Erindringer – Chateaubriand

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1768 til 1848

Her ville jeg placere et billede af forfatteren, men men men … det lader til, at den store oprydning forrige år, der fór som en tsunami ind over min bogsamling og reducerede den med mange hundrede bind, i sin iver har skovlet min franske litteraturhistorie ud af verden (min verden – den er måske at finde i Kirkens Korshærs bogsamling). Billedet vil komme senere.

Indtil det sker nøjes vi med et billede af Napoleon af J.F.Clemens

På nettet finder man kun platte og pjattede og dårligt oversatte artikler – dvs. de ca 100 hits, jeg har skimmet, er i al fald ubrugelige.

Men nu får I foreløbig tage til takke med det, som jeg husker fra min studietid ved fakultetet for romansk filologi dengang i 1960’erne. Det kommer her råt for usødet:

Sandt er det, at han levede fra 1768 til 1848.

Han afsluttede sine erindringer syv år før sin død i 1841. Dvs. at titlen: memoires d’outre- tombe er en smule forhastet, men helt passende kunne den jo aldrig blive.

Det er også sikkert som amen i kirken, at han var romantiker og konservativ og kun med nød og næppe undslap guillotinen, hvilket ikke lykkedes for en del af hans familie, bl.a. en bror.

Jeg læser i øjeblikket en dårlig oversættelse af hans erindringer – har sendt bud efter en fransk version, men indtil den kommer, vil jeg ikke desto mindre strø om mig med citater fra omtalte oversættelse.

Chateaubriands værker er obligatorisk pensum i et fransk gymnasium. Kanoniseret som førende romantiker. Og det er han. Glødende romantiker. Men jeg vil i første omgang skrive lidt om hans tilgang til erindringsgenren.

Han begynder sine erindringer i 1812 – det år, hvor Napoleon går ind i Moskva og forlader en brændende by, mens han planlægger sit næste felttog ( den næste nedslagtning) denne gang mod Sankt Pedersborg. Men den russiske vinter slår ham ud – han vender hjem uden sejr.

Og imens sidder Chateaubriand ved havet og skriver. Her er et citat fra den påbegyndte memoireskrivning. Og læg mærke til, at han forholder sig til temaet: sandhed/løgn.

Fra bordet, jeg sad ved, havde jeg hele Tiden dette Hav for øje, der har set mig lige fra min Fødsel, og som beskyller Storbritanniens Kyster, hvor jeg i saa lang Tid gik i Landflygtighed. Mit Blik søgte ind over Søen, hvis Bølger bar mig til Amerika, kastede mig tilbage til Europa og bar mig ud igen til Afrikas og Asiens Lande. Vær hilset, du Hav, min Vugge og mit Genbillede! Jeg vil berette dig min Livshistorie. Hvis jeg lyver, vil dine Vover, der er så tæt sammenslyngede med mine Dage, anklage mig som Bedrager overfor de Slægter, der følger efter mig.

Chateaubriand har i 1833 fuldendt 18 memoire-bøger, som han forsøger at sælge. Forgæves. Han oversætter Miltons “Paradise lost” for at overleve.

i 1836 lykkes det ham at få udgivet fire bøger (memoirer)

Dette værk er i modsætning til de fleste andre i genren ikke kronologisk, men springer i tid og sted, hele tiden frem og tilbage. Og selve den kaotiske opbygning spejler den tid, forfatteren skildrer: hans egen levetid. Et større kaos kan næppe tænkes. Enevælde, revolution, restauration, diktatur, revolutioner og modrevolutioner. Og i dette sociale kaos flettes forfatterens liv ind: han er aristokrat, men drømmer romantiske drømme om de vildes frie liv, om at udforske/udfordre verden og rejser til USA, her hører han om mordet på Ludvig d.16 og rejser hjem igen for at slås i prinsernes hær imod rædselsregimet og for monarkiet, melder sig som menig soldat, lider frygteligt, emigrerer til England, kommer dertil uden penge og sulter og lider stor nød. Imens skriver han og bliver kendt, rejser hjem til Frankrig, bliver berømt, får stilling som ambassadør og skaber sig en karriere som politiker. Er konservativ og alligevel en forkæmper for f.eks. ytringsfrihed. Tror på et oplyst monarkistisk styre.

Han oplever ALT. Og han overlever ALT.

Herunder et citat fra begyndelsen – romantisk – men også afslørende med hensyn til barnets første år: det er ikke mor (MODEREN er endnu ikke opfundet) men ammen, der bliver barnets første nærkontakt og i opvæksten de første år, er det tjenestepigen, han knytter sig til. Hvor er mor?

