Som jeg husker – 1962 – au pair

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De ser glade ud alle tre. Madame en smule fraværende, men sådan husker jeg hende. Og selv har jeg fået runde kinder og ligner ikke mere den kostskolepige, hvis identitet, jeg netop har aflagt.

Billedet er taget i en hotelhave i Pyrenæerne i en lille by ved navn Ascain.

Jeg husker tiden som au-pair-pige som en ventetid. En sløvhedstid. Det var ikke noget egentligt liv. Familien var rig og boede i udkanten af Boulogneskoven. Det var et ungt par med det ene barn, som jeg skulle passe. Vi havde i huset en lille lejlighed, et stort værelse til mig og et mindre til drengen. I mellem vore to værelser var der et stort badeværelse. Jeg havde drengen fra morgen til aften. Moren legede lidt med ham om morgenen, så kørte hun i sin lille sportsvogn, jeg ved jo ikke, hvorhen. Hun kom hjem til frokost, som pigen havde stillet an i spisestuen. Monsieur kom hjem i sin store Citroën DS – han spiste sammen med os. Om eftermiddagen spadserede jeg i parken med drengen – han legede lidt på legepladsen. Alene. Jeg så ham aldrig kontakte andre børn. Han var en ensom lille fyr. Før mig havde han haft en polsk barnepige. Hun kunne sikkert ikke fransk, og han talte meget lidt med sine forældre. Jeg kunne kun skolefransk, så vore samtaler var enkle og kunne vel ikke udvikle hans verbale formåen. Og jeg lærte ikke meget fransk i de måneder, jeg var der. Drengen hed Loïc. Mig kaldte han: “petite fille.”

Den bedste tid var en måned, som jeg tilbragte alene sammen med drengen på et gods i Normandiet, det hed Tabasso og ejedes af et gammelt ægtepar af russisk oprindelse. Jeg ved ikke, hvordan familieforholdene var – måske var han en onkel til Monsieur eller Madame. Men de var begge flinke mod mig, konverserede venligt ved måltiderne, og der lærte jeg en del fransk. De var velhavende. Havde et stort hold tjenestefolk: et ægtepar, som stod øverst i hierakiet og desuden kok, piger, gartner, chauffør og måske flere endnu. Jeg boede sammen med drengen i et tårnværelse, og fordi han hørte til herskabet, så spiste jeg med ved bordet. Også når der var gæster, men så blev jeg anbragt nederst, og ingen konverserede mig. Når der kom gæster blev jeg præsenteret som “la gouvernante.” Det var vel finere end au-pair. Kokken må have været fremragende, for jeg husker maden som fantastisk. Tog helt sikkert mange kilo på i den måned.

En sommerdag kørte Fruen og drengen og jeg til et nabogods. Her gik jeg tur med gartneren i den smukkeste have, jeg nogensinde havde set – han viste mig rundt, var stolt af sit værk, og da vi sagde farvel til hinanden, friede han til mig. Helt bogstaveligt. Syntes, at “la fille bleue” ville passe så fint til “hans” blomstrende have. Et sekund overvejede jeg det. Tænk at blive gartnerkone på et stort gods i Frankrig! Og kun have blomster og buske og små vandløb at bekymre sig om. Nå, men jeg valgte at studere i stedet. Quelle horreur! Da gik jeg glip af et sorgløst liv.

Jeg vil springe resten af min au-pair-pige tid over. Den var kedelig og jeg følte mig fanget og ensom. Og den stakkels dreng. Her på vej til parken. Med en au-pair pige på slæb, som ikke for alvor kunne engagere sig i hans liv. Knap nok i sit eget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *