Erindringer – Johanne Luise Heiberg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi er stadig i Chateaubriands århundrede: 1800-tallet, men det er tydeligt, at han har rødder i det forrige århundrede – 1700-tallets spirende romantik slår blomstrende ud hos ham, og smerterne fra revolutionen forlader ham aldrig. Og mens hans kunst folder sig ud under historiens vildeste vingeslag,og han gang på gang segner under de uvejr, der skyllede ind over Europa, er hun hjemme i den rolige andedam, hvor der nok er lidt røre, men det er på snadreniveau. Og vist er hun fra først af en grim ælling og bliver til en svane. Men det er ord fra Andersens pen – hendes tolkning er en anden – men derom senere.

Fra Marstand billede af Johanne Luise Heiberg

I Johanne Luise Heibergs erindringer ser vi ind i lille Danmark, og Marseillaisen bliver nok sunget i århundredes begyndelse – (det ved vi fra Ingemanns barndomskildringer) men som et muntert indslag i familiefester og anden selskabelighed.

Fru Heiberg er gift med Johan Ludvig Heiberg, og hun danner sin kunstneriske og litterære smag efter ham – og han var ud over at være forfatter en af tidens mest anerkendte kritikere, og som sådan angreb han med ironi og spot tidens førende romantiske digtere – f.eks. Ingemann og Andersen.

Men dette indlæg skulle handle om J.L.Heiberg som memoireskriver.

Kort om hendes liv:

Hun fødtes i 1812 og døde i 1890. Døbt Johanne Luise Pätges.

Forældrene var småkårsfolk – havde, da hun var lille, en beværtning, hvor moren serverede hjemmelavet mad – faren øl og underholdning: de små døtres dans på billiardbordet. Senere levede de udelukkende af morens madlavning.

Pigen bliver tidligt elev på Det kongelige Teaters Balletskole, hjulpet dertil af en ung mand, som falder (?) for hende og i al fald tager hende i sin varetægt. Han er en af de mænd, der kommer i huset for at drikke, spise og spille billard, og der ser han, hvordan faren tvinger de små piger til at danse på billiardbordet for at more kunderne, og han “redder” dem fra den skam, som i al fald Johanne føler ved at optræde på den måde og for det publikum. Siden hjælper han pigerne hele vejen til de bliver voksne: får dem på balletskole, betaler for dem, giver dem undervisning osv.

Jeg vil ikke nærmere komme ind på de biografiske data, men udelukkende se på Johanne Luise Heibergs måde at gribe genren “memoirer” an på.

Det har mange andre også gjort forskellige forsøg på. Jeg vil citere nogle linjer fra et par stykker, som jeg er enige med. Bodil Wambergs “Johanne Luise Heiberg”. Hun skriver på side 11 følgende:

“… i erindringernes beretninger fungerede hun på helt andre præmisser, her krængede hun over i en så lidenskabelig subjektivitet, at det “genoplevede” i folkemunde blev til “gjenopløjet”, og ingen i den danske litteraturs historie har vist posthumt givet anledning til en sådan ravage som Johanne Luise Heiberg, da hendes erindringer i 1891 blev udgivet, planmæssigt et år efter hendes død.”

Vibeke Schrøder skriver om sagen således i sin bog om Johan Ludvig Heiberg: “Tankens Våben” (side 10)

Hun blev mistænkt for at lyve om sit liv, men det er en forenklet og forkert opfattelse af et erindringsværk. … Fru Heiberg brugte tredive år på at finde frem til og formulere sandheden om sit liv, fordi hun havde brug for det. Det, der for andre tog sig ud som løgn, var i virkeligheden en dybere sandhed end den, der kunne formuleres i en traditionel selvbiografi. De steder i bogen, hvor man kan afsløre åbenbar usandhed og fortielse, er de mest interessante, for det er her, den personlige mytologi kommer til udtryk. Det er her, fru Heiberg fortæller den egentlige historie om sit liv.

I den sidste del af Fru Heibergs erindringer fortæller hun, hvordan og hvorfor denne beslutning om at skrive om sit liv kom til hende. Og jeg tror, at vi skal tage hende på ordet. Hun skriver: (citat side 144)

En Eftermiddag i Februar, da jeg sad ene og grublede i Tusmørket i min Dagligstue, stirrende ind i den livlige Lue fra Kakkelovnen, og i Tankerne gjennemgik min Barndom, min Ungdom og min nuværende Stilling, faldt der mig for første Gang i mit Liv ind: Mon du ikke kunde optegne alle disse Erindringer, alle disse lyse og mørke Aar; Maaneder, Dage, Timer af dit Liv og derved rive Tanken løs fra dette nærværende uhyggelige Tidspunkt? Der behøver jo Ingen at læse det; naar det kun gjør den Nytte at rive dine Tanker bort fra dette Øieblik og befri din Sjæl fra, at Bitterheden slaaer Rod i Sindet, da ere jo store Ting opnaaede. Og neppe var Tanken født, før jeg sprang op, tændte Lampen, lagde et Ark Papir tilrette paa Bordet og dyppede min Pen. Jeg sagde til mig selv: “Nu vil jeg nedskrive Alt, hvad der staaer i min Erindring, uden mindste Kritik eller Forbeholdenhed; siden kan jeg jo igjen udslette, hvad der ikke burde være nedskrevet; men nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed. Jeg vil ikke bryde mig om Form, Stil eller Sligt, men skrive saa hurtigt som Pennen kan løbe.”

Som man kan se, så er det hendes tanke at være sanddru og at nedskrive det, der melder sig for hendes som vigtigt i selv skriveprocessen. Og naturligvis vil resultatet blive subjektivt. Hun ser jo med vilje tingene fra sin side, og som bekendt har alt flere sider, og hun kunne måske nok have skrevet med det forbehold, at der findes andre vinkler end hendes egen.

Det gør hun ikke. Men det gør ikke hendes ord løgnagtige. De er netop så meget mere hendes ord.

Erindringer – Chateaubriand

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1768 til 1848

Her ville jeg placere et billede af forfatteren, men men men … det lader til, at den store oprydning forrige år, der fór som en tsunami ind over min bogsamling og reducerede den med mange hundrede bind, i sin iver har skovlet min franske litteraturhistorie ud af verden (min verden – den er måske at finde i Kirkens Korshærs bogsamling). Billedet vil komme senere.

Indtil det sker nøjes vi med et billede af Napoleon af J.F.Clemens

På nettet finder man kun platte og pjattede og dårligt oversatte artikler – dvs. de ca 100 hits, jeg har skimmet, er i al fald ubrugelige.

Men nu får I foreløbig tage til takke med det, som jeg husker fra min studietid ved fakultetet for romansk filologi dengang i 1960’erne. Det kommer her råt for usødet:

Sandt er det, at han levede fra 1768 til 1848.

Han afsluttede sine erindringer syv år før sin død i 1841. Dvs. at titlen: memoires d’outre- tombe er en smule forhastet, men helt passende kunne den jo aldrig blive.

Det er også sikkert som amen i kirken, at han var romantiker og konservativ og kun med nød og næppe undslap guillotinen, hvilket ikke lykkedes for en del af hans familie, bl.a. en bror.

Jeg læser i øjeblikket en dårlig oversættelse af hans erindringer – har sendt bud efter en fransk version, men indtil den kommer, vil jeg ikke desto mindre strø om mig med citater fra omtalte oversættelse.

Chateaubriands værker er obligatorisk pensum i et fransk gymnasium. Kanoniseret som førende romantiker. Og det er han. Glødende romantiker. Men jeg vil i første omgang skrive lidt om hans tilgang til erindringsgenren.

Han begynder sine erindringer i 1812 – det år, hvor Napoleon går ind i Moskva og forlader en brændende by, mens han planlægger sit næste felttog ( den næste nedslagtning) denne gang mod Sankt Pedersborg. Men den russiske vinter slår ham ud – han vender hjem uden sejr.

Og imens sidder Chateaubriand ved havet og skriver. Her er et citat fra den påbegyndte memoireskrivning. Og læg mærke til, at han forholder sig til temaet: sandhed/løgn.

Fra bordet, jeg sad ved, havde jeg hele Tiden dette Hav for øje, der har set mig lige fra min Fødsel, og som beskyller Storbritanniens Kyster, hvor jeg i saa lang Tid gik i Landflygtighed. Mit Blik søgte ind over Søen, hvis Bølger bar mig til Amerika, kastede mig tilbage til Europa og bar mig ud igen til Afrikas og Asiens Lande. Vær hilset, du Hav, min Vugge og mit Genbillede! Jeg vil berette dig min Livshistorie. Hvis jeg lyver, vil dine Vover, der er så tæt sammenslyngede med mine Dage, anklage mig som Bedrager overfor de Slægter, der følger efter mig.

Chateaubriand har i 1833 fuldendt 18 memoire-bøger, som han forsøger at sælge. Forgæves. Han oversætter Miltons “Paradise lost” for at overleve.

i 1836 lykkes det ham at få udgivet fire bøger (memoirer)

Dette værk er i modsætning til de fleste andre i genren ikke kronologisk, men springer i tid og sted, hele tiden frem og tilbage. Og selve den kaotiske opbygning spejler den tid, forfatteren skildrer: hans egen levetid. Et større kaos kan næppe tænkes. Enevælde, revolution, restauration, diktatur, revolutioner og modrevolutioner. Og i dette sociale kaos flettes forfatterens liv ind: han er aristokrat, men drømmer romantiske drømme om de vildes frie liv, om at udforske/udfordre verden og rejser til USA, her hører han om mordet på Ludvig d.16 og rejser hjem igen for at slås i prinsernes hær imod rædselsregimet og for monarkiet, melder sig som menig soldat, lider frygteligt, emigrerer til England, kommer dertil uden penge og sulter og lider stor nød. Imens skriver han og bliver kendt, rejser hjem til Frankrig, bliver berømt, får stilling som ambassadør og skaber sig en karriere som politiker. Er konservativ og alligevel en forkæmper for f.eks. ytringsfrihed. Tror på et oplyst monarkistisk styre.

Han oplever ALT. Og han overlever ALT.

Herunder et citat fra begyndelsen – romantisk – men også afslørende med hensyn til barnets første år: det er ikke mor (MODEREN er endnu ikke opfundet) men ammen, der bliver barnets første nærkontakt og i opvæksten de første år, er det tjenestepigen, han knytter sig til. Hvor er mor?

Det Hus, som mine Forældre den Gang boede i, laa i en skummel og snæver Gade i Saint-Malo, der hed Rue des Juifs. …. Det Værelse, hvor min Moder fødte mig, vender ud til en øde Del af Byen med nøgne Mure, og gennem Vinduet i dette Værelse  ser man Havet, der strækker sig, saa langt Øjet rækker, og brydes mod Kystens Klipper. Jeg var næsten død, da jeg kom til Verden. Bølgernes Brølen, der forøgedes af voldsomme Vindstød, som meldte Efteraarsjævndøgnets Komme, overdøvede mine Skrig. Man har tit fortalt mig disse Detailler; deres Tungsindighed er aldrig udslettet af min Erindring. Der er ikke en Dag, naar jeg tænker tilbage paa mit Liv, hvor jeg ikke i Tankerne ser den Klippe, paa hvilken jeg er født, Værelset, hvor min Moder paatvang mig Livet, Stormen, hvis Larm vuggede mig i min første Søvn, og min ulykkelige Broder, der gav mig et Navn, som jeg næsten altid har slæbt gennem Ulykken. Himlen syntes at samle disse forskellige Omstændigheder for straks ved min Vugge at afmale et Billede paa min Skæbne. … Da min Moder havde sat mig i Verden, maatte jeg for første Gang i Landflygtighed; jeg forvistes til Plancouët, en yndig Landsby mellem Dinan, Saint-Malo og Lamballe.  … .Min Amme viste sig at være gold, og en anden fattig, kristen Kone lagde mig til sit Bryst. Hun indviede mig til Landsbyens Skytshelgeninde, Vor Frue af Nazareth, og lovede hende, at jeg til hendes Ære skulde bære blaat og hvidt lige til mit syvende Aar. … Efter tre Aars Forløb blev jeg hentet tilbage til Saint-Malo. … Jeg havde nok som Dreng, som den sidst fødte, som Junkeren (saaledes kaldtes jeg) nogle Privilegier fremfor mine Søstre, men i det store og hele blev jeg overladt til Tjenestefolkenes Varetægt.

Det er ikke, fordi drengen er havnet i en kold og kynisk familie. Den er helt normal for en adelsfamlie at være. Og han får præcis den opdragelse, som blev alle adelige børn til del: at blive anbragt i en fosterfamilie som nyfødt og senere hjembragt. Hvordan de første år i barnelivet forløber, ja, det er ikke forældrenes sag. Dertil har man gode bønder.

Jeg har nu læst MÉMOIRES D’OUTRE-TOMBE på fransk udgaven “clasiques Garnier” 1989-98

Jeg vil citere slutningen – den viser mere end noget andet Chateubriands ærinde: at føre sig selv frem som vidne om sin tid. Et vidne, der er værd at lytte til, fordi han har oplevet og overlevet nogle af de mest turbulente afsnit i sit lands historie. Og desuden rejst i flere verdensdele og kunnet raportere derfra : Afrika og Amerika. Jeg vil citere fra bogen og bagefter oversætte til dansk:

“Que ne pourrais-je pas dire à mon tour, témoin oculaire que jeg suis de deux ou trois mondes écoulées? Quand on a rencontré comme moi Washington et Bonaparte, que reste-t-il à regarder derrière la charrue du Cincinnatus américain et la tombe de Sainte-Hélène? Pouquoi ai-je survécu au siècle et aux hommes à qui j’appartenais par la date de ma vie? Pourquoi ne suis-jeg pas tombé avec mes comtemporains, les dernièrs d’une race épuisée? Pourquoi suis-je demeuré seul à chercher leurs os dans les ténèbres et la poussière d’une catacombe remplie? Je me décourage de durer. Ah! si du moins j’avais l’insouciance d’un de ces vieux Arabes de rivage, que j’ai rencontrés en Afrique! Assis les jambes coissées sur une petite natte de corde, la tete envelloppée dans leur burnous, ils perdent leurs dernières heures à suivre des yeux, parmi l’azur du ciel, le beau phénicoptère qui vole le long des ruines de Carthage; bercés du murmure de la vague, ils entr’oublient leur existence et chantent à voix basse une chancon de la mer: ils vont mourir.

Frit oversat:

Hvad kunne jeg ikke fortælle, jeg, som har været øjenvidne til hele to eller tre forsvundne verdner? Når man som jeg har mødt Washington og Bonaparte, så har man set det hele – bliver der noget at se efter det? – efter plovskæret fra den amerikanske Cincinnatus og efter graven på Sainte-Hélène? Hvorfor har jeg overlevet mit århundrede og mine samtidige? Hvorfor faldt jeg ikke sammen med dem, der var de sidste af en udlevet race? Hvorfor er jeg blevet tilbage, ene om at søge deres ben i en overfyldt katakombers støv? Jeg kan ikke mere! Åh! Om jeg dog blot besad samme ro som hos de gamle arabere, jeg har set ved flodbredden i Afrika! Siddende på en lille rebmåtte med benene over kors og hovedet indhyllet i deres burnus, tilbringer de livets sidste timer med at lade øjnene følge den smukke flamingo, der flyver langs Carthagos ruiner; og vugget af bølgernes mumlen glider de ind i glemslen med havets sang i ørerne: de dør.

I forordet til ovennævnte bog skriver Jean -Claude Berchet, at grunden til hans berømmelse skyldes, at …

…”que son génie si particulier repose sur les vertus meme du poète: imagination sans frein/ don du voyage/ faculté de conjuger ensemble reve et action pratique poètique du monde:

Oversat nogenlunde: … at hans helt særlige genialitet hviler på det, der er en digters største dyd: en tøjlesløs fantasi/ et talent for at rejse / evnen til at sammenknytte drøm og praktisk, poetisk handling i verden.

Victor Hugo ( Garnier-udgaven side lX), fortæller, at han, da han d. 4. juli 1848 trådte hen til Chateaubriands afsjælede legeme for at sige ham et sidste farvel, for enden af den lille jernseng, hvori digteren lå, fandt en lille hvid kiste. Heri lå manuscriptet til “Memoirers d’outre-tombe”.

Det udkom efter digterens død. At udgive efter døden har han fælles med Johanne Luise Heiberg.

Chateubriand tilbragte sine sidste år sammen med den berømte (berømt for sin skønhed) Madame de Récamier. Prøv at google hende og se hvilken skønhed.

Hun holdt salon – en gammel fransk skik: fine damer holdt litterære saloner. Den skik bredte sig til hele Europa – i Danmark holdt fine adelsdamer også salon.

Erindringer – et strejftog

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Memoirergenren.

Nogle strejftog i en genre, der er ældgammel, men egentlig altid har haft den samme præmis, nemlig at fremstille sandheden i et menneskeliv, sådan som det skrivende menneske selv har forstået den.

Analytikere og kritikere af genren har brugt vældig megen energi på at (be)vise, at denne sandhed undertiden ikke holder vand. Det klassiske eksempel er Johanne Louise Heibergs erindringer, som hun selv betegner: El Liv genoplevet i Erindringer, men som senere af onde tunger har fået titlen: Et Liv genopløjet i Erindringen.

Jeg har tænkt i den kommende tid at gennemgå nogle memoirer – også for selv at lære mere om genren. Og jeg har valgt nedenstående (der vil blive suppleret med flere efterhånden) af to grunde: 1) fordi det er værker, jeg kender i forvejen, 2) fordi det forekommer mig, at de er dækkende for genren.  

Valgte eksempler

Chateaubriand: Memoires d’outre tombe  1841

Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen 1855

H. C. Andersen: Mit livs eventyr – 1855

B. S. Ingemann : En Levnetsbog 1862

Jeppe Aakjær: Fra min Bittetid – 1928

Karin Michaëlis: Vidunderlige Verden 1948-1950

Jesper Stein: Rampen 2020

Lige en lille note:

jeg ser nu, at Grundtvig mangler, og hans erindringer har jeg både læst og stående på min reol ( undslap tsunamien) – han skal med, selvfølgelig. Hvis jeg skriver mine erindringer en dag, så bliver det med vægt på barndommen. Og nu ved vi, hvad den tid betyder i et barns liv, det har man ikke vidst – eller ikke villet vide af før forrige århundrede ( barnets århundrede) – og når jeg ser på de skildringer, jeg har læst fra 1800tallet er det fælles, at barndommen har været fæl.

Ved nærmere eftertanke nej, så kommer Grundtvig IKKE med.

Chateubriand fortæller, at han kort efter fødslen blev “eksileret” – sendt hjemmefra ( det var ganske almindelig procedure i adelen – børnene blev straks efter fødslen bragt ud til en bondegård, hvor konen i forvejen ammede – så fik hun en til, og hvis familien var heldig, blev barnet afleveret igen, når det var i skolealderen.

Johanne Luise Heiberg blev groft udnyttet som barn. Herom senere.

H.C Andersen blev kanøftlet godt og grundigt.

Grundtvig blev sendt hjemmefra, da han var ganske lille og så herefter meget sjældent sin mor .

B.S. Ingemann skiller sig ud ved en vist nok lykkelig barndom.

Jeppe Aakjær blev pryglet af sin mor og bedstefar til han var gul og blå, og han skulle selv gøre risene klare til afstraffelsen.

Ja ja men i erindringerne klages der ikke over mishandlingerne. De blev nærmest set som “naturlige” – tidens børneopdragelse havde endnu ikke opdaget kærligheden. Eller også var kærlighedens bud det her over hele linjen: Den man elsker tugter man. Og tugtet, det blev de, også så det var en gru.

Som jeg husker – At skrive erindringer

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Skal jeg skrive mine erindringer? Det er jo det, de fleste forfattere slutter deres karriere med. Ja, mange af dem kan slet ikke afvente slutningen, før de kaster sig over memoirer-skrivningen. Som om det var vigtigt at få læsset livet af længe før det læsser en af.

Og som alle forfattere går jeg og overvejer for og imod. Er i øjeblikket mest imod. Jeg føler en voldsom lyst til at skrive det, jeg husker, og en lige så voldsom ulyst ved tanken om, at nogen skal læse det. Og når de to følelser strides, går det hele i stå.

Men jeg er forfatter. Og det betyder, at jeg er en, der skriver. Det er længe siden, jeg gjorde den opdagelse, at skrivetrangen er en drift, som ikke kan tøjles med viljens kraft. Og så må jeg vel skrive.

Måske bliver det så kun på bloggen. Og her er det vel kun mine børn og et par enkelte bekendte, der en gang imellem (børnene mest for mors skyld) læser med, og jeg er faktisk i stand til i lange perioder at bilde mig ind, at jeg er den eneste læser.

Og når jeg finder ro ved den tanke, at være enelæser, så burde konsekvensen jo være, at jeg lukkede bloggen ned og lukkede min egen helt eksklusive fil op og rablede løs på den. Og her kunne jeg jo så frit skrive ALT.

Det tænker jeg somme tider på at gøre, men jeg fortryder det, inden jeg rigtig har tænkt tanken til ende. Og hvorfor? Det kan jeg ikke engang svare på. Alle andre end mig ville sikkert sige, at det var forfængelighed. Og det er jo heller ikke helt forkert. Jeg er forfængelig. Som alle kunstnere. Jeg er det både i den moderne og i den religiøse betydning.

Hvad er mine år,
som smugende3 svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.

(Thomas Kingo)

Forleden læste jeg i et tidsskrift “Troldspejlet,” som Kirsten Klitgård redigerer (om digteren Karen Michaëlis) følgende citat fra en artikel af Karin Michaëlis, hvor hun udtaler sig om, hvorvidt man kan forsvare at bruge levende mennesker som personer i en bog (hvilket man jo uvægerligt vil gøre, når man skriver erindringer): ”Hvornår er brugen af levende model berettiget, og hvornår er den forkastelig? Enhver af os skrivende kan når som helst stå over for det spørgsmål.  … Men står læseren over for en bog, gælder det for ham, om bogen er velskrevet og virker overbevisende”.

Altså bud nr. 1 ifølge Karen Michëlis, en af vore store gamle forfattere, det er AT SKRIVE GODT.

Og det vil jeg altid forsøge.

Som jeg husker – de første uger i Paris

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De første uger i Paris.

Studenterhuen var med i Paris. Jeg var familiens første student. Og stolt af det.

Jeg husker ikke mere, hvor længe det frie liv varede. Et par uger vel. Men en dag – og alt for tidligt – var det forbi. ”Det var så den frihed,” tænkte jeg og gik med tunge skridt ind til en (be)stilling, som andre havde valgt for mig, og som fra begyndelsen forekom mig at være en misforståelse. Og nu skulle jeg så være ”au pair pige” – det anede jeg ikke, hvad det var, kun at det (ud over bange anelser) gav mig chancen for at blive i Paris.  

Det viste sig at være værre, end jeg havde forestillet mig. Tilværelsen som ”au pair pige” i den parisiske overklasse udelukkede enhver form for frihed. Gitterporten til det store hus forblev lukket døgnet rundt. Og når jeg endelig forlod huset sammen med den lille dreng, som jeg passede, blev vi skygget af en detektiv, der aflagde rapport til monsieur og madame. Og jeg kom i forhør, hvis jeg havde snakket med nogen på vores tur i parken. Senere slækkedes kontrollen. Men med friheden var det slut. Og her fandtes ikke noget kældervindue.   

Men derom senere.  

Først vil jeg forsøge at genkalde nogle af minderne om tiden, der gik forud. De dage og nætter, hvor vi frie og forslugne kastede os over storbyen med alle dens uendelige tilbud om oplevelser, der var så nye og overvældende for os – landsbytosseunger som vi var.  

Det var først på sommeren, og ingen parisere holdt endnu ferie. Også min søster arbejdede hårdt hver dag. Hun var allerede forlovet med Philippe, sin senere ægtefælle, og han studerede medicin og var lige så travlt beskæftiget med studierne som hun var med at pleje de syge. Derfor boede vi kun hos dem et par dage. Ordet ”fatigué” er et af de første franske ord, jeg husker fra den tid.

Derfor flyttede vi til en campingplads i Boulogneskoven, og herfra kørte vi hver dag ind til byen, slentrede om i gaderne og langs kajerne, nød restaurant- og cafélivet og besøgte kirker og museer. Vi legede kort sagt turister på vores egen selvopfundne, men sikkert ikke synderlig originale måde.

Som jeg husker det, var det en lykkelig tid uden skygger af nogen art.

Men jeg har jo altid jagtet skyggerne, eller rettere: søgt det, der ikke lige faldt i øjnene – og også her var der noget mørkt, som jeg ville se: Paris’ skumle sider. Som jeg jo ikke vidste et hak om, men som vores fransklærer Hr. Nordentoft havde fyldt vore hoveder med. Nemlig de romantiske fortællinger om clocharderne, der levede deres frie og uafhængige liv i underverden dybt nede i mørket. Sådan havde han fremstillet det. Sådan var det jo ikke skulle vi erfare.   

Men alle Nordentofts fortællinger ville jeg se “live.” Og nu var chancen der. Mona Lisa var OK – men det levende liv med al dets gru var noget nok så interessant.  

Anders havde ikke mod på det eventyr, men det lykkedes mig at overtale Holger, og sammen drog vi i nattens mulm og mørke helt ind til centrum. Stillede bilen et sted på Ile de la Cite og vandrede om til den gamle middelalderbro Pont Neuf. Et sted her omkring, husker ikke præcis hvor, dukkede vi ned i mørket. Ja, for lyset fulgte ikke med, da vi forlod de travle gader og begyndte vor vandring langs flodbredden, der om dagen var venlig og vrimlende fuld af turister, men som nu virkede tømt for liv. Og så dukkede det frem – lidt efter lidt – livet eller de levende døde, kan man også sige.

Hernede samledes clocharderne ( en slags parisiske vagabonder, der i vores skoleverden var blevet fremstillet omtrent med samme kærlige humor som Storm P’s lasede vandringsmænd), og vi så deres skikkelser dukke frem – i små grupper af pjalter og elendighed. Og jo længere vi vovede os ind i mørket jo flere skikkelser og lyde, uklare og dæmpede. De fleste ubevægelige. Som om de sov. Eller var døde. Andre rokkede uroligt og enkelte råbte efter os. Skal vi ikke vende om, sagde min fætter. Nej, sagde jeg.

Sært nok var jeg ikke bange, selv om det var skummelt, men jeg husker, hvordan det romantiske skær fortonede sig og det gik langsomt op for mig, at det ikke lignede det, jeg havde hørt i sange og læst i skolebøgerne. Det hele var ret væmmeligt. Flodens rislen og klukken blandede sig med menneskers sukken. Og det stank af urin og noget ubestemmeligt og absolut ubehageligt. Og ja, de romantiske clocharder var jo de rene stakler. Mit nysgerrigheds-gen forvandledes til en slags magtesløs Moder Theresa-agtig trang til at hjælpe.

Og jeg husker, at min fætter pludselig tog mig i armen og sagde: ”Hold da op, hvor er jeg glad for at jeg ikke går her alene. Det ville jeg aldrig turde.”

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20220213_162829-936x1024.jpg

Han var høj og stærk, og jeg var lille og spinkel – vi kom begge to til at grine helt ustyrligt, men blev dog ved med at holde godt fast i hinanden. For vist var det et skummelt sted at færdes.

  

Men spændende det var det nu – på en egen dragende måde.  

Paris anno 1962 – mit Paris

 

Som jeg husker – dengang i 60’erne – Paris

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min udsigt ved TH Langs Kostskole – naboejendommen. Senere vil jeg finde et billede af skolen. Jeg har dog meget få fotos fra perioden.

Reklame for Silkeborg Museum – her på en gavl, hvis hus er nabo til kostskolen

Som jeg husker – dengang i 60’erne – Paris

Silkeborg. Th. Langs Kostskole. Mit hjem i tre år. Beskyttet omtrent så håndfast som pigerne blev det på Ingemanns tid. Faste senge- spise- og læsetider. Og altid under nidkær inspektion. Nogle få timers fritid. Udgang til biograf eller venindebesøg i weekenden. Ville man ”i byen” måtte man kravle ud gennem et vindue i gymnastiksalen og liste ind med mælkemanden i den tidlige morgen. Den trafik har jeg kun hørt om. Og måske var det pral.

Engang måtte man kun forlade skolen ifølge med en lærerinde. Men det var før min tid. Da jeg blev indlemmet i huset i 1959, havde man nogle timers fri udgang. Tøjlesløsheden havde fået indpas. Tilbage var blot en kostskolevise, som vi stadig sang og som beskriver den daglige spadseretur med en vogter. Jeg husker disse vers: ”Og sku’ vi en herre skue/ så går vi i en bue/ for hvad kunne der ikke ske?

Så kom jeg til Paris. Og blev sluppet løs.

Jeg husker følelsen af frihed. Sikkert den samme ustyrlige glæde, som griber køerne, når de efter en lang vinter i en lummer stald slippes løs på grønne enge og kan boltre sig i den friske luft.

Det handlede faktisk om frisk luft. I overført betydning naturligvis, for luften var alt andet end frisk i Paris. Allerede dengang var forureningen slem, men det ser jeg først nu i bagklogskabens klare lys. Dengang anede vi intet om bilosens og skorstensrøgens skadevirkninger.

Jeg blev glad for Paris. Jeg blev forelsket i Paris. Men derom senere. Det er 60 år siden, og begivenhederne fra dengang har fortonet sig eller er gledet ind i glemslen. Det er med dem som med alle vore minder: Tiden fortærer de fleste.  

Men nogle af dem får de aldrig sat tænderne i.