Det Hus, som mine Forældre den Gang boede i, laa i en skummel og snæver Gade i Saint-Malo, der hed Rue des Juifs. …. Det Værelse, hvor min Moder fødte mig, vender ud til en øde Del af Byen med nøgne Mure, og gennem Vinduet i dette Værelse  ser man Havet, der strækker sig, saa langt Øjet rækker, og brydes mod Kystens Klipper. Jeg var næsten død, da jeg kom til Verden. Bølgernes Brølen, der forøgedes af voldsomme Vindstød, som meldte Efteraarsjævndøgnets Komme, overdøvede mine Skrig. Man har tit fortalt mig disse Detailler; deres Tungsindighed er aldrig udslettet af min Erindring. Der er ikke en Dag, naar jeg tænker tilbage paa mit Liv, hvor jeg ikke i Tankerne ser den Klippe, paa hvilken jeg er født, Værelset, hvor min Moder paatvang mig Livet, Stormen, hvis Larm vuggede mig i min første Søvn, og min ulykkelige Broder, der gav mig et Navn, som jeg næsten altid har slæbt gennem Ulykken. Himlen syntes at samle disse forskellige Omstændigheder for straks ved min Vugge at afmale et Billede paa min Skæbne. … Da min Moder havde sat mig i Verden, maatte jeg for første Gang i Landflygtighed; jeg forvistes til Plancouët, en yndig Landsby mellem Dinan, Saint-Malo og Lamballe.  … .Min Amme viste sig at være gold, og en anden fattig, kristen Kone lagde mig til sit Bryst. Hun indviede mig til Landsbyens Skytshelgeninde, Vor Frue af Nazareth, og lovede hende, at jeg til hendes Ære skulde bære blaat og hvidt lige til mit syvende Aar. … Efter tre Aars Forløb blev jeg hentet tilbage til Saint-Malo. … Jeg havde nok som Dreng, som den sidst fødte, som Junkeren (saaledes kaldtes jeg) nogle Privilegier fremfor mine Søstre, men i det store og hele blev jeg overladt til Tjenestefolkenes Varetægt.

Det er ikke, fordi drengen er havnet i en kold og kynisk familie. Den er helt normal for en adelsfamlie at være. Og han får præcis den opdragelse, som blev alle adelige børn til del: at blive anbragt i en fosterfamilie som nyfødt og senere hjembragt. Hvordan de første år i barnelivet forløber, ja, det er ikke forældrenes sag. Dertil har man gode bønder.

Jeg har nu læst MÉMOIRES D’OUTRE-TOMBE på fransk udgaven “clasiques Garnier” 1989-98

Jeg vil citere slutningen – den viser mere end noget andet Chateubriands ærinde: at føre sig selv frem som vidne om sin tid. Et vidne, der er værd at lytte til, fordi han har oplevet og overlevet nogle af de mest turbulente afsnit i sit lands historie. Og desuden rejst i flere verdensdele og kunnet raportere derfra : Afrika og Amerika. Jeg vil citere fra bogen og bagefter oversætte til dansk:

“Que ne pourrais-je pas dire à mon tour, témoin oculaire que jeg suis de deux ou trois mondes écoulées? Quand on a rencontré comme moi Washington et Bonaparte, que reste-t-il à regarder derrière la charrue du Cincinnatus américain et la tombe de Sainte-Hélène? Pouquoi ai-je survécu au siècle et aux hommes à qui j’appartenais par la date de ma vie? Pourquoi ne suis-jeg pas tombé avec mes comtemporains, les dernièrs d’une race épuisée? Pourquoi suis-je demeuré seul à chercher leurs os dans les ténèbres et la poussière d’une catacombe remplie? Je me décourage de durer. Ah! si du moins j’avais l’insouciance d’un de ces vieux Arabes de rivage, que j’ai rencontrés en Afrique! Assis les jambes coissées sur une petite natte de corde, la tete envelloppée dans leur burnous, ils perdent leurs dernières heures à suivre des yeux, parmi l’azur du ciel, le beau phénicoptère qui vole le long des ruines de Carthage; bercés du murmure de la vague, ils entr’oublient leur existence et chantent à voix basse une chancon de la mer: ils vont mourir.

Frit oversat:

Hvad kunne jeg ikke fortælle, jeg, som har været øjenvidne til hele to eller tre forsvundne verdner? Når man som jeg har mødt Washington og Bonaparte, så har man set det hele – bliver der noget at se efter det? – efter plovskæret fra den amerikanske Cincinnatus og efter graven på Sainte-Hélène? Hvorfor har jeg overlevet mit århundrede og mine samtidige? Hvorfor faldt jeg ikke sammen med dem, der var de sidste af en udlevet race? Hvorfor er jeg blevet tilbage, ene om at søge deres ben i en overfyldt katakombers støv? Jeg kan ikke mere! Åh! Om jeg dog blot besad samme ro som hos de gamle arabere, jeg har set ved flodbredden i Afrika! Siddende på en lille rebmåtte med benene over kors og hovedet indhyllet i deres burnus, tilbringer de livets sidste timer med at lade øjnene følge den smukke flamingo, der flyver langs Carthagos ruiner; og vugget af bølgernes mumlen glider de ind i glemslen med havets sang i ørerne: de dør.

I forordet til ovennævnte bog skriver Jean -Claude Berchet, at grunden til hans berømmelse skyldes, at …

…”que son génie si particulier repose sur les vertus meme du poète: imagination sans frein/ don du voyage/ faculté de conjuger ensemble reve et action pratique poètique du monde:

Oversat nogenlunde: … at hans helt særlige genialitet hviler på det, der er en digters største dyd: en tøjlesløs fantasi/ et talent for at rejse / evnen til at sammenknytte drøm og praktisk, poetisk handling i verden.

Victor Hugo ( Garnier-udgaven side lX), fortæller, at han, da han d. 4. juli 1848 trådte hen til Chateaubriands afsjælede legeme for at sige ham et sidste farvel, for enden af den lille jernseng, hvori digteren lå, fandt en lille hvid kiste. Heri lå manuscriptet til “Memoirers d’outre-tombe”.

Det udkom efter digterens død. At udgive efter døden har han fælles med Johanne Luise Heiberg.

Chateubriand tilbragte sine sidste år sammen med den berømte (berømt for sin skønhed) Madame de Récamier. Prøv at google hende og se hvilken skønhed.

Hun holdt salon – en gammel fransk skik: fine damer holdt litterære saloner. Den skik bredte sig til hele Europa – i Danmark holdt fine adelsdamer også salon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *