Som jeg husker – 1964

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det var filosoffen Wittgenstein, der sagde noget om, at ens verden er præcis så stor, som ens sprog rækker. Der, hvor dit sprog hører op, der er din verdens grænser. Grundtvig sagde, at ordet skaber det, det nævner. Nu har jeg citeret to tænksomme mænds kloge ord, men efter hukommelsen, og det er sikkert ikke helt ordret, hvad de sagde. Meningen holder dog.  

Man er sit sprog. Sprog er mange ting, ikke kun ord, men ordet er det vigtigste. Det er selve livsnerven. Og hvis det ikke får næring, så forstener det, og man forstener med det. Tænk at ende som sten. Det er vi somme tider i fare for at gøre.

 Da jeg begyndte mine studier på Århus Universitet i 1964, havde jeg meget vage forestillinger om, hvad jeg ville studere. Havde netop forladt et studium på Handelshøjskolen i Ålborg. Handelsskolen og så mig, det hang dårligt sammen. Alligevel var der en mening med galskaben: jeg ville tilegne mig en hurtig og i hele Europa anvendelig erhvervsuddannelse, så jeg kunne rejse til Paris og gifte mig med den mand, der gik dernede og ventede og ventede og ventede på den her danske pige, der ikke kunne bestemme sig til at blive hans kæreste og heller ikke (endnu) kunne give ham løbepas. Passet fik jeg i hænde efter et par totalt spildte måneders halvhjertede forsøg på at lære handel og vandel på tre forskellige sprog.

Jeg tror, at det er afgørende, hvem man møder i sit livs krisesituationer. Et par replikker fra en anden kan ændre ens liv. Og en dag hørte jeg lige de ord, ingen andre havde sagt, men som jeg tørstede efter og som jeg tror, ændrede mit liv. Jeg var hjemme i Strandby på besøg. På en tur ved havnen, mødte jeg en af mine fars gode venner, ingeniør Bodelsen, og vi faldt i snak, og han sagde: ”Hvad i alverden laver du på en handelsskole? Jeg kan ikke se dig på et kontor. Kan du selv det? Du er da vist på vej i en helt forkert retning, ikke?”

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Sikkert ikke noget særligt. Smilede nok bare som altid og nikkede og lod en ligegyldig bemærkning falde, men hans ord blev liggende som en irriterende summen. ”Jeg kan ikke se dig på et kontor.”  

Og jeg vidste det godt. Mærkede det hele tiden. Min verden var i færd med at stivne. Jeg læste tre sprog, og jeg læste ingenting. Jeg skrev handelsbreve på fransk og engelsk og tysk: ”sehr geehrter Herr” … og skrev mig for hver dag længere og længere ind i kedsomheden.

Her et lille NB: Wittgenstein sagde ordret: “mit sprogs grænser er min verdens grænser.”

Som jeg husker – 1962 – au pair

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De ser glade ud alle tre. Madame en smule fraværende, men sådan husker jeg hende. Og selv har jeg fået runde kinder og ligner ikke mere den kostskolepige, hvis identitet, jeg netop har aflagt.

Billedet er taget i en hotelhave i Pyrenæerne i en lille by ved navn Ascain.

Jeg husker tiden som au-pair-pige som en ventetid. En sløvhedstid. Det var ikke noget egentligt liv. Familien var rig og boede i udkanten af Boulogneskoven. Det var et ungt par med det ene barn, som jeg skulle passe. Vi havde i huset en lille lejlighed, et stort værelse til mig og et mindre til drengen. I mellem vore to værelser var der et stort badeværelse. Jeg havde drengen fra morgen til aften. Moren legede lidt med ham om morgenen, så kørte hun i sin lille sportsvogn, jeg ved jo ikke, hvorhen. Hun kom hjem til frokost, som pigen havde stillet an i spisestuen. Monsieur kom hjem i sin store Citroën DS – han spiste sammen med os. Om eftermiddagen spadserede jeg i parken med drengen – han legede lidt på legepladsen. Alene. Jeg så ham aldrig kontakte andre børn. Han var en ensom lille fyr. Før mig havde han haft en polsk barnepige. Hun kunne sikkert ikke fransk, og han talte meget lidt med sine forældre. Jeg kunne kun skolefransk, så vore samtaler var enkle og kunne vel ikke udvikle hans verbale formåen. Og jeg lærte ikke meget fransk i de måneder, jeg var der. Drengen hed Loïc. Mig kaldte han: “petite fille.”

Den bedste tid var en måned, som jeg tilbragte alene sammen med drengen på et gods i Normandiet, det hed Tabasso og ejedes af et gammelt ægtepar af russisk oprindelse. Jeg ved ikke, hvordan familieforholdene var – måske var han en onkel til Monsieur eller Madame. Men de var begge flinke mod mig, konverserede venligt ved måltiderne, og der lærte jeg en del fransk. De var velhavende. Havde et stort hold tjenestefolk: et ægtepar, som stod øverst i hierakiet og desuden kok, piger, gartner, chauffør og måske flere endnu. Jeg boede sammen med drengen i et tårnværelse, og fordi han hørte til herskabet, så spiste jeg med ved bordet. Også når der var gæster, men så blev jeg anbragt nederst, og ingen konverserede mig. Når der kom gæster blev jeg præsenteret som “la gouvernante.” Det var vel finere end au-pair. Kokken må have været fremragende, for jeg husker maden som fantastisk. Tog helt sikkert mange kilo på i den måned.

En sommerdag kørte Fruen og drengen og jeg til et nabogods. Her gik jeg tur med gartneren i den smukkeste have, jeg nogensinde havde set – han viste mig rundt, var stolt af sit værk, og da vi sagde farvel til hinanden, friede han til mig. Helt bogstaveligt. Syntes, at “la fille bleue” ville passe så fint til “hans” blomstrende have. Et sekund overvejede jeg det. Tænk at blive gartnerkone på et stort gods i Frankrig! Og kun have blomster og buske og små vandløb at bekymre sig om. Nå, men jeg valgte at studere i stedet. Quelle horreur! Da gik jeg glip af et sorgløst liv.

Jeg vil springe resten af min au-pair-pige tid over. Den var kedelig og jeg følte mig fanget og ensom. Og den stakkels dreng. Her på vej til parken. Med en au-pair pige på slæb, som ikke for alvor kunne engagere sig i hans liv. Knap nok i sit eget.

Erindringsskrivning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

B. S. Ingemann har skrevet en smuk skildring af barnelivet i det, han egentlig havde påbegyndt som en selvbiografi, men som aldrig rigtigt nåede ud over barndommen. Jeg havde i mange år Ingemann tæt inde på livet, fordi jeg skrev en bog (flere bøger) om ham, og ind imellem gik han mig så meget på hjernen og ikke kun til hjertet, at jeg var ved at opgive ham. Syntes, at han var gådefuld og havde ganske enkelt svært ved at forstå ham. Så meget ånd, så lidt krop. Og samtidig var det præcis, hvad der tiltrak mig ved ham: at han var så svævende et bekendtskab. At han var så meget af en gåde.

Han kunne kun skrive om barndommen. Det, der kom efter, var for konfliktfyldt, for uhåndterligt for ham, tror jeg. Der må have været noget, som gjorde så ondt, at han veg udenom. Noget som det Per Olof Enquist kalder ”smertepunkter”. Jeg ved ikke, hvad det var. Det ved ingen.   

Han ville ikke skrive sine erindringer. Men blev presset dertil af venner og bekendte og valgte som gammel at gøre forsøget. Der altså kun blev halvvejs bragt til ende. Der kom ganske vist en slags fortsættelse senere (Tilbageblik), men den var kort og langt fra på højde med ”Levnetsbog.”

Han argumenterer sådan her for projektet at skrive om sit liv:

”Er endog hvert Menneskeliv paa Jorden ham kun det fuldstændige Livs mindste Brudstykke, og forholder dette sig til sit eget og til Alles Heelliv som Draaben til Floden og til Verdensoceanet, har han dog deri ofte seet en Lille-Verden, hvori Stor-Verdenen afspeiler sig – han har seet Solens Billede helt i Dugdraaben saavel som i Havet.”

Ingemann er dog stadig i tvivl, da han omsider beslutter sig til at ”udlevere” sig selv i en biografi, og han beslutter da at lege, at han ikke er Ingemann, men en neutral iagttager, der udefra ser på digteren og beskriver hans liv (=hans barndom) objektivt. Han siger det sådan her:

… (at skrive) ”syntes ham kun muligt, naar han som en Afdød, stod udenfor sit helt afsluttede Jordliv og kunde beskue det rent objectivt, som en Andens, uden alle subjective Selvskuffelser. Den afsondringsskammel, han synes bestandig at maatte savne ligeoverfor Livsbillederne i hans Fortidsspeil, har han endelig tilnærmelsesviis fundet i den simple Form, at sige han istedetfor jeg om sig selv.”

Ingemann skriver altså sine erindringer i 3. person.  

Som jeg husker – 1950

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1950 – 7 år

Jeg er begyndt at læse. Det er svært, men der er ikke noget i hele verden, der er mere tillokkende end det, der sker lige nu. Bogstaverne, der kan samles og danne ord, der bliver til lyde. Inde i hovedet. Uden for hovedet. Ordene dannes og dannes, de vælder ud af piger og drenge. De suser i luften. En storm af lyde. Vi læser. Klassen læser i kor. Det går fint. Jeg læser alene. Det går trægt. Jeg er for dum, eller for lille, og tærsklen, jeg skal over, er for høj. Selv for mig, der er verdensmester i klatring. Intet træ er for højt for mig, og lygtepælene, jeg bestiger dem som et egern. Men det her. Nej, jeg kan ikke.

Og jeg tror, at Fru Fredborg forstår, at jeg er midt i mit livs største kamp, at der er den der tærskel, som jeg ikke kan overskride. Jeg siger ingenting, men der står HJÆLP i mine øjne. De andre behøver ikke hjælp, de glider ubesværet over alle forhindringer og lige ind i ordenes smukke klangverden. Kun Niels Ålstrøm og mig. Vi sidder uhjælpeligt fast. Men han er åndssvag. Er jeg åndssvag?

Fru Fredborg ser min kamp. Men så falder hun i søvn, og jeg kæmper videre alene. Anders er ni år, og han kan læse, men åh så langsomt og så usikkert. Vi er begge svage læsere. Jeg er helt umulig.

Men så en dag vågner Fru Fredborg og går ned til min pult og lægger sin gamle, bløde hånd over min knyttede næve, og med den anden hånd løfter hun mit hoved og ser mig lige ind i øjnene. ”Du skal ikke græde,” siger hun. ”Du skal nok lære det, men nu kan du komme ned til mig i eftermiddag, vil du ikke gerne det?”

Fru Fredborg bor alene i et stort, hvidt hus midt i byen. Hun er en fornem, gammel dame, vist nok den fineste i byen, og måske har hun været gift med en prins, for det er næsten et slot, hun bor i, tænker jeg, da jeg forknyt, men alligevel besluttet, står foran den store dør, og måske banker jeg på, måske trækker jeg i en klokkestreng, det husker jeg ikke. Men jeg kan se den lille pige stå der, og jeg ved, at hun knuger om en buket engblommer, som hun har plukket til Fruen og som er de fineste blomster i hele verden. Selv mor bliver rørt, når hun får en buket engblommer. Og de gror ikke hvor som helst. Men vi kender et sted, Anders og mig.

Så er jeg inde i huset, og måske giver Fru Fredborg mig en kage. Det tror jeg. Men jeg ved, at hun giver mig en støveklud og beder mig tørre støv af de mange klunker, der afslutter alle hendes borde og stole og som er runde og bliver blanke, når jeg har gnedet al støvet af dem og pudset dem så fint, jeg kan. Og Fru Fredborg roser mig. Det er den første skolelærerros, jeg får, og jeg suger den til mig, og husker endnu, hvor glad, jeg bliver, da hun siger: ”Du er ikke et dumt barn, Marianne, du skal nok blive til noget.” Og jeg svarer: ”Så vil jeg være lærerinde.” ”Sludder!” siger hun. ”Du skal blive til noget.”

Jeg tør ikke spørge hende, hvad det er, jeg skal blive. Kan man blive noget finere end lærerinde?

Ole Bole – ikke mindst billederne var en fryd. Og jeg blev bekræftet i min overbevisning om, at det var sjovest og skønnest at være en dreng. Piger, de var i køkkenet. Drenge, de boltrede sig i det fri.

Ida Jessen – kloge ord

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har glædet mig til at læse dette efterårs mange erindringsbøger. Og der ser du, at jeg ikke er kommet vældig meget længere med min egen. Som måske bliver den bog, jeg aldrig skrev.

Og hurra! sådan en har Ida Jessen netop skrevet: “Endnu en bog, jeg aldrig skrev.” Jeg har glædet mig til at læse den. Det har jeg nu gjort, og den har bestemt ikke skuffet mig. Hun har skrevet så fremragende bøger indtil nu, og denne her er ingen undtagelse. Så det er endnu en (fin) bog, hun faktisk fik skrevet.

Der er også bøger, jeg aldrig skrev. Her et par eksempler: om Kamma Rahbek – om Fru Gyllembourg og om Kresten Kold.

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Men jeg har researchet i årevis for at kunne skrive de bøger. Og nu kiggede jeg så ind i et forfatterværksted, hvor det samme var sket. Årevis af arbejde. Og ikke noget produkt. Men altså alligevel: Ida Jessen skrev den her bog om dette (frugtesløse?) arbejde. Og om forfatterens arbejde i det hele taget. Om hvad det vil sige at være et skrivende menneske.

Jeg vil gerne citere nogle steder fra bogen. Men læs den selv! Her lidt fra side 37 om det at skrive fiktion:

At skrive skønlitteratur er et spind af kombinationer af fantasi, erindring, erfaring, læsning og af ting, man hører og har set. At det kan være til ubehag og modbydelighed for folk, der føler sig ramt, ser vi flere og flere eksempler på. Der har til alle tider været noget grusomt ved fiktion, og forfatterne har svært ved at se det i øjnene, for man kan ikke skrive godt, hvis man skeler til siderne. I det mørke kammer er det ikke hverdagens gældsposter, der føres. For at kunne arbejde må man i enrum et sted, hvor mit og dit ikke findes, og hvor det menneskelige er et fælles anliggende.

Her rører hun ved en af de blokeringer, jeg selv har, når jeg skriver på mine erindringer. At der kan stå noget, der vil såre andre. Ida Jessen skriver om “friheden” til at skrive det, som man synes, er det rigtige lige der, hvor man er. Uanset om det sårer eller ej. Citat fra side 38:

For det meste skal man tilkæmpe sig den (=friheden), og når man kæmper, gør det ofte ondt på andre. Det er næsten ikke til at holde ud. Der er en dobbeltmoral her. Jeg skriver fordi det er nødvendigt for mig, og samtidig træder jeg dig over tæerne, og jeg vil ikke være ved det, jeg kan ikke tåle at indse det, for så kan jeg ikke længere arbejde.”

Ida Jessen er omkring en del forfattere, mest kvindelige, i sin bog – for her at søge viden om det at skrive. Og om det at blive ved med at skrive. For man må vel holde op? Eller? Selv havde jeg besluttet at holde op med at skrive efter den store Hulsigbog. Den sugede så megen kraft af mig, at den efterlod mig drænet. Der var ikke flere kræfter. Og så det slag i ansigtet, som jeg fik, da den udkom. Fik den da dårlige anmeldelser? Nej, det var ikke det, der slog så hårdt og sendte chokbølger gennem sindet. En dårlig kritik klarer jeg uden videre, vi læser forskelligt, og det er fair nok.

Hulsigbogen var en fin bog. Men bibliotekets lektører opdagede det ikke. Ja, jeg er sikker på, at ingen læste den. Åbnede den allerhøjest, kikkede på billederne, lukkede den igen, og beskeden til mig lød, at bogen var for privat, der var for mange fotos, og den kunne derfor kun have interesse for forfatterens egen familie.

Hvorfor? Fordi den handler om forfatterens slægt?

Jeg tror ikke, Hulsigbogen er et litterært mesterværk, men jeg ved, at den har litterære kvaliteter, ellers ville jeg aldrig udgive den. Og vist handler den om min familie. Men i fiktionens form. Og det er et sprog, jeg behersker.

Netop ved at inddrage det private ligner den utallige af de bøger, der er udkommet de seneste år, jeg nævner lige Knausgård og Katrine Marie Guldager.

Hvis jeg udgiver mine memoirer, så vil jeg altså ikke skrive dem for at fortælle mine børn, hvad jeg har oplevet. Eller for at oplyse efterslægten om forfædrenes liv. Så vil jeg skrive den, fordi jeg kan skrive. Og den skal skrives i et litterært sprog, som er smukt nok til at kunne lyse. Ellers er den ikke arbejdet værd.

Ida Jessen slutter sin fine, lille bog med at omtale Kerstin Ekman – og hun er også en af mine yndlingsforfattere, og “Hændelser ved Vand” var for mig som for Ida Jessen en åbenbaring, og måske er det derfor, min Hulsigbog fik titlen: “Hændelser ved Hulsig.” Nå, men det er jo lige meget – for ingen læste den, den kom aldrig på bibliotekernes hylder. Og havde de læst det, ville de sikkert have harceleret over, at jeg “stjal” titlen fra en stor forfatter.

Ida Jessen stiller sig selv spørgsmålet: hvordan kan man blive ved med at skrive? Og det spørgsmål forstår jeg godt. Det er så opslidende at skrive. En slitage for sjælen. Men man skriver alligevel, hvis man er forfatter. Ligesom man trækker vejret, hvis man er i live.

Kerstin Ekman har skrevet i 60 år og udgav forrige år endnu en bog “Löpa varg”. Ida Jessen ville gerne spørge hende om, hvordan hun kan blive ved i så høj en alder. Her kommer endnu et citat. Det er fra sige 232:

Hold galden flydende, sagde Henrik Pontoppidan. Kerstin Ekman har galde, det er helt sikkert. Men galde kan finde afløb på så mange måder, galde er ikke noget særligt. Suzanne Brøgger siger: “Man har et sted, som man bliver ved med at skrive fra hele livet. ” “Hvad hedder det sted?” spørger Keld Zeruneith. Det vil jeg også gerne vide. “Det er et sår,” siger Suzanne.

Det forstår jeg godt. Det er et sår. Og så længe, det ikke er helet, så skriver man.