Som jeg husker: Dengang i 60’erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dengang i 60’erne

40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne – 00’erne- 10’erne – 20’erne

Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.

60’erne tør jeg skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de år. Og hvor fortrydelsen lå nær. 

Jeg blev i de år uventet svag. Men holdt fast alligevel. Gudskelov holdt jeg fast.

Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.

På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de grå 50’ere, tværtimod, men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting.

Nej, det er heller ikke sandt.

Men det er den følelse, jeg får, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev meget bleg og tynd og svag. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Der er jeg ikke endnu. Og måske springer jeg lige det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom. Og det er måske det bedste. Sådan har jeg tænkt.

40’erne elsker jeg at huske på. De bedste år i mit liv. Fulde af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også her, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne havde et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”

Et par billeder:

På det første er jeg på vej væk. Væk fra 50’erne og væk fra far og mor. Begge dele var smertelige. Det udtrykker billedet klart nok. Jeg ligner en, der er på vej til skafottet. Men jeg er på vej til Th. Langs Kostskole. Det andet billede er fra sommeren efter. Min første sommer i det nye årti – i mig nye liv. Og jeg havde fået nyt liv. Min bror Anders og jeg kørte Danmark rundt på scooter.

I den nærmeste tid vil jeg nærme mig 60’erne: langsomt … lidt tøvende … hvordan var det, det var dengang?

Som jeg husker. Dengang i 70’erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi blev gift midt i ungdomsoprøret. Og nej, vi var ikke oprørere. Det var der ikke tid til. Eller tid?. Egentlig havde begrebet tid slet ingen mening dengang. Og det er jo sært, når man prøver at rekonstruere 1970’erne – vor ungdomstid .

Vi læste meget. Jeg læste hele tiden.

Det er ingen bedrift at læse.

For nogen er det en last.

For mig er det et must.

Jeg tænker somme tider tilbage på dengang, jeg læste litteratur på universitetet og samtidig med det underviste håbefulde randrusianske piger og drenge i fransk. Delingsartiklen og verbers bøjning og andre finurligheder, som de skulle have ind i deres stakkels hoveder. Og mine tanker, der flagrede fra dem til mine børn, der var så små og sarte, og til de mange bøger, som jeg skulle læse og analysere om lidt – i aften i nat. En ny bog hver uge, sommetider var det en om dagen, for nu at overdrive en smule. Og også dengang havde døgnet kun 24 timer.

Samtidig var det en tid, hvor alt svævede i den klare luft og alt syntes muligt, og mellem blevask og madlavning og gulvvask og sure sokker og fransk grammatik og universitetsopgaver og 1000 andre gøremål, var der alligevel tid til at ånde dybt ind og føle sig i live. Så meget i live.

Hvad var det, der bar oppe, selv om tyngden af opgaver var så massiv og så helt uflyttelig. Jeg tror, det var, fordi verden åbnede sig og tog imod. Og gav så meget igen.

Et digt. En fugl. En bølge. En himmel. En mand. Et barn. Et kys. Et smil. Og den varme, der var. Og skønheden.

Ja, nu ser jeg det jo på lang afstand og måske husker jeg forkert. Men det gør ingenting. Det er fint sådan.

Mine 70’erbørn: Hans og Mette

Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min seneste bog. Er det virkelig min sidste bog?

Jeg læste et interview med Hans Edvard Nørgaard-Nielsen for et par år siden. Han har skrevet mange bøger – og er en dygtig forfatter. Langt bedre til at skrive end de fleste. Og nu var han altså syg og træt, og jeg husker den her sætning, som jeg her citerer efter hukommelsen: “hvis jeg ikke skriver, så er jeg ingenting.”

Jeg tænkte dengang, at sådan ville jeg aldrig sige. Og det var helt sikkert heller ikke sandt for ham dengang. Han var så meget andet. Også dengang. Men følelsen var sand. Og nu forstår jeg alligevel lidt mere, hvad han mente.

At skrive er for en forfatter SÅ meget det, man er = en der skriver.

Lige nu er Peter Øvig Knudsens seneste (bestemt ikke sidste) bog udkommet, og den hedder: “Jeg er det, jeg husker.” Heller ikke den sætning er sand. For vi er alle sammen meget mere end det, vi husker. Men følelsen er sand.

Det tror jeg. Kan mærke på Ole, at han føler, at han mister så meget ved at miste hukommelsen. Men jeg kan ikke tro, at han er det, han husker. Han er SÅ meget mere end det.

Vores identitet er et flydende begreb. Vi er en ting i dag og en anden i morgen og helt andre ting om 14 dage og en hel anden om ti år. Men kernen er den samme. Og for resten: vi er aldrig en “ting” – og vi kan aldrig blive “ingenting.”

Vist er det efterår. Vi går mod vinteren. Men se engang haven nu! som den sender sit flammehjul lige i øjet på os. Grundtvig synger så trist om efteråret: “Nu falmer skoven …” Men ingenting falmer om efteråret. Og også vinteren giver plads for liv. Jeg så til mine rhododendronplanter i dag – de står med store grønne knopper. Hvor er de dristige! Det skal vi også være! Vær lidt modig, min ven! spring ud!

Som jeg husker søster Hanne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det næste indlæg vil være om min søster Hanne. Da jeg var lille, fyldte hun hjemmet med liv og musik. Det er det, jeg husker, når jeg tænker på Hanne fra min barndom, og jeg må somme tider virkelig undre mig over, at hun var som en fjern planet i min verden. Men det var hun. Og lige så uopnåelig.

Når det virker så underligt, er det, fordi aldersforskellen trods alt ikke var så stor – da jeg var otte år, var hun fjorten. Men hun var allerede langt væk i en vilter teenageverden længe før det begreb blev opfundet. Og der havde små børn ingen adgang.

Da hun var fjorten ville hun være atten. Mindst. Og hun fyldte sin verden med sjove drenge og piger, der havde det ligesom hun. Og altså ikke hurtigt nok kunne blive voksne. For hun så voksenverdnen som en fest. Hvor i alverden hun så havde de forestillinger fra? For vores virkelighed i en lille indremissionsk fiskerby var ikke fest og ballade. Jeg husker endnu, hvordan Thomsens Tivoli blev bedt om straks at pakke sammen og forføje sig, da de forsøgte sig med musik og dans.

Men Hanne gav pokker i det og dansede glædestrålende ind i ungdommen omgivet af en flok af unge mennesker, som hun fandt alle andre steder end i Strandby. Eller? Jeg mødte for nogle år siden en dansk/argentiner, som en kort tid boede i Strandby, og han fortalte mig om, hvor glad han havde været for at være med i Hannes kreds. En kreds af unge, som elskede musik. Og som dansede i vores stuer. Selvfølgelig, når far og mor var ude. Og bedstemor, som boede ovenpå gjorde sig åbenbart døv.

Når jeg skriver om Hanne nu, skyldes det, at jeg forleden modtog et brev fra en af veninderne fra den tid. Bodil Rasmussen hed hun dengang. Det blev jeg meget glad for, og det fik minderne fra dengang til at pible frem – hun sendte også et billede fra Lochersvej i Skagen, hvor hun og Hanne åbenbart besøgte min onkel Lars og faster Magda. Det har jeg aldrig vidst. Herunder et billede fra haven i Skagen. Men jeg kan ved at se billedet også høre min søster sig: “Pyt da med det!”

Og et billede fra haven i Strandby. Hanne og veninden Merethe.

Jeg citerer her en passage af Bodils brev:

“Dit hjem var fyldt af smil – Du må ofte være faldet i søvn til Egons klaverspil: Chopin – Liszt …Han var en virtuos på klaveret.”

Jeg husker ikke den klassiske musik. Jeg husker jazz-musikken – og sangen – og andre “vilde” ting, som Egon spillede, “øl i klaveret” f.eks.. Egon var en strandbydreng. Han var en meget musikalsk , havde store evner, som nok forblev uforløste – sådan husker jeg det i al fald. En anden af “vennerne” var Tage Mortensen – han blev senere dirigent for “Pigekoret”.

Som jeg husker. Fantasibarnet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogindlæg, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt (for mig) at give minderne om dengang for længe længe siden et sprog.

Et af mine første erindringer har (måske ikke så mærkeligt) en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Fetishagtigt og ikke spor kristeligt. Når det alligevel ikke er mærkeligt, så er det fordi, min åndelige opdragelse dengang var lagt i hænderne på Bedstemor, som boede hos os, og som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første, jeg husker læst op, var små beretninger fra Afrika. De stod i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som jeg husker selv om den står i et lidt tåget skær.

Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt trænger ind i næseborene. Jeg nyser og nyser – og holder krampagtigt fast i gud.

Jeg er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.  

Vi to, tænker jeg måske.

Jeg har klædt ham på med en enkelt lang, spraglet klud, en las er det vel nærmest, som jeg har viklet flere gange om hans tynde krop. Jeg ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

For lidt siden krøb jeg sammen i vejsiden. Jeg rystede ligesom hele verden, mens den store tromle buldrede forbi og trykkede den rygende asfalt flad.

Bagefter plantede jeg ham i den sorte stinkende flade og foldede hænderne..

Jeg retter mig op. Ser på den lille skikkelse, der står ensom i røgen. Låst fast. Midt i Tornebusken.

Jeg knæler ned og bøjer mig ind over ham, så holder jeg med hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil han begynde at duve i mine hænder.

Måske græder jeg for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Min gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos mig.”

Jeg har aldrig udgivet mine digte. Det er der en grund til. De er ikke særlig gode, og middelmådige digte har det bedst i skuffen. Men jeg har altid skrevet altid, og nu fandt jeg en stak digte frem, som jeg skrev som ganske ung. For jeg vidste, at der var et iblandt mine ungdomsdigte, som handlede om det, jeg har forsøgt at huske herover. Jeg skriver digtet her. Det er dateret 1964 og lyder:

“som barn/ bandt jeg klude/ af gloende rødt/ om fine kviste fra piletræer/ et sted glødede asfalten/ i solens brand/ her knælede jeg/ og med alvor og andagt/ fæstnede jeg/ de røde laser/ i den sorte asfalt/ så sad jeg stille/ og sugede saften/ og den ildrøde farve/ ind i mit blod/ til jeg følte mig hel …”

Jeg har ingen fotos af den pige, der var så mærkelig og som gik så sære, ensomme veje. Det nærmeste er et billede, hvor jeg knuger, ikke en gud, men en dukke ind til mig. Og der er jeg syv år. For dukken fik jeg til min fødselsdag, da jeg blev syv år, og jeg døbte den Ole. Min Dukke Ole fyldte sikkert mere i mit barneliv end de sære gudsfantasier. Jeg var også en helt almindelig pige. Og vist legede jeg med dukker. Og vist hed min favorit Ole.

Som jeg husker – Sovjet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De fleste forfattere skriver, fordi de ikke kan lade være, og ved at sætte ordaftryk i verden, sætter de aftryk i sjælen, i bevidstheden, i psyken, i sanserne, i hovedet og i kroppen på alle vi andre, så vi får lettere eller sværere ved at trække vejret og blive ved med at være rigtige mennesker af kød og blod og følelser.

Ja, somme tider løfter en forfatters magtfulde ord en ud af fortvivlelsen, og man genfinder glæden ved at være i live. Og somme tider kaster en forfatters magtfulde ord en ud i fortvivlelsen, og man får svært ved at genfinde glæden. Tør næsten heller ikke.

Sådan har jeg haft det i nogle dage nu. Og det er jo min egen skyld. Men det begyndte uskyldigt nok. Vi har stadigvæk gammeldags flow-TV her i huset – og så ser vi det, vi kan lide at se på DR1 og DR2 efterhånden, som det popper op. Og i nogen tid har vi fulgt en udsendelse om Stalins udryddelseslejre i en ikke så fjern fortid.

Det er en engelsk udsendelse, og den bygger på et utal af dokumenter i form af interviews med overlevende ofre og bevarede film fra lejrene. Det er selvfølgelig rædselsfuldt ud over enhver beskrivelse, og vi kunne jo bare slukke. Men det kunne vi så ikke. Og værre endnu: jeg fandt mine Solsjenitsyn-bøger frem forleden – har alle de oversatte af hans bøger. Gulag Øhavet (der er 5 bind) har delt skæbne med SAXO Grammaticus – nogle bøger, jeg skulle læse engang.

Jeg er ingen habil svømmer, det har jeg aldrig været, men nu har jeg kastet mig hovedkulds ud i det bundløse hav, Solsjenitsyn beskriver. Og det gør han jo så ikke alligevel, selv om han skriver bog efter bog. For det kan ikke beskrives. Det ved han godt. Men han skriver. Og man kan høre hans gråd imens, og man kan mærke, hvordan pennen skærpes af ironi og vrede, mens han skriver, og man kan mærke, hvordan han kuer sin vrede og tvinger sig til at fortælle nøgternt og koldt om det hæsligste af alt: ondskaben, når den slippes fri.

Første bind af GULAG ØHAVET

Hele den lange serie handler om terror og frygt som en del af ALLE menneskers hverdag i Stalintidens Sovjetunion. Man kunne blive arresteret for INGENTING. Jeg vil citere en passage her, som jo nok er grinagtig, men på en frygtelig måde. Det handler om en partikonference: (Citat side 89, Bind 1)

“Alle rejser sig naturligvis (ligesom også alle under konferencens forløb er sprunget op, hver gang hans (Stalins) navn er blevet nævnt). I den lille mødesal lyder “bragende klapsalver, som går over i ovationer”. Tre, fire, fem minutter har de bragende klapsalver nu lydt, stadig på vej over i ovationerne. Men nu begynder det at gøre ondt i hænderne. Det begynder at snurre i de løftede arme. De ældre er ved at miste pusten. Det er ved at blive pinligt, selv for dem som oprigtigt beundrer Stalin. Men hvem vover først at holde op? Distriktssekretæren, som står oppe på podiet, og som lige har læst erklæringen højt, kunne have gjort det. Men han er jo ny -, erstatter den indsatte, han er selv bange! Her i salen står jo også folk fra NKVD og klapper, de holder øje med, hvem der først holder op med klapperiet! … Og klapsalverne i denne ukendte lille sal fortsætter uden at føreren ved af det – 6 minutter – 7 minutter – 8 minutter! … De er døden nær. De er fortabte! De kan ikke længere standse, før de falder om med bristet hjerte! … Direktøren for den lokale papirfabrik, en utålelig stærk mand står i præsidiet og klapper – fuldt ud klar over det forløjede i situationen og umuligheden af at slippe ud af den – 9 minutter – 10 minutter! Han ser fortvivlet over på distriktssekretæren, men denne tør ikke holde inde. … distriktets ledende mænd vil blive ved med at klappe, indtil de falder om og bliver båret ud! Selv da vil de tilbageværende ikke Vakle! I det 11. minut påtager direktøren for papirfabrikken sig en forretningsmæssig mine og sætter sig på sin plads i præsidiet.”

Episoden ender med, at fabriksdirektøren bliver arresteret. Da han beder om en forklaring, svarer forhørslederen ham “Hold aldrig op med at klappe!”

Og så er der dem, der tror, at Satan har udspillet sin rolle! At vi er blevet civiliserede mennesker, der for længst har kastet overtroen overbords! At vi ikke mere har behov for at sige de her ord igen og igen og mene dem: ”VI FORSAGER DJÆVLEN OG ALLE HANS GERNINGER.!”

Og jeg tænker på min egen ungdom. Dengang jeg selv fjollede rundt som en anden komsomoltøs og troede, at jeg var kommunist. Jeg er jo for pokker vokset op i et pietistisk miljø, hvor man blev opdraget til ”et renfærdigt” liv. Og ville leve det. Ville være ren. (Camus: ”Les mains sales” – falder mig i pennen nu) – Det problematiske ved at ville leve med rene hænder – og så alligevel … netop derfor ende med ”les mains sales” (=snavs på hænderne).

Jeg tænker på min egen ungdom. Jeg tænker på den lethed, hvormed man gik fra en frelst gruppe til en anden. Nu var det bare ikke Gud, man ville tjene, men Mennesket.

Jeg gider ikke skrive om, hvad der skete i mit hoved, efterhånden som årene kløvede tankerne og viste mig, at ingenting er så let at begribe, som den unge tror. At verden er et filternet, og at vi fanges deri gang på gang. Og holdes fast. Jeg vil ikke skrive om kampene for at vriste mig fri af fangarmene, der fik fat og holdt så knugende om det, der var mig. Jeg gider ikke skrive om den omvæltning, det var at blive rigtig voksen. At finde andre veje. Måske endda at finde hjem.

Det ville blive ulideligt at læse og alt for meget ligne en kliche. Hvad det jo ikke var. Eller er.

Men jeg vil fortælle lidt om det, jeg så, da jeg selv som ganske ung og næsten overbevist socialist besøgte Sovjetunionen.

I Sovjet var man ikke i tvivl: kunsten skulle vise fremskridt og fremdrift og optimisme

Næsten socialist? Nej, vist ikke. Og da vi besøgte Sovjet var det med en sund skepticisme i bagagen. Selv om jeg ikke dengang havde hørt om Stalins koncentrationslejre. Kun om Hitlers.

Men en overgang var jeg kommunist. Af hjertet. Da var jeg 13 år. Vores skole skulle ”spille” et ”folketingsvalg” med valgtaler og debatter og afstemning osv. Vi skulle vælge en leder fra hvert parti, og jeg blev valgt til at repræsentere kommunisterne – det var jeg med på og gik med en 13årigs krumme hals i gang med at blive klogere på det der med socialisme. Vi hørte alle folketingsdebatter derhjemme i radioen, så retorikken kendte jeg. Vore forældre interesserede sig for politik – det havde de altid gjort i fars familie, og de havde også altid været venstrefolk. Var jo bønder. Men far skilte sig ud: var konservativ hele sit liv – han var konservativ amtsrådskandidat det år, jeg blev valgt til at repræsentere kommunisterne.

Så kom jeg i opposition til min far. Det var jeg lidt beklemt ved, men også lidt stolt. Og han var vist også, for jeg husker, at han sagde: ”Du ender i Folketinget,” da jeg nogen tid efter blev konfirmeret.  

Suezkrisen var på sit højeste dengang. På den ene side stod Israel, Frankrig og England og på den anden side Ægypten og palæstinenserne. Jeg plæderede for Ægyptens ret til selvbestemmelse og skumlede om kap med Aksel Larsen imod de imperialistiske landes indblanding.

Ja ja … men da var jeg 13 år. Jeg kan ikke huske, om jeg fik nogen stemmer. Det gjorde jeg nok ikke.

Da jeg blev russiskstuderende 7 år senere, var det ikke for at læse Lenin, men Dostojevskij, for nu stod jeg på række med eksistentialisterne – og havde forladt min 13årige barnetro.

Min kommende mand foran et hus i Leningrad – tæt på Dostojevskij-museet
Det var stadig Lenin her og der og alle vegne
Men der var også de små børn

Jeg læste russisk på Århus universitet, men rejsen var for seminarieelever – vordende lærere, og jeg var kun med, fordi der var manglende tilslutning – det var en dyr rejse. Så kom jeg med. Kunne praktisere mine sprogkundskaber – finde Dostojevskijlitteratur – besøge hans museum.

Vi mødte glade veltilpassede børn i dagtimerne – som på billedet – og utilpassede børn om natten – sortbørshandlere (det var også børn) – vi så stålgebisser gnistrer i mundene, men vi så også systemkritikere. I al fald en. Ham mødte vi en sen nat i Leningrad, og vi mødtes med ham andre aftner og nætter i træk (sov vi nogensinde i Leningrad?)

Han hed Rolf, og nu er det sikkert ufarligt at lægge ham på bloggen, men dengang ville det have været at lægge hans hoved på blokken. I bogstaveligste forstand. Og selv nu holder vi hans hoved udenfor den her fremvisning. Stalinprocesserne er ovre, det var de også i 1964, Gulagøhavet tørret ind, men repressalier for upatriotisk virksomhed levede i bedste velgående. Det gør de jo stadig? .Vi mødtes i stor hemmelighed. Rolf tog os med til sine venner, og på den måde fik vi et andet indblik i landet end det, vi i flok fik lov til med vor daglige og meget nidkære “tolk”, som kun slap os et øjeblik – når det f.eks. lykkedes os (mig og min nye ven Ole, som jeg forførte til at være rebelsk mod styret) – at stikke af. Det gjorde vi et par gange. Men ikke uden, at det fik følger. Herom senere.

Det vil føre for vidt at fortælle om alt det, Rolf viste os – alt det, vi så og ikke måtte se. Men en bestemt aften vil jeg kort fortælle om. Han tog os med til et ægtepar, unge som os, han ingeniør, hun gartner – de havde et barn i en vugge, som var hængt op i snore under loftet. (var der rotter?) De boede i et rum i en etageejendom med mange “lejligheder” på hver sal. I midten et fælles køkken. Vi måtte ikke tale, mens vi gik op. Det var forbudt at medbringe udlændinge. Vi forsøgte at se russiske ud – jeg sagde lidt på russisk, og Rolf skubbede til mig og hvæsede, at jeg skulle holde mund. Der var en del mennesker i køkkenet. Inde i “lejligheden” slog vi os løs og snakkede og snakkede, og nu blev de rigtig russere – vældig nationale endda – stolte – og jeg husker, at Rolf sprang op på sengen, slog ud med armene og læste et digt af Jevtusjenko. Digtet kan ses her:

Jevtusjenko var verdensberømt digter – helt ung – og systemkritiker. Det her digt handler om Montmartre og Paris og kærlighed. Et andet digt af Jevtusjenkoham, som Rolf også reciterede hed “Tror du, at Rusland ønsker krig? – det fik jeg desværre ikke fat i. Jeg havde læst Jevtusjenko hjemme i Danmark. “En digters kunst er ingen bøn om nåde.” Fantastisk. Og nu hørte vi ham “live” – det var hele turen værd.

Rejsen til Sovjet fandt sted i 1964, så jeg var voksen. Og så med kritiske øjne på det store land. Og der skete meget på den rejse, som totalt ændrede mit liv. Jeg vil forsøge at huske.

1964 i Moskva. Det 57 år siden, og meget er glemt. Det var i oktober. Det forekommer mig, at vejret var  mildt og tørt både den uge, vi var i Moskva og ugen efter i Leningrad. Og jeg husker de særeste ting. De mange birketræer alle vegne og det rødlige sand på stierne i parkerne. Den røde plads, paladserne, katedralerne med deres guldkupler. Men når jeg prøver at huske moskovitterne, falmer de for øjnene af mig, jeg kan ikke se dem klart. De er blevet sært farveløse i min erindring. Det, jeg ser, er et flow i gadene af mennesker klædt i gråt eller i sort. Dekolorerede. Måske er det, fordi alle mine fotos er sort/hvide – måske er det, fordi fænomenet ”mode” ansås for et dekadent vestligt begreb. Man klædte sig ens. Jeg husker, at omtrent alle damer bar lilla hatte, og i GUM, det store varehus ved Den røde Plads, var virkelig alle de udstillede hatte lilla. Så husker jeg nogle smil, hvor et stålgebis blottedes. Det var ikke smukt. Jeg husker også en gammel kone, som gik og fejede, og jeg stillede mig op og ville fotografere hende, men hun for løs på mig. Rasende. Jeg forstod ikke alle ordene, men hun skammede mig ud, fordi jeg ville fotografere det, som var skamfuldt. Jeg skulle fokusere på guldkuplerne og pionerpaladserne.

Jeg husker vareknapheden. Ikke fordi vi studenter savnede at shoppe. Danmark var langt fra et forbrugersamfund i begyndelsen af 60’erne – vi var lige kommet ud af en knaphedsperiode, og vi havde spinket og sparet for at kunne rejse til Sovjet. Men moskovitterne havde slet ingenting – og det lidt, vi havde med hjemmefra som f.eks. kuglepenne, nylonstrømper og cowboybukser, solgte vi til dem på det sorte marked. Jeg husker snævre porte og ildelugtende baggårde, hvor vi i ly af mørket vekslede vore “vestlige” varer til rubler. Takket være den trafik havde vi råd til at ”gå i byen” hver aften.

Det her er ikke en rejsedagbog set i erindringens uklare lys. Det er ikke som B. S. Ingemanns “Rejselyre” hvor han en menneskealder efter en rejse endelig tør at huske, at han blev forelsket på den rejse. Og ikke i sin forlovede, som sad og flettede fingre hjemme i København.

Men der er to episoder, jeg vil nævne, især fordi jeg allerede har varslet den ene: at vi stak af fra gruppen. Det KUNNE man ikke dengang. Men det gjorde vi. Jeg ville se Dostovejskij-museet. Og tolken virkede forbavset og svarede, da jeg spurgte, om det kunne arrangeres, at der ikke var noget museum for ham. At Dostojevskij var en sovjetfjendtlig forfatter. At han var religiøs. At han ikke blev læst. Så var det vi stak af.

Vi fandt langt om længe en taxachauffør, som godt vidste, hvor Dostojevskij-museet lå, men han ville ikke køre os dertil. Vi bestak ham. Og han kørte os til nabolaget og forklarede os, hvordan vi skulle finde det. Jeg tror, vi var lidt bange. Jeg husker, at husene var anderledes i det her kvarter – det lignede noget fra før revolutionen, blev vi enige om – billedet af Ole ovenfor er taget på vores lille eskapade. Vi fandt museet. Det var i en gammel bygning – det var ikke stort, og det var MEGET forsømt. Alligevel var det en fantastisk oplevelse, det husker jeg, selv om jeg har glemt, hvad der egentlig var udstillet. Jeg skrev i gæstebogen, at museet var en skændsel, at Sovjetunionen på den måde vanærede ikke bare deres største digter, men især sig selv.

Nu har jeg læst på nettet, at Dostojevskij har fået et museum. Officielt. Det er indviet i 1971. Men der var altså et i 1964. Bare ikke kendt af ret mange.

Om aftenen blev vi indkaldt til forhør. Det var højst ejendommeligt. Vi blev spurgt om, hvor vi havde været, hvem vi havde mødt? Om vi havde snakket med nogen borgere? (= kammerater?) og hvorfor? Hvor godt, jeg talte russisk … osv, osv … Vi indrømmede alt. Og jeg tilføjede, at jeg jo faktisk var litteraturstuderende, og at jeg derfor som en del af mit studium var meget interesseret i litterære museer og jo var nødt til selv at finde dem, når jeg ikke fik hjælp af vores guide. Det blev accepteret. Vi blev ikke sendt til Sibirien.

Hmmm … men det troede jeg så, at jeg blev dagen efter. Det blev en af de mærkeligste dage, jeg har oplevet i mit liv. Og det har jo ellers været begivenhedsrigt nok, synes jeg. Men dagen efter fik jeg et udslæt i ansigtet. Jeg tror, at det var nervøsitet. Men guiden så meget streng ud og sagde, at der ville komme en ambulance og hente mig om lidt. Jeg kan ikke huske, om jeg var bange – tror faktisk, at jeg tog det lidt som et ekstra krydderi. Sært nok, for jeg er ikke modig af natur. Det forekommer mig, at min bror, som også var med på rejsen, så mere nervøs ud, end jeg følte mig.

I al fald blev jeg kørt på hospitalet og kom til at sidde ret længe i et venteværelse sammen med Leninitter af alle slags, og på et tidspunkt kom jeg faktisk ind til en læge. Jeg husker, at der var lidt halvsnusket og nedslidt på sygehuset og at lægen var en ikke særlig velsoigneret ældre dame, der så med væmmelse på mine knopper – vi snakkede lidt på russisk – min tolk var ikke med, og jeg kunne forstå så meget af lægens diagnose, at det ikke var noget farligt. Det var ikke kopper, sagde hun flere gange. Og jeg blev da også sendt tilbage til hotellet i god behold.

Jeg vil slutte dette indlæg om Sovjetunionen, som vi fik en duft af hine historiske oktoberdage i 1964. Udsendelsen fra TV om Stalin sluttede med, at Krustjov i 1953 (hvor Stalin døde) afløste den gamle diktator og som noget af det første løslod 1 million Gulag-fanger. Da Krustjov senere viste tegn på at være tilhænger af perestrojka, blev han som nævnt væltet. Det overværede vi.

Og jeg må helt ærligt indrømme, at jeg druknede under læsningen af det værk, der startede dette indlæg. Soltjenitsyns 7 binds værk om Stalins inferno. Ja, jeg gik under – allerede i slutningen af bind 1 af Gulag-Øhavet. Jeg fik stadig ondere drømme og kvælningsfornemmelser, der ikke ville gå over. Det var som at være vidne til uendelige rækker af torturscener Som at se ind i Helvede og ikke kunne gribe ind.

For Satan da også!!!

Og nu er det gamle Rusland så genopstået. Det Rusland, revolutionen knuste i 1917. Zaren hedder Putin. Terroren er tilbage. Mindre synlig vist nok, og den rammer “kun” Putins erklærede modstandere. Tror vi. Men hvad ved vi? Samfundskritikeren og forfatteren Sergej Lebedev har netop udgivet en bog om de ting. Den er endnu ikke udkommet på dansk, men titlen bliver: Debutanten.

Herunder et citat fra Weekendavisen 12. marts 2021. Andrey Kazankov er intervieweren:

Det er næsten 30 år siden, Sovjetunionen faldt fra hinanden, og Rusland blev en uafhængig stat. Og på disse 30 år har vi spildt så meget blod, som der ikke har flydt på vores jord siden Stalin-tiden….. Vi vil gerne tale om magthavernes korruption og deres store paladser. Men vi ønsker ikke at vende tilbage til spørgsmålet om ansvaret for forbrydelserne i de to russisk-tjetenske krige, selvom disse forbrydelser er veldokumenterede. Som jeg ser det, er det helt store problem ikke, at Vladimir Putin har klistrede hænder på grund af penge, men at han har klistrede hænder på grund af det blod, der er blevet spildt i Tjetjenien, Georgien og Ukraine.”

Som jeg husker – oh frihed

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Inden jeg stævnede ud fra lille Strandby, i første omgang til Th.Langs Kostskole i Silkeborg, var jeg spejderleder. Og en af mine sidste bedrifter bestod i at ledsage en flok piger til Als. Her boede vi hos Mads Clausen, som netop på den tid, det var sidst i 50’erne, lagde grunden til Danfoss. Og vi piger blev inviteret hjem til Clausens en aften, hvor vi bl.a. mødte en lille amerikansk feriedreng, som af en eller anden grund langede ud efter mine piger, så jeg måtte gribe ind. Og knægten råbte: ”This is a free country! I can do what I want!” Nej, det kan du ikke, sagde jeg, og begyndte på et opdragende foredrag om frihed og anstændig opførsel.

Frihed. Ja, det er jo ikke, at man kan gøre, hvad man vil.

I hele min levetid har jeg betragtet friheden som en selvfølge. I al fald har jeg altid set min egen frihed som en selvfølge. Det var mig selv, der valgte min vej i livet. Og jeg mødte ikke modstand fra dem, der havde autoritet og midler til at give mig den. Set i bakspejlet og på en afstand af 60 år, forekommer det mig, at de kære forældre burde have bremset mig, f.eks. da jeg lige efter studentereksamen rejste til Paris som au-pair pige og ikke blev i pladsen, men slog mig ned i byen og forelskede mig i en ung militant kommunist.

Jeg havde virkelig min frihed, og da jeg tog ham med hjem, opførte mine forældre sig høfligt over for ham, selv om de kunne se alle advarselslygterne blinke, og det var mig selv, der slog op med fyren, som helt sikkert ville have tvunget mig ind i en virkelighed, hvor jeg ikke havde kunnet ånde frit. For sådan var det i hans verden. Kvinder mødte op 1. maj og demonstrerede sammen med mændene, men ellers nøjedes de med at demonstrere kogekunst. Til ære for mændene. Og så vil jeg lige tilføje, at man i al fald dengang spiste fantastisk god mad i den franske arbejderklasse. Michels mor lavede gourmetmad hver dag. Hvilken fiasko jeg ville være blevet der!    

Men havde mine forældre forsøgt at sætte en stopper for mig dengang og andre gange, når jeg valgte tåbeligt, så ville jeg helt sikkert have forsvaret min ret til frihed og måske være gået planken ud og havde i dag siddet som en forslidt og mislykket husmor i en forstad til Paris.

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?

Tipoldemor Christiane

Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.

Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.

Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.

Med plads til hundrede køer.

Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?

Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)

”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”

Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.

Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.

I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:

”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”

Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.

Erindringer 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvorfor jeg vil skrive erindringer.

De seneste år har jeg leget med tanken om at skrive mine erindringer, og læsere af min blog vil vide, at jeg faktisk har griflet lidt i den retning. Men … hver gang tanken har meldt sig, har jeg fejet den af bordet, mest af skræk for, at den ville komme til at spejle min egen forfængelighed.

 Jeg er jo en slags Kingofan, det ved I nok,  og jeg ved derfor bedre end de fleste, at alt det, vi soler os i, i bund og grund er ”forfængelighed” – ”Hvad est du når man dig ved Solen har set Forfængelighed.” Sådan synger vi med den gamle digter. Men selv skrev han jo fanden et øre af, og hans mange skrifter om synd og ondskab og Guds Nåde kendte han fra sit eget hjerte.

Forfængelighed.

Thomas kingo.jpg

Jo, han var sig bevidst, hvem SYNDEREN var = ham selv. Og det skrev han om.

 Nu betyder ordet forfængelighed noget andet i 1600tallet end det gør i dag. Det betyder ”det, der fænger”  som når man stikker en tændstik til tørt græs-  det fænger let og forsvinder på et øjeblik= græsset er ”forfængeligt.”

Og kære ven, det er vi også = forfængelige som tørt græs.

Altså, når jeg ville skrive min selvbiografi, så var det ensbetydende med, at jeg ville skrive min egen død ind i forfatterskabet.  Og det skræmte mig i lang tid. Jeg var ikke (ret) bange for, at nogen skulle tro, at jeg var egocentrisk og så selvoptaget, at det halve kunne være nok. For dem, der kender mig godt nok, ved, at det kun passer på mig, som det passer på alle andre. Flosklerne, klicheerne er mangfoldige til at udtrykke det: ”man er sig selv nærmest,” hedder en af dem. Clicheer er forslidte udtryk, men de udspringer af gammel visdom.

Man er uomtvisteligt sig selv nærmest. Det er ikke til at komme udenom.

At skrive om sig selv er forfængelighed. Det er at tage døden med ind i sit forfatterskab. Og det skræmte mig en gang. Det gør det ikke mere. Tak, Kingo, fordi du lærte mig, at vi er forfængelige = forgængelige.

Nu er jeg så gammel, at jeg har forsonet mig med tanken om min egen dødelighed. Om min egen døds nærvær. Jeg har levet med min barndom, med min ungdom og med min alderdom. Så kan jeg også leve med min dødsdom. Barndommen måtte jeg forlade. Ungdommen måtte jeg forlade. Alderdommen må jeg også forlade. Dødsdommen skal jeg aldrig forlade. Evigheden forestår.

Derfor tør jeg godt skrive mine erindringer. Det er nok af forfængelighed, at jeg gør det, og sikkert i den moderne version af ordet: fordi jeg gerne vil se min skrift folde sig ud og blive til noget smukkere end mig. Og mere bestandig end mit liv.

Ja, og det er også derfor, at min biografi bliver en roman.

Det er for længst gået op for mig, at jeg ikke kan skrive andet end fiktion. Fiktionen ligger i mit blod. Og hvis nogen tror, at så er det, jeg skriver løgn, så er det, fordi de aldrig har forstået fiktionens kraft og sandhed. Ordenes kraft og sandhed.

SOM JEG HUSKER DET 11


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
 
UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY
Havnen
De år, jeg boede i den lille fiskerby.
Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.
Indtog jeg mine måltider andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.
Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.
Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.
Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.
Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.
Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.
Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.
Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.
Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.
I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.
Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.
Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.
Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.
Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.
Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.