Mens det sker – 21

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I morges var vi begge tavse. En morgen som alle andre. Og så alligevel slet ikke.

Morgenkaffen er en af hver dags stjernestunder. Så snakker vi om, hvor travlt vi havde, da børnene boede hjemme og de og vi skulle ile ud af huset alt for tidligt.

Nu har vi så velsignet god tid.

Dagen lang finder vi på ting, som vi gerne vil, og som vi kan gøre sammen eller hver for sig. Den her stund om morgenen, hvor intet haster, er så fin – en ny dag begynder, men i slowmotion.

Morgenmaden er enkel som resten af dagen, et stykke rugbrød, en skål tykmælk, rosiner og mandler (her fråser vi) og ikke mindst kaffe. Og så serveres aviserne. Ole henter dem og giver mig den ene og fordyber sig i den anden. Bagefter bytter vi.

Weekendavisen og Information opsagde vi for et år siden, fordi vi syntes, at Amtsavisen og Kristelig Dagblad dækkede vores behov for læsestof, sådan som det er nu. Der er ikke den samme glubende appetit på verden. Indrømmet: vores liv er skrumpet, også hvad avislæsning angår.

Inden vi læser, snakker vi. Men i morges sagde ingen af os noget. Jeg sad og tænkte på det interview, jeg havde givet til Kristelig Dagblad og de spørgsmål, det havde rejst. Ole så ud i luften, hvor der absolut ingenting var at se.

Pludselig fik jeg øje på ham. Og så, at han var ulykkelig. Det er han heldigvis sjældent.

”Hvad tænker du på?”

”Ja,” sagde han.

”Jamen på hvad?”

”Der er så tomt,” sagde han.

Når han har det sådan, må jeg må tage mig sammen og forsøge af fylde hans tomhed med mening. Det er heldigvis ikke så svært. Og det giver også mit liv mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *