Erindringer – B. S. Ingemann

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann tegnet af Marstrand

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *