Kokholm 47 – et frisk pust

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forleden fik jeg en mail fra en læser, sådanne findes faktisk, og han havde læst de to egnsbøger: Hændelser ved Hulsig og Dronning Elisabeth af Kandestederne. Hans navn er Erik Nøhr Andersen, og hans brev var som et frisk pust fra for ikke så længe siden. Fra dengang, jeg færdedes på de kanter for at samle alt det ind, som sanserne kunne fange: lyset, luften, sandet, himlen og ikke mindst menneskene.

De fleste fra den tid, jeg skrev om, var jo døde, men mange levede, og endnu engang tak for de ord, I velsignede mig med. Tak fordi I åbnede for en viden, som arkiverne ikke gemte, men som I gemte i sindet og gerne ville dele ud af.

Kokholms Hotel. Ja, Erik, du har jo ret. Meget af det, der udspinder sig i den berømte serie “Badehotellet” er jo taget direkte fra det liv, der udspandt sig på hotellerne i Kandestederne i deres velmagtsdage. Det er hele den gamle stemning, fint fanget ind. Og det er den, jeg har forsøgt at skrive hen imod i min “Dronning Elisabeth” – men ikke at beskrive. For min bog handler om det, der gik forud. Før Kandestederne blev et paradis for de rige og de kendte.

Og jeg ved fra Inger, der var pige på Kokholms Hotel, at filmfolkene flittigt har brugt af de mange anekdoter, som hun og andre var så rige på og dygtige til at fortælle – og som handler om livet på badehotellerne. Inger byggede sit eget lille hotel i Hulsig: Ingers Hotel, og her virkede hun til sin død – jeg tror, da hun var et godt stykke op i 90’erne. Jeg husker hendes dybe forargelse, da min mand Ole som 60 årig gik på efterløn. Hvordan kunne det dog gå til, at sådan en ung mand ikke skulle arbejde – nu havde hun da aldrig!!! Men hun gik alligevel med til at servere den herligste rødspætte for os to “pjækkere” i Livets Skole..

Erik Nøhr Andersens mor har gået i Rannerød Skole sammen med Inger, skriver han. Og han fortæller om gode minder på morfarens gård i Kandestederne. Morfaren havde mælkerute mellem Kandestederne og Hulsig i henved 30 år.

Hans mormor fik et barn uden for ægteskab ( Eriks mor) , og mens hun var gravid boede hun hos min farmor. Min farmor, Lise Hesselholt, husker jeg som et varmt og kært menneske, så jeg tror, at hun har haft det godt der. Mormoren hed Dagmar Marie Christensen, og senere blev hun gift med Jakob Jakobsen (faren?), der havde omtalte gård, der lå over for Kandehus. Se billedet.

Kandehus var det 3. hotel i Kandestederne, og i en årrække bestyredes det af maleren Ove Rifbjerg (onkel til Klaus Rifbjerg) – og Erik Nøhr har sendt mig nogle malerier, som han har malet. De ses herunder. Det første er af den tilsandede kirke, det næste af morfarens gård, som lå over for Kandehus, det 3. tror jeg er nedgangen ved Vesterhvarre, det sidste af den unge kronprins, som også havde sin gang i Kandestederne.

Og nu må jeg straks korrigere, for det er ikke Ove Rifbjerg, der har malet den gode prins, men Tørsleff, som der jo rigtignok også står skrevet på billedet. Han var elev af Krøyer. Han døde i Kandestederne.

De tre øverste skulle stadig være af Rifbjerg. Erik Nøhrs morfar havde malerne boende på gården en overgang, og billederne var sandsynligvis betaling for logi. Det lyder sandsynligt. Jeg tror ikke, at Rifbjerg var et stort navn i tiden. Men det var Tørsleff.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *