Harari – om liv og død

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Harari – Vort korte liv på jorden

Det er, som om vi aldrig nogen sinde er blevet kloge på livet og døden. I al fald tror vi fuldt og fast, lige fra vi er børn til vi bliver op i 80’erne, at livet er uendeligt og at døden er afskaffet for længst.

Og derfor siger vi: ”Hvis jeg dør, så …”  og ikke: ”når jeg dør, så …”

Jeg har i dette år læst mange bøger, flere end nogensinde før i mit korte liv, og det skyldes min mands sygdom. Han har alzheimers, og det er besværligt for os begge og smerteligt for ham at bevæge sig uden for de kendte daglige rammer. Tryghed er hjemlighed. Så derfor lever vi her. Og derfor kommer vi altså ikke meget længere end en gåtur til åen, en lille vandring i skoven, en biltur i nærmeste omegn.

Og når det er sådan, så er læsningen en udvej.  

Gennem bøgerne kan man komme ud af hjemmet og ind i andre verdner, og dem findes der et utal af. Nogle af disse verdner er fascinerende – andre ret kedelige, men dem forlader man hurtigt igen.

Der er ingen grund til at fortvivle over, at man så aldrig fik besteget de højeste bjerge og at man aldrig fik sejlet på de store oceaner og aldrig nogensinde oplevede at være en rigtig tørstende i en rigtig ørken – at det højst blev til en tur til Himmelbjerget – en sejltur på Silkeborgsøerne og et kort besøg på Råbjerg Mile.

Dette år fik jeg læst Yuval Noah Hararis to bøger om livet: ”Sapiens” og Homo Deus” – og begge bøger satte livet og døden i perspektiv for mig.

Og jeg tænkte, da jeg havde læst dem, og jeg ”læste” dem gående gennem Ålum-skovene – som lydbøger – det var endnu vinter – og rundt om stod de nøgne træer, og de grønne mossletter dækkede jorden, og den kolde vind blæste, og jeg tænkte, at nu druknede jeg i ord. I ord, der ville mig til livs.

Sådan tænkte jeg først, men ikke senere, da jeg havde fordøjet ordene.

Hvordan Harari fortalte om livets opståen, om den uendelige række af livsformer, inden endelig og først helt for nylig denne sære fremtoning, Sapiens, Mennesket, dukkede frem i billedet og overtog verden, og hvordan vi gebærdede os i lang tid, inden vi endte, hvor vi er nu med alle de tekniske fremskridt, men alligevel stadig udrustede med primitive drifter, som vi har arvet efter forfædrene og som får os til den dag i dag at dræbe hinanden.

Som sagt: hans bøger satte døden i perspektiv for mig. Vi (mennesket) er sådan et lille støvgran i det uendelige univers. Og vores historie er næsten ikke synlig i den store sammenhæng.

Og et sådant perspektiv må jo være skræmmende – er vel skræmmende. Vi er ikke til at øjne i det store ALTET – Et støvgran, det er os. Godt, men det vidste vi jo fra Kristendommen. Selv om vi her ser det i en anden kontekst.

Og selv om det jo er sådan, så er hvert eneste støvgran en uendelig verden ikke blot af atomer og stof, men af tanker og følelser og bevidsthed, og alt det fornemmes trods Hararis fortælling om vores mini-tilstedeværelse og ubetydelighed i det store univers, som unikt.

Ja, jeg er unik. Du er unik. Alle er unikke.

Kort sagt: det underfulde skaberværk bliver ikke mindre af denne viden om, hvordan det set i videnskabens klare (?), kolde (?) lys forholder sig. Tværtimod.

Skaberværkets ubegribelige storhed vokser for øjnene af en, når man læser Hararis bøger.

Jeg har også læst meget i Det gamle Testamente i samme vinter. Her finder man naturligvis et helt andet univers. Et poetisk univers. Men også en verden af storhed og skønhed akkurat som den, Harari beskriver.

Det vil jeg vende tilbage til senere.   

Homo Deus handler ikke som den foregående om udviklingen indtil nu, men er tanker om, hvad mennesket på det nuværende udviklingstrin er i stand til. Det er i modsætning til Homo Sapiens spekulationer, men med afsæt i den virkelighed, vi lever i.

Det er tydeligt, at bogen er skrevet før Corona og før Putin. Harari taler om frygten for en pandemi, men beroliger med, at lige meget, hvor voldsom en sådan vil tage sig ud, så er lægerne på forkant og kan stoppe den. Det ser ud til at holde stik. Men han påstår (og det er en påstand), at atombomben har gjort krige umulige – bortset fra enkelte steder som f.eks. Mellemøsten, hvor der aldrig har været fred. Og her er han for optimistisk. En storkrig truer verden, fordi det stadig er muligt for en diktator som Putin at forføre et folk. Noget har ikke ændret sig, siden Hitler startede en verdenskrig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *