Erindringer – Hans Lyngby Jepsen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu springer jeg lidt uden for min liste af erindringsforfattere. Men sagen er den, at jeg har givet mig selv den opgave at genlæse alle de bøger, der står og samler støv på reolerne. Inden de støver helt til, skal de læses. Og det bliver de jo ikke, for mine bøger er utallige, og mine dage er talte. Så det når jeg ikke.

Men lige nu glæder jeg mig over Lyngby Jepsens lange erindringsværk ”til Andrea” – det er noget af det sidste han skrev, sådan som erindringer bør være noget af det sidste, man skriver. Han var tæt på 80 år, da de udkom – og også derfor genlæser jeg dem, for jeg vil måske også skrive mine erindringer, og i fald jeg gør det, så skulle udgivelsen helst ramme min 80 års fødselsdag. Så jeg har faktisk travlt.

Men det er ikke det eneste, jeg har til fælles med den forfatter. Der er så meget. Hans holdning til mange af de store spørgsmål deler jeg med ham. Samfundsspørgsmål f.eks. Her befinder vi os begge på venstrefløjen uden at være socialister.

Og her kommer et citat, der handler lidt om det at være dansk. Det er fra ”En dag er vi lige gamle” :

Sproget er et mirakel – alle sprog, dansk for mit vedkommende. Knap tredive bogstaver i alfabetet, og hvad kan man ikke skrive og sige med dem! Det særlige og mirakuløse ved alle sprog, også det danske, er dets intimitet for dem der kender det. Sproget knytter danskerne sammen og skiller dem fra andre folk, sproget samler og skiller. Det er det sande familieskab. Derfor værdsætter vi litteraturen – i endnu højere grad end musikken og billedkunsten der også taler til os om national tilknytning. Helt og fuldt ud og i krogene kender vi kun det sprog, vi er vokset op med, den betydning og underforståelse der omgiver mange ord og vendinger, også når de dukker op i sammenhænge de ikke oprindelig blev anvendt i. De lokker en erindring og et smil frem, de sender tanker på flugt, de åbner udsigter og maler billeder.”  

I sidste del af sidste bind af erindringsværket skriver han naturligt nok en del om døden. Det er et tema, der bliver aktuelt, når vi som gamle står tæt på tærsklen og statistisk set allerede har overskredet den.

Og også her kan jeg sagtens samklinge med ham, og så er jeg alligevel slet ikke der, hvor han befinder sig. Han er en hjernens mand, et gennemført rationelt tænkende væsen, og som sådan frasiger han sig enhver form for religiøs forståelse af livet og døden. Og det gør jeg jo ikke.

Men forstår ham.

Hjernen accepterer ikke nogen varm og kærlig overgang til noget som helst andet end biologisk forvandling, og i rummet er kun det store INTET. Det er måske rigtigt, men den tanke, kan jeg hverken leve eller dø med. Men jeg VED jo lige så lidt som Lyngby Jepsen noget om, hvad der sker efter døden, altså ud over, at vi enten bliver brændt eller begravet. Det er der ikke noget opløftende ved. Vel?

Og jeg tror på noget andet. Jeg tror på en almægtig skaber – en kærlig gud – Gud, som tager over, når vi giver slip.

Det er ikke rationelt, og jeg kan ikke forklare det. Og at ville bevise det er helt umuligt.

Jeg vil slutte med et langt citat fra bogen. Og så glæde mig over, at når Jepsen skal finde noget dybere end blot det biologiske, så tyr han til Biblen, ja han gør så:

“Uvisheden er god at leve med. Den er et fundament af viden om uvidenhed. Selvfølgelig, alt er muligt, slip fantasien løs. Lev videre på Saturns ring eller en af Jupiters måner, tro på reinkarnation og vågn som bæltedyr eller vandrotte, søg Nirvana eller Edens Have. For mig er uvisheden den absolutte frihed som ingen religiøs kirke kan begrænse. Jeg venter mig intet. Dem om det, der har behov, så længe de ikke generer andre med deres fantasier. … Jeg slår mig til tåls med glæden over et langt liv, dets tusinder af lykketimer. Prædikeren, kongen i Jerusalem, efter eget udsagn en mand af stor visdom og kundskab, siger: Hellere dødens dag end fødslens dag, hellere ende end begyndelse, hellere gå til sorgens hus end til festens hus. Det lyder trist. Og solen står op og går ned. Endeløs tomhed, siger han om livet, alt er tomhed. Endeløs tomhed. Og alle de ting, som sker under solen er tomhed og jagen efter vind. Men to spalter længere fremme i den autoriserede danske bibeloversættelse korrigerer den kundskabsrige konge sig selv: Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Det har vi forsøgt, min kone og jeg, ikke at jage efter vind men at nyde frugterne af vores slid.”

Og her lidt længere mod slutningen skriver han, så vore hjerter slår i takt:

“De undertrykte lider stadig som for tre tusinde år siden, de dør uden trøst. Men få linier forinden taler Jerusalems konge om glæden: Intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt hvad det gør: det er dets løn. Spændt ud mellem livets glæde og sorg, mellem fødsel og død. Verden er ond. Verden er god. Voltaire rådede enhver til at dyrke sin have. Udlagt efter behov: Dyrke det nære som du kan overkomme, det fjerne har du ikke forstand eller indflydelse på. Dyrk dine bedste talenter i stedet for at sprede dig på mange gøremål. eller simpelthen: Hvis du uopfordret møver dig ind i naboens have, risikerer du at blive slået ned. Siden Voltaires glade 1700-tal er Jorden blevet en provins, vi alle har ansvar for og indflydelse på, en fælles have.”

Rusland

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg var 13. Den alder, hvor man hverken er barn mere eller voksen endnu.

Om søndagen gik jeg undertiden i kirke sammen med min bedstemor. Vi gik ad engstien til Elling Kirke, for Strandby havde ingen kirke, og det var en god tur. 3 – 4 kilometer hver vej. Så der var tid til at snakke.

Og det var her – i den gamle Elling Kirke, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Rusland. Eller rettere med en rigtig russer. Præsten var dansk nok, han hed Pastor Mostrup, og han var en tør, vist nok lidt kedelig type, grundtvigsk i al fald, og min bedstemor holdt ikke af ham, for han havde ikke de missionske præsters salvelsesfulde måde at udtrykke sig på. Ordene komme stille og jævnt, men for mig var de værd at lytte til, og jeg fik jo overtalt bedstemor til at gå med, når det var Mostrup, der prædikede. For han elskede at læse andre bøger end Biblen, vidste jeg, og hans tale var spækket med gode eksempler fra litteraturen. Og især den russiske, og lige den dag, som jeg nu husker og hvor jeg var blevet 13 år og følte mig voksen, læste han op fra Dostojevskijs “Brødrene Karamassof”. Det var kapitlet med den gamle “Starest” fra klosteret, som mødes med hovedpersonen Aljosja. Den dag vågnede min interesse for den russiske litteratur.

Mens vi gik hjem, fik jeg overtalt bedstemor til at vælge den bog, som præsten havde læst op fra som vores næste højtlæsningsbog – jeg lånte den på biblioteket, og vi læste også i den, men vi kom vist ikke særlig langt, det var alligevel for stor en mundfuld for den gamle og barnet. Og bedstemor fandt den desuden for verdslig – det husker jeg, at hun sagde. Så er der mere at hente i Biblen, mente hun.

Og det var der sikkert for hende, men ikke for mig.

Jeg kan ikke huske, om jeg selv læste bogen færdig, men jeg ved, at det frø, præsten såede den søndag, faldt i god jord. Det spirede, og det var sikkert grunden til, at jeg blev så glad for Rusland og russisk litteratur, og at jeg mange år senere valgte at læse russisk på universitetet. Det gjorde jeg af en bestemt grund: jeg ville kunne læse de store mestre på det sprog, de skrev deres værker på.

Det, der sker i det gamle Sovjet i dag, er forfærdeligt, og det er jo ikke sådan, at vi ikke har set det komme. Tjetjenienkrigen viste vel tydeligt nok, at Rusland har drømme om at få de gamle “frie” sovjetlande tilbage.

Men jeg blev kold af skræk – som alle andre – da Putin invaderede Ukraine.

En af mine tidligere bekendte (jeg var med til at kalde ham til vores gymnasium, da Jugoslavienskrigen rasede), er Jan Øberg. Han ved virkelig noget om krig og fred – har arbejdet som fredsforsker gennem årtier. Og han skriver i Kristelig Dagblad:

( Citat fra Kristelig Dagblad 7. marts – Jan Øberg)

Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlandene giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.”

Rusland begyndte dog krigen …

Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland – stærkt trængt af Vesten i 30 år – det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.”

Jeg er pacifist, det ved dem, der kender mig, og det er jo nærmest en sær ting at være, når verden er truet af krig. Lidt lige som at ville forråde sit land. For lige nu vil ALLE opruste til “den gode krig” – men kære venner: der findes ingen god krig. Venlige bomber slår ligeså hårdt som fjendtlige bomber, og A-bomben dræber os alle.

Så hold fingrene væk fra våben!!!

Men nej, folk elsker jo krig, selv små børn leger krig på deres iPad – vi opfostrer dem til at elske vold. Er der nogle af vores børn og børnebørn, som ikke har øvet sig på at dræbe et andet menneske? Nej vel!!

Selv om de fleste vil påstå det modsatte. Men sådan er det: Folk kan ikke få nok af vold: altså vold rettet mod “de onde.”

Nu tror jeg ikke, at vi kan deles op i gode og onde.

Er det ikke sjovt, at vi skriver på tobakspakkerne: rygning kan dræbe?

Et det ikke vildt, at vi ingenting skriver på tanksene og geværerne, selv om de ikke kan andet end dræbe?

Vil jeg så ikke kæmpe mod diktatur og tyranni og verdens ondskab? Jo, men ikke med våben, der dræber andre mennesker. Jeg tror på ordet. ORDET.

Jeg ved, at ondskaben findes – også i mig – jeg kan komme i en situation, hvor jeg handler ondt, fordi ondskab er en realitet i os alle, og i nogle – alt for mange – tager den magten og kaster mennesket ud i onde handlinger.

Den ondeste af alle handlinger er krig.

DJÆVELEN findes, det er jeg ret sikker på – jeg tror ikke, at Putin eller Hitler eller Stalin er (var) djævle – men jeg er sikker på, at ondskaben har taget magten i deres hjerter. At de er (var) besatte af djævelen.

Du går måske selv i kirke en gang i mellem, så er du jo med til at bekende det her: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger.

Når vi forsager ham, så findes han vel?

I gamle dage ( i Bibelen) talte man om, at mennesker kunne blive besat af Djævelen – det har såmænd aldrig ændret sig.

Jesus kunne drive Djævelen ud. Vi andre kan ikke. Men vi kan forsøge.

Jeg ved det godt: alle synes lige nu, at jeg er naiv.

Sikkert.

Tanker i en kold tid

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art” – Ole Sarvig: Vindrosen sommer 1960.

Fremmedfølelsen er et centralt element i Sarvigs digtning – et grundvilkår. Langt senere tages begrebet op af de marxistiske digtere, men nu har det skiftet betydning. Der er nu tale om en menneskeskabt følelse: fremmedfølelse = fremmedgørelse – mennesket er gjort fremmed af den måde, det har indrettet samfundet på = kapitalisme. Det har gjort sig selv fremmed og kan altså også gøre sig selv fri = revolution.

Men for 60’ernes modernisme er det som sagt et grundvilkår. Der er således ikke meget håb om forløsning – vi er og bliver ukendte planter på den her fremmede klode.

Og hvis der alligevel er en forløsning, så ligger den på det metafysiske plan. Og her står Sarvig ikke ene – han var i samklang med de fleste af dem, der kaldte sig heretikere (f.eks. Martin A. Hansen, Poul la Cour ), der i al fald var enige om, at tiden var stivnet i rationalisme og systemtænkning.

Sarvig, som så præcist udtrykker fremmedfølelsen med ovenstående citat, endte med at tage sit eget liv. I den sidste ende af livet skrev han mange salmer. Så han har vel troet på, at der eksisterede en skaber. At den fremmede (for mennesket) klode er Guds skaberværk. Og vel også, at frøet skulle spire og vokse i et hinsides liv.

Det synes jeg ikke helt jeg kan forstå, Nej, selvfølgelig ikke, for det hverken KAN eller SKAL forstås. Væk med forstanden!! Så langt rækker vor fantastiske hjerne ikke.

I dag taler man om evidensbaseret viden: det  man har evidens for = har bevist gennem en række metodiske forsøg..

Det vendte man (Sarvig) sig imod og holdt fast i, at vi ikke kan ”erkende” sandheden empirisk, men må acceptere uigennemtrængeligheden og at der er en ”højere sandhed” en trancendent virkelighed, som vi aldrig fanger mere end en flig af. Den kan åbenbares, men ellers ser vi den kun stykkevis. Sådan er vort vilkår.

Ja, det er jo sådan set også det, kristendommen siger. Og så er det jo lige her, at man blander to ting sammen (tro og viden) , når man i et hug udtaler sig om videnskaben og dens love og kristendommen og dens forkyndelse.

Der er jo faktisk så stor forskel på LOV og FORKYNDELSE, at de aldrig kan mødes.

til slut endnu et citat:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,12)

Lidt litteratursnak. Litteratur set gennem mine briller. Nu og i 70’erne.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi har en gammel mand her i sognet. Han bliver snart 100 år, og han løbetræner dagligt. Det bliver til en del faktisk. Og han løber godt. Men ikke som en 20 årig, det er klart.

Jeg har det på samme måde med litteraturen. Jeg læser dagligt. Og det bliver til en del. Jeg ved ikke, om jeg læser godt, men jeg tror nu nok, det kan gå an. Jeg når bare ikke det samme som en 20 årig. Det er klart, men måske ser jeg klarere de mønstre, der aftegner sig, mens jeg læser.

Jeg har læst i 7 årtier. Det er jo noget af et forspring.

Inden jeg praler videre og ender med en lang næse, vil jeg kaste mig over det miniprojekt, der pusler i den del af hjernen, der skjuler sig bag frontallapperne.

Så vidt jeg kan læse mig frem, så er der i dag to hovedtendenser: autofiktionen og underklasselitteraturen, og ind i mellem lapper de over hinanden. Men nu vil vi se på dem enkeltvis.

Da jeg begyndte som dansklærer i gymnasiet i begyndelsen af 70’erne, havde vi to lignende strømninger i den litterære andedam. De hed noget andet dengang: bekendelseslitteratur og arbejderlitteratur. Og de var heller ikke identiske med vor tids. Det kommer jeg tilbage til.

Jeg ved ikke, om jeg helt har ret, men tror det (og heraf kan du slutte, min litterære ven, at det følgende er 100% uvidenskabeligt, for som du ved, så går tro og viden ikke hånd i hånd) … men jeg tror det altså, når jeg siger, at kvinderne stod for den førstnævnte genre og mændene for den sidstnævnte. Kvinderne krængede ud af deres egne livsoplevelser, mændene fortalte råt og usødet om arbejdet helt nede ”på gulvet”. Helt rigtigt er det jo ikke, for mens jeg skriver det her, så kommer jeg i tanke om Grethe Stenbæk Jensen, der brillerede med romanen ”konen og æggene” om det iskolde og underbetalte liv som arbejderske i en ”æggefabrik”, og Maja Ekelöf, der fortalte om livet som rengøringskone i sin roman ”rapport fra en gulvspand”.

Arbejderlitteratur: Jeg nævner nogle eksempler fra den litteratur, jeg husker lige nu: John Nehm: ”man går ind ad en port” og ”den tar det hele”, den sidste er en novellesamling om kapitalismens undertrykkelse og fremmedgørelse af individet. Det er også, så vidt jeg husker, i denne sidste bog, at begrebet arbejdsgiver og arbejdstager vendes på hovedet: det er arbejderen, der er arbejdsgiveren, for han giver sit arbejde til kapitalisten. Det er kapitalisten, der er arbejdstageren, for han tager et menneskes arbejde.

Så husker jeg i samme periode at have undervist i Vagn Lundbyes tekster, men her er der mere tale om revolutionsromantik end om egl. arbejderlitteratur – politisk? Jo, men med et drømmeskær. Og naturligvis læste vi dengang Bent Vinn Nielsen. De fleste arbejderlitteraturforfattere skrev mådeligt og forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet, men ikke Nielsen. Han blev aldrig ”umoderne” og hans bøger har i modsætning til de fleste andres af slagsen litterær kvalitet.

Andre, som Stenbæk Jensen og Maja Ekelöf forblev, så vidt jeg ved, døgnfluer.

Sideløbende hermed udkom en sværm af bekendelseslitteratur og det til trods for, at tidens litterære guru Per Højholt højlydt advarede imod at ”tage fra hovedstolen” – de lod hånt om de kloge (den kloges) ord og flænsede hovedstolen i laser – Jeg nævner i flæng Suzanne Brøgger, Charlotte Strandgaard, Vita Andersen og Tove Ditlevsen. Se, der fik jeg jo kun kvinder i pen.

Men der var naturligvis også mænd. Husker ikke lige hvem. De fleste af de mænd, der ikke skrev arbejderlitteratur, var vist mest optaget af modernismens og postmodernismens knækkede univers end af bekendelser fra privatsfæren.

Så var der dem, der skrævede over begge genrer: den modernistiske lyrik og den prosaiske bekendelseslitteratur. Jeg nævner Rifbjerg som den mest kendte – han var både en Rif, der rev os op af stolen med intimt sprængstof, der gik lige til hjertet, og et vældigt Bjerg, der måtte bestiges trælsomt og krævede mere end et almindeligt “sesam” for at lukke sig op for læseren. Her tænker jeg selvfølgelig på hans digte, der i al deres kompleksitet dog aldrig nåede Johannes V. Jensens digtes dybde, skønt de forsøgte at bore i samme gyldne dyb. Min metafor kommer i splid med sig selv, det kan jeg godt se. Men det passer til ismen. For nu at skære det ud i pap.

Og nu gør vi det umulige: Lad os springe hen over de mellemliggende årtier, som om de slet ikke havde nogen litteratur, men blot var gabende forventning.

Og så er vi lige her. I begyndelsen af 20’erne. Det er dog 10’erne, jeg skal skrive om – 20’erne er knap nok begyndt.

Og lige nu vrimler det som sagt med autofiktion, tidens svar på bekendelseslitteraturen, og jeg vil ikke komme nærmere ind på den heller, blot skrive et par ord og lige nævne, hvad jeg selv betragter som yderpunkterne: Katrine Marie Guldagers “det samme og noget helt andet” og Christian Ditlev Jensens “det bliver sagt”.

Den første bog læste jeg undrende, syntes, at bogens “jeg” var irriterende (ligegyldig) og at hendes personlige problemer var ret uinteressante (for mig): hun havde mistet (far og veninde) det har vi vel alle, hun var snydt i arvesag, hvem har ikke prøvet det?. Nå, men hendes ubehag (mere end smerte) kommer hun så åbenbart af med i en bog, som hun hævder er 75 % sand. Sikke noget! I min optik er den 100% ligegyldig.

Den anden “det bliver sagt” rørte mig dybt. Et ødelagt barn. Nu bruger jeg det stærke udtryk: ødelagt. Og vil gerne stå ved det. Ikke blot det, at barndommen bliver et farligt sted at opholde sig, men årene efter et overgreb vil i lang tid (livet igennem måske) slæbe et såret barn efter sig. Ikke til at ryste af sig. Det er bogen heller ikke.

Autofiktion er ikke et nyt fænomen. Den har altid har eksisteret. Det, som er nyt, er, at læserne (de professionelle især) helt ublu afkræver forfatterne færdigheder i procentregning. De bedes venligst oplyse, hvor stor en del af stoffet, der er selvoplevet og hvor stor en del, der er opdigtet.

Som om det ikke var lige fedt. Det er det nemlig.

ALT, hvad en skønlitterær forfatter skriver, er opdigtet. Hvert eneste bogstav. Hvert eneste ord. Hver eneste sætning.

Hvorfor kan dumme anmeldere dog ikke fatte det?

Et skønlitterært værk er netop skønt, fordi det bringer os ud af den verden, som vi går og trasker i til daglig, og ind i en anden.

Enhver skøn skønlitterær tekst fører os over i en verden, der hænger sammen på sin helt egen måde. En verden, som følger sine egne regler og love. Og den lover ikke anden sandhed end kunstens.

En skønlitterær tekst viser os en verden, der ser ud på en anden måde end vores “almindelige” verden. Den dufter anderledes og lyder anderledes, den smerter, glæder, forfærder, henrykker, ryster, beroliger, sårer og læger os på en ny og uventet måde.

Forfattere i det felt ( bekendelseslitteraturens) er der mange af. De er ikke alle lige ”skønne” – men de fleste af dem fortjener prædikatet.

Og sådan forholder det sig også med tidens “underklasselitteratur”. Og også der er der rigtig mange navne at tage fat på. Dem kan du selv finde frem til. Jeg vil dog kort fortælle om et par stykker, som har beriget mit efterår med ny indsigt.

Og de forfattere, der skriver om “underklassen” tages alvorligt (af de professionelle normsættere) – og det skal de også. Meget mere end arbejderlitteraturen blev det i 70’erne. De skriver også bedre litteratur. Og de har ikke samme farve som 70’ernes arbejderlitteraturs udøvere havde. Internationale er ikke deres sang. De fortæller ikke om forfærdelige arbejdspladser. Ikke om livet som en ting, kapitalismen bare kan udbytte til den knuses.

“Underklassens” personer er allerede knuste.

Jeg vil nævne to, som jeg har læst for nylig, og som er karakteristiske for denne ret “nye” litteratur. Ja, formmæssig er den jo ikke ny. Almindelig realisme. Men de to værker, jeg vil omtale, er vældig fine litterære værker også.

Den ene er Jens Vilstrups “Opland” og den anden er Peter Frederik Jensens “Det Danmark du kender.” Det er ikke arbejderlitteratur, for vi kommer ikke udenfor intimsæren og får ikke så meget som færten af en arbejdsplads. Der er ingen. Vi er i de arbejdsløses land.

Det Danmark du kender – og Opland er to landskaber, som er aldeles ukendte for os “normale” læsere. Ligesom 1800-tallets borgerskab kunne sidde i deres lune kakkelovnskroge og læse om små frysende børn, der døde på gaden, mens de forsøgte at overleve i skæret af en svovlstik, sådan kan vi velfærdsdanskere med de to ovennævnte forfattere lade os synke helt derned, hvor vanrøgt, brutalitet og håbløshed er daglig kost. Jeg vil ikke analysere værkerne, som de to repræsenterer, og som florerer på linje med autofiktionen og sikkert også ind i mellem er en del af den. Her er igen noget for matematikerne: hvor mange procent dit og hvor mange procent dat.

Ovenstående causerier om tidens og 70’ernes litteratur kan måske give en og anden litteraturinteresseret lyst til at brodere videre på de tanker, jeg der lufter.

Selve ideen om at skrive om de underste (undertrykte) i samfundet fik vel for alvor vinger i begyndelsen af forrige århundrede, med Martin Andersen Nexø som farverig og mægtig spydspids for den litteratur, der var præget af troen på og viljen til at forandre verden gennem litteraturen. Deres hovedpersoner var fulde af styrke, som eksempel: Pelle Erobreren. Jo, han ville og kunne erobre og forandre verden, så den blev menneskelig. Personerne i Nexøs bøger ( og Aakjærs og Skjoldborgs) var helt igennem sympatiske, de var “gode” mennesker, som havde så meget livskraft i sig, at de kunne bane vejen for en bedre verden. Dem troede man på, mens man læste.

Den slags helte findes ikke i arbejderlitteraturen – den er nok tendentiøs ligesom den gamle var, men dens personer er uden kraft, og vi får ondt af dem, men det er der så ikke noget at gøre ved.

Den slags helte findes heller ikke i den nye underklasselitteratur. Dens personer er brandhårde og brutale som den verden, de er rundet af. Men … måske … der er dog glimt af håb, f.eks. er drengen i “det Danmark du kender” opsat på at hjælpe sine små søskende til at overleve midt i håbløsheden. Men han drømmer også om at skaffe sig et våben og skyde løs på sine lærere.

Det er en slags litteratur, som går hen over hele Europa nu, det har jeg hørt i radioens litteraturprogram: Skønlitteratur på P1 – selv har jeg ikke læst så meget af den slags endnu – . Dog lidt fransk. Læste for et par år siden Eduard Louis‘ “færdig med Belleguele” og “voldens historie.” Her færdes man i samme miljø af håbløshed.

Tendenser i litteraturen – 2.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har desværre ikke kunnet finde billeder fra oplæsningen i Forfatterforeningen. Ovenstående er fra en oplæsning på Sorø Akademi. Her med kongelig velsignelse. På Strandgadebillederne er det Abraham, der sender sin milde ånd ned over oplæseren.

For mange år siden blev jeg inviteret til København for at læse op i Forfatterforeningen i anledning af indvielsen af de nye lokaler i Strandgade. Jeg læste den aften fra min dengang nye bog: ”Det tabte Paradis”, og da oplæsningen var slut, blev der serveret mad ved bordene, og man konverserede hyggeligt. Jeg havde den fornøjelse at sidde ved bord med Jytte Hilden og Niels Jørgen Kappelørn. Begge kendte folk, som jeg nok aldrig ville møde i mit landlige jyske miljø, så jeg nød hvert sekund, og det var gode samtaler. På et tidspunkt rejste Kappelørn ( en af Danmarks kendteste forskere i Søren Kierkegaard) sig og sagde, at nu kunne han ikke holde fri længere. Der var et arbejde, der skulle gøres.

Fri? Tænkte jeg. Arbejde? Nu? Men sådan er det med folk, som virkelig forsker, hvad enten det er naturvidenskabeligt eller humanistisk stof, de arbejder med. De arbejder hele tiden. Forskningen fylder deres liv. Nogle af dem, som K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt, for nu at nævne et par teologer, der ligger på forskerskalaens toptiliste, så var de så gudsbenådede, at de havde en kvinde installeret i hjemmet til at sørge for, at alt det private kørte på skinner. Den slags kvinder findes vist ikke mere. Og vi, der er født med det besværlige hunkønsstempel, kan kun yderst sjældent gafle os en mage, der mageligt vil udfylde den funktion, der er nødvendig for, at en dagligdag med familie etc. kan køre parallelt med forskningen.

Sådan er det med folk, der forsker. De lever (for) deres forskning, og alt andet er (nødvendigt?) fyld. Og lige den aften fyldte vi lidt for meget for forskeren. Der var vigtigere sager, der skulle passes.

Al den snak blot for at understrege, at jeg har levet et ganske andet liv end forskernes, og når jeg kaster mig over litteraturen med mine slørede litteratbriller og gør mig klog på de dele, så er det ikke et rigtigt forskerblik, der rammer stoffet, men glade amatørøjne, der suger til sig og lader tastaturet videregive de indtryk, som det har afsat i min litteraturglade hovedskal. Selv om jeg hader tanken om mig selv som amatør – føj! det er næsten ligeså grimt som at blive kaldt kulturkristen.

Jeg er altså også professionel og har ikke bare studeret litteratur, men også i det stille forsket ( nej … ikke fusket) med de skønne tekster.

Jeg vil forsøge at udpege nogle tendenser i det, der skrives nu for tiden. Og jeg vil tage udgangspunkt i de bøger, jeg har nået at læse. Så er der andre, jeg ikke får fat i, men dem kan du jo selv supplere med. Si tu veux…  

Den selvbiografiske roman. Fakta eller fiktion. (= Fup eller fakta?)

For nogle år siden faldt hele den litterære verden i svime over Knausgaards selvbiografiske flodroman ”Min Kamp”. Det var forfriskende nyt sådan at blande fakta med fiktion. Tænk, at nogen fandt på at bruge selvoplevet virkelighed så åbenlyst i et fiktivt værk.

Og efter den tid og navnlig efter Knausgårds succeshistorie, blev den slags bøger højeste mode. Nu udkom i en lind strøm af selvbiografiske romaner, og det var rigtignok vanskeligt for læseren at se, hvad der var fiktion og hvad der var fakta, og der blev gisnet og gættet, og de utrolig mange forfattere, hvis bøger blev bestsellers, rejste land og rige rundt og forklarede et nyfigent publikum, hvordan deres eget private liv snoede sig ud og ind i romanen. Og der blev endda sat procenter på, ja, det lyder som en vits, men det er ganske vist.

Den slags ligegyldigheder brugte man megen spalteplads og mange foredragstimer på. Og det skønt enhver, der beskæftiger sig seriøst med litteratur, ved, at det er noget pjat, og at værkets kvaliteter ikke afhænger af, hvor mange procent levet liv, der findes eller ikke findes i romanen.

Det er helt andre kriterier, der gælder, når man skal afgøre et værks kvaliteter.

Karl Ove Knausgård gav startskuddet. Et ordentligt brag. Et kæmpe kanonslag på hele seks voluminøse bind, hvor det ene ilsomt afløste det andet osv. Det var imponerende. Og det var efter min mening endda fine romaner.

Men selve det at knytte fakta og fiktion sammen til et uigennemskueligt væv er en gammel teknik. En teknik, som Knausgårds nok gav nyt liv, men som har flere hundrede år på bagen. Nu nævner jeg et eksempel, som er fra romantikkens Frankrig: Chateuabriands ”Memoires d’outre-tombe” = ”erindringer fra hinsides graven.”

Ja, selve genren ”selvbiografi” har og har altid haft samme teknik. Forfatteren selekterer erindringer fra sit liv og iscenesætter dem for læseren. Det har aldrig været ”facts”, man læste i dem. Nu kommer jeg lige i tanker om Johanne Louise Heiberg, et godt eksempel. Hun skrev i samme århundrede som Chateaubriand. ”Et Liv genoplevet i Erindringen”, hedder hendes selvbiografi. Tidens læsere kunne dog uden stort besvær se, at det med sine udvalgte scenarier og mange fortielser og subjektive tolkninger langt fra fortalte ”virkeligheden”, og værket fik da også en forvrænget titel, der lød sådan her: ”Et liv genopløjet i erindringen.”

Men det er en hamrende god bog, og som læser kan man ikke lægge den fra sig – sådan en læser var jeg i al fald. Og jeg er/ var fuldstændig flintrende ligeglad med, om det var sandt eller fiktion. Al fiktion er vel løgn= opdigtet. Men hvis det gør den ringere, så kan vi straks starte en ”autodafé” = bålbrænding. Hele skønlitteraturen må så gå den vej. På bålet med det! Men så vil jeg med på det bål, for der er ingenting, jeg holder mere af end opdigtede historier.   

 

Min læsning – et skud i tågen – her en bid.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mit skrivebord med en usædvanlig orden. Ja ja — sådan skal det være.

Hermed et lille blik ind i mit læsekabinet. En liste. Det er det, jeg har nået siden foråret. De øverste bøger på listen er dem, der læses lige nu. Så bevæger man sig ned gennem månederne.

I en André-Gide-biografi læste jeg engang i 1960’erne (i min studietid) , at Gides ungdomslæsning var ”décousue” = usammenhængende. Og allerede dengang tænkte jeg: ja, ja, men sådan er min læsning også. Styret af impulser. Det har ikke ændret sig. Her er nu mine seneste læsehistoriske data (taget fra e-reolen):

Læst fra april 2020 til november 2021 – et halvt års tid – listen er sådan skruet sammen, at de øverste er de bøger, jeg læser lige nu, så går vi tilbage i tiden og ender i april.

I begyndelsen af 2020 troede jeg, at jeg skulle skrive en middelalderroman om Sct. Kjeld af Ålum – derfor er de tre første måneders læsning i høj grad sammenhængende. Det er bøger om vikingetiden og middelalderen. Vil man se, hvad jeg ”havde gange i” dengang, kan man gå hen til blogindlæg fra den periode. Det var en frugtbar tid for mig, skønt den ikke satte blomster (heller ingen ukrudt skød op) – det fusede alt sammen lidt ud. Og der skal de være en tid.

Her kan du (jeg) se, hvad jeg læste derefter. Jeg vil kort notere lidt om hver bog og bagefter samle op på det:

Turgenjev: Forårsbølger . Om den blot dette: en fremragende roman, som alle de store russiske romaner er. Når jeg er træt af at læse nutidslitteratur, er det ofte dem, jeg tyer til. På uni læste jeg “Fædre og Sønner” på russisk – det forsøgte jeg igen, men åh nej, det går for langsomt.

Astrid Saalbach: Månens ansigt: virkelig smuk novellesamling. Hun er helt på niveau med de store.

Marianne Frederiksson: Blindgang – jeg holder meget af M. F.’s bøger. Denne her er lidt for underlig for mig – jeg er faktisk ikke blevet helt færdig med den. Bruger den som nattelæsning. Det egner den sig til: mystik og trolddom – parapsykologiske fænomener og lignende. Men den er som alle F’s bøger rørende – lidt for rørende måske

 Agnete Friis: Sommeren med Ellen: efter min mening for meget krimi og for lit litterær kvalitet.

Jens Vilstrup: Opland,: Den vil jeg komme tilbage til. Det er en god bog, synes jeg, men en fremstilling af Danmark, som er meget skræmmende. Det er en bog om mennesker i håbløs elendighed – midt i “velfærdstaten”

Anne-Cathrine Riebnitsky: Tro i hverdagen – nå ja – indgår i en serie om danskernes holdning til kristendom. Har lige købt Jens Christian Grøndahls : min svage tro, som er i samme familie. Om den senere. Jeg slås ikke (mere) med min tro. Men det er interessant at høre om andres små kampe i den boldgade. Jeg synes, A.C.R. skriver flot. Og hun er aldrig uinteressant at læse.

E.T. Hoffmann Det fremmede Barn – fik lyst til et lille kik ind i romantikken. Et fint lille eventyr. Ren afslapning. Og lidt “gåen i barndom.” Men som når jeg læser mumitroldene, så er det jo en barneverden med stor dybde.

Niels Barfoed: Benedicte – en Skæbne – så filmen Pagten om Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig, og huskede på ovennævnte bog, som handlede om de samme mennesker – læste den, da den udkom. Fik lyst til at læse den igen og blev ikke skuffet.

Thorkild Bjørnvig: Pagten – men Bjørnvigs bog er jo “the real thing” – den læste jeg med stor fornøjelse.

Ivan Turgenjev: Fædre og sønner – denne gang læste jeg den på dansk. Udmærket oversættelse. Ærgerligt, men jeg kan ikke lige læse den på russisk – ikke mere. Hvor bliver denne hårdt tilkæmpede viden af? Borte med blæsten.

Kate Atkinson: En god gerning: bryder mig ikke om krimier. Men Atkinsom er undtagelsen. Hendes bøger er fængslende. Kommer efter min mening på niveau med Margaret Atwood.

Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender – roman om Underdanmark – et Danmark, jeg ikke kender. Og det beskriver han troværdigt og med en voldsom understrøm af håbløshed og smerte. Minder om ovennævnte Vilstrup-roman.

Jacob Kokkedal: Som det ligger : her er vi i samme boldgade, men jeg må indrømme, at jeg kørte kold efter nogle kapitler , så ikke et ord mere om den.

Franz Kafka: Fortællinger : frysende forfærdelige og fantastiske noveller. Dem skal jeg læse igen.

Selma Lagerlöf: Antikrist – som alt hvad Selma L. skriver er det jo utrolig godt. Jeg syntes, romanen var lovlig lang.

Lise Penter Madsen: Få det bedste ud af livet med demens: forskellige artikler om demens. Dem fik jeg ikke noget ud af. Derimod får jeg meget ud af livet med demens.

Kate Atkinson: En god gerning: Som nævnt er jeg lidt vild med hende.

Selma Lagerlöf: Tøsen fra Stormyrhuset – og jeg er vild med hende også. Det er trods alt det bedste gods, man kan opdrive indenfor litteratur. Ikke noget junk der.

Kate Atkinson: Liv efter Liv – Det er ingen krimi, nærmest en slags sciencefiction – mærkelig, men efter min mening fantastisk.

Kate Atkinson: En gud i ruiner – samme

Selma Lagerlöf: Fortællinger, legender, essays og taler: En fed bog på alle måder. I et essay fortæller hun, at uden Georg Brandes’ velvilje var Gösta Berlings Saga aldrig blevet solgt. I Sverrige var den udskældt, en fiasko – i DK. ikke læst. Først da hun “friede” til den store mester og direkte bad om hans hjælp, slog hun igennem som forfatter. Og hvad fortæller det så? Jo, det er den gamle historie om, at det er tilfældighederne og heldet, der afgør en forfatters skæbne.

Charles Dickens: Oliver Twist – fik ganske enkelt lyst til at læse noget Dickens. Det fortrød jeg lidt, fordi den udgave, jeg fik fat i, var en beskåret udgave for børn. Nå, jeg læste den alligevel, nu den var havnet i min læseboks.. Gabte lidt. Og nu må jeg tage mig sammen næste gang, og måske skal jeg ligefrem finde en engelsk udgave frem.

Arthus Koestler: Mørke midt på dagen :kan ikke huske, hvorfor jeg valgte at læse Koestler og så oven i købet låne en bog, der står på min egen reol. Men jeg (gen) læste den med glæde og gru. Tror, at jeg i den tid var i en tilstand af erindring om vor rejse til Sovjet. Det må jeg kunne se på de gamle blogindlæg. Her lægger jeg jo gerne hovedet på bloggen.

Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade : fine og tænksomme artikler om bla. malerkunst, hvad et billede kan vække i en … K.O.K. skriver altid godt, men undertiden irriterende. Egocentreret.

Dostojevskij: Kærligmennesket : Fandt den nødvendig at læse, fordi et af mine børnebørn var i gang med den. Og meget optaget af den. Det må vi snakke om, tænkte jeg og (gen)læste den sære og helt igennem forfærdelige roman om den indsyltede nihilist.

Karl Ove Knausgård: Om efteråret Læste sidste år “Min Kamp” – alle bind og fandt dem underholdende om end ind imellem frastødende. Men aldrig kedelige. Så når jeg er i læsenød og vil underholdes, kan jeg gribe til Knausgård og ikke blive skuffet.

Ali Smith: Sommer: En skotsk forfatter, som skriver meget specielt, utraditionelt uden at det virker spor kunstigt: ikke tillært på forfatterskolen. Hun skildrer det moderne europæiske samfund og samtidig er der “historier”, der fænger i den grad. I mig i al fald. Hun var årets opdagelse for mig.

Anaïs Nin: Henry og June – da jeg havde genlæst De små Fugle fik jeg lyst til at kende lidt mere til forfatteren.

Anaïs Ninn: De små fugle : læste jeg af lyst til at nyde virkelig smuk erotisk litteratur. Så milevidt fra pornografi og så tæt på alverdens erotiske fantasier af fineste karat.

Karl Ove Knausgård: ude af verden: hyggelig at gå og luge til. Lytte og luge. Lydbøger er en fantastisk oplevelse. Uden kunne man ikke konsumere litteratur i store mængder. Jeg kunne ikke. Lugningen flyver fra hakkejernet op i et højere luftlag, hvor man kan ånde frit. Gud være lovet for litteraturen!

Bent Haller : Så mange rum: Holder meget af Haller. Den her var dog ret ligegyldig. For mig.

Ali Smith: Forår: skriver en roman til hver årstid. Nogle personer går igen – andre er nye.

Ali Smith: Sommer: samme

Ali Smith: efterår: Samme

Monika Fagerholm: hvem slog Bambi ihjel?: Velskrevet, men væmmelig roman. Når alle personerne er lige afskyelige, har jeg svært ved at være i romanen. Jeg måtte ud – nåede ikke til slutningen.

Karen Syberg: Stederne, : Sagde mig ikke rigtig noget – som littaraturanmelder er hun utrolig dygtig, og jeg har også læst mange gode artikler af K. S. – og hendes havebog er fantastisk inspirerende. Var det for mig. Købte den ligefrem.

Gretelise Holm: På tryk gennem et halvt århundrede: G.H. er igen en undtagelse: hendes krimier kan jeg læse med glæde. Men den bedste bog, hun har skrevet er den selvbiografiske skildring,: Jesus pengene og livet.

Tove Jansson: Troldvinter: Når jeg er trist læser jeg Mumitroldene. Her får tristheden ansigter. Og sært nok vises man videre i sit liv af de små væsner.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det: Jeg har tidligere skrevet om hans bøger – eller rettere om den første: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Den var SÅ god. Men de to næste er ikke ligeså fængslende, synes jeg. Man bliver træt af det drog til Tue. Lægger sig tæt op ad bøger af Jepsen, P.F. Jensen, Vilstrup, Kokkedal og M.Pape: underklassens stemmer – men sært usympatiske. Hvorfor?

Ida Jessen: Foxy lady – I – V Min yndlingsforfatter – helt sikkert. Kunne sagtens fortjene nobelprisen. Her er det dog ikke en typisk Ida Jessen. Det er andet på spil.

Stefan Zweig: Eros: Denne samling noveller er af fornemste karat. Som Kafkas og Ida Jessens for at nævne nogle af ovenstående. De kan, de folk, så det synger i sjælen.

, Stefan Zweig: Liv og digt: Ham har jeg elsket hele mit liv. Og han kan kun skrive stort. Hans bog: “Verden af i går” hører til i min top-ti liste over verdens bedste bøger.

Jesper Stein Larsen: Rampen,: Finn Stein Larsen var en af min ungdoms guruer. Han lærte os, hvad god litteratur var. Jeg læste mest sønnens bog af banal nysgerrighed. Det er jo en skrækkelig fortælling. Som Peter Øvig Knudsens: Min mor var besat, som jeg for øvrigt læste næsten samtidig. Den er ikke nævnt her, for jeg købte den som fysisk bog. God litteratur. Det gælder begge bøger.

Karin Michaëlis: Den farlige alder: Jeg fik i 2015 den fine Karen Michaëlis pris og burde prise hende i høje toner. Men hun har skrevet både skidt og kanel. Og lige den roman er dog rædderlig. Der er andre bøger af K. M. (mange), der er gode og som gør, at hun fortjener den verdensberømmelse, hun fik. F.eks. Pigen med Glasskårene.

Henning Mortensen: Raketter – fik lyst til at genopleve glæden ved den lange fortælling om Ib. Jeg læste dem alle igen (hørte dog de fleste) . De er ikke alle nævnt her. Jeg har dem stående på reolen og lånte kun nogle af dem hjem i e-format og som lydbøger. De skuffer ikke selv efter den mange år.

Henning mortensen: manden fra Havet

Henning Mortensen: Belleville

Henning Mortensen: Tolderens sidste dage

Henning Mortensen; Tvillingerne

Henning Mortensen: Sneen og døden

Anton Tjechov: Tre søstre: et lille russisk pust ind i hverdagen er altid skønt. Her i en lydbogsudgave.

Henning Mortesen: Hebræisk himmel

Henning Mortensen: Ulveørken

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen: Må indrømme, at jeg havde ventet noget mere. Bogen forekom mig alt for kedelig ind imellem. Mig fængede den ikke for. Gik ellers og hørte den i VesterVelling Bakker. Smukkere kulisse findes ikke.

Agota Kristof: Det store stilehæfte, beviset, den tredje løgn: Havde kun læst det store stilhæfte “le grand cahier” – med mine elever i sin tid – og var meget betaget af både fortællestil og indhold, og nu hørte jeg et uddrag af fortsættelsen i Skønlitteratur på P1 og tænkte, at jeg ville læse de to fortsættelser. Læste alle tre og ville næsten ønske, at jeg aldrig havde gjort det. De smadrede den sympati og beundring, som 1. delen vakte for fortællerne “vi” – som 2. og 3. del afslører så grusomt som falsk og upålidelig – løgnagtig..

Anne Lise Martrand Jørgensen: Margrete l Jeg købte bogen og læste den med stor overvindelse, for jeg syntes, at den var kedelig. Sært. For jeg holder meget af ALLE A.L.M.J’s andre bøger og har læst dem alle med stor indlevelse og udbytte. Margrethe gav ikke noget. Både Hildegard og Dronningen af Saba var dog også fjerne personer – levede i en anden tid, men de blev skildret så nærværende, at de kom en ganske nær, og man kunne forstå dem. Jeg forstod ikke Margrethe. Sikkert min fejl. Culpa mia.

Martin Petersen: På djævelens tilskyndelse : ja, den her bog var research til den bog om vikinge-middelalder, som jeg aldrig skrev.

Marie Helleberg: Knud Lavard  : som ovenstående.

Tendenser i litteraturen -1.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har jeg kaldt det tendenser. Og det er nok misvisende – for jeg vil blot i al beskedenhed skrive lidt om de pejlemærker, jeg selv har læst efter i de seneste måneder.

Min hverdag er så travl, synes jeg, at læsningen for mig er blevet reduceret til et skalkeskjul fra pligterne – eller en læskærm for stormen. Eller måske bare en god undskyldning for at forsvinde væk fra virkelighedens hverdagsgrå og ind i ind fiktionens søndagsblå.

Jeg vil forsøge at få lidt samling på de tekster, der i efter sommer-og efterårstiden har hobet sig op i mit hoved. Hænger de sammen? Nej. Vist ikke. Men der er alligevel veje imellem dem. Små kringlede stier. Dem vil jeg forsøge at rede ud for mig selv.

Og måske kan du bruge det til noget.

Det er ikke videnskabeligt – jeg er pensionist, og jeg sidder ikke og fumler med eller gumler på planer om at skrive en afhandling om litteratur.

Men måske kan en og anden litterat samle en af mine tråde op og spinde en afhandling på nogle af de ideer, jeg har vævet sammen.

Nu tygger jeg på tanken, og så kommer der et indlæg med et slet ikke færdigt forslag til et fornuftigt litterært arbejde.

Den store Fristelse

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fristelsen til at skrive en selvbiografi – et erindringsværk – den kender alle forfattere. Jeg kan allerede mærke det krible i fingerspidsene bare ved tanken. Ja. Jamen, det må jeg også gøre! For det er spændende at rejse baglæns. At gense det tabte. For “evigt ejes kun det tabte,” siger man, og det er sikkert sandt, og hvorfor så ikke dele det evigt ejede med andre?  

Og desuden: det føles mere som en rigtig ejendom, når det ikke er mere tabt, end at man kan finde tilbage til det og tage det frem og betragte det længe nok til, at man kan få øje på sig selv som det lille barn, den store pige, den unge kvinde, det voksne menneske, man var engang og den gamle kone, som man endte med at blive.

Hale alt det frem, der ligger og larmer i bagagen. Måske endda få noget af det mest urolige til at falde til ro. En slags terapi ligefrem.

Åh ja, det er SÅ fristende.

Men jeg skal vist nok ikke gøre det.

Det er jo rigtigt, at der ligger et helt liv på lur derinde i mine private erfaringståger, og måske ejer jeg lygterne til at se det.

Jeg kan høre dæmonen brøle: TÆND LYSET!! SE! SE! SE!

Men jeg skal vist nok holde det for mig selv.

”Rør ikke ved hovedstolen!” De ord skulle efter sigende stamme fra Per Højholt. Og han mente vel, at det ville der komme dårlig litteratur ud af. Sådan har jeg i al fald hørt dem blive tolket.  Og det har han jo slet ikke ret i. Der er kommet fornem litteratur ud af de hoveder og kradset ned af de penne, der turde færdes frit i fortiden og uforfærdet fræse løs på den (det var en grim sætning, men vi lader den stå).

Som sagt: det vrimler med forfattere, der filer løs på fortiden – deres egen især – og skriver glimrende værker på den konto. Jeg nævner i flæng: Suzanne Brøgger, Knud Romer, Karl Ove Knausgaard, Erling Jepsen, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Leonora Christina Skov og nu for ganske nylig Katrine Marie Guldager.

Men stadigvæk: jeg skal vist nok ikke gøre det.

De fleste kalder det autofiktion, og det er da også en underlig blanding af digt og virkelighed. Og fælles er, at de har noget i klemme i den fortid, de skriver om. Noget, der gør ondt. Så ondt, at det har været smerteligt at skrive om det, og det kan man godt forstå, når man læser de bøger, der kom ud af processen.

Og efter udgivelsen har det kostet dyrt på venne- og familiefronten. Dem, som pennen har spiddet, har svaret igen med vrede, og undertiden er de gået så vidt som til at anlægge sag mod forfatteren.  

Måske var det det, Højholt mente?

Men det er ikke derfor, at jeg ikke vil skrive mine erindringer. Dem, jeg kunne ramme, er jo døde. Jeg skal uddybe senere.

Jeg læste Katrine Marie Guldagers bog: ”det samme og noget helt andet” færdig i går, og den er så frisk i erindringen, at jeg vil tage udgangspunkt i den. Desuden er den typisk for genren. Det er den samme trang til at finde fortidens smertepunkter og klemme til.

Det ville jeg også gøre, hvis jeg skulle skrive mine erindringer. Måske er det derfor, jeg lader være.

Men Guldager og alle de mange andre lod ikke være. Så de er selv ude om det. Og så er der blot det at føje til, og det er en vigtig tilføjelse: de skabte noget smukt ved ikke at lade være. De skabte den onde fortid om til kunst. Og det er det eneste, en kunstner ikke kan lade være med: at skabe.

En stor forfatter må skrive. Det må en lille også.

Men somme tider skal hun lade være.      

Guldager begynder sin bog med at udtrykke den tøven, som enhver forfatter må have for dette projekt: at give fortiden stemme. Her et citat fra første kapitel i bogen:

Hele sommeren havde jeg tænkt: Og hvad nu, hvis bogen virkelig bliver færdig, hvilket forlag vil du så give denne bog til? Hvilken person vil du betro denne bog? Til hvem vil du forære dit hjerte?”

Lidt længere nede har hun en snak med sin mand om dilemmaet. (Citat side 8):

  • Desuden tror jeg ikke, jeg kan, sagde jeg – ikke uden at mit liv går i stykker.
  • Jeg forklarede, at skriften har det med at slå tilbage på uforudsigelige måder, at det ikke er gratis at skrive.
  • – Jeg tror ikke, jeg kan, gentog jeg. – Det bliver den sværeste bog, jeg nogensinde har skrevet. (citat slut)

Katrine Marie Guldagers bog har fået fine anmeldelser. Og man kan læse dem, hvis man vil vide mere om bogen. Eller endnu bedre: man kan læse bogen. Den er lang, men ikke tung. Den er god, men ikke så god som hendes 100 % fiktive romaner. Den her er efter hendes eget udsagn 50% fiktion og 50% virkelighed. Det har den ikke vundet ved. Og desuden, de 50% virkelighed kan også sagtens være fiktion. Er jo fiktion fra det øjeblik, de fæstnes på papiret eller på skærmen. Og bliver til bog. Eller film. Eller teater. Et skuepil er fiktion. En bog er fiktion. Et foto er fiktion. Alle vore efterligninger af livet er fiktion. Det er noget, vi opfinder. Derfor behøver vi heller ikke finde ud af hvilken af de to halvdele, der er sandhed og hvilken der er løgn. De er begge sande, og de er begge løgn.

Det hele er noget, en digter digter. Sådan er det.

Det er det samme og noget helt andet.

God fornøjelse.

Jeg skriver ikke mine erindringer.

Og hvis jeg gør, så vil jeg være ærlig og udlade det, der smerter mest – og ikke lægge skjul på, at der er lagt låg på – og jeg vil skrive det, der ellers rinder mig i hu og som er tåleligt at fiske frem af det mørke, vi efterlader os.

Helle for Helle

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg troede engang, at når jeg havde Dostojevskij og Helle Helle stående øverst på listen over mine favoritforfattere, så var det, fordi den første satte gang i tankerne og fik mig til at reflektere over de evige eksistensspørgsmål: Hvem er vi? hvorfor er vi her? hvor skal vi hen? + alt det andet stof om livet og døden, der aktiveres og sættes i brand, når man læser den gamle russer, og fordi den anden satte sig i kroppen og pirrede sanserne med nydelse, som når man nipper til en gourmetret eller langsomt gufler en isvaffel i sig.

Men det er ikke derfor. Mange, ja, de fleste af Dostojevskijs bøger tager os jo med ind i en sanseverden, der er lige så mættet og jordnær som Helle Helles, jeg nævner de to, der først falder mig i pennen: Det døde Hus og De Sårede og de Ydmygede. Her møder vi ”almindelige” mennesker af kød og blod, og vi fanges af dem, fordi vi kender dem (fra os selv). Og hos Helle er det jo ikke blot fuglefløjt og flødebolle-kræs alt sammen. Det er det også, men i så raffineret form, at det trods det helt hverdagsagtige og jordbundne i teksten, hæver den til fornem litteratur. Og vi fanges af personerne, fordi vi kender dem (fra os selv).

Blev netop nu færdig med at læse (sluge) seneste skud (BOB) på det fine forfattertræ, der ikke imponerer ved sit omfang, ikke forgrener sig til det helt store, men vokser så stille som selve teksten, der bestemt heller ikke råber højt på noget tidspunkt.

Det skal jeg prøve at uddybe i det følgende

Hvis man skulle genfortælle Helle Helles bøger, så ville man komme på en umulig opgave. For der er ikke noget at fortælle. Eller sagt på en anden måde: teksten er sin egen fortælling. Den virker så enkel, og så er den alligevel så kompleks. Er i sig selv et paradoks. For den ånder af liv, og samtidig lider den af åndenød, eller personerne gør, og man sidder som læser og suges ind i fortællingens univers, fordi man ikke kan andet, og så får man samtidig en ubændig lyst til at yde førstehjælp.

Personerne er så hjælpeløse. Mund til mund- metoden dur bare ikke. De er låst fast i deres hjælpeløshed, fanget i et net, som det er umuligt at vikle dem fri ud af.  Og hvis man gjorde det? De ville hade en, for de vil jo være der, i nettet. De hører til der. Og vi skal lade dem være. De er ikke selvpinere. De har et liv. Og Helle Helle giver dem SÅ meget liv i sproget.

Nu er det jo fiktive personer. Vi læsere har ikke noget at gøre i en roman andet end at læse. Vores rolle er begrænset – vi kan græde og le med personerne – vi kan ikke ændre dem. Men det er så alligevel det, man får lyst til med Helles personer.

Hvorfor handler de ikke? Jamen det gør de også. De køber ind, de laver mad, de mødes og skilles, de laver mere mad, meget mad, de spiser og de sover og går på arbejde. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Men skal de det? i ”hvis det er” farer personerne virkelig vild. I Rold Skov. Jeg vil citere lidt fra et kapitel (19) hvor de to personer er faret vild og bliver nødt til at overnatte i en shelter. Jeg tror, dette eksempel vil forklare lidt af fortryllelsen. Måske.

(side 53 – kapitel 19) : ”Vi kommer på plads op ad bagvæggen. Hun gnider sine arme hårdt under tæppet, fortsætter derefter med benene. Vi rykker tættere sammen, sidder med langsiderne op ad hinanden. Hun udsender en pudret lugt, støvet rose eller melon. Jeg forestiller mig, at hun også sidder med armene krydset foran brystet nu, hænderne i armhulerne og benene tæt samlet. Måske har hun også sine fødder over kors. Min vabel generer ikke synderligt nu, bortset fra en klistret fornemmelse i sokken. Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget. Hun sukker dybt.

Er du træt, siger jeg.

Det tror jeg nok.

Se, om du kan sove lidt.

Jeg prøver, men det er svært.

Regnlyden er meget søvndyssende. Det giver nogle ryk i hende, hun retter sig hver gang op. Men endelig falder hun i søvn, med hovedet på min skulder. Det er hendes hår, der lugter pudret, måske er det faktisk fersken. Hun har nogle lange udåndinger.

Vi sidder længe sådan. Det er en virkelig ensartet regn, der er ingen udsving i trommeriet på shelterens tag og i skovbunden. Vinden må være konstant, skydækket tæt. Hele ugen har det holdt tørvejr, vejret har været så strålende. Den sene eftermiddagssol stod lige ind i hytten, værelset var stadig lunt, når jeg trak mig tilbage. Jeg lagde mig oven på dynen og lod dagen løbe gennem hovedet til lyden af raflebægre. Min pose bananbolcher med lakrids kunne have gjort en forskel nu, under disse omstændigheder. Jeg trækker forsigtigt det øverste tæppe op omkring os med min frie hånd, men venstre skulder er let følelsesløs.

Måske falder jeg også i søvn. I hver fald giver det et lille sæt i mig, da hun løfter sit hoved. Hun gnider sig i ansigtet, taler ud gennem hænderne:

Det regner stadigvæk.

Ja.

Åh, jeg sov.

Hun gaber voldsomt, tæppet hæver og sænker sig.

Jeg drømte, jeg lavede te. Jeg er ellers ikke tedrikker.

Det er jeg heller ikke.

Jeg synes ikke, te smager af noget. Det er mærkeligt, folk er så vilde med det.

Man skal nok lære det.

Sikkert.

Hendes hænder er tilbage under tæppet, hvislende nylon.

Men lige nu ville det være fint med en kop varm hvad som helst, siger hun

Ja, med sukker i.

Og en lille kiks. Jer.

Ja, mon ikke. Hjøm, siger jeg med en kort fremmed latter, som jeg kommer til at gentage, og så griner hun også lidt:

Griner du af mig? I morgen sidder du selv med en kiks. I Hundige.

Gid det var så vel.

Tror du ikke, vi finder ud? siger hun bestyrtet og vender sig, en luftbølge udgår fra tæppet.

Jo, jo. Det er bare, fordi jeg ikke bor i Hundige for tiden.

Hvorfor ikke?

De er ved at brække gulvene op, der har været vandskade.

Nåeh.

Så jeg bor midlertidigt på hotel. På Amager. I nærheden af mit arbejde.

Var det skybrud?

Næ. Opvaskemaskinen. Der har åbenbart været noget i vejen med afløbet et stykke tid. Krybekælderen stod under vand.

Opvaskevand? Havde du slet ikke mærket noget?

Underligt nok ikke. Jo, der lugtede godt nok en lille smule ved køkkenvasken.

Det kan der jo sagtens gøre, uden at det betyder noget.

Ja, netop.

Det var synd, siger hun lidt efter med stor alvor, hun lægger sin hånd eller bagsiden af den på min underarm.

Så skal du ikke engang hjem-hjem.

Måske i næste uge, hvis det går efter planen, nu må vi se, siger jeg med luft i stemmen, smittet af hendes alvor, den rørende håndryg. (citat slut)    

Som man ser, er det ikke eksistensproblemer eller relativitetsteoretiske emner, der diskuteres. Det er så almindeligt, og alligevel emmer det af liv.

NB: Det er ingen stavefejl, at der står JER efter kiks. Pigen siger ikke JA – hun siger JER. Det kender vi godt, ikke. At de unge udtaler “ja” som “jer.”

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?

Tipoldemor Christiane

Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.

Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.

Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.

Med plads til hundrede køer.

Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?

Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)

”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”

Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.

Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.

I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:

”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”

Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.