Som jeg husker – dengang i 60’erne – Paris

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min udsigt ved TH Langs Kostskole – naboejendommen. Senere vil jeg finde et billede af skolen. Jeg har dog meget få fotos fra perioden.

Reklame for Silkeborg Museum – her på en gavl, hvis hus er nabo til kostskolen

Som jeg husker – dengang i 60’erne – Paris

Silkeborg. Th. Langs Kostskole. Mit hjem i tre år. Beskyttet omtrent så håndfast som pigerne blev det på Ingemanns tid. Faste senge- spise- og læsetider. Og altid under nidkær inspektion. Nogle få timers fritid. Udgang til biograf eller venindebesøg i weekenden. Ville man ”i byen” måtte man kravle ud gennem et vindue i gymnastiksalen og liste ind med mælkemanden i den tidlige morgen. Den trafik har jeg kun hørt om. Og måske var det pral.

Engang måtte man kun forlade skolen ifølge med en lærerinde. Men det var før min tid. Da jeg blev indlemmet i huset i 1959, havde man nogle timers fri udgang. Tøjlesløsheden havde fået indpas. Tilbage var blot en kostskolevise, som vi stadig sang og som beskriver den daglige spadseretur med en vogter. Jeg husker disse vers: ”Og sku’ vi en herre skue/ så går vi i en bue/ for hvad kunne der ikke ske?

Så kom jeg til Paris. Og blev sluppet løs.

Jeg husker følelsen af frihed. Sikkert den samme ustyrlige glæde, som griber køerne, når de efter en lang vinter i en lummer stald slippes løs på grønne enge og kan boltre sig i den friske luft.

Det handlede faktisk om frisk luft. I overført betydning naturligvis, for luften var alt andet end frisk i Paris. Allerede dengang var forureningen slem, men det ser jeg først nu i bagklogskabens klare lys. Dengang anede vi intet om bilosens og skorstensrøgens skadevirkninger.

Jeg blev glad for Paris. Jeg blev forelsket i Paris. Men derom senere. Det er 60 år siden, og begivenhederne fra dengang har fortonet sig eller er gledet ind i glemslen. Det er med dem som med alle vore minder: Tiden fortærer de fleste.  

Men nogle af dem får de aldrig sat tænderne i.

Der er f.eks. denne allerførste dag i Paris, hvor vi endelig efter lang tids kørsel i en trafik, vi aldrig havde set magen til og med de helt unge uerfarne hænder knugende om rattet fandt frem til stedet, hvor vi skulle mødes med søster. Jeg var vist nok cool. Havde jo en storebror bag rattet.  

Jeg havde travlt med at stirre ud på vrimlen og var ved at besvime af fryd, da Eiffeltårnet dukkede op forude til venstre. Venstre? sagde min fætter. Det skulle det ikke. Vi er kørt forkert, sagde han. Min bror svarede ikke, han havde travlt med at følge trafikken.

På et tidspunkt kom vi over på den rigtige side af Seinen, og ved et mirakel havnede vi i 15. arrondissement og fandt endda frem til Porte de Versailles.  

Her faldt bilen til ro. Og vi gjorde også, fik ringet til søster Hanne, og mens vi ventede på hende som på den gode fe, gik vi frem og tilbage på avenuen og kiggede på livet, der strømmede forbi os.  Det var mest unge mennesker, der færdedes her, sådan husker jeg det i al fald, og mændene var mørke, nogle af dem helt sorte og meget smukke. Af en eller anden grund forekommer det mig, at gaden var befolket af lutter unge mænd. At den ene smukke prins efter den anden defilerede forbi. Vi var i et kvarter med mange studerende, og de fleste var naturligvis mænd dengang. Studenteroprøret og rødstrømpebevægelsen lå et sted ude i fremtiden.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *