Læretiden er lang –

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Læretiden er lang.

Som nogen ved, besluttede jeg at vælge nogle væsentlige forfatteres erindringsskrifter fra skiftende litteraturhistoriske perioder for at kloge mig på dem, lure dem tricket af og blive så vis, at jeg selv blev i stand til at levere et lødigt svendestykke i memoiregenren.

Nu har jeg læst og også skrevet lidt om de valgte – det vil du kunne se, hvis du går tilbage i rækken af indlæg om ”erindring” – men så skete der jo det, at jeg blev så fascineret af genren, at jeg ikke helt kunne slippe tanken om at begive mig ud i endnu flere værker – jeg må kort sagt læse mere. Og blive klogere.

Og imens jeg udstår min læretid, vil jeg droppe små bidder af, hvad jeg tænker mig vil komme med i bogen.

Det er altid vanskeligt at finde en god titel til en bog. Lettere med et arbejdstitel, og her havde jeg straks en parat, nemlig ”Fiskerpigens Sang.” Det skal manus hedde – men jeg kan selvfølgelig ikke bruge den titel til bogen, for det første, fordi jeg ikke er fiskerpige, og for det andet, fordi den peger i retning af triviallitteratur, og for det tredje, fordi jeg ikke kan synge.

Fælles for mig og mine 4 søskende er nemlig, at ingen af os er dygtige sangere, min lillesøster Dorte er gift med en sanger, men det er det nærmeste, vi kommer den skønne kunst, men så må jeg dog straks tilføje, at vi alle elsker at synge.

Jeg glemmer aldrig den dag i skolegården på Freys Skole i Frederikshavn. Her stod vi hele børneflokken og sang ”I Østen stiger Solen op”, og det var den første dag efter sommerferien, og min bror Anders og jeg skrålede som sædvanligt så højt og hjerteligt, vi kunne. Da der igen var stille i gården, gik Fru Frey den Ældre på talerstolen og råbte ud over forsamlingen: ”I sang jo ikke med, børn! Hvor lød det sølle! De eneste to, der virkelig sang, var Hesselholterne, OG DE KAN JO IKKE!!” De sidste ord skar sig ind i barnehjertet, og efter den tid dæmpede jeg stemmen, når jeg ikke var ene.

Så titlen bliver en anden.

Men jeg kan lide billedet af fiskerpigen, der synger.

Mens det sker – 25

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvem er vi? Hvem er du? Hvem er jeg?

Et af tidens store temaer er identitet.

Spørgsmålet bliver ikke mindre relevant, når man rammes af Alzheimer. Det er almindeligt at mene, at man er summen af sine erindringer. Og når man mister hukommelsen, hvad er man så? Hvem er man så?

I bogen “Stadig Alice” ( Lise Genova) viser alene titlen, at forfatteren mener, at man forbliver sig selv. : Alice er stadig Alice, selv om Alzheimer har snuppet hukommelsen. Og min Ole er stadig Ole, selv om Alzheimer har snuppet hukommelsen.

En dag vil han måske ikke kunne kende mig. Men jeg vil altid kunne kende ham. Han vil altid være min elskede mand.

Knausgård skriver i “Ulvene fra Evighedsskoven”:

“Den der tænker det, er bygget op af minder der bekræfter, det er det der er ham eller hende.”

Her sætter forfatteren lighedstegn mellem personen og dennes minder.

Og den tidligere, nu afdøde biskop, Jan Lindhardt, siger, da han får diagnosen Alzheimer. “Men hvem er jeg uden min hukommelse?”

Jeg har netop færdiglæst Julie Rubows bog: “Jeg ser dig stadig, en fortælling om livet med Alzheimer.

Jeg så også filmene om familien Rubow og deres liv med en far/ægtefælle, der var ramt af Alzheimer. Og det var en fortælling, som jeg har hørt og læst mange gange før: en syg, som mister grebet om sit liv og som i frustration og afmagt reagerer med voldsom vrede, rettet mod de nærmeste, fordi de er der, og den syge ikke kan forstå, at de er lige så magtesløse over for sygdommen som han selv er.

Sygdommen overtager styret, og den syge mister enhver styring og bliver et ondt redskab i sygdommens ufølsomme hænder.

Enhver alzheimersygdom udvikler sig forskelligt fra person til person. Men det er vigtigt, at den, der er ramt, mødes med venlighed, kærlighed, og aldrig med vrede og heller ikke med medicin.

Men et sådant dagligt, timeligt, evindeligt venligt møde kræver sin mand/kvinde, og det kan være vanskeligt at leve op til.

Jeg synes, Julie Rubow yder umenneskeligt meget i den retning. Hendes mands sygdom er langt ondere og mere aggressivt udviklende end min mands. De to mænd har jo også helt forskellige DNA’er og helt forskellige livsforløb. Julies mand var en stor kanon i erhvervslivet, en RIGTIG mand med magt og indflydelse, og han har levet i det mande-billede: at være stærk. Og så knækkes han. Og skal passes og pylres om. Og det kan han ikke bære. Min mand er en såkaldt “blød” mand – åh jo, han har også levet på gamle mandsidealer, var også en ivrig jæger osv. men det har aldrig været vanskeligt for ham at vise ømhed og kærlighed. Og han er blid af natur. Det hårde var indlært og overflade og det første, der krakkelerede og gled væk, da han blev syg. Så fik kærligheden og trangen til at vise, at han elsker os, overtaget. Nu får jeg at vide mange gange hver dag, at han elsker mig.

Men jeg ved det nok. Vreden ulmer også i ham. Og i korte stunder, som han glemmer med det samme, men som ligger og skærer i mig, tager den over.

Sådan var det i går. Han ville have mig til at fylde vand på varmeanlægget, og jeg forsøgte at fortælle ham, at det ikke var nødvendigt, for solen skinner og der er hver dag 25 grader og vi behøver ikke tænde fyret og at solvarmen forsyner os med varmt vand.

Så skældte han ud. På mig. Jeg ville da heller ikke hjælpe ham. Det varede en tid at berolige ham. Pludselig stod jeg der og ville bremse ham og i al fald ikke hjælpe ham.

Det gjorde ondt.

Da jeg kom hjem fra min cykeltur havde han tændt pillefyret. Jeg gik lige så stille ud og slukkede. Og han havde allerede glemt det. Han havde også glemt sin vrede.

Og det er jo så det gode. Det onde glemmes hurtigt. Desværre bliver det liggende i mig og ulmer. Jeg beundrer Julie for hendes umenneskelige udholdenhed. Det ville jeg aldrig kunne leve op til.

Det tror jeg heller ikke, jeg behøver. Eller det mener jeg at vide, at jeg ikke behøver. Vreden er en naturlig del af sygdommen, og den skal vi nok takle..

Den må nødvendigvis ramme mig. Vi er kun os to.

Og det sker i alle den slags sygdomsforløb, tror jeg. Og det vidste jeg jo godt.

Julie Rubows bog er bestemt værd at læse. Det er barsk læsning, og det er vigtigt, at man ikke forfalder til den tro, at alle demensforløb ligner dette. Det gør de langt fra. De fleste er fredelige – det er en af årsagerne til, at jeg stadig er på banen som foredragsholder. Jeg har heldigvis en anden historie at fortælle. Og den høres alt for lidt, selv om det er den mest almindelige.

Erindringsskrivning – en lærling udtaler sig

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

2022 bliver året med de mange modne kvinders erindringsbøger. De bølger ind over os i en lind strøm, og det kan undre, at det sker lige nu, men det vil jeg ikke undersøge årsagen til. Det er der utvivlsomt andre, der gør, nemlig dem, der har det som deres fag at undersøge, hvorfor visse forfattere skriver hvad hvornår og til hvem. Min opgave er ene og alene at skrive det, der i skrivende stund farer mig i pennen. Det vil altid sige lige nu. Og det er jo mit eget erindringsstof.

De kvinder, hvis erindringsbøger tsunamiagtigt vælter ind over os i den kommende tid, kan jeg sikkert lære noget af. Desuden elsker jeg at læse fiktion om mennesker – det handler ikke alle fiktive bøger om, nogle og efterhånden mange, for det er også en trend, fremstiller forskruede konstruktioner, hvis lige aldrig har haft gang på jorden, og den slags væsner gider jeg ikke spilde min kostbare tid på at følge ind i universer, hvis fremtræden er lige så uigennemskuelig og fremmed som personerne.

Lige her må jeg indskyde, at jeg sandelig holder meget af bøger med uigennemskuelige universer: som Kafkas f.eks. – men de spejler jo virkeligheden på en underfundig måde og i al deres skræmmende fremmedhed, virker de skæmmende velkendte.

Fremmedfølelsen er velkendt for de fleste af os – og livet er nu engang uigennemskueligt, selv om vi hele tiden forsøger at se gennem det.

Men tilbage til erindringsskrivningen. Jeg er, som det nok er fremgået af meget af det, jeg har skrevet på bloggen, for tiden i læremood.  Altså jeg lukker villigt og venligt op for andres måder at takle erindringsskrivningen på, og der finder jeg så vidunderligt og lærerrigt stof, at jeg såmænd nok kan nøjes med at blive hængende i rollen som lærling resten af mit liv – og bare mæske mig med de mest udsøgte litterære retter inden for denne skrivning. Erindringsskrivningen.

Jeg vil vide, hvordan det er bedst at skrive erindringer. Før skriver jeg ikke mine egne.

Men mon ikke jeg kan lære det.

Jeg øver mig.

Det er så sjovt

En lille liste over de bøger, som vil kunne svømme dig under øjne i den nærmeste tid:

Deborah Levy: ”Livets omkostninger”

Ida Jessen: ”Endnu en bog, jeg aldrig skrev”

Linn Ullmann: ”Pige, 1983”

Siri Hustvedt: ”Mødre, fædre og andre.”

Annie Ernaux: ”Årene” ”Hændelsen” og ”Simpel lidenskab.”

Rachel Cusk: ”Efterskælv” – ”Et Livsværk.”

Rikke Viemose: ”Nu taler jeg.”

I mit hoved – i min mave – i min have – lige nu

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mavefornemmelser. Det er en god ting. Man kan gå efter dem. Det kan de dygtigste af de detektiver, vi fodrer hovedet med for tiden – Ole er meget glad for krimier, og så snupper vi et par stykke hver dag. De er for resten glimrende at strikke til. Og bliver de spændende, går jeg.

Men det var mavefornemmelserne. Jeg lytter til dem. Og kan jo heller ikke slå dem fra. Når noget gør ondt neden for hjertet og ikke i hjertet, og jeg ved, at det ikke er noget, jeg har spist, så lytter jeg og lige nu hører jeg dem sige:

“Nu er du gået for vidt. Hold lige her! Du skal ikke længere! Det er OK at stoppe op. Og nej, du finder ikke ud af at hindre “fjendtlige” algoritmer i at styre dit liv! og IT verdenens irgange kan du lige så godt opgive at finde vej i. Så hold lige her! væn dig til, at du er blevet et gammelt fjols, der er ladt alene på en fjern banegård i et ukendt land og selv må finde hjem.

Maven. Det er en ting. Hovedet noget andet, selv om der jo er en sammenhæng. Og ja, det roder lidt rigeligt i øverste etage, men så er der det, at jeg faktisk godt kan lide rodet – orden er OK, “ordnung muss sein!” – men ekstrem orden er død. Så, at det hele gror lidt vildt deroppe i knold-regionen – og at alle impulser ikke lader sig styre – og at jeg ind i mellem mister grebet og bare drukner i vrimlen, det er OK – og meget bedre end stilstand.

Der er smukt i verden – også i mit hoved – men der er ikke orden.

A propos orden, så kig lige på min have, som den folder sig ud i disse dage: der er ABSOLUT ingen orden Alt vælter sig mellem hinanden derude. – Og alligevel bliver hver fiber i min krop glad ved synet af den.

Ja – alle mine fibre sitrer af glæde. Og det hedder jo ikke fibre, men celler. Celler. Atomer. Ioner. Protoner. Og fibre er der jo også, og sener, og blod og andre væsker i massevis. Kroppen er et vrimlende kaos af alt muligt.

Og det er smukt. Og levende. Selv når vi dør, lever vi. Er det ikke en skøn tanke.

Når jeg går tur i et villakvarter, er haverne næsten ens: grønne plæner og ude ved kanten lidt buske eller måske endda blomster. Men ikke for mange. Og ikke et strå, der ikke er plantet med vilje og afpasset i farve og form til resten. Regelret – geometrisk og ordnet. Og motorerne snurrer rundt og gør havearbejde. Små robotter sørger for, at græsset ikke kan gro ( som grise i en grisebås – der heller ikke kan røre sig) – det skal se PÆNT ud, og jo ordentligere, jo pænere. Og det mest moderne er slet ikke plæner, men fliser og grus. Så er der ikke mere natur tilbage – jo, på fliserne kommer der efter en tid igen liv: små organismer vokser frem, men dem dræber villaejerne lynhurtigt, så steriliteten og døden kan få lov at sejre.

Hvor er det mærkeligt.

Jeg læste lidt om “plænens” historie hos Harari forleden, og her kommer et citat fra “Homo Deus”: (side 341 i e-bogen):

“Ideen om at anlægge en græsplæne ved indgangen til private boliger og offentlige bygninger blev undfanget i franske og engelske aristokraters slotte i den sene middelalder. I tidlig moderne tid begyndte denne vane for alvor at slå rødder, og den blev adelens varemærke. Velholdte plæner krævede jord og en masse arbejde, især i tiden før opfindelsen af græsslåmaskiner og automatiske vandingsanlæg. Til gengæld skaber græsplæner intet som helst af værdi. Man kan ikke engang lade dyrene græsse på dem, eftersom dyrene vil spise og trampe på græsset. Fattige bønder havde ikke råd til at spilde dyrebar jord eller tid på plæner. Den pæne græsplæne ved indgangen til store slotte var derfor et statussymbol, som ingen kunne simulere. En sådan græsplæne bekendtgjorde for enhver forbipasserende “jeg er så rig og magtfuld, og jeg har så mange hektarer og livegne til min rådighed, at jeg har råd til denne grønne og ekstravagante plæne.” Jo større plænen var, desto mægtigere var dynastiet. Hvis man besøgte en hertug og så, at hans plæne var i dårlig forfatning, vidste man, at han havde problemer. Den elskede plæne var ofte skueplads for vigtige fejringer og sociale begivenheder. ….

Menneskene kom således til at identificere plænen med politisk magt, social status og økonomisk velstand. Derfor var det ikke overraskende, at det opstående borgerskab i det 19. århundrede med stor begejstring tog græsplænekonceptet til sig. I begyndelsen var det kun bankfolk, advokater og industrimagnater, der havde råd til en sådan luksus foran deres privatboliger. Men da den industrielle revolution udvidede middelklassen og først plæneklipperen og senere den automatiske havevander blev opfundet, havde millioner af familier pludselig råd til en privat græsplæne. I de amerikanske forstæder ændrede en velholdt plæne sig fra at være en luksus for de velhavende til en nødvendig bestanddel i et middelklasseliv. Det var på det tidspunkt, at et nyt ritual blev føjet til forstandsliturgien. Efter gudstjenesten søndag formiddag slog mange passioneret deres græsplæner. Hvis man gik en tur ned ad gaderne i et forstadskvarter, kunne man hurtigt vurdere de enkelte familiers velstand og position ud fra deres plænes størrelse og kvalitet. Der er ikke noget mere sikkert tegn på, at der er noget galt i familien Jones, end en forsømt græsplæne i forhaven. Græs er i dag den mest udbredte afgrøde i USA efter majs og hvede, og plæneindustrien (planter, gødning, slåmaskiner, sprinklere, havemænd) omsætter årligt for milliarder af dollars.”

En strandbypige som jeg (ikke) husker

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg er begyndt at skrive på erindringsbogen. Og I, kære læsere, for kære er I, hvad enten I er to eller flere, vil få den allerførste side af bogen vist her på siden. Og de firssindstyve år er ikke en overdrivelse, jeg vil bruge ca. et år, måske mere på at skrive bogen, men helst vil jeg jo, at den skal komme ud på min 80års dag. Og sådan her tror jeg, den begynder:

Her er det første billede af mig. En buttet baby

“Her står jeg på min søjle af firsindstyve år. Så roligt. Som om jeg var ung og stærk. En dorisk søjle, tænker jeg. En stoisk ro. Det er mig. Alderen kan bare komme an! Jeg er vant til lidt af hvert, og jeg skal nok klare det her også. Jeg bøjer mig frem, Det er nu, det gælder.

Men så sker det alligevel: søjlen begynder at vakle, og pludselig synes jeg, at den er truende nær ved at falde sammen, og jeg klamrer mig til den, vil forhindre, at et eneste år skal glide ud og skabe et tomrum og bringe ubalance og få det hele til at kollapse. En ruinhob, hvad skal jeg med den?

Rolig nu. Forsigtigt læner jeg mig frem for at få øjenkontakt med det spæde barn. Hende først, tænker jeg. Senere vil jeg finde frem til pigens gemmesteder. Og kvindens. Den gamle kone behøver ikke gemme sig, for mens de andre skjuler sig i fortidens labyrinter, så er hun lige ved hånden.

Kom nu frem, piger i alle aldre! Tal til mig! Lad mig huske jeres øjne, jeres smil, jeres gråd, jeres glæder og jeres sorger. 

Lad os begynde med begyndelsen. Fødslen. Min. Selv har jeg kun tågede forestillinger om detaljerne i det drama, der udspandt sig i købmandsgården i den lille fiskerby Strandby d.7. september 1943. Dog er jeg sikker på, at det ikke gik glat og smertefrit for sig, for der er ingen kvinde, der leende føder sine børn, og intet barn kommer lattermildt til verden.  

Først skreg min mor, og kort efter fulgte jeg hendes eksempel og frembragte et vræl, der dog næppe kan lignes med mors i styrke, men som var lydeligt nok til at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Men som sagt: Glemslen kaster sit nådeslør over det spæde primalskrig, jeg som alle andre mødte verden med. Alligevel er jeg vis på, at smerten fra dengang bliver hængende i det vildnis, vi kalder underbevidstheden.