Helle for Helle

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg troede engang, at når jeg havde Dostojevskij og Helle Helle stående øverst på listen over mine favoritforfattere, så var det, fordi den første satte gang i tankerne og fik mig til at reflektere over de evige eksistensspørgsmål: Hvem er vi? hvorfor er vi her? hvor skal vi hen? + alt det andet stof om livet og døden, der aktiveres og sættes i brand, når man læser den gamle russer, og fordi den anden satte sig i kroppen og pirrede sanserne med nydelse, som når man nipper til en gourmetret eller langsomt gufler en isvaffel i sig.

Men det er ikke derfor. Mange, ja, de fleste af Dostojevskijs bøger tager os jo med ind i en sanseverden, der er lige så mættet og jordnær som Helle Helles, jeg nævner de to, der først falder mig i pennen: Det døde Hus og De Sårede og de Ydmygede. Her møder vi ”almindelige” mennesker af kød og blod, og vi fanges af dem, fordi vi kender dem (fra os selv). Og hos Helle er det jo ikke blot fuglefløjt og flødebolle-kræs alt sammen. Det er det også, men i så raffineret form, at det trods det helt hverdagsagtige og jordbundne i teksten, hæver den til fornem litteratur. Og vi fanges af personerne, fordi vi kender dem (fra os selv).

Blev netop nu færdig med at læse (sluge) seneste skud (BOB) på det fine forfattertræ, der ikke imponerer ved sit omfang, ikke forgrener sig til det helt store, men vokser så stille som selve teksten, der bestemt heller ikke råber højt på noget tidspunkt.

Det skal jeg prøve at uddybe i det følgende

Hvis man skulle genfortælle Helle Helles bøger, så ville man komme på en umulig opgave. For der er ikke noget at fortælle. Eller sagt på en anden måde: teksten er sin egen fortælling. Den virker så enkel, og så er den alligevel så kompleks. Er i sig selv et paradoks. For den ånder af liv, og samtidig lider den af åndenød, eller personerne gør, og man sidder som læser og suges ind i fortællingens univers, fordi man ikke kan andet, og så får man samtidig en ubændig lyst til at yde førstehjælp.

Personerne er så hjælpeløse. Mund til mund- metoden dur bare ikke. De er låst fast i deres hjælpeløshed, fanget i et net, som det er umuligt at vikle dem fri ud af.  Og hvis man gjorde det? De ville hade en, for de vil jo være der, i nettet. De hører til der. Og vi skal lade dem være. De er ikke selvpinere. De har et liv. Og Helle Helle giver dem SÅ meget liv i sproget.

Nu er det jo fiktive personer. Vi læsere har ikke noget at gøre i en roman andet end at læse. Vores rolle er begrænset – vi kan græde og le med personerne – vi kan ikke ændre dem. Men det er så alligevel det, man får lyst til med Helles personer.

Hvorfor handler de ikke? Jamen det gør de også. De køber ind, de laver mad, de mødes og skilles, de laver mere mad, meget mad, de spiser og de sover og går på arbejde. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Men skal de det? i ”hvis det er” farer personerne virkelig vild. I Rold Skov. Jeg vil citere lidt fra et kapitel (19) hvor de to personer er faret vild og bliver nødt til at overnatte i en shelter. Jeg tror, dette eksempel vil forklare lidt af fortryllelsen. Måske.

(side 53 – kapitel 19) : ”Vi kommer på plads op ad bagvæggen. Hun gnider sine arme hårdt under tæppet, fortsætter derefter med benene. Vi rykker tættere sammen, sidder med langsiderne op ad hinanden. Hun udsender en pudret lugt, støvet rose eller melon. Jeg forestiller mig, at hun også sidder med armene krydset foran brystet nu, hænderne i armhulerne og benene tæt samlet. Måske har hun også sine fødder over kors. Min vabel generer ikke synderligt nu, bortset fra en klistret fornemmelse i sokken. Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget. Hun sukker dybt.

Er du træt, siger jeg.

Det tror jeg nok.

Se, om du kan sove lidt.

Jeg prøver, men det er svært.

Regnlyden er meget søvndyssende. Det giver nogle ryk i hende, hun retter sig hver gang op. Men endelig falder hun i søvn, med hovedet på min skulder. Det er hendes hår, der lugter pudret, måske er det faktisk fersken. Hun har nogle lange udåndinger.

Vi sidder længe sådan. Det er en virkelig ensartet regn, der er ingen udsving i trommeriet på shelterens tag og i skovbunden. Vinden må være konstant, skydækket tæt. Hele ugen har det holdt tørvejr, vejret har været så strålende. Den sene eftermiddagssol stod lige ind i hytten, værelset var stadig lunt, når jeg trak mig tilbage. Jeg lagde mig oven på dynen og lod dagen løbe gennem hovedet til lyden af raflebægre. Min pose bananbolcher med lakrids kunne have gjort en forskel nu, under disse omstændigheder. Jeg trækker forsigtigt det øverste tæppe op omkring os med min frie hånd, men venstre skulder er let følelsesløs.

Måske falder jeg også i søvn. I hver fald giver det et lille sæt i mig, da hun løfter sit hoved. Hun gnider sig i ansigtet, taler ud gennem hænderne:

Det regner stadigvæk.

Ja.

Åh, jeg sov.

Hun gaber voldsomt, tæppet hæver og sænker sig.

Jeg drømte, jeg lavede te. Jeg er ellers ikke tedrikker.

Det er jeg heller ikke.

Jeg synes ikke, te smager af noget. Det er mærkeligt, folk er så vilde med det.

Man skal nok lære det.

Sikkert.

Hendes hænder er tilbage under tæppet, hvislende nylon.

Men lige nu ville det være fint med en kop varm hvad som helst, siger hun

Ja, med sukker i.

Og en lille kiks. Jer.

Ja, mon ikke. Hjøm, siger jeg med en kort fremmed latter, som jeg kommer til at gentage, og så griner hun også lidt:

Griner du af mig? I morgen sidder du selv med en kiks. I Hundige.

Gid det var så vel.

Tror du ikke, vi finder ud? siger hun bestyrtet og vender sig, en luftbølge udgår fra tæppet.

Jo, jo. Det er bare, fordi jeg ikke bor i Hundige for tiden.

Hvorfor ikke?

De er ved at brække gulvene op, der har været vandskade.

Nåeh.

Så jeg bor midlertidigt på hotel. På Amager. I nærheden af mit arbejde.

Var det skybrud?

Næ. Opvaskemaskinen. Der har åbenbart været noget i vejen med afløbet et stykke tid. Krybekælderen stod under vand.

Opvaskevand? Havde du slet ikke mærket noget?

Underligt nok ikke. Jo, der lugtede godt nok en lille smule ved køkkenvasken.

Det kan der jo sagtens gøre, uden at det betyder noget.

Ja, netop.

Det var synd, siger hun lidt efter med stor alvor, hun lægger sin hånd eller bagsiden af den på min underarm.

Så skal du ikke engang hjem-hjem.

Måske i næste uge, hvis det går efter planen, nu må vi se, siger jeg med luft i stemmen, smittet af hendes alvor, den rørende håndryg. (citat slut)    

Som man ser, er det ikke eksistensproblemer eller relativitetsteoretiske emner, der diskuteres. Det er så almindeligt, og alligevel emmer det af liv.

NB: Det er ingen stavefejl, at der står JER efter kiks. Pigen siger ikke JA – hun siger JER. Det kender vi godt, ikke. At de unge udtaler “ja” som “jer.”

Mens det sker 8

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ingenting er så kedeligt som at høre om andres drømme. Selv bruger jeg undertiden (eller brugte) at lade mine fiktive personer drømme, men det gør jeg ikke mere. Jeg har nemlig opdaget, at jeg når jeg læser en bog, så springer jeg de afsnit over, hvor man får skildret en persons drøm. Jeg gider ikke læse eller høre om drømme. Det er så kedeligt, og den stemning, der snor sig om drømmen, mens den drømmes, kan ikke gengives, så man får slet ikke det, som er drømmens substans. En drøm kan ikke fortælles. Den skal drømmes. Så hvis du har det lige som mig, så spring det her indlæg over.

For det handler om en drøm.

Det handler om en drøm, jeg havde i nat. Og jeg tror, at den ville fortælle mig noget vigtigt.

Som alle drømme er den surrealistisk. Der er ikke hverken hoved eller hale i den. Nu beskriver jeg det af den, som jeg kan huske:

Jeg gik ude i vores drivhus og såede. Det var forår. Jeg kunne endda se, hvordan det spirede og groede for næsen af mig. Så kom naboens høne, stor og fed og grim, og den gav sig straks til at nippe til mine små planter, og jeg tænkte, at det hele foretagende var meningsløst, for jeg kunne jo ikke holde dyret væk. Og skulle jeg mon ikke gå ind til Bent (en anden nabo) og alliere mig med ham i en fælles kamp mod bæstet? Så var det, jeg fik øje på rotten. Den var faktisk ikke så ulækker som hønen, den havde en fin pels, der mindede om en kanins, og den så på mig med milde øjne.

Jeg blev forvirret, for det, jeg så, virkede fremmed, men værre endnu blev det, da jeg løb ind i havestuen. Der sad min mand (Ole) i samtale med en lys og venlig og lidt kraftig kvinde, som rakte mig sin hånd, mens hun smilende forkyndte, at hun var vores nye demenssygeplejerske.

Jeg ville ikke tage hendes hånd, for min var jo snavset af arbejdet med jorden. Mit tøj var også i uorden og smudsigt, og mit hår var tjavset, og jeg blev meget forfjamsket, da hun sagde, at nu skulle jeg pakke i en fart. Ole havde allerede pakket sin kuffert. Det var på tide, at vi kom af sted.

Jeg forstod ingenting og havde det forfærdeligt. Men lidt efter befandt jeg mig i et tog. Der var utrolig mange mennesker med toget, og i mængden forsvandt Ole og sygeplejersken. Der skete mange ting, som står i en tåge for mig nu, og sikkert også gjorde det i drømmen, men et billede er blevet stående helt skarpt. En læge, som pludselig tog fat i mig og meget, meget venligt, ja næsten kærligt ( og han var smuk, og jeg blev lidt forelsket i ham) sagde, at han vidste præcis, hvordan jeg følte, og at han havde den dybeste medlidenhed med mig, men nu måtte jeg følge med, for jeg var så langt inde i min demens, at jeg ikke mere kunne klare mig selv.

Ordene gjorde mig så bange, som jeg aldrig har været før. Og jeg vidste jo, at han stod og løj. Jeg forstod jo alt. Og jeg fejlede ingenting.

Jeg ville stå af toget, ville flygte, men det kunne jeg ikke, for lægens kærlige stemme lagde sig som lænker omkring min krop, og jeg mistede al vilje – blev ført ind i en trylletilstand, hvor jeg følte mig næsten lykkelig (forelskelsen), og samtidig var jeg dødelig angst, for han stod jo der og tog mit liv fra mig. Ville spærre det inde.  … og så vågnede jeg.

Jeg vågnede med en voldsom hovedpine og i stor sjæleangst. Ole vågnede samtidig. Vi plejer ikke at vågne samtidig og slet ikke at snakke sammen den første sløve tid.

Først ved kaffen bliver vi snakkesalige. Og det er nu mest mig. Men han lytter da og siger nogle venlige ord, mens han forsøger at koncentrere sig om sin soduko.

I dag var alting anderledes. Vi vågnede samtidig. Og han sagde smukke ord til mig, som jeg vil holde for mig selv. Min hovedpine forsvandt. Jeg blev ikke rigtig glad, for angsten sad stadig og bed i sindet. Men smerterne var borte.

Hele dagen har jeg tænkt på drømmen. Og jeg har tænkt på, at det netop nu er præcis to år siden, vi sad i et lægeværelse på Skejby Sygehus over for en mand, der havde taget en eksamen i psykiatri, men ingenting vidste om mennesker. Han skubbede en stak papirer over til os og sagde, at nu kunne vi jo studere dem. Her stod det, vi behøvede at vide om alzheimers syge. Og så var der for resten også en indmeldelsesblanket til alzheimerforeningen. Den dag var slutningen på mange ugers demensudredning.

Et par uger forinden havde samme mand sagt og det med et smil på læben, at vi måske nok inden længe ville få en ubehagelig diagnose, men vi måtte lære at tage det humoristisk. Uden humor gik det ikke. Det sagde han. Og han tilføjede, at Ole ikke mere måtte gå på jagt eller køre bil.

Så gik vi. Gav vi ham hånden?

Vi var tavse hele vejen hjem. Først længe efter sagde Ole noget. ”Hvis du ikke havde været her, så havde jeg taget mit gevær og skudt mig.”

Vi skulle lære at tage det humoristisk.

Nu ved jeg, hvad min drøm ville fortælle mig: At han er så stærk, min mand, så tapper, så beredt på at leve. Jeg ville ALDRIG have kunnet mobilisere den styrke, han viser hver eneste dag. Drømmen fortalte mig, hvad han er op imod. 

Nå ja, det vidste jeg jo i forvejen.

Berømte mænd fra Ålum 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt om Sankt Kjeld og tiden, han levede i.

Jeg vil gerne skrive en bog om Sankt Kjeld af Ålum. Han levede i Middelalderen, og derfor vil der i den kommende tid dukke en del indlæg op om denne tid. Jeg har tænkt at blive klogere på, hvad der skete i de tider og hvem, der fik det til at ske. Og jeg vil som hovedkilder anvende den gode gamle Politikens Danmarks Historie fra 1963 bind 3, skrevet af Hal Koch og Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie fra 1992 bind 4, skrevet af Ole Fenger. Desuden vil jeg benytte Websiden Danmarkhistorien.dk.

 Kjeld blev født på en stor gård i Venning sidst i 1000tallet. Hans familie var velhavende. Ålum kirke var på det tidspunkt sandsynligvis en trækirke, men det er mit gæt, for så vidt jeg ved, findes der ingen spor af den kirke. Runestenene i Ålum indikerer dog, at vi havde en før den store kvadrestenskirke, som vi kender i dag, og som blev bygget efter Kjelds død. Runestenen er fra før Kjelds fødsel, det vi her ser af kirken er fra flere hundrede år efter hans død. Her er de gamle kvadre næsten skjult af de senere og rødmalede tilbygninger: Tårn og våbenhus.

Kjeld blev ingen gammel mand. Vi ved ikke præcis, hvornår han er født, men han døde midt i 1100tallet, så den tid, jeg vil forsøge at få et overblik over, strækker sig fra ca. 1100 til ca.1150.

Hvad skete der i Danmark i de år? Og i Europa? Det sidste er også vigtigt, for selv om Kjeld blev født som en bondedreng i Venning, så kom han vidt omkring. Han oplevede at blive krigsfange hos venderne, han blandede sig i møder i ærkebispesædet i Lund, og han rejste til Rom.

Ganske kort om Middelalderen. Man regner den fra ca. 1000 og til 1536 – altså fra vikingetiden til reformationen.

Ved Kjelds fødsel er vikingetiden er ikke fjern. Det sidste vikingetogt fandt sted i 1069, så Kjelds bedstefar kunne godt have deltaget. De gamle har altså rødder i den tid. I min barndom lærte vi om ”den mørke Middelalder” – men det er vist nok forkert. Det vil jeg kunne fortælle mere om, når jeg får læst ”de lærdes” nyeste udlægninger.

Sikkert er det, at Kjeld levede i en tid præget af voldsomme begivenheder. Det var Vikingetiden jo også, og det fortsatte altså. Middelalderen bragte ikke fred. Fred var et ord, der hørte kirken til – et kristent ideal – som kirken dog langt selv levede op til. Middelalderen er også korstogenes tid – hvor man før rejste ud for at erobre nyt land (vikingetogterne), rejste man nu ud for at kristne, men det var langt hen et skalkeskjul for at erobre. Man var nok så meget interesseret i at vinde land for kongen og kirken som man var i at vinde sjæle for Herren.

Men kirken talte i det mindste om fred. Og kirken tog sig på at beskytte værgeløse, de forældreløse, fattige, enker, syge … de første sygehuse stod kirken for: Sankt Jørgensgårdene.

Kirkens magt vokser støt i Middelalderen i takt med kongernes. Kongemagt og kirkemagt støder gang på gang sammen. Men de står også sammen i en fælles bestræbelse på at skal beskytte individet. Hvor det før var slægtens opgave, bliver det nu samfundets: kongens og kirkens. Der bliver forfattet lov til den svages værn. Det er nyt.

Herunder kongerne i Kjelds tid:

Erik Ejegod 1095 – 1103

Niels              1104 – 1134

Erik Emune    1134 – 1137

Erik Lam        1137- 1146

Svend            1146 – 1157

Striden mellem Svend, Knud og Valdemar 1146 – 1157

Dette er skrevet i al hast, og delvis efter hukommelsen – så det vil (måske) blive revideret. Indtil videre lader jeg det stå som en indledning til kategorien: berømte mænd fra Ålum.

En rettelse til overnstående: det sidste korstog fandt ikke, som anført ovenfor sted i 1069 – Knud den Hellige ( søn af Svend Estridsen) forsøgte sig i 1075 – Togt til England – men til ingen nytte. Wilhelm Erobreren var stærkere end den danske vikingehøvding. Vikingetiden var endelig slut. Men det forhindrer jo ikke, at Kjelds bedstefar kunne havde deltaget i vingetogter – sejt nok, hvis han er sønnesøn af en viking. Nå, nu digter jeg. Men sandt er det, at 1100tallets danskere står med det ene ben i vikingetiden. Så hurtigt forsvinder en kultur ikke. Og de første kristusfigurer ligner da også vikinger. Ingen skulle komme og sige, at Kristus var en svækling. OK det var han så heller ikke. I følge den nye tro overvandt han jo selveste DØDEN. Det kunne ingen af de gamle klare.

At blive gammel og at finde hjem

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At blive gammel og at finde hjem

Overskriften lyste frem på min indre skærm. Stod og blinkede lidt som overskrifter gør, inden jeg sætter mig til tastaturet og får gang i skriveriet. Men det vil jeg da ikke skrive om, tænkte jeg først. At blive gammel. Og at finde hjem. Jeg ER jo hjemme. Alle i det her land ja i hele den vide verden er jo hjemme for tiden. Vi befinder os midt i en pandemi, og mange føler sig elendigt tilpas, fordi de er dømt hjem. Det gør jeg så ikke. Tværtimod. Er det så fordi jeg er blevet gammel? Og derfor hører hjemme hjemme?. På et alderdomshjem måske ligefrem?

I går gik jeg længe i coronaburet med en uvant følelse af velvære. En slags stille glæde, der randt gennem blodet og truede med at bilde mig ind, at jeg var noget nær lykkelig. Og at det nok skulle gå alt sammen.

Alt! Det er da pokkerme ikke så lidt. Det er jo lige fra urolighederne i USA, krigene rundt om på kloden, sulten og fattigdommen og coronaen og alle dens mutationer. Og vore egne kroniske lidelser, der hver dag skilter med vores skrøbelighed. 

Men følelsen af velvære blev siddende, og det endte med, at jeg selv satte mig. Og blev siddende en tid, mens jeg forsøgte at imitere Rodins ”Tænkeren” – det var let nok. Her sad jeg længe og så tænksom ud. Tænker jeg, for jeg kunne jo ikke godt se mig selv. Man kan ikke tage en selfie i den stilling.  

Men Rodins Tænkerens dybsindige siddestilling kan jo sagtens være ren attitude. Hvem ved, måske sidder han bare og grubler over, om konen nu også har husket opskriften på den ratatouille, som hans mor gav hende forleden.

Velværet kan jo ikke skyldes, at vi kan tænke. Det kan vi ikke særlig dybt, selv om vi prøver at bilde hinanden og os selv det ind. At vi har indsigt, fordi vi tænker så dybt og er så kloge. Vås.

Jeg rejste mig igen og fortsatte min rastløse vandring i coronaburet, som heldigvis er stort nok til mange benstræk. Jeg endte i køkkenet og gav mig til at rode lidt i rodet. Stakkene af opskrifter. Fandt den franske stak og læste lidt op på ratatouille og tænkte, at med mine kulinariske brist og totale mangel på kogekunst burde jeg falde grædende sammen og indrømme, at jeg ikke har ret meget at have min glæde i: Ragnarok er lige om hjørnet (spørg bare Greta Thunberg), alle slås med hinanden eller sulter –  og jeg kan ikke lave mad.

Og så blev glædelyset alligevel ved med at brænde. Det brænder vel ud, tænkte jeg og lod det være tændt, mens jeg gik og puslede med forskelligt. Det endte med at jeg gik en tur ud i sneen. For det sneede for en gang skyld i går. Og på turen voksede glæden. Tænk at man kan gå ud mellem hvide træer og være omgivet af skønhed, ingen kan ødelægge. I al fald ikke her og nu.

Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at lede efter Rodins Tænkeren eller Grubleren – men fandt kun en reproduktion af et maleri af Edward Munch (se ovenfor!), der ligesom de fleste andre ikke tvivlede på, at der var dybe tanker på spil her.

Men så fandt jeg et andet billede i mit gamle fotoalbum fra 1963, da jeg boede i Paris og undertiden tilbragte eftermiddagene efter skoletid i det dejlige Rodinmuseum. Det var ikke et billede af Grubleren, men et billede af kærligheden. Den, som aldrig forlader os, heller ikke når tankerne slår klik eller slår fra.

Billedet er taget i min pure ungdom – Rodins skulptur hedder Kysset – og jeg snuppede det, inden jeg selv vidste, hvad det hele handlede om –   

Nu ved jeg godt, hvad det handler om. Og jeg tror i det mindste, at jeg ved, hvorfor jeg var glad i går og stadig går omkring med en afglans af glæden. Det har faktisk at gøre med at blive gammel. Der er så megen erfaring inde i en. Og en af de skønneste, er den, at kærligheden varer livet ud. Når først den forsvinder, så er vi her ikke mere. Det er jeg sikker på, selv om jeg tvivler på så meget andet.

Derfor skriver jeg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

“Her står jeg og kan ikke andet.” Sådan sagde Luther ifølge legenden, da han blev anklaget for blasfemi (tror jeg nok) – i al fald var der den mening bag ordene, at det ikke var særlig morsomt at stå lige der. Det kunne koste ham livet.

Det kunne det sagtens have gjort, for dengang var det tit farligt at have tiltvunget sig en platform og ytre sig derfra.

Det var livsfarligt.

Det er ikke spor livsfarligt at tale og skrive i vore dage. Vi har ytringsfrihed.

Men det kan føles sådan. Farligt.

Når man har skrevet en bog, kaster gribbene sig over en, og man kan ikke andet end føle sig skyldig, for hvad enten man dømmes mildt eller brutalt, så dømmes man. Og undertiden af folk, der ikke kan læse.

Man skriver for dem, der kan læse, men det er ikke altid dem, der har den dømmende magt.

Som da jeg skrev bogen: Tobias og Englen – en bog, der handler om krig i Mellemøsten – om krig, undertrykkelse og forfølgelse – et meget aktuelt emne – og den er skrevet for og til børn. Og jeg kan godt lide at skrive for børn og jeg tror, at jeg er god til det. Men bibliotekets lektørudvalg læste kun indledningen, hvor der står, at handlingen foregår for over 2000 år siden og er inspireret af en af de kendte apokryfe tekster. Så blev den klassificeret under “litteratur om oldtiden” – og kun for forskere, stod der. Og den dom betød, at bibliotekerne kun købte de par eksemplarer, der nu står der og samler støv på hylderne for oldtidsforskning. Det betyder ikke alverden, at jeg så ingen bøger solgte, selv om det altså er en god børnebog. Men det betyder alverden, at jeg ikke fik sagt det til børn, som den handler om. Den har et budskab, og jeg havde tænkt, at børn kunne blive klogere på sig selv og verden ved at læse den. Og få en god oplevelse også, for det er også en spændingsbog – fuld af handling.

Det er ikke den eneste oplevelse, jeg har haft af den type i mit lange forfatterliv. Og så tænker man: det er nok bedre at lægge det skriveri væk. Fjerne fingrene fra tastaturet en gang for alle.

Og man tager beslutningen og holder den jo ikke.

Hvorfor?

I dag fik jeg to gode svar på det.

Begge kom de fra to af mine yndlingsforfattere. To, som er vidt forskellige, og to som begge skriver lige så smukt og rent som englene sang julenat.

Den ene er Helle Helle – den anden er Jon Kalman Stefánsson.

Først Helle. Og hende vender jeg tilbage til, når jeg har læst BOB.

I et interwiev i Information 10 jan. skriver Helle Helle om, hvorfor hun skriver, og jeg sad og nikkede, mens jeg læste det. Ja, det er derfor. Også og mest derfor. Og hun taler om at have et rum, man kan gå ind i og være helt sig selv – uden masker, uden roller, kun sig selv, og de dybeste tanker og følelser får lys og liv. Det sidste skriver hun ikke. Det er mine ord.Jeg citerer fra interwievet:

“”Lige meget hvad, så holdt jeg fast i at skrive. Og da det for nylig gik op for mig, at det var sådan, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig altid har fået skrevet, uanset hvordan mit liv har været. Er det fordi jeg har haft behov for at bearbejde forskellige ting i mit liv? Tit tænker man jo, at der er noget terapeutisk i det at skrive. Men det gik op for mig, at det ikke er det terapeutiske, det handler om. Det er mere det at lave sig et rum, hvor man går ind og lukker døren, og hvor man så befinder sig i en verden, der er helt ens egen. En verden, der er fuld af liv og nærvær. Det er som at holde fri fra alle ens kvaler.”

Ja hun rammer sømmet!

Og nu vil jeg citere fra den anden af mine mest yndede. Den islandske Stefansson. Og det jeg vil citere er lidt pralende, når jeg mønter det på mig selv. For det handler om, at litteraturen kan redde døde fra glemslen. Og kan ikke kun de ypperste forfattere det? Men jeg forsøger med min lillebitte redningskrans også at frelse fra glemsel, når jeg skriver om de gamle slægter. Her citerer jeg fra Stefansson:

Han skriver om mørket. Det, der omslutter os, fordi vi er i alderdommen, og foråret, sommeren og efteråret er gået. Nu er vi gamle, og vi har kun vinteren tilbage. Og døden. Jeg citerer fra indledningen til Himmel og Helvede:

“Nu om dage er der ikke meget ved os der minder om lys. Vi står meget nærmere mørket, er næsten mørke, det eneste vi har tilbage er minderne og så håbet som dog er svundet, det bliver ved med at svinde og minder snart om en udslukt stjerne, en mørk klippeblok. Men vi ved nu alligevel en smule om livet og en smule om døden, og vi kan fortælle: Vi kommer hele den lange vej for at begejstre dig og for at bevæge skæbnen.

Vi har tænkt os at fortælle om dem der levede på vores tid, eller for mere end hundrede år siden, og som for dig ikke er meget andet end navne på nogle skæve kors og revnede gravsten. Liv og minder der blev udslettet i overensstemmelse med tidens nådesløse lov. Det har vi tænkt os at ændre på. Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul.”(Citat side 6)

Herunder en lille række af billeder fra det store arkiv af afdøde, jeg har skrevet om:

Ovenstående de to bøger, jeg skrev om de gamle familier og de begivenheder, der engang udfoldede sig omkring dem. Neden for nogle billeder af de personer, der er at finde i det store galleri af gamle, nu afdøde.

Vera Hesselholt

Godt nytår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som nogle af jer ved, har jeg de seneste ca. 25 år været fast klummeskriver og kronikør ved Randers Amtsavis. Her har jeg haft det privilegium med kortere eller længere mellemrum at ytre min mening om hvad som helst. Og somme tider har jeg lagt en kronik på bloggen – især når den, hvad jeg i grunden helst vil have, at den altid skal være, men ikke altid er, er af en så almen karakter, at den kan deles med mange.

De seneste gange har kronikken handlet om corona, og denne gang ville jeg, at den skulle være coronafri – uden dog at blive stemplet negativ. Og det var jo så umuligt. Men jeg lægger den på bloggen alligevel, for det er også mit nytårsønske for os alle sammen.

Velkommen til et nyt og bedre år.

Fra min barndom husker jeg en nytårsmorgen, som fik mig på grådens rand. Min far havde netop hentet årets første avis og bredte den nu ud foran sine børn. Se! Sagde han og pegede. Vi kiggede alle fem på avisen. Og da var det, jeg følte et stik i hjertet: For øverst på siden sås et 1952, der sejrsbevidst marcherede ind fra venstre, mens det sparkede til et stakkels krumbøjet 1951, der hullet og forrevet og på krykker vaklede ud til højre. Jeg var så ung dengang, at fantasien let fik vinger, og jeg havde ikke svært ved at føle med det stakkels, forkrøblede år. Nu er jeg blevet så gammel, at fantasien igen får frit løb, men jeg har alligevel ikke spor ondt af det gamle år. Det må gerne forsvinde langt væk. For det var for dumt og det har fortjent sin skæbne som kasseret. Ud med det! Og velkommen til et nyt og bedre år, hvor vi igen kan udfolde os frit og i fællesskab.

I går ville vi på en julevisit hos vores datter, der bor i en nabolandsby, og allerede i entreen kunne vi mærke, at der var noget galt. Børnene kom ikke farende ud for at kramme os, som de plejer (selv i coronatiden), og der var sært stille i huset. Og da hørte vi en røst inde fra køkkenet, der forkyndte, at husets ældste barn lige havde lagt sig med feber og ondt i kroppen. ”Men bare rolig! vi har isoleret ham!” råbte stemmen. Og som ramt af et kuglestød bakkede vi ud. Og så kørte vi hjem. 

Bagefter følte jeg mig dum. Og smittet. Smittet af den nye corona-religions dårlige ånde, der breder sig overalt. Som en kæmpeblæksprutte, hvis arme fanger i flæng. Den havde lige snuppet min julegudstjeneste. Og nu neglede den  mine børn. Jeg kom til at tænke på et bibelord: ”Man kan ikke tjene to herrer.” Nej, det kan vi ikke. Og vore nye præster holder os fast i den nye tro. Corona er blevet det skræmmeord, der maner al sund fornuft i jorden og forgifter hverdagen.   

Vores barnebarn blev coronatestet. Han var negativ. Havde halsbetændelse. Det kunne vi have sagt os selv. Men vi turde ikke. For tænk hvis nu …! Det er den frygt, der i det her år har taget bolig i os alle, og som har fyldt alt for meget. Men som heller ikke er til at komme udenom. For hvad nu, hvis vi gav pokker i frygten og smittede et gammelt menneske med en dødelig sygdom. Så hellere isolere den gamle.

Sådan har vi tænkt, og vi har vel ikke kunnet tænke anderledes. Corona har været en tyran. I 2020 har tyranniet hersket uindskrænket i alle lande, selv de mest demokratiske. Jeg har ikke glemt statsministerens tale i marts, hvor hun bl.a. sagde, at hun holdt alle danskeres liv i sine hænder. Da fik jeg kuldegysninger. Især fordi jeg anede, at der var noget om det.

Det har været et sort år for mange. Men det har også været et lyst år for mange. Det har været et kontrasternes år. Og vi kan ikke, som jeg har følt lyst til, bare sparke året væk og kalde det mislykket og ubrugeligt. Vi har brugt det godt midt i al gruen. Vi har nemlig lært meget, som vi altid har vidst, men som var på vej i glemmebogen. Vi har lært, at fællesskab er dyrebart og at vi ikke må miste det. Vi har lært, at vi kan noget sammen på tværs af alle de forskelle, der heldigvis er på os.

Vi har lært, at alle mennesker er dyrebare væsner. At vi alle sammen er værd at holde i live. Selv de allersvageste. Ja, måske især de svageste. Og her kan jeg godt blive lidt rørt, for det er det smukkeste, der er sket i det gamle år. At vi har fået øjnene op for, hvor meget vi betyder for hinanden. Hvor værdifuldt hvert menneskeliv er.

Og med hensyn til det sidste kan vi måske endda sige, at den erkendelse har bredt sig ud over hele verden i en ny global bestræbelse på at bevare liv.

Epidemien blev hurtigt til en pandemi, fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor vi trods alle vore nationale egenarter først og fremmest er verdensborgere. Hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi lever i en og samme verden. Og her kommer fællesskabsfølelsen igen ind, som noget vi ikke kan undvære. For vi er fælles om ansvaret for, at vore børn ikke skal komme til at leve i en verden uden natur og fastlåst i et virtuelt univers, fjernt fra alt levende liv.

Ja, et kontrasternes år. Men lever også i en kontrasternes tidsalder. Det er den her tidsalder, hvor vi, der er på min alder tydeligt husker atomoprustningen i den kolde krigs tid. Hvor De Gaulle pralede med sin atombombe, der var lille, men stor nok, for som han sagde: ”on ne peut mourir qu’une foi.” (Men kan kun dø én gang).

Og så oplever vi nu igen en global oprustning, men denne gang er den vendt mod en fælles fjende. Og kapløbet går ikke ud på, hvem der kan udslette flest liv, men hvem der kan redde flest liv.  

Berømte mænd fra Ålum 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Den første af de berømte mænd, jeg vil fortælle om i den nærmeste fremtid, er Sankt Kjeld. En helgen. Vi er nemlig så heldige at have vor egen helgen. Jeg ved godt, at Viborg har taget patent på ham, men han er nu alligevel mest vores – født som han er herude ganske nær ved Ålum.

Vi kan ikke prale af, at vi i Danmark har haft en overflod af helgener. Tværtimod.. Ganske vist var vi katolikker indtil reformationen, altså i flere hundrede år, så vi kunne jo godt have forstret en hel del af disse sære støbninger, der udmærker sig på forskellig vis, men har det til fælles, at de i hele deres liv står så nær det guddommelige, at det kan ses og føles af samtiden – en evne, der har givet dem et udødeligt eftermæle. Men som sagt: vi har ikke mange danske udgaver af arten.

Ansgar var vel den første, men hvor dansk er han lige? Derefter kom der et par Knud’er. Knud den Hellige og Knud Lavard. Men ellers var der mest tale om ”småhelgener”, der virkede i afsides, lukkede landbysamfund, som de var en integreret del af, og kun få kendte til dem uden for deres snævre virkekreds. Og skønt de blev helgenkårede, så blev de næppe husket. Hvem husker f.eks.Sankt Niels?.

Men Sankt Kjeld blev kendt. Han kom til at spille en rolle både i det politiske og i det religiøse liv i Danmark. Og han kom til at sætte sit præg på det religiøse landskab i sit fædreland og muligvis ud over dets grænser. På rigtig mange måder ligner hans liv og levned en anden ”hellig” mand, der også virkede i middelalderen, men et andet sted i Europa, nemlig Frans af Assisi – født i Umbrien og grundlægger af franciskanerordenen, og ja den Frans, som paven har ladet sig opkalde efter.

Og jeg ville så inderligt gerne, at de to, Frans af Assisi og og Kjeld af Ålum, skulle have kendt hinanden, for de var som nævnt i sindelag og gerning vældig ens. Måske var de det, fordi de læste og tolkede Bibelen på samme måde og ville leve som de første kristne – ja, som Jesus selv. De troede på, at mennesket er skabt i kærlighed og til kærlighed. Og den tro var så sandelig ikke tidens ( det har den måske aldrig været i nogen tid?).I hvert fald troede de det og levede efter det – og blev behandlet derefter. Vi husker nok, hvordan det gik Jesus.  

At kærlighed er det vigtigste af alt ved enhver kristen – ”tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærlighed.” Sådan står der skrevet i Bibelen. Men tiden var krigenes og voldens tid. Det var griskhedens og grådighedens tid.

Og at det var en så vild og voldsom tid har sikkert skabt en stor længsel i menneskene efter blidere vinde – efter skønhed og mildhed og alt det modsatte af det, der mødte dem i det liv, de levede. Det skabte en grobund for det, både Kjeld og Frans stod for. Denne længsel efter fred og glæde gødede jorden for deres tanker.   

Desværre har de to ikke kendt hinanden. Frans blev født kort før Kjelds død. Man kan sige, at Frans afløste Kjeld. “Kræfter fødtes for kræfterne som svandt” –

Det ville ellers have været en fantastisk historie – for Kjeld rejste til Frans’ egn.. Han kom til Italien. Og havde Frans levet, da han rejste dertil, så ville han have mødt ham. Det gjorde han ikke. Kjeld døde i 1150, og da var Frans en lille purk. Det ville have været så fedt!!!! Men jeg kan jo kun lyve mådeligt i mine bøger. Meget kan digtningen, men den må være tro og sand så langt som muligt…

I dag blev jeg glædeligt overrasket. Det er et par dage siden, jeg skrev første del af indlægget. Og i dag læste jeg i Gyldendals store bog om Danmarks kirker: Danmarks Kirker af Niels Peter Stilling. Og jeg er så ikke den første, der ser en parallel mellem de to helgener. Og Stilling holder endda med mig i, at Kjeld er vores = fra Ålum.Tak for det!

Her under den lille notits fra Stillings bog side 117:

Hvor heldig kan man være. Men nu vil jeg gå på jagt og finde, hvad jeg kan om Kjeld eller Keld.

Berømte mænd fra Ålum 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

En ny kategori begynder her. Berømte mænd fra Ålum. En historisk serie. For de mænd, der lever i byen nu og her og dem, som har beboet den de seneste par århundrede, opnåede ikke nogen berømmelse, selv om de var nok så brave mænd. Dem, kategorien kredser om, levede i henholdsvis Middelalderen og Barokken. Og vist kunne kvinder også dengang blive berømte. Jeg nævner efter indskydelse Hildegard af Bingen (Middelalder) og Dorothea Biehl ( Barok).

Men når jeg skal plukke i Ålumarkivet, så skiller kun to sig markant ud, og de er begge mænd, og så er den ene faktisk fra Venning, men det er jo næsten en del af Ålum, og hans hovedvirke, bygningen af Ålum Kirke, er knyttet til landsbyen. Lad os derfor indrullere ham i Ålumflokken. Den anden er virkelig født og opvokset i Ålum. Det skete i 1600tallet. Og han nåede stor berømmelse i sin samtid og kan stadig glæde os med sin smukke kunst.

Nu kan man være berømt af mange grunde, nogle af dem er langt fra opløftende. Trump er vældig berømt, og det var Saddam Hussein også. Og lignende typer. Men ingen vil vel sætte dem et minde. For de blev mere berygtede end berømte.

De to, jeg vil fortælle om, har fortjent deres berømmelse. Og nu skal jeg fortælle, hvorfra jeg fik ideen. Den fik jeg fra Göran Tunström, den svenske forfatter.

Göran Tunström, (1937-2000) var ikke produktiv, men alt hvad han skrev, var første klasses litteratur. Og det sidste værk fra hans hånd ”Berømte mænd som har været i Sunne” gav mig ideen til min næste bog.

Den skal som sagt hedde ”Berømte Mænd fra Ålum”.

Og dem har vi et par stykker af, og hvorfor skulle de så ikke have deres egen bog. Jo, men det skal de da! Dengang de levede, var de berømte i hele Danmark, ja, deres ry bredte sig ud over en stor del af verden. Fælles for dem er, at deres spæde liv begynder på den her egn. Ved Fussingøskovene.

Ligesom Skalsåen fra at være et lille vandløb, der pibler frem af Fussing Sø og vokser sig bredere og bredere, mens den løber gennem engene, indtil den opsluges af Limfjorden og med den strømmer ud i det store ocean, sådan er også de mænd, der så dagens lys her, begyndt som små uanseelige purke, som ingen lagde synderlig mærke til eller tænkte store tanker om, for derefter at vokse og vise evner og en styrke, der gjorde dem i stand til at trodse al modstand, og den mødte de nok af, og bane sig en vej, der førte dem frem foran alle andre i tiden og gav dem en særlig status, som de ikke mistede ved deres død, men som overlevede dem. Og som endnu lever. De hørte til de få, der bærer udodeligheden i sig.  

De er begge bondefødte, men den enes vugge stod i en gård, der var solidt placeret i den øverste ende af bondestanden. Lille Kelds far var en fri bonde, og han ejede egnens største gård. Han var efter tidens målestok rig. Den anden, lille Mogens, var mindre heldigt stillet. Hans far ejede ingenting og boede i et lille hus i Ålum. Han var livegen under godsejeren på Fussingø, den mægtige Mogens Skeel. Drengen blev derfor født som ufri og trods den senere berømmelse, så forblev han ufri hele sit liv. En del af godsets ejendom. Og en værdifuld del skulle det vise sig.

Kokholm 44 – En fødselsdag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har altid syntes, at det var tosset at sammenligne skabelsen af en bog med fødslen af et barn.

Men jo ældre, jeg bliver og jo færre børn, jeg føder, desto mere synes jeg, at lignelsen holder.

Og måske er det især smerten, der er fælles.

Og jeg får i al fald ved hver udgivelse en fødselsdepression.

Men jeg glemmer ikke den voldsomme glæde, som det altid er at skrive. Også den her bog. Ingenting kan sammenlignes med det. Her er man virkelig i øjenhøjde med Vorherre. Vrøvl! men alligevel: sådan føles det i særlige øjeblikke, som ellers kun kærligheden kommer på højde med.

Bogen denne gang handler at dø. Og om at blive til. Rammen er en kvinde, der ligger for døden, og den ramme farver selvfølgelig indholdet i resten, men uden at misfarve det, håber jeg.

Det har ikke været svært for mig at skrive om døden, for jeg vidste fra begyndelsen, at det ikke ville være et problem for Elisabeth, hvis liv jo ellers var brolagt med problemer. Men døden må være for hende som at gå ind i lyset. Det lys tror jeg på. Det er det lys, der har skinnet for hende gennem hele livet.

Tak til Mette for det fine omslag, der næsten fortæller handlingen. Og til eventuelle læsere af denne blog denne tilføjelse: Bogen springer ud lidt før bøgen. Jeg tænker, at vi skal vente, til mennesker igen kan mødes frit og uden frygt.

Indtil den dato – hvor Danmark igen lukker op – holder vi kasserne med Elisabeth lukkede.

Som jeg husker – oh frihed

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Inden jeg stævnede ud fra lille Strandby, i første omgang til Th.Langs Kostskole i Silkeborg, var jeg spejderleder. Og en af mine sidste bedrifter bestod i at ledsage en flok piger til Als. Her boede vi hos Mads Clausen, som netop på den tid, det var sidst i 50’erne, lagde grunden til Danfoss. Og vi piger blev inviteret hjem til Clausens en aften, hvor vi bl.a. mødte en lille amerikansk feriedreng, som af en eller anden grund langede ud efter mine piger, så jeg måtte gribe ind. Og knægten råbte: ”This is a free country! I can do what I want!” Nej, det kan du ikke, sagde jeg, og begyndte på et opdragende foredrag om frihed og anstændig opførsel.

Frihed. Ja, det er jo ikke, at man kan gøre, hvad man vil.

I hele min levetid har jeg betragtet friheden som en selvfølge. I al fald har jeg altid set min egen frihed som en selvfølge. Det var mig selv, der valgte min vej i livet. Og jeg mødte ikke modstand fra dem, der havde autoritet og midler til at give mig den. Set i bakspejlet og på en afstand af 60 år, forekommer det mig, at de kære forældre burde have bremset mig, f.eks. da jeg lige efter studentereksamen rejste til Paris som au-pair pige og ikke blev i pladsen, men slog mig ned i byen og forelskede mig i en ung militant kommunist.

Jeg havde virkelig min frihed, og da jeg tog ham med hjem, opførte mine forældre sig høfligt over for ham, selv om de kunne se alle advarselslygterne blinke, og det var mig selv, der slog op med fyren, som helt sikkert ville have tvunget mig ind i en virkelighed, hvor jeg ikke havde kunnet ånde frit. For sådan var det i hans verden. Kvinder mødte op 1. maj og demonstrerede sammen med mændene, men ellers nøjedes de med at demonstrere kogekunst. Til ære for mændene. Og så vil jeg lige tilføje, at man i al fald dengang spiste fantastisk god mad i den franske arbejderklasse. Michels mor lavede gourmetmad hver dag. Hvilken fiasko jeg ville være blevet der!    

Men havde mine forældre forsøgt at sætte en stopper for mig dengang og andre gange, når jeg valgte tåbeligt, så ville jeg helt sikkert have forsvaret min ret til frihed og måske være gået planken ud og havde i dag siddet som en forslidt og mislykket husmor i en forstad til Paris.