Erindringer – et strejftog

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Memoirergenren.

Nogle strejftog i en genre, der er ældgammel, men egentlig altid har haft den samme præmis, nemlig at fremstille sandheden i et menneskeliv, sådan som det skrivende menneske selv har forstået den.

Analytikere og kritikere af genren har brugt vældig megen energi på at (be)vise, at denne sandhed undertiden ikke holder vand. Det klassiske eksempel er Johanne Louise Heibergs erindringer, som hun selv betegner: El Liv genoplevet i Erindringer, men som senere af onde tunger har fået titlen: Et Liv genopløjet i Erindringen.

Jeg har tænkt i den kommende tid at gennemgå nogle memoirer – også for selv at lære mere om genren. Og jeg har valgt nedenstående (der vil blive suppleret med flere efterhånden) af to grunde: 1) fordi det er værker, jeg kender i forvejen, 2) fordi det forekommer mig, at de er dækkende for genren.  

Valgte eksempler

Chateaubriand: Memoires d’outre tombe  1841

Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen 1855

H. C. Andersen: Mit livs eventyr – 1855

B. S. Ingemann : En Levnetsbog 1862

Jeppe Aakjær: Fra min Bittetid – 1928

Karin Michaëlis: Vidunderlige Verden 1948-1950

Jesper Stein: Rampen 2020

Lige en lille note:

jeg ser nu, at Grundtvig mangler, og hans erindringer har jeg både læst og stående på min reol ( undslap tsunamien) – han skal med, selvfølgelig. Hvis jeg skriver mine erindringer en dag, så bliver det med vægt på barndommen. Og nu ved vi, hvad den tid betyder i et barns liv, det har man ikke vidst – eller ikke villet vide af før forrige århundrede ( barnets århundrede) – og når jeg ser på de skildringer, jeg har læst fra 1800tallet er det fælles, at barndommen har været fæl.

Ved nærmere eftertanke nej, så kommer Grundtvig IKKE med.

Chateubriand fortæller, at han kort efter fødslen blev “eksileret” – sendt hjemmefra ( det var ganske almindelig procedure i adelen – børnene blev straks efter fødslen bragt ud til en bondegård, hvor konen i forvejen ammede – så fik hun en til, og hvis familien var heldig, blev barnet afleveret igen, når det var i skolealderen.

Johanne Luise Heiberg blev groft udnyttet som barn. Herom senere.

H.C Andersen blev kanøftlet godt og grundigt.

Grundtvig blev sendt hjemmefra, da han var ganske lille og så herefter meget sjældent sin mor .

B.S. Ingemann skiller sig ud ved en vist nok lykkelig barndom.

Jeppe Aakjær blev pryglet af sin mor og bedstefar til han var gul og blå, og han skulle selv gøre risene klare til afstraffelsen.

Ja ja men i erindringerne klages der ikke over mishandlingerne. De blev nærmest set som “naturlige” – tidens børneopdragelse havde endnu ikke opdaget kærligheden. Eller også var kærlighedens bud det her over hele linjen: Den man elsker tugter man. Og tugtet, det blev de, også så det var en gru.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *