Suk Hjerte – brist ikke

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Bitre ord? Tja ….

Og så skulle jeg vel i grunden lade dem ligge og simre videre i al deres afskyelige smålighed. Men sandelig om jeg ikke her til morgen fik en voldsom lyst til at gribe dem ved tjavserne og hale dem hele vejen op fra det dyb, hvor de har ligget gemt og delvis glemt, hale dem helt op i det skarpe lys, som en blog bør være, og her stirre på dem sammen med en og anden læser, som så måske vil tænke: ”ahhh … sådan er det altså fat med hende. Jamen, det kender jeg godt. Det er sådan livet handler med os.”

Åh, men den her, lad os kalde det bekendelse, er jo ord, som de fleste vil smile overbærende over og tænke: ”at hun gider!”

Det gør hun jo heller ikke, men i nat drømte jeg, at der kom en kvinde til huset for at købe en bog skrevet af mig. Og jeg blev så glad. Hele min sjæl vibrerede af fryd. Ja, ja, jeg overdriver ikke. Tænk, nu fik jeg en læser! Og hele drømmen, og den var laaaannng gik med at lede efter en bog til min læser. Huset var fuldt af bøger  – de stod langs alle vægge. Selv i kælderen, midt i Oles rod, var der opstillet bogreoler. Række ved række. Titel ved titel.

Men ingen af dem var skrevet af mig. Af desperation begyndte jeg at rydde op. Jeg arbejdede til sveden randt, og måske tænkte jeg, at når jeg tog bog efter bog, så måtte en af dem vise sig at være skrevet af mig. Og hele tiden var jeg mig smerteligt bevidst, at min læser stod deroppe i entreen og ventede utålmodigt på sin bog. Og sommetider lød det ned til mig: ”Får jeg snart den bog?!” Og jeg forsøgte at svare: ”der er ingen.”

Men jeg kunne ikke få et ord over mine læber. ”Der er ingen. Der er ingen. Der er ingen.” Jeg råbte og skreg budskabet, men hun hørte ingenting. De blev siddende i min hals.

Så blev der stille deroppe. Hun var gået. Hvad skulle hun også blive for? Jeg havde jo ingen bøger. Havde jeg overhovedet skrevet nogen?

Nu kom jeg i tvivl.

Og hvorfor drømte jeg lige det? Måske fordi min søn ringede til mig i aftes og vist nok ville glæde mig – han mindede mig om, at han havde fået en oversætter til at lave en engelsk version af Fugl-bøgerne for år tilbage. Men han gjorde det uden at spørge mig, og jeg blev ærlig talt bange dengang. Det havde været svært nok at få mine bøger solgt i Danmark, hvor de hele tiden gik under radaren  – i udlandet, nej, det ville jeg ikke lægge kræfter i. Og hvordan skulle jeg også gribe det an?

Så gjorde han det. Fik bogen oversat. Og det, han fortalte mig i aftes, var altså, at bogen er blevet læst i Amerika af flere hundrede tusinder af læsere. At den gik derovre som best-seller.

Drømte mig en drøm i nat.

Måske derfor drømte jeg i nat.

Jeg ved, at det er gode bøger, jeg har skrevet. Det kan jeg. Og det gør jeg.

Men jeg ved også, at jeg ikke kan sælge bøger. Og at selve det med at markedsføre det skrevne i den grad byder mig imod. Ikke, fordi jeg ikke er stolt af mine værker. De er fine nok. Og jeg vil gerne have læsere.

Men når det kommer dertil, at jeg skal sælge, så føler jeg det, som om jeg står og pranger om min sjæl. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg kan bare ikke.

Men selvfølgelig er jeg bitter over, at det er sådan. En bitterhed, som jeg bestemt ikke er stolt over. Men mine bøger er, som de skal være.

Jeg er som jeg skal være, når jeg skriver.

Men ikke når jeg sælger. Den evne har jeg ikke. Så jeg må fortsat være en fattig forfatter. Ja, men det ligger jo lidt i ordet. Gør det ikke.? Vi er mange.

Erindringer – B. S. Ingemann

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann tegnet af Marstrand

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …

Drømte mig en drøm i nat

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Drømte mig en drøm i nat

Dette drømmebillede er ikke fra min drøm. Men det har alle ingredienserne i en drøm: det surrealistiske sug især. Billedet her er kreeret af min datter Mette Hesselholt H. Hansen

Det er så kedelig at høre andres drømme. Gab gab … Og jeg ved godt hvorfor: drømme består af stemninger og handlinger, men det er det første, der udgør fascinationen, og det er det andet, man fortæller om.

Stemningen kan man aldrig videregive. Jeg skriver nu denne her alligevel, for jeg tror, at jeg kan give dig en fornemmelse af stemningen også, selv om jeg ikke kan gengive den. Den er som den, du oplever, når du læser Ida Jessens noveller. Dem læser jeg for tiden. Genlæser bogen: ”En mand kom til byen” . Lå netop og læste i den bog, da jeg faldt i søvn.

I det hele taget tror jeg, at drømme fødes af de tanker og følelser i hvis favn, man befinder sig, lige inden man falder i søvn. De skaber stemningen for drømmen. Handlingen er ofte mere mystisk, og den rækker i al fald længere, ofte langt tilbage. Måske er den underbevidsthedens forsøg at bearbejde hændelser af betydning. Hændelser, man har glemt, fordi man ikke vil huske dem. Måske.

Men jeg tror ikke, sådan som man gjorde på gammel-testamentlig tid, at drømmen er en spådom: at den varsler om kommende begivenheder. Jeg er ret sikker på, at de gamle Faraoer blev snydt, når de betalte drømmetyderen for at udlægge en drøm, og han straks kunne se alverdens fremtidige hændelser i den. Drømmetyderne kunne dog utvivlsomt føre faraoerne nærmere deres eget indre væsen, så måske var pengene alligevel givet godt ud: de kunne nemlig fortælle dem, hvad det, der pinte dem, og som de derfor skulle undgå, var. De kunne se tilbage. De kunne se dybt ind i sindet. Men de kunne ikke se frem.

Når underbevidstheden kommer på arbejde, mens vi sover, og danner billeder, må den tage fra det, den kender og ved noget om, ikke ukendt stof fra en ukendt fremtid.

Fremtiden findes ikke.   

Men drømmen fortæller os altid noget om os selv. Om vor frygt mest – den er meget freudiansk i sit væsen, længere er den ikke nået: den fortæller os om det, vi skjuler for os selv – som vi skubber til side, fordi vi ikke vil vide af det.

Jeg drømte om at miste i nat. Det var en lang drøm, og begyndelsen er allerede blot svage skygger. Jeg ved ikke mere helt, hvad den begyndte med. Men det var om at miste et menneske, jeg havde mødt, og som jeg kunne snakke med, eller rettere: samtale med.

Det kniber for tiden med ”rigtige” samtaler i det daglige. Min mand er dement, og vi omgås kærligt og fint, og vi behøver ikke mange ord for at forstå hinanden. Men samtalerne er det slut med. De vigtige ”samtaler” er non-verbale. Et smil, et kys, et lys i øjnene, eller et mørke i øjnene og en trøst af en hånd etc. Når vi bruger ord, så er talemåder fine nok. Pludselig får de valeur.

Men nu havde jeg i min drøm truffet en pige, som jeg kunne snakke med uden at føle, at det var en præstation at bevæge sig ind i livets store spørgsmål. Det var helt naturligt.

Så døde hun.

Jeg var på hospitalet i begyndelsen af drømmen, og en stor del af den foregik i et underligt rum, hvor jeg opholdt mig efter at have mistet. Og det var virkelig et tab, der smertede, så jeg sørgede. Og der var læger. Men jeg tror ikke, vi havde kontakt.

Jeg ved heller ikke nu, hvem det var, jeg havde mistet, men vi var i familie, og vi havde kun kendt hinanden i kort tid, men som sagt: vi var blevet venner.

Og nu var jeg så i det her værelse, og jeg havde mistet ikke bare hende, men også noget andet, som jeg nu har glemt, hvad var, men som gjorde det meget flovt at være i rummet, hvor der mest var mænd. Var det mit tøj? Havde jeg mistet mit tøj? Jeg havde to store tasker med: en rygsæk (den har jeg altid med) og en anden stor (sports?)taske, og i dem var der meget vigtige ting, som jeg skulle passe på, og de blev hele tiden borte for mig.

En af lægerne opdagede min fortvivlelse, og det var rigtig fint, men han kunne ikke nå over til min side og opgav og gik ud, og jeg var til sidst helt borte i forvirret sorg og hjælpeløshed. Nok så meget det sidste.  

Jeg ville telefonere hjem efter hjælp – herregud, jeg var jo kun i Randers. Hvor svært kunne det være? Men det var umuligt. Jeg havde ingen telefon. Og rummets telefon var i uorden, og de mennesker, der var i rummet, kunne (ville?) ikke hjælpe.

Så lykkedes det mig at slippe ud på gaden, og jeg blev klar over, at jeg måtte hjem. Men jeg måtte gå hjem, og mine sko var elendige. Og desuden, der er jo langt at gå fra Randers og til Ålum. Jeg tænkte, at jeg kunne købe noget bedre fodtøj på vejen hjem.

Men der var ingen forretninger, kun fortovsrestauranter, og på en af dem, og jeg var netop gået over på den side af gaden, for den ene side var helt uden fortov, sad en af Oles gamle kolleger, Hanne hedder hun, smuk og ung og lyshåret, og et par stykker af mine kolleger sad der også. Jeg husker ikke hvem. Og de spise alle sammen fisk. Hanne fik de lækreste røde laks. Og de genkendte mig straks og smilede venligt og indbød mig til at spise med.

Men jeg var jo i dyb sorg. Og jeg kunne ikke se fortovet. Der var vist ikke noget fortov på den side heller. Og bordene stod alt for tæt. Og jeg var derfor nødt til at gå oppe på bordene for at komme videre.

Jeg gik altså på bordene, heldigvis behøvede jeg ikke træde på maden, for der var små paptallerkener til brødet, og de passede perfekt til mine fødder, og jeg trådte fra paptallerken til paptallerken og var meget flov, for kunne man lægge brød i dem, når jeg havde sat mit snavsede fodspor på hver eneste af dem? Heldigvis blev ingen af kollegerne vrede. Højst lidt forbavsede, men inden jeg var nået hen over alle bordene, var de forsvundet i samtale med hinanden og havde glemt mig.

Så kom jeg til en plads. Her sad en lille gruppe mænd og kvinder og drak. De var snavsede og talte underligt, og der lå noget mærkeligt i en bunke imellem dem. Pludselig sad jeg i gruppen, som om jeg var en del af den. Og så opdagede jeg, at de var ved at samle noget: ikke et puslespil, men en meget indviklet konstruktion – en slags legetøj var det vist. Jeg greb ivrigt ind og viste dem, hvordan man samlede tingene, og de spurgte mig medfølende om, hvem jeg havde mistet, og jeg fortalte det og sagde, at jeg skulle hjem, men nok kom til at gå hele vejen, og så kom der en af lægerne forbi, som godt ville køre mig, sagde han, men da jeg rejste mig, var han væk, og jeg fortsatte med at samle.

Den sære fyr, der ledede det fortabte team, virkede med ét truende, og jeg tror nok, han tvang mig til at samle videre, selv om jeg ville gå og skulle hjem, og han spurgte drillende, om jeg da ikke var en, der forsøgte at samle alting? Havde jeg ikke huset fuld af unyttige samlinger? Var jeg ikke en sygelig samler? Og jeg bed tænderne sammen og samlede stykke for stykke, mens jeg græd.

De andre så gråden, og vi kom til at tale om tabet, og de sagde, at så måtte jeg jo skynde mig hjem. Nu var det hele samlet, og der stod et stort dukkehus – mandshøjt, og jeg kunne umuligt have det i tasken. Men jeg skulle have mit arbejde med hjem, sagde de, så de proppede noget, jeg husker ikke, hvad det var, ned i tasken, og den var forfærdelig tung, da jeg gik videre.

Men nu havde gaden igen forandret sig, og jeg gik ikke mere i Randers, men i Rom. Og så ville jeg jo aldrig nå frem til Ålum. Og hvem skulle hente mig? Og i Rom? De fleste af mine var jo døde. Det kan jeg huske, at jeg tænkte. Mon Anders kunne køre? Mine børn? De havde bestemt ikke tid. De var måske ikke engang i Ålum. Og Anders? Boede han i Ålum? Jeg kom frygtelig i tvivl om alting. Pludselig slog det mig med vanvittig rædsel, at jeg aldrig ville komme hjem.

Så vågnede jeg. Klokken var 8.30.   – Så længe havde jeg ikke sovet i flere måneder. Men jeg var ikke udhvilet, men så træt og udkørt af min drøm, som om jeg virkelig havde været på vej fra Rom til Ålum. Til fods. I for små sko.

Mia via dolorosa!

Kom an drømmetyder!

Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min seneste bog. Er det virkelig min sidste bog?

Jeg læste et interview med Hans Edvard Nørgaard-Nielsen for et par år siden. Han har skrevet mange bøger – og er en dygtig forfatter. Langt bedre til at skrive end de fleste. Og nu var han altså syg og træt, og jeg husker den her sætning, som jeg her citerer efter hukommelsen: “hvis jeg ikke skriver, så er jeg ingenting.”

Jeg tænkte dengang, at sådan ville jeg aldrig sige. Og det var helt sikkert heller ikke sandt for ham dengang. Han var så meget andet. Også dengang. Men følelsen var sand. Og nu forstår jeg alligevel lidt mere, hvad han mente.

At skrive er for en forfatter SÅ meget det, man er = en der skriver.

Lige nu er Peter Øvig Knudsens seneste (bestemt ikke sidste) bog udkommet, og den hedder: “Jeg er det, jeg husker.” Heller ikke den sætning er sand. For vi er alle sammen meget mere end det, vi husker. Men følelsen er sand.

Det tror jeg. Kan mærke på Ole, at han føler, at han mister så meget ved at miste hukommelsen. Men jeg kan ikke tro, at han er det, han husker. Han er SÅ meget mere end det.

Vores identitet er et flydende begreb. Vi er en ting i dag og en anden i morgen og helt andre ting om 14 dage og en hel anden om ti år. Men kernen er den samme. Og for resten: vi er aldrig en “ting” – og vi kan aldrig blive “ingenting.”

Vist er det efterår. Vi går mod vinteren. Men se engang haven nu! som den sender sit flammehjul lige i øjet på os. Grundtvig synger så trist om efteråret: “Nu falmer skoven …” Men ingenting falmer om efteråret. Og også vinteren giver plads for liv. Jeg så til mine rhododendronplanter i dag – de står med store grønne knopper. Hvor er de dristige! Det skal vi også være! Vær lidt modig, min ven! spring ud!

Kokholm 46

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har “Dronning Elisabeth af Kandestederne” trukket sit eget vejr ubesværet i to måneder. Dejligt for mig at opleve.

Jeg har fået gode kontakter i de forløbne to måneder. og det er så skønt. Tak til alle jer, der har ringet og mailet til mig. Jeg vil sige som dronningen (Margrethe): “det varmer.”

Det begyndte med den fine aften på Skagen Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen. Her kunne jeg til min store glæde se, at det ikke kun var mig og mine to medlæsere, der fandt bogen interessant.

I den kommende tid vil jeg reflektere lidt over, hvad der er sket og måske over, hvad der vil ske med mit forfatterliv(skab).

Skønt det sidste må være noget svævende, for jeg er ingen spåkone, og når jeg forsøger mig i den retning, går jeg altid galt.

Men jeg vil prøve alligevel – fejltrin fører ikke altid til fald.

Vent og se!

Forfatterliv lige nu

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu er det en halv snes dage siden, at ”Dronning Elisabeth af Kandestederne” forlod kasserne og fløj ud i verden. 

Den er altså på vingerne, flyver ikke med bedstselleragtig speed ganske vist – ikke, fordi den ikke er er flyvefærdig, det er den – men fordi de litteratursociologiske forhold er som de er i det her land.

Og i den virkelighed er der ikke ilt til små forlag som mit.

Men bogen flyver alligevel, og det er det vigtigste.

D.28. juni lanceres den på Skagen Bibliotek og senere på biblioteket i Randers.

Og jeg vil selvfølgelig holde en række foredrag om den, som jeg plejer at gøre, når en ny bog udkommer.

Jeg har ikke kontrakt med boghandlerne. Jo, med enkelte har jeg fået gode aftaler, og det er fint nok, men det er helt mit eget benarbejde og ikke altid lige behageligt. Her står man med en RIGTIG god roman og vil gerne sælge den, men modtages som var man kolportør af Vagttårnet.

Pyt – Ce n’est pas grave!.

Når jeg har fravalgt en boghandlerkontrakt, så skyldes det flere ting: Dels de mange udgifter, der knytter sig til pengemaskinen Bogportalen og dels PostNords meget høje priser på forsendelser, og desuden, at samme postvæsen ikke mere kører til døren dagligt, og man derfor er ude af stand til hurtig levering af varen.

Herude, hvor vi bor, kommer posten to gange om ugen. Og så er pakken fem-seks dage eller mere undervejs.  

Det er en umulig situation for mig. Når jeg sender en bog til en boghandler via Bogportalen, skal jeg betale gebyr til It-systemet, og boghandleren skal have 40%  i rabat, og staten skal have 25 % i moms og PostNord skal have 66 kr for at sende bogen.

Og så tjener jeg ingenting.  Jeg sætter penge til.

Men husk, kære læser: du kan ALTID købe mine bøger. Det er let:

Send mig en mail med dit navn og adresse, og jeg sender dig en bog. Det tager så nogle dage, inden den når frem til dig, men du får den, og jeg kan overleve som forfatter en tid endnu. Og tro mig, det er et job, som jeg faktisk er ret god til.

Jeg har nu udgivet 20 bøger. Det er et smukt tal. Denne bliver den sidste. Og husk, at hvis du vil læse om mine bøger, så kan du gå på min webside: www.hesselholt.com. Der findes en omtale af hver enkelt bog.

Jeg har snart 30 års jubilæum som forfatter. Og det er 15 år siden, jeg oprettede mit lille forlag Ancethe. For det første syntes jeg, det var nedbrydende for teksten, at den skulle gå gennem en forlagsredaktørs ikke altid lige kløgtige øjne. Der blev rettet alt for meget i mine tekster og ofte til noget ringere end det, jeg havde skrevet. Og for det andet så ville jeg, at mine bøger skulle være smukke i det ydre også – rare at se og føle på. Det sanselige indtryk skulle være OK.

 De af mine bøger, der i 15 år udkom på såkaldt anerkendte forlag var direkte grimme. Navnlig ”Isenglens Søn”, som kom på Gyldendal i en klædning, som nærmede sig avispapirstandard –  det var SÅ simpelt og billigt hele vejen igennem.

Jeg gjorde derfor et ret stort arbejde for at finde frem til en bogtrykker, som kunne lave et virkelig smukt håndværk – en bog, som det var rart at have i hånden. Det fandt jeg i HORNSLET BOGTRYKKERI. Her er et lille citat fra en anmeldelse af min seneste bog ”Tobias og Englen” – det er Eva Maria Nielsen, der anmelder bogen i tidsskriftet ”Katolsk Orientering.” 

Hun skriver:”Da jeg holdt bogen i mine hænder, blev jeg overrasket over det fine tryk på højglanspapir. Bogen føles simpelthen lækker.”

Du kan se hele anmeldelsen på min hjemmeside: www.hesselholt.com

De første år gik det fint med at sælge til bibliotekerne og til boghandlerne, for lektørudtalelserne var i top, og bøgerne blev pænt anmeldt. Med det nye IT-system er min forbindelse til bibliotekernes hylder åbenbart bremset.

Jeg kan sikkert ikke holde op med at skrive.

Men det bliver så her på blokken.

Og så kan du jo downloade det, du gerne vil læse. Det ville være skønt for mig at at tænke på, for vist er skriveriet af fiktion en slags samtale med nogen. Eller tale til nogen.

Men selv uden en enste læser, ville jeg skrive.

Det ligger i blodet.

Og så fik jeg netop i dag – altså 14 efter bogens udgivelse tilsendt bibliotekernes lektørudtalelse, og den er jeg rigtig glad for. Forståeligt nok, for den viser, at lektøren virkelig har læst bogen. Dejligt. Det må være et svært job med de utrolig mange bøger, der udgives hver dag.

Jeg ser først nu og jeg skynder mig at slette mine synder, at lektørudtalelsen er beskyttet af copy right de næste tre måneder. Jeg har kun tilladelse til at trykke 10% af udtalelsen. Det vil jeg så nøjes med at gøre, indtil om 3 mdr. hvor den er tilgængelig for alle. Altså jeg citerer slutningen af udtalelsen:

Vurdering: Underholdende og velskrevet fortælling. En rigtig god læseoplevelse, hvor man bliver inspireret til at læse meget mere om Kokholms Hotel og gense “Badehotellet” 

Vurderet af Sanne Mendel

Mine foredrag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Coronatid har betydet næsten totalt foredragsophør. Det er mit ønske at fortsætte med den virksomhed, men i begrænset omfang. Foredragene er reduceret til kun nedenstående tre. Men det er klart, at hvis nogen virkelig ønsker foredrag om de store salmedigtere, så er jeg parat. Jeg har elsket at rejse med de tre store: Brorson, Kingo og Ingemann.

På nedenstående billede har jeg den ære at blive peget på af en af de kære gamle danske konger. En ære, som helt sikkert smittede af på mit foredrag – sjældent har jeg følt mig så besjælet af mit stof. Vi kunne flyve.

Billedet er fra festsalen i Sorø Akademi
Herunder er det Ingemann og Lucie der er på talerstolen med mig – det var herlige tider med os tre

DE NYE FOREDRAG

1.  Hjemstavn og Udsyn

Da gården Hesselholt blev bygget i den nordligste del af Jylland, var den omgivet af løvtræer, klimaet var mildt og jorden frodig, men i 1600tallet ændrede klimaet sig. Sandstorme og oversvømmelser ødelagde de fleste gårde på egnen, og mange bønder flygtede til mildere strøg. Nogle få gårde overlevede. Hesselholt var en af dem. Den blev ligesom en del andre flyttet til Skagen Landsogn, lidt syd for købstaden. Her levede ca. 15 familier i et par århundrede, isolerede og i stadig kamp med naturkræfterne. Folkene lærte at holde sammen og at holde ud. Men det var ikke uden omkostninger. I foredraget vil jeg fortælle om de gamle gårde og de slægter, der boede der i mange generationer. Et ganske særligt folkefærd.

2. Dronning Elisabeth

20201215_114217

Der er skrevet flere bøger om Kandestederne og det mondæne liv, der udfoldede sig der i begyndelsen af 1900tallet. Og der var meget at skrive om, for Kokholms Hotel havde årligt besøg af medlemmer af Det danske Kongehus, og mange berømte kunstnere yndede at tilbringe somrene der. En populær TV-serie, ”Badehotellet,” tager afsæt i den nostalgiske forestilling om en forgangen idyl og gennemspiller fortællingerne om de sorgløse sommerglæder. Men der var et ganske andet liv på egnen, før Kandestederne blev ”opdaget” af den fornemme verden, og det liv står i skarp kontrast til ovennævnte idyl. De to unge mennesker, der byggede hotellet, Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, voksede op under forhold, der var præget af slid og fattigdom. Hun var hedebondens datter, han var søn af en daglejer. Men de havde en fælles drøm, og den slap de aldrig, selv om vejen dertil var lang og brolagt med forhindringer. Med en ufattelig kraft og viljestyrke trodsede de vilkårene, og det lykkedes dem at realisere drømmen, og da pigen blev en gammel kone, blev hun af Danmarks største skuespiller, Poul Reumert, tituleret ”Dronning Elisabeth”. Hun fortjente titlen. Jeg vil fortælle om livet og menneskene, før stedet blev et paradis.

3. En rejse i Skyggernes Land

Foredraget vil handle om alzheimers, en diagnose, der var ret ukendt, da min mor fik den i 1982. I 2009 skrev jeg bogen ”Skyggelys” om min mor og holdt i årene derefter mange foredrag om emnet. Mest af alt for at forsøge at fjerne de mange fordomme, der knytter sig til sygdommen. I februar 2019 fik min mand diagnosen alzheimers, og i et par år havde jeg ikke mod til at fortsætte foredragene. Dertil fyldte det for meget i min hverdag, men min mand fik mig overtalt til at tage emnet op igen. Alzheimers er en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men når det er sagt, er ikke alt sagt. Der er lys også på den vej, den syge går, og som man går sammen med ham/hende.

Jeg vil fortælle om dette lys, som ingen sygdom formår at slukke, men som man meget tit glemmer i fortvivlelsen over, hvor hårdt det kan være at leve i nærkontakt med den syge.

Info:

Marianne Hesselholt, Sct Kjeldsvej 2, 8920 Randers NV – tlf: 29 66 46 83

Pris for et foredrag: 3000 kr. +kørsel – bestilles på e-mail eller telefon.

E-mail: marianne@hesselholt.com

På hjemmesiden kan man læse mere om foredrag og bøger: www.hesselholt.com

På bloggen: blog.hesselholt.com kan kigge ind i mit værksted og få et indblik i, hvad der bedrives pt. Og se billeder.

Udgivelser:

Johan (1993)

Isenglens Søn (1995)

Skyd dig igennem, sagde Oldefar (1996)

Gylden Sol og sorte Skyer (1996)

Brorsons Billeder (1999)

Outside (1999)

Cirkelbarn og Sommerfugl (2000)

Det tabte Paradis (2001)

Blues (2001)

Landsbybarnet (2002)

Lucie (2003)

Dejlig er Jorden (2005)

Fugl i Danmark (2006)

Fugl i Argentina (2007)

Mellemlandet (2008)

Skyggelys (2009)

Digteren og Malerinden (2011)

Hændelser ved Hulsig (2015)

Tobias og Englen (2017)

Dronning Elisabeth (2021)

Bøgerne er udgivet på flg. forlag: Modtryk, Gyldendal, Netbogklubben, Thaning og Appel, Haase og Søn og Ancethe.

Intermezzo – foredrag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er et billede fra en bogpræsentation på Skagen Bibliotek, der indleder hvert af mine blogindlæg. Og det er ikke tilfældigt: foredragene har altid været en vigtig del af mit liv, siden jeg holdt op med at undervise for snart 30 år siden. Meget vand er løbet i havet siden. Selv om jeg synes, at det var i går, jeg valgte at skifte karriere fra lærer til forfatter.

Men det var ikke i går. I det her absurde corona-uår har jeg ikke været hjemmefra – de foredrag, jeg nåede at få inden epidemien, blev aflyst. Og meget har ændret sig på hjemmefronten også. Vi er ikke mere så mobile som for et år siden.

Men jeg vil stadig gerne holde foredrag.

Nu dog kun inden for en radius, som ikke er større end, at jeg kan nå frem og tilbage samme dag. Og jeg vil kun holde de foredrag, som jeg brænder for. Der skal være mere end smågløder i sagen, så derfor har jeg slettet de fleste emner på min liste. Ikke fordi jeg ikke stadig gerne ville fortælle om engle, om salmedigtere og om udvandrere. Men jeg har alligevel valgt dem fra.

Jeg vil gerne fortælle om Hulsig – der har jeg rod, og der er så meget at fortælle om netop på den egn, ting, som jeg tror, det er værd at lytte til. Og så vil jeg også gerne fortælle om den stærke kvinde, der sammen med sin mand trodsede skik og brug og imod alle odds lykkedes med at skabe et ferieparadis ud over det sædvanlige. Og jeg vil – selv om jeg her har været i tvivl – mande mig op til også at fortsætte foredragene om alzheimers syge. Det vil jeg gøre, fordi jeg tror, at alt for mange mennesker stadig er fanget i det net af fordomme og tabuiserede forestillinger, der omgiver sygdommen.

Herunder foredragenes indhold:

FOREDRAG

1.  Hjemstavn og Udsyn

Da gården Hesselholt blev bygget i den nordligste del af Jylland, var den omgivet af løvtræer, klimaet var mildt og jorden frodig, men i 1600tallet ændrede klimaet sig. Sandstorme og oversvømmelser ødelagde de fleste gårde på egnen, og mange bønder flygtede til mildere strøg. Nogle få gårde overlevede. Hesselholt var en af dem. Den blev ligesom en del andre flyttet til Skagen Landsogn, lidt syd for købstaden. Her levede ca. 15 familier i et par århundrede, isolerede og i stadig kamp med naturkræfterne. Folkene lærte at holde sammen og at holde ud. Men det var ikke uden omkostninger. I foredraget vil jeg fortælle om de gamle gårde og de slægter, der boede der i mange generationer. Et ganske særligt folkefærd.

2. Dronning Elisabeth

Der er skrevet flere bøger om Kandestederne og det mondæne liv, der udfoldede sig der i begyndelsen af 1900tallet. Og der var meget at skrive om, for Kokholms Hotel havde årligt besøg af medlemmer af Det danske Kongehus, og mange berømte kunstnere yndede at tilbringe somrene der. En populær TV-serie, ”Badehotellet,” tager afsæt i den nostalgiske forestilling om en forgangen idyl og gennemspiller fortællingerne om de sorgløse sommerglæder. Men der var et ganske andet liv på egnen, før Kandestederne blev ”opdaget” af den fornemme verden, og det liv står i skarp kontrast til ovennævnte idyl. De to unge mennesker, der byggede hotellet, Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, voksede op under forhold, der var præget af slid og fattigdom. Hun var hedebondens datter, han var søn af en daglejer. Men de havde en fælles drøm, og den slap de aldrig, selv om vejen dertil var lang og brolagt med forhindringer. Med en ufattelig kraft og viljestyrke trodsede de vilkårene, og det lykkedes dem at realisere drømmen, og da pigen blev en gammel kone, blev hun af Danmarks største skuespiller, Poul Reumert, tituleret ”Dronning Elisabeth”. Hun fortjente titlen. Jeg vil fortælle om livet og menneskene før stedet blev et paradis.

3. En rejse i Skyggernes Land

Foredraget vil handle om sygdommen alzheimers, en diagnose, der var ret ukendt, da min mor fik den i 1982. I 2009 skrev jeg bogen ”Skyggelys” om min mor og holdt i årene derefter mange foredrag om emnet. Måske mest af alt for at fjerne de mange fordomme, der knytter sig til sygdommen. I februar 2019 fik min mand diagnosen alzheimers, og i et par år havde jeg ikke mod til at fortsætte foredragene. Dertil fyldte det for meget i min hverdag, men min mand fik mig for kort tid siden overtalt til at tage det op igen. ”Du kan jo bruge mig som illustration,” sagde han med et smil. Det var en god tanke, viste det sig, og han var glad for at kunne være med til at afdæmonisere sygdommen. Alzheimers er en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men når det er sagt, er ikke alt sagt. Der er, og der bliver ved med at være, lys også på den vej, den syge går, og som man går sammen med ham/hende.

Jeg vil fortælle om dette lys, som ingen sygdom formår at slukke, men som man meget tit glemmer i fortvivlelsen over, hvor hårdt det kan være at leve i og nær sygdommen.

Info:

Marianne Hesselholt, Sct Kjeldsvej 2, 8920 Randers NV – tlf: 29 66 46 83

Pris for et foredrag: 3000 kr. +kørsel – bestilles på e-mail eller telefon.

E-mail: marianne@hesselholt.com

På hjemmesiden kan man læse mere om foredrag og bøger: www.hesselholt.com

På bloggen: blog.hesselholt.com kan kigge ind i mit værksted og få et indblik i, hvad der bedrives pt. Og se billeder.

Udgivelser:

Johan (1993)

Isenglens Søn (1995)

Skyd dig igennem, sagde Oldefar (1996)

Gylden Sol og sorte Skyer (1996)

Brorsons Billeder (1999)

Outside (1999)

Cirkelbarn og Sommerfugl (2000)

Det tabte Paradis (2001)

Blues (2001)

Landsbybarnet (2002)

Lucie (2003)

Dejlig er Jorden (2005)

Fugl i Danmark (2006)

Fugl i Argentina (2007)

Mellemlandet (2008)

Skyggelys (2009)

Digteren og Malerinden (2011)

Hændelser ved Hulsig (2015)

Tobias og Englen (2017)

Dronning Elisabeth (2021)

Bøgerne er udgivet på flg. forlag: Modtryk, Gyldendal, Netbogklubben, Thaning og Appel, Haase og Søn og Ancethe.

Den store Fristelse

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fristelsen til at skrive en selvbiografi – et erindringsværk – den kender alle forfattere. Jeg kan allerede mærke det krible i fingerspidsene bare ved tanken. Ja. Jamen, det må jeg også gøre! For det er spændende at rejse baglæns. At gense det tabte. For “evigt ejes kun det tabte,” siger man, og det er sikkert sandt, og hvorfor så ikke dele det evigt ejede med andre?  

Og desuden: det føles mere som en rigtig ejendom, når det ikke er mere tabt, end at man kan finde tilbage til det og tage det frem og betragte det længe nok til, at man kan få øje på sig selv som det lille barn, den store pige, den unge kvinde, det voksne menneske, man var engang og den gamle kone, som man endte med at blive.

Hale alt det frem, der ligger og larmer i bagagen. Måske endda få noget af det mest urolige til at falde til ro. En slags terapi ligefrem.

Åh ja, det er SÅ fristende.

Men jeg skal vist nok ikke gøre det.

Det er jo rigtigt, at der ligger et helt liv på lur derinde i mine private erfaringståger, og måske ejer jeg lygterne til at se det.

Jeg kan høre dæmonen brøle: TÆND LYSET!! SE! SE! SE!

Men jeg skal vist nok holde det for mig selv.

”Rør ikke ved hovedstolen!” De ord skulle efter sigende stamme fra Per Højholt. Og han mente vel, at det ville der komme dårlig litteratur ud af. Sådan har jeg i al fald hørt dem blive tolket.  Og det har han jo slet ikke ret i. Der er kommet fornem litteratur ud af de hoveder og kradset ned af de penne, der turde færdes frit i fortiden og uforfærdet fræse løs på den (det var en grim sætning, men vi lader den stå).

Som sagt: det vrimler med forfattere, der filer løs på fortiden – deres egen især – og skriver glimrende værker på den konto. Jeg nævner i flæng: Suzanne Brøgger, Knud Romer, Karl Ove Knausgaard, Erling Jepsen, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Leonora Christina Skov og nu for ganske nylig Katrine Marie Guldager.

Men stadigvæk: jeg skal vist nok ikke gøre det.

De fleste kalder det autofiktion, og det er da også en underlig blanding af digt og virkelighed. Og fælles er, at de har noget i klemme i den fortid, de skriver om. Noget, der gør ondt. Så ondt, at det har været smerteligt at skrive om det, og det kan man godt forstå, når man læser de bøger, der kom ud af processen.

Og efter udgivelsen har det kostet dyrt på venne- og familiefronten. Dem, som pennen har spiddet, har svaret igen med vrede, og undertiden er de gået så vidt som til at anlægge sag mod forfatteren.  

Måske var det det, Højholt mente?

Men det er ikke derfor, at jeg ikke vil skrive mine erindringer. Dem, jeg kunne ramme, er jo døde. Jeg skal uddybe senere.

Jeg læste Katrine Marie Guldagers bog: ”det samme og noget helt andet” færdig i går, og den er så frisk i erindringen, at jeg vil tage udgangspunkt i den. Desuden er den typisk for genren. Det er den samme trang til at finde fortidens smertepunkter og klemme til.

Det ville jeg også gøre, hvis jeg skulle skrive mine erindringer. Måske er det derfor, jeg lader være.

Men Guldager og alle de mange andre lod ikke være. Så de er selv ude om det. Og så er der blot det at føje til, og det er en vigtig tilføjelse: de skabte noget smukt ved ikke at lade være. De skabte den onde fortid om til kunst. Og det er det eneste, en kunstner ikke kan lade være med: at skabe.

En stor forfatter må skrive. Det må en lille også.

Men somme tider skal hun lade være.      

Guldager begynder sin bog med at udtrykke den tøven, som enhver forfatter må have for dette projekt: at give fortiden stemme. Her et citat fra første kapitel i bogen:

Hele sommeren havde jeg tænkt: Og hvad nu, hvis bogen virkelig bliver færdig, hvilket forlag vil du så give denne bog til? Hvilken person vil du betro denne bog? Til hvem vil du forære dit hjerte?”

Lidt længere nede har hun en snak med sin mand om dilemmaet. (Citat side 8):

  • Desuden tror jeg ikke, jeg kan, sagde jeg – ikke uden at mit liv går i stykker.
  • Jeg forklarede, at skriften har det med at slå tilbage på uforudsigelige måder, at det ikke er gratis at skrive.
  • – Jeg tror ikke, jeg kan, gentog jeg. – Det bliver den sværeste bog, jeg nogensinde har skrevet. (citat slut)

Katrine Marie Guldagers bog har fået fine anmeldelser. Og man kan læse dem, hvis man vil vide mere om bogen. Eller endnu bedre: man kan læse bogen. Den er lang, men ikke tung. Den er god, men ikke så god som hendes 100 % fiktive romaner. Den her er efter hendes eget udsagn 50% fiktion og 50% virkelighed. Det har den ikke vundet ved. Og desuden, de 50% virkelighed kan også sagtens være fiktion. Er jo fiktion fra det øjeblik, de fæstnes på papiret eller på skærmen. Og bliver til bog. Eller film. Eller teater. Et skuepil er fiktion. En bog er fiktion. Et foto er fiktion. Alle vore efterligninger af livet er fiktion. Det er noget, vi opfinder. Derfor behøver vi heller ikke finde ud af hvilken af de to halvdele, der er sandhed og hvilken der er løgn. De er begge sande, og de er begge løgn.

Det hele er noget, en digter digter. Sådan er det.

Det er det samme og noget helt andet.

God fornøjelse.

Jeg skriver ikke mine erindringer.

Og hvis jeg gør, så vil jeg være ærlig og udlade det, der smerter mest – og ikke lægge skjul på, at der er lagt låg på – og jeg vil skrive det, der ellers rinder mig i hu og som er tåleligt at fiske frem af det mørke, vi efterlader os.

Helle for Helle

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg troede engang, at når jeg havde Dostojevskij og Helle Helle stående øverst på listen over mine favoritforfattere, så var det, fordi den første satte gang i tankerne og fik mig til at reflektere over de evige eksistensspørgsmål: Hvem er vi? hvorfor er vi her? hvor skal vi hen? + alt det andet stof om livet og døden, der aktiveres og sættes i brand, når man læser den gamle russer, og fordi den anden satte sig i kroppen og pirrede sanserne med nydelse, som når man nipper til en gourmetret eller langsomt gufler en isvaffel i sig.

Men det er ikke derfor. Mange, ja, de fleste af Dostojevskijs bøger tager os jo med ind i en sanseverden, der er lige så mættet og jordnær som Helle Helles, jeg nævner de to, der først falder mig i pennen: Det døde Hus og De Sårede og de Ydmygede. Her møder vi ”almindelige” mennesker af kød og blod, og vi fanges af dem, fordi vi kender dem (fra os selv). Og hos Helle er det jo ikke blot fuglefløjt og flødebolle-kræs alt sammen. Det er det også, men i så raffineret form, at det trods det helt hverdagsagtige og jordbundne i teksten, hæver den til fornem litteratur. Og vi fanges af personerne, fordi vi kender dem (fra os selv).

Blev netop nu færdig med at læse (sluge) seneste skud (BOB) på det fine forfattertræ, der ikke imponerer ved sit omfang, ikke forgrener sig til det helt store, men vokser så stille som selve teksten, der bestemt heller ikke råber højt på noget tidspunkt.

Det skal jeg prøve at uddybe i det følgende

Hvis man skulle genfortælle Helle Helles bøger, så ville man komme på en umulig opgave. For der er ikke noget at fortælle. Eller sagt på en anden måde: teksten er sin egen fortælling. Den virker så enkel, og så er den alligevel så kompleks. Er i sig selv et paradoks. For den ånder af liv, og samtidig lider den af åndenød, eller personerne gør, og man sidder som læser og suges ind i fortællingens univers, fordi man ikke kan andet, og så får man samtidig en ubændig lyst til at yde førstehjælp.

Personerne er så hjælpeløse. Mund til mund- metoden dur bare ikke. De er låst fast i deres hjælpeløshed, fanget i et net, som det er umuligt at vikle dem fri ud af.  Og hvis man gjorde det? De ville hade en, for de vil jo være der, i nettet. De hører til der. Og vi skal lade dem være. De er ikke selvpinere. De har et liv. Og Helle Helle giver dem SÅ meget liv i sproget.

Nu er det jo fiktive personer. Vi læsere har ikke noget at gøre i en roman andet end at læse. Vores rolle er begrænset – vi kan græde og le med personerne – vi kan ikke ændre dem. Men det er så alligevel det, man får lyst til med Helles personer.

Hvorfor handler de ikke? Jamen det gør de også. De køber ind, de laver mad, de mødes og skilles, de laver mere mad, meget mad, de spiser og de sover og går på arbejde. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Men skal de det? i ”hvis det er” farer personerne virkelig vild. I Rold Skov. Jeg vil citere lidt fra et kapitel (19) hvor de to personer er faret vild og bliver nødt til at overnatte i en shelter. Jeg tror, dette eksempel vil forklare lidt af fortryllelsen. Måske.

(side 53 – kapitel 19) : ”Vi kommer på plads op ad bagvæggen. Hun gnider sine arme hårdt under tæppet, fortsætter derefter med benene. Vi rykker tættere sammen, sidder med langsiderne op ad hinanden. Hun udsender en pudret lugt, støvet rose eller melon. Jeg forestiller mig, at hun også sidder med armene krydset foran brystet nu, hænderne i armhulerne og benene tæt samlet. Måske har hun også sine fødder over kors. Min vabel generer ikke synderligt nu, bortset fra en klistret fornemmelse i sokken. Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget. Hun sukker dybt.

Er du træt, siger jeg.

Det tror jeg nok.

Se, om du kan sove lidt.

Jeg prøver, men det er svært.

Regnlyden er meget søvndyssende. Det giver nogle ryk i hende, hun retter sig hver gang op. Men endelig falder hun i søvn, med hovedet på min skulder. Det er hendes hår, der lugter pudret, måske er det faktisk fersken. Hun har nogle lange udåndinger.

Vi sidder længe sådan. Det er en virkelig ensartet regn, der er ingen udsving i trommeriet på shelterens tag og i skovbunden. Vinden må være konstant, skydækket tæt. Hele ugen har det holdt tørvejr, vejret har været så strålende. Den sene eftermiddagssol stod lige ind i hytten, værelset var stadig lunt, når jeg trak mig tilbage. Jeg lagde mig oven på dynen og lod dagen løbe gennem hovedet til lyden af raflebægre. Min pose bananbolcher med lakrids kunne have gjort en forskel nu, under disse omstændigheder. Jeg trækker forsigtigt det øverste tæppe op omkring os med min frie hånd, men venstre skulder er let følelsesløs.

Måske falder jeg også i søvn. I hver fald giver det et lille sæt i mig, da hun løfter sit hoved. Hun gnider sig i ansigtet, taler ud gennem hænderne:

Det regner stadigvæk.

Ja.

Åh, jeg sov.

Hun gaber voldsomt, tæppet hæver og sænker sig.

Jeg drømte, jeg lavede te. Jeg er ellers ikke tedrikker.

Det er jeg heller ikke.

Jeg synes ikke, te smager af noget. Det er mærkeligt, folk er så vilde med det.

Man skal nok lære det.

Sikkert.

Hendes hænder er tilbage under tæppet, hvislende nylon.

Men lige nu ville det være fint med en kop varm hvad som helst, siger hun

Ja, med sukker i.

Og en lille kiks. Jer.

Ja, mon ikke. Hjøm, siger jeg med en kort fremmed latter, som jeg kommer til at gentage, og så griner hun også lidt:

Griner du af mig? I morgen sidder du selv med en kiks. I Hundige.

Gid det var så vel.

Tror du ikke, vi finder ud? siger hun bestyrtet og vender sig, en luftbølge udgår fra tæppet.

Jo, jo. Det er bare, fordi jeg ikke bor i Hundige for tiden.

Hvorfor ikke?

De er ved at brække gulvene op, der har været vandskade.

Nåeh.

Så jeg bor midlertidigt på hotel. På Amager. I nærheden af mit arbejde.

Var det skybrud?

Næ. Opvaskemaskinen. Der har åbenbart været noget i vejen med afløbet et stykke tid. Krybekælderen stod under vand.

Opvaskevand? Havde du slet ikke mærket noget?

Underligt nok ikke. Jo, der lugtede godt nok en lille smule ved køkkenvasken.

Det kan der jo sagtens gøre, uden at det betyder noget.

Ja, netop.

Det var synd, siger hun lidt efter med stor alvor, hun lægger sin hånd eller bagsiden af den på min underarm.

Så skal du ikke engang hjem-hjem.

Måske i næste uge, hvis det går efter planen, nu må vi se, siger jeg med luft i stemmen, smittet af hendes alvor, den rørende håndryg. (citat slut)    

Som man ser, er det ikke eksistensproblemer eller relativitetsteoretiske emner, der diskuteres. Det er så almindeligt, og alligevel emmer det af liv.

NB: Det er ingen stavefejl, at der står JER efter kiks. Pigen siger ikke JA – hun siger JER. Det kender vi godt, ikke. At de unge udtaler “ja” som “jer.”