Der er f.eks. denne allerførste dag i Paris, hvor vi endelig efter lang tids kørsel i en trafik, vi aldrig havde set magen til og med de helt unge uerfarne hænder knugende om rattet fandt frem til stedet, hvor vi skulle mødes med søster. Jeg var vist nok cool. Havde jo en storebror bag rattet.  

Jeg havde travlt med at stirre ud på vrimlen og var ved at besvime af fryd, da Eiffeltårnet dukkede op forude til venstre. Venstre? sagde min fætter. Det skulle det ikke. Vi er kørt forkert, sagde han. Min bror svarede ikke, han havde travlt med at følge trafikken.

På et tidspunkt kom vi over på den rigtige side af Seinen, og ved et mirakel havnede vi i 15. arrondissement og fandt endda frem til Porte de Versailles.  

Her faldt bilen til ro. Og vi gjorde også, fik ringet til søster Hanne, og mens vi ventede på hende som på den gode fe, gik vi frem og tilbage på avenuen og kiggede på livet, der strømmede forbi os.  Det var mest unge mennesker, der færdedes her, sådan husker jeg det i al fald, og mændene var mørke, nogle af dem helt sorte og meget smukke. Af en eller anden grund forekommer det mig, at gaden var befolket af lutter unge mænd. At den ene smukke prins efter den anden defilerede forbi. Vi var i et kvarter med mange studerende, og de fleste var naturligvis mænd dengang. Studenteroprøret og rødstrømpebevægelsen lå et sted ude i fremtiden.  

Som jeg husker – Paris

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I går sluttede jeg læsningen af en bog, som bl.a. havde “erindringen” som emne. Aase Schmidts: “Den nøgne mur.” Forfatteren, som jeg ikke kendte i forvejen, men nærmest snublede over i min research , er otte år ældre end mig, og bogen handler om et “jeg”, som rejser til Paris 50 år efter, at hun forlod byen som ganske ung studerende.

Jeg vil ikke komme ind på bogens indhold i øvrigt, og jeg har også kun læst den hurtigt og som ren underholdning, og altså ikke studeret den – ved således ikke, om forfatteren skriver om egne erfaringer som studerende i Paris i 50’erne eller det hele er fiktion. Jo, det er jo en roman.

Men mens jeg læste begyndte billeder og begivenheder fra min egen studietid i 60’ernes Paris at dukke op. Og jeg tænkte, at jeg ville lade nogle af dem folde sig ud. Hvis er muligt.

Jeg vil begynde med begyndelsen. Det var sommeren 1962. Algierkrigen var lige afsluttet. Jeg var absolut ikke studerende, havde lige forladt skolen og var bare turist. Men jeg havde alle antenner ude. For det var første gang, jeg var i en rigtig storby, og især menneskemyldret virkede overvældende på en landsbypige. Vi havde selvfølgelig været i København med skolen og med far og mor. Men Paris var noget helt andet og i første omgang utrolig fremmedartet.

Vi, siger jeg, ja, for jeg var ikke alene. Sammen med min to år ældre bror Anders og min jævnaldrende fætter Holger var vi draget af sted for at besøge vores storesøster Hanne, der som nyuddannet sygeplejerske havde taget job i Paris. For eventyrets skyld tror jeg. Og vist var Paris et eventyr.

Vi var meget unge. Holger jeg var 18 år og Anders 20. Drengene havde lige fået kørekort, og vi havde lånt Tante Netes nye Saab. Vi var ængstelige over at skulle køre ind i selve Paris, så vi blev enige med Hanne om, at vi ville holde ind et sted i udkanten. Porte de Versailles. Derfra skulle vi ringe efter storesøster og bede hende køre os til den gade, hvor hun logerede. Udkanten!!!! Uha, den lod sig ikke lige finde – vi blev grebet af trafikken og som en anden stærk strøm tog den os, vi MÅTTE flyde med den, og den trak os hele vejen ind til centrum.

Inden vi vidste af det, kunne vi skue Eiffeltårnet i fuld størrelse.

“Vi skal altså over på den anden side af floden,” sagde Holger, “for hun bor syd for Seinen.” Så meget vidste vi.

Paris er fuld af broer, så det kunne ikke være så svært, mente Anders og satte kursen mod syd. Vi bumpede over en gammel bro og på et tidspunkt fandt vi frem til Porte de Versailles. Oh mirakel!

15. arrondissement. Det er også præcis der, “Den nøgne Mur” udspiller sig.