Kokholm 42 – ny indledning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som mine utallige læsere nok ved, så … ja ja utallige og utallige … det ved jeg ikke noget om, men jeg har altid vidst, at jeg havde tre, og dem plejer jeg at lege, at jeg sidder i øjenhøjde med, når jeg skriver, så jeg hvert øjeblik kan kaste et øje ind i deres øjne og lodde, om det jeg skriver falder i god jord.

Nu er den ene af mine læsere død. Så er jeg kun sikker på to. Men hør nu kære læsere, jeg er omtrent færdig med bogen om Christen og Lise. Det har været en smuk og god rejse for mig.

Nu er jeg ved vejs ende.

Og der vil jeg gerne blive stående.

Alene med min bog.

Men det er jo ikke meningen med at skrive en bog.

At lade den stå alene sammen med mig midt i en verden af læsende.

Den skal læses.

Helst.

I al fald af to.

To er OK

Jesus siger: “Hvor to er forsamlede i mit navn, er jeg til stede”

Jeg siger: “Hvor to læser min bog, lever den.”

Herunder den nye indledning. Slutningen får I ikke her på siden. Men den ender. Så der er en slutning – og du kommer ikke til efter endt læsning at se tomt ud i ingenting.

Forord:

Der hviler en særlig stemning over Skagen og stederne omkring byen. Det er noget med lyset og den vilde natur. De hvide nætter synes lysere her end andre steder, og der er helt sikkert flere soltimer heroppe. Faktisk er det, som om solen aldrig går ned, men kun lige snupper sig en svaler i det hav, der omkranser stedet. For Skagen en ø. Det er også derfor, man siger ”på” Skagen, ligesom man siger ”på” Læsø. Man er på en ø.

I århundreder var ”øen” et gudsforladt sted at bo. Fra at have været en af landets største købstæder, blev byen forvandlet til en affolket ravnekrog, som ingen ville leve i. Naturen gik amok. Det begyndte kort efter byens storhedstid i 1500-tallet. Klimaet forandrede sig, sandstormene tog fart, og sandet lagde sig tungt over gårde, huse og marker. Stedet blev ubeboeligt. På de to sider var der hav og på den tredje ( øen har tre sider) udstrakte sandmiler. Kun nogle få fiskere og sejlivede klitbønder holdt ud og blev boende.

I 1800-tallet opstod et nyt ”romantisk” natur- og menneskesyn. Landskabet blev nu betragtet som malerisk og befolkningen som eksotisk, og egnen begyndte at tiltrække kunstmalere og digtere, og en helt ny befolkningsgruppe indtog Skagen og stederne omkring byen. Og selv om Skagensmalernes tid er forbi, har egnen beholdt sin tiltrækning. Nu er det ikke kunstnere, men turister af alle slags, der i store flokke ferierer ”på” Skagen.

Den glamourøse fortid er blevet og bliver stadig fastholdt i forskellige medier: bøger, blade og tv-serier. Man dvæler ved nostalgien. Tænk blot på ”Badehotellet”. Og for nylig udkom Bent Hardervigs ”Hvad stuepigerne fortalte.” Den handler om livet på hotellerne i Kandestederne.

I bogen om Lise og Christen udspiller handlingen sig i tiden, før Kandestederne bliver et mondænt ferieparadis for de rige og de kendte. Den handler om de mennesker, der voksede op i nøjsomhed, hvor slid og slæb var daglig kost, men som havde arvet forfædrenes råstyrke og stædighed, så de kunne overleve og endda kæmpe sig fri af fortiden og skabe sig en ny tilværelse. Lise og Christen var overlevere som deres forfædre, men i modsætning til dem, blev de også mønsterbrydere.

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Det bestod af billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Jeg havde jo før skrevet om egnen.

Det er Lise Troldborgs righoldige materiale, der danner bogens klangbund. Igennem det har jeg lært personerne at kende, og i romanen er det dem, jeg forsøger at give nyt liv.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra tidens kendte kunstnere, navnlig     mange fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Fælles for dem alle er, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage sommer efter sommer. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Når man forvandler levet liv til fiktion, må man naturligvis forsøge at holde sig til sandheden, men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver, er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder.” Desuden har jeg naturligvis undersøgt kirkebøger og folketællinger.

Erindringer 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvorfor jeg vil skrive erindringer.

De seneste år har jeg leget med tanken om at skrive mine erindringer, og læsere af min blog vil vide, at jeg faktisk har griflet lidt i den retning. Men … hver gang tanken har meldt sig, har jeg fejet den af bordet, mest af skræk for, at den ville komme til at spejle min egen forfængelighed.

 Jeg er jo en slags Kingofan, det ved I nok,  og jeg ved derfor bedre end de fleste, at alt det, vi soler os i, i bund og grund er ”forfængelighed” – ”Hvad est du når man dig ved Solen har set Forfængelighed.” Sådan synger vi med den gamle digter. Men selv skrev han jo fanden et øre af, og hans mange skrifter om synd og ondskab og Guds Nåde kendte han fra sit eget hjerte.

Forfængelighed.

Thomas kingo.jpg

Jo, han var sig bevidst, hvem SYNDEREN var = ham selv. Og det skrev han om.

 Nu betyder ordet forfængelighed noget andet i 1600tallet end det gør i dag. Det betyder ”det, der fænger”  som når man stikker en tændstik til tørt græs-  det fænger let og forsvinder på et øjeblik= græsset er ”forfængeligt.”

Og kære ven, det er vi også = forfængelige som tørt græs.

Altså, når jeg ville skrive min selvbiografi, så var det ensbetydende med, at jeg ville skrive min egen død ind i forfatterskabet.  Og det skræmte mig i lang tid. Jeg var ikke (ret) bange for, at nogen skulle tro, at jeg var egocentrisk og så selvoptaget, at det halve kunne være nok. For dem, der kender mig godt nok, ved, at det kun passer på mig, som det passer på alle andre. Flosklerne, klicheerne er mangfoldige til at udtrykke det: ”man er sig selv nærmest,” hedder en af dem. Clicheer er forslidte udtryk, men de udspringer af gammel visdom.

Man er uomtvisteligt sig selv nærmest. Det er ikke til at komme udenom.

At skrive om sig selv er forfængelighed. Det er at tage døden med ind i sit forfatterskab. Og det skræmte mig en gang. Det gør det ikke mere. Tak, Kingo, fordi du lærte mig, at vi er forfængelige = forgængelige.

Nu er jeg så gammel, at jeg har forsonet mig med tanken om min egen dødelighed. Om min egen døds nærvær. Jeg har levet med min barndom, med min ungdom og med min alderdom. Så kan jeg også leve med min dødsdom. Barndommen måtte jeg forlade. Ungdommen måtte jeg forlade. Alderdommen må jeg også forlade. Dødsdommen skal jeg aldrig forlade. Evigheden forestår.

Derfor tør jeg godt skrive mine erindringer. Det er nok af forfængelighed, at jeg gør det, og sikkert i den moderne version af ordet: fordi jeg gerne vil se min skrift folde sig ud og blive til noget smukkere end mig. Og mere bestandig end mit liv.

Ja, og det er også derfor, at min biografi bliver en roman.

Det er for længst gået op for mig, at jeg ikke kan skrive andet end fiktion. Fiktionen ligger i mit blod. Og hvis nogen tror, at så er det, jeg skriver løgn, så er det, fordi de aldrig har forstået fiktionens kraft og sandhed. Ordenes kraft og sandhed.

41 – Lidt Kokholmsnak

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig havde jeg planlagt et appendiks sidst i bogen om Lise og Christen Kokholm, men af forskellige årsager opgav jeg det. Her i den kommende tid vil jeg lægge nogle af dokumenterne ud til skue for dem, der synes, det kunne være sjovt nok. Først kommer der et par udpluk af Rigmors (den yngste af Kokholmbørnene) erindringsblade:

Når Huset blev rusket næsten i Stykker og søde Bedstemor stille sagde:”-nu er det ikke skønt om der kom en Stranding” – og mere blev der ikke talt om det, men en lille Pige opfangede alligevel Uhyggestemningen – og Strandingen kom. Kl. 1 blev der banket på Ruden – Kokholm! Kokholm!  Olietøj og Støvler frem. Hestehovenes Klapren over til Redningsstationen – En lille, Pige der blev baaret ned på Sofaen, mens Mor bevarede Roen, mens Angsten for Far blev dulmet med mange samtaler med Kristine på Centralen, der var i Forbindelse med Redningstelefonen.”

Vinteren var  uden glamour, men ikke uden dramatik.. Sommer og vinter var virkelig kontraster i det Kokholmske hjem. Det lille erindringsblad er også lidt interessant, fordi det er det eneste sted, jeg har kunnet finde belæg for, at Christen Kokholm tog arven op efter Mads Houkjær og blev redningsmand.

I romanen hører vi ( men romaner er jo opspind), at Christen reflekterer over sin kommende svigerfars sindelag og giver udtryk for at vide god besked med de barske forhold, der skabte barske mænd. Han vurderer altså Lises far som håbløs fastlås i sin kulde og hårdhed.

Men Kokhoklm selv? Vi ser ham jo mest i al den litteratur, der er skrevet om hotellet, og her er han værdig og rolig og den perfekte familiefader. Sådan ses han også i avisartikler og andre steder, hvor han portrætteres. Et klog, varmt og reflekterende menneske.

Sådan ses han ikke af sine børn. Og vi ved fra kilderne om hans opvækst, at den var nådesløs hård, og som redningsmand måtte han også være af hærdet stål. Ellers ville han være knækket.

Og han var også en hård mand. OGSÅ. For han var så meget andet. I brevene, både i Kristians og i Marens, får vi vist et menneske, der fuldt og helt tilsluttede sig revselsesretten. Og som brugte den flittigt. over for sine børn. Sine drenge, for pigerne holdt han fingrene fra. Men han slog. Og han slog hårdt. Og jeg ser en af årsagerne til drengenes dysfunktionelle liv i den kendsgerning, at de blev opdraget med stor hårdhed. Som drenge jo for resten blev det dengang. Det fremgår også af romanen.

Christen Kokholm var et kompliceret menneske, og vi kan sagtens komme til at holde af drengen Christen, der kæmper sig gennem en næsten håbløs barndom, hvor sult, tæv og vanrøgt var hverdagskost, og som hærder sig tilstrækkeligt til at kunne klare den kamp. Men også et menneske med en stor følsomhed og empati. Han holder oprigtigt af sine nærmeste og bærer utroligt længe over med dem.

Og nu får vi her et lille fint glimt helt tilbage til Lise og Christens første tid. Begge uddrag er citeret fra de samme erindringsblade:

”Far rejste til Harboøre, da Redningsstationen var færdig. Dengang var der kun Romantik i Luften.”

”Da Far var ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han op at fri rigtigt til den søde Lise.”

Det var også om vinteren, Christen Kokholm kastede sig over marketing. Og her var han ganske dygtig. Som eksempel på hans ”vinterarbejde” følgende indlæg til pressen. Det er skrevet i 1910 og sikkert sendt til flere blade. Hotellet er på dette tidspunkt 3 år. (Stavefejlene er Christens)

“Bland de egne der af Mellem- Europas reisende publikum er et yndet maal for en sommerreise, indtager det nordlige Danmark, en af de første pladser. Grundene til denne kærlighed er forskellige. Ved siden af landskabets egen tiltrækning er det beboernes elskværdige gjæstfrihed og den paafaldende billige forpleining, som gør, at en reise til den smale landstremme vil lønne sig i enhver senseende. Og den forbindelse som de danske statsbaner har tilveiebragt, gør det mulgt at naa reisens maal uden anstrengelse, saa at sige i søvne.

Kandestederne turde være af en særlig tiltrækning for den der virkelig søger hvile og paa samme tid vil lære et nyt ejendommeligt og storartet stykke natur at kende. Det lille sted ligger kun fem minutter fra stranden midt i herlige kliter, der strækker sig i sande højfjeldsformationer milevidt ind i landet. Flekken bestaar kun af fire bondegaarde med maleriske vaaningshuse og lader og smukke haveanlæg. Lige ved stranden findes det eneste hotel som ejeren C. N. Kokholm lod bygge for 3 aar siden for at byde sine sommergæster et modernt og bekvemt opholdssted. Huset har i sin nuværende omfang plads for ca 30 personer, som foruden sine egne værelser ogsaa har spisesalen og flere selskabslokaler til sin raadighed.

Den første frokost som indtages om morgenen mellem 8 og 10 bestaar af: mælk, kaffe, thee, kakao, æg, smør og brød med paalæg, kold steg o.s.v. Til middag kl. 1½ gives der to varme retter, grønsager, kompot, dessert. Efter middagen kaffe og kager. Til aften kl. 7½ serveres der en varm ret og koldt paalæg, dertil mælk og thee. Godt drikkevand fra egen dybbrønd. Alle slags drikkevarer: førsteklasses vine, øl, liqueur, selsters o. s. v. i huset. Ingen drikketvang.

Tiltrods for den første klasses forpleining udgør pensionsprisen for fuld pension inkl. Logis kun 3,50 kr. I maanederne juni og september og ved længere ophold betydelig moderation. Hotellet har egen tennisplads og eget badehus, der staar til fri benyttelse for de ærede gæster.”

……

Artiklen fortsætter med en lovprisning af milen og den omliggende, vilde natur og slutter med at oplyse om, hvordan man kan køre/selje helt fra København til Kandestederne med kun en enkelt overnatning undervejs.Her et lille uddrag fra Skagen Avis nov. 1922 i anledning af Elisabeth og Christen Kokholms sølvbryllup.. 

: ”For 6 Aar siden købte Kokholm Nabogaarden, og nu er han den største Jorddrot i Kandestederne.”

I et interview bliver han spurgt om, hvilke værdier, han sætter højt, og her svarer han, at det at læse gode bøger er noget, han vil anbefale alle. Selv læser han meget. Han roser også højskolebevægelsen og siger, at alle unge burde tage på højskole, og at det er noget, alle kan få råd til. Det er lidt tankevækkende, synes jeg, for ingen af hans egne børn får lov at komme på højskole. Han slutter samtalen med disse ord:

 ”Jeg har tit undret mig over, hvorfor saa mange rejser ud i det fremmede for at blive til noget. Hvis de vilde arbejde lige saa haardt hjemme, som de maa derude, saa kunde de naa vidt ogsaa her.”

To år efter rejser Kristian, næstældste søn, til New Zealand for at blive til noget. Det bliver han ikke. Og i hans breve hjem får man en anelse om, hvorfor. Kristian tjente nok penge, men han brugte dem hurtigt igen.. Og det herlige driverliv, som han havde set udfolde sig på hotellet derhjemme, kunne han ikke vente med selv at udleve.

Udateret brev fra Elisabeth til sønnen Kristian.

Han er vendt hjem fra sit liv i New Zealand i 1924, hvor han fik samme skæbne som de fleste andre emigranter. Mange års håbløst slid. Han vender tilbage til Danmark 1949 med sin kone og lille søn og et nedbrudt helbred.  I Danmark får de en datter. Det lykkes Kristian at købe et lille husmandssted. Konen, Maren, er vred. Hun havde forestillet sig, at familien var velhavende. Især Elisabeth hader hun af et godt (ondt) hjerte. Kristian kan ikke drive stedet og sælger det, køber et nyt, og det går heller ikke. Han sender mange breve til sine søskende og beder om hjælp – det gør de til en vis grad, men det rækker ikke til at bringe ham på fode, og det ender med, at han bliver skilt og derefter rejser til Australien. Nu er han en midaldrende mand med et svagt helbred, og rejsen kan efter min mening næsten betragtes som et selvmord.

Brevet fra moren, som her vises i uddrag, er et af mange. Især sender han mange breve til moren, som han mener har snydt ham.

”Kære Kristian! Tak for dit Brev forleden. Jeg blev meget ked af at se, at du ikke synes, du kan klare dig – og at du ikke synes jeg har hjulpet dig nok – jeg vil jo gerne hjælpe jer alle så godt jeg kan. – men jeg synes da også jeg har sendt dig mange Penge Kristian – jeg kan se, i min Bog at du har faaet sendt 1800 kr. til Australien – og jeg betalte 41/2 Tusinde for din og Maren og Dans Rejse hjem og engang fik du 1200 Kr og sidste Vinter 600 Kr og saa har jeg sendt dig mange Penge langs hen ad Vejen, og Kristian jeg maa jo ogsaa tænke paa de andre Børn – Helga har kun faaet 1600 Kr derhjemmefra i det hele og hun har jo ogsaa Børn og Kais Forretning gaar vist heller ikke saa godt – de vil ogsaa sælge – ja det er jo ikke så let naar der er så mange og jeg gerne vil at de skal have en mule alle – Far og jeg begyndte jo så fattigt og sled haardt dengang for at holde sammen på det hele – og nu er jeg gammel Kristian – ved at blive for gammel til at have for meget at spekulere over – og du og Mads kan jo ikke sammen – så det kan jo ikke nytte at I gaar sammen om Arbejdet her. – Ja jeg vil jer det bedste alle – men I er jo unge og jeg er gammel nu og vil helst sidde her i Kandestederne i Fred og Ro i min Tid.”

Det er ind imellem hjertegribende at læse brevene mellem Kristian og hans søskende og moren og ikke mindre trist at læse Marens breve. De er SÅ fulde af bitterhed, og myten om den kokholmske familieidyl krakkelerer.

Her kun et par uddrag:

Brev fra Maren til Mads Kokholm. Maren er sikker på, at Mads sidder og vogter over en familieformue. Og hun skriver d.20/11 1949:

“Den forfærdelige nærighed, Mds, er jo en familiesvaghed, da jeg fortalte jeres tante fra Bækmarksbro, murer Niels Kokholms kone, hvordan Kristian laaser hans penge, papir og slik nede for mig, siden han har faaet sin Mor bag sig, saa sagde hun, ja, men saadan er den familie, ….. “den kvinde, der prøvede paa at glatte det ud, hver gang hans Far vilde give knægten en velfortjent omgang klø ….. da jeg kom op for at blive gift med ham, og saa det møghul han boede i og blev klar over, at han ikke var andet end en forfalden drukkenbolt ...”

Og sådan fortsætter brevet med vredesudbrud og “afsløringer” af Christen og hans familie.

Der er bevaret mange hundrede breve. Mange af dem viser sider af familien, som ikke kom frem i offentligheden, og hvorfor skulle de? Jeg har altid syntes, at familiestridigheder var det laveste af alle slags stridigheder og ønsker ikke her at udbrede mig mere om den sag. Den vedgår ikke romanen. Her handler det om de to Lise og Christen.

Men selvfølgelig synes jeg, det er interessant at få facetter frem om personerne, som jeg umuligt har kunnet finde i arkivernes bunker af papirer. I brevene kommer man utrolig tæt på, og jeg har det sådan, at jeg gyser ved at se så intime sider af folks liv og væsen. Som at være “kigger” – ja, for det bliver man, når man læser andres breve.

Ovenstående billede af Chresten Kokholm, malet af Skagensmaleren Fenger, viser os netop den Kokholm, vi lærer at kende via medierne og anekdoternes verden. Der var så også en anden. Et kompliceret menneske. Og “nærlæser” man billedet er det ikke vanskeligt at se smerten i det ansigt. Hans liv har ikke været let.

Fri os fra det onde

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fri os fra det onde

Det onde og det gode. Det er for de fleste af os genkendelige størrelser, og når vi møder dem, er vi aldrig i tvivl. Vi vil helst møde det gode. Vi vælger kysset frem for øretæven. Og så glemmer vi, at kysset kan været et Judaskys, og øretæven kan være fortjent.

Det lyder banalt, men det er det modsatte. Det er så kompliceret, som det kan være, og det er vel derfor, vi så ofte går vild på vejen mellem godt og ondt.

Ondskaben er i os selv, i hver eneste af os, men vi genkender den ikke altid, og når den udspringer i vore egne hjerter, giver vi den skyndsomt andre navne.  Det Onde skal være noget uden for os selv , noget hos ”de andre”. Så er den forsagbar.  Så kan vi se fjenden, så kan vi angribe ham uden at såre os selv.:

Vi kan forsage Djævelen =det onde.

Projektion kalder Freud det.

Vi taler om, hvor ond Putin er, hvor ond Erdogan er, hvor ond Trump er, hvor ond Lukasjenko er … og alle de andre … Hitler og Stalin og Nero … ondskaben taler til os op gennem historien. Og når vi “forsager Djævelen og alle hans gerninger”, så er det altid ham uden for os selv, vi mener, ham, som vi lige så vel som Julenissen og Englen har givet en genkendelig skikkelse, og så vi ikke er i tvivl, for vi har givet ham skikkelse:. Onde øjne, horn i panden og en fork i næven. bVi laver billleder af engle og djævle, og vi genkender dem og ved, hvem der står for det onde og hvem for det gode. Hvem, der hører hjemme i Himlen, og hvem Gud forviste til et liv i Helvede. Guds engle og Hells angels.

Hvem kan tage fejl.

Det kan vi.

Og det gør vi. Igen og igen.

Inderst inde ved vi godt, at de to arter er nært beslægtede, og at vi alle er børn af begge. Vi har alle noget engleligt og noget djævelsk i vort dna. Og det kan vi så projicere ud på Putin eller Hitler og Erdogan og hvem vi ellers elsker at hade. 

Vi kunne måske også tage kampen op hjemme i vores eget hus = hoved, hjerte eller hvilket organ, vi nu placerer djævelskabet i?.

Herunder er par engle tegnet af mine børnebørn Alexander og Cecilia. Begge handler om englenes fald. Derved blev de jo til djævle. Eller til os?

Kokholm 40 – den vordende roman: Lise og Christen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ja, men det kommer den virkelig til at hedde,“Lise og Christen” hvis ikke en eller anden sparker mig hårdt over skinnebenet og nedlægger en protest af forargelse over så uoriginal en titel. Men det er de to personer, der står i centrum af romanen, det er deres brydsomme og usædvanlige livsbaner, der formes af mine fingre hen over et tastatur, der finder sig i alt.

Og når kun deres fornavn figurerer, så er det måske for at understrege, at dette ikke er en “saglig” tekst som øser alt sit materiale op af arkivernes dunkle dyb og sære afkroge, men som forsøger at fange menneskene i deres egen følsomme eksistens. Hvilket er umuligt, og derfor er denne bog som alle historiske romaner, det umuliges kunst. Det gør ingenting, sålænge det vedbliver at være kunst.

Det er en tekst, som har til formål at følge i de spor, som inspirationen afsætter i hovedet på mig og som sært nok ved at finde vej til papiret (harddisken) og blive til ord, der til sammen danner det mirakel, som enhver roman er.

Herunder vil jeg sætte bogens forord, så kan du selv (måske) få en fornemmelse af, hvad det alt sammen handler om:

Forord:

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Der var billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Det kunne jeg.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Også andre kendte kunstnere fra tiden er repræsenteret i samlingen, alle med det til fælles, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage år efter år. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Jeg valgte at skrive en roman af flere grunde, men måske mest, fordi der allerede er skrevet bøger i sagprosa om Kandestederne. 1990 udkom en antologi, der bredt fortæller om livet og naturen på egnen, dog langt hen set med gæsteøjne: ”I begyndelsen var lyset,” udgivet på Gyldendal. En gæstebog altså. Og senest udkom en bog skrevet af Bent Hardervig om de tre hoteller i Kandestederne: ”hvad stuepigerne fortalte”.

Jeg ville skrive om den tid, der gik forud for hotellerne, og om de folk, der levede på egnen, inden der kom turister og det hele blev forvandlet til et paradis for det højere borgerskab og kendte kunstnere. Den skulle handle om dem, der ikke blev kendte eller rige, men som skabte grundlaget for de kendte og riges glade ferieliv.

Jeg har forsøgt at komme tæt på den virkelighed, der var deres, men jeg har mest lært dem at kende gennem deres breve, dagbøger og anekdoter fortalt i min barndom. Og naturligvis ved at studere lokalarkiver, kirkebøger og folketællinger.

Vil man gerne læse bøger om de samme mennesker, skrevet af forfattere, der i sin tid færdedes personligt i miljøet, kan jeg henvise til Erik Bertelsens ”Harboørfolk” og Harald Søibergs bøger om Skagensfolk.

Når man forvandler levet liv til fiktion, kommer man uvægerligt i et dilemma. Man skal forsøge at holde sig til sandheden. Men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder”.  

Jeg tror, det var forfatteren Karin Michaëlis, der engang stillede sig selv spørgsmålet: ”Kan man lave om på virkeligheden uden at skære sig på løgnen?” Det har jeg tænkt meget over, og det bør min læser også gøre. En anden digter blev engang spurgt om, hvorvidt det, han skrev, var sandhed eller digtning. Han svarede, at han i al fald håbede, at det var sand digtning.

At være og blive forfatter

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At være forfatter

Uden videre omsvøb vil jeg hævde, at forfatter ikke er et fag, man kan tilegne sig, hvis man ikke dybt i sig har en længsel efter at blive det. Det er måske oven i købet noget, der ligger i ens dna. At være eller ikke være forfatter. Det er sådan, det er. Man skal være født med længslen, og man skal tro på, at det største, der kan times en, er, at man en skønne dag bliver i stand til at skabe en fuldendt helhed uden for en selv: en selvstændig og smuk samling af ord. Kort sagt en bog. At man kan skabe den bog og trække sig tilbage og betragte den og tænke: Ja, det er rigtig godt. Det er præcis, som det skal være.

Som sagt er det måske en længsel, man er født med. Jeg tror i al fald, at jeg er født med den. Som Paulus siger: størst af alt er kærligheden. Og også her kommer kærligheden før noget andet. For det allerførste kim til at blive forfatter er en stor og uhelbredelig og som regel lykkelig kærlighed til litteraturen. Til det fantastiske underværk, som al god litteratur er.  

Jeg var meget lille, da jeg lærte den kærlighed at kende. Min mor læste Oliver Twist højt, og jeg svævede endnu højere end hun læste, ja, i lang tid mistede jeg totalt jordforbindelsen og VAR Oliver. For så levende og smuk og fuldendt var skildringen af drengen Oliver, at ingen af de børn, jeg legede med eller mine søskende bare tilnærmelsesvis kunne matche den tiltrækning, han havde på min barnesjæl. Virkeligheden blegnede, fiktionen fik farver.

Og sådan gik det barndommen igennem. Jeg tror nok set i tilbageblik, at jeg tilbragte flere timer i selskab med bøger end i selskab med mennesker. Ikke fordi jeg ikke kunne lide de andre børn. Jeg havde venner. Det skriver jeg en dag en bog om. Mine ”rigtige” venner. Men personerne i bøgerne, de gode, de onde, de grimme, de smukke, de glade, de triste, de lykkelige, de ulykkelige, de sårbare, de stålsatte, de udsatte, de velbjergende. Alle sammen gik de lige ind i min barnesjæl og befolkede den med et mylder af venner og uvenner, som jeg godt vidste, men ikke følte, ikke fandtes i ”virkeligheden”.

Og jeg vidste, at så snart jeg kunne skrive ord ned, så ville jeg være forfatter. Det tog sin tid. Jeg er ordblind. Jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne ikke læse. De første år måtte jeg nøjes med at lytte. Min bedstemor læste, min mor læste, min bror læste, læreren i skolen læste, læreren i søndagsskolen læste. Vi fik hele tiden læst op den gang. Og i radioen hørte vi Onkel Oplæser læse op.

Men som tiårig greb jeg pennen. Og det var en pen. Og jeg skrev min første roman. Den handlede om Vinterkrigen i Finland. Jeg husker ikke mere, hvorfra jeg havde stoffet. Fra radioen, tænker jeg, for jeg var en ivrig radiolytter fra helt lille. Det er også muligt, at jeg havde læst nogle artikler i Kristelig Dagblad, som min bedstemor holdt, og som jeg forsøgte at stave mig igennem. Der var også andre aviser. Vi levede i storfamilie dengang, og bedstemor og far og mor havde forskellige syn på verden og holdt forskellige aviser. Sundt nok for os børn.

Jeg skrev altså romanen. Min første. I et kladdehefte. Jeg var hamrende stolt af mit værk. Jeg værnede om det og rettede i det og skrev til heftet var fuldt. Og jeg skrev om børnene i krigens brændpunkter, lod dem udføre heltegerninger og komme frelste igennem det inferno, jeg uden samvittighedskvaler skabte for dem. Jeg tror nok, jeg græd af rørelser over de stakkels børns trængsler uden at skænke det en tanke, at det var mig, der havde påført dem hver eneste af dem. Måske sidder Gud lige nu og græder af rørelser over alt det skrækkelige, hans skabninger gennemgår rundt om i verden, uden egentlig at tænke over, at han i sin almagt må være medskyldig i det meste. Nå, det var et sidespring. Og et upassende et af slagsen. For som kristen burde jeg ikke springe i den retning, men som tænkende væsen er jeg jo nødt til det.

Nå, men så blev romanen omsider færdig, og jeg har altid gerne villet have medlæsere. Det ville jeg også dengang, og det nærmeste offer var min storebroder Anders. Jeg satte altså min bror ned på en taburet. Han var et tålmodigt og godt barn, så han lod ordene falde ned over sig uden protester. Det gik ikke hurtigt, for jeg var som sagt ordblind og selv dengang skrev jeg kragetæer, som jeg selv havde svært ved at læse. Men jeg fik læst det første kapitel og skottede til min bror for at se, hvor rørt han var. Og om jeg ligefrem skulle trøste ham og love ham, at det endte godt. Jeg ventede at se tårer i hans øjne.

Men jeg så noget helt andet. Det var frygteligt. Han hylede ikke af grin – han skreg ikke af grin. Han grinede slet ikke. Det gør mandlige medlemmer af Hesselholtklanen sjældent. De lader små lune bemærkninger falde der, hvor andre falder om af grin. Og jeg husker ikke mere hans bemærkning. Den var lun og andre end mig ville vel have fundet den morsom. Men jeg faldt i et sort hul af ulykke. For den fortalte mig, at det var det rene bras, jeg havde skrevet. Jeg gemte mit kladdehefte væk. Og pludselig kunne jeg selv se, at det var noget juks.

Den tiårige forfatter in spe

Med denne lille anekdote fra min barndom har jeg illustreret et af forfatterens smertepunkter. At det, man selv finder smukt og godt af andre bliver kasseret med et pennestrøg eller en kort bemærkning. Alle forfattere har oplevet det. Og alle kommer til at opleve det. Og det er en af årsagerne til, at det her job er det mest intenst smertelige af alle jobs. Men man sidder i fælden. For man er født med længslen og den kan ingen slukke.

Jeg faldt i går over en artikel af Per Petterson, den store norske forfatter, og den inspirerede mig til ovenstående indlæg. Men jeg vil vende tilbage og opsummere et par af hans bemærkninger til forfatterrollen senere.

Kokholm 39

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Romanen om Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm nærmer sig sin afslutning. Der er et par billeder, som jeg ikke har i særlig god kopiering. Det vil jeg forsøge at få styr på i den nærmeste fremtid. Ligesom der venter et skrivearbejde, nemlig sidste kapitel. Det skrives i september, og hvis ellers medvinden blæser, som den skal, så skulle skuden kunne sættes i søen i løbet af efteråret – lad os sige november.

Et par billeder af den familie, det hele handler om – og de er altså ikke gode nok til at komme med i bogen. I det hele taget vil jeg ikke strø om mig med billeder i den, for det er en roman. Og dårlige billeder er en dårlig ide.

Men her et par stykker, og flere følger senere.

På begge billederne ses Christen, Elisabeth og Karen Marie (Elisabthes mor) og på det øverste alle børnene: Mads, Anna, Kristian, Carl, Maria, Helga og Rigmor.

Kokholm 38 – mysterier er der nok af – her et om navne –

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mysterier er der nok af, når man træffer sine aner og ikke aner hvem pokker de er. Jeg ved, at Tines Vej i Hulsig er opkaldt efter Martine, som var en sindssyg kvinde, der i 1888′ folketællingen står opført som hjemmeboende 22 årig. .Gården lå mellem Hulsig og Tranestederne. Digteren Søiberg har skrevet en smuk fortælling om Tine, og i Hændelser fra Hulsig spiller hun en ikke helt lille rolle.Jeg ved, at hendes mor var Karen Marie Jensen og at hun var søster til min oldefar, Lars Jensen = Vester Lars.. Tine var således min farfar Janus Hesselholts kusine. Hendes mor, Karen Marie kom fra Højen, hvor deres mor, der var fra Gården Hesselholt. Hun giftede sig med en fisker (Jens) fra Højen. Lars , hendes bror blev karl på sin onkels gård = Hesselholt, og overtog den og giftede sig med min oldemor fra Kirsten Madsen fra Klarupgården. Deres søn Janus var altså fætter til Tine via sin mor.

Karen Marie Jensen ved vi altså, hvorfra stammer =Højen og hun var gift med jordbruger Jens Houkjær Pedersen, som er født 14 december 1822 i Skagen Landsogn. Det står der i kirkebogen, hvor jeg har fundet ham blandt konfirmander: Her står forældrene til konfirmanden

Jeg er ikke skrap til gotisk håndskrift, så jeg kan ikke læse, hvem faderen er: Jensen står der + noget mere, og Hustru Margrethe ? – Ja, hun hedder Margrethe Madsen. Tak.

Kan nogen hjæl pe?

Ja, det var der så nogen, der kunne. Tak.

Der står, at Jens Houkjær Pedersen var søn af Peder Jensen fra Klarup. Og det sætter tingene på plads. Der er altså også udgået en Houkjær fra Klarup og ikke kun fra Houkjær. Og der er så et navnesammenfald der. Og vi ser tydeligt af dette tilfælde, hvor indgifte gårdene er i hinanden. Jens Houkjær Pedersen fra Klarup gifter sig med en søster til LarsHesselholt. Og da Lars på Hesselholt skal giftes vælges en pige fra gården Klarup = min oldemor Kirsten og jeg tror forresten ikke, at hun er en søster til Jens Hougaard Pedersen, for hun hedder Kirsten Madsen. Jens’ mor hedder også Madsen til efternavn, så de er nok søskende de to: Min oldemor Kirsten er sandsynligvis søster til Jens Houkjærs mor Margrethe Madsen, og hun er altså Jens’ moster. Som om det gør det hele bedre.

Man fandt sin ægtefælle (forældrene fandt) inden for egnens eget udvalg af emner, og helst giftede man sig med en i familien. Ikke så sært, at vi efterkommere har et speget sind. Vi kommer fra en egn, hvor indgifthed var en “naturlov”

Det har vel ikke ligefrem hjulpet på Elisabeth Houkjærs chancer for at få Christen Kokholm til ægtemand.

Jeg ved ikke, om Mads Houkjærs selvmord skyldes de unges oprør mod ægteskabsreglerne = konventionerne i det hele taget, eller om han er syg, evt. traumatiseret af det hårde liv, han har levet = krig – hådt slid – redningsaktioner hver vinter o. m. ..

Når jeg finder det interessant at blive klogere på, så er det fordi Jens Houkjær Pedersen, søn af Peder Houkjær og Elisabeth Houkjær på Houkjærgården gifter sig med Andrea og flytter til Lodskovad.

De to mænd, ham i Hulsig og ham i Lodskovad har altså samme navn, men kun den ene kan være fra Houkjær – hvorfor får den anden så også navnet????

Her har vi altså med få kilometers mellemrum to mænd med samme navn, men kun den ene er født på Houkjær, som Peder køber i 1822 og hvor han bor en årrække sammen med sin søster, inden han gifter sig med Elisabeth (=Lysbet) Jens Houkjær Pedersen er født 14.december 1823. Men, og nu kommer mysteriet, han står ikke opført i kirkebogen hverken i Skagen Landsogn eller i Råbjerg. Hvor er han født?

Det kommer alt sammen ikke romanen med, for der figurerer han ikke. Men han er jo en del af det lille samfund, jeg skriver om. Og en mystisk del. I konfirmationsoptegnelserne står, at han er født i Skagen Landsogn – så burde han være døbt i Skagen Kirke – har de glemt at føre drengens navn ind?

Somme tider skal man vel huske på, at det ikke er GUD SELV der fører kirkebøgerne, men som oftest fordrukne degne. Det kan man næsten se på skriften. Sikke en beskyldning – men den kom fra hjertet – der er så meget sjuskeri..

Herover den unge Jens Houkjær Pedersen som landsoldat i 1864. Han er Mads Houkjærs bror Han stred ved “Slagtebænk” Dybbøl og blev alligevel et harmonisk menneske, der livet igennem bevarede en kærligt væsen. Det var vi fra børnebørnenes skildring af ham, og den er vel ikke helt upartisk, men farvet af deres kærlighed til ham. Men også fra andre kilder beskrives han som et rart menneske. Samme skudsmål bliver ikke hans brødre til del: Den ældste Christen stak til søs som helt ung – efter at have kæmpet ved Fredericia i 1848-krigen – og man så ham ikke siden. Ole og Mads blev gårdejere, og deres iltre temperament er skildret flere steder. De var IKKE rare. Den yngste Søren ved jeg ikke noget om. Han var for ung til at komme i krig.

Kokholm 37 – et besøg i Harboøre

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne unge mand er med 99%s sikkerhed helten i min roman om de to unge mennesker, der brød med det mønster, de var født ind i. Han som søn af en daglejer og hun som hedebondens datter. Det var et brud, der kom til at koste dyrt. Men det var et brud, der skabte store værdier både for dem selv og deres familie og for utallige danskere, for hvem Kokholms Hotel var lig med sommerglæder, fest og velvære.

Jeg besøgte lokalarkivet i Harboøre og fik lov at bruge de billeder, som jeg viser her på indlægget. Det er jeg meget taknemmelig for. Soldaterbilledet er taget omkring 1895, og arkivet ejer hele tre eksemplarer. På de to står: billede af ukendt landsoldat. På det sidste står der (heldigvis) Kresten Kokholm Nielsen. I min roman og mange andre steder staves navnet Christen. Men det spejler kun tidens totale ligegyldighed med hensyn til navnes stavemåde, det skifter hele tiden om den samme person. Så jeg går ud fra, at vi her har et ungdomsbillede af vores meget smukke helt.

Vi har ingen billeder af Christen Kokholms hjem, kun ved vi, at faren var daglejer og ind i mellem fisker, og at de ikke selv ejede jord. Vi ved også, at der fødtes mange børn i det lille hus. Og vi kan regne med, at det har set omtrent ud som hytten på billedet.

Det her billede kan jeg være i tvivl om, men jeg ved, at det forestiller Kresten Kokholm, Mads Knak og Kresten Knak. Knakfamilien var en meget stor Harboørefamilie, og billedet her viser, at der har været en forbindelse mellem Christen og Knakfamilien. De har været ret velhavende, og jeg kan tænke mig, at Christen K har været i Harboøre for at deltage i en familiefest – men måske, for det er det rene gætteri, for at rejse penge til at realisere drømmen om at skabe sit eget hotel..Jeg tror (ved) at Christen var god til at net-worke – og kunne sikkert også finde ud af at crowdfunde – længe før det begreb blev almindeligt. Han var forretningsmand – han vidste, hvilke knapper, han skulle trykke på for at komme videre med sine ideer. Det vender jeg tilbage til. Senere, da hans børn skal ud i livet bruger han også ganske flittigt sine forbindelser til at hjælpe dem i gang. Det kan jeg se af de breve, familien (igen heldigvis) har bevaret.

Ovenstående billede er af Mads Kokholm og hans kone. Mads er sandsynligvis Christens lillebror. Jeg ved ikke så meget om ham, men billedet, der er fra 90’erne taler sit eget sprog. Den unge kone ser forslidt ud, men slid var dagligkost for de fleste, og det sås jo selv på billeder af unge mennesker.

Der er i arkivets store udvalg af billeder ikke ret mange, der bærer navnet Kokholm, men på den anden side er der et hav af ukendte personer fra de sidste årtier for århundredeskiftet. Der kan gemme sig mange Kokholmere i den bunke. Men de her er heldigvis arkiveret med navne.

Forfatter i en coronatid

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har ikke skrevet meget på bloggen, men jeg har arbejdet en del på romanen om Kokholm.

Teksten forvandler sig langsomt fra vand til vin. Det er da i al fald, hvad jeg håber på. Og når jeg kan se mit snit til det, så skriver jeg med hjerte og lidt mere end det, håber jeg.. Det skulle gerne ende med at blive en fortælling om to liv, der levedes for 150 år siden og som var eventyrlige.

Men jeg har i al fald haft tid.

Nu er jeg fast kronikør på Randers Amtsavis og hvad var mere naturligt end at at skrive lidt om, hvordan det er at være forfatter i en coronatid. Herunder kronikken, som var i Amtsvisen for en uges tid siden:

Amtsavisens billede – 7/6 2020:

Her kommer teksten, som jeg ikke kan fotografere, men dette er originalteksten:

Forfatter i en coronatid – en tilståelse.

Forleden modtog jeg en anmodning om at deltage i et forskningsprojekt ved Region Hovedstaden. Det drejer sig om en undersøgelse af, hvordan folk over 65 år, som er eller som har været bloddonorer i en længere årrække, reagerer fysisk og psykisk på den isolation, som et nedlukket og ”smittefarligt” samfund har hensat mange af os ældre medborgere i. Er vi gamle blevet drænet for energi? Er vi blevet ensomme? Har vi mistet livslysten?  

For mig var det en underlig opgave at svare på de mange spørgsmål. Man gik ud fra som en selvfølge, at stort set alle på 65+ var pensionister med tilliggende ”naturlige” gøremål: at tage sig af børnebørnene, at gå til foredrag og koncerter, at hygge sig med vennerne og at deltage i de utallige aktiviteter, der tilbydes gamle. Og da jeg er fra 1943, hører jeg jo ikke til de yngste, men nærmer mig udløbsdatoen med rivende hast. Men det ovennævnte pensionistliv har jeg endnu ikke prøvet. Jeg er stadig aktiv på arbejdsmarkedet og håber, at jeg kan være det mange år endnu.

Inden jeg går videre, må jeg skynde mig at forsikre jer om, at jeg holder rigtig meget af min familie, og den er heldigvis talrig. Jeg elsker alle mine børnebørn, og jeg henter med glæde mine kære små aflæggere i både børnehave og fritidsordning. Og det hænder også, at jeg går i biografen med min mand eller til et foredrag, som jeg ikke selv holder, og jeg cykler da hver dag en tur i engen eller i skoven og somme tider inviterer jeg også gæster og det hænder, at jeg går i byen. Det er alt sammen godt nok.  

Men det, som jeg allerhelst vil bruge tiden på, er mit arbejde. I grunden er jeg vist ikke så lidt af en arbejdsnarkoman, og selv om jeg flere gange mere eller mindre frivilligt har været på afvænning, så sker det samme for mig som for alle andre narkomaner, jeg falder i gang på gang og kaster mig over et nyt projekt.

Mit arbejde består i at læse rigtig mange bøger for at blive rigere (rigdom er ikke noget, man har i banken, men i hovedet og i hjertet) og at blive klogere på tilværelsen og så at skrive en lille smule ned om det hver dag. Og det kommer der så, hvis jeg er heldig og flittig nok, bøger ud af.

Faktisk plejer jeg ikke at sige det højt, for det er i vore dage rigtig suspekt at være sådan som jeg er. Og man vil jo nødig betragtes som en asocial særling. Jeg er da også flere gange gået i rette med mig selv, f.eks. når lysten til at være alene og arbejde koncentreret uden at se til højre og venstre tog så meget overhånd, at jeg glemte alt andet og kom for skade at kyle flæskestegen i vaskemaskinen og bleerne i fryseren.

Men man kan jo ligeså godt være ærlig, især i min alder, og nu fik spørgeskemaet mig altså til at tage problemet med tid og beskæftigelse op til revision. Og for resten vil jeg da tilføje, at min familie er yderst overbærende og (næsten) har accepteret mine særheder.  

Der har dog været perioder i mit liv, hvor jeg ikke kunne få den ro til at læse og skrive, som jeg gerne ville, f. eks. fordi jeg havde ansvar for mand og børn og elever og studier. Og på et tidspunkt, hvor disse bibeskæftigelser slugte mig, sagde jeg til min mand, at jeg ville lave et fingeret bankrøveri, så jeg kunne blive sat bag lås og slå i nogle måneder og så endelig få skrevet den bog, der bankede på og ville ud. Men han svarede: ”ja gør endelig det, og så kommer du til at sidde og lave tøjklemmer hele dagen.” Jeg opgav bankrøveriet.

Men børnene blev store, eleverne slap jeg til sidst, og så en skønne dag var jeg endelig alene med et tastatur og en stak bøger og kunne gå i gang med at udleve mine drømme: at skrive de bøger, som jeg syntes, jeg havde i mig. Og jeg var heldig. De kom til verden uden alt for mange fødselsveer og var i mine egne øjne præcis, som de skulle være.

Men nu kan jeg så ikke holde tilståelsen tilbage længere. Og nu hvisker til jer. Jeg har nydt coronatiden.  Ja, men det har jeg altså. Ingen rejser, ingen foredrag, ingen besøg, ingen forstyrrelser. Kort sagt: Tid nok. Og lov til at være alene. Isolation uden tøjklemmer.