Dagens tekst – 2. søndag i trinitatis

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Jeg blev tidligere af og til bedt om at prædike over en bibeltekst, inden jeg skulle holde mit foredrag. Som regel takkede jeg nej, men i Brorsons kirke i Randerup kunne jeg ikke sige nej, og jeg glemmer aldrig, hvor utrolig smuk en oplevelse det var for mig at stå på den samme prædikestol, som Hans Adolf Brorson havde stået på i alle de år, han var præst der. Historiens vingesus ramte mig. Måske var det derfor, jeg glemte at slutte med et “amen”. Bagefter roste præsten, som ellers var bange for, at jeg skulle sende udogmatiske ord ud over hans kære menighed, min prædiken, men tilføjede, at han aldrig igen kunne bruge vendingen “så sikkert som amen i kirken” – for efter min præstation, så var der ikke mere noget, der var sikkert.

Og i Budolfi Kirke holdt jeg en prædiken akkurat på den tid, hvor Fadervor var blevet “renoveret”, og så stod jeg der, og midt i bønnen kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge den gamle eller den nye version og opdagede, at jeg rent havde glemt den nye – og derfor stod jeg og hakkede og stammede den bøn frem, som ellers har været min faste aftenbøn i mere end 70 år.

Jeg har også stået på Kingos prædikestol – så jeg har været SÅ heldig.

Men jeg kunne altid selv vælge teksten. Det var bare at gå på rov i de mange herlige skrifter. Og jeg valgte selvfølgelig nogle ord, som talte lige ind i mit hjerte. Og som derfor nok også fandt vej til menighedens hjerte.

Ordene fra dagens tekst, 2. søndag efter trinitatis, Lukas 14, 25 – ville jeg nødig prædike over. De lyder til at være det modsatte af det kærlighedsbudskab, der efter min mening er kristendommens kerne.

Vores præst Søren Dam Kjeldsen tolkede teksten sådan, at det ikke var had, det drejede sig om – ikke et påbud om at holde op med at elske – nej, men at det drejede sig om at slippe sit eget og følge Jesus.

Og så er vi der, hvor jeg nok kan bruge teksten, for den taler lige ind i vor tid: det handler om at “give slip” eller, som Brinkmann siger, at “gå glip” – at vende sig fra sit eget lukkede jeg og åbne sig mod verden.

Ikke for at sige, at Jesus og Brinkmann er ét stykke af samme alen. Alligevel er det jo fantastisk, at en tekst, som har et par tusinde år på bagen, kan tale til os i dag på en måde, vi kan forstå. Og blive klogere af.

Dengang levede man i familieklaner – familien betød ALT – man forstod sig selv som en del af slægten og tolkede alt i den sammenhæng, og derfor er det chokerende, men også nødvendigt, at Jesus taler om, at det er vigtigt at gøre sig fri af de bånd, der har været strammere og stærkere, end vi kan forestille os. Uden at bryde dem, ingen frihed.

I dag i et individcentreret, sekulariseret samfund er den enkelte henvist til at forstå sig selv ud fra “sig selv” – at finde ind til de dybeste lag i psyken og tage udgangspunkt i den indsigt, det finder der. Denne cirklen om sig selv er med til at gøre det moderne menneske ensomt. Alene i verden.

Her er det, som jeg ser det, at Jesu ord måske kan få mening i dag: Han bad den tids mennesker om at forlade de bindinger, de holdt dem fast i stivnede normer, relateret til slægten, og at vende sig ud mod “de andre” mod “det ukendte” mod alt det, der befandt sig uden for de rammer, familien opstillede omkring den enkelte, og sådan beder han vel i dag det ensomme, selvoptagne nutidsmenneske om at give slip på sig selv og at vende sig ud mod det liv, der udfolder sig i verden udenfor.

At åbne sig mod verden og engagere sig i den. Det er vel kernen i Jesu ord i dag.

Eller hvad?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *