Erindringsskrivning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

B. S. Ingemann har skrevet en smuk skildring af barnelivet i det, han egentlig havde påbegyndt som en selvbiografi, men som aldrig rigtigt nåede ud over barndommen. Jeg havde i mange år Ingemann tæt inde på livet, fordi jeg skrev en bog (flere bøger) om ham, og ind imellem gik han mig så meget på hjernen og ikke kun til hjertet, at jeg var ved at opgive ham. Syntes, at han var gådefuld og havde ganske enkelt svært ved at forstå ham. Så meget ånd, så lidt krop. Og samtidig var det præcis, hvad der tiltrak mig ved ham: at han var så svævende et bekendtskab. At han var så meget af en gåde.

Han kunne kun skrive om barndommen. Det, der kom efter, var for konfliktfyldt, for uhåndterligt for ham, tror jeg. Der må have været noget, som gjorde så ondt, at han veg udenom. Noget som det Per Olof Enquist kalder ”smertepunkter”. Jeg ved ikke, hvad det var. Det ved ingen.   

Han ville ikke skrive sine erindringer. Men blev presset dertil af venner og bekendte og valgte som gammel at gøre forsøget. Der altså kun blev halvvejs bragt til ende. Der kom ganske vist en slags fortsættelse senere (Tilbageblik), men den var kort og langt fra på højde med ”Levnetsbog.”

Han argumenterer sådan her for projektet at skrive om sit liv:

”Er endog hvert Menneskeliv paa Jorden ham kun det fuldstændige Livs mindste Brudstykke, og forholder dette sig til sit eget og til Alles Heelliv som Draaben til Floden og til Verdensoceanet, har han dog deri ofte seet en Lille-Verden, hvori Stor-Verdenen afspeiler sig – han har seet Solens Billede helt i Dugdraaben saavel som i Havet.”

Ingemann er dog stadig i tvivl, da han omsider beslutter sig til at ”udlevere” sig selv i en biografi, og han beslutter da at lege, at han ikke er Ingemann, men en neutral iagttager, der udefra ser på digteren og beskriver hans liv (=hans barndom) objektivt. Han siger det sådan her:

… (at skrive) ”syntes ham kun muligt, naar han som en Afdød, stod udenfor sit helt afsluttede Jordliv og kunde beskue det rent objectivt, som en Andens, uden alle subjective Selvskuffelser. Den afsondringsskammel, han synes bestandig at maatte savne ligeoverfor Livsbillederne i hans Fortidsspeil, har han endelig tilnærmelsesviis fundet i den simple Form, at sige han istedetfor jeg om sig selv.”

Ingemann skriver altså sine erindringer i 3. person.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *