al dens væsen og vælge livet. Livet sådan som det nu engang er: med en død som det endelige punktum. Og lige meget, hvad statsministeren siger, så er døden ikke en tragedie, den er et vilkår.

Sådan kan man sige det med naturvidenskabens syn. Og er man kristen, kan man sige det i Jesu navn: ”Frygt ikke! jeg er med jer alle dage.”

Meninger og holdninger

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min holdning. Min mening.

Min bedstemor var dybt betaget af Christian Bartholdy, da jeg var lille, og det fandt jeg underligt, for han var så grim. Hun havde truffet ham på Nyborg Strand, hvor de begge deltog i det årlige sommermøde i Indre Mission. De var begge medlemmer af bevægelsen. Bartholdy med militant brask og bram i det offentlige rum og bedstemor stilfærdigt i intimsfærens lukkede rum.  

Det vender jeg tilbage til en anden gang, for der var noget for mig ubegribeligt i den varme, hvormed hun omtalte denne grimme og i mine øjne utiltalende person.

”Jo,” sagde bedstemor med lys i øjnene, ”for han er en mand, der har ordet i sin magt og besidder sine meningers mod.”

Og det kan man måske godt beundre. Hun gjorde. Selv bliver jeg usikker og lidt nervøs, når jeg møder folk, der har ordet ”i deres magt,” og jeg ønsker tit, at det var omvendt. At ordet havde dem i sin magt. Nej, det lyder også forkert. Ordet. Og magten. Lad os skille dem ad. Og lade dem stå hver for sig.

Folk, der bruger ordet som magtmiddel er altid suspekte i mine øjne, for det er et stærkt våben at bruge, og det kan lades med dræbende kraft. Når det f.eks. bliver brugt til at manipulere folk, til at få dem til at gå i en bestemt retning, til at handle på en forkert måde, til at glemme forskellen på godt og ondt. Det bruges jo på den måde: politikere bruger det til at sælge lige deres ideologi, religiøse grupper bruger det til at sælge lige deres religion, forretningsfolk bruger det til at sælge lige deres fabrikationer osv.

Sine meningers mod? Ja, vi lever i en fri verden, så man behøver vel ikke alverdens mod for at sige sin mening? Hvis man med sine meninger taler tidsånden midt imod, så skal man måske nok være lidt modig. Hvis man brænder Koranen af for øjnene af troende muslimer, fordi man mener, at den (de) fortjener det, så skal man vel være lidt modig. Eller? Og hvis man lige i dag siger højt, at minkavl er noget svineri, der burde forbydes, så skal man vel være lidt modig osv.

Og det er jo fint nok at mene noget. Det opdrager vi vore børn til. Vor skole har holdninger, vi har vel selv holdninger, som vi gerne vil føre videre til børnene. Vi kalder det også værdier. Men det er et upræcist begreb, for vi evaluerer jo ikke de forskellige ting ens. Det, der har værdi for mig, har ikke værdi for dig.

Eksempel: Jeg er kristen, d.v.s.: jeg tror på det, jeg står og siger hver søndag i kirken, men jeg deler ikke værdier med alle kristne – nogle ideer, der bliver kaldt kristne, er mig inderligt imod. Men jeg deler værdier med rigtig mange ikke-kristne. Så …

Og så er der det, når vi nu taler holdninger og meninger, som jeg synes er det vigtigste af alt. Det er det i al fald for mig:

MINE VÆRDIER OG MENINGER ER IKKE ABSOLUTTE.

Jeg ved ikke, om de er rigtige, jeg ved bare 100% sikkert, at jeg er et fejlbarligt og uperfekt menneske (ligesom alle andre), og så kan jeg også sagtens tage fejl af rigtigt og forkert. Og hvis man står ved sine meninger med næb og kløer og nægter at flytte sig en centimeter FOR MAN HAR JO RET, så er det ikke udtryk for mod, men for dumhed.

Dumhed ja.

Og dumhed i store menneskemængder kan føre til ABSOLUTISME. Det har vi set eklatante eksempler på både i kommunismen, fascismen og socialismen

Jeg tænker somme tider på min egen ungdomsgenerations (60’erne) naive drømme. For vist troede vi, at  kunne vi forvandle verden og skabe alt om til skønhed og kærlighed. At der så lige var nogle mellemregninger, der hed blodbad og rædsel, tænkte vi ikke på. Vi havde helt glemt Den franske Revolutions rædselsregime og Pol Pots myrderier, og vi så ikke Fidel Castros ditto – tvært imod: Che Guevara hang på vores vægge. Og vi så ikke, at han dryppede blod.

Holdninger. Ja, det er fint nok. Holdningsløshed duer ikke. Men hold altid dine holdninger i skak. Sørg for at lytte til ”de andre” – sæt dine egne værdier under lup. Du må gerne forsvare dem, men ikke fordi du er sikker på, at du har ret. Det ved du ingenting om.

Jeg tror på, at Paulus rammer plet, når han siger til Korintherne, at de ikke skal tro, at de kender ”sandheden”  – for, som han siger, nu ser vi stykkevis og delt – som i et spejl.

Hjemløshed

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne sommer har for første gang gjort begrebet hjemløshed smerteligt aktuelt i mit hoved. Ikke fordi jeg er blevet hjemløs. Alligevel var det den her sommer, at jeg er blevet mig bevidst, at det bedste i mit liv: det her sted, det her hus, den her mand, den her udsigt til træer og buske og landsbyhuse og til landets smukkeste kirke, der endda er oplyst efter mørkets frembrud, er noget, jeg kommer til at miste. At det virkelig sker.

Nå ja, vi mister jo alle sammen. Det er ikke noget nyt. Sådan er det at være menneske. At være i live.

Så altså: da jeg skulle skrive min månedlige kronik, blev hjemløshed emnet. Selvfølgelig.

Herunder manus til kronikken:

Hjemløs

Vi har haft børn og børnebørn boende under coronakrisen, fordi de pludselig var blevet en slags hjemløse. De bor normalt i USA, og det var ikke muligt at rejse tilbage fra ”ferien” i Danmark, som altså blev noget længere, end de havde planlagt. Det var dog en tryg form for hjemløshed, tænker jeg, og de led næppe voldsomt meget ved at skulle bo hos os en tid, og de vidste jo, at de kom hjem igen. Men det fik mig til at tænke på begrebet hjemløs. Og hvor relativt, det er.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” For nogle år siden deltog jeg i en fest langt ude på den argentinske Pampa. Her sang jeg disse smukke ord fra H. C. Andersens nationalhymne i kor med en flok argentinere, der aldrig havde sat deres ben i Danmark, og som var født i en anden verdensdel og på den modsatte side af jordkloden. Men de sang højt og smukt, at de havde hjemme i Danmark, og ordene kom fra hjertet, det var tydeligt, men det var nu også meget underligt, syntes jeg.

Deres forfædre var født i Danmark, de var ikke, de var født rundt om i Argentina og var opdraget til hver morgen at hejse det argentinske flag i skolegården og synge den argentinske nationalsang, og da jeg senere på aftenen gik nogle af dem på klingen og spurgte, om de var danskere eller argentinere, fik jeg ganske enslydende svar: ”vi er da argentinere.”  ”Men sang I så ikke falsk lige før?” ”Nej,” påstod de, for de havde rødder i Danmark, deres forfædre kom derfra, så der var fødsler nok at tage af i det gamle hjemland, så derfor kunne de roligt synge: ”I Danmark er jeg født…” For når de sang det, så blev de ét med slægten.

Men hvad vil det sige at have hjemme et sted? Det blev mit barnebarn, Anna på 8 år, spurgt om forleden, og det gik hun så en tid og grublede over, og det endte med at blive en lang smøre, som hendes mor skrev ned ord for ord, og her er den uredigerede slutning på hendes lange forklaring: ”Du er fri, du hersker over din krop, dit hjerte og dit sind. Der, hvor du går, har du hjemme, der, hvor du står, er du fri og der, hvor du sidder, er du dig.” Jeg har sat kommaerne, ellers er ordene hendes. Og de gav mig da noget at tænke over.

Da jeg for år tilbage underviste i dansk på gymnasiet, læste vi bl.a. dannelsesromaner. Den slags fortællinger har en fast struktur: en helt, som først er hjemme, så bliver han en tid hjemløs og så finder han hjem. Hjemme – hjemløs – hjem. Vi kender samme struktur fra eventyret, og vi vil så gerne tro, at det er sådan, det forholder sig i virkeligheden: vi forlader trygheden, så kommer vi ud i verden, og her må vi igennem mange prøvelser, men vi havner heldigvis altid hjemme.

 De argentinere, jeg mødte på Pampaen, havde et andet perspektiv på sagen: vi forlader hjemstavnen, og vi kommer ikke tilbage, men vi forlader aldrig tanken om, hvor vi kommer fra. Og nu kobler jeg til barnets udsagn: ”Der, hvor du går, har du hjemme.” Vi er altså aldrig hjemløse. Hvilken fantastisk tryg tanke. Og sådan tænker barnet. Gudskelov.

Og så kunne jeg jo passende slutte her, og vi ville alle kunne hygge os med det glade budskab om, at vi har hjemme overalt i verden. Men helt så enkelt er det jo ikke. For det danske barn er det sådan, det forholder sig: hun har hjemme alle steder. Og mit barnebarn er et moderne barn med rejselystne forældre, og hun har været mange steder på kloden, i Nord- og Sydamerika flere gange, og i et par omgange har hun boet i Tanzania, hvor min datter underviste. Og hun har rejst alle mulige steder i Europa. Og altid i tryghed. Altid sammen med far og mor og søskende. Og verden har taget imod hende med åbne arme.   

Men vi ved det jo godt. Det er ikke alle, der har så trygge vilkår som de fleste af de børn, der vokser op her i Danmark. Og idyllen krakelerer for alvor, når vi kaster blikket ud i verden omkring os. Det lille flygtningebarn fra den brændte Moria-lejr i Grækenland finder næppe tryghed i at sige til sig selv, at det har hjemme overalt. Det har ikke tag over hovedet, det fryser og sulter, og det må leve på gaden eller i en ny, overfyldt flygtningelejr. Og det lille krigsbarn, som Nordbrandt skriver om i sit digt ”Vuggevise,” har heller ikke hjemme noget sted i verden. Henrik Nordbrandt slutter sit digt med stroferne: ”Lille krigsbarn, hvor vil du dø/ hvor bomberne falder/ eller i åben sø. /Lille krigsbarn/ hvor vil du hen?/Vælg selv/ Bare vi aldrig skal se dig igen.”

Og der er hjemløse i vort eget land, og nu tænker jeg ikke kun på asylansøgerne, de er trods alt på vej, og man kan håbe, at de finder et hjem, men på de folk, der er faldet igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet og er endt på gaden. For dem er håbet bristet for længe siden. Der er ingen vej hjem. De er og bliver hjemløse.

Nogle billeder af haven lige nu sidst i oktober og et par stykker fra sommeren. Det her sted.

oktoberhaven
en snegl i juli i fuglebadet
Huset vi bor i
To børn og to svigerbørn ved åen, som snor sig gennem vores dal

Fri os fra det onde

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fri os fra det onde

Det onde og det gode. Det er for de fleste af os genkendelige størrelser, og når vi møder dem, er vi aldrig i tvivl. Vi vil helst møde det gode. Vi vælger kysset frem for øretæven. Og så glemmer vi, at kysset kan været et Judaskys, og øretæven kan være fortjent.

Det lyder banalt, men det er det modsatte. Det er så kompliceret, som det kan være, og det er vel derfor, vi så ofte går vild på vejen mellem godt og ondt.

Ondskaben er i os selv, i hver eneste af os, men vi genkender den ikke altid, og når den udspringer i vore egne hjerter, giver vi den skyndsomt andre navne.  Det Onde skal være noget uden for os selv , noget hos ”de andre”. Så er den forsagbar.  Så kan vi se fjenden, så kan vi angribe ham uden at såre os selv.:

Vi kan forsage Djævelen =det onde.

Projektion kalder Freud det.

Vi taler om, hvor ond Putin er, hvor ond Erdogan er, hvor ond Trump er, hvor ond Lukasjenko er … og alle de andre … Hitler og Stalin og Nero … ondskaben taler til os op gennem historien. Og når vi “forsager Djævelen og alle hans gerninger”, så er det altid ham uden for os selv, vi mener, ham, som vi lige så vel som Julenissen og Englen har givet en genkendelig skikkelse, og så vi ikke er i tvivl, for vi har givet ham skikkelse:. Onde øjne, horn i panden og en fork i næven. bVi laver billleder af engle og djævle, og vi genkender dem og ved, hvem der står for det onde og hvem for det gode. Hvem, der hører hjemme i Himlen, og hvem Gud forviste til et liv i Helvede. Guds engle og Hells angels.

Hvem kan tage fejl.

Det kan vi.

Og det gør vi. Igen og igen.

Inderst inde ved vi godt, at de to arter er nært beslægtede, og at vi alle er børn af begge. Vi har alle noget engleligt og noget djævelsk i vort dna. Og det kan vi så projicere ud på Putin eller Hitler og Erdogan og hvem vi ellers elsker at hade. 

Vi kunne måske også tage kampen op hjemme i vores eget hus = hoved, hjerte eller hvilket organ, vi nu placerer djævelskabet i?.

Herunder er par engle tegnet af mine børnebørn Alexander og Cecilia. Begge handler om englenes fald. Derved blev de jo til djævle. Eller til os?

En 70 års fødselsdag


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det er ikke mig, der netop har rundet de 70. Jeg var allerede et stort barn på 5 år, da den fødselar, vi her skal høre om, kom til verden. Og det var en fødsel, der var usigelig smertefuld og meget blodig og slet ikke kan sammenlignes med min fredelige indgang i verden.
En nations fødsel. Israels. Og man kan vel sige, at veerne aldrig er hørt op. Det gør stadig forfærdeligt ondt på alt for mange i det land.
I den seneste tid har jeg genlæst Apostlenes Gerninger – og på den måde fulgt med i de første kristnes færden i det, der i dag er Israel. Den lille fine bog er skrevet af evangelisten Lukas. Noget af det mest dramatiske i den er Saulus’ omvendelse og navneforandring til apostlen Paulus. Der fortælles mest i 3. person ligesom i evangelierne, men ind imellem stikker Lukas hovedet frem og skriver ikke ”de” men ”vi” – så kan vi se, at han selv var med og altså vidste, hvad der skete.
Men det meste af tiden er man i Israel, eller Judæa, eller Jødeland, som det også benævnes. Men apostlene er hele tiden på farten. Også i andre lande færdes de: Grækenland, Tyrkiet, Italien osv. Og det er jo romerretten, der gælder overalt på den her tid, og så vidt jeg kan læse af teksten, så er der religionsfrihed, og selv om de kristnes religiøse modstandere forsøger at få dem dømt og henrettet, så bremses disse forsøg gang på gang af det romerske retsstystem. Man må da dyrke hvilken gud, man vil. Romerne havde jo selv rigtig mange, og man var åben over for nye, også Jesus. Der var endda de romere, der syntes, at man godt kunne indlemme ham i templerne sammen med Jupiter og alle de andre.
Der sker meget fantastisk i Apostlenes Gerninger. Kristendommen vinder frem i lyntempo. En ganske lille håndfuld mænd og kvinder, for de var ikke mange. Men de har virket så ukueligt stærkt og overbevisende, at det lykkedes dem at ”omvende” jøder og hedninger i massevis ( hedningerne er vel romerne og grækerne osv.)
På et tidspunkt gjorde jøderne oprør mod romerne. Der havde hele tiden været optræk til væbnet modstand mod romerne, og tankevækkende nok, så er det lige 70 år efter Kristi fødsel, at det store oprør brød ud. Det knækkede Israel og Templet i Jerusalem blev totalt ødelagt ødelagt. Det var 2. gang. Men denne gang blev det ikke genopbygget.
Der blev aldrig noget 3. tempel i Jerusalem. Kun Grædemuren er tilbage. Og jøderne blev fordrevet – spredt over hele verden. Og sådan gik det i næsten 2000 år.
Men for 70 år siden vendte jøderne altså tilbage til Israel – en ny nation kom til verden og aldrig er nogen nation blevet modtaget med så modsatrettede følelser. Så lidenskabelig en kærlighed, så ubændigt et had.
Det var måske ikke meningen at fordrive palæstinenserne, men i den krig, der udløstes straks efter statens proklamation og kostede jøder og arabere frygtelige tab, og hvis sår måske aldrig vil heles, der blev de fordrevet.
Og vi kender alle historien, der her forleden på 70 års fødselsdagen fik en særlig krølle ved at Amerika (Trump) flyttede sin ambassade til Jerusalem og dermed gjorde byen til Israels hovedstad.
Lad mig slutte af med et par citater af jøder, jeg sætter stor pris på:
Her først et citat fra et interview i Kristelig Dagblad på fødselsdagen. Det er fredsaktivisten Zelda Harris, bosiddende i Tel Aviv, der udtaler følgende:
”Jeg er i dag 87 år. Jeg kan ikke gøre så meget mere. Kun prædike. Men her er min meget naive tro: Vi bor i verdens navle, de tre religioners fødested, og netop her burde de tre religioner kunne bo sammen. Jøderne har ikke tænkt sig at forsvinde, og palæstinenserne heller ikke. Abraham er vores fælles far. Men jeg ved ikke, hvad der vil ske. Havde jeg været palæstinenser, ville jeg gøre nøjagtig, som de unge palæstinensere gør. Jeg ser mig selv i Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske pige, der nu er fængslet. Ikke desto mindre elsker jeg mit land.”
Det andet citat er fra et interview med Amos Oz – den israelske forfatter, som nylig har udgivet bogen “Judas”, som jeg har omtalt i et tidligere indlæg: Han skriver (i Neue Zürcher Zeitung):
“Jeg ønsker ingen fred mellem de politiske lejre. Jeg ønsker ikke-vold. Vrede, strid, uenighed, intellektuelle, moralske og politiske skænderier er godt. De danner det bedste klima for kreativitet og kulturel vækst. Jeg ønsker ikke, at Israel bliver til én stor harmoni.”
Det har han nok ret i. Og en stor harmoni mellem de mange modsætninger i Israel er naturligvis en naiv drøm: noget i retning af Guds Riget på jorden. Og det drømmer mange måske nok om, men få tror vel for alvor på, at det vil indtrække. Men jeg synes, at man hele tiden skal forsøge at nærme sig det utænkelige ideal: freden. Men nej, det gør Amos Oz ikke. I sin roman lader han alle stemmer lyde. Han er dog tilhænger af ikke-vold. Det er vel også en slags fred.
I Oz’ bog Judas er der mange stemmer. Jeg har skrevet om bogen i et indlæg fra januar i år. Men her er et af de mange stemmer i bogen. En gammel klog jøde, der siger:
Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”
Og det er vel sagen. Den knude kan vist ingen løse. Mon?
 

KRIGEN OG AL DENS UVÆSEN


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
 
I forlængelse af forrige indlæg om Mellemøsten – hvor krigen har raset i årtusinder, kommer nu dette indlæg om KRIGEN.
Da jeg for flere år siden brugte det meste af en vinter på at læse Det gamle Testamente, tænkte jeg, at i al fald én ting var uændret i den egn: de mange drab. De finder stadig sted.
Hvornår har der været FRED i Mellemøsten?
Jeg husker, at jeg i 1961 hørte et foredrag på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg. Det hed ”Fred i Mellemøsten” og foredragsholderen var pastor Poul Borchsenius fra Randers. Jeg glemmer aldrig den aften. Han var ikke blot en stor foredragsholder, han var også skuespiller og tryllebandt os i et par timer. Han var med til at danne vores opfattelse af Israel og hele konflikten omkring oprettelsen af den nye stat.
Under 2. Verdenskrig var Borchsenius aktiv i evakueringen af jøder i Danmark, og i 1943 måtte han selv flygte til Sverige. Han begyndte sit foredrag med at skildre arabernes grusomme adfærd (ikke kun mod jøder, men også indbyrdes). Der var ingen tvivl om, hvor hans sympati lå i konflikten mellem araberne og jøderne. En sætning husker jeg tydeligt: ”Det eneste, de arabiske lande kan blive enige om, er at jøderne skal fordrives fra Israel.”
Jeg tror ikke, at krig løser konflikter. Vold avler vold. Det viser historien, og det viser litteraturen.
Men jeg er helt sikker på, at pastor Borchsenius IKKE var pacifist. Og Israels premierminister på den tid, Ben Gurion, var i al fald ikke. Han var ivrig zionist lige fra sin ungdom. Og han var leder af ”Frihedskrigen” mod araberne. Staten Israel var oprettet og forsvaret gennem ham og hans bevægelse.
Jeg tror, ligesom den unge enke i Amos OZ’ roman ”Judas” og ligesom hendes far, at man ALDRIG skulle have oprettet en jødisk stat, fordi det KUN kunne føre fra krig til krig. Det har det gjort siden.
Det er efter min mening forkert at oprette små supernationale stater (Catalonien som seneste skud på den stamme – Jugoslavien som en af de nyere – ) Det rigtige er at lade udviklingen og oplysningen medføre fremskridt og demokrati. Ikke krige.
Og jeg tror, ligesom den indiske leder Gandhi, at ikkevold er den eneste vej at gå, fordi vold altid fører til mere vold. Og fordi vold er det værste et menneske kan øve mod et andet menneske.
Og jeg tror ikke, at et menneske må slå et andet menneske ihjel. Det er der en lov imod i al fald i min religion. Man skal kæmpe. Ja. Men med ord. Ikke med dødbringende våben. Knæk riflen! Skærp ordet!
Og ja, jeg kender alle modargumenterne: At der findes ”gode” krig og ”onde” krige. At nazismen f.eks. aldrig ville have kunnet standses ad fredelig vej. At atombomben over Hiroshima var nødvendig for freden. At israelerne ville være blevet fordrevet (endnu engang), hvis de ikke havde grebet til våben. Og som den gamle mand i OZ’ bog siger: At nok så mange kopper kaffe aldrig vil kunne gøre dødsfjender til livsvenner.  At vi er nødt til at forsvare os i en ond verden af syndige mennesker. Det skyldes alt sammen syndefaldet, siger Luther, og derfor kan vi ikke være fredelige og gode mennesker.
Den køber jeg ikke. Men jeg er som sagt heller ikke rigtig lutheraner.
Argumenterne imod krig har jeg derimod købt. F.eks. fra Erasmus, der er samtidig med Luther. Og fra Voltaire, der levede et par hundrede år senere.

Her ses Erasmus ved skrivebordet foreviget af Albert Dürer i 1526.

Erasmus af Rotterdam skriver f.eks. følgende i sin afhandling om krigen fra 1515:
( Citeret fra Aage Marcus: Livsanskuelse gennem tiderne. Gyldendal 1958)
Teksten er jo mere end 500 år gammel, så sproget og billederne er derefter. Alligevel. Læs blot disse udpluk af afhandlingen for at få en fornemmelse af den gamle humanists holdning til krig:
”Om der er noget i verden, som man bør betænke sig på at iværksætte, ja, som man burde undgå med alle midler … da er det visselig krigen. Intet er mere umoralsk, intet mere ulykkebringende, intet mere omfattende, vedholdende og gruopvækkende i sine ødelæggende virkninger. Kørt sagt: intet er mere uværdigt for mennesket – for da slet ikke at tale om et kristent menneske.”
Erasmus undrer sig over, at oplyste mennesker som jurister og teologer kan gå med til at opildne folk til at gå i krig. Og han fortsætter:
”Nu om dage (er) krigen i den grad en anerkendt institution, at man finder det underligt, at der er mennesker, som ikke billiger den; den er så fuldkomment accepteret af den offentlige mening, at det anses for upatriotisk at misbillige noget, som dog er mere forbryderisk og ulykkesbringende end noget andet.”
Erasmus går nu over til at karakterisere mennesket som et i grunden blidt og fredeligt væsen. Det kan man så diskutere, om han har ret i. Krigens realitet, ikke mindst i 1500tallet, hvor religionskrigene og krigene fyrsterne imellem strakte sig ud over hele Europa. Men det mener han alligevel og fortsætter:
Betragter man blot menneskelegemets bygning og ydre, er det da ikke umiddelbart indlysende, at naturen, eller rettere Gud, har skabt dette væsen ikke til krig, men til venskab, ikke til indbyrdes fordærv, men til gensidig hjælp, ikke til voldshandlinger, men til velgerninger. Alle andre levende væsener er nemlig udrustet med angrebs- eller forsvarsvåben … nogle har et rygskjold, andre en tyk hud eller skal. Nogle, som duen, har hurtighed til værn, andre har fået giftens våben. … Kun mennesket er fra naturens hånd nøgent, svagt, spinkelt og våbenløst, dets hud er glat og ubeskyttet. Intet som helst i dets legemsbygning er indrettet til kamp eller voldshandlinger. …
Og han fortsætter med at påkalde sig naturens indretning af mennesket som ganske uegnet til krigshåndværk. Han siger:
Naturen har således villet, at mennesket skulle anse livets gave for givet mindre til det selv end til dets medmenneskelighed, at det skulle føle sig viet til næstekærlighed og venskab.
Tankevækkende, at Erasmus taler nok så meget om NATUREN som han taler om GUD.
Langt senere i sin afhandling skriver han:
Hvordan er det nogensinde faldet os ind, at den ene kristne skulle drage sværd mod den anden? Kristi bud er ét, nemlig kærlighed. Og gives der noget mere stridende  imod dette bud end krigen?
Erasmus kommer nu ind på begrebet tolerance. Han tager som eksempel krigen mod tyrkerne – relevant emne på denne tid, hvor det osmanniske rige ekspanderede og truede store dele af Europa. De fleste er enige om, at krigen mod tyrkerne er retfærdig og at det jo er vantro, man dræber og at det derfor ikke kan være en ugerning.
Erasmus siger:
”Når du myrder dem (=tyrkerne), der ganske vist er vantro, efter vor formening, men som dog er mennesker, for hvis frelse Kristus er død, bringer du så ikke djævelen et slagoffer, så den gamle fjende glæder sig dobbelt, både fordi der dræbes et menneske, og fordi den, der dræber, er kristen? Hvis de gamle forkyndere af evangeliet havde været af samme sind over for os, som vi er over for tyrkerne, hvor ville vi da være nu? – vi, som takket være deres fordragelighed er kristne —- Jeg foretrækker en god tyrker for en hyklerisk kristen.”
Godt scoret Erasmus – siger jeg – 500 år efter, at de ord er nedfældet. Og så kan man jo komme en gang til og påstå, at Luther gik ind for krig og nedslagtning af oprørske bønder, fordi han var barn af sin tid.
Det var han sikkert. Det var en grusom tid.
Men Erasmus var også barn af sin tid. For det var også en humanismens tid.
Tidsånden var ikke kun for krig. Den var også for fred.
Jeg er helt sikker på, at Luther var MODIG – det viser hans holden fast ved sine ideer, selv om han ved, at kætterbålet brænder tættere og tættere på ham.
Jeg er også sikker på, at Erasmus var mindre modig. Det var han sikkert nok. Men han var ingen kryster. Der skal også mod til at gå imod ”den offentlige mening.”
Der er nogen, der siger, at blindt mod skyldes fantasiløshed. Jeg tror i al fald, at mange krige ville været undgået, hvis dem, der rustede op til dem og satte dem i gang havde haft en større og mere veludviklet forestillingsevne.
Mod KAN være en form for afstumpethed.
Nu er par citater fra Voltaire, og vi er sprunget et par århundrede år frem og befinder os i den såkaldte oplysningstid:

Gipsafstøbning af Voltaire

Voltaire levede meget af sit liv hos Frederik d. Store og var forvist fra sit hjemland bla. på grund af det store spørgsmåltegn han stillede ved den gængse kristendoms opfattelse af Gud.
I et af sine hovedværker “Candide” tegner han et ironisk portræt af sin tid. I kapitel 3 kommer han ind på “krigen” og fremstiller den jo med den ironi, der hersker i hele bogen. Hovedpersonen, Candide, har forvildet sig ind midt i en krig: Jeg oversætter indledning fra en fransk udgave. “Candide ou l’optimisme” NIZET, Paris 1959):
“Intet er så smukt, så forfriskende, så strålende, så velordnet som to hære. Trompeterne, piberne, oboisterne, trommerne. Kanonerne dannede en harmoni,  man aldrig havde set mage til i Helvede. Kanonerne fældede først næsten seks tusinde mænd på begge sider; dernæst befriede musketererne denne den bedste af alle verdener for henved ni eller ti tusinde slyngler, og inficerede derved jordenoverfladen. Bajonetterne var den tilstrækkelige årsag til nogle tusinde mænds død. Alt i alt beløb det sig til henved 30 tusinde sjæle. Candide skælvede som en filosof og gemte sig, så godt han kunne, under dette heroiske slagteri.”  
 Jeg kunne finde mange flere citater fra Voltaires skrifter, men vil nøjes med det her, der vel ret præcist udtrykker hans holdning til krig.