I mit hoved – i min mave – i min have – lige nu

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mavefornemmelser. Det er en god ting. Man kan gå efter dem. Det kan de dygtigste af de detektiver, vi fodrer hovedet med for tiden – Ole er meget glad for krimier, og så snupper vi et par stykke hver dag. De er for resten glimrende at strikke til. Og bliver de spændende, går jeg.

Men det var mavefornemmelserne. Jeg lytter til dem. Og kan jo heller ikke slå dem fra. Når noget gør ondt neden for hjertet og ikke i hjertet, og jeg ved, at det ikke er noget, jeg har spist, så lytter jeg og lige nu hører jeg dem sige:

“Nu er du gået for vidt. Hold lige her! Du skal ikke længere! Det er OK at stoppe op. Og nej, du finder ikke ud af at hindre “fjendtlige” algoritmer i at styre dit liv! og IT verdenens irgange kan du lige så godt opgive at finde vej i. Så hold lige her! væn dig til, at du er blevet et gammelt fjols, der er ladt alene på en fjern banegård i et ukendt land og selv må finde hjem.

Maven. Det er en ting. Hovedet noget andet, selv om der jo er en sammenhæng. Og ja, det roder lidt rigeligt i øverste etage, men så er der det, at jeg faktisk godt kan lide rodet – orden er OK, “ordnung muss sein!” – men ekstrem orden er død. Så, at det hele gror lidt vildt deroppe i knold-regionen – og at alle impulser ikke lader sig styre – og at jeg ind i mellem mister grebet og bare drukner i vrimlen, det er OK – og meget bedre end stilstand.

Der er smukt i verden – også i mit hoved – men der er ikke orden.

A propos orden, så kig lige på min have, som den folder sig ud i disse dage: der er ABSOLUT ingen orden Alt vælter sig mellem hinanden derude. – Og alligevel bliver hver fiber i min krop glad ved synet af den.

Ja – alle mine fibre sitrer af glæde. Og det hedder jo ikke fibre, men celler. Celler. Atomer. Ioner. Protoner. Og fibre er der jo også, og sener, og blod og andre væsker i massevis. Kroppen er et vrimlende kaos af alt muligt.

Og det er smukt. Og levende. Selv når vi dør, lever vi. Er det ikke en skøn tanke.

Når jeg går tur i et villakvarter, er haverne næsten ens: grønne plæner og ude ved kanten lidt buske eller måske endda blomster. Men ikke for mange. Og ikke et strå, der ikke er plantet med vilje og afpasset i farve og form til resten. Regelret – geometrisk og ordnet. Og motorerne snurrer rundt og gør havearbejde. Små robotter sørger for, at græsset ikke kan gro ( som grise i en grisebås – der heller ikke kan røre sig) – det skal se PÆNT ud, og jo ordentligere, jo pænere. Og det mest moderne er slet ikke plæner, men fliser og grus. Så er der ikke mere natur tilbage – jo, på fliserne kommer der efter en tid igen liv: små organismer vokser frem, men dem dræber villaejerne lynhurtigt, så steriliteten og døden kan få lov at sejre.

Hvor er det mærkeligt.

Jeg læste lidt om “plænens” historie hos Harari forleden, og her kommer et citat fra “Homo Deus”: (side 341 i e-bogen):

“Ideen om at anlægge en græsplæne ved indgangen til private boliger og offentlige bygninger blev undfanget i franske og engelske aristokraters slotte i den sene middelalder. I tidlig moderne tid begyndte denne vane for alvor at slå rødder, og den blev adelens varemærke. Velholdte plæner krævede jord og en masse arbejde, især i tiden før opfindelsen af græsslåmaskiner og automatiske vandingsanlæg. Til gengæld skaber græsplæner intet som helst af værdi. Man kan ikke engang lade dyrene græsse på dem, eftersom dyrene vil spise og trampe på græsset. Fattige bønder havde ikke råd til at spilde dyrebar jord eller tid på plæner. Den pæne græsplæne ved indgangen til store slotte var derfor et statussymbol, som ingen kunne simulere. En sådan græsplæne bekendtgjorde for enhver forbipasserende “jeg er så rig og magtfuld, og jeg har så mange hektarer og livegne til min rådighed, at jeg har råd til denne grønne og ekstravagante plæne.” Jo større plænen var, desto mægtigere var dynastiet. Hvis man besøgte en hertug og så, at hans plæne var i dårlig forfatning, vidste man, at han havde problemer. Den elskede plæne var ofte skueplads for vigtige fejringer og sociale begivenheder. ….

Menneskene kom således til at identificere plænen med politisk magt, social status og økonomisk velstand. Derfor var det ikke overraskende, at det opstående borgerskab i det 19. århundrede med stor begejstring tog græsplænekonceptet til sig. I begyndelsen var det kun bankfolk, advokater og industrimagnater, der havde råd til en sådan luksus foran deres privatboliger. Men da den industrielle revolution udvidede middelklassen og først plæneklipperen og senere den automatiske havevander blev opfundet, havde millioner af familier pludselig råd til en privat græsplæne. I de amerikanske forstæder ændrede en velholdt plæne sig fra at være en luksus for de velhavende til en nødvendig bestanddel i et middelklasseliv. Det var på det tidspunkt, at et nyt ritual blev føjet til forstandsliturgien. Efter gudstjenesten søndag formiddag slog mange passioneret deres græsplæner. Hvis man gik en tur ned ad gaderne i et forstadskvarter, kunne man hurtigt vurdere de enkelte familiers velstand og position ud fra deres plænes størrelse og kvalitet. Der er ikke noget mere sikkert tegn på, at der er noget galt i familien Jones, end en forsømt græsplæne i forhaven. Græs er i dag den mest udbredte afgrøde i USA efter majs og hvede, og plæneindustrien (planter, gødning, slåmaskiner, sprinklere, havemænd) omsætter årligt for milliarder af dollars.”

Harari – om liv og død

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Harari – Vort korte liv på jorden

Det er, som om vi aldrig nogen sinde er blevet kloge på livet og døden. I al fald tror vi fuldt og fast, lige fra vi er børn til vi bliver op i 80’erne, at livet er uendeligt og at døden er afskaffet for længst.

Og derfor siger vi: ”Hvis jeg dør, så …”  og ikke: ”når jeg dør, så …”

Jeg har i dette år læst mange bøger, flere end nogensinde før i mit korte liv, og det skyldes min mands sygdom. Han har alzheimers, og det er besværligt for os begge og smerteligt for ham at bevæge sig uden for de kendte daglige rammer. Tryghed er hjemlighed. Så derfor lever vi her. Og derfor kommer vi altså ikke meget længere end en gåtur til åen, en lille vandring i skoven, en biltur i nærmeste omegn.

Og når det er sådan, så er læsningen en udvej.  

Gennem bøgerne kan man komme ud af hjemmet og ind i andre verdner, og dem findes der et utal af. Nogle af disse verdner er fascinerende – andre ret kedelige, men dem forlader man hurtigt igen.

Der er ingen grund til at fortvivle over, at man så aldrig fik besteget de højeste bjerge og at man aldrig fik sejlet på de store oceaner og aldrig nogensinde oplevede at være en rigtig tørstende i en rigtig ørken – at det højst blev til en tur til Himmelbjerget – en sejltur på Silkeborgsøerne og et kort besøg på Råbjerg Mile.

Dette år fik jeg læst Yuval Noah Hararis to bøger om livet: ”Sapiens” og Homo Deus” – og begge bøger satte livet og døden i perspektiv for mig.

Og jeg tænkte, da jeg havde læst dem, og jeg ”læste” dem gående gennem Ålum-skovene – som lydbøger – det var endnu vinter – og rundt om stod de nøgne træer, og de grønne mossletter dækkede jorden, og den kolde vind blæste, og jeg tænkte, at nu druknede jeg i ord. I ord, der ville mig til livs.

Sådan tænkte jeg først, men ikke senere, da jeg havde fordøjet ordene.

Hvordan Harari fortalte om livets opståen, om den uendelige række af livsformer, inden endelig og først helt for nylig denne sære fremtoning, Sapiens, Mennesket, dukkede frem i billedet og overtog verden, og hvordan vi gebærdede os i lang tid, inden vi endte, hvor vi er nu med alle de tekniske fremskridt, men alligevel stadig udrustede med primitive drifter, som vi har arvet efter forfædrene og som får os til den dag i dag at dræbe hinanden.

Som sagt: hans bøger satte døden i perspektiv for mig. Vi (mennesket) er sådan et lille støvgran i det uendelige univers. Og vores historie er næsten ikke synlig i den store sammenhæng.

Og et sådant perspektiv må jo være skræmmende – er vel skræmmende. Vi er ikke til at øjne i det store ALTET – Et støvgran, det er os. Godt, men det vidste vi jo fra Kristendommen. Selv om vi her ser det i en anden kontekst.

Og selv om det jo er sådan, så er hvert eneste støvgran en uendelig verden ikke blot af atomer og stof, men af tanker og følelser og bevidsthed, og alt det fornemmes trods Hararis fortælling om vores mini-tilstedeværelse og ubetydelighed i det store univers, som unikt.

Ja, jeg er unik. Du er unik. Alle er unikke.

Kort sagt: det underfulde skaberværk bliver ikke mindre af denne viden om, hvordan det set i videnskabens klare (?), kolde (?) lys forholder sig. Tværtimod.

Skaberværkets ubegribelige storhed vokser for øjnene af en, når man læser Hararis bøger.

Jeg har også læst meget i Det gamle Testamente i samme vinter. Her finder man naturligvis et helt andet univers. Et poetisk univers. Men også en verden af storhed og skønhed akkurat som den, Harari beskriver.

Det vil jeg vende tilbage til senere.   

Homo Deus handler ikke som den foregående om udviklingen indtil nu, men er tanker om, hvad mennesket på det nuværende udviklingstrin er i stand til. Det er i modsætning til Homo Sapiens spekulationer, men med afsæt i den virkelighed, vi lever i.

Det er tydeligt, at bogen er skrevet før Corona og før Putin. Harari taler om frygten for en pandemi, men beroliger med, at lige meget, hvor voldsom en sådan vil tage sig ud, så er lægerne på forkant og kan stoppe den. Det ser ud til at holde stik. Men han påstår (og det er en påstand), at atombomben har gjort krige umulige – bortset fra enkelte steder som f.eks. Mellemøsten, hvor der aldrig har været fred. Og her er han for optimistisk. En storkrig truer verden, fordi det stadig er muligt for en diktator som Putin at forføre et folk. Noget har ikke ændret sig, siden Hitler startede en verdenskrig.

Dagens tekst – 2. søndag i trinitatis

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Jeg blev tidligere af og til bedt om at prædike over en bibeltekst, inden jeg skulle holde mit foredrag. Som regel takkede jeg nej, men i Brorsons kirke i Randerup kunne jeg ikke sige nej, og jeg glemmer aldrig, hvor utrolig smuk en oplevelse det var for mig at stå på den samme prædikestol, som Hans Adolf Brorson havde stået på i alle de år, han var præst der. Historiens vingesus ramte mig. Måske var det derfor, jeg glemte at slutte med et “amen”. Bagefter roste præsten, som ellers var bange for, at jeg skulle sende udogmatiske ord ud over hans kære menighed, min prædiken, men tilføjede, at han aldrig igen kunne bruge vendingen “så sikkert som amen i kirken” – for efter min præstation, så var der ikke mere noget, der var sikkert.

Og i Budolfi Kirke holdt jeg en prædiken akkurat på den tid, hvor Fadervor var blevet “renoveret”, og så stod jeg der, og midt i bønnen kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge den gamle eller den nye version og opdagede, at jeg rent havde glemt den nye – og derfor stod jeg og hakkede og stammede den bøn frem, som ellers har været min faste aftenbøn i mere end 70 år.

Jeg har også stået på Kingos prædikestol – så jeg har været SÅ heldig.

Men jeg kunne altid selv vælge teksten. Det var bare at gå på rov i de mange herlige skrifter. Og jeg valgte selvfølgelig nogle ord, som talte lige ind i mit hjerte. Og som derfor nok også fandt vej til menighedens hjerte.

Ordene fra dagens tekst, 2. søndag efter trinitatis, Lukas 14, 25 – ville jeg nødig prædike over. De lyder til at være det modsatte af det kærlighedsbudskab, der efter min mening er kristendommens kerne.

Vores præst Søren Dam Kjeldsen tolkede teksten sådan, at det ikke var had, det drejede sig om – ikke et påbud om at holde op med at elske – nej, men at det drejede sig om at slippe sit eget og følge Jesus.

Og så er vi der, hvor jeg nok kan bruge teksten, for den taler lige ind i vor tid: det handler om at “give slip” eller, som Brinkmann siger, at “gå glip” – at vende sig fra sit eget lukkede jeg og åbne sig mod verden.

Ikke for at sige, at Jesus og Brinkmann er ét stykke af samme alen. Alligevel er det jo fantastisk, at en tekst, som har et par tusinde år på bagen, kan tale til os i dag på en måde, vi kan forstå. Og blive klogere af.

Dengang levede man i familieklaner – familien betød ALT – man forstod sig selv som en del af slægten og tolkede alt i den sammenhæng, og derfor er det chokerende, men også nødvendigt, at Jesus taler om, at det er vigtigt at gøre sig fri af de bånd, der har været strammere og stærkere, end vi kan forestille os. Uden at bryde dem, ingen frihed.

I dag i et individcentreret, sekulariseret samfund er den enkelte henvist til at forstå sig selv ud fra “sig selv” – at finde ind til de dybeste lag i psyken og tage udgangspunkt i den indsigt, det finder der. Denne cirklen om sig selv er med til at gøre det moderne menneske ensomt. Alene i verden.

Her er det, som jeg ser det, at Jesu ord måske kan få mening i dag: Han bad den tids mennesker om at forlade de bindinger, de holdt dem fast i stivnede normer, relateret til slægten, og at vende sig ud mod “de andre” mod “det ukendte” mod alt det, der befandt sig uden for de rammer, familien opstillede omkring den enkelte, og sådan beder han vel i dag det ensomme, selvoptagne nutidsmenneske om at give slip på sig selv og at vende sig ud mod det liv, der udfolder sig i verden udenfor.

At åbne sig mod verden og engagere sig i den. Det er vel kernen i Jesu ord i dag.

Eller hvad?

Rusland

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I dag genlæste jeg det digt, som en ung russer læste højt for os i et lille værelse i Leninggrad en oktoberaften i 1964.

Her kommer det i en oversættelse af Erik Horskjær

Mon russerne ønsker krig?

Mon russerne kan ønske krig?/ Spørg selv og hør det tavse skrig/ fra grønne eng og åben mark/ spørg poplen, birkens hvide bark.

Og spørg den faldne frontsoldat,/ der ligger, dræbt af en granat,/ ved birkens fod; spørg sønnen: “Sig,/ om russerne mon ønsker krig?”

Og ikke blot for eget land/ de ligger – faldne, mand ved mand,/ men for at vi på vor planet/ kan drømme fredeligt og rent.

Til pust i løv, duft fra avis/ sov sødt New York, sov sødt Paris./ Tænk selv bag jeres drømmes flig,/ om russerne mon ønsker krig.

Jo, vi kan kæmpe, hvis vi skal,/ men gør det kun i værste fald,/ Vi ønsker ikke, at vor mor/ skal ligge dræbt på blodig jord.

Spørg vore koner, spørg enhver,/ der lever. Spørg og hør og lær,/ og kom bagefter selv og sig, / om russerne mon ønsker krig.

Det er 57 år siden, at Rolf rejste sig, slog ud med armene og reciterede Jevtusjenkos digt for os – unge danskere på studietur til Leningrad. Ja, og nu … hvordan er det? ønsker russerne krig? De følger i al fald deres leders kommando,

Jevtusjenko var systemkritiker. Og nu er systemet med undertrykkelse af folket genindført. Hvis man nærlæser digtet, ser man måske alligevel en forklaring. “Russeren” er opdraget til at være nationalist, og han kommer, når “Nationen” kalder.

Krigen – igen – et par ord

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Kristelig Dagblad har som forsideoverskrift: Ukrainere går i døden for deres land. Hvad vil Danskerne dø for?

Jeg vil vende det sidste spørgsmål om og spørger: Hvad vil danskerne leve for?

Det andet minder mig om de mange, der råber på dødshjælp. Hvor skønt, hvis de råbte ligeså højt på livshjælp!

Hvad vil vi dø for? Og hvad vil vi leve for?

Jesus døde for os. Og han levede for os. Det er sådan, vi skal leve: for hinanden, og dø for hinanden, hvis det bliver nødvendigt.

Men som Jesus.

Så vidt vi formår det. Og så går vi altså ikke i krig. Jesus slog ikke en eneste ihjel. Han dræbte ingen, men frelste dem, der søgte ham for hjælp, og her gjorde han ingen undtagelser.

Og vist kan vi ikke leve som Jesus. Men hvis vi vover at kalde os kristne, så må vi gøre forsøget.

Her et citat fra dagens avis ( Kristelig Dagblad 13 april):

“Når man ser på Jesus, der gerne skulle være forbillede for os alle sammen, så slog han ikke nogen ihjel. Han ofrede sig selv, men tog ikke liv.” (Peter Tudvad)

Krigen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig er det lidt underligt at være så opslugt af gamle forfatterskaber, som jeg er og har været i lang tid nu. Sidde der så fredeligt og sysle med ord, mens verden opruster med ild. Men jeg finder ro for de flossede nerver der, og så bliver jeg der en tid. Måske er det er måde at flygte fra en virkelighed, som det gør SÅ ondt at se i øjnene, at man helst lukker dem og tænker på noget andet.

Men her vil jeg alligevel et øjeblik dvæle ved den virkelighed, der er Europas i disse timer og dage … og hvor lang tid endnu?

Da jeg som ung læste ”Intet nyt fra Vestfronten” troede jeg, at den bog ville få alle folks øjne op for krigens absurditet. At de ville forstå, at krig er det værste af alt. Og jeg mener DET VÆRSTE AF ALT. At det er i krigen, at menneskets laveste instinkter slippes løs og al moral opløses. Og at det gælder ALLE krige.

Der findes ikke retfærdige krige. Målet helliger ikke midlerne. Vi er ikke jesuitter.

Der er INGENTING, der retfærdiggør, at mennesker bombes og dør under ufattelige lidelser. Og nu citerer jeg paven (Kristelig Dagblad 6/3 2022)

Der var engang, selv i vore kirker, hvor folk talte om hellig krig. I dag kan vi ikke tale om retfærdig krig, fordi den kristne bevidsthed om fredens vigtighed har udviklet sig ….  Krige er altid uretfærdige – vores hjerter kan ikke andet end græde for de dræbte børn og kvinder og for alle krigens andre ofre. Krig er aldrig vejen.”

Nej, krig er aldrig vejen.

Og Zelensky er ingen helt.

En helt ville han have været, hvis han havde sagt: ”Kære ukrainere, kære venner. Jeg holder af jer. I skal ikke dø i en bomberegn. Jeres huse skal ikke sønderbombes. Jeres børn skal ikke lemlæstes. Jeg vil ikke ofre en eneste af jer for en ide.”

Men det ville han. Og i nationalismens navn har han valgt krigen.

Jeg hørte ”Bagklog i P1” forleden, hvor Esben Kjær og Samuel Rachlin var enige om, at Zelensky ikke havde noget valg. For havde han ikke oprustet og sat sine mænd ind mod Putins styrker, så havde Rusland uden modstand kunnet invadere og indlemme Ukraine i Rusland. Ja, og hvad så!!!!????

Så var Ukraine blevet indlemmet, men ukrainerne ville have kunnet leve videre i deres familier, og via den moderne teknologi ville de stadig være i stand til at sende deres frihedsbudskaber ud, hvis de altså virkelig er frihedselskende og ikke bare nationalister. Deres budskaber om demokrati og frihed ville have fyldt æteren og langsomt have været med til at ændre verden og ikke mindst russerne til det bedre. Mon russerne er døve for budskabet om frihed og demokrati? Jeg har som ung hørt en mand stå i et lille værelse i Leningrad og recitere et digt af Jevtusjenko. Det hed: Tror du at Rusland vil ha’ krig? – Jeg kan høre hans stemme endnu.

Det ville have været en værdig og ublodig front at kæmpe mod Putin på.

Putin. Ja, han vil under alle omstændigheder falde. Tyranner og despoter står ALTID for fald. Friheden vil ALTID sejre, hvis den er oprigtig ment og ikke camouflage for nationalisme og fanatisme.

Under en krig dør alt. Også friheden. Hvornår lærer vi det? Politikere kan jo ikke lære det. De er så fantasiløse.

Og vist skal vi kæmpe for den. For friheden. Vi skal kæmpe utrætteligt. Men uden at bombe og dræbe og tortere og flænse mennesker i stumper og stykker. Vi skal kæmpe med ord. Og det KAN vi. Vi er ikke feje. Vi er imod krig. Vi er ikke imod kamp.

Jeg vil ALTID kæmpe for det, jeg har kært. Men jeg vil ikke dræbe andre mennesker, og jeg vil ALDRIG godkende krigen.

Men jeg er jo kun et sølle mindretal. Og et naivt af slagsen, mener mine mange, oprustningsparate modstandere.

Jeg ved godt, at den kamp, jeg taler om, kampen på ord, også kan ende med drab – Putin dræber anderledes tænkende ( Det tror jeg nu også Zelensky gør = mon ikke han stiller dem for en peleton, som ikke vil dræbe russere?) – jeg er ikke mere bange for at dø, end vi alle er.

Men jeg vil dø for min ret til at mene, at vi ikke må slå hinanden ihjel.

Jeg kan ikke tåle at se TV-avisen lige nu. Jo, jeg kan godt tåle at se lig i gaderne og sønderbombede huse, men jeg kan ikke tåle at høre på den utålelige krigsopgejling, der følger med, når billederne kommenteres. Det gør ondt, når hævnfølelsen bringes til at florere om kap med bomberne. Men vi skal vel gøres krigsparate????

Gengældelsens rus mod Putin. Oprustningen. Europa opruster. Vi opruster. Vi sender våben. Vi må høre vore kommentatorer og politikere gejle folk til noget der ligner fanatisme.

 Krig følger sin egen logik, det har den altid gjort, og det er som altid denne: mere og mere og mere ødelæggelse. Vold avler vold i en endeløs række.

I Tyskland begik tusinder og atter tusinder selvmord efter 2. Verdenskrig. Det har vi aldrig talt om før – nu er der kommet en bog om det. Efter 3. verdenskrig er der ingen, der ikke begår selvmord, hvis de ”overlever”.

I en moderne verdenskrig vil krigsmaskineriet ikke være til at standse, før atombomberne i krigens egen logiske vækstfilosofi gør en ende på det hele.

Men nedlægger vi (og jeg siger VI) ikke våbnene nu – så er det for sent – så er der ingen jord mere.

Det er lidt synd. Ikke?

GUD VELSIGNE PAVE FRANZ!

Nogle tanker fra bunden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har lært mine børn at lave mad fra bunden. Begynd nede fra, sagde jeg til dem, og gå så langsomt mod toppen. Og til sidst ender I med den fineste ret.

Langsomt skal man bevæge sig op gennem de enkelte led, sagde jeg til dem, det er sådan, man ender med at have det færdige produkt. Det fuldkomne produkt.

Nu skrev jeg produkt.

Og så får jeg det til at ligne en industrifremstillet ting: en gryde, en hårcurle, en sikkerhedsnål en grydeske – hvad som helst, og det var jo ikke den retning, jeg havde tænkt at gå.

Nu er jeg gået galt. Så må jeg begynde forfra.

Altså:

Jeg vil skrive filosofisk og klogt om livet.

Det kan man ikke gøre ved at fortælle om, hvordan man lærte sine børn at lave mad. Og desuden har jeg aldrig lært dem at lave mad. De første linjer i mit indlæg var altså – indrømmet – en tilsnigelse. Jeg syntes, det lød så godt.

Men hør nu: At lave mad og alt muligt andet har de lært sig selv. Og de er dygtige kokke og gode livsforvaltere alle tre. Men jeg var aldrig nogen lærermester.

Men jeg tænkte, at jeg ville skrive noget om bunden. Derfor den klodsede begyndelse:

Jeg gik i skoven i dag. Jeg går tit i skoven. Det er der, stilheden findes. Og der, livet spirer frem, og væksterne vokser. Og det er der, døden iklæder sig skønhedens dragt. Det så jeg i dag.

Jeg så det.

Bladet, som lå der, gyldent i sit sidste suk.

Et blad, som snart vil forsure og forsvinde i jorden. En lille rest af ukueligt liv. Så smukt, at man fik lyst til at græde. Over det havde et egeblad lagt sig til rette, som om det ville beskytte det fra forrådnelse og tilintetgørelse.

Sammen fortalte de mig om livets slutning og om skønheden ved at dø sammen.

I hinandens arme.

Godt nytår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som nogle af jer ved, har jeg de seneste ca. 25 år været fast klummeskriver og kronikør ved Randers Amtsavis. Her har jeg haft det privilegium med kortere eller længere mellemrum at ytre min mening om hvad som helst. Og somme tider har jeg lagt en kronik på bloggen – især når den, hvad jeg i grunden helst vil have, at den altid skal være, men ikke altid er, er af en så almen karakter, at den kan deles med mange.

De seneste gange har kronikken handlet om corona, og denne gang ville jeg, at den skulle være coronafri – uden dog at blive stemplet negativ. Og det var jo så umuligt. Men jeg lægger den på bloggen alligevel, for det er også mit nytårsønske for os alle sammen.

Velkommen til et nyt og bedre år.

Fra min barndom husker jeg en nytårsmorgen, som fik mig på grådens rand. Min far havde netop hentet årets første avis og bredte den nu ud foran sine børn. Se! Sagde han og pegede. Vi kiggede alle fem på avisen. Og da var det, jeg følte et stik i hjertet: For øverst på siden sås et 1952, der sejrsbevidst marcherede ind fra venstre, mens det sparkede til et stakkels krumbøjet 1951, der hullet og forrevet og på krykker vaklede ud til højre. Jeg var så ung dengang, at fantasien let fik vinger, og jeg havde ikke svært ved at føle med det stakkels, forkrøblede år. Nu er jeg blevet så gammel, at fantasien igen får frit løb, men jeg har alligevel ikke spor ondt af det gamle år. Det må gerne forsvinde langt væk. For det var for dumt og det har fortjent sin skæbne som kasseret. Ud med det! Og velkommen til et nyt og bedre år, hvor vi igen kan udfolde os frit og i fællesskab.

I går ville vi på en julevisit hos vores datter, der bor i en nabolandsby, og allerede i entreen kunne vi mærke, at der var noget galt. Børnene kom ikke farende ud for at kramme os, som de plejer (selv i coronatiden), og der var sært stille i huset. Og da hørte vi en røst inde fra køkkenet, der forkyndte, at husets ældste barn lige havde lagt sig med feber og ondt i kroppen. ”Men bare rolig! vi har isoleret ham!” råbte stemmen. Og som ramt af et kuglestød bakkede vi ud. Og så kørte vi hjem. 

Bagefter følte jeg mig dum. Og smittet. Smittet af den nye corona-religions dårlige ånde, der breder sig overalt. Som en kæmpeblæksprutte, hvis arme fanger i flæng. Den havde lige snuppet min julegudstjeneste. Og nu neglede den  mine børn. Jeg kom til at tænke på et bibelord: ”Man kan ikke tjene to herrer.” Nej, det kan vi ikke. Og vore nye præster holder os fast i den nye tro. Corona er blevet det skræmmeord, der maner al sund fornuft i jorden og forgifter hverdagen.   

Vores barnebarn blev coronatestet. Han var negativ. Havde halsbetændelse. Det kunne vi have sagt os selv. Men vi turde ikke. For tænk hvis nu …! Det er den frygt, der i det her år har taget bolig i os alle, og som har fyldt alt for meget. Men som heller ikke er til at komme udenom. For hvad nu, hvis vi gav pokker i frygten og smittede et gammelt menneske med en dødelig sygdom. Så hellere isolere den gamle.

Sådan har vi tænkt, og vi har vel ikke kunnet tænke anderledes. Corona har været en tyran. I 2020 har tyranniet hersket uindskrænket i alle lande, selv de mest demokratiske. Jeg har ikke glemt statsministerens tale i marts, hvor hun bl.a. sagde, at hun holdt alle danskeres liv i sine hænder. Da fik jeg kuldegysninger. Især fordi jeg anede, at der var noget om det.

Det har været et sort år for mange. Men det har også været et lyst år for mange. Det har været et kontrasternes år. Og vi kan ikke, som jeg har følt lyst til, bare sparke året væk og kalde det mislykket og ubrugeligt. Vi har brugt det godt midt i al gruen. Vi har nemlig lært meget, som vi altid har vidst, men som var på vej i glemmebogen. Vi har lært, at fællesskab er dyrebart og at vi ikke må miste det. Vi har lært, at vi kan noget sammen på tværs af alle de forskelle, der heldigvis er på os.

Vi har lært, at alle mennesker er dyrebare væsner. At vi alle sammen er værd at holde i live. Selv de allersvageste. Ja, måske især de svageste. Og her kan jeg godt blive lidt rørt, for det er det smukkeste, der er sket i det gamle år. At vi har fået øjnene op for, hvor meget vi betyder for hinanden. Hvor værdifuldt hvert menneskeliv er.

Og med hensyn til det sidste kan vi måske endda sige, at den erkendelse har bredt sig ud over hele verden i en ny global bestræbelse på at bevare liv.

Epidemien blev hurtigt til en pandemi, fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor vi trods alle vore nationale egenarter først og fremmest er verdensborgere. Hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi lever i en og samme verden. Og her kommer fællesskabsfølelsen igen ind, som noget vi ikke kan undvære. For vi er fælles om ansvaret for, at vore børn ikke skal komme til at leve i en verden uden natur og fastlåst i et virtuelt univers, fjernt fra alt levende liv.

Ja, et kontrasternes år. Men lever også i en kontrasternes tidsalder. Det er den her tidsalder, hvor vi, der er på min alder tydeligt husker atomoprustningen i den kolde krigs tid. Hvor De Gaulle pralede med sin atombombe, der var lille, men stor nok, for som han sagde: ”on ne peut mourir qu’une foi.” (Men kan kun dø én gang).

Og så oplever vi nu igen en global oprustning, men denne gang er den vendt mod en fælles fjende. Og kapløbet går ikke ud på, hvem der kan udslette flest liv, men hvem der kan redde flest liv.  

Et coronasnøft

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne smukke verden lever vi i. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og hvis vi er heldige, så er vi her også i morgen. De tre billeder ovenfor er fra min LilleVerden – her i Ålum ved morgen-og aftenstide. Den lille sø ligger lige neden for vores hus, og åen snor sig tæt ved. I det tidlige forår gik jeg derned og sang morgensange, mens solen stod op.

Og jeg følte mig så rig. Det var i april/maj, og landet var lukket ned og jeg sang bla. Benny Andersens sang om mørket. Der lyder en af stroferne:

Danmark er lukket og gået i hi/ gold er en indkapslet glæde/ vis mig dit ansigt før alt er forbi/så er vi begge til stede.”

Lad os kyle masken langt væk! Lad os ses ansigt til ansigt! Og lad den indkapslede glæde slippe løs og blomstre i alle sind! Det er mine ønsker for det nye år.

Indtil da er hver dag stadig en gave af Guds nåde. Det vil jeg forsøge at huske. Men herunder den kronik, jeg skrev til Randers Amtsavis i forrige uge:

Frygt ikke! Fat mod!

Kan man begynde en kronik med to udråbstegn? Og fortsætte med to spørgsmålstegn? Ja, det prøver jeg, og så kommer jeg forhåbentlig til sagen efterfølgende og løser opgaven. For jeg har tænkt at skrive en kronik om frygt, for det er dog utroligt, så bange folk er lige nu. Og så endda for hinanden. Ganske vist camoufleret bag mundbind og passende ord om at passe på hinanden. Mundbindene er hæslige – ordene er smukke nok og sikkert velmente.

Men vi må holde op med at være så bange. Livet er jo farligt. Det ved vi nok. Det er ingen nyhed, at det var en farlig gave, vi fik, da vi fik livet. Der er mange bump på vejen, og det skal vi lære vore børn at takle fra de er helt små, selv om jeg ikke synes, at vi skal kaste 5-årige ud fra 3-metervippen, som Rane Willerslevs far gjorde med sine drenge for at hærde dem.

I vores opdragelse må vi imidlertid ikke undlade at vise børnene livets virkelighed, og vi må ikke pakke dem ind i vat, men tværtimod udfordre deres gåpåmod. Vi må ikke holde dem væk fra høje træer og dybt vand. Det er bedre at slippe dem løs, end at holde dem fast med slik og kager og diverse skærme, så vi hele tiden kan kontrollere deres færden.

Vi må give dem lov til at udforske verden, også selv om vi ryster lidt ved at slippe dem løs. Vi må gøre det, så de ikke blive så svage og sarte, at de senere bryder sammen, når de barske realiteter rammer dem. Og det gør de jo på et tidspunkt. Lige nu rammer det barske os alle.

Men livet har altid været farligt og meget mere i tidligere tider end, det er nu, med eller uden corona. Jeg taler ikke imod at vi tager de forholdsregler mod sygdommen, som vi er blevet pålagt. Dem skal vi acceptere som de fornuftsvæsner, vi er.

Jeg taler imod den frygt, der følger med. Der er mennesker, også i min omgangskreds, som dagen lang sidder fastnaglet til smittetallene, følger kurverne op og ned og bliver mere og mere bange og snart ikke kan tale om andet end de tal og den frygt, der har fanget dem.

Og det er da også uhyggeligt at se maskerede mennesker overalt, hvor man færdes, ikke mere at kunne møde sin næstes ansigt, når man går uden for sin dør.  Det får al samtale til at forstumme, for man taler kun nødigt fra maske til maske. Man kan ikke engang smile til hinanden, og er man kommet lidt op i årene, så ved man, hvad et smil betyder. De små børn kunne jo gerne smile til en, men det gør de ikke.  Når jeg er i Brugsen ser børnene lidt frygtsomt på den gamle, maskerede dame, der fumler halvblind rundt mellem hylderne for at finde de rigtige varer, for man kan jo heller ikke bruge sine briller indendørs. De dugger til.

Uden at kunne se ”de andre” bliver vi forsagte og stumme. Det er i de andres ansigter, vi bliver til som mennesker. Det er, som om vi har glemt det. Også før coronaen. I gamle dage fandtes der ingen spejle, man så sig selv i den andens ansigt. Nu har vi spejle overalt. Og vi er blevet mere og mere fikseret på vores eget billede. Tænk på de mange selfies, der tages, og tænk på alle menneskers kamp for at komme i TV blot for at se deres eget kontrafej tone frem på skærmen.

 Jeg kommer til at tænke på et digt af Benny Andersen, hvor et af versene slutter sådan her: ”Mørket vil binde, men lyset gør fri/ Bred er den smalleste glæde/ Vis mig dit ansigt, før alt er forbi/ Så er vi begge til stede.”

I mange år har jeg rejst land og rige rundt og holdt foredrag om engle. Alle Bibelens engle har samme startreplik, når de henvender sig mennesket. Den lyder sådan her: ”Frygt ikke!” Det er altså det første bud, de kommer med, inden de fortsætter med resten.

Disse budbringere møder vi mest i Det gamle Testamente, men i Det ny Testamente har vi en dejlig historie, som kort går ud på, at Jesus får øje på sine venner ude i en båd. Det er blæst op, de er i fare, og de er bange. Så går han ud til dem. og der står (Matthæus. Kap. 14, v. 26): ”Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt. – Og Jesus sagde, … det er mig, frygt ikke!”

I en radioudsendelse hørte jeg en lærer fortælle, at han havde læst den historie om Jesus der går på vandet højt for en børnehaveklasse og for en niendeklasse. Og bagefter bad han dem forklare, hvad den fortælling egentlig handlede om. De store børn sagde: ”Den er det rene vrøvl. Man kan ikke gå på vand. Det er der videnskabelig evidens for.” De små børn sagde: ”Det handler om, at vi ikke skal være bange.”

Nemlig, det handler om, at vi ikke skal være bange. Så lad os holde op med det! Er vi ikke kristne, kan vi gøre det i naturvidenskabens klare lys: også Darwin vidste, at menneskets lod er at blive syg og at dø. Det er helt naturligt og ikke noget, vi skal gå og frygte for hele livet. Vi er nemlig i stand til at fornægte frygten og al dens væsen og vælge livet. Livet sådan som det nu engang er: med en død som det endelige punktum. Og lige meget, hvad statsministeren siger, så er døden ikke en tragedie, den er et vilkår.

Sådan kan man sige det med naturvidenskabens syn. Og er man kristen, kan man sige det i Jesu navn: ”Frygt ikke! jeg er med jer alle dage.”

Meninger og holdninger

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min holdning. Min mening.

Min bedstemor var dybt betaget af Christian Bartholdy, da jeg var lille, og det fandt jeg underligt, for han var så grim. Hun havde truffet ham på Nyborg Strand, hvor de begge deltog i det årlige sommermøde i Indre Mission. De var begge medlemmer af bevægelsen. Bartholdy med militant brask og bram i det offentlige rum og bedstemor stilfærdigt i intimsfærens lukkede rum.  

Det vender jeg tilbage til en anden gang, for der var noget for mig ubegribeligt i den varme, hvormed hun omtalte denne grimme og i mine øjne utiltalende person.

”Jo,” sagde bedstemor med lys i øjnene, ”for han er en mand, der har ordet i sin magt og besidder sine meningers mod.”

Og det kan man måske godt beundre. Hun gjorde. Selv bliver jeg usikker og lidt nervøs, når jeg møder folk, der har ordet ”i deres magt,” og jeg ønsker tit, at det var omvendt. At ordet havde dem i sin magt. Nej, det lyder også forkert. Ordet. Og magten. Lad os skille dem ad. Og lade dem stå hver for sig.

Folk, der bruger ordet som magtmiddel er altid suspekte i mine øjne, for det er et stærkt våben at bruge, og det kan lades med dræbende kraft. Når det f.eks. bliver brugt til at manipulere folk, til at få dem til at gå i en bestemt retning, til at handle på en forkert måde, til at glemme forskellen på godt og ondt. Det bruges jo på den måde: politikere bruger det til at sælge lige deres ideologi, religiøse grupper bruger det til at sælge lige deres religion, forretningsfolk bruger det til at sælge lige deres fabrikationer osv.

Sine meningers mod? Ja, vi lever i en fri verden, så man behøver vel ikke alverdens mod for at sige sin mening? Hvis man med sine meninger taler tidsånden midt imod, så skal man måske nok være lidt modig. Hvis man brænder Koranen af for øjnene af troende muslimer, fordi man mener, at den (de) fortjener det, så skal man vel være lidt modig. Eller? Og hvis man lige i dag siger højt, at minkavl er noget svineri, der burde forbydes, så skal man vel være lidt modig osv.

Og det er jo fint nok at mene noget. Det opdrager vi vore børn til. Vor skole har holdninger, vi har vel selv holdninger, som vi gerne vil føre videre til børnene. Vi kalder det også værdier. Men det er et upræcist begreb, for vi evaluerer jo ikke de forskellige ting ens. Det, der har værdi for mig, har ikke værdi for dig.

Eksempel: Jeg er kristen, d.v.s.: jeg tror på det, jeg står og siger hver søndag i kirken, men jeg deler ikke værdier med alle kristne – nogle ideer, der bliver kaldt kristne, er mig inderligt imod. Men jeg deler værdier med rigtig mange ikke-kristne. Så …

Og så er der det, når vi nu taler holdninger og meninger, som jeg synes er det vigtigste af alt. Det er det i al fald for mig:

MINE VÆRDIER OG MENINGER ER IKKE ABSOLUTTE.

Jeg ved ikke, om de er rigtige, jeg ved bare 100% sikkert, at jeg er et fejlbarligt og uperfekt menneske (ligesom alle andre), og så kan jeg også sagtens tage fejl af rigtigt og forkert. Og hvis man står ved sine meninger med næb og kløer og nægter at flytte sig en centimeter FOR MAN HAR JO RET, så er det ikke udtryk for mod, men for dumhed.

Dumhed ja.

Og dumhed i store menneskemængder kan føre til ABSOLUTISME. Det har vi set eklatante eksempler på både i kommunismen, fascismen og socialismen

Jeg tænker somme tider på min egen ungdomsgenerations (60’erne) naive drømme. For vist troede vi, at  kunne vi forvandle verden og skabe alt om til skønhed og kærlighed. At der så lige var nogle mellemregninger, der hed blodbad og rædsel, tænkte vi ikke på. Vi havde helt glemt Den franske Revolutions rædselsregime og Pol Pots myrderier, og vi så ikke Fidel Castros ditto – tvært imod: Che Guevara hang på vores vægge. Og vi så ikke, at han dryppede blod.

Holdninger. Ja, det er fint nok. Holdningsløshed duer ikke. Men hold altid dine holdninger i skak. Sørg for at lytte til ”de andre” – sæt dine egne værdier under lup. Du må gerne forsvare dem, men ikke fordi du er sikker på, at du har ret. Det ved du ingenting om.

Jeg tror på, at Paulus rammer plet, når han siger til Korintherne, at de ikke skal tro, at de kender ”sandheden”  – for, som han siger, nu ser vi stykkevis og delt – som i et spejl.