Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?

Tipoldemor Christiane

Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.

Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.

Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.

Med plads til hundrede køer.

Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?

Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)

”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”

Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.

Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.

I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:

”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”

Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.

Erindringer 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvorfor jeg vil skrive erindringer.

De seneste år har jeg leget med tanken om at skrive mine erindringer, og læsere af min blog vil vide, at jeg faktisk har griflet lidt i den retning. Men … hver gang tanken har meldt sig, har jeg fejet den af bordet, mest af skræk for, at den ville komme til at spejle min egen forfængelighed.

 Jeg er jo en slags Kingofan, det ved I nok,  og jeg ved derfor bedre end de fleste, at alt det, vi soler os i, i bund og grund er ”forfængelighed” – ”Hvad est du når man dig ved Solen har set Forfængelighed.” Sådan synger vi med den gamle digter. Men selv skrev han jo fanden et øre af, og hans mange skrifter om synd og ondskab og Guds Nåde kendte han fra sit eget hjerte.

Forfængelighed.

Thomas kingo.jpg

Jo, han var sig bevidst, hvem SYNDEREN var = ham selv. Og det skrev han om.

 Nu betyder ordet forfængelighed noget andet i 1600tallet end det gør i dag. Det betyder ”det, der fænger”  som når man stikker en tændstik til tørt græs-  det fænger let og forsvinder på et øjeblik= græsset er ”forfængeligt.”

Og kære ven, det er vi også = forfængelige som tørt græs.

Altså, når jeg ville skrive min selvbiografi, så var det ensbetydende med, at jeg ville skrive min egen død ind i forfatterskabet.  Og det skræmte mig i lang tid. Jeg var ikke (ret) bange for, at nogen skulle tro, at jeg var egocentrisk og så selvoptaget, at det halve kunne være nok. For dem, der kender mig godt nok, ved, at det kun passer på mig, som det passer på alle andre. Flosklerne, klicheerne er mangfoldige til at udtrykke det: ”man er sig selv nærmest,” hedder en af dem. Clicheer er forslidte udtryk, men de udspringer af gammel visdom.

Man er uomtvisteligt sig selv nærmest. Det er ikke til at komme udenom.

At skrive om sig selv er forfængelighed. Det er at tage døden med ind i sit forfatterskab. Og det skræmte mig en gang. Det gør det ikke mere. Tak, Kingo, fordi du lærte mig, at vi er forfængelige = forgængelige.

Nu er jeg så gammel, at jeg har forsonet mig med tanken om min egen dødelighed. Om min egen døds nærvær. Jeg har levet med min barndom, med min ungdom og med min alderdom. Så kan jeg også leve med min dødsdom. Barndommen måtte jeg forlade. Ungdommen måtte jeg forlade. Alderdommen må jeg også forlade. Dødsdommen skal jeg aldrig forlade. Evigheden forestår.

Derfor tør jeg godt skrive mine erindringer. Det er nok af forfængelighed, at jeg gør det, og sikkert i den moderne version af ordet: fordi jeg gerne vil se min skrift folde sig ud og blive til noget smukkere end mig. Og mere bestandig end mit liv.

Ja, og det er også derfor, at min biografi bliver en roman.

Det er for længst gået op for mig, at jeg ikke kan skrive andet end fiktion. Fiktionen ligger i mit blod. Og hvis nogen tror, at så er det, jeg skriver løgn, så er det, fordi de aldrig har forstået fiktionens kraft og sandhed. Ordenes kraft og sandhed.

SOM JEG HUSKER DET 11


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
 
UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY
Havnen
De år, jeg boede i den lille fiskerby.
Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.
Indtog jeg mine måltider andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.
Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.
Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.
Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.
Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.
Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.
Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.
Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.
Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.
I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.
Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.
Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.
Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.
Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.
Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.
 
 

SOM JEG HUSKER DET 10

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

DE FØRSTE LEVEÅR

Det siges, at de vigtigste år i et menneskets liv er de to-tre første. I de år dannes personligheden, og er de lykkelige, så springer der lykkelige mennesker ud fra dem, og er de ulykkelige, ja så vil ulykken følge personen  livet igennem.

Det er selvfølgelig noget sludder som alt sort/hvid snak er det, men mange vrøvleklicheer indeholder alligevel et gran af sandhed. Og de psykologer, der har fremsat tesen, har vel sagtens et videnskabeligt belæg for den. Så lad os blot antage, at der er noget om snakken.

 Altså: de første to – tre år i mit liv. De må tælle i det store regnskab. Vi springer dem ikke over, skønt jeg i det følgende har tænkt mig at springe ikke så lidt  – og i det hele taget blæse på alt, hvad der hedder kronologi.

Nu kan jeg jo kun gisne om, hvordan det har været, for jeg husker ingenting. De faktiske forhold ved jeg dog ret meget om. Både når det gælder den store verden og den lille: familien og landsbyen.

Den lille landsby ved havet. Ved Kattegat. Det nordlige Vendsyssel. Og byen hedder Strandby og alene navnet får minderne til at vælde frem. Her kunne jeg skrive tekster i kilometermål. Men nøjes med at plukke lidt hist og pist i barndommens land. Ikke kun de smukkeste blomster, men et bredt udvalg af dem, der springer frem, mens jeg sidder ved mit tastatur og forsøger at se baglæns. Og huske.

Ligesom i  Hans Kirks “Fiskerne” var Strandby delt op i religiøse grupper, dog med den forskel, at der kun var ganske få grundtvigianere, og de markerede sig ikke i det religiøse landskab. Dog i mit indre gjorde de. Men det var jo langt senere. Pastor Mostrup. Da han læste op fra prædikestolen af Dostojevskijs Brødrende Karamassof. Hans stemme var spinkel, og jeg husker ham som tør og grå og trist. Men ordene den dag, de brændte sig fast i min 12.årige hjerne.

Men nu foregriber vi begivenhederne. Da jeg blev født var der ingen pastor Mostrup, og byen var delt mellem missionsfolk og metodister. En af Danmarks største metodistmenigheder havde til huse i Strandby og groede i hele min barndom frodigt og bredt, og min far foretrak dem frem for missionsfolkene og sørgede for, at vi ikke satte vore ben i missionshuset, men gerne i metodistkirken. Her fik vi vores gang. I kirken. I spejderbevægelsen. Og dermed førtes vi lige ind i en verden, der var fuld af farver og liv, og som tilførte sindet åndelige vitaminer, som jeg nødig ville have været foruden.

Mine forældre tilhørte ingen af de omtalte grupper. De kom udefra. Fra Hulsig, der ikke blot geografisk, men også mentalt lå som en ø helt for sig selv, og var der bevægelser i det religiøse landsskab der, så kom de fra Grundtvig. Folkeoplysningstanken var i al fald ikke ukendt i skolelivet. Og mange af landsbyens unge rejste på højskole. De var vakte på deres egen måde.

Der var tre børn i familien, da jeg 7. september 1943 gjorde min entre. Hanne på 6, Annelise på 4 og Anders på 2. Og imellem dem havde der været en eller flere aborter, har jeg hørt. Så livet på hjemmefronten må have været strengt for vores mor.

Ude i verden var der krig. Verdenskrig. Og det hændte ikke så sjældent, at der afgik både fra havnen i den lille fiskerby. De skulle til Sverige med flygtninge. Fra min tante Nete ved jeg, at far gemte flygtningene på sit kontor, indtil skibene var klare til afgang. Så helt fredeligt kan livet næppe have været i den lille by. Mange af fiskerne har senere i lokalhistoriske skrifter berettet om de farefulde ture til Sverige. Og om skibe, der blev fanget af tyskerne eller simpelthen sænket. Der var dem, der satte livet til.

 Men jeg ved ikke, om tidens tumult satte negative mærker i mit barnesind. 

B. S. Ingemann skriver i sine barndomserindringer: Levnetsbog, at han ikke er helt med på ideen om at skildre sin egen barndom, men opfordres til det af venner og til sidst gør han det jo. – Han beslutter at tale om sig selv i 3. person for at skabe en distance og ligesom stå uden for sig selv og kigge helt objektivt på Ingemann og hans liv. Han skriver:

 

”Derved har han som Tilskuer stillet sig ligeoverfor sig selv og sin Tidsalder, medens saavel hans egen som hans Samtids forskjellige Skikkelser gaae ham forbi gjennem de forskjellige Tidaldere. Kun saaledes synes han med Frihed og nogenlunde Upartiskhed, uden Skriftebarns-Forpligtelse ligeoverfor sit Publicum og uden forfængelig Anmasselse, at kunne objectivere sig for sig selv og forvandle den egoistiske Selvbeskuelse til en fri Charakter-Opfattelse.

Ja, den teknik ville nu virke kunstig på mig. Så jeg må bruge den mere anmassende og egoistiske og gå lige til sagen uden camouflage. Og fremdrage det, som jeg mener, er dens kerne.

B. S. Ingemann sammenligner et sted det enkelte menneskes historie med hele menneskehedens. Den første tid er Urtiden, hvor alle begivenheder skjuler sig i et tågelandskab. Intet fra den tid kan derfor fastslås med sikkerhed.

Og det er det tågelandskab, jeg nu vil navigere i. Jeg husker en grundlæggende stemning, som var rar, jeg husker en blødhed, jeg husker varmen fra hænder og smil, jeg husker tryghed og kærlighed. Jeg forsøger at huske angst, for der var jo krig, jeg forsøger at huske vrede og vold, for tiden var voldelig. Men der er ingenting bevaret.

Kun en spøg melder sig. En tysker, og han kom ind i vores butik. Og at han blev betaget af et børnene, der gemte sig et sted i kulissen, og han gik hen og tog det på armen. Men det kan jo ikke have været mig, for jeg var for lille til at tale, og det kan jo ikke have været Hanne, for hun talte vel rent, og det her lille barn forstod ikke at udtale alle ord, men det forstod betydningen af dem – og det kunne svare kvikt igen. Og tyskeren kyssede barnet og sagde: Hvor er du dog et smukt lille barn, du er en rigtig tysk pige”. Og barnet vred sig løs og svarede: ”Nej, jeg ikke tysser, jeg danser!” Og latteren. Vist nok også tyskerens.

Og så var der noget andet, men det har jeg måske fået fortalt, og det var måske en anden tysker. Han tog i al fald sin hjelm af og forærede den til mig bror. ”Jeg skal ikke bruge den mere.” Sagde han. Den hjelm hang i garagen, men vi måtte gerne tage den ned og lege krig med den. Legede vi virkelig krig? Leger alle børn måske krig? Underligt, men jeg husker nu den hjelm som en del af legetøjet.

Som lille var jeg ikke bange. Frygten og angsten kom senere. Da døden skyder sig ind i mit liv. Og da er jeg allerede 5 år.

Min mor fortalte, at da jeg var ganske lille kunne jeg ikke se et træ, uden at jeg straks ville til tops i det, og en dag fik hun øje på en rød flyverdragt, der hang som en fane ud over kørebanen i flere meters højde. Trætoppen var tynd og bøjelig, og jeg har vel syntes, det var fantastisk at hænge højt oppe i luften og få det store træ til at svaje ud over vejen. Selv husker jeg ikke episoden, men den lever i mig, fordi min mor har fortalt den så tit og altid med lidt skælven i stemmen, som om skrækken aldrig rigtig slap hende. Jeg var ikke bange.

Skrækken. Jo, den kom ind i mig, da jeg var ganske lille. Men jeg ved ikke, hvor gammel. Måske nok mere end 3 år. Men ikke meget ældre. Det var den dag, da min endnu mindre kusine faldt i havnebassinet. Det var ved et ophalingsted til hyttefade, her skrånede cementen helt ned til vandet, og man kunne gå derned og læne sig ud over det bundløse dyb og gyse velbehageligt. Og det gjorde vi.

Havnen var vores legeplads. Og min kusine Birgit faldt altså i bassinet. Måske skubbede jeg hende for at se, om hun kunne flyde. Det vil jeg helst ikke huske – men mistanken er der. Det, jeg husker og gerne vil huske, er, at jeg lagde mig på maven og fik fat i hende og at det lykkedes mig at få hende halet op på slæbesporet igen. Jeg husker anstrengelsen. At jeg trak af alle kræfter og næsten ikke kunne. Og jeg husker skrækken.

Og senere gik vi hjem, men ikke hånd i hånd eller ved siden af hinanden. Hun gik forrest i det lille optog, dyngvåd og dryppende, men hun var sammenbidt og tavs, og jeg gik bagest var jo tør, men skrålede himmelhøjt hele vejen hjem. Jeg har hørt, at folk morede sig.

Det gjorde jeg ikke. Rædslen kom ind i mit liv og sidder der stadig.

Døden. Jeg var 5 år, og det var en hund, der døde.

Den løb ud foran en bil, og jeg gik med bedstemor i hånden og vi så ulykken og gik hen til den døde hund, og hun forklarede mig, at den ikke levede mere. Levede? tænkte jeg. Og jeg forstod det ikke og forstod det alligevel lidt, og hele ugen opførte jeg det samme skuespil for mine forældre om og om igen. Jeg kastede mig til jorden og døde. Jeg levede i hundens sidste sekunder hele den uge.

Det husker jeg. Det syntes de voksne var så morsomt. Og jeg husker, at jeg endte med at nyde det: at spille et drama. En tragedie om liv og død. At optræde.

SOM JEG HUSKER DET 9


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Selvbiografisk stof er sært euforiserende. Det synes jeg i al fald. Og det er det sikkert for de fleste, der forsøger sig i genren, og rigtig mange holder da også den slags skriverier for sig selv: i dagbøger, i skuffer, i notesbøger sågar.
Jeg læser i øjeblikket Peer Hultbergs ”Selvbiografi”, og han skriver heri forarget og vredt om sin mor og far. Mest om moren. F.eks. om hvordan hun opbevarer sine dagbogsnotater om sin lille søns udvikling i en notesbog, hvori hun også fører sit husholdningsregnskab. Det er næsten blasfemi, synes den voksne Hultberg. Sådan at sidestille sin lille søns første spæde livsytringer med lister over mel og gryn og ost og mælk.
Ja, Hultberg er MEGET vred på sine forældre og har vel haft grund til det, men netop den opsparede vrede og den voksende selvmedlidenhed, der ind imellem får ham på grådens rand ( skriver han)  er sikkert årsagen til, at han ALDRIG udgav disse selvbiografiske udgydelser.
Det syntes han åbenbart ikke, at andre skulle forlyste sig med. Men … men … men der er andre af hans fiktive bøger, som i høj grad tærer på Hovedstolen. Byen og Verden f.eks. Og det er jo fin camouflage – og desuden måske det mest moralske. Eller hvad?
I al fald er det ikke Hultbergs skyld, at vi i dag kan sidde og ynkes over den lille formobbede dreng, der sendes i skole som 5 årig iført ”pige”strømper og svimlende angst og af forældre, der er så revnende ligeglade med hans følelser, eller måske rettere, er så totalt blottede for empati, at de slet ikke orker det der med følelser. Men da Hultberg døde, fandt man manuskriptet, som han altså ikke udgav – og man udgav det. Sammen med et brev, som han skrev til sin mor efter hendes død. Han gav forældrene et forfærdeligt eftermæle, og de har sikkert ikke været bedre, end han skriver, men måske har han villet holde det for sig selv. Måske. Jeg ved det ikke. Ganske vist skriver forlaget på omslaget, at manus skulle udgives ved forfatterens død. Jeg tror ikke rigtig på det ( uden at have foretaget research) – også fordi stilen er så langt fra den vanlige sikre, som vi kender fra Hultbergs værker.
Her et lille uddrag:
Jeg havde ingen kontakt med mine skolekammerater, jeg havde ikke een eneste ven. Eller veninde. Jeg var fuldstændig alene. Overladt til mig selv. Jeg legede en smule med min søster måske, men ellers var der intet. Mille, vi var venner et halvt års tid, men hun var jo en tre år ældre end jeg. Min mor kunne ikke følge mig rent åndeligt. Og for resten heller ikke hvad praktiske ting angik, jeg var fingernem, det var hun bestemt ikke. Vores piger kunne heller ikke, udover måske en enkelt, Elin, som kunne tegne så smukt. Min far havde ingen interesse i mig. Jeg var helt henvist til mig selv. Det var en ensomhed der var uudsigelig. Jeg læste rejsebeskrivelser, fremfor alt om sydhavsøerne, som de dengang hed. Jeg ville væk. Du keder dig vel ikke, spurgte min mor ængsteligt, men jeg beroligede hende og hun lod sig straks berolige  ( side 46).
Et par løsrevne sætninger fra bogen:
Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom (47)
Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. (52)
Min far kørte på første klasse i toget når han skulle til København. Min mor på tredie.(53)
Min far var altid kålhøgen og som regel på en ubegavet måde. (60)
Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum, men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende. (61)
Og sådan kan man blive ved. Det er næsten for meget. Faren var dommerfuldmægtig og moren hjemmegående.
Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far. (52)
Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom.
 

SOM JEG HUSKER DET 8 – HJERNEKISTEN


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
ORD DER HUSKES
Der er ordvekslinger, man husker mange år efter, at de fandt sted. Næsten ordret ligger de på lageret i hjernekisten og er ikke til at flytte. Nogle af dem bliver endda hængende livet igennem. Som regel er det kun nogle sætninger – måske kun en enkelt sætning – somme tider er det hele samtaler. Og så husker man også det sted, hvor ordene faldt. Der følger billeder med.
Et eksempel fra 1958 eller 59: jeg er 15 år står i køkkenet sammen med min mor. Eller ikke sammen med hende, for hun brød sig ikke om min køkkenhjælp, og jeg var vist heller ikke hjælpsom på den front. Ville meget hellere arbejde på havnen med at stable fiskekasser eller ro hyttefade for fiskerne. Sammen med min bror, som i øvrigt hellere ville stå i køkkenet og lave mad.
Men lige den dag var jeg nu alligevel havnet i køkkenet, og min mor stod og rørte i en gryde, og hun så ikke op fra den, da hun lod ordene falde. De dumpede lige ned i sovsen, hvor de landede uden så meget som et plask, men jeg syntes alligevel, jeg kunne smage dem hele aftenen: ”Du skal på kostskole. Det har far og mig bestemt.”
Jeg sagde først ingenting. Var tungnemt blevet stående midt på gulvet. Det havde jeg ikke set komme! Men så kan jeg huske, at jeg forsøgte at lade, som om jeg syntes, at det var en god ide. Måske ville jeg ikke gøre hende ked af det. Eller også ville jeg bare være kæk. Men jeg ville ikke væk. Og jeg var faktisk chokeret. Det var jo ikke noget, vi havde snakket om. Og jeg blev ikke spurgt. Og hvorfor skulle jeg nu sendes på kostskole? Ville de af med mig?
Senere har jeg jo forstået, at de ville mig det bedste. At det sikkert var det bedste. For mig. Og for dem. Jeg var jo ordblind og ville utvivlsomt blive betegnet ”ikke egnet”, hvis jeg søgte optagelse på det kommunale gymnasium i Frederikshavn.
En anden dialog, som stadig findes på kranielageret, stammer fra Paris, og nu er vi altså sprunget 3 år længere frem i tiden. Det er efterår, november tror jeg, og jeg har boet i Byernes By siden først på sommeren. Da kom jeg som nybagt studine, og min søster havde skaffet mig en grydeklar stilling som aupairpige i det fineste kvarter i Paris, meget tæt på Boulogneskoven. Her skulle jeg passe en lille dreng på 4 år. Men den historie kan vente.
Lige nu ( i dialogøjeblikket og flere måneder senere) sidder jeg altså på gulvet i min søsters soveværelse. Og jeg græder. Jeg er rendt af pladsen. Eller jeg overvejer at gøre det. Jeg gider simpelthen ikke være underklasse i overklassen længere. I min barndoms by, Strandby, var der ikke klasseforskelle – og selv på kostskolen forekommer det mig den dag i dag, at vi blev behandlet ens, hvad enten vi nu var døtre af det højeste aristokrati eller børn fra arbejderhjem ( dem havde vi også nogle stykker af, for rektor var socialdemokrat og havde sociale og demokratiske idealer) – men i det miljø, hvor jeg nu var havnet, var der en himmelråbende forskel på folk.
Men det er dialogen, jeg vil frem til. Og fortællingen om opholdet i overklassen må vente til senere. Hvis jeg da skal fortælle om det.
Men jeg sad altså på gulvet i søster Hannes lejlighed og havde lige drukket min første whisky-on-the rocks, og ville knusende gerne have en til. Og jeg tudede og fik sagt, at jeg ikke ville være der en dag mere. I den modbydelige snobbeklassefamilie.
Og så blev min søster pludselig skrækindjagende meget STORESØSTEREN. Hun satte sig ned på gulvet ved siden af mig og holdt en lang dundertale til en plat umulig lillesøster. Og der er nogle af de ord, jeg husker tydeligt. De trængte ind.
Men først skal jeg lige føje til, at jeg netop havde forelsket mig i en franskmand, hvis familie var flygtet fra Francos Spanien. Han hed Michel og var en glødende og aktiv kommunist. Og han ville gifte sig med mig. Og det ville jeg også med ham. Og jeg ville hjertens gerne bo i en ussel lejlighed i Paris og var ligeglad med alt andet. Hans forældre var arbejdere, og han var selv teknisk tegner og vist nok en slags mønsterbryder, og han havde et udmærket job og kunne sagtens forsørge mig. Sagde han. Franske kommunister er småborgerlige ( eller var ) – jeg kom til at kende mange. Og kønsrollerne var ikke til diskussion.
Jeg var ikke rigtig klog, sagde søster. Jeg fik sandelig læst og påtalt.
”Du kan gøre, hvad du vil med den der fyr. Men du kan ikke gifte dig med ham, og du vil blive smadder ulykkelig, hvis du gør. Og du kan heller ikke være det bekendt over for far.”
”Over for far?”
”Ja, synes du måske ikke, du skylder ham respekt.”
Jeg elskede min far, og jeg nikkede vist nok, men jeg forstod hende ikke. Hvad kom det far ved?
”Far har sendt dig til en af de dyreste og fineste kostskoler i Danmark. Og så skylder du ham i det mindste, at du bruger din eksamen til noget. Og at du får en uddannelse.”
Jeg husker ikke resten af samtalen, men jeg syntes sært nok pludselig, at hun havde ret, og jeg lovede at tage hjem og at få en uddannelse. Jeg holdt første del af aftalen. Men jeg fjumrede alligevel videre: tog vikarjobs på en skole i København, boede gratis hos min tante og sparede penge op, og da det blev forår rejste jeg selvfølgelig til Paris. Men nu var det for egen regning og risiko, og jeg husker den første tid i Paris som totalt berusende. Jeg havde ikke følt mig så fri i mange år. Set retrospektivt er det jo ikke spor sært: jeg havde været spærret inde de seneste år. På kostskolen var man det i bogstavelig forstand. Hos familien i Boulogneskoven var man det også, selv om jeg der havde en ugentlig fridag + retten til at tage undervisning på Alliance Francaise i Paris en gang om ugen. Alligevel: en dag blev jeg kaldt ind til Monsieur, og han fortalte mig, at en privatdetektiv havde fulgt mig hele dagen for at se, hvad jeg foretog mig. Og jeg havde talt med en mørklødet mand, kunne detektiven berette. Og nu måtte jeg forklare mig!! Man var bange for kidnappere, og det var før hændt, at et barn var blevet bortført med au-pair pigens hjælp. Jeg tror nu, jeg kunne berolige ham. Kort efter blev jeg dog sendt til et gods ved navn Tabaseau i Normandiet, hvor jeg skulle bo sammen med drengen i nogen tid hos en russisk greve. Men det skal det ikke handle om nu.
Det særeste var alligevel, at forholdet til den mand, som jeg et halvt års tid tidligere havde villet gifte mig med, kølnedes stille og roligt. Forelskelsen forsvandt ganske enkelt. Jeg syntes, han var bornert og uden viden om ret meget andet end politik og samfund. Men her lærte jeg jo til gengæld meget af ham. Han tog mig f.eks. en dag med til en zigøjnerlejr, for at jeg skulle se, hvordan Frankrig behandlede sine romaer. Det var en øjenåbner, og dem var der mange af. Og vi blev ved at være venner, lidt fordi jeg syntes, det var synd for ham bare at droppe ham – når jeg nu osv. …
Men det var friheden, der berusede mig. Og vennerne på den nye skole. Vi var studerende i alle aldersklasser og samfundslag, og nogle typer var helt nye for mig: en rigtig livsglad sømand, der sejlede det halve år og studerede et sted i verden det andet halve. Og to gamle husmødre ( gamle? tja de var måske 50 år!!) Og jeg kom til at dele værelse med en pige, som senere blev Simon Spies’ elskerinde ( dem havde han mange af) Hun hed Annie, og var utrolig sød. Skolen, vi gik på, ejedes af Simon Spies og var i øvrigt meget seriøs. Vi havde dygtige lærere til sprog og litteratur. Vi boede uhyre spartansk, og mad havde vi dårligt råd til. Kunne dog spise en varm ret på en restaurant hver dag. Men resten måtte vi klare selv. Og jeg havde i al fald næsten ingen penge til de tre måneder. Men så prøvede jeg at være fattig, og det var jo kun sjovt, når jeg vidste, at det ville høre op igen. Storesøster boede jo i Paris, men hun var i Pyrenæerne i hele universitetsferien, boede hos sin svigerfamilie. Jeg husker sommerdagene på små fortovsrestauranter i Montparnassekvarteret, hvor jeg sad i timevis på en fortovscafé og læste Verlaine eller Baudelaire. Ny og svimlende læsning. Og for en cola kunne man sidde i fred i flere timer og bare se livet strømme forbi. Og læse. Bøger havde jeg råd til, franske billigbøger kostede ikke meget, og flutes med café au lait kunne holde sulten stangen. Kaffe kunne vi købe uhyre billigt på vores billige hotel.
Her er et uddrag af et brev, som min bedstemor skrev til sin niece i 1962 og det viser lidt om, hvor ”passet på” jeg også blev i Paris ( i den første periode!):


 
Ja, det er bedstemors brev til Sigrid, og hun skriver jo, at jeg må forlade huset sammen med en ung mand, som læser til læge. Philippe, søster Hannes forlovede, var blevet præsenteret for familien, og når han kom i sin lille 2CV og hentede mig på fridagene, kunne jeg forlade “fængslet”. Hmm … ja, men han satte mig af i Paris, så jeg kunne nyde min fridag uden vagthund. Og desuden: hele sommeren var han i Pyrenæerne. Men det vidste bedstemor ikke. Og der var jo nok nogen derhjemme, der kunne bede for mig. Det tror jeg, de gjorde. Selv var jeg holdt op med at bede på det tidspunkt. Men det er en anden historie.
Bedstemor:

Ja ja bedstemor, nu kom du til at fylde rigeligt. Jeg minimerer billedet senere. Men du fyldte jo meget i mit liv.

SOM JEG HUSKER DET 7 – DET VAR I 80'ERNE


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
For ca. 30 år siden stod jeg i Ålum Kirke sammen med en flok unge drenge og piger. De var iranske flygtninge. Og muslimer selvfølgelig. Og jeg var deres lærer og skulle lære dem dansk sprog og litteratur. Og nu stod vi i kirken, og en af drengene så på mig og sagde lidt tøvende: ”Jeg vil gerne være Kristian,” og jeg vidste godt, hvad han mente. Han ville være kristen.
”Hvorfor?” spurgte jeg. ”Kristian er kærlighed,” sagde han.
Jeg syntes og synes stadig, han havde ret: det vigtigste i kristendommen er kærlighedsbudet. Men jeg tænkte, at Islam var hans baggrund, og at alle religioner har brug for at tro på, at kærligheden er det vigtigste af alt. Det skal en god muslim også tro. Derfor sagde jeg ikke noget.
Det var i midtfirserne. Og jeg var i krise. En midtvejskrise?
Det ved jeg ikke, men jeg var i al fald midt i den.
Hvor slemt det stod til, vidste jeg ikke, før jeg en dag besøgte gamle Laurine. Hun plejede at fortælle mig, hvad hun netop havde læst i dagens avis – den lokale – og den læste jeg ikke dengang, og lige den dag var hun særlig forarget, for der stod i avisen om en ung kvinde, som havde taget sit eget liv. Og det selv om hun havde et barn på 3 år.
”Kan du forstå det?” spurgte den gamle kone mig. Jeg havde selv et barn på den alder. Og et kort sekund forstod jeg kvinden, der havde taget sit liv. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet. At forstå det helt ufatteligt forkerte.
Det var et kort sekund. Ikke mere, og krisen løste sig, som de fleste kriser gør.
Midtfirserne – sidstfirserne – sære tider på mange måder.
Fattigfirserne kaldte Dronning Margrethe dem. Hun har altid været klog og forstået mere end skyggen af sandheden.
”Salige er de fattige i ånden”, sådan står der i Bibelen. Men ordet skal vist skrives med stort, og Ånden er vist Gud.
Krisen ramte ikke kun mig. Den ramte samfundet. Den ramte alle de drømme og al den tro på en bedre fremtid for verden, som vi levede højt på i 70’erne. Det troede vi virkelig på dengang. Og vi mistede troen.
Men jeg vil vende tilbage til pigerne og drengene fra Iran. Der var krig mellem Iran og Irak i 80’erne, og jeg havde flere flygtningehold i de år. Og somme tider skete det, at en dreng blev kaldt til telefonen, fordi der var besked ”hjemmefra”, og han vendte tilbage til timen – sort i øjnene af angst. Teheran blev bombet og der boede hans familie, og han kunne ikke få vished om deres skæbne.
Krigen i Iran sluttede, men ulykkeligt. I Irak trak den ud og er vel stadig i fuld gang. Vi skyder selv med.
Jeg tror, jeg lærte de unge meget om dansk kultur, i al fald fik de høje karakterer til eksamen. Men de gav mig mere, end jeg kunne give dem: et livsmod, så utroligt og stærkt, og en tro på, at det er værd at leve og at le og at være glad og tage i mod hver dag.
Midt i mørket og fortvivlelsen forstod de at bevare en forunderlig styrke og tro på lyset. Og den smittede. Nej, de behøvede ikke at kristnes for at sprede kærlighedens og livets budskab. Vi kristne kunne suge af deres livsmod, midt i vore egne livs mismod.

SOM JEG HUSKER DET 6 – en erindring i glimt

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
MAN HUSKER.
Man lukker øjnene og forsøger at glide de mange år tilbage. Endeløse rækker af dage. Ved vejs ende er man snart, men engang var man ved vejens begyndelse.
Dengang.
Da man var et lille barn, og alting var nyt.
Hvordan genskabe de billeder, som dagenes sand har dækket?
Hvordan genfinde de personer, som var så nærværende, at man kunne læne sig op ad dem, når man ikke orkede at stå på egne ben – eller flygte fra dem, når man syntes, at de var for meget?
Mange er døde. Andre så man kun flygtigt, men de satte et mærke i sindet, som stadig er synligt for det indre øje.
Marcel Proust spiste en Madeleinekage, mere skulle der ikke til, og fluks var han tilbage hos sin tante ( eller bedstemor) i Cambray i Nordfrankrig, og han var det lille barn igen. Smagen – det var nok. Og han huskede alle detaljer. Ikke bare kirken og solnedgangen. I ”a la recherche du temps perdu” fører han sin læser gennem et virvar af genoplevede sanseindtryk. Som læser snuser man til den tid, han husker. Sanserne åbnes. Hans først. Vores siden.
Imre Kertesz løftede sin arm og snusede til læderremmen på sin ur, og så var han tilbage i Auswitch, og han var igen den lille dreng, der løj sig ældre, end han var, for ikke at ende i gasovnen. Mærkeligt, og er det nu også troligt alt det, han fortæller os i ”de skæbneløse”? Det lyder så utroligt. Når han skriver om, hvordan det var at være lykkelig i Auswitch?
Det salte vand. Havet.


Jeg tror, jeg skulkede den dag. Men det ved jeg ikke sikkert – synes bare, at jeg må have gjort det, for vejret var så smukt, og det var sommer, og solen kastede gule smil ud over byen og havet, og skolestuen var grå. Det husker jeg tydeligt. Selv om jeg sad ved vinduet og øjnene var et andet sted. Og lærerinden sov. Fru Fredborg sov altid. Det er sådan, jeg ser hende: lænet ind over katederet. Hun ligner en, der var en smule på vagt, som en kat, der kun sover med et øje. Men man kan høre på vejrtrækningen, at hun ikke er vågen. Somme tider snorker hun, og så retter hun sig med et sæt og kaster et blik ud over ungerne, der sidder artigt med tavlerne. Griflerne skratter. Det er som det skal være. Hun lukker øjnene og sukker og er væk. Er jeg også væk?
Måske pjækkede jeg?
Eller også var det søndag. Og jeg kunne blive på standen i al evighed. Eller i havet. Omsluttet af mit element. Jeg var fisk engang, det kan jeg mærke.
Vores mor lod os gå frit hvorhen vil ville, men hvis vi skulle bade, måtte hun vide det. Og vi skulle love hende, at vi kun gik så langt ud, at vandet nåede navlen. Ikke et skridt længere.”Kun til nollebassen, lille Janne!” sagde hun.
Og jeg lo og lovede, og var ligeglad, for jeg var en god svømmer.
Fra vi var små, kunne vi svømme som de fisk, vi var inderst inde. Små sære fisk, det var vi.
Jeg husker den første gang, jeg oplevede det. Erindringen er ganske vist uklar og måske ikke helt troværdig, skønt jeg tror på den lige nu. Men jeg befinder mig et forkert sted – her er intet hav – jeg sidder ved min computer og er voksen og kan ikke forsvinde i dybet, som jeg gerne ville for at finde ud af, hvordan det var.
Måske er det ikke gået for sig på den her måde. Men jeg tror det.
Erindring: De store børn ( hvem? mine søskende?) har taget mig med i jollen, de sejler tit uden for havnen, vi har vores egen jolle, og nu ligger vi for anker derude, og en af de store får mig losset ( eller lokket) udenbords og siger vist nok: ”Svøm så!”
Og jeg svømmede. Og min krop blev født. Og jeg blev døbt i dybt vand og stor lykke..
Men den søndag (eller pjækkedag måske), som jeg vil fortælle om, skete der ikke noget særligt. Slet ikke noget dramatisk. Men jeg har alligevel gemt dagen som en af de fineste. Og mest bitre. I den sidste ende altså.
Jeg var alene på stranden. Eller rettere, mine venner og søskende var der ikke, og det er måske derfor, det forekommer mig, at det må have været i skoletiden. Men alene var jeg så alligevel ikke, for der var også en dreng.
Det var en smuk dreng. Han gik i vandkanten og samlede små rejer op, og jeg gik helt hen til ham og så ham åbne hånden og række den frem imod mig, og inde i håndfladen sprællede noget småt og næsten gennemsigtigt. Så levende. Så fint.
Vi legede hele dagen. Jeg lærte ham at træde rødspætter.
Det blev sent, og vi måtte skilles. Han lagde sin hånd på min arm. Og vi var vel 7 eller 8 år, og så sagde han, at vi skulle lege igen i morgen. Solen skinnede om kap med en lille piges smil.
Men så var det, han spurgte mig om, hvad jeg hed. Marianne, sagde jeg.
”Er du en tøs?”
Han vendte sig om og løb.
Jeg så ham aldrig mere. Jeg havde arvet Anders’ badebukser. Så drengen var undskyldt. Han kunne ikke vide, at jeg var en tøs.
Jeg ville ikke være en tøs.
Men det var jeg jo. Her står jeg med min dukke. Jeg legede jo faktisk med dukker. Min dukke hed Ole.

 

SOM JEG HUSKER DET 5 – MINDERNES LØJERLIGE VÆSEN


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Erindringer – minder. Det er noget sært uhåndgribeligt, jo navnlig fordi begivenhederne er borte, nogle af dem for længe siden, andre for nylig. Men de hører alle fortiden til.
Du husker, du erindrer, du mindes. Men hukommelsen er en svindler. For det, som du så og hørte og som du nu husker – det så, hørte og husker hende, der stod lige ved siden af, da det skete, ganske anderledes. ”Sådan husker jeg det ikke,” siger hun.
Nej, for hukommelsen er måske alligevel ingen svindler, men den er selektiv, og de stærke indtryk, som oplevelsen gjorde i dit sind, satte ingen mærker i dit sidemands. I så det samme, men husker forskelliget.
Sådan er vi alle forskellige i det, vi husker.
Johanne Louise Heiberg skrev for mere end 150 år siden sine erindringer og kaldte dem: “Et Liv genoplevet i Erindringen“. Senere tider har ironisk kaldt dem: “Et liv genopløjet i erindringen.” Denne usmagelige ændring af titlen skyldes vel sagtens, at Johanne L. Heiberg skriver det, sådan som hun husker det og ikke sådan, som arkiverne beretter det.
Og der er MANGE ting, som vi helst vil glemme. J.L. Heiberg var et udsat barn, og der er oplevelser, som hun helst glemmer og som ALDRIG må finde vej til papiret og til andres ufølsomme og nyfigne øren.
Og sådan skal det også være, og glemslen er ingen ulykke. De ulykkelige oplevelser, som vi gerne vil glemme, men ikke kan, de sætter de værste ”gnav- eller ”skav”mærker” i sindet. De er stenen i skoen, og det hjælper ikke at tage fodtøjet af og ryste det. De er uafrystelige.
Jeg har ikke mange af den slags oplevelser. Kun en enkelt. Og den kommer ikke længere end til skoen.
Der er så mange andre tildragelser, som livet gavmildt har kastet ind på mit spor og som har gjort mit liv til en forunderlig rejse, som jeg er taknemmelig for. Og alt det hæger jeg om og tager det gerne frem. Og det vil jeg gerne dele med hvem, der kunne tænke sig en lille bid deraf.
At der så ind i mellem ryger lidt skrammel med, at uundgåeligt. Det må vi sluge, som man sluger kamelen.
Jeg læste Bent Halles erindringsbog forleden. Den hedder: Det man husker. Og burde måske hedde: Det man husker og det, man digter til. Og sådan er det med mange forfattere. De digter til. De kan ligesom ikke lade være med at lade professionen ( digteren) stikke hovedet op gennem bogstaverne og give sit besyv med. Således forsyner Haller den smukke hvide strand mellem Frederikshavn og Strandby med sten. Der har aldrig været sten på den strækning. Men i hans erindring kan man ikke gå der for sten. Og han anbringer et hotel i Strandby, som heller aldrig har været der og lader det endda bestyre af sin egen bedstemor – og han lader Drachmann spille en rolle i hotellets historie ( som i øvrigt får navnet Drachmanns Hotel (!)). Der har kun ligget et sømandshjem i Strandby i de tider – jeg spillede bordtennis der, og vi havde somme tider gæster liggende der, men vi holdt aldrig gilder på det hotel, for der udskænkedes ikke alkoholiske drikke. Strandby var dengang delt ligeligt mellem metodister og missionsfolk, og spiritus havde Fanden skabt.
Haller skaber også. Han husker ikke blot. Og det er hans ret, for han er en stor digter og kan slet ikke lade være.
Jeg er ikke en skaber af Hallers kaliber, så de begivenheder, der skildres i mine erindringer er – ligesom stederne og menneskene – autentiske.
 
 
 
 
 
 

SOM JEG HUSKER DET 4 – DAGENE I SILKEBORG


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
AFSNIT 3
DAGE I SILKEBORG
 
Jeg var 15 år, da jeg kom til skolen, og det var i 1959. Suzanne Brøgger var der fra 1962 -65 og kom som 17 årig. Vi gik altså kun sammen på skolen i 1 enkelt år, og jeg synes ikke, jeg læser ret meget om skolen i hendes beretning fra tiden. “Crème Fraiche” er ganske vist selvbiografisk (som de fleste af hendes bøger), og en del af handlingen udspiller sig i Silkeborg og på kostskolen.
Hun var verdensdame. Jeg var fiskerpigen fra Strandby og vores berøringsflade var lig nul. Det er KUN de ydre rammer, vi har fælles. Til nød endda, for vi ser og husker ikke det samme  fra den skole.
Jeg husker bedre hendes lillesøster Barbara. En glad pige, der mødte andre på en naturlig og venlig måde.
Jeg tror ikke, de lærte mig at blive en rigtig pige på den skole. Når jeg stak af til søen og skoven – og det gjorde jeg helst – så var jeg fri.
Frihed havde vi ellers ikke meget af i hverdagen.
Om eftermiddagen fælles kaffebord. Derefter en times udgangstilladelse. Kl.16.00 skulle man være på værelset. Og studere. Klokken 18.00 var der middag. Vi skiftedes til at hjælpe til med oprydning og opvask. Derefter kunne man nå en enkelt lille spadseretur. Kl. 20 var der igen læsetid. Kl.21 kunne man lave te i det lille tekøkken. Klokken 22.00 skulle man ligge i sin seng, og lyset skulle være slukket.
Det var virkelig et ophidsende ungdomsliv!
Fri – jo, vi havde fri om søndagen. Gik jo i skole om lørdagen, men fra lørdag eftermiddag og til søndag aften var tiden vor egen. Måltiderne skulle overholdes. Men fritiden kunne bruges til strejfture i omegnen. Og det blev de. Jeg kender Silkeborgskovene – ja, en overgang hvert blad på hvert træ, synes jeg. Og når det en gang i mellem stormede, lukkede jeg øjnene og kunne bilde mig ind, at træerne forsvandt og at jeg hørte havet. At jeg kunne springe lige udi bølgerne og forsvinde ned til fiskene og tangen og saltet og sorgløsheden og være mig selv.
Jeg skrev selvfølgelig digte på skolen. Digte, som jeg aldrig viste nogen. Jo, en enkelt gang til min dansklærer Hr. Nordentoft, men han syntes, at jeg plagierede.
De fleste er jo væk nu og heldigvis. Men enkelte findes stadig hist og pist. Nogle digte om barndommen var for resten vellykkede – håber, jeg finder dem.
 
Her er et par stykker fra den tid, hvor jeg længtes mest hjem til havet. De var (er) i et gammelt hefte med danske stile.
Skrevet på kostskolen i 1959:
 NU FANGER LYDEN AF HAV
MINE SANSER
BRÆNDINGEN KVÆLER STORMEN
FRA ANDRE STEDER
HAVET KYSSER MIN KIND
HAVET ER STÆRKT OG SALT
VINDEN ER VARM
SOM LUFT FRA FUGLENES FJER
KLITTERNE STRÆKKER SIG STOLTE
TAVSE OG UDEN BØN

HER STÅR JEG
ALENE
OG ER MENNESKE

 
STRANDE BLI’R FULDE AF VRAG
TAVS TEGNER HIMLEN SIN SANDHED
LYSENDE LØFTER OM LIV
HAVET HUSKER I SØVNLØS RO
I DET OG OVER DET
ALT ER DET SAMME SOM FØR
VI ER DE SAMME SOM FØR
Skrevet i 1960 (her plagierer jeg åbenbart mig selv):
 
RESTER AF STRANDEDE SKIBE
MINDER OM DYBE SAVN
TAVS TEGNER HIMLEN SIN SANDHED
LYSENDE LØFTER OM LIV
HAVET HUSKER I SØVNLØS RO
OVER DET
OG I DET
SYNGER EN SANSELØS MÅNE
ALT ER DET SAMME SOM FØR
OG VI ER DE SAMME
SAMMEN VED HAVETS BRED 
skrevet i 60 eller 61:
UNDSTRAKT UNDER SOLEN
LIGGER ET LANDSKAB
ET MALERI
ET DIGT
EN LILLE FORTÆLLING
AF GRØNT GRÆS
ET DYR
DRIVER
ALENE
OG I RO