Som jeg husker – At skrive erindringer

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Skal jeg skrive mine erindringer? Det er jo det, de fleste forfattere slutter deres karriere med. Ja, mange af dem kan slet ikke afvente slutningen, før de kaster sig over memoirer-skrivningen. Som om det var vigtigt at få læsset livet af længe før det læsser en af.

Og som alle forfattere går jeg og overvejer for og imod. Er i øjeblikket mest imod. Jeg føler en voldsom lyst til at skrive det, jeg husker, og en lige så voldsom ulyst ved tanken om, at nogen skal læse det. Og når de to følelser strides, går det hele i stå.

Men jeg er forfatter. Og det betyder, at jeg er en, der skriver. Det er længe siden, jeg gjorde den opdagelse, at skrivetrangen er en drift, som ikke kan tøjles med viljens kraft. Og så må jeg vel skrive.

Måske bliver det så kun på bloggen. Og her er det vel kun mine børn og et par enkelte bekendte, der en gang imellem (børnene mest for mors skyld) læser med, og jeg er faktisk i stand til i lange perioder at bilde mig ind, at jeg er den eneste læser.

Og når jeg finder ro ved den tanke, at være enelæser, så burde konsekvensen jo være, at jeg lukkede bloggen ned og lukkede min egen helt eksklusive fil op og rablede løs på den. Og her kunne jeg jo så frit skrive ALT.

Det tænker jeg somme tider på at gøre, men jeg fortryder det, inden jeg rigtig har tænkt tanken til ende. Og hvorfor? Det kan jeg ikke engang svare på. Alle andre end mig ville sikkert sige, at det var forfængelighed. Og det er jo heller ikke helt forkert. Jeg er forfængelig. Som alle kunstnere. Jeg er det både i den moderne og i den religiøse betydning.

Hvad er mine år,
som smugende3 svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.

(Thomas Kingo)

Forleden læste jeg i et tidsskrift “Troldspejlet,” som Kirsten Klitgård redigerer (om digteren Karen Michaëlis) følgende citat fra en artikel af Karin Michaëlis, hvor hun udtaler sig om, hvorvidt man kan forsvare at bruge levende mennesker som personer i en bog (hvilket man jo uvægerligt vil gøre, når man skriver erindringer): ”Hvornår er brugen af levende model berettiget, og hvornår er den forkastelig? Enhver af os skrivende kan når som helst stå over for det spørgsmål.  … Men står læseren over for en bog, gælder det for ham, om bogen er velskrevet og virker overbevisende”.

Altså bud nr. 1 ifølge Karen Michëlis, en af vore store gamle forfattere, det er AT SKRIVE GODT.

Og det vil jeg altid forsøge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *