Rusland

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I dag genlæste jeg det digt, som en ung russer læste højt for os i et lille værelse i Leninggrad en oktoberaften i 1964.

Her kommer det i en oversættelse af Erik Horskjær

Mon russerne ønsker krig?

Mon russerne kan ønske krig?/ Spørg selv og hør det tavse skrig/ fra grønne eng og åben mark/ spørg poplen, birkens hvide bark.

Og spørg den faldne frontsoldat,/ der ligger, dræbt af en granat,/ ved birkens fod; spørg sønnen: “Sig,/ om russerne mon ønsker krig?”

Og ikke blot for eget land/ de ligger – faldne, mand ved mand,/ men for at vi på vor planet/ kan drømme fredeligt og rent.

Til pust i løv, duft fra avis/ sov sødt New York, sov sødt Paris./ Tænk selv bag jeres drømmes flig,/ om russerne mon ønsker krig.

Jo, vi kan kæmpe, hvis vi skal,/ men gør det kun i værste fald,/ Vi ønsker ikke, at vor mor/ skal ligge dræbt på blodig jord.

Spørg vore koner, spørg enhver,/ der lever. Spørg og hør og lær,/ og kom bagefter selv og sig, / om russerne mon ønsker krig.

Det er 57 år siden, at Rolf rejste sig, slog ud med armene og reciterede Jevtusjenkos digt for os – unge danskere på studietur til Leningrad. Ja, og nu … hvordan er det? ønsker russerne krig? De følger i al fald deres leders kommando,

Jevtusjenko var systemkritiker. Og nu er systemet med undertrykkelse af folket genindført. Hvis man nærlæser digtet, ser man måske alligevel en forklaring. “Russeren” er opdraget til at være nationalist, og han kommer, når “Nationen” kalder.

Erindringer – Jesper Stein

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jesper Stein: 1965 –

Der er et vældigt spring fra Karin Michaëlis og til Jesper Stein. Fra en for længst afdød, der dog i denne tid oplever en renæssance og til en nulevende, der i øvrigt mest er kendt for sine krimier. Jeg læser aldrig krimier og kendte ham ikke, før jeg faldt over hans erindringsbog “Rampen” og blev opslugt af den. Først og fremmest blev jeg det, fordi det er en fin bog, men måske også lidt, fordi hans far, Finn Stein Larsen, var en slags guru for os, der studerede litteratur i 70’erne. Han var en fremragende formidler, og vi lærte meget af ham.

Finn Stein Larsen lærte os bl.a. at forstå og værdsætte modernismen – den havde jeg og mange andre det i begyndelsen svært med. Jeg var glad for lyrik, men glæden gik ikke så vældig meget længere end til Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Frank Jæger – de to sidstnævnte døde vel nærmest af sorg over, at den slags digte, som de skrev – åbne digte, gammeldags versefødder og med rim endda – ved modernismens fremkomst lige med ét blev regnet for forældede og uden synderlig litterær værdi.

Stein Larsen lærte ikke bare sin søn at læse de nye digte, men tog alle os unge med på vognen, der kørte lige ind i fremtiden.

Dengang vidste jeg ikke, at den kørte på sprit – at mange af digterne og en stor del af det litterære establishment var dybt og inderligt alkoholiserede. Det har jeg fundet ud af efterhånden. Da jeg valgte “Rampen,” vidste jeg heller ikke, at der få år efter ville udkomme en slags fortsættelse “Ædru” – Her hører vi om Jesper Steins fortsatte liv og om hans kamp for at komme ud af alkoholens dødsensfarlige greb. Den bog har jeg netop læst færdig nu og sideløbende med den læste jeg Per Olov Enquists “Et andet Liv” – som handler om det samme men har den distance, at forfatteren ikke bruger “jeg” men “han” altså skriver i 3. person, som om det er en andens liv, han betragter og fortæller om. Heller ikke Jesper Stein kan skrive “Ædru” uden at distancere sig fra situationer og personer, det gør han i indledningen, hvor han pointerer, at mange af personerne er fiktive. Lidt snyd, ikke?

Men det var “Rampen”, jeg skulle skrive om – Her bruger forfatteren det gamle greb med “jeg”, og man er som læser ikke i tvivl om, at både personer og situationer er taget lige ud af virkeligheden – med al den smerte og fortrængte vrede, som bobler op på siderne.

Jeg vil i grunden ikke skrive en masse om Rampen – kun det, at den hudløst ærligt tager læseren med ind i en barndom og ungdom, hvor kærlighed og svigt veksler i et smertefuldt mønster, der både fængsler og frastøder. Men sådan tror jeg faktisk, at ærlige erindringsværker må være. Den slags litteratur bør distancere sig så meget som muligt fra muntre og fantastiske face-book og andre sociale mediers fremstillinger af “mig selv”.

Mens det sker – 21

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I morges var vi begge tavse. En morgen som alle andre. Og så alligevel slet ikke.

Morgenkaffen er en af hver dags stjernestunder. Så snakker vi om, hvor travlt vi havde, da børnene boede hjemme og de og vi skulle ile ud af huset alt for tidligt.

Nu har vi så velsignet god tid.

Dagen lang finder vi på ting, som vi gerne vil, og som vi kan gøre sammen eller hver for sig. Den her stund om morgenen, hvor intet haster, er så fin – en ny dag begynder, men i slowmotion.

Morgenmaden er enkel som resten af dagen, et stykke rugbrød, en skål tykmælk, rosiner og mandler (her fråser vi) og ikke mindst kaffe. Og så serveres aviserne. Ole henter dem og giver mig den ene og fordyber sig i den anden. Bagefter bytter vi.

Weekendavisen og Information opsagde vi for et år siden, fordi vi syntes, at Amtsavisen og Kristelig Dagblad dækkede vores behov for læsestof, sådan som det er nu. Der er ikke den samme glubende appetit på verden. Indrømmet: vores liv er skrumpet, også hvad avislæsning angår.

Inden vi læser, snakker vi. Men i morges sagde ingen af os noget. Jeg sad og tænkte på det interview, jeg havde givet til Kristelig Dagblad og de spørgsmål, det havde rejst. Ole så ud i luften, hvor der absolut ingenting var at se.

Pludselig fik jeg øje på ham. Og så, at han var ulykkelig. Det er han heldigvis sjældent.

”Hvad tænker du på?”

”Ja,” sagde han.

”Jamen på hvad?”

”Der er så tomt,” sagde han.

Når han har det sådan, må jeg må tage mig sammen og forsøge af fylde hans tomhed med mening. Det er heldigvis ikke så svært. Og det giver også mit liv mening.

Kokholm 47 – et frisk pust

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forleden fik jeg en mail fra en læser, sådanne findes faktisk, og han havde læst de to egnsbøger: Hændelser ved Hulsig og Dronning Elisabeth af Kandestederne. Hans navn er Erik Nøhr Andersen, og hans brev var som et frisk pust fra for ikke så længe siden. Fra dengang, jeg færdedes på de kanter for at samle alt det ind, som sanserne kunne fange: lyset, luften, sandet, himlen og ikke mindst menneskene.

De fleste fra den tid, jeg skrev om, var jo døde, men mange levede, og endnu engang tak for de ord, I velsignede mig med. Tak fordi I åbnede for en viden, som arkiverne ikke gemte, men som I gemte i sindet og gerne ville dele ud af.

Kokholms Hotel. Ja, Erik, du har jo ret. Meget af det, der udspinder sig i den berømte serie “Badehotellet” er jo taget direkte fra det liv, der udspandt sig på hotellerne i Kandestederne i deres velmagtsdage. Det er hele den gamle stemning, fint fanget ind. Og det er den, jeg har forsøgt at skrive hen imod i min “Dronning Elisabeth” – men ikke at beskrive. For min bog handler om det, der gik forud. Før Kandestederne blev et paradis for de rige og de kendte.

Og jeg ved fra Inger, der var pige på Kokholms Hotel, at filmfolkene flittigt har brugt af de mange anekdoter, som hun og andre var så rige på og dygtige til at fortælle – og som handler om livet på badehotellerne. Inger byggede sit eget lille hotel i Hulsig: Ingers Hotel, og her virkede hun til sin død – jeg tror, da hun var et godt stykke op i 90’erne. Jeg husker hendes dybe forargelse, da min mand Ole som 60 årig gik på efterløn. Hvordan kunne det dog gå til, at sådan en ung mand ikke skulle arbejde – nu havde hun da aldrig!!! Men hun gik alligevel med til at servere den herligste rødspætte for os to “pjækkere” i Livets Skole..

Erik Nøhr Andersens mor har gået i Rannerød Skole sammen med Inger, skriver han. Og han fortæller om gode minder på morfarens gård i Kandestederne. Morfaren havde mælkerute mellem Kandestederne og Hulsig i henved 30 år.

Hans mormor fik et barn uden for ægteskab ( Eriks mor) , og mens hun var gravid boede hun hos min farmor. Min farmor, Lise Hesselholt, husker jeg som et varmt og kært menneske, så jeg tror, at hun har haft det godt der. Mormoren hed Dagmar Marie Christensen, og senere blev hun gift med Jakob Jakobsen (faren?), der havde omtalte gård, der lå over for Kandehus. Se billedet.

Kandehus var det 3. hotel i Kandestederne, og i en årrække bestyredes det af maleren Ove Rifbjerg (onkel til Klaus Rifbjerg) – og Erik Nøhr har sendt mig nogle malerier, som han har malet. De ses herunder. Det første er af den tilsandede kirke, det næste af morfarens gård, som lå over for Kandehus, det 3. tror jeg er nedgangen ved Vesterhvarre, det sidste af den unge kronprins, som også havde sin gang i Kandestederne.

Og nu må jeg straks korrigere, for det er ikke Ove Rifbjerg, der har malet den gode prins, men Tørsleff, som der jo rigtignok også står skrevet på billedet. Han var elev af Krøyer. Han døde i Kandestederne.

De tre øverste skulle stadig være af Rifbjerg. Erik Nøhrs morfar havde malerne boende på gården en overgang, og billederne var sandsynligvis betaling for logi. Det lyder sandsynligt. Jeg tror ikke, at Rifbjerg var et stort navn i tiden. Men det var Tørsleff.