Dagens tekst – 2. søndag i trinitatis

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Jeg blev tidligere af og til bedt om at prædike over en bibeltekst, inden jeg skulle holde mit foredrag. Som regel takkede jeg nej, men i Brorsons kirke i Randerup kunne jeg ikke sige nej, og jeg glemmer aldrig, hvor utrolig smuk en oplevelse det var for mig at stå på den samme prædikestol, som Hans Adolf Brorson havde stået på i alle de år, han var præst der. Historiens vingesus ramte mig. Måske var det derfor, jeg glemte at slutte med et “amen”. Bagefter roste præsten, som ellers var bange for, at jeg skulle sende udogmatiske ord ud over hans kære menighed, min prædiken, men tilføjede, at han aldrig igen kunne bruge vendingen “så sikkert som amen i kirken” – for efter min præstation, så var der ikke mere noget, der var sikkert.

Og i Budolfi Kirke holdt jeg en prædiken akkurat på den tid, hvor Fadervor var blevet “renoveret”, og så stod jeg der, og midt i bønnen kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge den gamle eller den nye version og opdagede, at jeg rent havde glemt den nye – og derfor stod jeg og hakkede og stammede den bøn frem, som ellers har været min faste aftenbøn i mere end 70 år.

Jeg har også stået på Kingos prædikestol – så jeg har været SÅ heldig.

Men jeg kunne altid selv vælge teksten. Det var bare at gå på rov i de mange herlige skrifter. Og jeg valgte selvfølgelig nogle ord, som talte lige ind i mit hjerte. Og som derfor nok også fandt vej til menighedens hjerte.

Ordene fra dagens tekst, 2. søndag efter trinitatis, Lukas 14, 25 – ville jeg nødig prædike over. De lyder til at være det modsatte af det kærlighedsbudskab, der efter min mening er kristendommens kerne.

Vores præst Søren Dam Kjeldsen tolkede teksten sådan, at det ikke var had, det drejede sig om – ikke et påbud om at holde op med at elske – nej, men at det drejede sig om at slippe sit eget og følge Jesus.

Og så er vi der, hvor jeg nok kan bruge teksten, for den taler lige ind i vor tid: det handler om at “give slip” eller, som Brinkmann siger, at “gå glip” – at vende sig fra sit eget lukkede jeg og åbne sig mod verden.

Ikke for at sige, at Jesus og Brinkmann er ét stykke af samme alen. Alligevel er det jo fantastisk, at en tekst, som har et par tusinde år på bagen, kan tale til os i dag på en måde, vi kan forstå. Og blive klogere af.

Dengang levede man i familieklaner – familien betød ALT – man forstod sig selv som en del af slægten og tolkede alt i den sammenhæng, og derfor er det chokerende, men også nødvendigt, at Jesus taler om, at det er vigtigt at gøre sig fri af de bånd, der har været strammere og stærkere, end vi kan forestille os. Uden at bryde dem, ingen frihed.

I dag i et individcentreret, sekulariseret samfund er den enkelte henvist til at forstå sig selv ud fra “sig selv” – at finde ind til de dybeste lag i psyken og tage udgangspunkt i den indsigt, det finder der. Denne cirklen om sig selv er med til at gøre det moderne menneske ensomt. Alene i verden.

Her er det, som jeg ser det, at Jesu ord måske kan få mening i dag: Han bad den tids mennesker om at forlade de bindinger, de holdt dem fast i stivnede normer, relateret til slægten, og at vende sig ud mod “de andre” mod “det ukendte” mod alt det, der befandt sig uden for de rammer, familien opstillede omkring den enkelte, og sådan beder han vel i dag det ensomme, selvoptagne nutidsmenneske om at give slip på sig selv og at vende sig ud mod det liv, der udfolder sig i verden udenfor.

At åbne sig mod verden og engagere sig i den. Det er vel kernen i Jesu ord i dag.

Eller hvad?

Erindringer – 60 års jubilæum

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min veninde Gertrud gjorde mig forleden opmærksom på, at vi blev studenter for 60 år siden. Det vil jeg forsøge at skrive lidt om. Forsøge. Ja, for enkelthederne er for længst borte i fortidsmørket. Men jeg husker alligevel lidt, og hvis jeg forsøger at grave det frem, kommer andre, nu halvglemte minder måske til syne. Det ville være rart.

Jeg ser på billedet og synes, at pigen på en gang forekommer mig fremmed og alligevel bekendt. Jo, jeg har kendt hende. Mere derom senere.

Hørte Brinkmanns Briks forleden. Det er altid underholdende og ofte oplysende. I al fald kan det sætte tanker i gang, som er værd at gå videre med.

Carsten René Jørgensen er gæst i denne udgave, hvor indholdet bredt er vores forståelse af mennesket. Hvad er der galt med os? Den slags spørgsmål. Gæsten er en af de førende psykologer i DK og beskæftiger sig bl.a. med personlighedsforstyrrelser og identitetsproblemer. Alt sammen svært at koge ned i en udsendelse på en time, men Brinkmann er ekspert i at vride det bedste og mest centrale ud af sine gæster.

Det var i den forbindelse, at talen faldt på det med at “kende sig selv” “blive bevidst om sit eget ego” “realisere sig selv” og lignende. Og her var det, at Brinkmann sagde, at han ikke interesserede sig for sig selv. Alt andet. De andre. Det, der ligger udenfor. Ikke mig selv. Han gik så hårdt til biddet, at han til sidst fik malet sig selv op i en krog og måtte indrømme, at han lige nu “koketterede” en smule med sagen. For selvfølgelig interesserer alle mennesker sig for sig selv. Også. Og måske endda mest. Men det er jo sikkert rigtigt, at man ikke skal fortabe sig i den interesse og blive så selvcentreret, at man “glemmer” de andre = det andet = verden omkring en.

Men man kan ikke skrive sine erindringer uden at vende blikket indad. Nå, men Brinkmann er mig bekendt ikke i færd med at skrive sine erindringer. Og det er jeg måske heller ikke, selv om jeg ind i mellem bilder mig selv og andre det ind.

Og jeg synes, at han har ret: Det er ikke det mest spændende at granske alt for nøje i sin egen sjæl.

“Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last” – sådan siger Tom Kristensens Alter Ego, Jastrau, i romanen “Hærværk”

Mig gør det i al fald ikke godt at granske alt for dybt. Og så er det måske en af grundene til, at jeg bøjer af, hver gang jeg skal ud ad den vej?

Erindringer – Hans Lyngby Jepsen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu springer jeg lidt uden for min liste af erindringsforfattere. Men sagen er den, at jeg har givet mig selv den opgave at genlæse alle de bøger, der står og samler støv på reolerne. Inden de støver helt til, skal de læses. Og det bliver de jo ikke, for mine bøger er utallige, og mine dage er talte. Så det når jeg ikke.

Men lige nu glæder jeg mig over Lyngby Jepsens lange erindringsværk ”til Andrea” – det er noget af det sidste han skrev, sådan som erindringer bør være noget af det sidste, man skriver. Han var tæt på 80 år, da de udkom – og også derfor genlæser jeg dem, for jeg vil måske også skrive mine erindringer, og i fald jeg gør det, så skulle udgivelsen helst ramme min 80 års fødselsdag. Så jeg har faktisk travlt.

Men det er ikke det eneste, jeg har til fælles med den forfatter. Der er så meget. Hans holdning til mange af de store spørgsmål deler jeg med ham. Samfundsspørgsmål f.eks. Her befinder vi os begge på venstrefløjen uden at være socialister.

Og her kommer et citat, der handler lidt om det at være dansk. Det er fra ”En dag er vi lige gamle” :

Sproget er et mirakel – alle sprog, dansk for mit vedkommende. Knap tredive bogstaver i alfabetet, og hvad kan man ikke skrive og sige med dem! Det særlige og mirakuløse ved alle sprog, også det danske, er dets intimitet for dem der kender det. Sproget knytter danskerne sammen og skiller dem fra andre folk, sproget samler og skiller. Det er det sande familieskab. Derfor værdsætter vi litteraturen – i endnu højere grad end musikken og billedkunsten der også taler til os om national tilknytning. Helt og fuldt ud og i krogene kender vi kun det sprog, vi er vokset op med, den betydning og underforståelse der omgiver mange ord og vendinger, også når de dukker op i sammenhænge de ikke oprindelig blev anvendt i. De lokker en erindring og et smil frem, de sender tanker på flugt, de åbner udsigter og maler billeder.”  

I sidste del af sidste bind af erindringsværket skriver han naturligt nok en del om døden. Det er et tema, der bliver aktuelt, når vi som gamle står tæt på tærsklen og statistisk set allerede har overskredet den.

Og også her kan jeg sagtens samklinge med ham, og så er jeg alligevel slet ikke der, hvor han befinder sig. Han er en hjernens mand, et gennemført rationelt tænkende væsen, og som sådan frasiger han sig enhver form for religiøs forståelse af livet og døden. Og det gør jeg jo ikke.

Men forstår ham.

Hjernen accepterer ikke nogen varm og kærlig overgang til noget som helst andet end biologisk forvandling, og i rummet er kun det store INTET. Det er måske rigtigt, men den tanke, kan jeg hverken leve eller dø med. Men jeg VED jo lige så lidt som Lyngby Jepsen noget om, hvad der sker efter døden, altså ud over, at vi enten bliver brændt eller begravet. Det er der ikke noget opløftende ved. Vel?

Og jeg tror på noget andet. Jeg tror på en almægtig skaber – en kærlig gud – Gud, som tager over, når vi giver slip.

Det er ikke rationelt, og jeg kan ikke forklare det. Og at ville bevise det er helt umuligt.

Jeg vil slutte med et langt citat fra bogen. Og så glæde mig over, at når Jepsen skal finde noget dybere end blot det biologiske, så tyr han til Biblen, ja han gør så:

“Uvisheden er god at leve med. Den er et fundament af viden om uvidenhed. Selvfølgelig, alt er muligt, slip fantasien løs. Lev videre på Saturns ring eller en af Jupiters måner, tro på reinkarnation og vågn som bæltedyr eller vandrotte, søg Nirvana eller Edens Have. For mig er uvisheden den absolutte frihed som ingen religiøs kirke kan begrænse. Jeg venter mig intet. Dem om det, der har behov, så længe de ikke generer andre med deres fantasier. … Jeg slår mig til tåls med glæden over et langt liv, dets tusinder af lykketimer. Prædikeren, kongen i Jerusalem, efter eget udsagn en mand af stor visdom og kundskab, siger: Hellere dødens dag end fødslens dag, hellere ende end begyndelse, hellere gå til sorgens hus end til festens hus. Det lyder trist. Og solen står op og går ned. Endeløs tomhed, siger han om livet, alt er tomhed. Endeløs tomhed. Og alle de ting, som sker under solen er tomhed og jagen efter vind. Men to spalter længere fremme i den autoriserede danske bibeloversættelse korrigerer den kundskabsrige konge sig selv: Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Det har vi forsøgt, min kone og jeg, ikke at jage efter vind men at nyde frugterne af vores slid.”

Og her lidt længere mod slutningen skriver han, så vore hjerter slår i takt:

“De undertrykte lider stadig som for tre tusinde år siden, de dør uden trøst. Men få linier forinden taler Jerusalems konge om glæden: Intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt hvad det gør: det er dets løn. Spændt ud mellem livets glæde og sorg, mellem fødsel og død. Verden er ond. Verden er god. Voltaire rådede enhver til at dyrke sin have. Udlagt efter behov: Dyrke det nære som du kan overkomme, det fjerne har du ikke forstand eller indflydelse på. Dyrk dine bedste talenter i stedet for at sprede dig på mange gøremål. eller simpelthen: Hvis du uopfordret møver dig ind i naboens have, risikerer du at blive slået ned. Siden Voltaires glade 1700-tal er Jorden blevet en provins, vi alle har ansvar for og indflydelse på, en fælles have.”

Mens det sker 22 – stilheden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er blevet stille i stuerne. Ved bordet siger vi ingenting. Eller jeg siger lidt, og han nikker, men mest kigger han ned i sin tallerken.

Jeg holder af samtalen. Ikke småsnakkeriet. Når jeg er sammen med folk, jeg ikke kender, men er tvunget til at sidde side om side med i timevis, så er det næsten ikke til at holde ud, hvis der ikke bliver samtalet, men kun småsnakket.

Det er noget helt andet, når vi to småsnakker herhjemme. Så er det varme og hygge og nærhed. Vi nyder den andens stemme og ordene – de er som kærtegn – og de betyder så meget mere, end de siger.

Det savner jeg.

Men for ham må savnet være endnu dybere og endnu smerteligere.

Vi raske kommer i den grad til kort over for den syge. Og vi magter jo slet ikke det, som Paulus siger, at vi skal: bære hinandens byrder.

Jeg er så magtesløs.

Jeg beder til Gud. Men jeg forstår ikke at lægge mine (vore) byrder over på ham. Også i mine bønner føler jeg magtesløsheden.