Kokholm 42 – ny indledning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som mine utallige læsere nok ved, så … ja ja utallige og utallige … det ved jeg ikke noget om, men jeg har altid vidst, at jeg havde tre, og dem plejer jeg at lege, at jeg sidder i øjenhøjde med, når jeg skriver, så jeg hvert øjeblik kan kaste et øje ind i deres øjne og lodde, om det jeg skriver falder i god jord.

Nu er den ene af mine læsere død. Så er jeg kun sikker på to. Men hør nu kære læsere, jeg er omtrent færdig med bogen om Christen og Lise. Det har været en smuk og god rejse for mig.

Nu er jeg ved vejs ende.

Og der vil jeg gerne blive stående.

Alene med min bog.

Men det er jo ikke meningen med at skrive en bog.

At lade den stå alene sammen med mig midt i en verden af læsende.

Den skal læses.

Helst.

I al fald af to.

To er OK

Jesus siger: “Hvor to er forsamlede i mit navn, er jeg til stede”

Jeg siger: “Hvor to læser min bog, lever den.”

Herunder den nye indledning. Slutningen får I ikke her på siden. Men den ender. Så der er en slutning – og du kommer ikke til efter endt læsning at se tomt ud i ingenting.

Forord:

Der hviler en særlig stemning over Skagen og stederne omkring byen. Det er noget med lyset og den vilde natur. De hvide nætter synes lysere her end andre steder, og der er helt sikkert flere soltimer heroppe. Faktisk er det, som om solen aldrig går ned, men kun lige snupper sig en svaler i det hav, der omkranser stedet. For Skagen en ø. Det er også derfor, man siger ”på” Skagen, ligesom man siger ”på” Læsø. Man er på en ø.

I århundreder var ”øen” et gudsforladt sted at bo. Fra at have været en af landets største købstæder, blev byen forvandlet til en affolket ravnekrog, som ingen ville leve i. Naturen gik amok. Det begyndte kort efter byens storhedstid i 1500-tallet. Klimaet forandrede sig, sandstormene tog fart, og sandet lagde sig tungt over gårde, huse og marker. Stedet blev ubeboeligt. På de to sider var der hav og på den tredje ( øen har tre sider) udstrakte sandmiler. Kun nogle få fiskere og sejlivede klitbønder holdt ud og blev boende.

I 1800-tallet opstod et nyt ”romantisk” natur- og menneskesyn. Landskabet blev nu betragtet som malerisk og befolkningen som eksotisk, og egnen begyndte at tiltrække kunstmalere og digtere, og en helt ny befolkningsgruppe indtog Skagen og stederne omkring byen. Og selv om Skagensmalernes tid er forbi, har egnen beholdt sin tiltrækning. Nu er det ikke kunstnere, men turister af alle slags, der i store flokke ferierer ”på” Skagen.

Den glamourøse fortid er blevet og bliver stadig fastholdt i forskellige medier: bøger, blade og tv-serier. Man dvæler ved nostalgien. Tænk blot på ”Badehotellet”. Og for nylig udkom Bent Hardervigs ”Hvad stuepigerne fortalte.” Den handler om livet på hotellerne i Kandestederne.

I bogen om Lise og Christen udspiller handlingen sig i tiden, før Kandestederne bliver et mondænt ferieparadis for de rige og de kendte. Den handler om de mennesker, der voksede op i nøjsomhed, hvor slid og slæb var daglig kost, men som havde arvet forfædrenes råstyrke og stædighed, så de kunne overleve og endda kæmpe sig fri af fortiden og skabe sig en ny tilværelse. Lise og Christen var overlevere som deres forfædre, men i modsætning til dem, blev de også mønsterbrydere.

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Det bestod af billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Jeg havde jo før skrevet om egnen.

Det er Lise Troldborgs righoldige materiale, der danner bogens klangbund. Igennem det har jeg lært personerne at kende, og i romanen er det dem, jeg forsøger at give nyt liv.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra tidens kendte kunstnere, navnlig     mange fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Fælles for dem alle er, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage sommer efter sommer. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Når man forvandler levet liv til fiktion, må man naturligvis forsøge at holde sig til sandheden, men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver, er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder.” Desuden har jeg naturligvis undersøgt kirkebøger og folketællinger.

41 – Lidt Kokholmsnak

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig havde jeg planlagt et appendiks sidst i bogen om Lise og Christen Kokholm, men af forskellige årsager opgav jeg det. Her i den kommende tid vil jeg lægge nogle af dokumenterne ud til skue for dem, der synes, det kunne være sjovt nok. Først kommer der et par udpluk af Rigmors (den yngste af Kokholmbørnene) erindringsblade:

Når Huset blev rusket næsten i Stykker og søde Bedstemor stille sagde:”-nu er det ikke skønt om der kom en Stranding” – og mere blev der ikke talt om det, men en lille Pige opfangede alligevel Uhyggestemningen – og Strandingen kom. Kl. 1 blev der banket på Ruden – Kokholm! Kokholm!  Olietøj og Støvler frem. Hestehovenes Klapren over til Redningsstationen – En lille, Pige der blev baaret ned på Sofaen, mens Mor bevarede Roen, mens Angsten for Far blev dulmet med mange samtaler med Kristine på Centralen, der var i Forbindelse med Redningstelefonen.”

Vinteren var  uden glamour, men ikke uden dramatik.. Sommer og vinter var virkelig kontraster i det Kokholmske hjem. Det lille erindringsblad er også lidt interessant, fordi det er det eneste sted, jeg har kunnet finde belæg for, at Christen Kokholm tog arven op efter Mads Houkjær og blev redningsmand.

I romanen hører vi ( men romaner er jo opspind), at Christen reflekterer over sin kommende svigerfars sindelag og giver udtryk for at vide god besked med de barske forhold, der skabte barske mænd. Han vurderer altså Lises far som håbløs fastlås i sin kulde og hårdhed.

Men Kokhoklm selv? Vi ser ham jo mest i al den litteratur, der er skrevet om hotellet, og her er han værdig og rolig og den perfekte familiefader. Sådan ses han også i avisartikler og andre steder, hvor han portrætteres. Et klog, varmt og reflekterende menneske.

Sådan ses han ikke af sine børn. Og vi ved fra kilderne om hans opvækst, at den var nådesløs hård, og som redningsmand måtte han også være af hærdet stål. Ellers ville han være knækket.

Og han var også en hård mand. OGSÅ. For han var så meget andet. I brevene, både i Kristians og i Marens, får vi vist et menneske, der fuldt og helt tilsluttede sig revselsesretten. Og som brugte den flittigt. over for sine børn. Sine drenge, for pigerne holdt han fingrene fra. Men han slog. Og han slog hårdt. Og jeg ser en af årsagerne til drengenes dysfunktionelle liv i den kendsgerning, at de blev opdraget med stor hårdhed. Som drenge jo for resten blev det dengang. Det fremgår også af romanen.

Christen Kokholm var et kompliceret menneske, og vi kan sagtens komme til at holde af drengen Christen, der kæmper sig gennem en næsten håbløs barndom, hvor sult, tæv og vanrøgt var hverdagskost, og som hærder sig tilstrækkeligt til at kunne klare den kamp. Men også et menneske med en stor følsomhed og empati. Han holder oprigtigt af sine nærmeste og bærer utroligt længe over med dem.

Og nu får vi her et lille fint glimt helt tilbage til Lise og Christens første tid. Begge uddrag er citeret fra de samme erindringsblade:

”Far rejste til Harboøre, da Redningsstationen var færdig. Dengang var der kun Romantik i Luften.”

”Da Far var ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han op at fri rigtigt til den søde Lise.”

Det var også om vinteren, Christen Kokholm kastede sig over marketing. Og her var han ganske dygtig. Som eksempel på hans ”vinterarbejde” følgende indlæg til pressen. Det er skrevet i 1910 og sikkert sendt til flere blade. Hotellet er på dette tidspunkt 3 år. (Stavefejlene er Christens)

“Bland de egne der af Mellem- Europas reisende publikum er et yndet maal for en sommerreise, indtager det nordlige Danmark, en af de første pladser. Grundene til denne kærlighed er forskellige. Ved siden af landskabets egen tiltrækning er det beboernes elskværdige gjæstfrihed og den paafaldende billige forpleining, som gør, at en reise til den smale landstremme vil lønne sig i enhver senseende. Og den forbindelse som de danske statsbaner har tilveiebragt, gør det mulgt at naa reisens maal uden anstrengelse, saa at sige i søvne.

Kandestederne turde være af en særlig tiltrækning for den der virkelig søger hvile og paa samme tid vil lære et nyt ejendommeligt og storartet stykke natur at kende. Det lille sted ligger kun fem minutter fra stranden midt i herlige kliter, der strækker sig i sande højfjeldsformationer milevidt ind i landet. Flekken bestaar kun af fire bondegaarde med maleriske vaaningshuse og lader og smukke haveanlæg. Lige ved stranden findes det eneste hotel som ejeren C. N. Kokholm lod bygge for 3 aar siden for at byde sine sommergæster et modernt og bekvemt opholdssted. Huset har i sin nuværende omfang plads for ca 30 personer, som foruden sine egne værelser ogsaa har spisesalen og flere selskabslokaler til sin raadighed.

Den første frokost som indtages om morgenen mellem 8 og 10 bestaar af: mælk, kaffe, thee, kakao, æg, smør og brød med paalæg, kold steg o.s.v. Til middag kl. 1½ gives der to varme retter, grønsager, kompot, dessert. Efter middagen kaffe og kager. Til aften kl. 7½ serveres der en varm ret og koldt paalæg, dertil mælk og thee. Godt drikkevand fra egen dybbrønd. Alle slags drikkevarer: førsteklasses vine, øl, liqueur, selsters o. s. v. i huset. Ingen drikketvang.

Tiltrods for den første klasses forpleining udgør pensionsprisen for fuld pension inkl. Logis kun 3,50 kr. I maanederne juni og september og ved længere ophold betydelig moderation. Hotellet har egen tennisplads og eget badehus, der staar til fri benyttelse for de ærede gæster.”

……

Artiklen fortsætter med en lovprisning af milen og den omliggende, vilde natur og slutter med at oplyse om, hvordan man kan køre/selje helt fra København til Kandestederne med kun en enkelt overnatning undervejs.Her et lille uddrag fra Skagen Avis nov. 1922 i anledning af Elisabeth og Christen Kokholms sølvbryllup.. 

: ”For 6 Aar siden købte Kokholm Nabogaarden, og nu er han den største Jorddrot i Kandestederne.”

I et interview bliver han spurgt om, hvilke værdier, han sætter højt, og her svarer han, at det at læse gode bøger er noget, han vil anbefale alle. Selv læser han meget. Han roser også højskolebevægelsen og siger, at alle unge burde tage på højskole, og at det er noget, alle kan få råd til. Det er lidt tankevækkende, synes jeg, for ingen af hans egne børn får lov at komme på højskole. Han slutter samtalen med disse ord:

 ”Jeg har tit undret mig over, hvorfor saa mange rejser ud i det fremmede for at blive til noget. Hvis de vilde arbejde lige saa haardt hjemme, som de maa derude, saa kunde de naa vidt ogsaa her.”

To år efter rejser Kristian, næstældste søn, til New Zealand for at blive til noget. Det bliver han ikke. Og i hans breve hjem får man en anelse om, hvorfor. Kristian tjente nok penge, men han brugte dem hurtigt igen.. Og det herlige driverliv, som han havde set udfolde sig på hotellet derhjemme, kunne han ikke vente med selv at udleve.

Udateret brev fra Elisabeth til sønnen Kristian.

Han er vendt hjem fra sit liv i New Zealand i 1924, hvor han fik samme skæbne som de fleste andre emigranter. Mange års håbløst slid. Han vender tilbage til Danmark 1949 med sin kone og lille søn og et nedbrudt helbred.  I Danmark får de en datter. Det lykkes Kristian at købe et lille husmandssted. Konen, Maren, er vred. Hun havde forestillet sig, at familien var velhavende. Især Elisabeth hader hun af et godt (ondt) hjerte. Kristian kan ikke drive stedet og sælger det, køber et nyt, og det går heller ikke. Han sender mange breve til sine søskende og beder om hjælp – det gør de til en vis grad, men det rækker ikke til at bringe ham på fode, og det ender med, at han bliver skilt og derefter rejser til Australien. Nu er han en midaldrende mand med et svagt helbred, og rejsen kan efter min mening næsten betragtes som et selvmord.

Brevet fra moren, som her vises i uddrag, er et af mange. Især sender han mange breve til moren, som han mener har snydt ham.

”Kære Kristian! Tak for dit Brev forleden. Jeg blev meget ked af at se, at du ikke synes, du kan klare dig – og at du ikke synes jeg har hjulpet dig nok – jeg vil jo gerne hjælpe jer alle så godt jeg kan. – men jeg synes da også jeg har sendt dig mange Penge Kristian – jeg kan se, i min Bog at du har faaet sendt 1800 kr. til Australien – og jeg betalte 41/2 Tusinde for din og Maren og Dans Rejse hjem og engang fik du 1200 Kr og sidste Vinter 600 Kr og saa har jeg sendt dig mange Penge langs hen ad Vejen, og Kristian jeg maa jo ogsaa tænke paa de andre Børn – Helga har kun faaet 1600 Kr derhjemmefra i det hele og hun har jo ogsaa Børn og Kais Forretning gaar vist heller ikke saa godt – de vil ogsaa sælge – ja det er jo ikke så let naar der er så mange og jeg gerne vil at de skal have en mule alle – Far og jeg begyndte jo så fattigt og sled haardt dengang for at holde sammen på det hele – og nu er jeg gammel Kristian – ved at blive for gammel til at have for meget at spekulere over – og du og Mads kan jo ikke sammen – så det kan jo ikke nytte at I gaar sammen om Arbejdet her. – Ja jeg vil jer det bedste alle – men I er jo unge og jeg er gammel nu og vil helst sidde her i Kandestederne i Fred og Ro i min Tid.”

Det er ind imellem hjertegribende at læse brevene mellem Kristian og hans søskende og moren og ikke mindre trist at læse Marens breve. De er SÅ fulde af bitterhed, og myten om den kokholmske familieidyl krakkelerer.

Her kun et par uddrag:

Brev fra Maren til Mads Kokholm. Maren er sikker på, at Mads sidder og vogter over en familieformue. Og hun skriver d.20/11 1949:

“Den forfærdelige nærighed, Mds, er jo en familiesvaghed, da jeg fortalte jeres tante fra Bækmarksbro, murer Niels Kokholms kone, hvordan Kristian laaser hans penge, papir og slik nede for mig, siden han har faaet sin Mor bag sig, saa sagde hun, ja, men saadan er den familie, ….. “den kvinde, der prøvede paa at glatte det ud, hver gang hans Far vilde give knægten en velfortjent omgang klø ….. da jeg kom op for at blive gift med ham, og saa det møghul han boede i og blev klar over, at han ikke var andet end en forfalden drukkenbolt ...”

Og sådan fortsætter brevet med vredesudbrud og “afsløringer” af Christen og hans familie.

Der er bevaret mange hundrede breve. Mange af dem viser sider af familien, som ikke kom frem i offentligheden, og hvorfor skulle de? Jeg har altid syntes, at familiestridigheder var det laveste af alle slags stridigheder og ønsker ikke her at udbrede mig mere om den sag. Den vedgår ikke romanen. Her handler det om de to Lise og Christen.

Men selvfølgelig synes jeg, det er interessant at få facetter frem om personerne, som jeg umuligt har kunnet finde i arkivernes bunker af papirer. I brevene kommer man utrolig tæt på, og jeg har det sådan, at jeg gyser ved at se så intime sider af folks liv og væsen. Som at være “kigger” – ja, for det bliver man, når man læser andres breve.

Ovenstående billede af Chresten Kokholm, malet af Skagensmaleren Fenger, viser os netop den Kokholm, vi lærer at kende via medierne og anekdoternes verden. Der var så også en anden. Et kompliceret menneske. Og “nærlæser” man billedet er det ikke vanskeligt at se smerten i det ansigt. Hans liv har ikke været let.

Kokholm 40 – den vordende roman: Lise og Christen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ja, men det kommer den virkelig til at hedde,“Lise og Christen” hvis ikke en eller anden sparker mig hårdt over skinnebenet og nedlægger en protest af forargelse over så uoriginal en titel. Men det er de to personer, der står i centrum af romanen, det er deres brydsomme og usædvanlige livsbaner, der formes af mine fingre hen over et tastatur, der finder sig i alt.

Og når kun deres fornavn figurerer, så er det måske for at understrege, at dette ikke er en “saglig” tekst som øser alt sit materiale op af arkivernes dunkle dyb og sære afkroge, men som forsøger at fange menneskene i deres egen følsomme eksistens. Hvilket er umuligt, og derfor er denne bog som alle historiske romaner, det umuliges kunst. Det gør ingenting, sålænge det vedbliver at være kunst.

Det er en tekst, som har til formål at følge i de spor, som inspirationen afsætter i hovedet på mig og som sært nok ved at finde vej til papiret (harddisken) og blive til ord, der til sammen danner det mirakel, som enhver roman er.

Herunder vil jeg sætte bogens forord, så kan du selv (måske) få en fornemmelse af, hvad det alt sammen handler om:

Forord:

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Der var billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Det kunne jeg.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Også andre kendte kunstnere fra tiden er repræsenteret i samlingen, alle med det til fælles, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage år efter år. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Jeg valgte at skrive en roman af flere grunde, men måske mest, fordi der allerede er skrevet bøger i sagprosa om Kandestederne. 1990 udkom en antologi, der bredt fortæller om livet og naturen på egnen, dog langt hen set med gæsteøjne: ”I begyndelsen var lyset,” udgivet på Gyldendal. En gæstebog altså. Og senest udkom en bog skrevet af Bent Hardervig om de tre hoteller i Kandestederne: ”hvad stuepigerne fortalte”.

Jeg ville skrive om den tid, der gik forud for hotellerne, og om de folk, der levede på egnen, inden der kom turister og det hele blev forvandlet til et paradis for det højere borgerskab og kendte kunstnere. Den skulle handle om dem, der ikke blev kendte eller rige, men som skabte grundlaget for de kendte og riges glade ferieliv.

Jeg har forsøgt at komme tæt på den virkelighed, der var deres, men jeg har mest lært dem at kende gennem deres breve, dagbøger og anekdoter fortalt i min barndom. Og naturligvis ved at studere lokalarkiver, kirkebøger og folketællinger.

Vil man gerne læse bøger om de samme mennesker, skrevet af forfattere, der i sin tid færdedes personligt i miljøet, kan jeg henvise til Erik Bertelsens ”Harboørfolk” og Harald Søibergs bøger om Skagensfolk.

Når man forvandler levet liv til fiktion, kommer man uvægerligt i et dilemma. Man skal forsøge at holde sig til sandheden. Men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder”.  

Jeg tror, det var forfatteren Karin Michaëlis, der engang stillede sig selv spørgsmålet: ”Kan man lave om på virkeligheden uden at skære sig på løgnen?” Det har jeg tænkt meget over, og det bør min læser også gøre. En anden digter blev engang spurgt om, hvorvidt det, han skrev, var sandhed eller digtning. Han svarede, at han i al fald håbede, at det var sand digtning.

Kokholm 39

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Romanen om Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm nærmer sig sin afslutning. Der er et par billeder, som jeg ikke har i særlig god kopiering. Det vil jeg forsøge at få styr på i den nærmeste fremtid. Ligesom der venter et skrivearbejde, nemlig sidste kapitel. Det skrives i september, og hvis ellers medvinden blæser, som den skal, så skulle skuden kunne sættes i søen i løbet af efteråret – lad os sige november.

Et par billeder af den familie, det hele handler om – og de er altså ikke gode nok til at komme med i bogen. I det hele taget vil jeg ikke strø om mig med billeder i den, for det er en roman. Og dårlige billeder er en dårlig ide.

Men her et par stykker, og flere følger senere.

På begge billederne ses Christen, Elisabeth og Karen Marie (Elisabthes mor) og på det øverste alle børnene: Mads, Anna, Kristian, Carl, Maria, Helga og Rigmor.

Kokholm 38 – mysterier er der nok af – her et om navne –

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mysterier er der nok af, når man træffer sine aner og ikke aner hvem pokker de er. Jeg ved, at Tines Vej i Hulsig er opkaldt efter Martine, som var en sindssyg kvinde, der i 1888′ folketællingen står opført som hjemmeboende 22 årig. .Gården lå mellem Hulsig og Tranestederne. Digteren Søiberg har skrevet en smuk fortælling om Tine, og i Hændelser fra Hulsig spiller hun en ikke helt lille rolle.Jeg ved, at hendes mor var Karen Marie Jensen og at hun var søster til min oldefar, Lars Jensen = Vester Lars.. Tine var således min farfar Janus Hesselholts kusine. Hendes mor, Karen Marie kom fra Højen, hvor deres mor, der var fra Gården Hesselholt. Hun giftede sig med en fisker (Jens) fra Højen. Lars , hendes bror blev karl på sin onkels gård = Hesselholt, og overtog den og giftede sig med min oldemor fra Kirsten Madsen fra Klarupgården. Deres søn Janus var altså fætter til Tine via sin mor.

Karen Marie Jensen ved vi altså, hvorfra stammer =Højen og hun var gift med jordbruger Jens Houkjær Pedersen, som er født 14 december 1822 i Skagen Landsogn. Det står der i kirkebogen, hvor jeg har fundet ham blandt konfirmander: Her står forældrene til konfirmanden

Jeg er ikke skrap til gotisk håndskrift, så jeg kan ikke læse, hvem faderen er: Jensen står der + noget mere, og Hustru Margrethe ? – Ja, hun hedder Margrethe Madsen. Tak.

Kan nogen hjæl pe?

Ja, det var der så nogen, der kunne. Tak.

Der står, at Jens Houkjær Pedersen var søn af Peder Jensen fra Klarup. Og det sætter tingene på plads. Der er altså også udgået en Houkjær fra Klarup og ikke kun fra Houkjær. Og der er så et navnesammenfald der. Og vi ser tydeligt af dette tilfælde, hvor indgifte gårdene er i hinanden. Jens Houkjær Pedersen fra Klarup gifter sig med en søster til LarsHesselholt. Og da Lars på Hesselholt skal giftes vælges en pige fra gården Klarup = min oldemor Kirsten og jeg tror forresten ikke, at hun er en søster til Jens Hougaard Pedersen, for hun hedder Kirsten Madsen. Jens’ mor hedder også Madsen til efternavn, så de er nok søskende de to: Min oldemor Kirsten er sandsynligvis søster til Jens Houkjærs mor Margrethe Madsen, og hun er altså Jens’ moster. Som om det gør det hele bedre.

Man fandt sin ægtefælle (forældrene fandt) inden for egnens eget udvalg af emner, og helst giftede man sig med en i familien. Ikke så sært, at vi efterkommere har et speget sind. Vi kommer fra en egn, hvor indgifthed var en “naturlov”

Det har vel ikke ligefrem hjulpet på Elisabeth Houkjærs chancer for at få Christen Kokholm til ægtemand.

Jeg ved ikke, om Mads Houkjærs selvmord skyldes de unges oprør mod ægteskabsreglerne = konventionerne i det hele taget, eller om han er syg, evt. traumatiseret af det hårde liv, han har levet = krig – hådt slid – redningsaktioner hver vinter o. m. ..

Når jeg finder det interessant at blive klogere på, så er det fordi Jens Houkjær Pedersen, søn af Peder Houkjær og Elisabeth Houkjær på Houkjærgården gifter sig med Andrea og flytter til Lodskovad.

De to mænd, ham i Hulsig og ham i Lodskovad har altså samme navn, men kun den ene kan være fra Houkjær – hvorfor får den anden så også navnet????

Her har vi altså med få kilometers mellemrum to mænd med samme navn, men kun den ene er født på Houkjær, som Peder køber i 1822 og hvor han bor en årrække sammen med sin søster, inden han gifter sig med Elisabeth (=Lysbet) Jens Houkjær Pedersen er født 14.december 1823. Men, og nu kommer mysteriet, han står ikke opført i kirkebogen hverken i Skagen Landsogn eller i Råbjerg. Hvor er han født?

Det kommer alt sammen ikke romanen med, for der figurerer han ikke. Men han er jo en del af det lille samfund, jeg skriver om. Og en mystisk del. I konfirmationsoptegnelserne står, at han er født i Skagen Landsogn – så burde han være døbt i Skagen Kirke – har de glemt at føre drengens navn ind?

Somme tider skal man vel huske på, at det ikke er GUD SELV der fører kirkebøgerne, men som oftest fordrukne degne. Det kan man næsten se på skriften. Sikke en beskyldning – men den kom fra hjertet – der er så meget sjuskeri..

Herover den unge Jens Houkjær Pedersen som landsoldat i 1864. Han er Mads Houkjærs bror Han stred ved “Slagtebænk” Dybbøl og blev alligevel et harmonisk menneske, der livet igennem bevarede en kærligt væsen. Det var vi fra børnebørnenes skildring af ham, og den er vel ikke helt upartisk, men farvet af deres kærlighed til ham. Men også fra andre kilder beskrives han som et rart menneske. Samme skudsmål bliver ikke hans brødre til del: Den ældste Christen stak til søs som helt ung – efter at have kæmpet ved Fredericia i 1848-krigen – og man så ham ikke siden. Ole og Mads blev gårdejere, og deres iltre temperament er skildret flere steder. De var IKKE rare. Den yngste Søren ved jeg ikke noget om. Han var for ung til at komme i krig.

Kokholm 37 – et besøg i Harboøre

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne unge mand er med 99%s sikkerhed helten i min roman om de to unge mennesker, der brød med det mønster, de var født ind i. Han som søn af en daglejer og hun som hedebondens datter. Det var et brud, der kom til at koste dyrt. Men det var et brud, der skabte store værdier både for dem selv og deres familie og for utallige danskere, for hvem Kokholms Hotel var lig med sommerglæder, fest og velvære.

Jeg besøgte lokalarkivet i Harboøre og fik lov at bruge de billeder, som jeg viser her på indlægget. Det er jeg meget taknemmelig for. Soldaterbilledet er taget omkring 1895, og arkivet ejer hele tre eksemplarer. På de to står: billede af ukendt landsoldat. På det sidste står der (heldigvis) Kresten Kokholm Nielsen. I min roman og mange andre steder staves navnet Christen. Men det spejler kun tidens totale ligegyldighed med hensyn til navnes stavemåde, det skifter hele tiden om den samme person. Så jeg går ud fra, at vi her har et ungdomsbillede af vores meget smukke helt.

Vi har ingen billeder af Christen Kokholms hjem, kun ved vi, at faren var daglejer og ind i mellem fisker, og at de ikke selv ejede jord. Vi ved også, at der fødtes mange børn i det lille hus. Og vi kan regne med, at det har set omtrent ud som hytten på billedet.

Det her billede kan jeg være i tvivl om, men jeg ved, at det forestiller Kresten Kokholm, Mads Knak og Kresten Knak. Knakfamilien var en meget stor Harboørefamilie, og billedet her viser, at der har været en forbindelse mellem Christen og Knakfamilien. De har været ret velhavende, og jeg kan tænke mig, at Christen K har været i Harboøre for at deltage i en familiefest – men måske, for det er det rene gætteri, for at rejse penge til at realisere drømmen om at skabe sit eget hotel..Jeg tror (ved) at Christen var god til at net-worke – og kunne sikkert også finde ud af at crowdfunde – længe før det begreb blev almindeligt. Han var forretningsmand – han vidste, hvilke knapper, han skulle trykke på for at komme videre med sine ideer. Det vender jeg tilbage til. Senere, da hans børn skal ud i livet bruger han også ganske flittigt sine forbindelser til at hjælpe dem i gang. Det kan jeg se af de breve, familien (igen heldigvis) har bevaret.

Ovenstående billede er af Mads Kokholm og hans kone. Mads er sandsynligvis Christens lillebror. Jeg ved ikke så meget om ham, men billedet, der er fra 90’erne taler sit eget sprog. Den unge kone ser forslidt ud, men slid var dagligkost for de fleste, og det sås jo selv på billeder af unge mennesker.

Der er i arkivets store udvalg af billeder ikke ret mange, der bærer navnet Kokholm, men på den anden side er der et hav af ukendte personer fra de sidste årtier for århundredeskiftet. Der kan gemme sig mange Kokholmere i den bunke. Men de her er heldigvis arkiveret med navne.

Kokholm 36 – Folketælling Kandestederne 1855

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg kredser for tiden lidt omkring Elisabeth Kokholms mor, Karen Marie. Det er ikke så meget, jeg ved om hende eller kan finde i slægtens anekdotearkiv. Men Mads Houkjær har i al fald fundet sin hustru i Kandestederne,. Vi ved jo også, at ikke bare Karen Marie, men også hendes søster Kirsten mere eller mindre flytter til Houkjær. Kirsten bliver aldrig gift, hun lever sit liv som væverske og har sit eget lille smukke hus tæt på gården.

I det følgende afskriver jeg en folketælling fra Kandestederne 1855. Her ser vi, hvor de to søstre stammer fra, nemlig fra gården Høgenhaug:

1 Hus: (Høgenhaug)

Maren Jensen 73 Aar – Aftægt – Søren Christensen, 37 Aar, lever af sin Jordlod – Ane Marie Nielsen 37 Aar, hans Hustru – Niels Chr. Sørensen, 15 Aar, Barn – Jens Peter Sørensen, 12 Aar, Barn – Christen Sørensen, 10 Aar, Barn – Karen Marie Sørensen, 8 Aar, Barn – Jens Chr.. Sørensen, 5 Aar, Barn, Kirsten Marie Sørensen, 2 Aar, Barn – Kirsten Marie Sørensen, 17 Aar, Tjenestepige, Karen Larsen, 79 Aar, Husfaderens Moder.

Karen Marie og Kirsten – som senere bliver Karen Marie Houkjær og søsteren flytter ind til hende.

1 Hus: Skødelund – det senere Hjorts Hotel

Wilhelm Rabo Reinlænder 42 Aar, lever af sin Jordlod, Birgitte Otenia Winenfeldt Berg, 47 Aar , hans Hustru – Pettrine Møller, 22 Aar, Tjenestepige – Peter Larsen Christensen, 19 Aar, Tjenestekarl – Hans Wrogh, 13 Aar, Tjenestedreng

Om ovenstående gård: Reinlænder var skibsfører og forliste ved Kandestederne. Han har sikkert haft penge, men ønskede altså at gå i land og købte Skødelund og giftede sig med en præstedatter. De havde 3 tjenestefolk og ingen børn. Usædvanligt. Senere sælger de til Hjort fra Starholm, og han begynder på et tidspunkt vist nok som den første at drive en smule hotel.

1 Hus: Houkjær – det senere Kokholms Hotel

Peder Christensen 55 Aar, lever af sin Jordlod, Elisabeth Jensen 48 Aar, hans Hustru – Dorthea Marie Pedersen 22 Aar, Barn – Mads Pedersen, 16 Aar, Barn, Ole Pedersen, 13 Aar, Barn – Søren Pedersen, 10 Aar, Barn.

Jeg ved ikke, om de følgende 3 huse også har navn – og heller ikke rigtig, hvor de lå, men de har været en del af den lille klynge Kandehuse:

1 Hus:

Christen Mortensen, 58 Aar – Enkemand – lever af sin Jordlod – Marie Christensen, 22 Aar, Barn – Christian Christensen, 13 Aar, Barn – Morten Christensen 25 Aar, Barn – Christian Christensen, 9 Aar, Barn

1 Hus:

Jens Chr. Jensen 51 Aar, lever af sin Jordlod – Kirsten Marie Christensen 38 Aar, hans Hustru – Janus Chr. Jensen 17 Aar, Barn – Martha Marie Jensen 12 Aar, Barn – Janus Chr. Jensen 7 Aar, Barn – Jens Martin Jensen 3 Aar, Barn – Maren Sophie Pedersen 29 Aar, Tjenestepige

1 Hus:

Niels Laursen 43 Aar, lever af sin Jordkod – Mette Marie Jensen 45 Aar, Hustru – Anne Nielsen 7 Aar Datter – Christiane Jensen 13 Aar, Plejedatter – Ane Nielsen, 83 Aar – husfaders Moder.

Kokholm 35 – et prøvekapitel af romanen om Kokholm

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er nu skrevet 2 dele af romanen om Kokholm. Den bliver i tre dele: 1.KANDESTEDERNE – 2. HARBOØRE 3.KOKHOLM

Her nedenfor et prøvekapitel. Det er fra 2. del og vi møder drengen Christen sammen med faren, der er fisker uden fast hyre. Familien er stor, og alle ned til mindste barn skal arbejde. Christen er 13-14 år i kapitlet og ville gerne være alt muligt andet end fisker og daglejer som faren, men faren har set ham græde i kirken. De nidkære missionspræster var rigtig gode til at få tårerne frem i menigheden, og Christen er en følsom dreng. Det huer ikke faren, så han tvinger drengen med på havet. Så kan han lære at blive et mandfolk.

Kapitel 9

Harboøre den næste nat

”Så går vi Gud i vold og Vorherre være med os!” De ord skulle siges, når man drog til havs og gerne inden, man åbnede døren og forlod huset. Ordene kender Christen ud og ind, men skal han også sige dem? Skal han? Han ser på far, der nikker.

”Gud i vold,” mumler han så og vil gå, men mor holder ham tilbage. Hun trækker strikluen længere ned om ørerne på ham og snurrer det uldne tørklæde en ekstra gang om hans hals, så han er ved at blive kvalt. Og nu kysser hun ham. Kejtet og hurtigt. Han ser stjålent hen på far, der allerede står med hånden på klinken og døren halvt åben. Men han siger ingenting.

Udenfor i skuret holder far lygten i vejret, så sætter han den fra sig og lemper kurven med alle redskaberne op fra gulvet. Et øjeblik står han tankefuld med den tunge kurv i favnen. Så ler han kort og siger: ”Nå ja. Mon ikke du er stærk nok?”

”Jo,” mumler drengen og ville ønske, at de ejede en trillebør som de fleste andre. Han kigger på de mange kroge og alt det andet grej, der ligger sirligt ordnet i kurven. Mors værk. Far haler op i den og hjælper ham den på ryggen. Hvor er den dog tung. Og der er et godt stykke vej til Langerhuse.

De træder ud i lyset fra en næsten fuld måne, og et øjeblik glemmer Christen sin byrde, for deroppe blinker stjernerne på den mørke himmel, og månen kaster et drømmeskær over klitterne, der rejser sig foran dem som vældige gråblege spøgelser. Han hanker op i kurven og trasker mod havet sammen med en far, som har forvandlet sig til en mørk stolpe, der kaster en lang urolig skygge over engdraget. Nu og da falder skyggen i et med hans egen. To skygger i en flimrende dans, der ingen ende vil tage.

Christen puster af anstrengelse, da de når frem, og han mærker hjertet buldre i brystet, som om det skal sprænges. I fars store leksikon, som han har arvet efter farfar, har Christen læst om hjertet. Det er bare en muskel, der pumper blodet rundt i kroppen, og somme tider kommer den pumpe på overarbejde. Som nu. Det er ikke noget at tude over. Han bider tænderne sammen.

Og da far ser på ham med øjne, der ligefrem lyser i måneskinnet, føler Christen en rislende stolthed, der for en stund overdøver smerten i den dumme muskel.

”Men du er jo stærk,” siger far.

Så vender han sig mod de andre fiskere i det lav, hvor de har fået hyre. Der er ti mand til deres båd, og far fortæller de andre, at hans dreng er stærk som bare fanden og fortjener fuld hyre. Og ro kan han selvfølgelig.

Christen er alt for træt til at protestere. For vist kan han ro, det kan enhver dreng, hele den lange sommer pjasker de jo om i fladbundede joller og fisker sammen med de gamle folk, der er blevet tilbage i Harboør. Men det er i de små søer og i fjorden. Der er vand alle vegne på Harboør, og fjorden ligger kun en god løbetur fra Holmene.

Men havet. Det er sandelig noget andet, og lige nu kan han ikke forestille sig, at de nogensinde vil kunne komme frelste gennem brændingen, der fråder som et afsindigt uhyre derude i måneskinnet.

Sin hyre værd, siger far. Og Christen er hurtig og ivrig, da de skal have båden i havet, og han skubber og løfter så meget, han orker og kravler ombord som den sidste, selv om han ikke har lange træskostøvler på som de voksne og bliver pjaskvåd langt op ad benene.

De ror og ror. Og ind i mellem skifter de plads. Så ror Christen også. Og det er godt. Kulden viger for en tid. For det er koldere herude på det åbne hav, og det føles da også, som om vinden er taget til. Er den ikke? Christen lader forsigtigt en bemærkning falde. ”Åh den smule brise”, siger far. Og de griner alle, da drengen lidt efter spørger, om de ikke er langt nok ude nu? Han mærker jo, hvordan bølgerne er blevet højere, båden gynger op og ned, og det suger sært i maven, og han kan ikke slippe den tanke, at kun de tynde planker under hans fødder skiller dem fra druknedøden. Og nu skal han tilmed kaste op. De seks, der ror, fortsætter, som om de ikke hører drengen brøle op og ikke ser det vælte ud af ham og sprøjte ud over rælingen. De tre andre ser en anden vej. De er ligeså blinde og døve.

Fastlandet er forsvundet i mørket, der tætner omkring båden, og nu begynder nogle skyer at glide hen over månen, og lidt efter lidt bliver alt sort omkring dem. De kan knap nok se hinanden. Kun gløden fra mændenes piber kan anes, når de suger den gode tobak i sig.

”Så kaster vi anker!” siger bådsformanden, da de har roet i uendeligheder, og mændene trækker øjeblikkeligt årerne ind. ”Og se så at komme til hægterne, knægt!” Han rækker ham en flaske, og Christen sluger en tår og mærker det brænde som ild indvendigt. Så tørrer han sig i ansigtet med ærmet af den store valkede trøje og tænker på mor, der skal vaske den og nok ikke får det gjort, og så tænker han på sig selv, der skal møde op i møllen med en stank af bræk hængende om sig. Men han får måske ikke lov at komme der mere.

Og han ser, at alle fiskerne folder hænderne og vender blikket mod himlen. Højt og i kor beder de til Gud om fangst og om at komme levende i land, og da det sidste ord er sendt til himmels, får hver mand travlt med sit. Formandens liner først. Derpå går det lynhurtigt og efter tur. Fars sidst. Nogle af mændene giver sig dog tid til at slå korsets tegn, inden de mange kroge lempes udenbords. Men ikke far, der blot bøjer sig over kurven og omhyggeligt firer sine liner ud i havet. Stykke for stykke glider de over rælingen, indtil hver eneste krog er forsvundet i det sorte dyb. Christen ser bare til. ”Skal jeg ikke …?” Han rækker hænderne ud mod far. ”Nej, men næste gang får du dine egne liner og kroge. I dag skal du ro, ikke? Så du kan tjene til dit grej.”

Næste gang, tænker drengen mat.

Mor har repareret fars gamle, valkede havtrøje til Christen, men hun har ikke kunnet skaffe ham en frakke. Og far sagde, at det også var lige meget. Vejret var jo så mildt denne vinter, og desuden var det kun sundt for en tudeprins som ham at krænges ud af sit vat og mærke livet.

Mærke livet. Ordene summer i ham, men han mærker kun kulden, og den dræber alt liv i ham, både indvendigt og udvendigt, og om lidt skal han dø. Han krummer sig om sig selv, og en sær følelse af ligegyldighed sniger sig ind på ham, den overmander ham, og han tænker sløvt og opgivende, at nu vil han bare sove. Sove ja. Og dø. Men inden han når at falde hen, griber en fisker ham fast i armen og begynder at skælde far ud, mens han samtidig ryster Christen frem og tilbage, som om han var en kludedukke: ”Hvad satan ligner det også at sende drengen på havet i den mundering?” Og fiskeren, der er meget stor og bred, tager endnu hårdere fat og rusker ham, til han bliver helt vågen.

Ventetiden. En evighed, og selv om Christen er halvt bedøvet af de mange slurke fra flasken og endnu flere rusk af grove og stærke hænder, så overlever han. Der findes mirakler. Som da de begynder at hale fisk ind, og alt i båden bliver lutter forvirring og travlhed og fisk i sprællende bunker og senere, da han i en tåge af kulde og fuldesyge alligevel sanser, at der sættes sejl, og han mærker vinden gribe deres båd og blæse den ind mod land, som var den en sæbeboble i vinden. Han ler. Hvor er det sjovt. ”For fanden da også med den knægt,” hører han en af de ruskende fiskerne sige, og han ler endnu højere. ”For fanden da også!” brøler han til vinden, der fylder deres sejl og blæser dem ind over brændingen, som sad de i en nøddeskal og ikke i en tung timandsjolle.   

Lidt efter skurrer de på land, hvor mor selvfølgelig står og rækker ud mod ham, og han bider al skam i sig og synker om i hendes arme.

Kokholm 34 – om navnet Kokholm

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

På billedet herover kan man se, hvor gården Kokholm var placeret. Der er to en Nørre og en Sønder Kokholm. Og hvor stammer vores Niels Christensen Kokholm, så fra? Ja, han er fra Tørring, ligesom gården, men han synes ikke at have en umiddelbar tilknytning til gården. Og navnet Kokholm får han først som gammel.

Jeg har været på FOLKETÆLLING 1850 1860 OG 1870 I i Tørring Sogn og på disse gårde sad i de 30 omtalte år ingen med det navn. I Nørre Kokholm har vi Nicolai Thusen og hans kone Ane Margrethe – de er ikke forældre til vores Christen Kokholm d. første eller bedsteforældre til Chr. Kokholm d. anden. Far og bedstefar var Niels Christensen gift med Else Christensen Sørensen. I 1850 bor de i et hus (Vejhus) og de har børnene Christen Nielsen på 9 år og Johanne på 1 år. Førstnævnte barn er far til Christen Kokholm ( der jo hedder som sin far)

I 1860 bor de atter i et hus, og det er heller ikke gården Kokholm, og nu har de børnene Johanne på 11 år, og Severine på 6 år. Christen er ikke mere hjemme. Det er 6 år før han bliver gift. Måske er han i møllerlære.

I 1870 er det heller ikke vores Niels Christensen (Christen Kokholms far) der ejer gårdene Kokholm. Han er tjenestekarl.

Niels er blevet 58 år her i 1870 og er enkemand og han har taget navnet Kokholm, og han er ansat som “tyende” på gården Dahlgaard, der ejes af Peder Christensen, der også er 58 år og hans kone Johanne på 57. De har en hjemmeboende datter Marie på 20 år. Unge Christens farfar ender altså som tjenestekarl. Måske har han haft forbindelse med Kokholmgården – måske er han født der. Det ved jeg ikke, og det må andre end mig finde ud af.

Kokholm ligger altså i Tørring – men ejes af andre end “vore” Kokholm’ere i al fald i den tid, der har interesse for min roman..

Kokholm 33 – Vallekilde som kilde til succes?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg er gået i stå i min roman. Mest fordi jeg er uenig med mig selv. Hvor meget skal jeg holde mig til det, man kalder sandheden? Og hvor meget må jeg digte? Spørger jeg mig selv, så kan jeg digte helt frit. Spørger jeg min nabo, så mener hun, at jeg bør forske først og skrive siden. Men det kan jeg ikke. Jeg må skrive efterhånden som inspirationen indfinder sig. Og ja. Der findes sådan en sær størrelse, der hedder inspiration, og den har ingenting med historisk/ topologisk/ demografisk osv. forskning at gøre.

Mine personer har eksisteret, og jeg giver dem nyt liv med min roman. Og vist er det aldeles nyt, og de vil sikkert ikke kunne kende sig selv i min fremstilling. Men inde i mit hoved har de været sådan. MEN jeg forsker også. Jeg går til de historiske kilder i så vidt omfang, som jeg formår. Som forsker er jeg begrænset i mine udfoldelsesmuligheder. Som digter selvfølgelig også. Begrænset af mit talents rækkevidde. Det ved jeg nok, men jeg skriver ikke noget, som jeg ikke selv synes er OK.

Nu har jeg læst et par bøger om Vallekilde Højskoles første år – bøger fra tiden: H. Rosendal: Folkehøjskoler og Landbrugsskoler (1894) og Ludvig Schrøder: Den nordiske Folkehøjskole ( 1905)

Nu ved jeg helt sikkert, at mange hold af unge håndværkere fik deres uddannelse på Vallekilde Højskoles Håndværkerskole. Den var ledet af Andreas Bentsen, der selv både var håndværker- og seminarieuddannet. Han havde haft Ernst Trier (Højskolens grundlægger) som lærer på seminariet, og nu kom han til skolen med en ide om at uddanne højskoleungdommen i et håndværk. Det kom han til i mange år. Og selvfølgelig var Christen Kokholm en af hans elever.

Hvordan det er gået til, at han har fået den mulighed, må jeg p.t. lade stå som et åbent spørgsmål. Det var nemlig lidt dyrere end et almindeligt højskoleophold, til gengæld forlod man skolen med et svendebrev. Og jeg tror bestemt ikke, at Christen har lært sit håndværk af en lokal murer. Der er i den periode, vi taler om, kun 3 murere i Harboør, nemlig Christen Madsen Bruun, Jens Pedersen Flyvholm og Christian Christensen Melkjær. Og af folketællingen kan vi se, at vores Christen fra 1890 er fraværende fra sognet. Hvor er han? mit svar: På Vallekilde, hvor han lærer at tegne, beregne og opføre huse. Bentsen er kendt for sin dygtighed som arkitekt ( uden uddannelse i faget) hans søn bliver eksamineret arkitekt. Og Kokholms Hotel (i sin første skikkelse) emmer af skønhed. Hvor andre steder kunne Christen Kokholm have lært det end her – hos de bedste i faget?